XIX

Solen holdt godt ud det Aar. Der blev ved at hænge Rester af Sommeren i Luften helt ind i December. Hvergang det onde Vejr kom, sagde Ellen: »Nu bliver det da vist Vinter!« Men Solen slog det til Side endnu engang, den gik lavt ned i Syd og kiggede ind i hele Stuen som om den skulde tælle alle Skilderierne.

Den store gule Gloire blev ved med at bære, hver Dag kom Ellen ind med en stor tung Buket af Roser og blodfarvet Løv. Hun var selv tung i det, den friske Kulde nappede i Næsen, der blev stadig spidsere – og farvede Kinderne røde. En Dag kom hun og holdt en stor Buket hen mod Pelle. »Hvor mange Penge faar jeg at holde Jul for?« sagde hun.

Ja sandelig, Aaret var snart forbi!

Efter Nytaar blev det Vinter for Alvor. Den kom med megen Sne og Kulde og gjorde det til en besværlig Sag at holde Forbindelse med Omverdenen – des nøjere sluttede man sig til hinanden inden Døre. Anna var egenlig skolepligtig nu, men hun led en Del af Kulden og var i det hele ikke meget robust; Pelle og Ellen turde ikke udsætte hende for de lange Vadeture i Sneen og læste selv med hende.

Ellen var blevet lidt doven til at gaa og kom sjældent ind til Byen; de to Mandfolk besørgede Indkøbene om Aftenen, naar de var paa Hjemvejen. Det var en død Tid; der arbejdedes ikke ved Lys, saa de kom tidlig hjem. Ellen havde forlagt Mid206|dagen til Kl. fem, saa de alle kunde spise sammen. Efter Middagen gik Hr. Brun gærne ovenpaa for at arbejde endnu et Par Timer. Han havde travlt med at udarbejde Projekter til Bebyggelsen af Bakkegaardsjorderne og undte sig ingen Ro. Pelles Iderigdom og Energi smittede ham, saa Planerne voksede for ham og antog stadig større Omfang; han tog ikke Hensyn til sit svage Legeme men stod tidlig op og sled hele Dagen med Fællesvirksomhedens Anliggender. Det var, som han vilde kappes med Pelles Ungdom og gik i bestandig Angst for, at noget skulde komme bag paa ham og afbryde det hele.

Hele den øvrige Familie samledes om Lampen og havde hver sit for. Svend Trøst havde faaet sit Legebord slaaet i Vejret og sad og hamrede ufortrødent med sin lille Trækølle paa et Stykke Tøj, som Ellen havde lagt imellem for at han ikke skulde slaa Mærker i Bordet. Han var en solid Fyr, Huldet paa Armene laa i en Krave helt ud over de smaa Hænder; Rynkerne i Panden klædte ham pudsigt, naar man ikke netop huskede paa, at han havde kostet sin Mor Livet. Det saa ud, som han selv vidste det, saa alvorlig var han. Han fik Lov at sidde lidt for at være med, Kl. seks kom han i Seng.

Lasse Fredrik tegnede gærne, naar han var færdig med sine Lektier. Han havde Nemme for det, og Pelle saa undrende sin egen Ævne, som han aldrig havde faaet andet end Tugthus ud af, genopstaa hos Knægten i forbedret Skikkelse. Han viste ham Fremgangsmaaden og fik selv igen Blyant i Haanden efter lange Tider. Men hans egenlige Beskæftigelse var at læse med Barnet, og fortælle hende om alt hvad der kunde falde for. Søster holdt navnlig af at høre om Dyrene, og Pelle havde nok af Erindringer at øse af fra sin Vogtertid.

»Har Dyrene virkelig Forstand?« spurgte Ellen forundret. »Du tror virkelig de tænker over Sagerne akkurat som vi andre?«

207| For Søster var det ikke noget nyt, hun talte hver Dag med Hønsene og Kaninerne og vidste nok, hvor kloge de var.

»Kan Blomsterne mon ogsaa tænke?« spurgte Lasse Fredrik. Han var netop i Færd med at tegne en Blomst efter Hukommelsen, og den vilde hele Tiden tage Lighed efter et Ansigt – deraf Spørgsmaalet.

Pelle mente det nok.

»Nej Pelle dog,« sagde Ellen, »nu gaar du for vidt. Tænke er noget kun vi Mennesker kan.«

»De kan i hvert Fald føle, og det er vel ogsaa paa en Maade at tænke – det er bare med Hjærtet. De mærker straks, om man holder af dem – hvis man ikke gør det, trives de heller ikke for en.«

»Ja det tror jeg. For den der holder af dem, passer dem ogsaa godt,« vedblev Ellen uforbederlig.

»Det er jeg ikke saa vis paa,« svarede Pelle og saa drilsk paa hende. »Du holder meget af Flittig-Lise, men en Gartner vilde vist sige at du behandler den som en Kaalstok. Og se, hvor den blomstrer flittigt alligevel. De besvarer venlige Tanker med Taknemmelighed, og det er dog en smuk Maade at tænke paa. Forstanden er maaske ikke saa meget værd, som vi Mennesker gaar og bilder os ind – du tænker jo selv med Hjærtet, lille Mor.« Det var hans Kælenavn til hende, nu hun var med Barn.

Efter saadan en lille Afbrydelse gik de to videre. Pelle maatte fortælle Søster om alle ABC-Bogens Dyr, om den nyttige Ko – og Haren der slikkede Duggen af Kløveren og hoppede op lige for Næsen af Vogterdrengen. Om Vinteren gik den ind i Haven, gnavede Barken af de unge Trær og aad Bondekonens Kaal. »Ja det maa jeg bekende,« faldt Ellen ind, og saa lo de alle, for Morten havde lige spist hendes Grønkaal.

Saa sprang Barnet pludselig fra og vilde vide, om København havde været til altid, altid! Pelle gik et Øjeblik i Staa, men fik i et lykkeligt Nu Biskop Absalon gravet frem i Erindringen. Han benyttede 208| Lejligheden til at fortælle, at Hovedstaden havde en halv Million Mennesker.

»Har du da talt dem, Far?« udbrød Barnet betuttet og greb ham i Ærmet.

»Aa det kan du vel nok begribe Far ikke har, dit lille Fæ!« sagde Lasse Fredrik. »Der ku’ jo fødes en imens.«

Saa var man ved Hanen igen, som baade begyndte Bogen og sluttede den. Den stod og galede nok saa kry og sov aldrig; en rigtig Vigtigper var den, men naar Søster var flittig, lagde den en Enøre mellem Bladene. Men Hønsene de gjorde Æg, og det viste sig, at de havde det akkurat som Blomsterne. Naar man gjorde sig gode Venner med dem og behandlede dem som hørende til Familien, saa var de flittige til at lægge, men lavede man Mønstergaard til dem og behandlede dem efter alle Kunstens Regler, saa tjente de ikke til Føden engang. Farbror Kalles havde en Høne, som gik inde i Stuen mellem alle Rollingerne, og den lagde sit Æg inde under Sengen hver eneste Dag hele Vinteren igennem, naar alle andre Høns var golde. Saa købte Stengaardsbonden den for at lægge til paa den; han gav tyve Kroner for den, og mente han havde erhværvet sig en Guldgrube. Men lige saa snart den kom over paa Stengaarden, holdt den op med at lægge Vinteræg. – For dér hørte den ikke til Familien, men var bare en Høne der skulde tjenes paa.

»Mors Flittig-Lise blomstrer hele Vinteren«, sagde Søster og saa rørt hen paa Blomsten.

»Ja det er jo, fordi den ser vi andre er saa flittige,« svarede Lasse Fredrik gavtyveagtigt.

»Vil du se du dyr dig!« Pelle langede ud efter ham.

Ellen sad og strikkede paa nogle bitte smaa Strømper. Hendes Blik flyttede sig dvælende fra den ene til den anden; hun smilede overbærende til deres Passiar. De var nogle store Børn allesammen!

»Mor, maa jeg faa dem til min Dukke?« spurgte Anna og tog den færdige Strømpe.

209| »Nej dem skal lille Søster have, naar hun kommer.«

»Hvis det bliver en Tøs – altsaa!« indskød Lasse Fredrik nøgternt.

»Hvornaar kommer lille Søster da?«

»Til Foraaret naar Storken kommer tilbage til Gaarden; saa har den hende med.«

»Pyt, Storken!« Lasse Fredrik blæste foragteligt. »Det er noget godt Sludder!«

Søster var ogsaa klogere end som saa – naar Vejret var godt, hentede hun Mælk inde paa Gaarden.

»Aa jeg ved godt, jeg har ligget inden i dig – Mor! Det er jo derfor jeg holder saa meget af dig,« sagde hun og borede sit Hoved ned i Moderens Skød.

»Nu skal du i Seng, mit Barn,« sagde Ellen og rejste sig. »Jeg kan mærke du er træt.«

Da hun havde hjulpet Barnet i Seng, kom hun ind og satte sig igen til at strikke.

»Nu synes jeg, du skulde holde Fyraften for i Dag,« sagde Pelle.

»Saa bliver jeg ikke færdig,« svarede Ellen og brugte Strikkepindene endnu flittigere.

»Send det hen til en Maskinstrikkerske – du tjener jo alligevel ikke til det bare Brød ved den Haandtering. Der maa være én Tid til Arbejde og en til Hvile, ellers er man ikke noget Menneske.«

»Mor kan holde tre Øre i Timen paa at strikke,« sagde Lasse Fredrik som havde regnet det nøjagtigt ud.

Hvad saa? Ellen mente ikke hun forsømte noget med det.

»Det er forresten dumt,« udbrød Lasse Fredrik pludselig – »hvorfor vokser det lodne ikke paa Benene af én? Saa var man fri for alt det Mas med at klippe Ulden af – karte den – og spinde den – og strikke Strømper.«

»Aa sikke dog noget Pjank!« sagde Ellen leende.

»Ja man har da været lodden engang,« vedblev 210| Lasse Fredrik. »Det var bare dumt, at man ikke blev ved med det!«

Pelle mente ikke, det var saa helt dumt endda; for det betød at man havde overtaget sig selv! Dyrene fødtes færdige, selv Vandskrækkere som Katte og Høns var født med at kunne svømme; men Menneskene maatte pænt tilegne sig, hvad de havde Brug for. Dem sørgede Naturen ikke for – fordi de havde taget Ansvaret for sig selv; de var Skabningens Herre.

»Men saa skulde jo de Fattige være lodne over hele Kroppen,« indvendte Ellen. »Hvorfor tager Naturen sig ikke ligesaa godt af de Fattige som af Dyrene? de kan jo heller ikke skaffe sig det selv.«

»Jo se det er netop det de kan!« svarede Pelle, »for det er jo dem der skaffer det meste frem. Eller tror du maaske, det er Pengene der dyrker Jorden eller væver Tøj, eller slæber Kullene frem af Dybet? Det lod de nok være med, Alverdens samlede Kapital kan ikke saa meget som tage en Knappenaal op fra Jorden, hvis der ingen Hænder er den kan købe til det. Hvis den Fattige fødtes lodden, saa var han dermed stemplet som et lavere Væsen, der ikke kunde selv. Er det egenlig ikke et Vidunder, at Naturen haardnakket lader Fattigpers Unge fødes lige saa nøgen til Verden som Kongens – trods alt hvad der er gaaet hen over os af Nød og Skrub? Hvis man forbytter Fyrstens og Stodderens nyfødte Unge, kan ingen afgøre hvilken der er hvilken. Det er, ligesom Vorherre aldrig kunde blive træt af at holde vort Adelsmærke op for os.«

»Tror du da virkelig, Verden lader sig omskabe?« sagde Ellen og saa varmt paa ham. Det lød saa æventyrligt, at han Pelle, som hun kunde tage i sine Arme, tumlede med saa store Ting.

Og Pelle saa varmt og undrende paa hende igen. Hun var den samme i Dag, som den Dag han lærte hende at kende – maaske som den Dag Verden skabtes! Hun aagrede ikke med noget men var født 211| med alt sit. Verden kunde omskabes ja, men hun blev nok alle Dage den hun var.

Posten kom med Brev fra Morten. Han opholdt sig for Tiden nede paa Sicilien og tænkte paa at rejse langs Nordafrikas Kyst til Sydspanien. »Saa stikker jeg maaske en Tur ind til Kanten af Ørkenen, og prøver hvordan det er at ride paa Kameler,« skrev han. Han var rask og i godt Humør, helt underligt var det at tænke paa, at han sad og skrev for aabne Døre, og her sloges man med Kulden. Han drak Vin til hvert Maaltid ligesom man herhjemme drak Hvidtøl, og skrev at Oliven- og Appelsinhøsten lige var forbi.

»Det maatte være dejligt at komme saadan et Sted hen engang,« sagde Ellen med et Suk.

»Naar det ny først faar Indpas, hører det ikke længer til de uopnaaelige Ting for Arbejderen,« svarede Pelle.

Saa kom Brun ned – endelig holdt han Fyraften. »Ah, hjemme er godt at være!« sagde han og skuttede sig – »det er et forrygende Vejr i Aften.«

»Her er Brev fra Morten,« sagde Pelle og rakte ham det.

Den gamle tog Brillerne paa.