XX

Naar det var til at komme i Jorden, arbejdedes der paa fuld Kraft med Udgravningerne af Grunden til de ny Arbejderboliger. Brun var meget optaget af Arbejdet og gik og frøs derude fra Morgen til Aften. Han var i en stor Kavaj, som kunde trækkes uden paa Overfrakken, og havde Bælgvanter uden paa de skindforede Handsker. Ellen havde strikket ham et stort Halstørklæde, som han skulde have op for Munden; hun holdt Øje med ham fra Vinduerne og maatte jævnlig hente ham ind og faa ham tøet op. Men holde ham inde var ikke muligt; han var 212| altfor spændt paa, at Arbejdet skulde skride. Naar Frosten lukkede af for Jorden og stansede det, trippede han alligevel omkring derude, stundesløs og i snavs Humør.

De søgne Dage var Pelle jo aldrig hjemme ved Dagens Lys, men om Søndagen maatte han med ud og se hvad der var udrettet, saa snart det lysnede til Dag. Den gamle kom og bankede paa hans Dør:

»Naa Pelle, kan du snart komme af Fjerene?«

»Han skal virkelig have Lov til at ligge, mens han drikker sin Kaffe,« erklærede Ellen ude fra Køkkenet.

Saa løb Brun en Omgang rundt om Huset for at faa Tiden til at gaa, han var ikke lykkelig, før han fik vist Pelle det hele og fik Forandringerne godkendt. Saadan havde han tænkt sig, Vejen skulde løbe engang! og dér i Krydsningspunktet vilde en lille Park med Kunstværker se godt ud! Ny Ideer skød bestandig ud af Foretagendet, Bibliotekarens Fantasi tryllede en hel By frem af de bare Marker med gratis Skoler og Teatre og hyggelige Opholdssteder for de gamle. »En Brugsforening og en Børneskole opretter vi lige med det samme,« sagde han. »Efterhaanden som vi bliver flere, skal saa alt det øvrige komme. Kun Fattighus og Fængsel tænker jeg ikke vi skal faa Brug for.«

De kunde faa hele Formiddagen til at gaa derude med at trave omkring og lægge Planer; Ellen maatte hente dem hjem, naar de skulde spise. Hun fandt dem gærne staaende over et eller andet Hul i ivrig Samtale – et ganske almindeligt, firkantet Hul i Jorden – med Sjap eller Is paa Bunden. Saadan gravede man altid ud til Huse; men de to talte om det, som om det var Begyndelsen til en hel ny Jord!

Om Dagen savnede han Pelle og kiggede lige saa ivrigt efter ham som Ellen, naar det led mod den Tid, han skulde komme fra Arbejde. »Jeg bliver snart helt sjalu paa ham,« sagde Ellen og trak Pelle med sig ind i Køkkenet for at kunne sige Goddag 213| til ham i Enrum. »Hvis han kunde, tog han dig helt fra mig.«

Naar Pelle havde været ude og holde Foredrag, kom han gærne hjem, efter at Brun var gaaet til Ro, og om Morgenen naar han tog afsted, var den gamle endnu ikke oppe. Brun tog ellers aldrig til Byen, han gav Vejret Skylden, men vidste i Virkeligheden ikke hvad han skulde gøre med sig selv derinde. Men naar der gik et Par Dage, hvor han ikke saa Pelle, kom der Uro over ham; han tabte Interessen for Jordarbejdet og gik og traadte affældigt uden at kunne tage sig noget til. Og pludselig trak han i Halvstøvlerne, foregav et eller andet presserende og arbejdede sig ned over Markerne mod Sporvognen. Saa stod Ellen ved Vinduet og fulgte med et rørt Smil hans stolprende Hastværk – hun vidste nok, hvad der trak.

Man skulde tro, der var skjulte Blodbaand mellem de to, saadan hang de efter hinanden. »Hvordan har den gamle det?« var Pelles første Spørgsmaal, naar han kom ind ad Døren; og om Brun havde været hans Far, kunde han ikke have fulgt ham med mer rørende Beundring i sine Gammelmandsøjne end han gjorde. Naar Pelle var borte, gik den gamle omkring med et Udtryk, som om han bestandig søgte noget.

Ellen var ikke glad for, at han løb derude paa Marken hos Jordarbejderne i al Slags Vejr. Om Aftenen slog Stuevarmen sig for Brystet af ham og gjorde Hosten slem.

»Det ender saamænd nok med en ordenlig Forkølelse,« sagde hun saa. Hun vilde have, han skulde holde Sengen nogle Dage og se at blive af med Forkølelsen, før den satte sig rigtig fast.

Det var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, og Ellen helmede ikke, før hun gik af med Sejren. Og da han først havde gjort Forkølelsen den Indrømmelse, brød den for Alvor løs; Sengevarmen tøede Kulden ud af Kroppen paa ham, saa baade Næse og Øjne løb.

214| »Det var godt vi fik Dem omkuld i Tide,« sagde Ellen. »Og nu slipper De ikke op, før den værste Frost er ovre – om jeg saa skal gemme Deres Klæder.« Hun gik og plejede ham som et Barn, og lavede »Kamélthe« til ham af Blomster, som hun havde samlet og tørret i Sommers.

Da han først var kommet over Ende, fandt han sig rigtig godt i det, hans gamle Krop faldt let til Rette i Sengen. Han laa og behagede sig i at blive puttet om, og fandt paa baade det ene og det andet for at kunne hygge sig under Ellens Hænder.

»Nu gør De Dem vist ogsaa daarligere, end De er?« sagde hun saa og lo ad ham.

Brun lo selv med. »Jeg er heller aldrig blevet kælet for,« sagde han. »Lige fra jeg blev født, lejede mine Forældre Mennesker til at tage sig af mig – det er jo derfor jeg er saa vindtør. Alting har jeg maattet købe for Penge. Naa, der er jo en vis Retfærdighed i, at Pengene dræber Kærligheden – ellers fik man jo baade i Pose og Sæk.«

»Ja det er godt, det bedste ikke kan faas for Penge!« sagde Ellen og stoppede om hans Fødder.

Brun blev stablet i Vejret med Puder, saa han kunde ligge og arbejde. Han havde et Kort over Bakkegaardens Jorder ved Siden af sig og laa og gjorde Udkast til en planmæssig Bebyggelse af Terrænet. Sine Ideer om det nedskrev han i et Hæfte, der skulde være Bilag til Planerne. Han arbejdede fra det blev lyst til midt paa Dagen; i den Tid havde Ellen sit Mas med at holde Børnene nede, hvert Øjeblik var Svend Trøst paa Vej op til den gamle.

Om Eftermiddagen naar hun var færdig i Køkkenet, kom hun op med dem en Timestid. Saa fik de en Billedbog og blev anbragt ved Bruns store Arbejdsbord; Ellen satte sig ved Vinduet med sit Strikketøj og underholdt den gamle. Fra sin Plads kunde hun følge Jordarbejdet ude paa Marken og maatte vidtløftigt fortælle ham, hvor vidt de var med hver enkelt Grund.

215| Der stod altid nogle Hundrede Mænd derude og hang over de Arbejdende – en frysende Flok som stadig holdtes vedlige. Det var Arbejdsløse, som havde opspurgt, at der var noget i Gang herude. Længe før Daggry stillede de i Haab om at faa Nap, og hele Dagen vandrede Strømmen ud og ind, en Kæde uden Ende af triste Mænd. De kunde godt ligne haabløst Fordømte, der traadte et uhyre Hjul; ned over Markerne var der et bredt Spor af deres Fødder.

Brun laa og pintes ved Tanken om disse Tusender af Mænd, der støvede helt herud for en Dags Arbejde og maatte gaa igen med et Afslag. »Vi kan jo ikke antage flere Mand til det, der allerede er i Gang – ellers gaar de bare i Vejen for hinanden,« sagde han til Pelle. »Men kanske kunde vi allerede nu begynde paa at iværksætte nogle af Fremtidsplanerne? Kan vi ikke begynde at lægge Veje an og lignende – saa de Mennesker faar noget at bestille?«

Nej, det turde Pelle ikke være med til.

»Til Foraaret skal vi bruge Kapital til at hjælpe Garverne i Gang med et Fællesgarveri,« sagde han. »Det vil blive vedtaget i deres Fagforening en af de første Dage – under Forudsætning af at vi skyder Penge til – og jeg anser det for meget vigtigt at faa det i Gang. Vore Modstandere angriber os paa, at vi maa tage vore Materialer fra Udlandet. Det er ogsaa uholdbart i Længden, og nu maa det have en Ende. Som det er, hænger Fabriken i Luften; man kan afskære os fra at faa Materialer, og saa er vi færdige. Men faar vi først vort eget Garveri, saa er den ene Virksomhed ført til Bunds og kan ikke rendes ned! Saa kan vi møde en Lockout i Faget.«

»Huderne!« indvendte Brun.

»Der er vi ved Landbruget; det er allerede kooperativt ordnet og lader sig sikkert ikke bruge imod os. Vi maa i det hele taget knytte til dèr, saa snart vi kommer nogenlunde i Gang – købe Kreaturer 216| og slagte selv, saa vi foruden Huderne forsyner os selv med godt og billigt Kød.«

»Ja, ja, men Garveriet sluger dog ikke Alverden. Der kunde vel nok blive Raad til nogle Vejanlæg.«

»Nej, der kan ikke,« erklærede Pelle bestemt. »Husk paa vi maa ogsaa tænke paa Brugsforeninger – ellers er alt vort Arbejde hen i Vejret; det ene drager det andet med sig. Der afhænger for meget af det, vi har for, vi har ikke Lov til at belæmre vort Foretagende med døde Værdier, der trækker det til Bunds. Først Menneskene – saa Vejene! De Arbejdsløse i Dag maa se at hjælpe sig os to foruden.«

»Du er lidt haard, synes jeg!« sagde Brun og trommede i Dynen – lidt stødt over Pelles Urokkelighed.

»Det er ikke første Gang, jeg faar Skyld for det i denne Forbindelse – men det faar jeg se at finde mig i!« svarede Pelle alvorligt.

Den gamle rakte Haanden ud imod ham. »Omforladelse du! det var ikke min Mening at angribe dig, fordi du ikke handler hovedløst. Selvfølgelig har vi ikke Lov til at ofre Sejren af Medfølelse med dem der kæmper. Det var kun et Øjebliks Blødhed hos mig – men ganske vist et af de Øjeblikke der kan forspilde det hele, det indrømmer jeg dig! Men det er heller ikke nemt at gaa og være den rolige Tilskuer til disse bagvendte Tilstande. Der paastaas at Arbejderne hellere vil gaa og tage imod en Sulteunderstøttelse end bestille noget; og efter det de hidtil har haft ud af Arbejdet, kunde man godt forstaa, om det var sandt. Men i den Maaned Jordarbejdet her har staaet paa, har der indfundet sig mindst Tusend Arbejdsløse hver Dag for at tage fat. Og dem betaler man for at lade være med at bestille noget! – de kan til Nød faa Understøttelse, men for ingen Pris Arbejde. Det er jo saa vanvittigt som vel muligt! – man faar Lyst til at give Maskineriet et lille Skub og faa det i Gang igen.«

217| »Der skal nok et stort Skub til,« sagde Pelle. »Det er ikke Smaating, der er i Vejen.«

»Latterlig lidt ser det i al Fald ud. Arbejderne lider jo ikke Nød fordi de mangler Arbejde, saadan som vore Socialøkonomer vil bilde os ind; men de mangler Arbejde fordi de lider Nød. Saa bagvendt griber man det hele an! De Arbejdsløses Tog er en forsmædelig Skændsel for Samfundet; hvilket Spild af Værdier – ogsaa rent merkantilt set – mens Landet og Nationen forsømmes! Dersom en privat Forretning dreves efter saadanne Principper, var den jo dødsdømt med det samme.«

»Ja, hvis Misèren bare kom af bagvendt Greb paa Tingene, saa var det jo nemt rettet,« sagde Pelle. »Men de Folk, der sidder og bestemmer over det hele, kan vist i alt Fald ikke beskyldes for Mangel paa merkantil Sans – havde de bare det øvrige i lige saa god Orden! De kan tro, der falder ikke en Spurv til Jorden, med mindre Pengemagten ser sin Fordel ved det; hvis det rent merkantilt betalte sig for den, at Land og Folk var i den skønneste Orden, skulde den nok sørge for, at de ogsaa blev det. Men det lader sig simpelthen ikke gøre; alment Velvære og de enkeltes Ophobning af Værdier er uforligelige Modsætninger. Jeg tror, der er nedlagt en vidunderlig Balance i Menneskeheden, saa den til enhver Tid kan frembringe nøjagtigt nok til at tilfredsstille alle sine Behov; og naar én lægger Beslag paa for meget, bliver der et Slip andre Steder. – Det er jo forresten paa den Erkendelse vi vil afsætte de andre og overtage Styret.«

»Ja, ja, ja, ja! det er jo ikke min Mening at ville dække det bestaaende; lad dem have Ansvaret, der sidder i Føringen. Men jeg har ligget og tænkt paa – kunde vi ikke finde en Maade til at samle dette Spild op, saa det kom Fællesvirksomheden tilgode?«

»Hvordan skulde vi det? Vi har jo altsaa ikke Raad til at beskæftige de Arbejdsløse.«

»Ikke for Løn! Men baade Bevægelsen og Samfundet har jo begyndt paa at understøtte dem – var 218| det ikke naturligt, om man til Gengæld forlangte Arbejde af dem? Men vel at mærke lod det komme dem selv tilgode!«

»De mener, at f. Eks. arbejdsløse Murere og Tømrere skulde bygge Boliger til Arbejderne?« spurgte Pelle livligt.

»Ja, for Eksempel. Men Husene skulde sikres mod Privatspekulation – paa en lignende Maade som dem, vi bygger – og altid tilhøre Arbejderne. Da vi ikke kan mistænkes for Udbytning, kunde vi passende administrere det – det vilde sætte Fart i Fællesskabet. Paa den Maade blev den gamle Tids Affald Gødning for den ny Sæd.«

Pelle sad og faldt i Tanker; den gamle laa og betragtede ham spændt. »Naa, sover du?« spurgte han endelig utaalmodigt.

»Det er en smuk Ide,« sagde Pelle og rejste Hovedet. »Organisationerne tror jeg, vi faar med – de begynder jo allerede at interessere sig for Kooperationen. Naar de nu faar Udvalget nedsat, skal jeg forelægge Deres Plan. Men Samfundet er jeg ikke saa sikker paa, Brun! Det har lejlighedsvis Brug for den store Hungerreserve, derfor holder det lige akkurat Liv i den – ellers fik den vist snart Lov at dø af Sult. Jeg tror ikke, det gaar med til at den anvendes saa at sige imod det selv!«

»Du er en uforbederlig Sortseer,« sagde Brun halv ærgerlig.

»Ja – over for det gamle,« svarede Pelle med et Smil.

Saadan drøftede de Mulighederne for Fremtiden i Tilknytning til Dagens Hændelser, naar Pelle om Aftenen sad oppe hos den gamle – lige optagne begge to. Undertiden følte den gamle, at han løb af Sporet. »Det er Blodet,« sagde han mismodig, – »jeg er alligevel ikke rigtig en af jeres. Det er saa længe siden, der i min Slægt er lagt Krop til, saa jeg har glemt det.«

I denne Tid syslede han meget med sin Fortid og havde hver Aften et eller andet at fortælle om sig 219| selv. Det var, som om han med Vold og Magt maatte finde en Lov, der stillede ham ved Pelles Side.

Brun tilhørte en gammel Slægt, som kunde føres flere Hundrede Aar tilbage, til en Mand, der førte Skib og drev Handel paa Trankebarkysten. Slægtens Stamfader, der ogsaa drev Hvalfangst og Sørøveri, boede i et Hus ved en af Kristianshavns Kanaler; naar Skibet var hjemme, lagde det til ved Bolværket lige uden for Gadedøren. Det Brun’ske Hus gik i Arv fra Fader til Søn og udvidedes efterhaanden til et helt Palæ; i Løbet af fire Generationer naaede det frem til at være et af Hovedstadens første Handelshuse. I Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede var de fleste af Slægtens Medlemmer gledet over i Børs- og Bankverdenen, og derfra gik Forskydningen videre. Bruns Fader – den bekendte Kornelius Brun – hang ved den gamle Forretning, Brødrene afhændede deres Part til ham og søgte over i Diplomatiet; en af dem fik en høj Hofcharge.

Kornelius Brun følte sig forpligtet til at føre den gamle Forretning videre. For ikke at staa tilbage for sine Brødre i Fornemhed giftede han sig med en Dame af ældgammel – og forgældet – fynsk Adel. Hun fødte ham tre Børn, der – som han selv sagde – var mislykkede alle tre. Det første Barn var døvstumt og udstyret med meget smaa Aandsævner i det hele taget; det døde heldigvis, før det endnu var kommet til Skelsaar og Alder. Nummer to var meget opvakt og begavet med alle mulige Talenter, men viste allerede fra Drengeaarene perverse Anlæg. Han var meget smuk, havde mørkt blødt Haar og en fin kvindagtig Teint; Moderen klædte ham i Fløjl og forgudede ham. Han tog sig aldrig noget nyttigt til, men turede omkring i højt Selskab og gav Masser af Penge ud. I sit fyrretyvende Aar døde han pludselig, udlevet og blaseret. Dødsannoncen lød paa Hjærteslag, men Sandheden var, at der var begyndt at dukke Rygter op om en Sædelighedsskandale, hvori han var indviklet sammen med meget fremra220|gende Navne. Det var sidst i Halvfjerserne – ved den Tid Underklassebevægelsen begyndte at tage Fart! Fra neden forlangtes der energisk Undersøgelse, og helt dysse Historien ned turde man ikke, for ikke at give Paastanden om det Bestaaendes Raaddenskab og Partiskhed Vind i Sejlene. Da det trak op til en Undersøgelse, og det kunde forudses, at Levemanden Brun vilde blive ofret paa Mængdens Alter for at dække dem, der stod højere, trykkede Kornelius Brun sin Søn Pistolen i Haanden. Eller skød ham ned – Bibliotekaren kunde ikke afgøre hvilket.

»Se det var de to Frugter paa det udgaaende Slægtstræ,« sagde Brun bittert, – »og det kan jo ikke nægtes, de var noget ormstukne. Den tredje er mig! Jeg kom som en Skrabkage – femten Aar efter min yngste Broder. Mine Forældre havde vist allerede da faaet nok af deres Afkom; jeg blev i al Fald paa Forhaand anset for haabløst mislykket – endnu før jeg havde haft Lejlighed til at vise noget som helst. Maaske har de instinktmæssigt følt, at jeg vilde tage en skæv Retning, jeg ogsaa. Ogsaa i mig var de opløsende Kræfter fremherskende, jeg manglede f. Eks. i høj Grad Familiefølelse. Allerede som lille husker jeg at have hørt Moder beklage sig over mine plebejiske Tilbøjeligheder, jeg holdt mig altid til Tyendet og tog Parti for det mod mine Forældre. Man saa i Familien mere skævt til mig, naar jeg stod paa vore Undergivnes Ret, end man havde gjort til Idioten, der rev alting istykker, eller Ødelan’en, der lavede Skandale og Gæld – og sagtens med god Grund! Moder gav mig rigeligt med Penge til at more mig for – rimeligvis for at modvirke mine plebejiske Tilbøjeligheder; men jeg blev hurtig færdig med Fornøjelserne og kastede mig over Studeringer. Dagen interesserede mig ikke, men allerede som Dreng havde jeg en mærkelig Trang til Tilbageblik; jeg kastede mig særlig over Historien og dens Filosofi. Fader saa rigtig, naar han haanede mig og kaldte det at gaa i Kloster; i den Alder, hvor andre 221| Unge sværmer, kunde jeg ikke afvinde nogen Kvinde Interesse, mens næsten enhver Bog fristede mig til nærmere Bekendtskab. Lang Tid gik han og haabede paa, at jeg skulde gaa i mig selv og overtage Forretningen, og da jeg definitivt valgte Studierne, rev det helt ud mellem os. »Naar Forretningen ryger, saa er Slægten ikke mere!« sagde han og solgte det hele. Han havde allerede været Enkemand i flere Aar dengang og havde ikke andre end mig; men i de fem Aar, han levede efter at have afstaaet Forretningen, omgikkes vi ikke. Han hadede mig, fordi jeg ikke overtog den – men hvad skulde jeg dèr? Jeg sad jo ikke inde med de Egenskaber, hvorpaa der drives Forretning i vore Dage og havde blot ødelagt det hele. Fra mit tredivte Aar har jeg henlevet min Tid mellem Reoler og registreret andres Liv og Handlinger; nu først har jeg fundet ud i Dagen og skal til at leve mit eget Liv – og nu er det snart forbi!«

»Det er først nu, Livet skal til at blive værd at leve – saa De er kommet ud i rette Tid,« sagde Pelle.

»Nej du, jeg staar jo ikke i Opgangen!« sagde Brun mismodig. »Jeg møder Ungdommen, og mit Sind bøjer sig mod den; men det er som Aften og Morgen, der mødes i den samme Rødme under de lyse Nætter. Jeg har kun faaet min Part i det ny, fordi det gamle skal bøje sig for det, saa Ringen kan sluttes. Du gaar ind, dèr hvor jeg gaar ud.«

»Det maa have været en sørgelig Tilværelse at gaa dèr altid blandt Bøger og Bøger uden et Menneske, der holdt af én,« kunde Ellen udbryde. »Hvorfor giftede De Dem ikke ogsaa? Saa skrækkelige er vi Kvinder da ikke, at der ikke skulde være én, De syntes om.«

»Nej, man skulde ikke synes det – men sandt er det ikke desto mindre,« svarede Brun med et Smil. »Antipatien var forresten gensidig – det er saadan noget altid. Det har vel ikke været Meningen, jeg gamle Støder skulde have Lov til at sætte Børn i 222| Verden! Men morsomt er det ikke at være den sidste Ende af noget!«

Ellen lo: »Ja, men De har da ikke altid været gammel!«

»Jo, jeg har i Grunden – jeg er født gammel. Det er først nu, jeg føler mig ung! Og hvem ved« – udbrød han i et Anfald af Galgenhumor – »kanske pudser jeg Forsynet og møder op med en lille Kone under Armen en Dag.« –

»Brun ligger og fanger Griller,« sagde Pelle, da de gik ned for at gaa i Seng. »Men det gaar vel over, naar han nu kommer op.«

»Aa, han har saamænd heller ikke haft det for morsomt, det Skind,« svarede Ellen og lænede sig ind til ham. »Det er nu Synd, at der gaar Mennesker og ikke faar Del i alt det kære, der er til – lige saa Synd som det, du arbejder imod, synes jeg!«

»Jamen det kan vi ikke ordne!« udbrød Pelle leende.