XXI

I Gryets Have svandt Sneen fra Dag til Dag. Først trak den sig bort fra Huset og gav Plads for en hel lille Skov af Vintergækker og Krokus; Hyasinterne i Plænen begyndte at brække Jorden til Side, de kom op af den som en Række Knoer, der pænt bankede paa først.

Børnene var hvert Øjeblik deromme for at følge Fremskridtene, de begreb ikke de fine Krokus, der stak lige op af den frosne Jord uden at fryse ihjæl, men døde naar de kom ind i Varmen. Hver Dag pakkede de Vintergækker i Papir og lagde op paa Bruns Bord – det var Gækkebreve. Saa gik de om i ustyrlig Spænding; og naar han kom ind fra Marken, mødte de ham med en hemmelighedsfuld Mine og havde travlt med at faa ham lokket ovenpaa.

Ude paa Marken var de næsten færdige med Udgravningerne og ventede blot paa, at Vintervandet 223| skulde synke, saa man kunde komme til at køre Grus og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde Markerne ikke bære.

Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu efter hans Sengeliggen; skønt han ikke fejlede ret meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod Pelle skalte og valte med Virksomheden som han selv vilde, og sagde Ja og Amen til alt hvad han foreslog. »Jeg kan ikke samle det hele i mit Hoved,« sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham en eller anden Udvidelse – »men gør du som du synes min Søn, saa bliver det jo nok rigtigt!« Der skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at holde hans Sind varmt – og han var alligevel for gammel til at høre det gro og hente sig Styrke deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen selv over paa Pelle – ham saa han levende for sig og kunde støtte sig til hans unge Styrke.

Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hylden. Han kunde ikke holde til det og nøjedes med at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Dagen og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende Energi, som Pelles Ungdom havde kaldt til Live i ham, var blaffet bort – tilbage blev en rørende Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu gik og gassede sig i nogle sildige Aftenstraaler. Han maalte sig ikke med Pelle mere og blev ikke skinsyg paa noget Forspring – men beundrede ham simpelthen og tyede nøje ind i Kredsen af dem, hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham som et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og Børnene opfattede ham selvfølgeligt som Ligemand.

Naar han gik sin Tur over Marken, havde han gærne Svend Trøst ved Haanden; de to kunde baade holde Trit og underholde hinanden. Der var noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres Sind i Spænding: hver Dag ventedes Storken tilbage til Bakkegaarden, og saa skulde den have en Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøjelse at gaa og vente paa. Storken bed altid Konen 224| i Huset i Benet, naar den kom med en Lille til hende; Svend Trøsts egen Mor havde den bidt, saa hun døde af det – nu var han saa klog. Den lille Fyr var Ellens Dreng og gik om i en alvorlig, næsten trykket Stemning. Han talte ikke om sin Bekymring til de andre Søskende for ikke at blive gjort Nar ad, men naar den gamle og han fulgtes ad i Marken, drøftede de det, og Brun som den ældre og fornuftigere kom til det Resultat, at der ingen Fare var. Alligevel holdt de sig altid i Nærheden af Huset for at kunne være ved Haanden.

En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og Ellen stod ikke op som ellers. »Jeg ligger og venter paa Storken,« sagde hun til Svend Trøst – »gaa ud og pas paa den.« Saa gik den Lille rundt om Huset med en Kæp, Brun traskede med rundt, og naar de hørte Ellen skrige, knugede de hinandens Haand. Det var en saa fortumlet Dag, at det var umuligt at holde Gangen i noget; snart rullede en Vogn op for Døren med en tyk Kone, snart var det Lasse Fredrik der sprang paa Cyklen og jog ned ad Markstien – staaende i Pedalerne. Inden Svend Trøst vidste et Ord af det, havde Storken været der, og Ellen laa med en lille Dreng i Favnen. Han og Brun var sammen derinde for at ønske Ellenmor til Lykke, og de var lige forbavsede begge to. Den gamle maatte have Lov til lige at røre ved den Lilles Kind.

»Han er saa grim endnu,« sagde Ellen med et undseligt Smil og løftede Snippen lidt fra Barnets Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun tog Svend Trøst med ovenpaa.

Pelle sad paa Sengekanten og holdt Ellens Haand, der paa nogle faa Timer var blevet hvid og tynd. »Nu maa vi saa have Bud efter Dronning Therese,« sagde hun.

»Skal vi ikke ogsaa sende Bud efter din Mor?« spurgte Pelle, der ofte havde foreslaaet, at de skulde bryde overtvært og se op til de Gamle. Det var ham imod at gaa og bære paa gammelt Nag.

225| Ellen rystede paa Hovedet. »De skal komme af dem selv,« sagde hun bestemt. Sig selv var hun ligeglad med, men de havde trukket paa Næsen ad Pelle, saa var det ikke mere end rimeligt, de kom og gjorde det godt igen.

»Men jeg har sendt Bud,« sagde Pelle – »det var det Lasse Fredrik cyklede om. Du skal ikke ligge i Barselseng uden Moders Hjælp.«

Allerede et Par Timer efter var Madam Stolpe der. Hun var meget bevæget; for at skjule det gav hun sig til at endevende hele Huset for rene Klude og Bind, mens hun gik og smaaskændte. Det var saamænd ogsaa en Tid at sende Bud efter én, naar det hele var overstaaet.

Fatter Stolpe var mere haard; han hørte ikke til dem, der saadan kom springende saa snart man fløjtede! Men et Par Aftener efter at den Lille var kommet til Verden, løb Pelle over ham – han gik og luskede et Stykke neden for Huset. Naa ja, han gik og ventede paa Mutter for at følge hende hjem, altsaa – det ragede vel ingen? Han lod meget afvisende, men var forholdsvis let at nøde indenfor; og det varede ikke længe, før Ellen fik ham tøet op. Hun havde sin egen Fremgangsmaade som altid.

»Jeg vil bare sige dig Far, at det er ikke mig, der har sendt Bud efter dig, men Pelle. Og hvis du ikke giver ham Haanden, og siger du har gjort ham Uret, saa bliver vi aldrig gode Venner igen!«

»Hun er sku det samme Ntyvebrændte Fruentimmer til og ta’e Tyren ved Hornene, hun altid har væ’t,« sagde Stolpe uden at se paa hende. »Naa, man kan vel lige saa godt springe som krybe i det – og vedgaa at man Nhar spillet Skidtmads. Skal vi slaa en Streg over det, Svigersøn?« Han rakte Pelle Haanden.

Da først Forsoningen var ovre, blev Stolpe helt oprømt. »Jeg havde saamænd ikke drømt om, at jeg skulde faa Tøsen at se for det første – og allermindst i Barselseng!« sagde han fornøjet og strøg Ellen over Ansigtet med sin ru Haand.

226| »Nej, hun har jo altid været Kæledæggen, og Fatter har saamænd tidt gaaet og været ked af det. Men han gør sig jo haard,« sagde Madam Stolpe.

»Sludder, Mutter!« brummede Stolpe – »Fruentimmerne skal altid vrøvle.«

Tiden havde taget paa dem begge. Der havde været en Del Arbejdsløshed i Faget, og Stolpe var til Aars nu, det kneb at hamle op med de Unge paa Stilladset. Det saas paa Klæderne, at de ikke sad saa godt i det som i gamle Dage. Men Stolpe var fremdeles Formand for Fagforeningen og en anset Mand inden for Bevægelsen.

»Og nu min Dreng,« sagde han pludselig og lagde Hænderne paa Pelles Skuldre – »maa du sku sætte mig lidt ind i, hvad det er du har for denne Gang. Jeg hører, du begynder at mudre op i Gemytterne igen.«

Pelle satte ham ind i sin store Plan om Fællesvirksomheder, den gamle kendte forresten en hel Del til det – det viste sig, at han paa Afstand havde fulgt Pelles Færd.

»Det er kanske slet ikke saa skeløjet, det dér,« sagde han – »maaske kunde vi lige saa stille klemme Kapitalen ud af Tilværelsen, naar vi allesammen kilede paa. Men du maa have Bevægelsen med; og saa maa det slaas fast, at enhver der ikke støtter sine egne er en Skruebrækker.«

»Jeg har faaet Forbindelse – men det gaar lidt trevent,« sagde Pelle.

»Saa maa vi prikke lidt til dem. – Hør, ham denne her Særling – Brun hedder han jo – bor han ikke hos jer?«

»Han er nu ingen Særling,« sagde Pelle leende. »Vi kan jo gaa op og hilse paa ham.«

Brun og Stolpe fik hurtig noget at tale om; de var lige gamle og havde oplevet Bevægelsens første Dage fra hver sin Side. Madam Stolpe kom flere Gange og rykkede i sin Mand – de skulde hjem.

»Naa, det er ikke værd at lægge sig ud med sin egen Kone,« sagde Stolpe endelig – »men jeg kom227|mer igen. Jeg hører De bygger herude, og kunde dog nok lide at se hvordan vore egne Huse kommer til at se ud.«

»Vi har ikke begyndt endnu,« svarede Pelle. »Men kom herud paa Søndag, saa skal Brun og jeg vise dig det hele.«

»Det bliver vel Mestre, der faar det?« spurgte Stolpe.

»Nej, vi havde tænkt at lade de Arbejdsløse faa Arbejdet, hvis de ellers tør paatage sig det og har en Mand til at sætte i Spidsen,« sagde Brun. – »Men det kunde De maaske paatage Dem?«

»Det kan De være vis paa jeg kan,« svarede Stolpe selvfølende. »Skulde jeg ikke være Mand for at bygge Arbejdernes Hjem? – jeg var Medlem af Partiet dengang det kun talte én Mand.«

»Ja, Stolpe er Bevægelsens Veteran!« sagde Pelle.

»Død og Salighed! det var alligevel et knusende morsomt Træf, om det blev mig!« udbrød Stolpe, da Pelle fulgte de to gamle ned til Sporvognen. »Jeg skal stille et Hold Arbejdere paa Benene, der ingen har set Mage til – og sikke no’en Huse vi skal sætte op! Der skal ikke blive ret meget Papmasjé i den Historie!«