[9]|Dødskamp

[11]| Postvæsenets Naarlige Regnskabsmøde havde staaet i København. Der var blandt andet en Sag for med et forsvundet Pengebrev, som man havde maattet erstatte. Man gik tilbage i Bøgerne, og Skylden faldt paa Rønne Postmester.

Tidlig en Morgen to Dage senere, da Damperen lagde ind ved Rønne, gik Postmesteren fra Borde, steg ind i NDiligencen og rullede op til NPostgaarden. Fuldmægtig Hansen aabnede Vogndøren for ham. »Velkommen hjem, Hr. Postmester!« sagde han og bukkede. – »For Dem er jeg vist ikke velkommen,« sagde Postmesteren mørk og gik forbi ham ind.

Som naar man gaar rask hen over et mørkt, kendt Loft og pludselig støder Ansigtet imod et vaadt, iskoldt Lagen, saadan var det for Fuldmægtigen – en Maaben. Han stod et Øjeblik bedøvet og stirrede ubevidst frem for sig, mens noget af en Rædsel og noget af en Beslutning arbejdede sig dunkelt frem i ham. Men saa greb han sig i at være paafaldende, 12| gik ind paa Kontoret og gav sig i Lag med Posten som sædvanlig. Der var skarpt afgrænsede røde Pletter i hans Tindinger og noget fraværende i hans Blik. Men han arbejdede hurtigt og mekanisk som altid, og Stempelslagene faldt tæt og taktfast paa Brevene. Kun nu og da, naar han stansede og rakte efter en ny Brevbunke, gik en uvilkaarlig Skælven op over hans Hals og Skuldre. – – En for en, som de blev ekspederet, stødte de røde NPostilloner i deres Horn, og de store, gule Kasser rullede af Sted mod Nexø, mod Svaneke, mod Allinge.

Da han havde ekspederet den sidste Diligence, var Kl. 6 Morgen, og han havde ikke Tjeneste igen før Kl. 9. Han tog sin Hat, rettede Flippen i Nakken, slog den yngre Kollega paa Skulderen, idet han gik forbi ham, gav ham et venligt »God Morgen« og drev ud. Over Pladsen foran Posthuset slentrede han skødesløst, men saa snart han kom om Hjørnet, fremskyndede han sin Gang, der efterhaanden blev til let Løb. Gaderne var tomme, han mødte kun en enkelt Værk- eller Havnearbejder, der var kommet for sent op og styrtede af Sted ligesom han selv. Ved NKonsul Michelsens indhentede han Allingeposten og sprang ind. Postillonen hilste ham ærbødigt.

Endnu var Kendsgerningen ikke trængt 13| ind i ham og blevet til Bevidsthed. Den første Maalløshed, Travlheden paa Kontoret, Løbeturen havde forhindret det. Diligencens Rummel paa Stenbroen og Rudernes voldsomme Klirren blev ved at holde ham pinligt beskæftiget, og han undgik med Held at klare sig, hvorfor han var her, indrømmede med søgt Upartiskhed de mange Klager, der var ført over Personbefordringens Slethed, skar overdrevne Grimaser ved hvert Stød og iagttog Vognens Slingren med bekymret og ansvarsfuld Mine.

Stenbroen hørte op, og der kom lind Vej. Ro faldt om ham som ladet Luft, han følte det som NTynge og havde en fjærn Frygt for Eksplosionen. Hans Trang til at lade sig adsprede blev mere villet, og da smed han sig paa et Hynde, skødesløst, med et Ben op i Vognvinduet, gabede og strakte sig som en, der føler fysisk Velvære ved at være fri – fløjtede. Og han lod Tankerne just strejfe en Antydning af en Lystfart eller Forretningsrejse – i alt Fald noget udenfor den daglige Tommerom, men vogtede sig vel for at uddybe det, for Sandheden laa paa Bunden af det. Han sprang bort fra Forestillingen og opdagede, at han var eneste Passager, undrede sig over det, undrede sig meget, gav sig formelig til at spekulere i Grunden til det. Han tillod sig selv at gaa videre og tilstod, at faa eller ingen Passagerer 14| hørte til Reglen, og han varierede denne Kendsgerning i alle dens Konsekvenser – Indskrænkning i Trafikbekvemmelighederne – Underskud. Ordet Underskud paavirkede ham uhyggeligt trods sin Uskyldighed; han trak sig gysende tilbage og slog ind paa andre Felter og andre igen. Hans Tanker bevægede sig inden for en Ringmur af Erkendelse, som de truede med at løbe Panden imod, saa snart han gav dem Line.

Han laa lænet op i Hjørnet af Vognen og trommede »Tra-ta-ra-bom« Visen paa Skillevæggen. Solen begyndte allerede at varme, og han var træt, han lukkede Øjnene og døsede. Idet Øjenlaagene gled til, fangede de et Indtryk af en Revne i Taget, og han tog langsomt Tanken op om Vognens Konstruktion: Falsede Brædder tørredes adskilt af Solen, hvorfor ikke bruge Læder eller Jærnblik ....? Hans Tanke gled trevent frem. Han sammenlignede Diligence og Jærnbane ..... syntes det var Jærnbane han kørte i ... Nej! syntes han stod og ventede paa Toget og havde travlt .... Dér kom det brusende, Gud ske Lov! Saa fandt han til sin Rædsel, at han ikke stod paa Perronen, men paa Skinnerne. De vinkede ad ham fra Perronen og raabte noget, der druknede i Togets Larmen, han kunde se, de bevægede Munden. Han lagde sig ned og krøb, kom lykkelig over Skinnerne, kun det ene Ben .... 15| Nu! Han rykkede Benet lynsnart ned fra Vognvinduet og for op. Han kunde ikke fatte sig straks, hans Tanker summede forvirret mellem hinanden som en fluesværm, der er jaget op fra en Hob Gødning, og noget stillede sig frem for ham nøgent og uhindret –: Opdaget! Forbryder! Kolde Prikker myldrede bag over ham helt op til Issen, han knyttede Hænderne om Tommelfingrene, rettede sig og truede ad sig selv. Hans Hjærte bankede, Blodet skød ham til Hovedet, han stirrede frem med hævede, knyttede Hænder. Saa opfattede han med ét det teatralske i Stillingen og rakte uvilkaarlig Tunge, men indigneredes i samme Nu over sig selv og slog sig resolut med den knyttede Haand i Ansigtet.

Slaget bragte ham helt tilbage til Virkeligheden, han saa det hele i al sin Forfærdelighed, følte en dump Smerte og sank sammen i Sædet. Der gik Ryk hen over ham, og det gjorde skærende ondt i alle Nerver; han vred sig i Smerte. Aa, hvor det var frygteligt! Han følte Trang til at brøle som et saaret Dyr .... NTugthuset! – men det maatte ikke ske! nej, nej! ikke for nogen Pris, ikke for Helvede, ikke for Paradis, ikke for selve Livet!

Bare naa NHammeren – naa Grossereren – Filantropen, som tog sig af Forbrydere. Forbrydere! han lo haansk og følte Trang til at spytte sig selv i Ansigtet.

16| Det gik saa smaat, saa forfærdelig smaat – skulde han springe af og løbe? – Grossereren, Grossereren! – Han vilde bede, fortælle alt, true – nej ikke true – trygle, trygle! men naa ham! naa ham, før det var for sent. Det rykkede i ham, Sveden sprang i Sæt af alle Porer, han bevægede Benene, som om han løb, skubbede mod Rygpolstret som for at faa Vognen til at bevæge sig hurtigere.

Saa faldt der nervøs Ro over ham, han sad sammenkrøbet og stirrede stift frem for sig med et opirret Udtryk, som laa han paa Spring. Nu og da gik der et bævende Træk over hans Mund, han aandede kort og lydeligt, som havde han løbet for Livet. Kusken smed sin Pisk hen over Diligencens Tag, og han fór sammen med et Ryk, fantaserede, at han var forfulgt, lullede frem og tilbage for at dulme sig selv, traadte i Gulvet og nynnede som én, der har legemlig Smerte.

Efterhaanden tvang han sit Aandedræt til Ro, sagde sig selv, at han havde været forberedt paa dette hele Tiden, følgelig var der ingen Grund til at tage særlig paa Vej nu. Men han følte, at han løj; han havde tvært imod skudt Frygten ud, ventet at der skulde ske noget og fri ham – Illusion. Aa den forbandede Illusion! den havde hindret ham i at redde sig, mens det var Tid.

17| Han havde arbejdet sig træt, og der kom Ligegyldighed over ham. Han syntes, han var to; én, der laa og vred sig i Krampe, og én, der ligegyldigt stod og iagttog. Han henfaldt i Forundring over Lidelsens forskellige Udslag, over, at han ikke led mere, at det ikke var kommet straks om Morgenen, ikke var kommet for længe siden. Han grundede paa, om han ogsaa egentlig følte sig som Forbryder. Nej! for Rædslen var først kommet over ham, efterhaanden som det gik op for ham, at han var opdaget. Det var altsaa ikke Samvittighed, det var Skam – for hvad? Ikke for Verdens Mening, den brød han sig Pokker om, men for tvendes, for de to Venners. Hvad om de saa ham nu? hvad om de vidste ham i Tugthuset? De kunde tie ham ihjel, men det vilde de ikke engang; de vilde skrive til ham, maaske besøge ham i Fængslet, maaske endogsaa give Ansøgning ind om hans Benaadning – blot for gammelt Venskabs Skyld. ... Men nej! aldrig! Gud i Himlen nej! før knuse sit Hoved mod en Sten – eller skyde sig selv ned som en gal Hund – eller ......! Dø, dø for enhver Pris! Han begyndte at arbejde igen, vred sig og vuggede til Siderne som et Barn, der har stødt en daarlig Finger, – blev vaad af Sved.

Det var aller bedst at gøre det forbi straks! Hans Tanker greb fortvivlet efter den hurtigste 18| og sikreste Dødsmaade; og han huskede noget, hvis Tilværelse han hidtil havde glemt eller fornægtet, greb ned i Lommen og tog en Revolver op. »Det er en ekspedit Tingest,« sagde han halvhøjt og strøg med Velbehag det kolde Løb mod sin Kind, »forudsat at man holder den rigtigt – man burde have et Spejl.« Han kom til at tænke paa, at han i sin Barndom havde hørt om en Mand, der skød sig ved Hjælp af et Spejl. Da havde han troet, at Manden sigtede ind i Spejlet – han smilede. Hvordan mon det føltes? Lægen definerede det som et dumpt, smærtefrit Slag, ledsaget af en Sortnen for Øjnene, men han havde ingen personlig Erfaring naturligvis. Det kunde ellers godt ligne ham at prøve det engang, naar han fandt, at han var over det bedste.

Han tog Revolveren bagvendt i Haanden, hævede den langsomt i Højde med sit Ansigt og stirrede ind i dens Løb. Hvis han nu trak af, vilde Kuglen ramme ham imellem Øjnene, sandsynligvis prelle af mod Næsekammen, gaa skraat ind i Øjet og maaske trænge ud bag Øret. Mens han tænkte dette, Nklippede hans Øjne nervøst, og han maatte med Magt holde sit Hoved foran Mundingen – det trak sig krampagtigt til Side. Da blev han pludselig angst, forfærdelig angst, og smed Revolveren fra sig paa Sædet. Den laa og pegede med 19| Løbet mod hans Ben; han trak Benet til sig og gav den hurtigt en anden Retning.

Han tørrede den drivende Sved af Hage og Nakke, følte med en ubehagelig Fornemmelse Tøjet klistre sig til Kroppen og vilde smide Frakken. Men kom saa i Tanker om, at det var højst uforsigtigt, naar man var saa vaad – man kunde paadrage sig Lungebetændelse, maaske NSvindsot. Han gøs og knappede Frakken tættere om sig .....

Saa meldte Slappelsen sig igen, og han blev abstrakt og objektiv og lagde Mærke til Enkeltheder ved sin egen Tilstand samtidig med, at han spekulerede over NTuberkulosen. Han iagttog, at der nu og da gik smaa Ryk igennem ham af den Slags, der kan faa én til at vaagne, naar man er paa Nippet til at falde i Søvn; han prøvede, om han kunde tvinge dem til at holde op ved at knytte Hænderne fast. Og han aabnede Hænderne igen, strakte Fingrene, betragtede aandsfraværende sine Negle – stak saa atter Hænderne i Lommen, stadig tænkende paa Sygdommen: Arvelighed var en ganske fornuftig og retfærdig Indretning – Sygdom burde arves lige saa godt som Rigdom, Viden, Opfindelser etc., men Smitten var meningsløs og demoraliserende som alt, hvad der laa udenfor éns Beregning ..... Det flygtige Indtryk af Negle dukkede op et Steds i 20| hans Tankegang og knyttede sig til Smitteforestillingen: velplejede Negle var af sanitær Betydning, havde Lægen sagt en Aften, han udviklede Erotikens Betydning fra et medicinsk Standpunkt. Negle var smittebefordrende – de smaa Pigebørn lærte Mændene at rense deres Negle ..... Lægen havde naturligvis Ret – han havde altid Ret, forbistret Ret! Og Fuldmægtigen gav sig til at grave i sin Erindring efter Ansigtet paa det Pigebarn, der først havde lært ham at hæge om sig. Men der kom andre Ansigter op, som ikke var det rette, nogle med kedelige, udtværede Anklager. Han gad ikke rode med det, stirrede interesseret ud ad Vognvinduet, gav sig mekanisk til at rense sine Negle og faldt i Tanker over to Køer, der jagede hinanden paa Marken.

Ved et NBrevsamlingssted gjordes der Holdt, han fik Øje paa en Uniform og kom til at skælve stærkt. Men saa opfattede han, at det var en NHerredsbetjent, der førte en Kvinde med sig under Arrest. Hun var svensk og Tjenestepige, havde Nfødt Ni Dølgsmaal og dræbt Barnet, skulde nu til Hasle for at dømmes. Uddeleren ved Brevsamlingsstedet kom hen, stod med Huen i Haanden og et Ben paa Vogntrinet og fortalte Fuldmægtigen Historien. Hansen betragtede nysgerrigt Pigen; hun var bleg og mager; det var kun to Dage siden, hun blev 21| forløst. Hun havde et sort Silketørklæde om Hovedet, der fremhævede hendes Bleghed endnu mere, og mørke, ovale Øjenbryn. Fuldmægtigen kom til at tænke paa Madonna.

De fem Minutters Rast var forbi, og Kusken greb Tømmerne. Pigen vaklede, da hun skulde stige ind, og kunde ikke træde op paa Vogntrinet ved egen Hjælp. Betjenten bandede indædt, Fuldmægtigen gav hende en Haandsrækning.

Saa kørte de, de to Forbrydere og Herredsbetjenten, der var Nøllet og snaksom og uden Hensyn til Pigen fortalte Fuldmægtigen de nærmere Omstændigheder ved Forbrydelsen. Hun havde staaet og vasket op som sædvanlig efter Middag, var saa gaaet ind i sit Kammer, havde opholdt sig der noget – men ikke saa længe, at det blev paafaldende – var kommen tilbage. Ingen kunde se noget paa hende. Men i Mellemtiden havde hun født, kvalt Barnet og gemt det i en Skuffe. Om Natten havde hun gravet Liget ned i Møddingen – i Morges havde Svinene rodet det op. De havde ædt noget af det, inden man fik det fra dem.

Fuldmægtigen havde fuldstændig glemt sig selv. Han indsugede med Begærlighed hvert Ord. Og han undersøgte med et Barns Nysgerrighed Pigen fra øverst til nederst, vilde have tænkt sig hende grusom og raa af Ydre, 22| om han ikke havde haft hende for sig – følte et Slags Skuffelse over, at hun ikke var saadan. Hans Blik opsøgte hendes Hænder; han forundrede sigA over, at de ikke var blodige eller forsynede med skarpe Klør, men kødfulde, røde Pigehænder, der kunde kærtegne én, uden at man nogensinde anede, at der klæbede et Mord ved dem. Han prøvede at forestille sig dem om Barnets Strube, men følte dem uvilkaarligt om sin egen og fik en kildrende Fornemmelse, saa han var lige ved at le højt. Han rømmede sig for at skjule det uvilkaarlige Udbrud og fangede Pigen i ét Blik: Hun – den lidende, forsagte Skikkelse med det nedslagne Blik, der gjorde hende saa tækkelig og virkede saa dragende – var altsaa Barnemorderske!

Betjenten fortalte videre: Saa snart hun var opdaget, havde hun foregivet Fødselsvéer; men man lod sig naturligvis ikke saadan lure, og hun maatte med, som hun gik og stod. For Resten laa Levningerne af Barnet i en Pakke ude paa Vogntaget, de skulde med til Hasle og vidne mod deres Moder. »Herren kunde godt faa dem at se, hvis han ikke troede Historien.« Det kriblede i Fuldmægtigen af Nysgerrighed, han var lige ved at sige ja. Men saa slog det ham, at han var med til at være raa, brutal mod Pigen, og noget stak i ham.

23| Hun havde siddet tavs med sænket Hoved under hele Fortællingen.

Fuldmægtigen saa medlidende og dvælende paa hende. Hun fangede Deltagelsen i hans Blik og brast i Graad.

Hansen syntes, hun var køn, og rykkede uvilkaarligt nærmere. Han følte Trang til at trøste hende, omfavne, kysse hende – vise hende sin Deltagelse i Kærtegn. Saa faldt han i vemodige Tanker, følte pludselig selv en overvældende Trang til Kærlighed – følte Velbehag ved, at hendes Kjole rørte ved hans Ben.

I Hasle steg de to ud og blev modtagne af Politibetjente. Fuldmægtigen saa, hvorledes Pigen strittede imod og holdt sig fast for ikke at blive ført bort med Magt – hun bad om at maatte gaa til Arresten alene. De stødte hende af Sted, spurgte hende haanligt, om det var værre at gaa ved Siden af en Betjent end at kvæle sit Barn. Fuldmægtigen var selv lige ved at kvæles; han følte Trang til at springe ud og tage Pigens Parti. Men saa slog hans Harme over i en velgørende Heltefølelse, han lagde Haanden paa Lommen, hvor Revolveren laa, og saa sig i Tankerne pille dem ned én for én, mens de drejede om et Gadehjørne og forsvandt.

Og det gik videre.

Tanker gik igennem hans Hoved, spredte, enkeltvis, uafhængige Tanker, løjerlige Tanker. 24| De kom og gik efter et skjult, ledende Princip, og deres Retninger var uberegnelige som en Hunds, der følger sin Herre og paa samme Tid har Ærinder til hver nok saa ringe Busk og Sten, bagude og forude og ind over Markerne i alle Retninger efter en grænseløs Vilkaarlighed. Han tænkte paa den raa Betjent og paa Bødlerne, der trak af med Pigen – Haandværket gjorde dem værre end de Ofre, de slæbte til Retterstedet. Han tænkte paa en ældre Dame, han havde hørt om, der troede, hun skulde have et Barn, og laa i Sengen i tre Aar og ventede – Uvidenhed. Og Pigen? – ogsaa Uvidenhed. Kærlighed til Afkommet – hvad var Kærlighed til Afkommet? Elskede Moderen ikke sit nyfødte Barn? Lærte hun maaske først at elske det ved at pusle med det? Lægen fortalte om Indianerkvinder, der, naar de fødte midt under deres Vandringer, rejste sig og slog Fostret ihjel mod en Sten. Men Dyr slikkede dog deres nyfødte Afkom – naar de da ikke aad det i Fødselsvéer som Svinet. Mennesket skulde ligne Svinet en hel Del indvendig .....

Han laa tilbage paa NHyndet og nød sine egne Tanker. Han følte Trang til at ryge, ledte og fandt en itubrudt Cigar i Brystlommen, skar det daarlige bort og tændte. Han udstødte Røgen i Ringe en Stund, blev ked af 25| det og gav sig til at ryge gennem Næsen. Blev ogsaa ked af det, Nsvalgte en stor Mængde Røg og holdt Munden aaben, mens Røgen langsomt dampede ham ud af Halsen.

Solen var et Stykke oppe paa Himlen. Den faldt fra Siden ind ad Diligencevinduet og byggede en skraa Bjælke af Røg ned mod det modsatte Hynde.

Fuldmægtigen følte Solstraalen som noget familiært og havde en Følelse af, at han hvad Øjeblik det skulde være kunde omsætte den i en kendt Lugt eller Tone. Men han var sig ikke bevidst, at det var den, der pludselig hensatte ham til Kontoret under nøjagtig givne Forhold – Vinterdag, Søndag Eftermiddag med Solskin i lange, røgblaa Solbjælker ind ad Vinduet – og tvang en Situation lyslevende frem for hans Øje i en Brøkdel af et Sekund:

Posten var lige kommet, han sad og ekspederede den. Vennerne sad der og vilde have ham med ud til en Whist; de underholdt sig hver paa sin Maade, Lægen snurrede rundt paa en Taburet, Bankfuldmægtigen læste de indløbne Brevkort højt. En pelsklædt Rejsende, der rimeligvis var kommet med Damperen og ventede paa Postdiligencen, gik op og ned bag Skillerummet, kom saa hen til Ruden og bankede paa. Hansen skød Ruden i Vejret, og den Fremmede tog høfligt sin Rejsehue af og 26| spurgte, om her ikke var en Postfuldmægtig Hansen. »Det er mig,« svarede Hansen og bukkede. Den Rejsende havde en Hilsen at overbringe; en Drager, der havde besørget hans Kuffert ned til NKvæsthusbroen, havde bedt ham, hvis han i Rønne saa en Postfuldmægtig Hansen, da at hilse ham fra hans gamle Fader. Fuldmægtigen følte, at Vennernes Øjne hvilede paa ham; de kendte ikke noget til hans Familieforhold, men vidste, at han brugte mere end sin Løn, og troede, han blev forstrakt hjemme fra. Og saa var det, han var dum –: »Min Herre,« svarede han spydigt, »Deres Ærinde maa gælde en anden. Jeg har ikke den Ære at kende NHavnesjovere i København!« I samme Nu havde han fortrudt det – ikke af Føleri, men fordi det var saa rasende dumt gjortA. Den Fremmede havde bukket tavs og vendt ham Ryggen, og han havde i Øjeblikket haft en tydelig Følelse af, at Lægen afskyede ham i sine Tanker.

Nu saa han det hele og ærgrede sig paa ny over sin Dumhed. Det havde i alt Fald for en Tid stillet ham skævt til Vennerne; de havde været saa fortvivlet hensynsfulde om Aftenen ved Whisten, – som om man ikke godt kunde holde af sin Fader uden at gaa og skilte med, at han var Drager. Saa var Hansen blevet ærgerlig og havde angrebet Lægen, fordi 27| han Dagen i Forvejen havde »løst op« for et Menneske, der alligevel ikke kunde komme sig, men blot laa og pintes – og han gik saa vidt at kalde det Mord. Derover blev Lægen gal og kaldte ham en Træl af NLivets Teori og talte om at begaa NSjælemord, og Bankfuldmægtigen støttede ham og slog paa Ungdommens Hensynsløshed mod de Gamle. Og da Hansen indirekte vilde forsvare sig, erklærede Lægen, at Livets Teori førte til Forløjethed, Hykleri og falsk Æresfølelse – Livets Teori var dets store Løgn, og de eneste Sandhedsvidner var de, der faldt som Ofre for den ..... Livets Teori-Frase. Lægen brugte Fraser, netop fordi han vilde være saa overdreven nøgtern. Ved at hade Fraser og undgaa dem kom han til at bruge dem – som Antifraser .....

Han satte sig rigtig op og saa ud ad Vinduet.

Synet af Landskabet rev ham ud af hans Tankegang. Opover Bakkerne stod en lang Række Kør tøjrede, en gammel Røgter kørte op langs Rækken med en Vandvogn og vandede dem; de længst oppe vendte Hovederne og brølede ham i Møde. Markerne var strøet med store Sten, hist og her ragede selve Klippen frem og dannede Ly for Brombær og Slaan. Yderst begrænsedes Markerne af en Bræm af Klipper med en Spalte der og her, hvor igennem Havet tittede frem langt nede.

28| Han kastede et sløvt Blik paa det hele, men optog Stemningen gennem andre Sanser og gav sig uvilkaarligt til at nynne N»Glæde over Danmark.«

Hans Nynnen blev efterhaanden uhørlig og indvendig, men Ord og Melodi gik hen over hans skjultere Bevidsthed, mens han stadig saa ud og egentlig tumlede med noget andet. Saa opdagede han pludselig, at det ikke var Sangens Ord, men NParodiens, der gled lydløst forbi derinde, og han blev led ved det: De forbandede Parodimagere, de var aandelige Stinkdyr, der fordrev enhver aldrig saa skøn Stemning. – Men saa gled Lægens energiske Ansigt smilende imellem. »Hvorfor saa højtidelig?« sagde Smilet. »Parodierne virker afførende, de er et Slags Nengelsk Salt i de lyriske Stemningers Verden.« ... Infamt alligevel, at man altid skulde give Lægens banale Meninger Ret, hans Nøgternhed var jo i Grunden ikke andet end Perversitet. – Fuldmægtigen fløjtede.

Ved Siden af Vejen stod en tohjulet, grøn Trækvogn med en Unge i, en lille buttet Pige stod paa Tæerne og var i Færd med at stoppe noget i Munden paa Ungen med sin Tommelfinger. De gled forbi, og Fuldmægtigen flyttede sig hen og iagttog Scenen fra det Vindu, der vendte bagud. Nu rejste en Kvinde sig op henne bag 29| en Hæk ved Grøften, hun gik hen til Barnevognen og hægtede under Vejs op for sine Bryster. Saa knælede hun ned og lagde sig hen over den Lille. Han gled længer og længer bort fra det, men fulgte Scenen med Øjnene og saá langt om længe Moderen rejse sig, ordne sine Klæder, tage Vognstangen og sætte sig i Bevægelse med sine Smaa. Hun bevægede sig tungt og bredt, han saá hende dukke op og ned for hvert Skridt, til hun gled ud i det utydelige.

Han grebes stærkt af Vemod og Medlidenhed med sig selv – havde Graad i Halsen. Der gik en døende Sjæls Dirren igennem ham. Der var saa meget, han ikke havde levet, men hvor var det nu at finde? Nu var der kun en Galgenfrist, en Slat tilbage, som man var for stolt til at tage imod. Han følte, at han i dette Øjeblik for første Gang var helt og holdent ædru, vemodigt resigneret, fuldstændig klar over Situationens Haabløshed. I en saadan Tilstand skulde man tage sig sammen til en Løsning, saadan til Sinds burde man gaa ind til den NFred, der overgaar al Forstand. Han tog stille Revolveren op af Lommen igen og lagde den paa Sædet ved Siden af sig. Løbet pegede mod ham, det anfægtede ham ikke. Og nu Opgøret! Han vidste, at før man døde, maatte hele éns Liv – villet eller 30| uvillet – passere Revy. Men der dukkede intet frem, ingen Minder, ingenting – ikke engang noget at angre. Saa vilde han tvinge det frem, sætte sig selv Kniven paa Struben. Han tog med højtideligt Alvor Revolveren op, og hans Tanker greb langt ind i Fortiden. Tomhed og graa Taage. Og i Fremtiden ikke Taage engang – kun Tomhed, NNirvana. Han stirrede om bag Døden, og den store Ørkesløshed greb ham om Struben med kvælende Fingre. Rædslernes Rædsel lagde sine kolde, klamme Hænder om hans Hjærte og overrislede ham med en Følelse, der ikke var at skelne fra den højeste Fryds. Og hans Fantasi lod sig skuffe af Fornemmelsen og gav sig til at arbejde: Det Liv, der var gaaet, tog ingen Skrupler, men det der laa ubrugt endnu! – det kunde indeholde meget af Lykke. Grossereren vilde dække Beløbet og Postmesteren neddysse Sagen, og han kunde leve Livet igen – paa en anden Maade. Men ogsaa som det var før, var det egentlig kønt, det kunde godt leves om. Fortiden gjorde et ubestemt, men lyst Indtryk paa ham nu. – Og med hans sunde Konstitution –! Der var Lykke i Vente, der var Beruselse, med passende Sorger til at skærpe Livsappetiten. Sollyset klang som en Fanfare for ham i dette Øjeblik, og den blaa Himmel blev en Hymne til Livet. Han sprang resolut 31| op og slyngede Revolveren gennem det aabne Vognvindu ind i en Kløvermark. Han fulgte den med Øjnene, saá hvor den faldt og saá mere end det. Og Haabløsheden sneg sig over ham som aldrig før, nu da han havde overgivet sig til Livet paa Naade og Unaade: Grossereren vilde undslaa sig, Postmesteren vilde faa ham afstraffet. Han følte, som var han laadden over hele Kroppen, og Haarene med en Gang rejste sig – – –

Den svenske Pige dukkede frem i hans Tankegang og tvang til Sammenligning. Men han stødte Billedet voldsomt tilbage og vilde fornægte Ligheden. Hun var en Morder, hans var blot et Laan, der kunde erstattes og vilde blive det endnu idag. Han hængte sig med Forkærlighed ved, at hans kunde erstattes, hendes ikke, og gav sig til at forstørre hendes Brøde for at skaffe Afstand mellem sig og hende.

Føde i Dølgsmaal og uden Jordemoder, uden Barselseng, blot gaa ind i sit Kammer, vende sig og gaa ud igen. Akkurat som de Vilde. Og ligesom de slaa Fostret ihjel paa Stedet. Men hvorfor? var det Ulyst til at forsørge Barnet, mon? Nej! Kvinder er Helte, naar det gælder at tage de materielle Følger af deres Handlinger. Det var Skam – ah, den svenske Tjenestepige kendte ogsaa til Skam, for Skams Skyld kvalte hun altsaa sit Barn 32| og begravede det i en Mødding – – og han stjal og øvede Falsk for at faa Penge til et Whistparti. – – –

Atter stod han der Ansigt til Ansigt med sig selv, stødte Billedet bort og kaldte det frem igen ved sine Tankers Retning. Han skælvede for Emnet og pillede ved det, som man gør ved en ond Tand, uagtet man ved, det vil volde Pine.

Men da Ligheden til sidst stod klart for ham, og han ikke kunde blive den kvit, gled hans Tanker over i et andet Spor og arbejdede paa at svække Betydningen af hendes Handling:

En Handling var ikke Forbrydelse i sig selv, det beroede ofte paa helt vilkaarlige Vedtægter, hvad man maatte gøre, hvad ikke. Hvis man ordnede det gode og det onde systematisk, med Yderlighederne længst fra hinanden og forbandt dem med stadig aftagende Handlinger ind mod Midten, saa vilde det blive lige saa svært at paavise Overgangen fra det ene til det andet som fra én Farve til en anden i Spektret. – Det var Uvidenheden, der havde fældet hende, Uvidenhed om det rette Tidspunkt at handle paa – mange Frøkener gjorde lignende og blev ikke straffede. Der var, naar alt kom til alt, alligevel noget om Livets Teori og dens Humbug. Hvor langt rakte Loven, 33| hvor langt rakte Menneskenes Skarpsindighed? Tilintetgøre noget, der var til, det var ren Brøde i Menneskenes Øjne – egentlig Skafottet, men ved den store Barmhjærtighed, Tugthuset. Tilintetgøre noget vordende var allerede umaadelig meget mindre; Loven kunde endnu naa det, og Samvittigheden havde en Slags Forestilling om det gale i det. Men saa var der endnu tilbage to uangribelige Mordmetoder: at forebygge Tilblivelsen og – Nlast not least – at »forsømme Lejligheden.« Det sidste burde egentlig straffes som Dobbeltforbrydelse. Han kom til at le ad sin egen radikale Vittighed.

Fuldmægtigen havde i Øjeblikket fuldstændig glemt sit eget.

Han var tilfreds med sig selv, beundrede sin egen Klarhed, lukkede Øjnene og lignede en Mand, der hverken lader sig bestikke af Trossætninger eller Følelser. Han satte de forskellige Begreber ud fra hinanden med bydende Konsekvens og vædede sine Pointer i giftig Haan.

Det var éns Medmennesker, der gjorde en Handling til Forbrydelse, de samme af Hensyn til hvis Mening den var begaaet. Spyttede Menneskene ikke sig selv i Ansigtet ved at fælde den, der havde taget Hensyn til deres Dom? Men det var det despotiske ved den 34| offentlige Mening, at den som alle Tyraner piskede dem værst, der viste størst Trællesind – – –!

Bagefter, da det var opdaget, kom først Véerne over hende – der var Symbolik i det.

Men de havde taget Véerne for Skaberi og jaget hende af Sted – – –!

Der kom en Følelse af Medlidenhed med Pigen op i ham, men han jagede den skyndsomst bort. Hvorfor ikke vise Retfærdighed hellere end Medlidenhed. Viste man blot Retfærdighed, saa vilde alt andet ikke tiltrænges. Men Menneskene prækede Medlidenhed, fordi intet andet egnede sig som den til at knægte éns Medmennesker, stjæle deres Selvfølelse, gøre dem til Trælle, Hengivenheds-Trælle, der laa og krøb i Støvet som slikkende Hunde, mens Medlidenheden stod bøjet over dem, smilende og kærtegnende – med Foden rede til Spark. Aa, hvor de Mennesker havde været snedige, der fik Medlidenheden sat i Stedet for Retfærdigheden. Det var at betale sin Gæld saaledes, at det saa ud, som om man gav Almisse – at tage Aagerrenter af, hvad man selv skyldte!

Men Medlidenheden vilde ikke slippe ham, den bredte sig og tog fat i ham selv ogsaa. Han kunde ikke holde ud at blive ved at lyve, snakke og diskutere sig fra det, og saa opgav han det hele og kastede sig i Armene paa det 35| frygtelige. Og han gik til Yderlighed, begyndte skarpt at udmale sig Følgerne af sin Handlemaade – Tugthuset, Folks Foragt. Han gjorde sin Handling saa sort som muligt og opstillede Forsvar paa Forsvar for Samfundet og dets Vedtægter – – fremstillede sig selv som meget værre end Pigen. Men hans Tanker bøjede ubemærket af og ind paa nye Felter og nye igen, til de løb sig trætte og faldt til Ro. Og noget senere greb han sig i at have talt de forbiglidende Telegrafpæle.

Da forfærdedes han over sin egen Ligegyldighed og fik et nyt Anfald med nervøs Krampe og Sved. Saa meldte den fysiske Træthed sig, og han faldt i Blund lænet til Hjørnet af Kupeen.

Han drømte:

Han sad sammen med de to Venner igen og spillede Whist. Han satte et Pengebrev paa hvert Træk imod de andres Krone – og han vandt hele Tiden. Bankfuldmægtigen saa beundrende paa ham, Lægen saa spydig ud og meldte N»moral insanity« i Stedet for Trumf. – Men det var ikke længer Lægens Privatværelse, men en stor Sal med et Bord i Midten. Over Bordet stod Lægen og skar et Barn i Stykker og fløjtede en Revyvise. Hansen var selv til Stede som et eller andet uklart og stod og saa til; han forargedes over, at Lægen fløjtede. 36| Der var noget om, at Barnet havde været aabnet, og at der manglede et vist Beløb i det. – Han var selv Postdirektør og stod med Forbitrelse i Sindet og rynkede Bryn og betragtede Synderen, som bleg og skælvende lagde en rystende Haand paa Liget og svor, at han var – skyldig. Hansen syntes, det var en underlig Ed, og vilde rette Manden. I det samme slog Diligencen over fra Vej til Stenbro, og han vaagnede.

De var i Allinge. Han sprang ud, løb langs Sandstranden mod Sandvig og skraat op over Højene til Hotellet.

Grossereren var ude at gaa Morgentur.

Fortvivlet styrtede han af Sted og løb ad en Fodsti, der fører gennem en Slukt ned til Havet. Grossereren maatte være ved Vandet.

Midtvejs stansede han. Hvorfor havde han ikke spurgt, hvad Vej Grossereren havde taget? Han bandede over sig selv og løb tilbage til Hotellet.

Grossereren gik altid paa Slump.

Han styrtede af Sted igen, løb og tænkte, løb og tænkte. Han saa paa sit Ur i Farten. Det var langt over Kontortid nu, de maatte have savnet ham og fattet Mistanke – de kunde gribe til at telegrafere rundt, ogsaa til Allinge.

Han fremskyndede sit Løb.

Det hidsige Løb bibragte ham en instinkt37|mæssig Forestilling om Forfølgelse; han syntes, at man drog ind paa ham, og fik en Fornemmelse, som om Blodhunde snappede ham i Hælene. Hans Haser krympede sig nervøst sammen, hans Knæled svigtede. Han løb med Albuerne trykket ind i Siden op over Klipper med mandshøjt Krat. Hans Øjne lyste som et dødsskræmt Dyrs, Forfølgelsesmanien stod præget i hans Ansigt, naar han ræd saa sig om og lyttede aandeløst. Han dukkede sig, mens han løb, og der var den Vildes Snedighed i alle hans Bevægelser. En Kørevej løb paa tværs, han kastede sig ned, krøb frem og spejdede langs Vejen op og ned, satte saa over den i et Sæt og videre.

Hensigten med hans Løb dukkede frem som Spørgsmaal i hans Tanker, og han forekom sig selv saa forfærdelig idiotisk. Der var jo slet ingen Mening i at løbe, saa længe man ikke vidste, om der virkelig var nogen efter én, eller hvor de befandt sig; man havde jo lige saa megen Udsigt til at løbe lige i Armene paa dem som til at Nungaa dem. Det klogeste var at finde et Skjul og sidde ganske stille – – – Men Grossereren! det var jo ham, han var ude efter, ham det frem for alt galdt at finde.

Han havde stanset sit Løb, nu vadede han sindigt mellem knæhøj Lyng og smaa, lyse38|grønne Graner. Han vilde op paa en Klippe, hvor der var vid Udsigt, for derfra at spejde efter Grossereren. De tusende smaa Virksomheder, der foregik omkring ham og i Lyngen ved hans Fødder, fangede ham og traf ham lydhør; han syntes, han kunde høre det knikke i Plantestænglerne, naar de forlængede sig i Væksten; han mærkede tydelig Edderkoppens Traad, der var spændt fra Gran til Gran, stramme om Knæet, idet han vadede frem. En Myre stod paa Bagbenene ude paa den yderste Spids af en Grannaal og følte rundt i Luften. I en Fuglerede inderst ved Granstammen laa en graadunet Byldt og kørte rundt, seks gule Næb strakte sig gabende opad, idet hans Skygge gled over Reden – han fangede Tallet i ét Blik. Og i den glitrende Solglans over Jorden saa han som Lyn og Glimt af Millioner løbende Drivremme og snurrende Hjul og et Mylr af Flid i Livets store Værksted. Og bag det hele hørte han sig selv hulke. Oppe paa Klippen var der tydelig Lugt af Ræv.

Dér stansede han og saa sig om, grundede paa, hvad Retning Grossereren havde taget. Det var ikke til at regne ud, skønt der maatte være Love, der bestemte det ogsaa – – – alting gik jo per Lov og Orden. Lade Tilfældet afgøre det! Han smed sin Stok rundt i Luften: NTykken eller Tynden? Den tykke 39| Ende pegede mod Nord, og han slog ind i den Retning. Men kun nogle Skridt – saa stansede han. Maaske var der dog en Haand bag Tilfældet, som havde lagt det til Rette, en Haand, der næppe vilde ham vel – – –! Saa var det bedst at tilintetgøre dens Anslag! Han gjorde rask om og løb Sønder paa. Han smilede overlegent ad Tanken om en saadan indgribende Magts Eksistens, men den foruroligede ham i Grunden. For hvis den var til, saa havde den forudset dette med, og saa løb han nu lige i Skæbnens Gab. Og det gjorde han, hvad Retning han saa slog ind paa – for det var altsammen forudset – – –!

Han standsede paa en Sti og kunde ikke besinde sig, satte sig paa en Sten med Ansigtet dybt begravet i Hænderne. Der gik Stød og Trækninger op over hans Ryg – han græd. »Fader vor, du som er i Himlen – – –«. Han fór op i et Sæt, knugede de knyttede Hænder i Tindingerne, stirrede aandsfraværende ud som i et tomt Rum. Da troede han at se en Hat over Enebærbuskene nede i Lavningen; han gik – han løb – han sprang. Det opløste sig; der var intet, intet. Han løb rundt om Pletten, hvor han havde set det, spekulerede paa, hvilke Buske der kunde have formet sig saadan, og løb tilbage for at se det deroppe fra igen. Men da han naaede op paa Klippen, 40| havde han glemt det og fortsatte løbende ned over Klipperne paa den anden Side. Han kom forbi en Gaard og fangede gennem den aabne Port et Glimt af en Mand, der stod i Skjorteærmer og huggede Brænde og sang:

Han tog Ord og Melodi med i Farten og løb i Takt til dem. Der var ikke en Tanke, der rørte sig i hans Hoved – kun noget, der bevægede sig mekanisk og idelig gentog sig selv, noget meningsløst, monotont noget.

Der gik en Kuldefornemmelse over ham og forsøgte at klare sig noget i ham –: en Rædsel, en Bevidsthed om Skyld. Erkendelsen kæmpede for at holde sig vaagen i ham, i Selvopholdelsens, i Samvittighedens Navn. Men den var som en dødstræt, der – kaldt paa med stærke Navne – møjsommeligt aabner Øjnene, skimter det nærmeste fjærnt og dunkelt gennem Øjenvipperne og falder i Døs igen. Hans Sjæl var døende. Han søgte at genkalde sig, hvad det var, der pinte – men kunde ikke. Det var borte alt sammen. Han følte kun sin Hjærne som et tomt, stort Rum, der var foret med Vat indvendig.

Han havde glemt Grossereren og glemt Faren, glemt hvorfor han løb, glemt at han 41| var til. Men Benene bar ham videre frem i regelmæssigt, støt Fodslag – op over stenede, kratbevoksede Klippeskraaninger, ned gennem en NMyr, hvor han sank i til Knæerne; saa op paa den anden Side og uden om Stien ind i Krattet i store Bugter – med den instinktmæssige Erfaring fra Myren, at det ikke gik at løbe lige ud. Og hver Trævl af hans Legeme til Spidsen af hans Negle havde Sans for Faren og bar ham af Sted, uoverlagt men af Sted.

Han kom op over Slotsklippen, hvor Ruinerne af NHammershus ligger. Deroppe sad en Maler og arbejdede. Han stillede sig bag Maleren, betragtede vekselvis Billed og Motiv, stod med sammenknebne Øjne som en Kender. Maleren rettede sig fra sit Arbejde og saa op, Fuldmægtigen tog Hatten af og gjorde en Undskyldning for sin Nærgaaenhed. De udvekslede nogle Sætninger, og Maleren tog fat igen. Fuldmægtigen blev ved at staa der; i lang Tid talte ingen af dem. »Smuk Dag!« sagde saa Maleren. »Fin!« svarede Fuldmægtigen, og hans Øje løb rundt og tog Landskab ind. Der var Havblik, Lyseffekter og stærk Farvevirkning. Han stod og sparkede en Mælkebøtte itu med Hælen og lod Blikket glide rundt, til det faldt paa Malerens røde Næse, der glinsede i Solen. »Mon – han – drikker?« gled det ligegyldigt 42| gennem Fuldmægtigens Hjærne. Maleren følte Blikket og lo lidt generet. »Satans?« sagde han saa gemytligt, pustede og tørrede Sveden af Panden, »saa meget Vand og slet ingen Konjak!« Hansen nikkede; han havde ikke hørt, hvad den anden sagde.

Han lyttede – i nervøs Dirren. For hans Legeme levede – og kæmpede endnu for Livet ved det Instinkt, Sjælen i sin Dødskamp havde paatrykket det.

Der lød Raab nede fra den anden Side ind mod Land. Mænd kravlede op over Klipperne, de skreg og slog med Armene. Man var ude for at gribe ham.

Mændene kom frem over Klippekanten og styrtede hen imod dem. Fuldmægtigen smilede og trykkede Malerens Haand, hans Fødder vaklede et Øjeblik, som skulde han falde. Saa rettede han sig, gjorde et Spring og styrtede hen over Klippens Top. Mændene forfulgte ham med høje Raab – han naaede Kanten, sprang til og forsvandt. Der lød et Skrig, Mændene naaede Randen og saa ham falde fra Klippe til Klippe, slaa mod N»Løvehovederne« dybt nede og styrte i Søen.

Han forsvandt et Øjeblik, dukkede saa op og gav sig til at svømme udefter. Bag ham fik det blanke Vand et rødligt Skær. De fik en Baad fat og roede ud efter ham. Han 43| svømmede fremdeles, var helt under Vand med Issen lige i Vandskorpen og kom ingen Vegne. I det Øjeblik, de fik ham fat, døde han, og hans Legeme gjorde de sidste krampagtige Svømmetag paa NToften, hvor han laa.