[45]|Lotterisvensken

[47]| Ned ad Gaden gik han med drøje Trin og NTrækarpen paa Ryggen – lige hen mod Posthuset. Han nynnede en Stump af en Vise og gik i Takt til; det var tydeligt at se paa ham, at han var i godt Humør, skønt han ikke fortrak en Mine.

Men da han fik Posthuset i Sigte, forstummede hans Nynnen, og Gangen sagtnedes efterhaanden. Og i selve Korridoren nølede han.

Var han bange mon?

Bange, han! Hvem var den dristigste i Bakkerne til at Nlade en Mine? Hvem var det, der gik ind til den Nstærke Bergendal, da han havde Delirium og havde smidt Konen paa Gaden og stod og huggede Møblerne itu med en Økse? Nej, bange var han ikke – ikke for Folk da! Men saa var der Embedsmændene, de var aldrig rare, og Postekspedienterne var nogle Toske.

Saa gik han endelig ind og hen til Ekspeditions-Lukafet.

Der blev skubbet en Rude i Vejret, og der 48| blev spurgt barsk: »Hvad vil De?« men der blev ikke set op.

Ja, han vilde da gærne prøve en NOttendedel nu til den nye Serie.

Hvorfor tav Ekspedienten? Var det, fordi han ikke fandt det værd at ulejlige sig for en Ottendedel? Han var vel sagtens vant til, at Folk tog hele Sedler – og maaske flere paa én Gang. Eller var det ikke det, var det maaske – – – Og Svensken saa ned ad Lærredsbukserne, der var Nmollskinslappede, og betragtede Træskoene med de mange Jærnkramper over Revnerne, og saa var det lige ved at forekomme ham selv foragteligt, at han – en fattig NStenflækker – satte sine Penge i Lotteriet. Men der var jo saa mange, der vandt, og det kunde da forsøges – bare en Trækning forstaar sig. Siden kunde man jo altid knibe ud og lade være at forny Sedlen. Saa hævede han Hovedet og betragtede Ekspedienten, der stadig skrev og lod som ingenting.

Om det ikke nok kunde blive en med et højt Numer og ulige Tal – –?

Endnu intet Svar.

Endelig rettede Ekspedienten sig imod ham. »Hvad saa Garantierne?« spurgte han.

»Garantierne?« gentog Svensken forvirret.

»Ga-ran-ti-er-ne – ja!« huggede den anden det arrigt ud i NBillinger.

49| »Jeg vidste – – jeg troede ikke – –« indvendte Svensken betuttet.

»De troede her, og De vidste dér; men tror De, vi kan sidde parat til at sige Sedler af, saa snart De er ked af det – æh?« Han bøjede sig igen over sin Pult.

Der stod Svensken.

Garantier – der burde selvfølgelig Garantier, – ja det var aldeles klart, at der maatte Garantier til. At han dog ikke havde fundet det ud selv. Som om Fattigfolk ikke altid maatte stille med Garantier, om ikke for andet saa for, at de var kommet ærligt til Pengene, de betalte med. Jo – det kunde nok ikke nytte, at han og hans Lige vilde tages paa deres ærlige Ansigt! Men harmeligt var det alligevel, fordi man var fattig saa straks at skulle garantere, at man ikke blev endnu fattigere inden Maanedens Udgang. Og ondt var det, at man stod med Pengene i Haanden og ikke kunde faa alligevel – fordi man var fattig. Betale forud for hele Serien – gid han saa sandt kunde, saa skulde han smide Pengene i Disken for den Ekspedientersnude. Men han havde dem ikke. Garanti ...! hvem skulde han stille som Garanti? Fattige Arbejdskammerater, men dem skulde der nok mange af til at veje op mod en Ottendedel i Klasselotteriet.

50| Han havde glemt, at det lidt før var hans Mening at lade Sedlen stryge efter én eller to Trækninger. Han stod og tænkte sig bitter og gal i Hovedet. Men det var der ingen, der skulde se paa hans ydmyge Holdning, og han gjorde sig ingen Umag med at vise det. Mellem Kammeraterne havde han sine Næver – og sin Kniv, om galt skulde være; men over for en kongelig Postmester og avtoriseret NLotterikollektør kunde de to Ting højst hjælpe ham i NTugthuset. Derfor blev han ved at se ydmyg ud og beredte sig nølende til at gaa.

Men saa rettede Ekspedienten sig igen, hans lille Embedsmandsære var tilfredsstillet ved Svenskens ærbødige Holdning.

»Ja, ja! De kan jo faa Sedlen – siden det er Dem. Men husk at forny den!«

Om han skulde! Jo, Hr. Ekspedienten kunde være sikker paa, han skulde huske det. Før skulde han blive til en Varulv, før han skulde glemme det.

Hans Ansigt blev lidt lysere, han missede lidt med Øjnene. Det var en Drøm om Lykke, saa gammel at den var blevet til en fiks Idé, der nu skulde realiseres. »Men vi har kun NKvarter!« sagde Ekspedienten pludselig efter at have bladet en Stund.

Svensken sagde ingenting. Han tog lang51|somt Stok og Hat, spændte Karpen over Skulderen og gik.

Maaske var Trinene lidt tungere – maaske ludede han lidt mere – maaske.

Han havde blot Følelsen af et Nederlag.

Men som han gik op ad Gaden, begyndte hans Tanker igen at samle sig om Sedlen og de tolv Kroner, den vilde løbe op til.

Tolv Kroner, det var mange Penge! han havde dem ikke. Og han fik dem heller ikke, det vidste han godt. For de kunde vel ikke lægges hen? Ni Kroner i Arbejdsløn om Ugen, deraf blev to lagt hen til Huslejen, og de andre syv fik Konen at holde Hus for – saa omtrent da, for lidt gik der jo altid paa Arbejdspladsen. Syv Kroner til dem og fire Børn, det var da vist i Grunden Nvel stivt. Mon egentlig Johan Svendsens Kone nogensinde fik syv Kroner af sin Mand til at holde Hus for? Og de havde endda en Unge flere. Men hun klagede sig altid, Kællingen derhjemme, og de Fruentimmere var der jo aldrig Bund i.

Naar blot Peter Elstrøm vilde betale de fem Kroner, han laante for to Aar siden. Men det skulde han nok vogte sig for, Øget.

Den Kvart!

Hvad om han lod være med at tage den daglige Snaps og saa det andet Smaatteri Lørdag Aften – –! Saa skulde da ikke Kvinden 52| kunne sige, at han tog fra dem derhjemme for at spille i Lotteriet. Han stansede midt paa Gaden ved Tanken, men saa faldt det ham ind, at nu pegede Folk vist Fingre og sagde: se, dér staar Stenflækkeren og tænker – og det skulde de dog ikke sige ham paa. Saa gik han da videre.

For Resten var Ideen ikke saa overraskende ny for ham, som han selv troede. Han havde haft den i Baghaanden hele Tiden, men holdt den borte fra sig, til der tydelig nok ikke var anden Udvej. Han havde Mandens stærke Selvopholdelsesdrift og kneb derfor sidst fra sig selv.

Men vilde ikke Kammeraterne gøre Nar ad ham ligesom ad Halte John og sige, at han stod under Kællingen, naar han ingen Snaps havde med? Kanske vilde de ogsaa beskylde ham for at være N»Total«. Og hvad saa! Brød han sig om dem? De mukkede nok ikke for Resten – de skulde da bare prøve.

En Pægl om Dagen, det blev halvanden Pot om Ugen til 50 Øre. Det var nok til hele Serien, selv om han tog en Kvart. Og hvis han saa lod Knægten hugge Kilehuller oven i Købet for at være helt sikker. Men det var vist ikke værd, det var koldt Arbejde for en Dreng, og han kunde tidsnok komme til at slide i Stenene. – Og saa behøvedes det jo heller slet ikke.

53| Brændevin! (tidligere havde han altid brugt det mildere Udtryk Snaps, men nu, da han tog Afstand, følte han Trang til at se Sagen lige i Øjnene og styrke sig i sit Forsæt) Brændevin! Underligt at han havde brugt saa mange Penge til det; Lotteriet kom da ogsaa Kone og Børn til gode. Og han var lige ved at faa Kvalme ved Tanken om alt det Sprøjt, han havde tyllet i sig, og spyttede foragteligt langt hen ad Gaden.

Igen stansede han, men tog ad en anden Gade tilbage til Posthuset. Og lidt senere vandrede han hjem med Kvarten i den øverste Vestelomme.

Paa Knæ paa Slagbænken i Svenskens Stue laa den Næstmindste; hun havde en Snor i en Skammel og legede, at hun hejsede Ting op dybt nede fra. Hendes Forretning var egentlig at vugge den Mindste, men det havde hun glemt. En Gang imellem aandede hun et lille Hul paa den Ntopfrosne Rude for at se, om der ikke snart faldt Sne. For der havde været Ildstjærner under Grydebunden i Middags, og det betød Sne, sagde Moder. Af og til rullede en Vogn forbi, og en og anden Arbejder, som boede længer ude, passerede Huset. De sidste var kendelige paa Jærnklamperne og Stokken, 54| der slog i Stenbroen; og Barnet lyttede et Øjeblik for hver Arbejder, men legede saa videre.

Saa lød det igen: Trip-Trap-Tik, Trip-Trap-Tik! Jærnklamper og NDupsko oppe i Gaden. Barnet stansede sin Leg og lyttede, hun lod Skamlen falde, løb ud i Køkkenet og raabte: »Nu kommer Far!« hun kendte ham paa Trinene.

Derude under Skraataget stod Moderen og den ældste Dreng og skar Birkebrænde, og den Næstældste sad overskrævs paa Bukken for at faa Brændet til at ligge støt. Han havde stukket Hænderne inden for Bukselinningen, for de frøs, og han var Nikke stor nok til at have Lommer. – Det gik ikke godt med Skæringen, for Saven var sløv, og de to kunde heller ikke trække lige. Sommetider satte Saven sig fast, og de maatte smøre den med grøn Sæbe for at faa den til at glide. Og lige nu, da Barnet meldte Fars Ankomst, stod de i en Knast og kunde hverken komme frem eller tilbage. Konen søgte at løfte Saven ud af Brændet, før Far kom ind, for at han ikke skulde holde Hus – maaske var han ikke helt ædru. Men Saven rørte sig ikke, nu gik Laagen, der lød Trin langs med Gavlen, og Svensken traadte ind ad Bagdøren.

Han opfattede straks Situationen, men var slet ikke til Sinds at holde Hus, han ønskede tvært imod god Forstaaelse. Der var jo det 55| med den Seddel. Ikke at han var bange for sin Kone – langtfra! men der var jo det med den Seddel, og det var nok saa rart – – nuvel – – hm!

Han skubbede hende bort fra Savbukken, idet han tilsyneladende ligegyldigt sagde: »Nu spiller jeg i Lotteriet du!«

»Hvad gør Du?« spurgte hun forskrækket. Men han ønskede ikke Sagen taget op til Drøftelse og gav sig da til at bande over Saven, der sad saa fast –: det var umuligt at faa den ud uden at rive den itu – – Kvindfolk kunde heller ikke røre et Stykke Værktøj uden straks at ødelægge det – o. s. v. – o. s. v.

Og da skyndte hun sig straks ind i Køkkenet for at varme hans Mad.

Svensken havde spist Spegesild og Kartofler og NMælk-og-Grød bagefter; nu sad han og smeltede Beg i sine revnede Hænder, mens Konen holdt Lyset.

Han skar Ansigt, hvergang Beget dryppede fra Lyset ned i det røde, blodige Kød. Der var ingen af dem, der talte; hvad skal man vel faa at tale om, naar man har gaaet og traadt sammen saa mange Aar. Jo, noget var der dog, den Seddel spøgede i Hjærnen paa begge to.

56| »Er den dyr?« spurgte hun uden nærmere Tilknytning. Men han vidste godt, hvor hun vilde hen, og begyndte at forklare med usædvanlig mange Ord, at det var en Kvart, men at andre Folk, der ikke var meget bedre stillet, tog en Hel, og somme tog flere. Han havde glemt, at det var hans egen Hypotese fra før.

Hun turde ikke gøre Indvendinger, men han kunde se paa hende, at hun var bekymret for, hvordan de skulde afse Pengene. Men han følte ingen Trang til at forklare, at det hele gik paa hans egen Bekostning. Han holdt ikke af at blive grebet i Uegennytte.

»Men er det ikke Synd af os – vi som er saa fattige?« spurgte hun igen.

»Synd kan det vel ikke være, siden det er til!« svarede han med paatagen Sikkerhed.

Nu vidste hun nok, at der var Ting, der var til og dog ikke var af det gode. Men hun kunde ikke huske, hvor det stod – og sige det af sig selv kunde ikke nytte noget. Saa tav hun og de gik i Seng.

Den næste Morgen før fire var han oppe som sædvanlig. Da havde Konen allerede kogt Kaffe, og mens han drak den, smurte hun Mad og pakkede den ned i Trækarpen. Maden skulde vare til hele Dagen, for Stenværket laa en halv Mil inde i Bakkerne, og hun smurte 57| mange Rundtenommer. Til sidst tog hun en grøn Flaske og gik ud i Køkkenet.

»Jeg vil ingen Snaps ha'e med!« raabte han smaatyggende efter hende. Hun hørte det ikke, og saa lod han hende gaa og blev ved at spise.

Lidt efter kom hun tilbage med Pægleflasken, der nu var omhyggeligt tilproppet.

»Jeg sa'e, jeg vil ingen Snaps ha'e med!« gentog han tyggende og nikkede med Hovedet.

»Hvad vil du?« sagde hun forvirret, for hun havde lige tænkt paa den Brændevin, og hvad den kostede, da hun hældte den paa Flasken.

Men han sagde ikke mere, stod op og lavede sig til.

Og der stod hun og vidste hverken ud eller ind. Hvor ofte havde hun ikke i Stilhed bebrejdet ham den Snaps, som kostede saa meget, og som der ingen Næring var i. Ikke fordi hun og Børnene ikke nød godt af den, hun vilde saamænd gærne have købt Kød til ham alene for de Penge, han var jo den, der sled for dem alle sammen. – Og nu skulde han ud i det forrygende NSneraag og vilde ikke engang have sin Snaps med.

»Men saa tag den dog med,« sagde hun. »Øllet fryser jo i Flasken inden Middag, og 58| Maden bliver ogsaa frossen; saa har du kun Snapsen, den fryser da ikke!«

Han tog de tørrede Halmvisker fra Kakkelovnen og lagde dem i Træskoene igen, men sagde intet.

»Ja have den skal du nu, saa kan du jo drikke den eller lade være, som du selv vil,« udbrød Konen, lagde Flasken ned til Maden og lukkede Karpen. Saa gik han.

Svensken hørte til en Kaste, som ser mere Brød end Kød, som skærer tykke Rundtenommer for at spare paa Fedtet og klæder sig i grovt NSejldug, fordi det er det stærkeste. Og Kl. 3-4 Vintermorgen vandrer de til deres Arbejde i denne tynde Paaklædning. Den forrygende Blæst jager fin Sne gennem Sejldugsklæderne lige ind til Skindet, Sne hober sig mellem Træskoenes Jærnklamper, Sne trænger sig ind langs Kanten, smelter ved Fodens Varme og giver vaade Fødder.

Og dog er den lange Vandring det bedste af det hele. Naar Arbejdspladsen er naaet, børstes det værste af den faldne Sne bort fra Klippen med de haarde Sejldugsvanter, og Dagen tilbringes siddende paa den kolde Sten. Armene bruger Hammeren, de kan sagtens varme dem 59| selv og Overkroppen med – stundom saa Sveden drypper. Men fra neden trænger Kulden op og bemægtiger sig det ikke arbejdende Underliv. Det bliver Frokost, Middag, NVesperkost, alt som Dagen gaar, Huggeren rejser sig og gaar med krogede Knæ og stive Skridt over til sin Madkarpe, der er anbragt i det fælles Træskur. Maden, der bestaar af Brødskiver med Fedt og paa det maaske et tyndt Lag Ost eller Rullepølse, er stiv og isner i Tænderne. Dagligøllet har sin brune Farve og sit hvide Skum, men det løber ikke ned i den tørstige Hals – det har taget Materiens tredie Form, den faste. Saa kommer der en Flaske frem med et Stof, der ikke fryser og ikke isner i Tænderne, og den optøede Arbejder vender tilbage til sit Sæde for at fryse paa ny.

Svensken gik ind ad Søndergade, drejede fra Side til Side i Mørket for at undgaa de værste Snedriver, støttede sig nu og da til et Hus for at tømme Træskoene eller banke Sneen ud mellem Klamperne, tænkte paa et eller andet. Hun var alligevel god, Konen – hun undte ham det godt. Hun havde altid set ud, som om hun skulde tage sin Død over den Snaps, og saa naar alt kom til alt – –. Hvor Gaden endte, jog et bidende Vindstød fra den aabne Mark skarp Sne i Ansigtet paa ham, saa han maatte stanse og vende Ryggen til. Ved Laagen 60| til Kirkegaarden søgte han Læ – det var da ogsaa et fordømt Vejr. Hvis det blev saadan ved, var der ikke morsomt oppe i Bakkerne; Stenen føg jo til med Sne igen, inden man kunde slaa ét Hammerslag. De andre gik vist ikke derop i Dag, han havde ingen set paa Vejen. Men de spillede heller ikke i Lotteriet! Han vilde gaa derop og arbejde for Sedlen.

Han følte en hel Del for sig selv efter denne Beslutning, – som om han ikke var gaaet derop alligevel – og fandt, at den burde belønnes. Han aabnede Karpen for at tage en Dram til at gaa videre paa. Han huskede godt sit Forsæt fra i Gaar, men nu havde han jo engang faaet Flasken med. Og naar han gik paa Arbejde i det Hundevejr, saa – – Han førte Flasken til Munden og drak.

Men saa fortrød han pludselig, at han havde gjort det. Det var pænt gjort af Kvinden at nøde ham Flasken paa, men man skulde nødig benytte sig af andres Godhed. Og naar man havde taget en Beslutning, saa – – – Resolut tog han den Grønne ved Halsen og slyngede den højt op i Luften.

Og da han havde gjort det, stod han spændt og lyttede efter, hvor den faldt ned. Han hørte den falde i en Snedrive tæt ved, kunde ikke sige hvor for Mørket, men vidste, at den ikke var gaaet itu. Det var dumt at 61| smide den væk alligevel. Man kunde da godt have den med paa Arbejde uden at drikke af den, saa kunde de andre se, at det var frivilligt. Saa var det ogsaa altid godt at have en Snaps Spiritus ved Haanden – som nu forleden, da Lindkvist knuste sin Finger og var lige ved at daane. Og man var da heller ikke saadan en Pjalt – – han gav sig til at lede efter den Grønne. Men den var ikke til at finde, og saa gik han da videre til Stenværket.

Kammeraterne kom ogsaa, og det forundrede ham heller ikke. De plejede jo altid at komme – baade han og de – saa vidt det blot var muligt at arbejde sig igennem. Og der var ingen af dem, der regnede sig det til Ros – egentlig heller ikke han. Vanen drev dem til altid at gøre, hvad de kunde, og Vanen er en stærkere Drivfjeder end selve Dyden. De stillede Skærme op mod Vejret og indrettede sig hver paa sin Vis, og den eneste Oprejsning de tog var en Afstikker nu og da hen til Skuret, hvor Karpen stod med den Grønne.

Allerede ved Frokosten savnede Svensken sin Snaps. Til Kammeraterne sagde han, at han havde slaaet Flasken itu. De tilbød ham af deres, men han stod imod og afslog det. Ved Middag gentog de Tilbudet, og han tog imod det – for Selskabs Skyld. Hen paa Eftermiddagen laante han en halv Pægl af en 62| af de andre. Derfor var Beslutningen naturligvis ikke opgivet, den var bare sat ud til næste Dag.

Den næste Morgen fulgte han Konens Arbejde med mere Opmærksomhed end ellers og saa da, at hun tog hans Beslutning alvorlig og ingen Snaps lavede til. Han vilde ikke vise Vankelmodighed og tav stille. Siden købte han sin Snaps i Smug.

Det blev ham efterhaanden klart, at Sedlen ikke kunde blive betalt ad den Vej. Men samtidig gik det op for ham, at det slet ikke var saa slemt for Knægten at hugge Kilehuller – man havde godt af at lære sig til i Tide.

Og saadan blev det.

Hver Eftermiddag, naar den Ældste var færdig med Skolen, maatte han nu traske i Bakkerne. Det var haardt for ham, og han græd ofte, for paa Vejen mødte han andre Drenge, der gik til Søen for at løbe 63| paa Skøjter. Og de havde stukket Bukserne ned i Støvlerne for at vise sig, men han havde Træsko paa. Han havde selv et Par gamle Skøjter med Snore overalt i Stedet for Remme, og han ejede et Par Støvler, som Værkbestyrerens Søn var vokset fra. Men der var ingen Næser i dem, og saa havde Far forbudt ham at bruge dem, skønt Næser slet ikke behøvedes for at løbe paa Skøjter. Men nu kunde det alt sammen være det samme.

Svenskens Kone var inderlig glad over, at han ikke længer drak den unyttige Snaps, og hun gjorde hans Mad saa lækker som muligt, saa han ikke skulde savne Brændevinen. Han lagde Mærke til det og forstod, hvorfor hun gjorde det; og han vidste, at hun kneb fra sig og Børnene for at kæle for ham. Det gjorde ham skamfuld de første Dage; men han Nforesnakkede sig selv, til Skammen fortog sig. Gud, som ransager Hjærter og Nyrer, var hans Vidne, at han kun ventede paa mildere Vejr for helt at lade Snapsen fare. Han havde allerede gjort et stort Skridt der hen imod, drak nemlig ikke Snaps mere om Eftermiddagen (naar Drengen var der), men kun om Formiddagen. Da tog han ganske vist det samme Kvantum, som før varede til hele Dagen, men det var nu et Fremskridt alligevel. Det viste, at han kunde undvære, om saa skulde være.

Men det kunde ikke nægtes, at Vesperkosten faldt lidt tør uden Snaps, og det værste var, at der faldt Ytringer fra de andre, som Knægten muligvis kunde forstaa. Saa var det bedre at have rent Brød i Posen. Og Svensken Nbrød over tvært en Dag og drak sin Snaps i Drengens Paasyn, og om Aftenen tog han ham med ind til Værtshusholderen og lod 64| ham være Vidne til, at Ugens Fortæring blev betalt.

Derinde sad der andre Arbejdere, der drak Snaps og Øl og spillede NPindespil, og Svensken maatte tage nogle Omgange med. Drengen huskede paa sin Moder og spurgte idelig Faderen, om de ikke snart skulde gaa. Men saa kaldte en af Arbejderne ham hen til sig og vilde give ham en Snaps. Han vilde ikke tage den, men Faderen skammede ham ud. Saa sank han den og fik den i den gale Hals, hostede og var lige ved at kvæles, mens de lo ad ham. Det vilde ikke gaa over igen, men blev ved at slide i hans Strube, og han gav sig til at græde. Men saa købte Faderen en Kommenskringle til ham, og da de igen var paa Vejen, sagde han:

»Hvis Mor spørger om noget heroppe fra, ogsaa om vi har været i Kroen, saa skal du ikke fortælle noget. Nu er du jo en halv Mand og hjælper til at forsørge, men man skal ikke fortælle Kvindfolk alting.«

Drengen havde hidtil set paa Værtshuset med sin Moders Øjne. Han havde aldrig været der før, men vidste fra sin Mor, at det var Værtshusets Skyld, naar der ikke var mere Brød, og Bageren nægtede Kredit. Og Moderen havde kysset ham, da han første Gang gik i Bakkerne, og sagt, at han maatte se at hjælpe 65| sin Fader forbi Værtshuset. Han havde selv nogle Erindringer om, at Faderen var kommet drukken hjem og havde holdt Hus og trukket Moder ved Haaret hen over Gulvet. Det var i hans tidlige Barndom. I de senere Aar var det ikke sket, men Faderen kom ofte hjem med en lille én paa, og da blev der en Krone mindre at holde Hus for næste Uge.

Men Børn er saa lærenemme. – Det var bare Mor, der havde holdt Hus, fordi Forsørgerne gik ind i den varme Kro og spillede Pindespil om Snaps og Øl! De vandt det jo bare, men hvad forstod hun sig paa det. Han var selv Forsørger nu – det havde Far selv sagt – og han havde været med til Kros og var blevet trakteret. Det var der ingen af de andre Drenge, der havde, saa kunde de stikke Bukserne i Støvlerne saa meget, de vilde. Og hans Søskende heller ikke. Naar han og de var uenige, vrængede de ad ham, fordi han maatte gaa i Bakkerne, men de skulde bare vide, at han fik Kringle og kom til Kros med de store Mænd. Naar han blot kunde fortælle dem – men det var jo netop det, han ikke maatte.

Drengen var tavs i Hjemmet, men næste Lørdag Aften stansede han af sig selv uden for Værtshuset og ventede spændt paa, at Faderen skulde gaa ind.

66| Det var netop den Dag, Lotteriet skulde trækkes, og Svensken følte et vist moralsk Tryk i den Anledning. Han følte, at han maatte opføre sig godt over for Vorherre, om han vilde vinde. Derfor vilde han slet ikke ind i Kroen, men sendte Drengen ind med Pengene for Ugens Brændevin. Han blev bange nu, da noget stod paa Spil, og Fejgheden meldte sig hos ham i sin sædvanlige Skikkelse: som Samvittighed. De Penge var en Anklage mod ham, de brændte ham paa Lommen; og han følte sig lettet nu, da han var af med dem. Han var ogsaa paa det rene med, at Konen skulde vide, at han endnu ikke havde lagt Snapsen af, han skyldte hende det. Og han lovede sig selv, at han skulde være afholdende fra det Øjeblik, hans Seddel kom ud.

Inde i Kroen sad Kammeraterne med det uskyldigste Humør af Verden og Nødelagde en Fjerdedel af deres yderst knappe Ugeløn. De gjorde det mindre af Trang end af gammel Vane – og Vanen er stærkere end selve Lasten.

Men Svensken gik glad og let til Mode videre med sin Dreng. Han havde gjort noget godt og følte, at han maatte faa sin Belønning. Vorherre var jo dog, naar alt kom til alt, den der stod bagved og trak Numrene. Han tog Drengen ved Haanden – det havde han næppe gjort, siden denne var lille – og viste ham 67| Fyret, der blinkede ovre paa Sverrigs Kyst. Han fortalte ham om det lille NTorp derovre bag Fyret, men meget længer borte, hvor Farmor boede, og hvor de skulde over, naar de fik mange Penge. Og han svarede paa alle Drengens Spørgsmaal, det plejede han ellers ikke. Drengen følte en egen, fremmed Glæde og vilde holde sin Far i Haanden gennem Gaderne ogsaa, men det tillod Svensken ikke.

Det var kun lidt efter Mørkning, da de to kom hjem.

Alle vidste øjeblikkelig, at Far var i godt Humør. Han skældte slet ikke over, at hans Tøfler ikke var paa deres Plads under Loftstrappen.

Da han havde vasket sig og skiftet Sokker og spist, tog han den Lille ud af Vuggen og pludrede med hende og Nkurede hende helt op til Loftet. Saa kom den anden og vilde ogsaa kures; men hun var for gammel, sagde Far, satte sig i Slagbænken og tog hende paa det andet Knæ. Den Næstældste stod henne ved Komoden og raslede med Nøglen og var usikker, men efterhaanden tog han Mod til sig og kom sjokkende med en gammel Rørfløjte, som han langsomt og prøvende skød over Bordet hen imod Faderen. Og da han saa, at Faderen tog den, skyndte han sig ud i Køkkenet efter en Skaal Vand – for Fløjten vilde ikke give 68| Toner, før den var fugtet. Saa lod de være at tænde Lys, og Svensken blæste Fløjte med de to paa Skødet, mens Moderen puslede med den Mindste og Knægten laa paa Knæ foran Kakkelovnen og læste i NRocambole. Den havde han laant af Marskandiserens Søn for seks Knapper, og det var billigt, for den havde over 3000 Sider.

Kl. 8 gik de i Seng som sædvanlig.

Den næste Morgen var det Søndag og Svensken skulde ikke paa Arbejde. Men han stod tidlig op alligevel, tændte Lygten og gik op paa Loftet, hvor han gav sig til at sætte NStød paa Drengens Støvler af gamle Saaler og Messingstifter. Og Kl. 6, da Børnene skulde op, stod Støvlerne foran deres Seng med nye, skinnende Næser. Det blev en Glæde for Drengen, og saa snart det dagedes, trak han af med sine Skøjter. De andre to, som ikke havde Støvler og Skøjter, saa misundeligt efter ham og var lige ved at græde; men saa trøstede Mor dem med, at naar de var artige, gav Far dem maaske en Slædetur. Hun sagde det saadan, at han skulde høre det, og han lod, som om han ikke hørte det. Men op ad Formiddagen tog han af sig selv Slæden ned fra Loftet, satte de to Børn i den og trak af med dem gennem den hvide, solbeskinnede Sne. Til Middag overraskede Konen med Pandekager 69| og Sirup, og om Eftermiddagen, da Børnene gik til Søndagsskolen, fik de to Øre til at købe NBørneblad for. Om Aftenen læste Knægten det højt, mens Fader sad i Bænken i Skjorteærmer og saa hyggelig ud. Det var en Dag, som Kone og Børn mærkede med en hvid Sten i deres Erindring.

Trækningslisten kom, men Svenskens Nummer kom ikke ud, derimod det ved Siden af. Det var et Nederlag for Svensken. Vorherre havde ikke villet det saa – men hvorfor? Skulde det maaske være en Straf! Mon Vorherre strængt taget havde noget med Lotteriet at gøre? det var jo et NSlumpespil. Og dette var et ondt Træf. Hans Kone havde været lige saa spændt paa Udfaldet som han; nu læste han i hendes Ansigt, at hun ansaa det for galt at blive ved. Men han havde jo forpligtet sig til at forny; og han vilde ogsaa saa nødig opgive Haabet. Lykken havde været saa nær ved hans Dør allerede nu ved første Trækning – næste Gang vilde den sikkert banke paa. Første Trækning var altid den sløjeste – siden blev Præmierne flere og flere, større og større; og sidste Trækning var den bedste. Han vilde lade, som om han sagde Sedlen af, og spille videre i al Hemmelighed.

Og det gjorde han.

De Indvendinger, der svagt rejste sig i 70| ham mod dette nye Bedrag, besejrede han fuldstændig ved at forestille sig den Glæde, det vilde være for Konen, naar han en skønne Dag overraskede hende med, at de var rige Folk.

Med Skuffelsen var han igen faldet tilbage i sin gamle Indesluttethed. Børnene holdt af ham, saadan som han havde været Lørdag Aften og Søndag, og om Aftenen, naar han var færdig med at spise, kom de listende hen og stod afventende ved hans Side. Men han gav sig ikke af med dem igen.

Han havde strammet sig op, og det havde ikke nyttet. Nu løsnede han Taget i sig selv og gik videre end ellers, som vilde han hævne sig. Han sendte Drengen alene hjem Lørdag Aften med Penge, men holdt noget mere tilbage end ellers og besøgte ogsaa Værtshuset midt om Ugen.

Det føltes øjeblikkeligt i Hjemmet, og Konen maatte regne og spare, for at de kunde leve. Hun kneb fra sig og Børnene først, men det var hende ikke muligt at kræse for Manden længer, og da blev han misfornøjet. Og en Aften, han kom drukken hjem, skældte han ud over Maden, sagde at Kone og Børn aad ham ud af Huset, og at han maatte døje Ondt, for at de kunde fylde sig. Men naar han var ædru, tav han og gik og smaabebrejdede sig selv.

71| Konen tav ogsaa og gjorde, hvad hun kunde. Hun vidste ikke, at han fremdeles spillede; men hun vidste, at han købte sin Brændevin i Smug, og var klog nok til at spørge, om han ikke vilde have sin Snaps med som før. »Det er saa koldt, du kan trænge til noget at varme dig paa deroppe,« sagde hun for at skjule Hensigten. Men han saa den alligevel og afslog det paa Trods.

Til daglig var han flittig, som vilde han derigennem gøre stiltiende Afbigt. Drengen var han næsten altid god imod. Naar han havde hugget et vist Antal Kilehuller, blev han fri og maatte løbe omkring. Saa kravlede han om i de snedækte Klipper, plukkede frosne NSlaan og tog med hjem til de andre Søskende. Han skrabede ogsaa Sne bort under den Nvilde Abild og fandt Skovæbler, som havde ligget under Sneen og modnet. Ofte havde han en Slæde og Sække med; saa plukkede han Grankogler i Naaleskoven deroppe og kom om Aftenen hjem med et helt Læs til Brændsel. Og Faderen hjalp ham med at trække Slæden – sommetider helt hjem, sommetider kun til Kroen.

Efter nogle Ugers Forløb blev Svenskens mindste Barn syg. Der grasserede paa den 72| Tid en Art Lungebetændelse mellem smaa Børn, og den havde allerede krævet flere Ofre i Nabolaget. Barnet havde brændende Kinder og sov uroligt; Svenskens Kone saa nedslaaet og forpint ud, hun frygtede, at det var Lungebetændelsen.

»Hvem der havde Raad til at hente Doktoren,« sagde hun en Aften til sin Mand, »bare for at være sikker paa, at det ikke er Lungebetændelsen.«

Han svarede ikke. Han havde to Kroner i Lommen, det var lige, hvad et Lægebesøg kostede. Men Kvarten skulde fornyes inden i Morgen Aften, ellers var den tabt. Og han havde forpligtet sig til at forny den – éns Ord – – –! Og saa var det jo ikke andet end ondt for Tænder og maaske en Smule Forkølelse i Tilgift. Det mente Konen ogsaa selv, naar hun tænkte fornuftigt – men Kvindfolk vil altid gærne male Fanden af paa Væggen.

»Vi kan ikke hente Doktor, hver Gang en af jer klynker!« sagde han mut og gik i Seng.

Næste Morgen spurgte han til Barnet, der sov; og om Middagen maatte Drengen bringe ham nøjagtig Besked – for det Tilfælde det dog skulde vise sig nødvendigt med den Doktor. Barnet havde det bedre, meldte Drengen.

73| Om Aftenen fornyede Svensken sin Seddel, og det var paa høje Tid.

Svensken stillede ikke sit Barn mod en Lotteriseddel – saa simpel var Sagen ikke. Da vilde han straks have været paa det rene med, hvad han skulde gøre. Men Livet sætter sine NDoner mindre aabenlyst. Han holdt meget af sine Børn, meget mere end det laa i hans Natur at vedgaa. For deres Skyld og Konens døjede han Kulde og Sved, der isnede ham, saa snart han stansede Arbejdet, fordi han ikke havde uldent Undertøj. For deres Skyld levede han, skønt han ikke var sig det bevidst – for deres Skyld spillede han i Lotteriet. Og derfor tog det haardt paa ham, da det hændte, at Barnets Tilstand forværredes.

Han følte sig skyldig, som han sad der med sin Kone, bøjet over Vuggen og lyttede til Barnets Aandedræt, der havde en svag Rallen. »Lungebetændelsen,« hviskede hun og hendes Læber dirrede. »I Morgen er det Betalingsdag,« sagde han lavt, »saa kan vi hente Doktoren.« – »Gud hjælpe os til da!« svarede hun og gav sig til at græde. Da var Børnene allerede i Seng.

Svensken gik i Seng, og Konen lod, som om hun ogsaa vilde gaa til Ro, men hun blev oppe. Hun vilde vaage over sit Barn, hun turde ikke sove af Frygt for, at det skulde 74| blive taget fra hende imens. Hendes Øjne var bristefærdige og hendes Ansigt saa kummerfuldt, mens hun sagte gik om og syslede; og hver Gang hun stansede ved Vuggen, randt Graaden ned over hendes Kinder, og hendes Ansigt skælvede. Inden i Morgen vilde det være for sent; og hun skulde miste sit Barn, fordi hun var fattig og ikke kunde hente Doktoren i Tide.

Hun led, og Frygten betog hende – Frygten for Gud. Han raadede jo for Liv og Død, og hvis Barnet døde, da var det ham. »Gud er saa flink til at give Fattigfolk Børn, men han glemmer undertiden at sørge for Mad til dem!« havde hun i et Øjebliks Fortvivlelse sagt, den Gang hun ventede den Lille. Hun havde angret det straks igen. Men nu vilde Gud hævne sig paa hende og straffe hende for hendes Protest. Han havde ladet Barnet vokse sig fast til hende; nu vilde han slaa hende med den tykke Ende og tage Barnet fra hende. Aa Gud, aa Gud! – De havde jo intet Arbejde haft den Gang, og Købmand og Bager havde nægtet dem Kredit. Men det galdt ikke for Vorherre, han forlangte blot saa meget større Underkastelse. Og hun vilde jo underkaste sig! hun vilde taale og lide alt, tage alt, hvad Gud vilde paalægge hende, blot hun maatte beholde Barnet. – – – Hun segnede om paa 75| Gulvet, græd og bad og tryglede – og blev ved længe, længe. Hun havde ikke mange Ord, og de rigtige Bønner vilde ikke komme. Men hendes Ønsker bad for hende indtrængende, klamrende, ligesom i en Sugen, og de blev med hele hendes Væsen til noget ubetvingeligt, der brødes med Almagten for at afvriste den sin Velsignelse. Hun bad sig uden for sig selv og glemte sin egen Tilværelse; hun bad, saa hendes Hjærte hamrede; hun bad sig bort i Ekstase, saa hun saá Gud.

Da hun kom til sig selv, følte hun sig mat, men ubeskrivelig lettet. Hun var sikker paa Gud nu, han kunde ikke tage hendes Barn. Hun havde hørt en NLægprædikant sige i sin Prædiken om Bønnen, at et Menneske kunde bede saadan, at Gud maatte bønhøre ham; og hun havde bedt, som kun en Moder, der har et sygt Barn, kunde gøre det. Prædikanten havde tilføjet, at der aldrig var Velsignelse i saadanne Bønhørelser, men det skød hun til Side – blot hendes Barn maatte leve. Og det vilde leve.

Hun havde lagt en Flaske med varmt Vand i Vuggen til Barnet, og hver Gang det vaagnede, gav hun det lidt NBrystsaft. Hun var rolig og fattet, blundede lidt i Mellemtiden, men vaagnede, saa snart Barnet rørte sig lidt. Og 76| saadan var det blevet Midnat og ét og to og tre.

Mens hun sad foran Vuggen og blundede, gik Døren sagte op, og hendes Mand traadte ind i bar Skjorte. Hun fòr sammen af Angst og var lige ved at skrige, men besindede sig saa paa, hvem han var, og smiledeA fortrøstningsfuldt til ham. Men han saa ligegyldig ud. Han kom for at se til Barnet og havde haabet at træffe Konen sovende. Det var ham ikke om at gøre at vise sine Følelser frem, og endnu mindre vilde han antyde, at han tog det alvorligt. »Jeg kom for at se, hvad Klokken er,« sagde han kort og gik forbi Vuggen hen til Uret uden at se paa hende. Men hun lod sig ikke afvise, hun vidste saa godt som han, at han intet havde med Klokken at gøre, naar hun var først oppe hver Morgen. »Vi beholder – Gud lader os beholde Barnet!« sagde hun hurtigt og gik ud for at sætte Vand over til Kaffen. Han benyttede Lejligheden til at bøje sig over Vuggen. Barnets Aandedræt var roligt, det rallede ikke mere. – Han klædte sig paa.

Mens han drak Kaffe, udvekslede han nogle korte Sætninger med Konen: Han var fast bestemt paa, at Doktoren skulde hentes, saa snart han om Aftenen havde faaet sin Ugeløn. Var Doktorens Hjælp overflødig, saa var det jo kun 77| saa meget desto bedre, og de Penge var vel anvendte. Saa spændte han Karpen paa Ryggen og gik.

Barnets Lindring havde kun været forbigaaende. Hen paa Morgenen begyndte det at ralle igen stærkere end før, og op ad Formiddagen blev dets Rallen til Aandenød. Moderens Hjærte stivnede i Rædsel. Hendes Tillid til Guds Løfte blegnede, Tvivlen greb hende med stærk Magt, og hun forsøgte at bede igen. Men det vilde ikke gaa, det var ligesom Vorherre smuttede bort fra hende, hver Gang hun næsten havde fat i ham. Og saa rejste hun sig, sønderreven af Fortvivlelse, og styrtede ud ad Døren. Hun vilde løbe til Lægen og bede ham komme for enhver Pris og frelse hendes Barn.

Hun løb og løb ud til den anden Byende. Lægen var lige færdig til at gaa i Sygebesøg og sagde, at han nok skulde se ind i Løbet af Formiddagen.

– Om han ikke nok vilde komme saa hurtigt som muligt?

– Han skulde se, svarede han kort.

Hun vilde trygle ham om endelig at komme straks, men turde ikke af Frygt for, at han saa slet ikke skulde komme. Hun stod der og saa stumt paa ham og brast i Graad. Men han nynnede med Ryggen til og gav sig til at rode i sine Pelslommer. Og hun løb hjem 78| igen. – Om nu Doktoren ogsaa lod hende i Stikken eller kom for sent. Han tog vel de andre først, der kunde betale.

Men Lægen lod ikke vente paa sig, skønt han vidste, at der intet var at tjene. En halv Time efter, at Konen var vendt tilbage, traadte han ind i Stuen. Han kastede sit Overtøj og lunkede sig omhyggeligt ved Kakkelovnen for ikke at bringe kold Luft over Barnet. Saa knælede han over Vuggen og lyttede. Da han rejste sig igen, var han vred. »Hvorfor Satan har De ikke kaldt mig før?« spurgte han harmfuldt. Konen vendte sig grædende bort. Han lagde sin Haand paa hendes Skulder, men sagde intet, skrev saa med Blyant i sin Lommebog, rev Bladet ud og gav hende.

Drengen kom ikke til Bakkerne den Eftermiddag, og da anede Svensken, at der var noget galt. Efterhaanden som Eftermiddagen gik og Drengen ikke viste sig, blev han urolig, og det gik smaat med Arbejdet. Nu og da smed han NMinebor og Hammer, men i Stedet for at gaa over til Træskuret og tage sig en Snaps som ellers, gik han hen paa en Klippespids og spejdede nedover mod Dalen og Byen. Han længtes efter, at Værkbestyreren skulde 79| komme og betale dem ud, saa han kunde gaa hjem.

Endelig kom Værkbestyreren og gjorde op, og Svensken begav sig paa Vejen hjem.

Han gik som i en Døs, nedslaaet og sanseløs, og før han vidste af det, var han hjemme.

Da han traadte ind i Huset og lugtede Moskus, rystede Knæene under ham. Han kom ind i Stuen paa Hosesokker. Hans Kone laa paa Knæ ved Vuggens Hovedgærde, som hun plejede de sidste Dage, og Børnene stod omkring og hulkede.

Hvor har Sorgens Kilder deres Udspring, at de aldrig udtørres i et Moderhjærte? For femte Gang lukkede Svenskens Kone et af sine Børns Øjne, og hun sørgede lige stærkt og føjede sit nye Tab til de gamle, som Tiden ikke havde formaaet at slette. Og hvor kan det være, at en Moder elsker dé Børn mest og savner dem mest, der har voldt hende de største Bekymringer? Hendes første Barn havde ligget i Sengen i otte Aar, da var det otte Aar gammelt, og da døde det. Det var snart ni Aar siden. Otte Aars daglig Bekymring og Omsorg, otte Aars Taalmodighed med et Barn, som Sygdommen gjorde utaaleligt. Og saa havde hun endda stridt for at beholde det; saa kunde hun endda ikke glemme det, men græd, hver 80| Gang noget mindede hende derom. Hun havde opkaldt andre efter det – ogsaa det sidste. De var alle døde og havde holdt Smærten vedlige. Hun havde grædt saa meget, at hendes Øjne var blevne lette til at græde; et blødt Anstrøg i en Stemme kunde faa dem til at flyde over.

De to Mindste græd, naar de saa deres Moder græde, for de holdt saa meget af hende. Men Sorgens Aarsag var dem fremmed. Kun den Ældste forstod og gik stille om, de to andre havde aldrig set Døden før. »Mor, hvorfor græder lille Søster ikke mere?« spurgte den 5-aars Pige. – »Fordi hun er hos Vorherre, mit Barn.« – »Men hva pestiller Søster oppe hos Vorhærre, hva Mor?« – »Hun leger med sine smaa Søskende, mit Barn!« sagde hun med graadkvalt Stemme.

Lykkelige Børn, der intet føler! Naar Moderen ikke var til Stede, listede de sig ind i Stadsstuen og betragtede nysgerrigt lille Søster, der laa saa stille og saa hvid med NKobberskillinger paa Øjenlaagene. Og Drengen, der var paa syvende Aar og gik paa NAsylet, fortalte vigtigt de andre Børn, at han havde en Søster, der var død og laa ganske stille. Og de andre Asylsbørn beundrede ham og vilde give ham Griffelstumper, naar de maatte følge med hjem og se hans underlige Søster.

81| Dagene efter Barnets Død gik Svensken ikke paa Arbejde. Han talte ikke og svarede ikke, naar Konen talte til ham, laa i Sengen til Middag, stod saa op, tog sit Søndagstøj paa og gik i Byen.

Om Aftenen, naar han kom hjem, var han drukken. Saa kunde han sætte sig hen og hulke over Liget og komme med Bebrejdelser mod sig selv, som Konen ikke forstod. Og da maatte Børnene synge Salmer for ham.

Der var en Salme, de maatte gentage og gentage, og han sad og lyttede til den med taagede Blikke og foldede Hænder. Det var Salmen, hvori det døde Barn, triumferende over at være sluppet ud af denne syndige Verden, trøster sine sørgende Forældre og bebrejder dem deres Kortsynethed:

Salmen syntes at forsone ham med noget. Men paa Konen virkede dens Tendens oprørende, og hun havde ondt ved at underkaste sig den, skønt den stod i Salmebogen. Og hun væmmedes ved hans Sorg – saa stærkt, at 82| hun ikke græd mere, siden hun saa ham sidde der om Aftenen i beruset, hikkende Graad.

Det var om Onsdagen, fire Dage efter Barnets Død. Den ældste Dreng havde haft Lov de foregaaende Dage for at gaa sin Moder til Haande, i Dag var han igen i Skole. I Frikvarteret sad han inde i Klassen og læste Lektie, de andre Drenge løb ude og kastede med Sne, men han havde ingen Lyst. Han hørte Hujen derude fra Gaden, og en Dreng kom trampende ind og kaldte ham ud, mens andre stod i Døren og lo. Der var noget NSpænd for, og han slentrede ud for at se, hvad det var. Nede i Gaden havde Drengene slaaet Kreds om en Mand, der var drukken. De kastede ham med Sne og væltede hinanden over mod ham, og han dinglede rundt for at fange dem, under grænseløs Kaadhed og Jubel fra deres Side. Det var Drengens egen Far. Det gjorde forfærdelig ondt i ham; han kunde ikke holde ud at se det, løb ind i Skolestuen og skjulte sig i en Krog, fulgt af Kammeraternes grusomme Spot. Der kom Skolelæreren og fandt ham, sammenkrøbet og rystende. De andre Drenge maatte fortælle, hvad der var passeret. »Hvor dog Børn er hjærteløse,« sagde Læreren, klappede Drengen paa Kinden og lod ham gaa hjem. Der fortalte han sin Moder det passerede og græd og 83| faldt i Søvn i hendes Skød. Bevægelsen havde udmattet ham.

Denne Gang græd Moderen mod Sædvane ikke. Men der kom noget haardt, næsten hadsk op i hende mod hendes Mand og en forøget Kærlighed til de Børn, hun havde tilbage. Hun gav de to Smaa Sukker paa deres Fedtebrød for at forsone dem med, at de maatte tidlig i Seng, hjalp dem dernæst at klæde sig af, fulgte dem op paa det mørke Loft, som udgjorde Familiens Soveværelse, og blev hos dem, mens de læste deres Aftenbøn. Saa kyssede hun dem til Godnat og puttede om dem – de skulde ikke se deres Fader døddrukken. Nede i Stuen satte hun sig til at sy paa Børnenes Tøj; Drengen gav sig til at læse Lektier.

Hen paa Aftenen kom Svensken hjem. Hans Gang lød tung, og han stod længe og famlede efter Dørgrebet. Drengen sprang hen og aabnede for ham. Han sagde ikke Godaften, men trak med Besvær sin tilsneede NStortrøje af og hængte den paa Kakkelovnen, der begyndte at spytte og snurre over Snevandet. Saa forsøgte han at tage Skoene af, men vilde faa Overbalance og maatte opgive det. Moder og Søn betragtede ham frygtsomt fra Siden. Han gik besværligt hen og satte sig i Slagbænken med Armene paa Bordet, plirrende taaget frem for sig.

84| Der var dødsstille i Stuen.

»Kan I saa synge!« mumlede han efter en Stund, som om han henvendte sig til Børnene.

»De er i Seng,« bemærkede Konen.

»I Seng,« gentog han drævende, »saa de er i Seng – naa, saa det er de!« Og da der intet Svar kom, gentog han det irriteret.

»Børnene har bedst af at være i Seng, naar deres Far – – –« hun turde ikke fuldende.

»Naar deres Far kommer hjem og er fuld, hva? Saa Du tror, jeg er fuld, hva?«

»Det er Du vel, siden Du selv siger det – af fulde Folk skal man jo høre Sandheden,« hun skyndte sig ud i Køkkenet, hvor hun gav sig til at rummestere ved Ildstedet.

Der skød noget op i hans tilslørede Blik. »Saa skal Du selv synge, skal Du! Du skal synge i Stedet for dine Unger – og Du med!« han slog til Drengens Bog, saa den faldt paa Gulvet.

Drengen gav sig til at græde, Konen kom hurtigt ind.

»Du skal ikke græde, min Dreng! din Far kan lade Gadedrengene synge for sig, de er jo hans Kammerater!« hun havde vendt Ryggen til og rensede Snavs af hans Stortrøje som for at mildne sine Ord.

Svensken havde rejst sig. Han stod og 85| støttede sig til Bordet, sejlede frem og tilbage og stred med at aabne Øjnene helt.

Udtrykket i hans Ansigt famlede, han mærkede en Brod i hendes Ord, men huskede kun dunkelt Eftermiddagens Tildragelse.

»Gadedrenge! hvad vil det sige? Kælling!«

Hendes Stemme dirrede: »Du ved maaske ikke, at Drengen dér saa sin Far rave fuld om til Grin for Gadedrengene i Dag? Jo, det er rart, naar Faderens blotte Navn skal være et Skældsord mod Børnene!« Hun gav sig til at hulke højt, hun kunde ikke mere.

Der dæmrede Skam i ham, men kun for et Øjeblik. Saa grinede han og nikkede: »Du kalder da ikke det at synge, hva? Du flæber jo! Vil Du nu se, Du synger!« han kom hen imod hende.

»Aa Gud, aa Gud! han slaar mig ihjel!« skreg hun og flygtede instinktmæssigt mod Døren til den anden Stue, hvor Liget laa, som vilde hun søge Beskyttelse hos det. Men han havde fat i hende. »Du skal synge, Mor,« grinede han og greb hende om Kæberne. Taget tvang hende til at aabne Munden, hun rallede og sled sig vanvittigt af Sted, trak sig frem ved Dørgreb og Dørkarm, slæbte ham med sig ind i den anden Stue.

Drengen brølede, sprang bag paa Faderen og sled i ham. Men Svensken slog tilbage 86| med Haanden og ramte ham paa Munden, saa den gik til Blods mod Tænderne.

Der lød Trippen af smaa Fødder hen over Loftet og ned ad Loftstrappen, blandet med Klynken. Og de to Smaa stormede ind i Stuen i deres stumpede NSærke og gav sig til at brøle om Kap med den Ældste.

Derinde slap hun fra ham og om i en mørk Krog. Han vilde følge hende, men tørnede mod en Jærngryde, der stod fuld af Vand midt paa Gulvet for at opsamle Ligdunster. Han faldt over mod Bordet, hvor det døde Barn laa, greb for sig, tumlede frem og tilbage, greb Liget i Ansigtet. Da vaagnede Erkendelsen i ham, han stod som forstenet et Øjeblik, gik saa ind i Stuen og satte sig i Slagbænken med Hovedet paa Armene. Der faldt han i Søvn.

Moderen bragte de Smaa til at tie og fik dem i Seng igen. Saa redte hun Bænken saa godt hun kunde, og hun og Drengen fik med forenede Anstrængelser Faderen over i en liggende Stilling. Han var tung som Bly at haandtere og rørte sig ikke. Hun dækkede ham til med nogle Klæder. Hendes Sind var oprevet og forbitret mod ham, hun syntes, han havde trampet paa hendes Barns Lig. Hun kyssede det spæde Ligs lukkede Øjne og lagde 87| Skillingerne til Rette – den Drukne havde revet dem ned.

Næste Dag pyntede Svensken sig og gik i Byen som sædvanlig. Men han kom tidlig hjem og var ikke beruset. Han bragte en lille sortmalet Kiste med, og i den lagde Moderen lille Søster. Børnene blev klædt i deres bedste Stads, og hen paa Eftermiddagen tog Svensken Kisten under Armen, og de fulgtes alle ud til Kirkegaarden med lille Søster.

Den sidste Tids Begivenheder havde gjort et stærkt Indtryk paa Svensken, og han tog sig kraftigt sammen. Som sædvanlig kastedes han straks til den modsatte Yderlighed, afholdt sig fra alt og bragte Konen hele Fortjenesten. Der kom en stiltiende Forsoning i Stand imellem dem; hun var ham taknemmelig for hans Afholdenhed, og om Eftermiddagen gav hun Drengen en Dunk varm Kaffe med til ham, viklet ind i Strømpeskafter. Om Aftenen fulgtes han og Drengen hjem, da havde hun laant Avisen til ham, og han læste den og gik i Seng eller stod i Skuret og flikkede Børnenes Træsko.

Men det varede kun til Lotteriets tredie Trækning.

Det havde trukket anden Gang lige i Da88|gene efter Barnets Død, og han havde ikke ænset det. Men nu havde han igen sat sine Tanker ind paa det.

Det glippede, og med Nederlaget fortog Indtrykkene fra forleden sig; Kendsgerningerne omskreves og forvanskedes i hans Erindring, og det bebrejdende i dem gled ud.

Og det hele gentog sig fra før. Han tog til Snapsen, kom øllet hjem, kom beruset hjem, først en enkelt Gang, saa oftere – kom og var helt døddrukken. Der blev knap Tid; han blev fordringsfuld. Og naar han var drukken de samme Ord, blot endnu stærkere end før: Kone og Børn var Tiggerhunde, der snappede Maden ud af Munden paa ham. Naar han var ædru, tav han, men bebrejdede ikke længer sig selv.

Og NVinteren led.

Han sløvedes efterhaanden i Arbejdet, drev mere om, holdt tidlig Fyraften, bestilte mindre, naar han arbejdede. Han bragte kun lidt hjem, undertiden slet intet, aldrig mere end han selv kunde leve for.

Men Kvindens Mod synes at begynde, hvor Mandens slipper – ved Nederlaget. Efter som han sløvedes, blev hun energisk, hun kartede og spandt for Folk, vaskede, gjorde grovt Arbejde, som ingen anden vilde udføre, og var paa Færde tidlig og silde. Hun arbejdede Ansigt til Ansigt med Sulten, men den kom ikke 89| over hendes Dørtærskel. Og hendes Selvfølelse voksede, efterhaanden som hun overtog Ansvaret, saa der blev Grænser for, hvad hun lod sig byde. Det duperede igen ham og holdt hans Brutalitet i Skak.

Han kom til at lide ved hendes Optagethed, maatte tage Maden, som det kunde falde: daarlig, halvvarm, sveden – han var ikke længer den, om hvem alting drejede sig. Det gjorde Forholdet endnu mere spændt og bandt ham endnu mindre til Hjemmet.

Der var han snart helt en Fremmed. Kone og Børn levede deres for dem selv, holdt Fødselsdage og tillod sig smaa Glæder, som han stod udenfor.

Det gjorde mere ondt i ham, end han vilde være ved. Han trængte til Omhu fra Konen og Fortrolighed fra Børnene – han trængte i al Fald til at vide, at det var der, og savnede det nu, det var forbi. Han forsøgte at give sig af med Børnene. Især naar han var halvberuset, kunde han spøge og lege med dem, til de blev helt ellevilde. Men saa gik de i Reglen videre, end han i sit pirrelige, spritbestemte Humør var oplagt til at taale, og saa slog han dem. Resultatet blev, at de selv holdt sig borte fra ham, og at Konen sørgede for at have dem i Seng, naar han kom hjem.

Ondt arbejdede sig op i ham deraf. Han flikkede ikke længer Børnenes Træsko, gjorde 90| overhovedet intet af den Slags. Men naar de kom og havde stødt Hul paa den ene med Snuden af den anden, kunde han true med at sætte Jærnpigge i, der skulde hugge dem i Fødderne – saa lod de nok være at Nslaa Skank. Børnene troede det og græd af Frygt, naar deres Træsko gik itu, men saa gik Moderen selv ud i Skuret og gav sig til at lave dem saa godt, hun kunde.

Svensken havde i flere Aar haft en Gaas, der fik Gæslinger hver Sommer.

Dem vogtede Børnene ude paa Stubbene, og ved Mortensdagstid blev de solgt. Om Vinteren gik Gaasen, hvor den vilde, men Børnene skulde sørge for, at den kom hjem om Natten. Ellers kunde Ræven tage den. I Reglen kom den selv hjem i Mørkningen og stod uden for Vinduet og smaasnakkede, til den blev lukket ind, men stundom foretrak den at sove paa et af Gadekærene.

En Aften med forrygende Sneraag kom den ikke. De to Smaa, der havde været alene hjemme hele Dagen, blev bange, og Haand i Haand sjokkede de hjælpeløse ud for at lede efter den. Uvejret piskede og blindede dem, de kom hjem igen forkomne og klynkende. Da var Moderen kommet hjem fra en Dags anstrængende Vaskearbejde, hun løb straks ud 91| igen for at lede. Først til Naboer, der havde Gæs – deres var kommet hjem, men den havde ikke været med. Saa stred hun sig gennem Gaderne paa Maa og Faa, løb fra Gadekær til Gadekær og ud over NUdmarkerne. Luften var tyk af fygende Sne, og Mørket faldt – det var haabløst at søge. Men de idelige Scener i Hjemmet havde gjort hende nervøs, skønt han ikke længer vovede at slaa hende, skælvede hun dog ved Tanken om en ny. Og hun blev ved at lede. Naar hun saa noget graat i Sneen, løb hun derhen – en Sten. Hun arbejdede sig tværs over Søen ned til Aaen, der aldrig lagde til: maaske laa den i Udløbet. Den var der ikke. Hun fulgte Aaen til, hvor den falder i Havet, og løb langs Stranden, spejdende. Det var blevet helt mørkt. Saa kom hun pludselig i Tanker om, at han snart kunde komme hjem. Hvis han kom hjem før hun og opdagede det, saa gik det ud over Børnene. Hun gav sig til at løbe hjemad –: bare han dog ikke maatte opdage det i Aften, i Morgen vilde Gaasen komme af sig selv. For første Gang i sit Liv ønskede hun, at Manden maatte komme fuld hjem.

Han kom hjem, kun en lille Smule øllet, og Konen gik om i bestandig Skræk for, at han skulde gaa ud i Skuret og se efter. Hver Gang han rejste sig for et eller andet, gav det 92| et Sæt i hende. Men Aftenen gik, og det blev Sengetid.

Hun skyndte sig i Seng, han tændte sin Træpibe og gik ud i Gaarden. Da han kom ind, stansede han ved Gaasens Aflukke og talte til den, og da han intet Svar fik, ragede han ærgerlig ind efter den med en Kæp. Der var tomt.

Han gik op paa Loftet og lige hen og rev brutalt Sengeklæderne af Konen. »Saa Du troede, Du kunde slippe fra det ved at krybe i Kassen! Nej, Du kan tro Løgn, Mutter!«

Hun var sprunget ud af Sengen til den anden Side og stod rystende af Kulde paa det aabne Loft.

Han gik rundt om Sengen og hen imod hende: »Nu kommer Du i Pjalterne og skrubber af ud efter Gaasen! Og Du understaar dig ikke i at komme hjem, før Du har fundet den!«

Et Kvarter efter arbejdede hun og Drengen sig ned over Havbakkerne til Stranden – Gæs sov altid paa Vandet, naar de kunde komme til. NRaagget piskede dem Isnaale i Ansigtet, mens de gik op og ned langs Stranden og kaldte: kom NBejta! kom Bejta! og lyttede. Der var Bølger, der raslede i den iskrystalliserede Tang, og Isstykker, der gnavede mod hinanden i Vandet, ellers ingen Lyd. Og videre frem langs Stranden, op og ned. Noget henne hørte de 93| svarende Lyd, de stansede og kaldte igen, kærligt og lokkende. Gaasen smaasnakkede et Stykke ude i Vandet, men vilde ikke komme ind.

Der stod de længe raadløse og rystede af Kulde, men turde ikke gaa hjem. Saa sprang Drengen i Vandet, og Moderen holdt ham ikke tilbage; han vadede ud blandt Isstykkerne, gik i en Kreds uden om Gaasen og bragte den ind. Hun lod ham løbe i Forvejen, alt det han kunde, for at han ikke skulde blive syg. Og derhjemme fik hun hans isede Tøj af ham, kom ham i Seng og lagde varmt ved hans Fødder.

Drengen blev ikke ligefrem syg efter Vadeturen, men fik en underlig Nkrynnende Hoste, der ikke vilde fortage sig igen, og klagede de følgende Dage over Hovedpine. Og saa frøs han en Del. Konen fik sat igennem, at han ikke kom i Bakkerne foreløbig.

Nu sad han hjemme og hjalp sin Moder at karte og strikke. Han læste ogsaa højt for hende, legede med de andre Søskende, og de havde det hyggeligt sammen. Nu og da fik han Skøjter og Støvler fat og forsøgte Isen; men Kulden trykkede ham, og han havde ikke længer Energi til at overvinde den. Saa valgte han at sidde ved Kakkelovnen og læse i Fritiden. Der var kommet en egen Glans i hans Øjne; Moderen saa det og var øm om ham.

94| For Svensken var det en Lettelse, at Drengen ikke mere kom i Bakkerne – det havde dog altid været noget af et Baand paa ham, for Drengen sladrede. Og saa havde han somme Tider næsten ikke været til at jage hjem, naar Svensken vilde ind i Værtshuset. Svensken havde nok nu og da forsøgt at faa ham over paa sin Side, men det gik ikke; Moderen havde for godt Tag i ham siden Barnets Død.

Det var paa Slut med Vinteren. Klokken var seks, og Skumringen var begyndt at dale. Svenskens Kone var i Færd med at besørge de Mindste i Seng; i Dagligstuen sad Drengen paa Slagbænken og stirrede ud over den store Bugt med de mange Sejlere og det stærke Vand, der kom helt oppe fra NBotniske. Mørket steg forsigtigt op af Havet, listede sig lavt og bøjet ind mod Land og smuttede forbi ham ind i Stuen. Da han vendte sig om, var der helt fuldt af Mørke bag ham, og han blev bange. Men saa snart Moderen kom ind og satte sig hos ham, gik det over. Siden lød der Trin, og nogen klaprede med en Stige; det var Lygtetænderen, der tændte den yderste Gadelygte lige uden for deres Vinduer. Idet han tog Stigen og gik, sparkede han til et tomt Ølanker, der 95| stod ved Laagen, saa det med en hul Sang rullede ud paa Landevejen.

Konen fòr sammen. »Er det Kusken?« spurgte hun spændt.

»Nej Mor, det var bare Lygtetænderen.«

Hun rykkede hen til Vinduet og begyndte at spinde ved Skæret af Lygten.

Rokken snurrede saa hyggeligt, Lygten kastede sodede Maanestraaler ind paa Gulvet, og Gulvsandet sendte nogle spinkle, sylskarpe Glimt tilbage igen. Mørket havde trykket sig fladt ind i Stuens Kroge, og udenfor havde det slaaet en truende Halvkreds omkring Lygten. Drengen stoppede Kakkelovnen helt fuld af tørret Tang, der knitrede og smældede, saa kom han hen og satte sig paa Gulvet ved sin Moders Fødder og holdt i en Snip af hendes Forklæde.

»Du er en rigtig Pige,« sagde hun og smilede til ham. Og hun lod en Haand glide over hans Haar uden at afbryde sin Spinden.

De var tavse lang Tid.

»Han kommer ikke,« sagde hun saa pludselig og standsede Rokken.

»Hvem kommer ikke, Mor?«

»Ølkusken, Barn! Men din Far kommer snart – Gud bedre det – og han bliver rasende, naar han intet Øl faar med i Morgen!«

Drengen lod som ingenting.

96| »Du kommer til at tage Spanden og løbe om paa Bryggeriet efter to Potter.«

»Aa, maa jeg ikke vente til i Morgen tidlig, der er vist fulde Mænd paa Gaden i Aften! Hvad Mor?«

»Det kan vi jo ikke, min Dreng.« »Og hvorfor ikke, Mor?«

»Nej min Dreng, det er kun Fattigfolk, der staar op Klokken 4 Vintermorgen.«

Der lød Vognrummel oppe i Gaden. Tungt og voldsomt rullede det fra Stenbroen ned mod det lille Hus, saa det sang i Kakkelovnen. Saa hørte Stenbroen op, og kun Hovslagene lød, idet Læsset fór gennem Lygteskæret og forsvandt udefter.

»Han kørte jo, som om han var NHovsmeden fra Dyndeby,« sagde Konen, idet hun gik ud efter Spanden.

»Hvem er Hovsmeden fra Dyndeby, Mor?«

»Det skal jeg fortælle dig, naar Du nu har hentet Øl. Men lad ikke din Far se dig, for hvis han faar at vide, at Kusken ikke har været her, saa er hundrede og et ude. Han kan gøre os Helvede hedt nok endda!«

»Men Du kan da ikke gøre ved, at Kusken ikke gider køre saa langt ud.«

»Somme maa lide for mere, end de kan gøre ved – gaa nu min Dreng!« Og hun bandt sit Sjal om ham.

97| Hun kunde ikke gaa selv, saa gærne hun end vilde skaane den svage Dreng – hun turde ikke være hjemme fra, naar Manden kom.

Drengen løb aandeløs langs med Stengærderne og knyttede den valne Haand fast om 5-Øren. Han var mørkræd, det var kommet i den senere Tid, sammen med den legemlige Svækkelse. Han kom snart tilbage.

»Gud ske Lov,« sagde Konen – hun stod i Laagen og ventede ham.

Inde i Stuen stillede Drengen en Stol hen foran Kakkelovnen til Moderen at sidde paa og satte sig selv til Rette paa Kanten af Brændselskassen.

»Jeg maa vist blive i Lygteskæret og spinde videre, mens jeg fortæller,« sagde hun og smilede ad hans Foranstaltninger.

Mens hun fortalte om Hovsmeden fra Dyndeby, der kildrede sine tre Koner ihjel og tilsidst selv blev trampet ihjel af sine graa Hingste, sad hendes Mand i Kroen med nogle Kammerater og spillede Pindespil om Omgange. Svensken tabte og alle hans Penge gik med. Da de andre vilde gaa, var han stærkt beruset og forlangte en Omgang til. Ingen vilde give den. Saa smed han sin Lotteriseddel paa Bordet og spurgte, om nogen vilde holde en Omgang paa den. Det gjorde Johan Svendsen og vandt. Siden ravede de hjem.

98| Hun havde endt Historien; det var sent, saa sent, atA Lygten snart vilde blive slukket.

»Din Far har nok til Hensigt at holde os oppe hele Natten,« sagde Konen og trak Vejret tungt.

»Jamen Mor, vi kan jo laase Døren og gaa i Seng.«

»Saa lukker vi ham jo ude, Dreng.«

»Hvad gør saa det?«

Hun tav. Hun vilde ikke opmuntre Drengen til at udtale sig mod sin Fader, men det var hende heller ikke muligt at irettesætte ham.

Og de ventede.

Der lød Trin oppe i Gaden, tunge og vaklende Trin. Undertiden faldt de uregelmæssig hurtigt, undertiden stansede de helt. Moder og Søn lyttede aandeløse. Trinene naaede Laagen og stansede, det var stille et Øjeblik, saa lød der et svagt Dump som af en Skulder, der stødte mod Laagen, derpaa en Skuren ned ad denne og et tungt Fald, saa Laagen gav efter.

Svenskens Kone var faret op og stod midt paa Gulvet, foroverbøjet og med hængende Arme. Drengen havde trukket Benene op til sig i Sofaen, han gjorde krampagtig vilde Bevægelser og skar besynderlige Grimacer. »Gaa derud, Mor!« skreg han. »Jeg tør ikke,« stønnede hun sagte. Han sprang ned og styrtede mod Døren, men i Udhuset stansede han og kom 99| til at ryste over hele Kroppen. Da tog hun Mod til sig og stødte Døren op, og de gik angst frem langs Gavlen, Haand i Haand. Da de først ved Lygteskæret havde kendt NKavajen og NStormhuen, blev de modigere og vovede sig helt hen. Der laa han sammensunken i en Bylt med Hovedet hængende forover. Saa døddrukken havde ingen af dem set ham før, Konen vendte sit Ansigt fra ham i Afsky, Drengen stak i at græde.

De slæbte ham inden for Laagen, saa den kunde lukkes, men saa var de udtømte og kunde ikke mere. De stod raadvilde og sammenfaldne op ad Gavlen.

Der lød Trin og Klapren af en Stige oppe i Gaden. »Det er vist Lygtetænderen,« sagde Drengen, »han kan hjælpe os!«

Men Tanken om Skammen gennemfór hende, og hun løb frem og stængede Laagen. »Nej, Nfør skal han ligge, hvor han ligger – det Svin!« hun skælvede af Forbitrelse, hun kunde ikke beherske sig længer.

Lygtetænderen fløjtede en Gadevise, mens han satte Stigen til, kravlede op og slukkede i Lygten. Inden for Laagen stod de to og krøb sammen i sort Fortvivlelse. Da Drengen hørte ham gaa bort, tog han til at græde voldsomt: »Jamen Mor, han kan jo ligge og dø!« skreg han.

100| Ordene stak i hende. Hun tog sig voldsomt sammen og bøjede sig ned over Manden. Saa tog Drengen og hun ham ved Skuldrene og slæbte ham ind, Skridt for Skridt. Hun løftede, saa der flød gule Ringe om i Mørket for hendes Øjne. De fik ham ind i Køkkenet, men saa sortnede det for hende, og hun fik ondt. De maatte lade ham ligge paa Køkkengulvet, og hun vaklede i Seng ved Drengens Hjælp.

Hun var meget syg hele Natten, og op ad Dagen fødte hun et Barn, som kom meget for tidlig til Verden og straks døde. Lægen blev hentet og nærede Frygt for hendes eget Liv.

Svensken var vaagnet hen paa Morgenen og havde hørt sin Kones Klagen. Da fejlede han ikke noget og kunde se Tingene, som de var. Straks vilde han ikke give sig. Hvad kom det ham ved, at hun forslæbte sig, hun kunde jo ladet ham ligge, hvor han laa. Men en for en listede Kendsgerningerne sig ind over ham og lagde sig i Bunke, til han tilsidst stod med hele Skylden. Og da kom Sønderknuselsen.

Han blev hjemme den Dag, gik og kogte Vand til den Syge og lavede Mad til Børnene.

Han vidste ikke alt det kærlige, han vilde gøre hende. Hver Bevægelse var en Afbigt, en Bøn om Tilgivelse, skønt han ikke berørte det med Ord. Han fik en Naboerske til at komme 101| og se til Huset og Konen; han stod selv tidlig op og lavede Kaffe, arbejdede flittigt og kom tidlig hjem. Han flyttede Konens Seng ned i Stuen, for at hun kunde ligge hyggeligere, holdt Raad med Børnene og Naboersken om alt, hvad der trængtes til i Huset, sørgede for, at der intet manglede, og eftersaa.

Om Aftenen sad han og holdt hendes blege Haand og talte med hende om Børnene og Hjemmet; han fortalte hende ogsaa morsomme Situationer fra Arbejdspladsen. Og han tog Forskud paa sin Ugeløn og forærede hende en Flaske Kirsebærvin til at samle Kræfter paa.

Han var selv lykkelig ved det nye Liv, havde den befriende Følelse af noget forfærdeligt, der var overstaaet, følte et Velvære som en Rekonvalescent. Det var trukket over nu, alt sammen. Med Drikkeriet var det forbi, med Lotteriet var det forbi, Gud ske Lov, at han var blevet den forbandede Seddel kvit. Det var maaske Vorherre selv, der havde hjulpet ham af med den; det hele saa næsten ud som en Styrelse, der vilde hans Vel, og derfor havde rusket saa haardt i ham. Han var lykkelig og tilfreds ved sig og sit Hjem.

Svenskens Kone kunde gaa lidt oppe nu; hendes Ansigt var blegt, men lykkeligt, kun henad Aften blev det bestandig forpint, naar hun med Spænding ventede sin Mands Hjemkomst. Hun kunde ikke frigøre sig for den Tanke, at han vilde falde tilbage. Men der gik én Uge, og der gik to, og han faldt ikke tilbage, forandrede heller ikke sin Opførsel i Hjemmet.

En Tøvejrsdag, mens hun gik om i Huset, foroverbøjet og svag og puslede med Ting, kom Kollektøren ind i Stuen til hende og meddelte, at hendes Mand havde vundet 4000 Kroner i Lotteriet.

Hun blev saa bevæget over den gode Tidende, at hun maatte sætte sig ned. Hun kunde ikke rigtig fatte det, saa megen Lykke i Forvejen og saa dette til. Det overvældede hende rent. Hun havde husket Vorherre i sin Ulykke, hun glemte ham heller ikke nu, men takkede ham inderligt for hans uendelige Godhed.

Saa blev hun energisk. Hun pyntede Drengen og lod ham løbe til Bakkerne med Budskabet. Og mens han var borte, gav hun sig, beruset af Lykke og Taknemmelighed, til at gøre Huset smukt i Stand og pynte Børnene til Fest.

102| Drengen løb hele Vejen og kom springende som et Kid op over Bakkerne.

Arbejderne samlede sig om ham; Svensken der sad noget oppe og ladede en Mine, kom nedad. »Sedlen er kommen ud!« raabte de til ham. »Du har stoppet 4000 Kr. i Johan Svendsens Lomme! Det var en væmmelig Fejltagelse hva? En dyr Omgang!« og de omringede ham og lo. Han svarede ikke, men vendte brat om og gik tilbage til sit Arbejde.

Øjeblikket efter lød det bekendte »Varsko!« efterfulgt af et stærkt Skud. Brokker og Stene skød i Luften som et mægtigt Springvand, Arbejderne løb forvirrede efter Skjul.

Da de sidste Klippestykker var faldet til Jorden, gik man op, hvor Svensken havde arbejdet. Minen var sprængt og han selv med den. »Han har ladet med Staalstangen i Stedet for med Træpløkken,« sagde én. Men ingen troede, det var af Vanvare. »Han var aldrig bange for noget, han!« sagde en anden.

Men hjemme gik Konen og bagte Æbleskiver og kunde ikke begribe, hvad de skulde bruge alle de Penge til.

Og en Foraarsdag, seks Dage senere, da Solen havde smeltet den meste Sne, kørte Ligvognen op mod Kirkegaarden med Lotteri103|svenskens søndersplittede Levninger. Bag Vognen gik en Kone og tre Børn med Kranse paa Armen; den Ældste græd, den Mindste saa sig vigtigt om. Bag dem gik mange Arbejdere.

Uden for Posthuset sluttede en lille Herre med Briller sig til Toget – det var Kollektøren.

Foran Porten til Kirkegaarden kørte Vognen over de snavsede Rester af en Snedrive, og noget knasede under Hjulene. Nogle grønne Flaskeskaar kom til Syne, og de, der fulgte nærmest, syntes, de lugtede Brændevin.

Der sad to smaa Drenge paa Lotterisvenskens Trappe. De legede, at de var Arbejdere, og havde nogle gamle, kasserede Kegler, som de klinkede med og førte til Munden ligesom Snapseflasker.

»Nu er din Far død, du!« sagde den ene.

»Ja det ved jeg nok!«

»Nu er din Far en Engel!«