[105]|To Brødre

[107]| Det var i Laksefiskeriets og Efteraarsstormenes Tid, og det var mørk Nat.

Lars Kæmpe sad i Rorhullet og styrede, Broderen Peter stod og støttede sig til Storsejlsbommen.

»Hun ta'r Vinden, Lars.«

»Aa ja!«

»Hun er paastaaelig.«

»Hm!«

»Lars!«

– – –

»Lars!!«

»Saa, saa.«

»Kan man trodse sig frem, Lars?«

»Er Du bange, Peter?«

»Bange – jeg – plejer jeg ......? Jeg tænker paa Drengen, Lars.«

»Lad de Døde hvile, Peter.«

»Ja, ja! Der er en anden, der vækker dem – til Ansvar. Men hvis han nu ikke – – – er frelst. Han forsømte saa meget, Søndagsskolen, alting, havde mange Løjer for.«

»Hør nu Peter, Knægten er vel forvaret, 108| bedre end baade Du og jeg – saa, den Sø kom sku vel meget paa tværs! Er Pressenningen over Lastlugen? Han er i gode Klør – Hænder vilde jeg sagt. Du har givet ham Jord, de andre lagde Medaljen paa hans Kiste. Han deroppe – stram Fokkeskødet, Peter, hun gi'r sig svært – han deroppe maa sørge for det øvrige.«

»Det var Kviksandet, der tog ham, Lars.«

»Sludder! det var Suget under Isen, og han gjorde sin Pligt.«

»Der er mange Slags Kviksand i Verden, Lars.«

»Gaa ned og læg dig lidt, Peter!«

»Den er haard, kan Du klare den ene?«

»Jeg kan vel det; gaa ned og læg dig!«

»Jeg skal gøre saa, ja.«

»Du er ikke rigtig vel, Peter.«

»Ikke rigtig, Lars.«

»Se Riggen efter, før Du gaar ned!«

»Javel.«

– – – – –

»Lars!!«

»Saa da!«

»Missionæren talte om Kviksandet i Gaar Aftes.«

»Jeg kan tænke det, ja.«

»Tror Du, han bad, før han døde, Drengen?«

109| »Drenge har bedre Ting at tage sig til, Peter!«

»Vi bad altid, da vi var – – –«

»Men vi døde ikke for at redde en anden.«

»Det er ikke Gærningerne, Lars – Missionæren siger saa.«

»Jasaa!«

»Og han sagde ogsaa, at den, der ikke kunde taale Brødlugten, maatte ud af Bageriet. Tror Du, han mente mig?«

»Hvorfor Pokker skulde han mene Dig?«

»Jeg skammede mig ved at bede, før vi lagde ud, der var saa mange Folk paa Havnehovedet. «

»En spiller da ikke for Smaapenge, ved jeg.«

»Ja, ja da! Vil Du kalde paa mig snart?«

»Gaa nu Peter, vi kommer vel over det.«

Lanternen hang paa Masten og dinglede, jog tykt, gult Lys ud i det nærmeste Mørke og kastede et mat Skær ned paa Dækket. Men rundt om pressede Mørket paa, bøjede sig forover og gloede paa den lille Dæksbaad, der dristigt og med lange Spring jog Stævnen ind i det og tvang det til at flytte sig. Det gav trevent Plads der forude, rykkede langsomt bagud i to Buer og sluttede sig op om Agterstævnen. Og nye, mørke Masser rejste sig over 110| Ende forude, flyttede sig til Siden, bøjede sig forover og spejdede.

Lars sad i Rorhullet og stirrede fremad, og hver Gang det rørte sig i Mørket, bøjede han sig langt frem for bedre at se, mens Haanden bevægede Rorpinden saa hid, saa did, for at afbøde Styrtesøerne. Saadan sad han vel nogen Tid. Pludselig lagde han Roret haardt op med et Ryk, og Baaden jog Stævnen skraat ind i en Styrtesø. Hvide Masser rejste sig glinsende i Lygteskæret, faldt larmende ned igen paa Dækket og blev til Mørke, hastigt og usynligt strømmede Vandet udenbords med en lang Lyd, Lanternen var slukket.

Lars tænkte et Øjeblik paa at surre Roret, mens han kaldte paa Broderen, men opgav det igen. Maanen vilde snart komme op, og der var ikke stor Fare for at blive paasejlet. Han satte sig bedre til Rette og snørede Rorhulspresenningen fastere om sig.

Hun var alligevel god Baaden, det var da sikkert. Trodse sig frem – det var man nok pisket til, hvis ikke Vind og Vand skulde slaas om Stumperne.

Stakkels Bror, han var helt skør nu, lignede slet ikke sig selv mere. Der var for meget, der havde pillet ved ham, Tabet af Konen, Tabet af Drengen, men mest af alt Samkvemmet med den forskruede Missionær. Stakkels Bror, det var sjældent nu, at han 111| skammede sig ved at bede i alles Paasyn, desværre. Og saa kom Angeren altid og slog ham til Jorden bagefter.

Baaden stampede sig frem gennem Mørket, mens Tankerne møjsommelig drog gennem Lars's lidet indviklede Hjærne. I hans Ansigt stod Livet enkelt at læse, tegnet med faa Strøg af det Element, han færdedes paa. Det var mørkt og ubevægeligt; og hans Sind var en mørk ubevægelig Skumring med kun ét Synspunkt: Kærligheden til Broderen. Thi for Lars havde dette ene i mange Aar været Livet: hvad han havde sammen med Broderen. Der var én Gnist endnu et Sted i hans Sind, Had til al Hellighed under hvilken som helst Form, han mødte den. Ellers var hans Indre en graa Masse af Ligegyldighed. Men han var en dygtig Sømand, den dygtigste i Staden, og den modigste ogsaa i Kraft af sin Ligegyldighed, der aldrig lod ham ænse Fare.

Han havde aldrig forstaaet Broderen; der var saa meget ved denne, som hans støtte Natur ikke kunde begribe: Bevægelighed, Letsindighed, stærk Glæde, stærk Sorg, Grubleri. Men han havde aldrig brudt sit Hoved med det, tog ham for, hvad han var, den eneste Broder, og kaldte det andet Underligheder. Mange Gange i deres Samliv havde Peter forløbet sig, hver Gang var det kommet som en Overraskelse for 112| Lars. Han fattede aldrig den Sindstilstand, der havde faaet Broderen til disse Forløbelser, men lige trofast for det hjalp han ham altid over deres Følger.

De var Tvillinger og saa Lyset i en lille Hytte under Pærskerbakkerne. Lars krøb først ind paa Livets Arena; han gjorde det tavs. Lige i Hælene paa ham kom Peter skrigende af fuld Hals.

De voksede.

Strandbredden med Klitterne blev deres første Tumleplads, Havet deres næste. Naar det stormede, gik de ud og sankede Vraggods langs Sandstranden, i Havblik stangede de Aal. Og tidlig hjalp de deres Fader at trække Torsk og sætte Garn ud.

Peter blev et bevægeligt Gemyt, let til at le, let til at græde, glemsom. Hos Lars udviklede der sig en trøg Ligevægt, som han ikke let lod sig bringe ud af. Stærke Knægte blev de begge to, og altid holdt de sammen.

I Skolen sad Lars urokkelig, med Hænderne under Hovedet og Albuerne paa Bordet; Peter sad og skar Skibe i Bordpladen og lod uafladelig Benene dingle frem og tilbage. De var maadelig begavede, men afholdte af Læreren – de talte mere Sandhed end andre Drenge. Paa Legepladsen fik de frivilligt Førerskabet 113| paa Grund af deres Kræfter, men forskærtsede det igen ved unaturlig Ærlighed.

I Hjemmet var alt en Hvisken. Forældrene hørte til den Sekt, der paa Bornholm hedder »Møllerianere« og andre Steder gaar under Navnet »Bornholmere«; de talte kun lidt sammen og da helst i Bibelsprog. Børnene hørte dem aldrig trættes. Der var noget dæmpet over hele Samværet, Drengene havde aldrig hørt Faderen le, han smilede kun. Revselse fandt aldrig Sted, men der var noget i Faderens Blik, der manede til Lydighed. Dette noget bevirkede ogsaa, at ingen af Drengene nogensinde sagde Du til ham, de sagde altid Far. Drengene fik ikke Lov til at læse Æventyrbøger, men Faderen holdt Børnebladet og »Budskab fra Naadens Rige«. Deri læste de hver Dag, og naar de var færdige, talte Faderen til dem om Satan og det onde i Verden. Forældrene holdt dem borte fra andre, ikke-religiøse Børn, og naar de kom hjem fra Skolen og fortalte om en Dreng, der havde gjort noget slemt: røget Tobak i Klassen, slaaet en Rude ud med en Snebold, eller lignende, maatte de knæle ned og bede for ham, at Vorherre vilde vende ham fra et Verdens Barn til sig. De lærte ogsaa at bede deres Aftenbøn hver Aften og fik sagt, at det var en forfærdelig stor Synd, om de glemte det.

114| Om Søndagen gik de paa Søndagsskole.

Der sad store, alvorlige Mænd, hvis Arbejde faldt paa Søen eller i Landbruget, og talte til dem om Fortabelsen og Guds uendelige Godhed mod sine Lam. Naar de var urolige og ikke hørte efter, tog Mændene med de haarde Hænder og de alvorlige Øjne dem ind til sig og talte stille med dem. Og de blev alvorlige.

Religionen satte tidligt sine Spor i dem. De var ikke saa hensynsløse, som sunde Drenge plejer at være, viste f. Eks. Skaansomhed over for legemlige Fejl, var aldrig med til at dundre paa den fjollede Kirstine Kruses Dør i de mørke Aftener og raabe: »Nu kommer Fanden!« o. s. v. o. s. v. De »stod for Sjø« sammen med de andre Drenge og gyngede nyfrossen Is saa godt som nogen, men sagde det altid hjemme, naar de havde faaet vaade Fødder eller var plumpet i.

Den megen Tale om Helvede og Fortabelse paavirkede dem begge, skønt paa forskellig Vis. Peter gruede og gyste og trak nervøst Benene op under sig paa Stolen, saa længe det stod paa, men i næste Øjeblik var det glemt.

For Lars var det sværere at fatte det frygtelige, men ogsaa at glemme det igen. Hans trøge Sind, der var sent til at tage imod, kunde dog i Længden ikke modstaa den idelige Bearbejdelse, og det holdt som en daarlig Leder 115| længe fast paa, hvad det engang havde faaet. Forældrenes Alvor, Strængheden i deres Dom over andre støttet paa deres egen, tilsyneladende pletfri Vandel, Læsningen, Bønnerne, Sukkene og de mørke Miner over enhver nok saa lille Munterhed, der ikke stod i Forbindelse med Gud – alt dette bevægede sig i ham og lagde et unaturligt Element ind i hans barnlige Tankegang.

Der betog ham undertiden en stærk Frygt for, at han skulde dø og ikke faa Tid til at omvende sig og blive frelst. Denne Frygt fik mere og mere Hold i ham og blev til en Slags sjælelig Hypokondri. Man maatte altid være beredt til at dø – altid, for Døden kom som en Tyv om Natten, naar man mindst ventede den. Det sagde hans Forældre daglig, det var Omkvædet paa Søndagsskolesangene. Men for altid at kunne være beredt, maatte man altid have Gud i sine Tanker, og det var svært, for han vidste jo ikke, hvordan Gud saa ud. Han dannede sig da sit eget Billede af Vorherre, der sad oppe paa Kanten af en tyk Sky og holdt en Sparebøsse i den ene Haand og en Kæp med en Klump paa Enden i den anden. Til ham bad han sit Fadervor med knugende Hænder, naar Dødsangsten kom over ham. Og Angsten kom ofte, især naar han hørte om andre Børn, der døde.

116| Der groede et næsten voksent Alvor frem i hans barnlige Sind og kvalte Friskheden i ham. Han lagde sig en usund Eftertænksomhed til, mens Frygten for Helvede og Pinslerne, de evige og endeløse, utaalelige Pinsler, blev stærkere og stærkere i ham. Han var jo saa syndig, saa forfærdelig syndig, det vidste han selv, og Gud vidste det meget bedre endnu.

En Dag hørte han sine Forældre tale om en Kvinde, der var raadnet op. Det var begyndt ved den store Taa og havde bredt sig langsomt opefter, til det naaede Hjærtet, saa døde hun. Forældrene talte dæmpet om hende, Faderen sagde, at hun laa paa sine Gærninger – hun havde været et Syndens Barn. Moderen vendte sine Øjne mod Himlen, og de sukkede begge to. Men Lars syntes, at saadan maatte det fæle komme over ham ogsaa, og i mange Dage gik han og stirrede paa Døden, saadan som den havde hjemsøgt den brødefulde Kvinde. Syndens Barn havde de kaldt hende – men det var han jo ogsaa –! Han knælede ned ude i Klitterne hver Dag og bad Gud dog at lade ham leve, til han kunde blive frelst.

Drengen gruede og vilde tækkes den vrede Gud, og derfor tog han fat at lære Testamentet udenad fra Ende til anden. Han var ikke lærenem, og Versene var sommetider lange. Men Faderen hjalp ham i Overhøringen og op117|muntrede ham – kun maatte han huske paa, at selv de bedste Gærninger, Mennesker kunde gøre, var syndige og trængte til Guds Miskundhed. De Ord fratog ham den eneste Udvej til en Soning, og hans barnlige Tankegang kørte sig fast i det ubegribelige.

Forældrene fulgte for Resten ikke hans tunge Udvikling, dertil var de for énsidige, og han for tavs. Men de saa enkelte Glimt af hans Lidelser og takkede Gud.

Peters Natur laa dem med al dens Letbevægelighed og Flygtighed nærmere og tiltalte dem mere – den var baseret paa det samme ubevidste Humbug som deres egen. Han anede aldrig, hvad Forældrene vilde dømme som Ondt, hvad som Godt, men holdt Øje med deres Minespil, naar han var inde, og lod fem være lige, naar han var uden for deres Synskreds. Da handlede han altid efter Indskydelse, og han gjorde mere, der var dem til Sorg end Lars, men et alvorligt Ord fra dem, et bebrejdende Blik var nok til at fremkalde hos ham en Skylle af Anger, der behagede dem.

En Dag stod der i Børnebladet en Fortælling om to Drenge, der var Brødre og sov i samme Seng oppe paa Loftet ligesom Lars og Peter. Og de to Drenge havde en Aften glemt at læse deres Aftenbøn. Det glemte Peter ofte, men sagde saa gærne: »Skidt, jeg læser to i 118| Morgen tidlig.« Lars glemte det ogsaa eller sov fra midt i Bønnen, og naar han vaagnede, blev han glad over, at han ikke var død. Men nu var det, at de to Drenge i Historien ogsaa vaagnede, og den ene krøb straks ud af Sengen og knælede paa Gulvet, men den anden vilde ikke, fordi det var koldt. Om Natten drømte han, der ikke bad, at der kom en Engel og fløj bort med hans Broder. Og da han vaagnede, var Broderen død, mens han selv maatte leve videre til Straf for sin Efterladenhed.

Lars troede absolut paa Børnebladet, men Historien forvirrede ham.

Døden var jo blevet en Belønning, som tilfaldt den, der var vel forberedt.

Den Dag gjorde han noget underligt.

Der laa en Brønd uden Karm om ude bag ved Huset. Dér stod han opstillet om Eftermiddagen med Bind for Øjnene og Ansigtet vendt lige mod Brønden, men i en Snes Skridts Afstand fra denne. Han vilde gaa lige løs paa Brønden og se, om der kom en Engel fra Vorherre og førte ham til Side. Han slap Hushjørnet og styrede lige frem, efter de første ti Skridt stansede han for at give Englen Tid til at komme. Saa gik han frem igen, men ventede lidt ved hvert Skridt og følte sig ligesom tilfældigt for med Fodspidsen. Men Englen kom ikke; og pludselig greb Frygten for Døden 119| ham igen, han stod stille og rev Bindet fra Øjnene. Den dybe Brønd gabede lige for Fødderne af ham. Han stirrede skrækslagen paa den og kunde næppe røre sig, trak sig langsomt og krampagtigt tilbage med Øjnene stift hæftet paa Brøndaabningen. Lidt henne vendte han om med et Ryk og flygtede langt ind i Klitterne, som var han forfulgt.

Efterhaanden faldt han til Ro, og med 14-Aars Alderen var den sidste Rest af hans religiøse Muligheder dræbt i ham. Og med det gik hans Væsen i Grunden i Staa; han var af Naturen svagt begavet og gled lidt efter lidt over i en ikke alene religiøs, men gennemgaaende Indifferentisme. Der var øvet aandelig Voldtægt mod hans spæde Sind, det forvandt Smærterne efterhaanden, men forblev ufrugtbart og uden Reaktionsevne.

Peter var gaaet anderledes uskadt igennem, takket være sit livlige Sind, der forbød ham at være alvorlig ret længe ad Gangen. Han havde ikke forandret sig, men var ganske den samme nu, som da han var lille, kun lidt behændigere maaske i at forstille sig.

De blev konfirmerede.

Et Aar hjalp de Faderen. Siden tog de Hyre paa samme Skib, den ene som Kok, den anden som Jungmand.

De første Dage skottede de lidt mistroisk 120| til Sangen, Kraftudtrykkene, Skraatobakken og Løjerne om Bord – Djævelens lokkende Forklædninger kunde de ligesom høre deres Fader sige. Men saa lukkede Peter Øjnene og sprang paa Hovedet ud i det alt sammen, og Lars fulgte ham til hans Overraskelse. De følte det som en Forfriskelse, skyllede Hjemmets Knugen af sig og boltrede sig vildere og vildere i det frie Element. Om Bord fik de for Alvor Førerskabet, Peter var ubetalelig til at finde paa Løjer, og Lars fulgte ham uden at blinke. De gik tidt over Stregen, men de havde brede Rygge til at bære Følgerne. Især var de gode at have med, naar det under en Landlov et eller andet Sted i Udlandet kom til Slagsmaal med de Indfødte, og Knejpen skulde rømmes. Lars kunde tage sin Mand og sætte ham mod en Vindusprosse, saa baade Karl og Sprosse fór ud i Rendestenen, og Peter gav ham ikke stort efter.

De fulgtes bestandig ad. I nogle Aar sejlede de paa Langfarten, fiskede Albatrosser ved Kap og Makrel i Nordsøen, sejlede til Sydamerika efter Rødtræ og til Grønland efter Kryolit.

Da de havde sejlet en halv Snes Aar, søgte de Understøttelse til Styrmandsskolen. Lars's Ansøgning blev bevilget, Peters ikke, og Lars vilde ikke skilles fra Broderen.

Det Aar tog de Hyre med en Bark fra 121| Stavanger, der gik til Havre med Bjælker. Fra Havre gik de ballastet til Hull, hvor de tog en Ladning Kul ind til Malaga i Middelhavet. Fra Malaga skulde de tilbage til Hull med en Ladning Olivenolie.

Rejsen fra Hull var med Modvind og megen Krydsen, seks Uger brugte de om at naa Spaniens nordligste Odde. Men saa kom de ind i »Portugisen«, der i to Døgn bragte dem rundt om Spanien og ind i Middelhavet. Hen paa Formiddagen saa de Malaga med det takkede, mavriske Kastel og hejsede Lodsflag. Baade kom ud og vilde handle med dem, blandt andre en Frugtbaad, hvor en svær, snavset Kvinde sad til Rors. Matroserne hang over Rælingen og slugte hende med Øjnene – det havde været en lang Rejse. Lodsbaaden kom og Toldeftersynet, og midt paa Eftermiddagen varpede de ind til Kajen.

Paa Kajen laa mørke, soltørrede Sjovere og skreg til dem, langs den drev Sælgere med Frugtkurve paa Hovedet: Appelsin, Mispel; paa Fortøjningspælene sad der Kvinder og nikkede og gjorde Tegn. Sydens lette Liv, glødende Frugter, billige Kærlighed.

Ved Aftenstid kom der flere Kvinder, mange Kvinder. De strøg langs Kajen, stansede ved Skibssiden og parlamenterede: Quiere? quiere? Kaptajnen lod Skibet lægge ud to Favne fra 122| Land. Det var magre, usle, snavsede Skabninger, vraltende i deres Gang, blaa under Øjnene. De solgte dem selv for to Skibsbiskøjter, sov paa et laset Sjal paa Stenbroen, gjorde Morgentoilet ved Slæbestederne.

Søfolk ser i Almindelighed ikke meget af Verden, selv om de sejler paa Langfart. Havet ser de og Himlen, men Landene og Livet ikke. De kommer sjældent i Land, mange Stæder har ingen Havne, Skibet lægger til paa Reden og losses ved Baade. Da er Landgang vanskelig. Om Dagen er der desuden nok at gøre om Bord, og kommer de i Land en Aften, saa naar de sjældent forbi hine Rækker af pjaltede, forsultne Kvinder.

Lars og Peter tog Landlov sammen. De omgik Sirenerne og vandrede op ad Byens stærkt oplyste, træbrolagte Hovedgade. Det var paa den Tid af Aftenen, hvor hele det rørige Spanien er paa Strøget. Der var mange glimtende sorte Øjne, men ingen, der havde Ærinde til to simple Matroser. Tavse kom de ud paa det store Torv. Fra en Kafé klang Kastanjetter, derinde dansedes Fandango af sminkede Piger i korte Skørter og med høje Spark. Brødrene krøb op paa Springvandskummen og kiggede en Stund over de blindede Ruder ind paa de dansende Skønheder. Tavse og drømmende 123| slentrede de videre og kom til snævre Gader med høje Huse, hvor Balkonerne gik tæt sammen.

Et Sted i Gaden stod Træporten aaben, og de saa gennem en kunstigt udsmedet Gitterport ind i en andalusisk Gaard med Springvand i Midten og Søjler om alle fire Sider. Under Søjlerne hang en Ampel og kastede rødt Lys ned over mørke Myrteblade. Inde under Myrterne sad to unge Piger i hvide Kjoler.

Peter stansede og betragtede dem henrykt, Lars gik frem og ruskede i Gitterporten. En fed gammel Kone kom med et Nøgleknippe og lukkede dem ind.

De kom der gentagende, og Peter forelskede sig hidsigt i den ene af de to Piger. Hun var engelsktalende og havde været gift et Par Aar i Gibraltar; men hendes Mand var løbet fra hende. Hun saa godt ud.

Lars blev betænkelig ved Broderens Tilbøjelighed og søgte at tage ham til andre Piger, naar de havde Landlov. Men saa blev han trodsig og uregerlig.

En Morgen stod Lars og vaskede Kahytstaget, Peter gik og gjorde Tanken i Stand til at tage mod Regnvand. Inde over Land tordnede det. De talte ikke sammen; for første Gang i deres Samliv havde der været en Scene mellem dem – det var i Anledning af Pigen. Peter var opsat paa at gifte sig med hende, 124| Lars stod imod. Han var for enfoldig i sin Opfattelse af Kvinden til at dømme Pigen for hendes Haandtering. Det var nu engang hendes Levebrød at sælge sig til hvem, der kom, og hun kunde være lige god for det, naar hun først blev taget ud af det. Men Hovedsagen var for ham, at hun ikke mente det alvorligt med de Løfter, hun gav Peter, men var »løs paa det.« En engelsk Kaptejn havde nok sin faste Gang dér.

Mæglerens Bud kom springende ned over Havnen, krøb over Rælingen og afleverede Breve og Aviser til Styrmanden. Der var Brev til Brødrene. Lars aabnede det, Peter kiggede ham over Skulderen. Det var hjemme fra, skrevet af den gudelige Skomager, dikteret af Moderen –: Hun laa til Sengs med overskaaret Haandled, Faderen var gaaet ind til den guldbrolagte Davidstad, de Saliges Bolig. Det var kommet saa underligt, Gud havde i sin uransagelige Visdom villet det saaledes. Der havde været gudeligt Møde om Formiddagen, Skomageren havde talt, siden havde Faderen ogsaa talt og givet et stærkt Vidnesbyrd. Efter Tjenesten havde han været tavs, men om Eftermiddagen havde han talt til hende i Hjemmet, dejlige Ord om Djævelens rasende Stormløb mod Gudsriget, Herrens Vælde og Helvedes yderste Mørke. Saa havde han sagt meget, hun ikke forstod, 125| var faldet sammen en Stund, fór saa op og saa underlig ud, skar Tænder og truede ad Djævle, kun han kunde se. Han var i Kamp med Fristeren og greb en stor Kniv, tog først Konen for den Onde og skar hende i Haandleddet, vendte sig dernæst mod sit eget Legeme. Hun løb efter Hjælp. Da de kom tilbage, laa han paa Gulvet med overskaaret Strube. Han sov hen kort efter med sin himmelske Faders Navn paa Læberne – –.

Lars var gledet ind i den graa, kolde Forstenethed, der hos ham traadte i Stedet for stærke Sindsbevægelser. Han havde en Følelse af, at han burde sørge, og var flov over sin egen Ligegyldighed. Han saa sky op paa Broderen. Denne sad og huggede sin Tollekniv fast i et Vandfad og vrikkede den løs igen Gang efter Gang. En Stund kom og svandt det i hans Blik med underlige vilde Glimt, og derpaa syntes Lars, at der skød det samme tvingende noget frem i hans Blik, som der havde været i Faderens. Men saa slappedes det med et og flød ud; han jog sig afværgende med Haanden over Panden. »Djævelen«, stønnede han og begravede Ansigtet i sine Hænder.

»Sludder!« sagde Lars, »Prædikanterne, ene og alene Prædikanterne!« Han lagde sin Haand beroligende paa Peters Skulder, men da kom 126| denne til at skælve stærkt, og Lars tog hurtigt Haanden til sig.

Da Lars noget efter kom ned i Lukafet, sad Peter der med Missionssangbogen opslaaet foran sig og sang en Sang fra sin Søndagsskoletid:

»Har Du ej Lyst til i Himlen at komme,

bjærge din Sjæl, førend Tiden er omme?

Tænk paa din Skaber, hans Ord og hans Domme,

medens Du er ung, medens Du er ung!«

Den Sangbog havde ikke været rørt før i alle Søfartsaarene.

Lars følte, at Dæmonen fra hans egen Barndom havde stukket Hovedet grinende frem og rakt Tunge ad hans Broder. Han tog lempeligt Sangbogen fra ham og fik ham til at hjælpe med noget foregivet Arbejde. Siden drak han Vin med ham, til han fik ham overstadig glad igen, og om Aftenen tog han Landlov og førte ham selv op til Pigen fra Gibraltar. Blot faa ham til at glemme nu, saa ordnede det andet sig nok af sig selv.

Peter var sig selv igen. Om Aftenen sad han straalende glad under Myrterne og aftalte med Pigen, at hun skulde rejse Nord paa til Hamborg. Der skulde han saa møde hende, og de vilde følges ad hjem til Bornholm og holde Bryllup. Hun smøg sig ind til ham og 127| hviskede ham i Øret om, hvor dejligt det vilde være at komme ud af Forholdene her og bort til det fremmede Land – og slet ikke kende andre end ham og hans rare Broder. Hun havde Gæld hos Værtinden for hvide Kjoler; den vilde Peter have hende til at løbe fra, men det satte hun sig bestemt imod. Saa maatte Peter udrede til det og Rejsen, saa langt han kunde, og Lars lagde Resten til.

Skibet var klart til at sejle, de ventede kun paa Lodsen for at stikke i Søen. Peter fik af Kaptejnen Lov til at løbe op til en Skibshandler og købe sig et Par Sko, naar han skyndte sig.

Lodsen kom om Bord, men Peter vendte ikke tilbage. Man ventede en hel Time paa ham, Kaptejnen bandede – han havde ingen Folk at undvære. Lars var overrasket og urolig og kastede lange Blikke mod Land. Var det virkelig en ny Volte, Peter havde slaaet, eller var det maaske tilfældigt? Han haabede til det sidste at se Broderen komme løbende ned over Havnepladsen og springe om Bord. Men Skibet gled ud af Havnen, og der var ingen Broder at øjne.

Det var et Slag for Lars, det kom helt bag paa ham. Han havde aldrig behøvet at gøre sig klart, hvor meget han holdt af Broderen, 128| men nu vidste han det, og at han ikke kunde lade ham i Stikken i et fremmed Land.

Malaga var dukket under i Synskredsen, Solen var gaaet ned bag Bjærgene, Mørket faldt paa. Lars gik til Ro, han skulde have Hundevagten fra 12-2. Da han blev purret ud ved Midnat og overtog sin Vagt, løb de ind i Gibraltarstrædet. Vinden var god, men Strømmen løber altid indad dér, og de holdt sig nær »Klippen« for at undgaa Midten, hvor Strømmen er stærkest. Det havde Lars gjort Regning paa.

Da de var en lille Kvartmil udfor Gibraltarklippen, hørte Rorgængeren et Plask forude og saa, at Lars var forsvundet fra Bakken, hvor han havde Udkig. Der blev raabt »Mand over Bord!« og purret ud. Kaptejnen kom paa Dækket; han saa straks, at det var overlagt, greb i sit Raseri en Bøsse og fyrede den af i den Retning, Flygtningen maatte have taget. Han tænkte paa at sætte Baad i Søen og forfølge ham, men opgav det igen – den gunstige Vind maatte benyttes, ellers kunde man komme til at ligge i Uger og vente paa næste Lejlighed til at slippe gennem Strædet. Man nøjedes med en Bemærkning i Skibsjournalen, og Kursen blev taget op paa ny.

Lars's første Arbejde i Vandet var at skille 129| sig ved alt det overflødige Tøj. Det var ham ingen Sag at faa Olietrøje og Kavaj af, lidt mere Vanskelighed voldte det at blive de tunge Vandstøvler kvit. Da det var lykkedes, baskede han et Par Gange overgivent i Bølgerne og tog saa Retningen ind mod Fæstningen. Strømmen forskød ham, og det tog ham en Time at naa Foden af den ubestigelige Klippe. Han krøb og svømmede rundt om den, stjal sig forbi Vagten paa det smalle Fed, der forbinder Gibraltar med Spanien og tog Retningen mod Malaga. Om Dagen skjulte han sig for ikke at blive opsnappet af den spanske Civilgarde, om Natten vandrede han. Han levede af Druer og Frugter, som han stjal fra Bønderne. Efter tre Dages Vandring naaede han Malaga og fandt efter nogen Søgen sin Broder i et engelsk Missionshjem.

Saa snart Peter fra et Skjul havde set Skibet stikke i Søen, var han gaaet op til sin Pige, men var kommet til Ulejlighed. Pigen havde ikke ventet ham og vilde ikke lukke ham ind – den engelske Kaptajn var der. Peter havde tiltvunget sig Adgang til Huset, og da den tykke Kaptejn vilde smide ham ud igen, havde han pryglet ham igennem. Næste Dag var Kaptajnen sejlet og havde taget Pigen med sig. Da var Peter blevet helt ude af sig selv, havde givet sig til at svire sammen med Neger-130|Havnesjoverne og havde lagt sig ud med Politiet. Men netop som Politiet vilde slæbe af med ham, havde den engelske Missionær lagt sig imellem og taget ham med til »Hjemmet«. Der sad han og blev undervist i Johannes Aabenbaring af en hektisk ung Mand med Briller, kruset Skæg og Løvemanke, da Lars kom. Og imellem dem saa Lars tydelig den grinende Dæmon fra hans egen Barndom stikke Hovedet frem og række Tunge.

Lars fik med Besvær Broderen ud af Missionærens Klør, og de kom med en Tysker, der skulde til Stettin. Derfra tog de hjem. De var ked af Langfarten og slog sig ned i Rønne, for deres Spareskillinger købte de Baad og Redskaber og gav sig til at fiske. De boede sammen, Moderen tog de ud til sig. Siden giftede Peter sig med en ældre Pige, der havde lidt til bedste, og Brødrene købte en Dæksbaad og gav sig til at sejle paa Tyskland med Laks.

Der viste sig gentagende Tegn paa opdukkende Hellighed hos Peter af den markerede Slags, Lars godt kendte. Lars bekæmpede det saa godt, han kunde.

Saa fødte Peters Kone en Dreng, rejste sig for tidligt af Barselsengen, maatte lægge sig igen, blev meget syg og døde.

Da fik »Verdsligheden« i Peter det sidste Knæk, han mødte støt ved de gudelige For131|samlinger og begyndte stærkt at ligne Faderen i Forholdet til sin Søn. Lars følte instinktmæssig, at hans egen Barndomshistorie vilde komme til at gaa igen i Drengen, og han modarbejdede i Stilhed Broderen, lærte Knægten at gaa paa Hovedet ud fra Baademasten og at dykke paa atten Fods Dybde. Det harmonerede med Drengens Anlæg, og mens Peter mere og mere saa et Verdens Barn i ham, kaldte hele Byen ham en Knub. Han kunde svømme fra »Kongen« til den yderste Kost, derfra til Søndre Badehus og tilbage igen to-tre Gange – en lille halv Mil – som ingenting.

Og da han var tolv Aar druknede han under Forsøget paa at redde en Pige, som var gaaet under Isen. Hele Byen flagede.

Men med Peter var det forbi, hans Religiøsitet udviklede sig hurtigt fra Sygelighed til Galskab. Til daglig ytrede det sig ved, at han sukkede og bad og vendte Øjnene mod Himlen. Lars havde opgivet ethvert Forsøg paa at tale ham til Fornuft og var glad, blot han selv kunde holde sig Broderens Fromhed fra Livet, der endogsaa gik saa vidt, at Peter knælede og vilde bede for ham. Lars stod hjælpeløs overfor Broderens Anfald, men hans Kærlighed til ham var lige stor og han omgikkes ham saa varsomt som muligt.

Undertiden tog det hver Gnist af Selvkritik 132| fra Peter, og da bildte han sig ind, at Drengen var i Helvede. Saa løb han til alle Forsamlinger, ogsaa til Baptisternes og Frelsens Hærs, og under Anfaldene stod han op og prædikede. Og Menighedens Brødre sagde, at Guds Aand talte gennem ham.

Saadan stod Sagerne ved denne Fortællings Begyndelse.

Der var forløbet nogle Timer, Maanen var ved at staa op og lyste allerede svagt over Horisonten. Men Bølgerne gik høje, og Stormen blæste, og Mørket laa fremdeles tykt om Baaden.

Lars begyndte at blive træt; det var haardt Arbejde at styre i det Vejr.

Han sad og længtes efter, at Broderen skulde komme op, og tænkte paa, om han ikke skulde kalde paa ham.

Da hørte han Lugen knirke forude, og saa Broderens mørke Omrids stige langsomt op paa Dækket og tegne sig i Silhuet mod den lysnende Himmel. Broderen kom agterud, Lars skulde lige til at spørge til hans Befindende; da skraaede han til Side og gik lige ud i Søen.

Der løb en kold Isnen ned ad Lars. »Peter!« raabte han, »Peter!« og han bøjede sig langt udenbords og greb i Mørket. Men Baaden skar 133| rask frem. Han lagde den over og vendte igen, han skreg ængsteligt Broderens Navn og stirrede vanvittigt efter hver mørk Plet i Mørket. Saa surrede han Roret, sprang op og tog Sejlene ned; Baaden laa stille og slog i Vandet, han raabte og stirrede, raabte og stirrede i mere end en Time. Det sukkede under Baadens Forstævn, og han sprang derud, lagde sig paa Knæ ved Bugsprydet, strakte Haanden ud og talte kærlige Ord ud i Vandet, som lokkede han ad en Svane. Han faldt i Tanker i Stillingen, laa og saá uden at se, bevægede Læberne uden at tale; men fik pludselig Øje paa den sorte Top af en Bølge agterude, troede det var Broderens Hoved, var der med et Sæt og greb i Vandet.

Saadan traf Dagen ham.

Da vaagnede han først rigtig til Erkendelse, Hændelsens Uhygge krøb langsomt over ham, han saa det skete i al sin forfærdelige Uforanderlighed. Og hans Ansigt blev haardt som en Forbandelse. Men kun for en Stund. Saa slappedes Udtryk og Øjne, han krøb ned i Rorhullet og tog sin Kurs op paa ny.

Da Dæksbaaden op ad Formiddagen kom ind i den tyske Havn, saa man mod Sædvane kun Lars paa Dækket. Han sad i Rorhullet og styrede mekanisk, saa underlig adspredt ud og svarede ikke, naar man talte til ham.

Saa 134| lossede de i Stilhed Baaden, mens han blev siddende i Rorhullet og fulgte dem ligegyldigt med Øjnene.

Det blev hans sidste Rejse til Tyskland med Laks.

Nu hed han altid gale Lars Kæmpe.

Han boede alene i sit Hus, ingen lavede Mad til ham, ingen gjorde rent; han gik selv og rodede med det alt. Folk var meget optagne af, hvordan der saa ud inde hos ham, men ingen vovede at gaa derind og man nøjedes med at gætte. Børn troede, at han om Natten laa oven for Loftslemmen med en Uldsaks og lurede paa Djævelen; en Nabokone vilde vide, at han kogte uskrællede Kartofler og Fisk sammen i én Gryde – hun havde set ham komme ud og hælde Vandet af Gryden en Dag; alvorlige Mænd mente, at han nok en skønne Dag gjorde en Ulykke paa sig selv. Hvoraf han levede, vidste ingen rigtig; men han laa ikke Byen til Byrde, og dermed slog man sig til Ro.

Hans Fornødenheder var ikke mange. En Gang imellem roede han ud og pilkede Torsk i en lille vandbulden »Lorja«, der laa herreløs og flød i Baadehavnen. Til andre Tider tog han Tjærepøs og Kost og kom uopfordret og 135| tjærede Folks Bindingsstolper. Man fandt sig i det og gav ham et Par Skilling for hans Ulejlighed. Ellers sad han gærne paa Bænken paa Kirkebakken og røg sin Snadde og stirrede ud over Søen. Naar gamle Kammerater slog sig ned ved Siden af ham og talte til ham, kom der et snedigt Udtryk i hans Blik, og han svarede med en tør, klukkende Latter. Men blev de ham for længe ved, saa ombyttedes det snedige med Mistroiskhed, og hans Klukken slog over i en skældende Mumlen. Saa fandt de det Tid at gaa. En Havnesjover, der havde Løjer med ham og ikke trak sig tilbage i Tide, blev kastet omkuld og sparket i Maven, saa han laa syg længe efter. Efter det taltes der lidt om at sende gale Lars Kæmpe bort til en Anstalt; men det kostede – og man kunde jo lade ham være i Fred.

Ofte stod han ved Enden af sin Gade med begge Hænder dybt begravet i Lommerne og betragtede forbigaaende Damer med et Grin og et Udtryk, som vidste han noget om dem, han nok skulde vogte sig for at sige højt. De skyndte sig forbi, nogle rødmende dybt og han fulgte dem ned ad Gaden med sin sædvanlige tørre, klukkende Latter. Han fulgte dem til et vist Punkt, tog saa Træskoene i Haanden og løb tilbage til Udgangspunktet for at være parat til de næste.

136| Han følte sig instinktmæssig draget til af de »Hellige«, mødte til alle deres Forsamlinger og sad og grinede, mens de med hængende Hoveder og opadskelende Blikke sang deres fanatiske Sange. De viste ham ikke bort, men flettede ham ind i deres Bønner og bad Gud aabne hans Aands udslukte Blik, saa han – ligesom sin Broder – maatte finde Vejen til Livet.

Gik man forbi hans Hus de bælgmørke Efteraarsaftener, saa skimtede man næsten altid Gnisten af hans Snadde i Døraabningen og hørte ham raabe underlige Ting ud i Mørket. Stansede man, saa trak han sig tilbage, men gik man videre, blev han modig og fulgte én paa Afstand.

Naar Bønder kørte gennem hans Gade, kom han og skældte dem ud. Bornholmske Bønder er næsten altid i Krigshumør – de holdt i Reglen Hestene an, og man gav hinanden det glatte Lag i mere end en Time. Saa kom Købmanden, der boede lige overfor, og hviskede dem i Øret, at Manden var gal, og de piskede paa Hestene med et flovt Udtryk og en kraftig Ed.

Hans Vanvid varierede med Klimaet og fulgte det i sine Hovedtræk. Paa Solskinsdage var han temmelig medgørlig, naar det stormede, blev han ond. Naar Efteraarsstormene indtraf, 137| var det, ligesom hans tilslørede Bevidsthed tangerede Broderens Minde. Da holdt han sig altid inde, og Genboerne saa ham sidde Time efter Time paa Stuebordet og sejle. Han havde boret et Hul i Bordet, rejst en Stok til Mast og hængt Klude paa, og sad der med et Ben paa hver Side af Masten, trak i forskellige Liner, havde en Kæp agterud til Ror, bøjede sig spejdende fremad, som stirrede han ind i tykt Mørke. Og han manøvrerede mod de indbildte Bølger, greb langt ud over Bordkanten, raabte Broderens Navn og lo, saa det skar gennem Huset. Ude i sin Have havde han gravet en Kule, den fyldte han undertiden med Vand fra Brønden, flyttede Bordet ud i Vandet og sejlede der. Naboerne saa det og fandt det morsomt.

Der gik nogle Aar paa den Maade. Hans Tilstand syntes hverken at forandre sig til det bedre eller det værre, men Folk talte ikke mere om at sende ham bort. Han var blevet en nødvendig Luksusgenstand for dem.

Saa kom den samme Missionær, der havde bidraget saa væsentlig til at gøre Peter forrykt, igen til Øen paa en Rundrejse. Han skulde bestyrke de allerede erhvervede i deres gode Vandel og hverve nye Tilhængere for Gudsriget. Foran sig havde han udspredt et Rygte 138| om, at Dommedag var for Haanden, for at gøre større Bytte.

Til den Tid, Mødet var berammet, saa man Kvinder af alle Aldere og Stillinger stryge gennem Gaderne op mod Missionsbygningen. De trængtes om de øverste Bænke for at være saa nær ved Gudsmanden som muligt. Kun paa den aller forreste Bænk vilde ingen af dem tage Plads, for dér sad Lars Kæmpe, klukkende som sædvanlig. Der kom ogsaa en Del Mænd, de fleste maatte staa i Baggrunden eller søge op paa Pallen, hele Salen indtoges af Kvinderne.

Gale Lars Kæmpe sad og grinede idiotisk, Kvindeskaren vuggede sig frem og tilbage med et delirisk Udtryk og sang det sidste Vers

»Lever Du, ak har Du Livet

udi Jesu Kristi Tro?

Staar dit Navn i Himlen skrevet?

Skal Du i Guds Rige bo?

O, jeg spørger dig endnu:

Lever Du?«

Det lille Orgel tav, men Kvinderne blev ved at kæle for den sidste Tone og tvære den ud. Saa faldt de fra én for én, nødigt og modstræbende.

Gudsmanden stod paa Talerstolen, med opadvendt Aasyn og snavset Flip:

139| Det er umuligt, at Forargelse ej skulde komme, men ve den, ved hvem den kommer –!

Der var mange, der vakte Forargelse mod Gud. Der var Kællingerne: alle de halve, de lunkne. De vilde gærne staa med et Ben i denne Verden og ét i Himlen (»Gud hvilken uanstændig Stilling,« hviskede en gammel Guvernante til sin Sidemand), men naar Dommedag kom, og Himlen rykkede sig langt bort fra Jorden, vilde de flække paa langs. – Saa var der Synderne. De var da bedre end hine, for dem tog ingen Fejl af. De rasede mod Himlen og jagede som piskende Hanhunde efter denne Verdens Tillokkelser. Men de vilde finde, at det var svært at stampe imod Brodden. Kæltringer, Røvere, Menedere! hvornaar vilde de dog indse, at det var dem, dem alene, Gud havde Bud efter. Men ogsaa i deres Elendighed maatte de tjene Gudsriget, for Gud vendte det Onde til det Gode, og disse elendige Syndere maatte staa de virkelig Troende som et advarende Eksempel, saa de aldrig forvildede sig fra Vejen til Salighed.

Det stereotype Grin var forsvundet fra gale Lars Kæmpes Ansigt; under Talen saa hans slappe Mine ud, som om han arbejdede med en Erindring, der laa paa Grænsen til at vaagne, men ikke kunde. Hans Øjne var stift fæstede 140| paa Missionæren og søgte at sluge dennes Træk. Missionæren blev ved:

Hvorfor vel søge Forargelsen paa Gader og Stræder, naar man havde den midt iblandt sig? det vilde være at gaa over Aaen efter Vand. »Eller ved I jer maaske fri? Er der nogen af jer, der ikke har en Pæl i Kødet, saa rejse han sig og træde frem her, at jeg kan kysse hans Fødder! (der kom ingen, men mange græd). I er ikke Guds Børn! Hvad vilde I sige, om Kristus stod midt iblandt Eder? I vide det ikke; men jeg ved, hvad jeg vilde sige! jeg vilde sige: jeg hilser dig min Kærlighed, Godmaaren, Godmaaren! Men I vilde skrige og glædes, om en Kvinde blev drevet nøgen, ganske nøgen, over Torvet. For I er Djævelens Børn! (Kvinderne græd heftigt, der gik krampagtige, konvulsive Bugtninger op over Mændenes Nakker).

Dog, I er det ikke alle! Men I har dem i Eders Midte, Forargerne, de lunkne Kællinger og de forstokkede Syndere. I har dem som Søskende, som Forældre, som Børn! Vogt Eder for dem, de er udsendt af Satan for at friste Eder; men enhver, der staar, se vel til, at han ikke falder. Staar der ikke skrevet: dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud? det er, hvad I skulle gøre. Men vogt Eder for at gøre Uret og prøv dem først! Prøv dem med Bønnen 141| og Guds Ord, da vil I straks se, om de bærer Gud eller Satanas i deres Hjærter. Thi ingen Djævel kan staa for Korsets Tegn. Og kan de da ikke taale Brødlugten, saa uden videre ud af Bageriet med dem.«

Gale Lars Kæmpe var sprunget op ved de sidste Ord. Hans Ansigt lyste i næsten overjordisk Intelligens, hans Stemme skar gennem Forsamlingen i stødvise, eksplosive Udbrud:

»Satans Slughals: – Kan du ikke faa Brød nok, din Horeunge! – Sidder dér med Kniven i Halsen og skriger efter mere! – Ud af Bageriet med dig!«

Som en Kat var han i Struben paa Missionæren, rev ham ned fra Talerstolen og væltede sig over ham paa Gulvet.

Kvinderne skreg og besvimede, men der kom hurtigt Mænd op fra Baggrunden og fik den gale Mand trukket bort fra Missionæren. Denne laa stille og ubevægelig med fremstaaende, aabne Øjne og fortrukken Mund.

Han var død.

»Det kunde nær blevet symbolsk,« sagde Lægen, der undersøgte den døde Missionær. »Religionen, der skaber Vanvid, og Vanvidet, der vender sig mod sin Skaber og sønderriver ham. Men for Resten passer det ikke, for Manden døde af Skræk. Den Slags Folk er i Reglen fejge.«

142| Gale Lars Kæmpe var umulig i Byen, siden han havde forgrebet sig paa det Hellige, og blev sendt bort til et Galehus, skønt nogen paastod, at han begyndte at vise Tegn til Bedring.