[181]|Brødsælgeren
(En Markedsscene)

[183]| Andre Steder havde det været Dag længe, men Solen staar sent op i Granada – der er Bjærge i Vejen. Langt om længe kom den kiggende over NSierra Nevadas Gletschere, og N»La Granadina« vaagnede og strakte sig, krøb fra den høje Seng ned paa en Stol, derfra ned paa Gulvet og gav sig til at sætte sine Krøller op igen og strø frisk Mel paa Ansigtet. Og inden Byen havde faaet fat, hvor den slap i Gaar, var Skyggerne allerede helt korte.

Da de gabende Madamer og tjavsede Tjenestetøse drev op mod Markedspladsen med deres Lærredsposer for at gøre Indkøb til hele Dagen, havde Bønderne allerede været der med deres Æsler og afleveret NVegaens Frugter til Sælgerskerne og Kød til Slagterne. Og Blæksprutter, smaa Hajer, Tanglopper (der gaar for Rejer), Flyndere, Muslinger og andre »Havfrugter« – alt sammen under Navnet Fisk – var ankommet med Morgentoget fra NMalaga. Hvor Morgensolen faldt ind mellem Bodernes Stolper, belyste den glimrende Skæl og Perle184|mormuslinger og straalede paa Pyramider af gule og grønne Meloner, purpurfarvede Tomater, Granatæbler og Spansk-Peber-Frugter, paa gyldne Oranger og blege Lemoner og Druer, nogle klare som Alabast, andre mørkt glinsende som en nøgen Neger.

Det var midt i Januar med Nattefrost, og Folk frøs. Sælgerne var trevne, de faa Købere gik sløve om og spurgte Nyt. Solen var ikke trængt Folk i Kroppen endnu. En enkelt Senjorita sværmede over NVivarrambla i blaa NMantilja, med sin paapassende Moder eller Amme i Hælene, fattige Koner laa paa Knæ langs Gaden og viftede Ild i Kulbækkener.

Men Solen steg, og snart voksede Trængslen paa Markedspladsen og Raab fyldte Luften – Livet var der. Sælgerne skreg, og Køberne Nakkorderede; man skubbedes og trængtes, raabte hen over Hovederne paa hinanden og fik Svar igen.

To Koner mødte hinanden i Strømmen og kyssedes efter andalusisk Skik. »Jesus! Maria!« raabte en Fiskemand, »faar jeg ikke ogsaa et?«

»Jo, hvis du kan sige os, hvor gammel din Fisk er!« skreg den ene Kone tilbage.

N»Caramba, ikke saa gammel som din Hæslighed, Kvinde!«

»Gaa bort, Mand,« svarede den anden, »og 185| lad din Fisk begrave paa det Offentliges Bekostning – den lugter allerede!«

Drenge løb barbenet om i Vrimlen og raabte: »Tyve Løg for en Smaaskilling!« – »Tre Citroner for en stor!« skreg Frugtkællingen.

Sol og blaa Himmel og en Rigdom af Frugter, friske, saftige, farverige. Og et Caos af Pjalter, der trænges og fægter en hel Dag som sultne Hunde for at tjene ti Øre til et Brød. Livets ulykkelige Elskere – de klamrer sig til hende, hun vender sig fra dem som en Kokette; de forfølger hende, hun forsvinder. De er her ikke for at købe, disse Skarer; de kom for at se, om ikke en Smule skulde falde af til dem. Og de kommer igen hver Dag, graa af Kulde, magre af Sult, men med den samme udødelige Gnist i Øjet – Haabet. Og Haabet beskæmmer.

Ved Indgangen til Markedspladsen staar en Stodder og rækker nogle daarlige Citroner frem. Han trækker en velklædt Kvinde i Kjolen: »Køb disse,« siger han bedende, »saa har jeg til et Brød. – Jeg er sulten!« – »De behøver ikke at trække mig i Kjolen,« svarer hun, »jeg skal nok købe, naar jeg trænger til!« Og hun samler vredt sine Skørter og gaar videre.

For Enden af Fiskeboderne, lige ved Siden af Blækspruttesælgersken, stod en Mand med 186| to store Kurve Brød. Han havde lagt nogle Brød indbydende til Rette paa det bare Fortov og saa uhyre glad ud. Lige nu tog han to Brød af Kurven, sprang ud i Trængslen med Brødene højt over sit Hoved og raabte: »Brød! hvem vil købe Brød! to Smaaskilling for et stort Brød! Hvem vil – – –«

»– – købe Baand!« faldt Baandsælgeren ind oppe fra Gaden. »Femten Alen Baand for en Slik! Piger (til to gamle Matroner), bind eders Kærester med kulørte Baand! Baand er godt!«

»Brød er bedre! de Fattiges Velsignelse! to Smaaskilling for et stort Brød!«

En Kone fulgte med Strømmen op ad Gaden og strøg lige forbi Brødsælgeren. Han vinkede med Hatten og raabte: »Holla! NSenjora Beppa! NMaestra!«

Hun kom tilbage til ham: »Hvor du ser glad ud i Dag, Don Rafaél – har du vundet i Lotteriet?«

»Ja, snart,« sagde han og pegede paa Brødkurvene.

»Det var uventet at træffe dig her,« sagde Beppa – »og Børnene – og Konen? har de det godt?«

»De vil faa det bedre, naar jeg har solgt dette her!« han pegede igen paa Kurvene.

187| Senjora Beppa slog Kors for sig, og Brødsælgeren gjorde ligeledes. De tænkte aabenbart paa det samme, men man kunde se, at Byrden ikke var hendes. Hun havde en deltagende Kvindes Trivelighed, men han var radmager. Der var imidlertid en anden Følelse, lige saa stærk og oprigtig som Deltagelsen og lige saa menneskelig, der beherskede hende i dette Øjeblik – Nysgerrighed. Og han maatte til at forklare: »Jeg sælger ikke for nogen Bager,« sagde han, »det er mit eget Brød – paa en vis Maade.«

»Pantekontoret?« indskød Beppa spørgende.

Han nikkede og vedblev: »Det kneb haardt at komme saa vidt, men nu er vi over det værste. – I Dag skal det gøre sig!«

»Om Gud vil,« sagde Beppa, men hun forbandt ingen Tanker med det. Det er en Talemaade, hele Almuen bruger.

Hun tog to Brød og rakte ham Betalingen. »Kvindfolk er gode Folk, jeg kender ingen bedre,« sagde han smilende og smed Pengene i en sort Krukke. – »Næst efter Mandfolk,« føjede Beppa til. »Gud bevare dig,« sagde hun straks efter og gik.

»Gaa med Gud,« svarede han. Og i næste Øjeblik stod han igen ude paa Gaden med sine Brød højt i Luften, saa alle skulde se dem: 188| Brød! Brød! de Fattiges Velsignelse! to Smaaskilling for et stort Brød!

Hans Kone kom med Mad til ham i en lille Lerpotte. Hun rakte ham en Tinske, og han satte sig paa Kanten af en Brødkurv med Lerpotten mellem Knæene og gav sig til at spise: Ris og spansk Peber kogt mellem hinanden. Hun satte sig paa Hug foran ham.

Han tog en Kniv ud af det røde Skærf, rakte efter et Brød og saa spørgende paa hende. Hun nikkede. Saa skar han Brødet midt over og gav hende det halve.

»Det er slet ikke klæget,« sagde hun.

»Det er sødt,« sagde han, »jeg tror, vi har godt fat nu.«

N»Ojalá, Gud give det! det er svære Tider!«

»Ikke saa svære for den, der vil; vi er over det værste nu.«

»Det er morsomt at spise sit eget Brød engang, synes du ikke?« spurgte hun efter en Stund.

»Jo, og oven i Købet selv at have lavet det. Det ligesom bliver Brødet, der skaffer os Brødet,« tilføjede han med et usikkert Anstrøg af Filosofi.

Saa var han færdig. »Tak for Mad,« sagde han til sin Kone og strøg Kniven af i 189| den hule Haand. »Til Gud, som har givet Kræfter og Held,« svarede hun.

Og igen sprang han frem og raabte Brød! Brød! stærkere end før.

Der kom to Betjente hen til dem, den ene trak en Vægt op af Lommen. »Er Brødet fuldvægtigt?« spurgte han.

Brødsælgeren gjorde Plads for Betjenten der gav sig til at veje et Brød – skødesløst. Men saa studsede han, saa op paa Brødsælgeren og vejede Brødet omhyggeligt over igen. Det fattedes to NOnzer. Betjenten vejede videre, Brød for Brød med et spotsk Smil, mens Brødsælgeren stirrede, først forvirret, saa skrækslagen paa ham.

Alle Brødene var undervægtige.

»Hvormange har De solgt?«

Brødsælgeren rakte ham Pengekrukken med rystende Hænder, Betjenten talte dens Indhold og tømte det ud i sin Lomme. De solgte Brød kunde man jo ikke søge op, men Retten skal have sin Gang. Saa kaldte han paa en Æseldriver og bød ham læsse Brødkurvene paa sit Æsel.

Brødsælgeren stod værgeløs, lamslaaet; han kunde intet mere. Der er ingen, der trænger til stærke Arme i Granada, mindst om Vinteren. Saa havde han tigget, og de Smaa havde 190| tigget, og Konen havde ogsaa tigget; og det var der ingen, der saa skævt til, men der var bare saa fortvivlet mange om det. Og saa havde de sultet. Det er der Tusinder i Spanien, der gør, til de dør af det; men disse fik en Idé – den sjældne Idé at erhverve noget paa egen Haand. Og de havde sat alt i Pant og købt en NArroba Mel (25 Pund), og stablet en lille Ovn sammen af Murstensbrokker og hedet den med Brænde, som Floden skyllede op. Og det var alt sammen lykkedes. Men Svindet havde han glemt eller ikke haft Raad til at tage i Betragtning, og nu kom Øvrigheden og tog det hele fra ham.

Han bad for sig, beraabte sig paa sin Uskyldighed og sin Fattigdom, tilbød at sælge Brødet efter Vægt, tilbød at give dem Erstatning, der var blevet narret. Men Betjentene drev bort med Brødet – til Hospitalet eller Fattighuset.

Da brast han i Graad. Han lænede sig mod en Stolpe og græd stille, men hans Kone vred Hænderne over sit Hoved med høje Klager.

Der samlede sig Folk omkring dem. »Hvad er det?« spurgte man. »Aa, han har villet sælge undervægtigt Brød til de Fattige!« svaredes der.

»Gud betale ham tidobbelt, tvi!« skreg en 191| Kælling, der solgte for en Bager – »hvad vil han blande sig i Haandteringen for?« Og hun gav sig haanende til at synge lige foran ham: »Brød, Brød! to Smaaskilling for et stort Brød! De Fattiges Velsignelse – hæ! fuldvægtigt Brød!!!«