[193]|Manuela

[195]| Jeg havde kendt Dr. Bierfreund i et NFjerdingaar, og i den Tid var vi kommet meget sammen; og dog var det eneste paalidelige, jeg vidste om ham, dét, at han var Tysker. Alle mine øvrige Forestillinger om ham var i høj Grad omskiftelige. Han bibragte mig nye fra Dag til Dag, – ofte paa underfundige Maader, saa jeg intet bestemt Udsagn havde at holde mig til – for saa at pille dem fra mig igen ved andre Oplysninger, der paa en forrykt Maade modsagde baade de foregaaende og sig selv.

Da jeg ved en Midnatsmesse i NKatedralen første Gang gjorde hans Bekendtskab, fik jeg – Pokker maa vide hvordan – Indtryk af, at han var NSkriver hos den tyske NKonsul i Granada. Senere vidste jeg godt, at der ingen tysk Konsul var i Byen, men da var han i min Bevidsthed umærkeligt gledet over til at være Sekretær hos den tyske Gesandt i Madrid. Senere igen forandrede dette sig til Hjælper ved et stort Firma i Barcelona – til en tysk 196| Lærd, der studerede i de spanske Arkiver, – og endelig til en tysk Romanforfatter, der rejste for sin Fornøjelse. Ved det sidste blev vi staaende.

Vi gjorde mange Udflugter sammen, og han besøgte mig tidt paa min Hybel. Men han indbød mig aldrig til sig, skønt han satte Pris paa mit Selskab; og jeg havde overhovedet ikke Anelse om, hvor han boede. Jeg holdt ogsaa af hans Selskab, men brød ikke mit Hoved med hans private Affærer; dog var det mig undertiden paafaldende, at han saa ofte bragte dem paa Bane, uagtet jeg aldrig spurgte, og at han blandt andet gjorde sig Umage for at lade mig forstaa, at han beboede en Villa oppe under NAlhambra.

For Resten var mine Følelser for ham meget forskellige. Som oftest droges jeg stærkt til ham, men undertiden forekom han mig helt igennem fordægtig, og jeg kunde da nære Frygt for, at han skulde rode mig ind i et eller andet, som jeg – fattig og derfor uformaaende som jeg var – vilde have ondt ved at rede mig ud af igen. Saaledes husker jeg, at han engang kom op til mig og under et, som det forekom mig, meningsløst Paaskud vilde have mig til at veksle 1500 Mark for sig hos min Bankier. Sedlerne var ganske nye og ubrugte, og jeg turde ikke veksle dem – Falskmøntnere slaar 197| sig ofte ned i Udlandet, dér bliver de ikke saa let opdagede. En skønne Dag vilde man arrestere mig for Falskmøntneri, og han vilde være forsvundet – – –.

Til andre Tider, naar jeg i de Værker, han bragte mig til Gennemlæsning, fandt Ting, som han ikke selv forekom mig at sidde inde med, tænkte jeg, at han maaske var en Æventyrer, der havde laant en andens Navn og Stilling for at imponere. Maaske sad der en eller anden skrivende, tysk Doktor deroppe i »das grosse Vaterland« uden at ane, at han havde sin Genganger her i Granada. Men var Bierfreund en Æventyrer, saa var han i al Fald én, der forstod sine Ting. Han kom i de mest fremragende spanske Familier, havde en fornem NPriorinde i sit Album, stod i fortrolig Brevveksling med en Erkehertuginde og fik Bogeksemplarer med skreven Tilegnelse af rige NMarquéser, der skrev slette NTrubadurvers for deres Fornøjelse og udgav dem paa eget Forlag.

Mens alle disse modstridende Kendsgerninger laa Hulter til Bulter et Sted inde i mig og fik Lov at ligge der temmelig uforstyrret fra min Side, omgikkes vi flittigt, og jeg var naiv nok til at vise ham en Fortrolighed, der langt overgik den, han viste mig. Saadan stod det dog ikke for mig før senere, dengang havde jeg et bestemt Indtryk af, at han viste mig 198| megen Fortrolighed. Han stod for mig som en behagelig Fælle, var meget hengiven og paa sit Vis i høj Grad diskret. Saa var han nem at komme ud af det med, holdt aldrig haardnakket fast ved en Ide og undgik al hidsig Disput. Der var i det hele noget afdæmpet over hans Tale og Person, som kunde være højst indsmigrende, naar han vilde, og noget helt igennem klædeligt ved ham. Jeg beundrede ham ogsaa for hans nøgterne Forhold til Muserne; han kunde skrive en læselig Roman paa en Maaned og tjene flere Tusend Mark ved det. Han skrev kun for at tjene Penge og var ikke afhængig af noget som helst, der hed Inspiration. Han var saa behagelig fri for alle Forfatternykker, bildte sig hverken ind, at han var »en Gud« eller »gudebenaadet« eller N»et helligt Skib, helt omspændt af Luer,« og jubilerede ikke i Nhøj Cylinder, hver Gang han var nedkommet med et Par Linier. Han opfattede det heller ikke som sin Pligt at kunne citere NNietzsche og kunde spase selv med sin Doktorgrad, der ligesom alle tyske Doktorgrader havde kostet hans Fader 400 Mark til Professorerne og ham selv en Afhandling paa 16 Sider.

Han havde et betydeligt Detailkendskab til Land og Sprog, der kom os til gode under vore mange Udflugter. Om Dagen drev vi langt ind i Bjærgene og over NVegaen, vi spiste 199| SpejleægA og Skinke i de smaa Nventorillos og pludrede med Bønderne og de smaa Landsbypiger. Om Aftenen gik vi i de forskellige Ntabernas og smagte paa Spaniens mange herlige Vine, eller vi drev op og ned ad NAlamédaen og lod os støde paa Ærmet af mørkøjede SenjoriterA – og fangede deres gnistrende Blikke til stor Forargelse for de eskorterende Matroner. Saa drøftede vi de løjerlige Tilstande Mand og Kvinde imellem og blev enige om, at vi i de spanske Ynglinges Sted vilde foretrække ikke at gifte os fremfor at købe Katten i Sækken. For hvem kan vide, hvad han faar i et Land, hvor ingen Mand maa nærme sig en ung Pige, og hvor Forholdene er saadanne, at en forlovet Mand har Lov til alt – lige til at gaa i de berygtede Gader, kun ikke til saa naturlige Ting som at spasere ud med sin Kæreste selv ved højlys Dag, kysse hende eller tale med hende i Enrum, uden der er et Gitter imellem dem.

Men en Aften gik jeg alene ude og morede mig med at iagttage alle de forelskede Ynglinge, der stod uden for Stueetagernes Vinduesgitre og hviskede til de blege Silhuetter i Mørket indenfor. Og da saa jeg til min Forbavselse ogsaa min Ven Bierfreund – med en spansk Kappe over Skuldrene og næsten ukendelig – staa uden for et Vindu i den mest smægtende 200| spanske Stilling og forsøge at omfavne en Pige trods de tykke Barrer. Han havde altsaa bidt i det sure Æble og forlovet sig; for nede ved Avdiensvinduet kunde Pigen ikke godt opholde sig uden Forældrenes Vidende, og det vilde sige Forlovelse. Han saa mig ikke, og jeg nævnede ikke, at jeg havde set ham. I den følgende Tid havde jeg ofte den Fornøjelse at høre ham Nraillere over: de dumme Spaniere, der vilde staa uden for et Gitter og fryse nogle Timer hver Nat blot for den Fornøjelse at trykke et Pigebarn i Haanden. Indtil han en Dag pludselig afbrød sig selv midt i Railleriet og udbrød: »For Resten er man da ikke en Døjt klogere selv!« og dernæst fortalte mig, hvad jeg vidste i Forvejen.

Vi sad en Dag i Anlæget ude ved Zigøjnernes Markedsplads. Vi passiarede om løst og fast, sammenlignede Zigøjnersker og Andaluserinder og morede os over de altfor naturlige »Naturligheder« der gik i Svang omkring os.

»Hør!« udbrød Bierfreund midt i en Lattersalve over en Kvinde, der sad i Grøften og dunkede sig i Hovedet med Fladen af en Mursten – »hør! skal vi ikke hjemsøge dem i deres egne Huler og se dem danse? Der skal virkelig findes et lille Pigebarn derude et Sted, som man kan se paa uden at faa ondt. Derfor 201| kalder Zigøjnerne selv hende ogsaa den smukke NIncarnacion«.

Vi kunde se Indgangene til Barakker og Jordhuler som punkterede Linier i Bjærgsiden lige over for os, og der var ikke langt op. Men »den smukke Incarnacion« skulde bo langt ude til den anden Side, under NSacre Monte.

Vi drev da tværs igennem Byen, til hvor NDarrofloden styrter ind under Gaden, og fulgte Floden udad langs Alhambrabjærgets Fod. Højt oppe over os hang det berømte Slot, vi kunde se graaklædte rejsende stirre ned fra de store Buevinduer.

Fra Bunden af Darrofloden, hvor den lavere By skyder en Spids helt ind, steg vi op ad Sacre Monte mellem hvide Mure, der indrammede Gadens Trappetrin. Højt oppe endte Opstigningen i en Sti, der løb langs Bjærgsiden; en Bræm af Aloë dannede Brystværn mod det bratte Dyb, hvor NFigenkaktus klamrede sig til den stejle Væg med store Haandflader, og Floden løb som et blankt Baand i Bunden. Fra denne Sti førte talrige andre ind i Bjærgets Folder og op over Knoldene til Zigøjnernes Huler. Nøgne Unger laa og kravlede under Aloëens blaagrønne Horn, helt ud paa Randen af Afgrunden, hvor de lagde sig paa Maven og pludrede og pegede ned i Dybet. Vi gjorde Tegn til en gammel, røgfarvet Kælling med 202| Mandfolkeansigt, der sad noget oppe og mimrede og flettede Vidjekurve, at hun skulde passe paa Ungerne, ellers faldt de ned. »Det er ikke mine!« skreg hun arrigt tilbage og vendte os Ryggen.

Uden for en Barak, der havde Vægge af NPilevaand og Tag af Figenkaktusens Blade, sad der en Mand og var i Færd med at male et Muldyr musegraat med Vandfarve. Det var Forberedelser til næste Markedsdag. »Gud velsigne Arbejdet!« raabte vi leende op til ham. Han kom stolprende ned til os og tiggede Tobak med en ynkelig Mine.

Stien løber op og ned i store Bølger for at faa alle Hulerne med. Paa de smaa bitte Pladser mellem Hulemundingerne og Afgrunden er der spillende Liv. Børn basker som vevre Firben i Solskinnet, Voksne arbejder, der grædes,A der lés, der skændes. Tre Kællinger staar med Ansigterne tæt sammen, vi har hørt dem skændes længe; der maa ikke være flere Skældsord i Sproget, for de tier med ét, rækker Tunge lige ind i hinandens runkne Fjæs og udstøder lange, vrængende Æ-æ-æh! En Kone riser en nøgen Knægt foran Huleindgangen; han synes som skabt til Ris – i sin stumpede Særk og med intet andet paa. Hist og her vaskes der, og Pjalter i alle Former og Farver hænger til Tørre langs Skrænten paa Aloëens Horn. Hvor 203| Pjalter kan være maleriske i Syden! Af al dens Skønhed er ingen større end den, hvor Solen skinner paa Pjalter. Jo værre Pjalterne er, des prægtigere smykker Solen dem; og hele Tilværelsen kappes med Solen om at kæle for Armoden og dens Pjalter, til de faar Skæret af det guddommelige. Kan hænde Elendigheden vokser des tryggere bagved; men ingen ser den for Glansen, ikke engang de, der selv maa huse den, før de en Dag staar Ansigt til Ansigt med dens Nihilisme. Da bliver de maaske Nubillige og kradser Jorden op med deres Negle og kaster den i Ansigtet paa dem, der har noget – det sker jo af og til. Men Regeringen kan sende en Mand ind i deres Rækker, der faar dem til at raabe N»Republikken leve!« i Stedet for »Brød!«, og paa det Raab kan man i et konstitutionelt Kongedømme uden Skrupler svare med Kanoner.

Det var os ikke muligt at finde den smukke Incarnacion. Overalt hvor vi spurgte, raabte de her! her! og smækkede Hulerne aabne for os; og altid traf vi i Hulernes Indre de samme gamle, rynkede Kællinger og de samme pjuskede, forkuede Piger med Børn under Hjærtet, Børn paa Armen og Børn hængende i Skørterne. Og vi havde ondt ved at slippe fra dem igen; deres Forestillinger om fremmede Guldfugle, der lod sig plukke, var blevet vakte. De spærrede 204| Udgangen for os, hagede sig fast i os og borede Hænderne ned i vore Lommer. De Kobberskillinger, vi gav dem til Deling, naar vi endelig slap udenfor, smed de foragteligt fra sig paa Vejen – de vilde have mere. Men naar vi samlede Pengene op og gik, kom de løbende og tiggede os bønligt om at maatte beholde dem – akkurat som uvorne Børn.

Vi drev langs Aasen forbi Hulerne, passerede en gammel Nmavrisk Moské, der forlængst var omdannet til et katolsk Bedehus, og kiggede hist og her ned i dybe, hvælvede Cisterner – ogsaa fra NMavrernes Tid – med pyntelige NAzulejos-Facader og mangedobbelt Resonans fra Dybet. Ovre paa den anden Side Kløften hang Alhambra med Taarne og Kupler og bratte Ydermure paa Kanten af bratte Skrænter. Det dominerende Slot gled efterhaanden bagud og lod Udsigten fri over Vegaen til de fjærne Marmorbjærge. Paa en Afsats langt under os, men højt over den egentlige By, laa NAlbaicin med stærke Levninger af de Mure, der i de mavriske Borgerkriges Tid bød baade Alhambra og den lavere Bydel Trods. Vegaen strakte sig langt udad, flad og mættet i Lys og Farver, og dérnede, næsten lige under vore Fødder, laa Zigøjnernes Markedsplads. Zigøjnerne og Bønderne var borte, nu ekserserede et Kompani Frivillige dernede, som Erkebispen havde rustet 205| for sin egen Regning, og som skulde Nindskibes for Cuba den følgende Dag.

Vi havde opgivet at se Incarnacion danse og besluttede at gaa Aasen til Ende og se Solen gaa ned.

Fremme paa den Afsats, hvorfra vi vilde iagttage Solnedgangen, stod to Piger og stirrede ned mod Markedspladsen. Solen stod lavt og faldt os lige i Øjnene, og vi saa ikke andet af Pigerne end to mørke Silhuetter, tegnede paa den Himmel af Guldstøv, der ellers indtog det hele.

Vi talte til dem, det vil sige Bierfreund gjorde, han førte gærne Ordet. Imens betragtede jeg de to Piger og syntes, at jeg aldrig havde set noget saa kønt som den ene af dem. Hun var meget blond, med lyst Haar, der brusede om hendes Pande; Solen faldt ind og lagde Guldglans i Haaret, saa det straalede ud fra hende som gyldent Spindelvæv eller de fine Hvirvler i poleret Messing. Hendes Hage var oval som et Æg, og over Kinderne var hun let dunet som en Fersken. Hun havde et himmelblaat Sjal over Skuldrene, der fremhævede hendes Blondhed endnu mere; og saa blond var hun, at Synet af hende mindede mig om Danmark, og jeg grebes af en underlig Længsel hjem. – Men hvordan var hun dukket op her i Syden mellem alle de gnistrende mørke Kvinder 206| og tilmed heroppe paa Fjældet mellem de aller grimmeste, saa lys og køn som hun var. Der maatte saa alligevel være noget om, at Zigøjnerne rejste langt bort og forbyttede Børn.

Den anden var en stor, fed Zigøjnerpige, mørk, med plumpe Træk og udspilede Næsebor. Hun mindede om en indiansk NSquaw. Hun løb fra den ene til den anden, befølte os i høj Grad fortroligt og trak i os for at faa os med op til Hulerne.

Vi fulgte dem, og da vi kom et Stykke ind mellem Barakkerne, kom en lille sort treaars Dreng løbende og kastede sig i Skørterne paa den blonde Pige. Hun tog ham i sine Arme, og han klappede hende paa Kinderne med sine smaa, buttede Hænder og udbrød: »Manuelita, lille Manuelita!« med henrykt Barnestemme. Drengen var nøgen, kun iført en Skjorte, der var lige saa sort som hans Legeme, og hvoraf hele Fordelen manglede. »Er det din Dreng, Manuelita?« spurgte Bierfreund og kærtegnede Barnet. Manuela rystede paa Hovedet og smilede. »Det er hendes Bror,« bemærkede Squawen og skubbede Døren op til en Hule.

Det var et temmelig stort Rum, der var gravet ind i Konglomeratfjældet; det eneste Murværk var den Smule, der fik Døren til at slutte i Aabningen. Ellers var Væggene saa 207| ru, som om de var opstaaet ved en Sammenstyrtning; fast kittede Rullestenslag stak langt frem og brugtes som Hylder og Bænke, de blødere Mellemlag var slidt eller gravet bort og dannede skumle Alkover, hvor man fejede Gulvets Skarn ind og gemte alskens Forraad. Store, klamme Firben tittede sløvt frem fra Huller i Konglomeraten og lod sig godvillig tage. En mørk Aabning i Baggrunden førte ind til en anden Hule, formodentlig Familiens Sovekammer. – Ved de hyppige Jordskælv falder hele Rækker af disse Huler sammen, og Beboerne begraves levende. Talrige græsgroede Smilehuller i Bjærgsiden vidner om saadanne Sammenstyrtninger. Stundom graver man efter de døde og fører dem til Kirkegaarden, oftere finder dog Zigøjneren, at det er overflødig Udgift, da den Haand, der slog dem, har været saa forsynlig at jorde dem ogsaa. Men altid aabner der sig nye Huler ved Siden af de gamle, og nye Familier flytter trøstigt ind.

Der laa en hel Bunke Børn derinde og rodede i en Potte med kogt Ris, og flere endnu strømmede til fra Nabohulerne. Den Vej fra kom ogsaa baade Koner og Piger, Mænd og Kællinger – de havde lugtet os i hele Kvarteret. De trængte sig ind i Hulen, smilede kammeratlig til os gennem utallige Kopar og klemte os efterhaanden helt ind i Hulens Bag208|grund. Der bragte Manuelas Moder os til Sæde paa en Stenhylde. Saa dukkede Manuelas Fader, en lille rødøjet Smugler, frem i Aabningen til den indre Hule og nikkede beskyttende til os. I det hele forekom det mig, at man var blevet en god Del nedladende mod os, siden man fik trængt os saa langt ind, og jeg varskoede Bierfreund om, at vi maatte forsvinde, inden Mørket faldt paa. Han smilede blot og lod til at finde Situationen storartet.

De havde slaaet Kreds langs Væggene og var krøbet op paa Stenhylderne; de jagede Ungerne til Side og gjorde Gulvet ryddeligt. Men ingen af Pigerne vilde danse; de smækkede med Tungen og grinede og trak sig ind i Krogene; dér stod de og satte Tommelfingeren i Munden, som om de drak.

Endelig blev vi nødt til at forstaa deres Gestus og sende Bud efter en Dunk Vin. Det satte straks Liv i Gemytterne; en og anden Pige istemte Zigøjnersange, som vi ikke forstod men de andre lo meget af, og paa dem fulgte spanske Sange af let Natur.

Dunken kom. Manuelas Fader indviede den og rakte den til os, fra os gik den videre hele Kredsen rundt. Alle Øjne fulgte den begærligt, idet den flyttedes fra Mund til Mund, Mændene fik ond Skulen i Øjnene, naar den var for længe under Vejs, de Gamle greb den 209| med rystende Hænder, og Ungerne brølede, om den gik dem forbi. Saa satte Mødrene den til Munden af de smaa og holdt den hule Haand under deres Hage, og de slubrede snøftende i sig. Hvad der randt udenfor samledes i Haanden og blev hældt paa Dunken igen; og det værste var, at vi hvert Øjeblik maatte drikke en eller anden til. Jeg undslog mig ved at sige, at jeg ikke kunde taale Vin, men Bierfreund citerede sin Nklassiske Landsmand: man muss die Menschen nehmen wie sie sind – og satte Dunken for Munden med en rask Beslutning.

Imidlertid traadte Pige efter Pige frem og løste hinanden af med smaa Solodanse, mens de andre Zigøjnere sad omkring i en Rundkreds og klappede sig paa Laar og Bryst i Takt til Dansen og sang Melodien. Kvindesoloerne afløstes af Mandssoloer og disse igen af hele Ture; men det ene var som det andet: plumpe og daarligt byggede Kompositioner over det store Motiv Erotik. Bierfreund gabede, og jeg længtes efter at gaa, men Manuelas Nærværelse i Forening med den Kendsgerning, at det vilde holde haardt for os at slippe fra dem, fik os til at blive roligt siddende. Hvergang Dunken var tom, rekvirerede vi en ny.

Saa sprang Squawen ind i Kredsen, snuppede Hatten af Hovedet paa mig og satte den 210| paa. Jeg vilde protestere, for hun saa ikke videre renlig ud; men Bierfreund trak mig i Ærmet og gav mig et advarende Øjekast. »Brudedansen«, raabte de andre henrykt og klappede i Hænderne, »Brudedansen«, og de istemmede Sangens Omkvæd med fuld Kraft:

Pigen spankulerede først frem og tilbage Nmed Hatten paa tre Haar og Skørterne strammet bagud, saa de kom til at ligne Benklæder – det var N»el majo«, den spanske NLøve, som var ude at sværme. Han studsede, naturligvis ved Synet af en smuk Pige, og reves hen; man saa ham i smægtende Stillinger, paa Knæ, med opstrakte Arme, tryglende – alt som Squawen dansede, og Omkvædet kom igen og igen. Saa fulgte den Tilbedtes Rolle: frastødende, tiltrækkende, koketterende og givende sig hen; og Brudedansen blev vildere og vildere, gled længere og længere ind i det ubeskrivelige. Og for hver tvetydig Bevægelse brød Kredsen ud i vilde Hyl af Begejstring.

Manuela sad stille i sin Krog med den lille Dreng paa Skødet. Det var velgørende at lade Blikket hvile paa hende – fra alt det andet, hun sad saa stille og holdt om Barnet. Og saa var hun saa blond! – hun var nu 211| forbyttet alligevel, paa et Tog langt Nord paa, maaske i selve Danmark. Jeg hviskede min Formodning til Bierfreund, men han trak tvivlende paa Skuldrene: Zigøjnerne her havde ikke været uden for Andalucien i tre Slægtled, hun var et fremmed Æg, som en eller anden Udlænding – maaske en Nordbo – havde lagt i den fattige Zigøjnerrede.

»Hvorfor danser la Manuela ikke?« vendte han sig fra mig til hende med sin behageligste Stemme. Manuela viste to Rader hvide Tænder til et Smil, men vi hørte ikke Svaret, for Mændene var oppe at skændes ved Huleindgangen.

»Aa, Manuela er altid saadan lidt egen!« svarede Moderen. »Hun er i Grunden et sjældent Barn.«

»Hun er sjælden smuk« indskød min Ven forbindtligt og lettede paa Hatten.

Manuela rødmede og skjulte hurtigt sit Ansigt ved at bøje sig langt ned over Drengen.

»Ja vist er hun et sjældent Barn – paa disse Kanter af Jorden« bekræftede Faderen med et spydigt, vinsløret Blik. »Der er andre Egne, hvor de har Masser af – – –«

N»Calla Nhombre!« (Hold Mund, Mand) raabte en yngre Zigøjner af dem, der skændtes, og klaskede ham over Munden med sin Filthat.

Manuelas Fader sad og missede lidt med 212| Øjnene efter Klasket og søgte at samle sig, mens Kællingerne hviskede og tiskede rundt om og fnisede over mod Manuela og hendes Moder. Men saa rettede han sig pludselig og spyttede arrigt over mod den Knøs, der havde slaaet ham. Denne sprang til Side, og en lille Unge blev ramt i Ansigtet og gav sig til at brøle. Saa begyndte Kællingerne at skrige NZigøjnersprog i Munden paa hinanden, mens Ungerne istemte den førstes Brøl og nogle af Mændene slog til hinanden, andre lagde sig imellem.

Vi benyttede Røret til at smutte ud. Derude var vi saa heldige at møde en Politiconstabel, der gjorde sin Runde paa Bjærget med to Revolvere i Bæltet. Med usædvanlig Elskværdighed klappede han de stridende paa Skuldrene og talte dem til Rette. De var ogsaa straks forligte.

Derude paa Bjærgsiden skulde saa Manuela danse en Dans for os, inden vi gik. Hun kom hen til os med nedslagne Øjne og skulde have en Hat; det blev ikke min, men Bierfreunds. Der gled et let hoverende Smil over hans Ansigt, og jeg følte, at jeg saa misundelig ud. Hun dansede ikke godt, for hun manglede Smidighed; men hun fjærnede alt det grove og plumpe af Dansen og kom derved til at staa ren og fin ved Siden af de andre. 213| Jeg var naiv nok til at se højtidelig ud og sige hende Tak, da jeg rakte hende Haanden til Farvel. Hun lo overgivent, trak Haanden hastigt til sig og vilde ikke høre paa mine pæne Ord. Jeg saa Bierfreund stikke et Femfranksstykke til hende, da han sagde Farvel, og jeg var sikker paa, hun vilde afslaa det; men hun tog imod det og lod ham beholde sin Haand en Stund.

Hun var altsaa ikke anderledes end de andre Piger paa Bjærget – og hvorfor skulde hun ogsaa være det? Men hvorfor slog hun saa Øjnene ned? det gør ikke engang de tækkeligste spanske Piger, end sige Zigøjnerne. Maaske var det et Rudiment, en løsrevet Arvedel fra det Sted, hun var kommet fra, noget der klæbede ved hende som Etiketten paa en tom Flaske? – Jeg kunde ikke forsone mig med, at hun havde taget mod Penge, skønt enhver Pige kan gøre det samme i Syden.

Vi gav Konstablen nogle Frank og bad ham dele dem ud mellem de dansende, derpaa fulgte vi ham ned ad Bjærget. Han havde været Politi deroppe i mange Aar og kendte Forholdene ud og ind. Befolkningen talte Egnens dristigste Smuglere imellem sig og var heller ikke bange for at »pirke« en eller anden Rejsende med en Kniv, hvis han tilfældigvis var 214| deroppe efter Solnedgang og ikke godvillig udleverede, hvad han havde.

– Om han kendte Manuela?

Jo det gjorde han da! Og han fortalte en Historie, der i høj Grad bekræftede Bierfreunds Teori om hendes Tilblivelse: Moderen havde været usædvanlig køn af en Zigøjnerpige at være, og en langhaaret Kunstner fra N»el norte« (Norden) havde benyttet hende som Model til et Interiør af Alhambra. Men det Stykke havde det taget ham saa lang Tid at male, at Folk tilsidst begyndte at snakke om det, og Zigøjnerynglingene paa Bjærget forbød Pigen at staa Model mere. Men saa var det, at Smuglerne fra Bjærget havde set hende liste ud ad hans Port en Nat, og et Par Dage senere fandt man ham ude under et af Vinbjærgene – blødende og bevidstløs. Han kom sig igen og skyndte sig at pakke ind. Da han red bort over Vegaen med sin Fører, løb Pigen oppe langs Aasen og raabte afsindigt efter ham; og da Bjærget kort efter forlangte, at hun skulde vælge en Mand, tog hun den, der havde plantet Kniven i Brystet paa hendes Elskede. Da der var gaaet nogen Tid, fødte hun en lille blond Pige, og da flyttede Zigøjneren fra hende; men Bjærget fandt det aldeles ubegrundet og tvang ham til at flytte til hende igen. Siden levede de godt sammen, og han holdt meget af Manuelita – 215| maaske mere end Moderen selv. Kun naar han havde drukket for megen Vin, kunde han blive urimelig og komme med Bebrejdelser. –

Vi var imidlertid naaet over Albaicin ned i den egentlige Bydel, hvor det allerede var helt mørkt, og Lygterne var tændte. Dernede skiltes vi og gik hver til sit.

I den følgende Tid saa jeg hyppigt Bierfreund – han kom til mig i mit Logi, eller vi mødtes i Alhambra. Jeg foreslog ham en Dag, at vi skulde gaa op og se til Manuela igen, men han afslog det og talte i det hele, som om han aldrig kom der. Det forundrede mig derfor ikke lidt, da Nmin Vært, Don Pedro, der var Custode i Alhambra, en Dag fortalte mig, at Bierfreund gik op til Hulerne en Time hver Dag for at tegne en Zigøjnerpige. Han tegnede meget slet, omtrent som en Skoledreng, og det kunde kun være et Paaskud til at være sammen med Manuela. For det var naturligvis hende.

En Dag gik jeg og drev i Solskinnet i Alhambras NMyrtegaard og madede Guldfiskene i det store Basin, da Don Pedro kom hen og fortalte mig, at »Tysken« var inde i Løvegaarden. Jeg gik ind til ham; han sad overskrævs paa Nen af Løverne, støttede Hagen paa sin Stok og saa Nträumerisch ud. Han kom mig livligt i Møde, og vi fulgtes ad rundt i de pragtfulde 216| Haller. Oppe i NDronningens Mirador stansede vi og stod begge tavse og stirrede over mod Hulerne paa den anden Side Kløften. Saa mødtes vore Øjne, og han smilede lidt forlegen. »Ser De aldrig noget til Manuelita?« spurgte jeg. Han stod lidt. »Jo, jeg var der i Gaar – og wissen Sie, da jeg kom hjem, var der et ganske lille N»Dyr« paa mit Frakkeærme.« Jeg overhørte Bemærkningen og slog ind paa andre Ting, og vi aftalte, at vi i Løbet af Ugen skulde gøre en Udflugt sammen til Sevilla.

Men han kom ikke, og der gik en hel Maaned, hvor jeg hverken saa eller hørte noget til ham. Gennem Don Pedro fik jeg at vide, at Manuelas Fader var blevet anskudt under en natlig Smuglerfærd og taget til Fange, og at han nu laa paa Hospitalet – haardt saaret. Jeg satte denne Hændelse i Forbindelse med Bierfreunds Udebliven; formodentlig gik han nu og gjorde sig fortjent af Moder og Datter, ved at støtte dem i deres Forladthed. – – En Dag meldte Don Pedro, at Zigøjneren var død af sine Skudsaar.

Hen paa Eftermiddagen en Ugestid efter – mens jeg sad paa mit Værelse og arbejdede – hørte jeg Porthammeren slaa tre raske Slag. Det lignede Bierfreunds Slag. Jeg hørte NSenjora Beppa aabne Køkkenvinduet og raabe ned: N»Quién es!« (hvem dér). »Ave maria Npurissina!« 217| (hil dig reneste Jomfru) svarede en Stemme nedefra. »Som udi Glorien er!« faldt Beppa ind og trak i Snoren, saa Porten sprang rask op. Paa den Maade hilste kun Kvinder, naar de bankede paa – det kunde altsaa ikke være ham. – Men saa hørte jeg stormende Trin op ad Trappen, og det var ham alligevel. Han var lige ved at styrte sig i Armene paa mig af vild Henrykkelse; og der var en egen Glans i hans Øjne, som jeg ikke kunde lade være at sætte i Forbindelse med Manuelita. Jo længere jeg saa paa ham, desto vissere blev jeg: hans tilslørede Blik, hans varme Stemning, stakkels Manuelita.

»Hvad bestiller De?« spurgte han og smed sig paa min Seng, »skriver De fremdeles NKorrespondancer til femten Blade?«

»Nej, de halve er faldet fra!« svarede jeg kort. »For Resten har jeg tænkt at skrive en Historie om en flot ung Mand, der ikke er for stolt til ved forskellige kønne Kneb at forlokke en fattig Pige.«

»Lad ham saa i alt Fald være saa nobel ikke at love hende noget i Retning af Ægteskab« sagde han spottende.

»Men derimod maaske en fin blaa Kjole?« spurgte jeg i samme Tonart.

»Ah – jeg beundrer sandelig Deres Menneskekundskab,« han lo tvungent – »den var 218| for Resten ikke blaa, men rød. Gott verdamm mich! jeg maa virkelig give Dem Ret i, at blaat vilde ha'e klædt hende bedre.«

»Og De vil ogsaa give mig Ret i, at det ikke er gjort med ikke at love noget. Piger er trofaste og forudsætter det samme om Mændene trods alle disses Forbehold. Og saa er der Omstændigheder, man er for stolt til at benytte sig af.«

»Og hvad saa mere!« raabte han opbragt. »Ser De maaske til Højre eller Venstre, naar De elsker? gør nogen anden det?«

»Men naar De saa rejser en skønne Dag?«

»Hun vil blive skuffet og græde; men bagefter vil det høre til hendes skønneste Minder – som hun ikke vilde undvære.« Han sagde det stilfærdigt.

»Maaske, men det skal De i alt Fald ikke skyde Dem ind under. En Bedrager kunde lige saa godt skyde sig ind under, at hans Offer bagefter fandt en vis Trøst i Erindringen om, hvad det havde ejet.«

Han sprang op, greb sin Hat og fór mod Døren. I Gangen besindede han sig og kom mig i Møde med udstrakt Haand: »Rejser De saa med til Sevilja i Morgen? det var derfor jeg kom.«

»Rimeligvis ikke – med mindre der kommer Penge i Aften.«

219| »Maa jeg tilbyde Dem min Pung?« spurgte han dæmpet, »jeg har netop faaet 1000 Mark – for en af de Søromaner De foragter.« Han smilede.

Det forbavsede mig, at han kunde være saa venlig efter min Adfærd mod ham. Men saadan var han, der var undertiden ikke Ende paa hans Godmodighed. Han stod med Tegnebogen i Haanden og betragtede mig næsten undseligt.

– – Tak, men jeg ventede saa bestemt Penge med Aftenposten.

»Men saa i Morgen da? Hvis der ikke kommer Penge i Morgen, saa gaar De med til Sevilja paa min Conto!«

Misstemningen havde fortaget sig; vi rakte hinanden Haanden, og jeg fulgte ham ned. I Køkkenet stod Senjora Beppa og snøftede. Hun havde hørt os skændes og tog sig det nær uden at forstaa, hvad det drejede sig om.

Det blev sidste Gang, jeg saa Bierfreund. Han mødte ikke efter Løfte og kom heller ikke senere; og paa de sædvanlige Ture traf jeg ham aldrig mer. Heller ikke kunde Pedro skaffe mig noget at vide om ham denne Gang; ingen havde set ham, ikke engang Konstablen, som havde sin faste Gang paa Bjærget. Ved at efterforske hans Bopæl naaede vi til en Vinsnask som det sandsynligste Sted, men Vært220|inden – en ung Enke – vilde ikke vide noget om ham at sige. Med Manuelas Moder og Kunstneren i frisk Minde begyndte jeg at fantasere om et Snigmord, og Søndag Formiddag steg Don Pedro og jeg op paa Bjærget. Hulen, hvor Manuelitas Familie havde boet, var tom, og Naboerne vidste kun, at Beboerne var væk, men ikke, hvor de var blevet af. De var forsvundne for et Par Uger siden.

Jeg opgav da Ævret, og efterhaanden glemte jeg næsten Bierfreund og den blonde Manuelita.

Foraaret havde været.

I Begyndelsen af Maj gled det videre mod Nord, og Sommeren kom slæbende i dets Kølvand, hed og kvælende som Ørkenvinden hinsides Strædet. Med Vaaren brød jeg op, kyssede den rare Beppa til Farvel, kyssede ogsaa gamle Pedro – og sad i Toget paa Vejen til Malaga.

Vi rystede frem over Vegaen, forbi NSanta Fé og ind i Bjærgene, hvis Sider Tørken havde svedet saa tæt, at Forventningen om Hungersnøden stod præget som Kummer i alle Ansigter. Vinstokkene var gaaet ud, og Hvedeaksene raabte til hinanden; men vilde Valmuer dækkede Jordsmonnet til alle Sider og slyngede det blodigste Tæppe ind om Foden paa Nla penja de los enamorados, de elskendes Klippe. Fra dens 221| Top styrtede engang en Nkristen Ridder og en mavrisk Pige sig ud i hinandens Arme. Gedehyrden synger Romancen om det ved Klippens Fod og ved godt, at det er de Elskendes Blod, der endnu gør Valmuerne saa tætte og saa røde her. – Jeg indlod mig med de glatragede og utilgængelige Bønder, der steg ud og ind ved hver Station; utilgængelige og dog tilgængelige – for den, der har en lykkelig Haand. Da er et let Tryk af en Finger nok til at aabne dem og lægge al deres Graad og Sværmeri, deres knugende Nød og ubundne Fantasier for Dagen. – – Og Toget rendte gennem Tunneler og hen over Kløfter og tomme, stenede Flodlejer. Til det styrtede frem af et Tunnelgab, og Middelhavet laa der blaat og leende som altid, med Malaga som et Diebarn ved Brystet.

Dér gik jeg saa og ventede paa Skibslejlighed og forslog Tiden med at drive om ved Havnen og se Skibene losse og lade, komme og gaa. Eller jeg sad oppe paa de takkede Tinder af det gamle Kastel NGibralfaro, højt over Byen, og saa Solen gaa ned bag Sierra Nevada og Baadene trække blanke Striber efter sig dernede paa den krusede Havflade. Ud over Murkanterne rundt om mig sad spanske Ynglinge med lange Medestænger skraat ud i Luften og fiskede efter Svalerne, som i Skumringstimen krydsede lynsnart frem og tilbage 222| om Murene. Paa Enden af Medestængerne var usynlige Silkesnører med smaa Kroge og Insekter som Agn. Og hver Gang en Svale bed og fandt sig hængende, peb den og hvirvlede rundt i Luften i store Cirkler, til den blev halet ind og kvalt.

En Dag laa der en Fragtdamper i Havnen, som skulde Nord paa og var villig til at tage mig med. Vi skulde afgaa, saa snart Vinen blev ladet, hvad Kaptejnen mente først vilde ske ved Midnat. Men for Tilfældets Skyld maatte jeg helst være om Bord i god Tid.

Noget før Aften var jeg paa Skibet og fik mit Tøj i Orden til Rejsen; siden sad Kaptejnen og jeg under Solsejlet paa Dækket og betragtede Røret paa Havnepladsen, mens Tusmørket hurtig nærmede sig. De var imod Forventning allerede færdige med Ladningen og ventede blot paa, at NMægleren skulde sende Papirerne om Bord, for saa at stikke i Søen.

Efterhaanden som det skumrede, dukkede der tarvelig klædte Piger frem paa Kajen, de strøg langs Skibene og gjorde Tegn til Matroserne. Vi gik hen til Rælingen og betragtede dem; de slyngede Opfordringer ind til os over Skibssiden, kyssede leende paa Fingrene og drev forbi.

Der kom én, hvis Stemme lød nok saa Nfripostig som nogen af de andres, mens dens 223| dybe, tilslørede Klang kaldte en Solnedgang over et Bakkehæld og Bierfreunds Navn levende frem for min Bevidsthed. Jeg bøjede mig langt frem og anstrængte mine Øjne – mon det var hende? Da saa jeg en blond Refleks under det tarvelige Sjal; jeg sprang over Landgangsbroen og stod foran hende: »Manuela! Manuelita! gaar du her?« Hun stirrede lidt paa mig og brast saa i Graad.

Jeg saa ikke hendes Skønhed – den gemte Tusmørket, hvis hun ellers havde den endnu – Jeg følte heller ingen Betagethed som første Gang, jeg stod over for hende. Men jeg anede hendes Elendighed af det langtrukne Fald i hendes Sjal, af selve Tusmørket og af Stedet, hvor vi stod.

»Hvor er din Moder, Manuelita?«

Hun pegede grædende op mod Byen.

»Og Bierfreund da?«

Hun svarede ikke. Bag mig peb Dampfløjten til Afgang.

»Er der sket ham noget?« spurgte jeg igen.

Hun rystede paa Hovedet –: NEs que – – es que – – at han løb – – han var ikke god. Men du er god – jeg vil gaa med dig!« Det kom hurtigt og umotiveret, og det saa ud, som om hun vilde kaste sig om min Hals. Jeg traadte et Skridt tilbage og rakte hende Haanden: »Farvel Manuela, Npoveretica, lille 224| Skind! lad din Moder skaffe dig en Plads – hører du!«

Hun græd igen – forfærdeligt. »Nej, nej! Tag mig med, tag mig med – Jeg vil være dig saa tro!«

Da var jeg allerede om Bord. Landgangen var kastet, Skibets Forstavn svingede ud fra Kajen. Hun stod der endnu og raabte.

Saa vendte hun sig og drev langs Bryggen. Og idet vi gled ud, fulgte jeg hende i Natkiggerten og saa, at hun blev prajet af Matroserne paa en norsk Bark og krøb om Bord langs Stigen.

Saa hurtigt og saa dybt. Stakkels Manuelita.