Indledning
Skygger

Jeg var begyndt at arbejde med større Fortællinger. Den sære gamle Doktor fra Opholdet i Odense spøgede jævnligt i mig endnu og inspirerede mig til Fortællingen »Dødskamp«; jeg kunde imidlertid ikke tumle Sujettet og gik bestandig i Staa. Den lidt hengemte Digterluft, der hang som Traditioner i det Molbechske Hjem (...) fik mig til at reagere med Satiren »Den musikalske Gris«. Heller ikke den kunde jeg komme nogen Vegne med; de to Arbejder blev først fuldførte et Par Aar senere. (...) Jeg hade ogsaa taget fat paa et tredje Arbejde, Fortællingen »Lotterisvensken« – som heller ikke vilde føje sig for mig. I denne Fortælling var det frem for alt Sproget, der gjorde Knuder, mens selve det psykologiske og Formningen af Stoffet gik nogenlunde fra Haan­den. Det literære Sprog faldt mig let nok i Pennen; men det sae ingenting om disse jævne Mennesker, hade ingen Udtryk for deres Sorger, Nød og smaa Glæder. (...) Syv Gange maatte jeg skrive Fortællingen om fra Ende til anden, før jeg kom fri af de obligate literære Vendinger og naaede frem til Hverdagens Mæle.

Det tog mig hele Sommeren.

Jeg arbejder nu på en Novelle, men kun »mellem Slagene«. Dagen tilbringer jeg på Strejftog med Jakob [den senere forfatter Jacob Hansen (1868-1909)], om Aftenen samles vi på hans Værelse og diskuterer æstetiske og filosofiske Æmner til Kl. 1-2. Jakob skriver – og skriver godt, han vil blive en anset Forfatter engang. Der var i vort Aftenselskab en tredje »Digter« (øf) en Sønnesøn af Musikeren Rung, en ganske ung, blaseret, noget træt Mand [den senere forfatter Otto Rung (1874-1945)], der troede på Spiritisme og skrev Bøger med Bankeånder i. (...) Han [Jacob Hansen] og jeg læser vore Produkter for hinanden og kritiserer hinanden skarpt.

Jeg arbejder nu på en Studie, som skal hedde »Dødskamp«. En ung Mand, Postfuldmægtig, der har haft Venner med bedre Råd end han selv. Han var født under meget fattige Forhold, havde måske netop af den Grund meget stærk Stolthedsfølelse, vilde ikke lade sig traktere af Vennerne uden at gøre Lige for Lige, kunde ikke trække sig tilbage. Låner af Kassen (åbner et Pengeskab) bliver opdaget. Det er alt sammen Biting, der ikke skal fortælles men skimtes af selve Historien.

Historien begynder med, at han flygter efter at være opdaget, og den beskæftiger sig udelukkende med hans Tanker fra Angstens Øjeblik, indtil han springer ud fra Klipperne og slår sig ihjel, idet man vil gribe ham. – Ens Sanseindtryk og Tanker tager jo bestemt Farve af éns egen Sindstilstand i det Øjeblik, man ser eller tænker. Jeg vil forsøge at skildre, hvad der foregår i ham, hvordan alle Ting tager sig ud for ham med Forbryderfølelsen som Baggrund og med Døden (skønt ubevidst) for Øje.

Manden dør to Gange, først dør han den åndelige Død, hans Tanker svinder hen, hans Følelser udslukkes som Følge af det overmægtige Indtryk, Frygten for Tugthus og Skam gør på ham. Frygten får hans Sind til at gøre unaturlige Anstrængelser, det falder sammen for Overanstrængelse og dør. Men Legemet lever jo derfor lige godt og arbejder på at undgå hans Forfølgere i Kraft af Instinkterne, indtil Forfølgerne rykker så nær ind på det, at hans eneste Udvej er Døden, den legemlige Død. Dette fortælles naturligvis ikke men skal udledes af, hvordan hans Tanker og Sjælstilstande under visse Omstændigheder arter sig. Det skal skrives frisk og tager Tid.

I dag har jeg fuldendt en ny Fortælling på halvhundrede store Sider: »Lotterisvensken«. Den er ikke morsom, Fru Molbech siger, at den er trøstesløs, men det skulde den også være, så den må så vidt være lykkedes. Nu er jeg ikke klar over, hvad jeg skal have fat i. Jeg længes efter at begynde noget større, men jeg har Hovedet så propfuldt af Motiver, at de enkelte ikke kan få Plads til at røre sig, så jeg må vist have nogle flere Småting fra Livet endnu. Jeg vil måske engang komme til at skrive noget morsomt, – det vil sige ikke gemytligt, det tror jeg ikke ligger for mig – men måske noget satirisk. Trods det meget uventede og smukke jeg har oplevet i de senere År, er det Totalindtryk, jeg har fået af Livet ikke egentlig lyst. Barndommens Skygger når over hele Livet tror jeg. En Barndom under Tryk avler i nogle Trællesind, i de mere levedygtige Trods[,] jeg hører vist til de sidste.

Redaktøren skrev et elskværdigt Brev til mig, hvori han kritiserede den skarpt og rådede mig til ikke at lade den trykke for min egen Skyld. Hans Kritik var efter min Mening ikke velbegrundet men jeg var alligevel glad for det var meget elskværdigt af ham. Han skrev, at han havde læst noget jeg tidligere havde skrevet og roste det og rådede mig til at vente noget før jeg tog så forfærdelig svære Opgaver op som den foreliggende.

Jeg har været oppe hos Peter Nansen [(1861-1918), Gyldendals kunstneriske leder siden 1896] med »Dødskamp« og en anden lille Fortælling [enten »Pan a ocho« eller »La Concha«]. Han syntes udmærket om dem og rådede mig til at skrive en stor Bog. (...) Jeg er travlt optaget i denne Tid, jeg har fået Blod på Tanden og skriver på Kraft. Hvem ved måske man kan opnå en pæn lille Berømmelse. Det var jo ikke af Vejen, og Peter Nansen lod til at mene det.

Du ved, at jeg har leveret et Bind Småting ind til Gyldendal. De syntes godt om dem og var ikke uvillige til at tage dem men mente at både jeg og de var bedre tjent med at fremtræde for Læseverdenen med et større, sammenhængende Arbejde. Da jeg så fortalte dem, at jeg har begyndt på en større Bog, købte de den af mig og betalte mig 200 Kr. på Forhånd.

I Dag har jeg være henne hos Forlægger Gjellerup med et Bind Noveller. Jeg tror for Resten ikke han tager dem, for han er meget ængstelig, det sagde han også selv. Om en Uge får jeg Besked. (Brev til Margrethe, dateret »Torsdag d ? April. 98.«)

Jeg har solgt et Bind Fortællinger, Du ved jeg havde, til Forlægger Gjellerup på gode Vilkår. Jeg fik 100 Kr. på Hånden og skal have 2 ½ hundrede til i Tidens Løb. De skal udkomme i September. Så nu er jeg i Færd med at kildre Ganen på mine Kreditorer. Jeg begynder med dig og Fru Molbech.

I Går kom min Bog i Boghandelen, bare den nu vil sælge. I Politiken for i Dag er der igen en lille Notits om den, hvori de påstår, at din Mand er talentfuld – sikke nogen Bæster. Men nogen Anmeldelser har der endnu ikke været i noget trykt Blad. Jeg tænker de kommer i Løbet af Ugen. Bare de nu vil rose den, de Smørtyve det er da det mindste de kan gøre. Hvis den bliver anmeldt i Venstrebladet [Randers V., hvori den dog ikke blev anmeldt] vil I så ikke sende mig det Eksemplar. Det gælder jo at samle de mest rosende Udtalelser og avertere med, så Gjellerup har bedt mig holde Udkig.

(Brev af 18. september 1898)

Aarets første og talentfulde Debutant i Literaturen er Hr. M. Andersen Nexø, der paa Gjellerups Forlag har udsendt en Samling Noveller, betitlet Skygger, 224 Sider stor.

(Politiken, 18. september 1898)

Samlingen indeholder syv Skildringer.

Til at begynde med kan maaske følgende Oversigt sætte Læseren i den rette Stemning:

1. »Dødskamp« skildrer en Forbryder paa Flugt. En Barnemorderske optræder som Biperson. Hovedpersonen tager sig selv af Dage.
2. »Lotterisvensken« skildrer en Mand, der forfalder til Lotterispil og Drik. Indirekte bliver han Skyld i sit Barns Død, selv tager han sig af Dage. (...)
3. »To Brødre«. Disses Fader myrder Moderen og dræber sig selv. En Kone dør i Barselsseng og Barnet drukner. Den ene Hovedperson styrter sig selv i Søen, den anden bliver sindssyg og begaar et Mord.
4. »En Kvinderevolution«. En Kone dør af Sult.
5. »La Concha«. Hovedpersonen tager sig selv af Dage.
6. »Brødsælgeren« har ingen Hovedhandling.
7. »Manuela« skildrer et utugtigt Forhold. Den kvindelige Part gaar komplet til Grunde.

(...) nu ved man, at Hr. Andersen Nexø ikke regner det saa nøje med et Menneskeliv mere eller mindre. (...) i hans Skildringer er der en hel Del radikal Raahed. Utvivlsomt har Forfatteren Evne til at opfinde og beherske en tragisk Situation, men vi finde det ikke overflødigt at advare ham mod at misbruge denne Evne. (...) [Værket mangler] Spor af Respekt for Døden og af Hjertelag for dem, der lide.

(Kristeligt Dagblad, 22. oktober 1898)

(...) alt er Elendighed, Sorg, sjælelig Vaande (...). Det hele ser nærmest ud som (...) »Studier« (...) Kunstneren har gjort for sin egen Udviklings Skyld eller som Grundlag for kommende Værker. (...) om andre end Forfatteren selv vil kunne have noget virkeligt Udbytte af dem, er mere end tvivlsomt.

(Højskolebladet, nr. 4, 27. januar 1899)

(...) saa meget Talent og saa stor Selvstændighed, at man er berettiget til at nære ikke ringe Forventninger til hans fremtidige Produktion, naar først han er kommet noget ud af den Gæring, i hvilken han øjensynlig nu befinder sig.

Hvad der giver denne Fortælling Værdi er mindre selve dens Motiv end den dybe Forstaaelse, hvormed Forholdene i det fattige Hjem er skildrede. Overhovedet faar man af alle Fortællingerne et levende Indtryk af, at Forfatteren har levet sig ind i, hvad han skildrer. Han ejer Evnen til at fremstille Personerne saaledes, at man synes at se dem for sine Øjne. Og han nøjes ikke med en overfladisk Karakteristik (...). Fortælleren er en Mand, der baade vil og kan skildre sandt og naturligt.

Det er da en Forfatterdebut, der er sikker paa ikke at gaa upaaagtet hen (...).

Naar man har læst Bogen véd man, at Hr. M. Andersen Nexø, der debuterer beskedent – uden paatrængende Jeg – i Literaturen og viser en utvivlsom Begavelse, samler sine Tanker og Stemninger om ulykkelige Menneskers Forpinthed og gradvise Synken ned i Afgrunden. Han ævner at variere Emnet (...) og han bevarer den samme sunde Bitterhed over Stemningen, hvor saa Personerne end befinder sig.

(...) fordi hr. Andersen Nexø har maattet fatte sig i Korthed om de spanske Forhold, som han naturligvis ikke kunne kende som de bornholmske. De første kan blive lidt for lange og almanakagtige, men de er tvunden af gode, grove Traade (...). Naar den simple Sømands Sjæleliv opløses i dets Grunddele, er det ikke mindre mærkeligt og fængslende, end hvis man prøver at opløse de fine, højt udviklede Sjæle.

Her er Hr. Andersen Nexøs Styrke. Derigennem faar hans For­ tællinger noget helt nyt ved sig (...).

Det er en Forfatter-Debut, som røber ubetinget Talent. Andersen Nexø fortæller (...) i et personligt og omhyggeligt udarbejdet Sprog [og] giver mørke og sanddru virkende Billeder af forspildte eller forkomne Eksistenser. (...) Andersen Nexø sætter Døden som Afslutning paa alle sine Fortællinger; det er Tegn paa en energisk Villie til at trække Linen ret ud og føre den til Ende.