Undervejs
[3]| Med tørre Øjne sagde vi Italien Farvel og kastede los. Naturligvis er Landet smukt, men lidt for meget Tableau, altfor meget Idyl. Dets Gavtyve er for smilende elskværdige, hele Nationen ler og er rund – efter Drikkepenge. De utallige Rejsende har gjort den til noget i Retning af en vandkæmmet Pudel, der gør fjollede Kunster.
Og saa er Landet helt overbroderet, ligefrem begjort, af Alverdens Malere, Poeter og Filosofer. Dèn Pinje har Mads Hansen malet, dèn gamle Murrest har Hans Madsen tolket paa rimede Vers, og hvad har ikke »unsre Goethe« sagt og Byron bedrevet! Hver Plet bærer sit Læs af Papir og Lærred og Reminiscenser; og vil en stakkels moderne Skribent gaa lidt afsides paa Fagets Vegne han ogsaa, saa raaber straks en Tylvt henfarne Storaander op af Jorden – lige som Nisserne i Æventyret. Som i Kina kan man ikke spytte for lutter Forgængere og ikke trække Vejret frit for bare Overlevering.
Men vi har altsaa kastet los, og saa kan det være det samme. Napolis Myriader klare Lys slukkes i Golfen; Messina kommer og gaar uden at afsætte Mærker i vort flygtige Sind, som allerede dvæler i Spanien; Palermo synker dybt i sit gyldne Horn og bliver borte; Sicilien selv for4|svinder med Ætnas Snetop som det sidste, der gaar i Bølgerne.
Det er dejligt at sejle, med Hav og kun Hav til alle Sider saa langt Øjet naar. Mil efter Mil af Havfladen drages ind under Skibets Stævn og glider agterud, men langt ude i Horisonten rulles ny Vandflader op lige saa hurtigt vi kan lægge dem bag os. Det er som om vi ingen Vegne kom, og dog stamper Skibet ufortrødent og Skruen snurrer – saadan maa det være at vade sig gennem Uendeligheden.
Solen staar op af Havet og gaar ned i det, Dag efter Dag. Den samme Vandflade ruller sig stadig ind under os, blaa eller perlemorsblank, dorsk, doven, med lange Dønninger, der ligger og slingrer i Vandskorpen som mægtige sovende Bløddyr.
Nu og da skimtes en mat Plet i den nordlige eller sydlige Horisont – et Forbjærg paa Sardiniens eller Afrikas Kyst. Men det virker fjærnt, ustofligt og forstyrrer ikke Indtrykket af Uendelighedens Gliden forbi.
Middelhavet!
Snart er det af en treven grøn Farve, uigennemsigtigt og tyktflydende som smeltet Flaskeglas. Snart lyser det som en Opal i mat Mælkefarve; eller hele Fladen aander hed Indigo. Eller det er som Krystal i sit Spil og saa gennemsigtigt og næsten luftigt let, at vore Skygger gaar tværs igennem det og falder tydeligt paa den graaglinsende Ryg af en stor Haj, der følger os trofast et Par Favne nede. Talrige store Gopler gennemkrydser det sitrende klare Element i rytmiske Stød, sølvskællede Fisk og lange bugtede Slimtrævler farer forskrækkede ud til Siderne fra Skibets Køl.
Det er en snavset hollandsk Fragtdamper, vi er med. Vi spiser Biksemad tre Gange om Dagen, sover i smaa Proviantrum lige over Skruen, midt imellem aabne Kasser 5| med Rosiner, Svesker, Gryn og tørret Fisk – og skal betale 300 Frank for det.
Vi har valgt dette for at spare Penge. Med en Passagerdamper vilde det have kostet os halv saa meget, men det erfarede vi først, da det var for sent. Det andet her har derimod selve »Siciliens Konge« ordnet for os – af Kærlighed til Danmark, og han kom tre Gange om Bord i egen høje Person og bad om Pengene, for at vi ikke skulde betænke os. Saa det maa altsammen være i sin Orden.
Hvergang jeg vender mig i Søvne, støder jeg Hovedet mod en eller anden skarp Jærnkant, som jeg end ikke har den Trøst at vide Navnet paa. Men naturligvis, en Mand med Karakter maa vide, hvad han gør, selv naar han sover.
Vi sover for Resten ikke meget. Naar Morgenens første Rosenblade kommer gyngende ned imod os paa blanke Smaavover, er vi allerede paa Færde, aflæser Loggen, finder hvor vi er paa Søkortet, ransager Kimmingen med den store Kikkert. Med alle Porer indsuger vi denne ny Verden – og spiser Dynger af Biksemad til. Søluften tærer, sagde Matrosen, han kastede op.
»Disse Dage, disse Nætter!«
Uden en Sky staar Solen Dagen igennem paa Himlen og ryster sin Styrke ørkesløst ud over det umættelige Hav. Og naar den træt synker mod Horisonten, strækker Havet sig ud i gylden Dejlighed, som vilde det holde den tilbage; det blusser i ublu Farver, svømmer som en Guldflod af Haar langt ud i Vest. Og Solen griber stærkt i det dejlige Guldhaar, idet den gaar ned. Da gaar der en Gysen gennem Havet, en rødmende Blu, som skammede det sig over sin pragtfulde Nøgenhed; det synker mat hen, med et svagt gyldent Skær henaandet over sig. Og Øster fra bærer 6| Aftenen et Flor af lys Drap og Askegraat frem og dækker det nænsomt over den nøgne.
Himmel og Hav er borte. Der er kun vort lille Skib tilbage midt paa en Flade af mat Sølv, som lidt henne toner bort i et lyst Kaos af Graat til alle Sider. Bly‑ og Skiferfarve staar som mørke Toner i lys Cement‑ og Perlegraat; Røgen hænger som et Raasilkeslæb over Kølvandets tunge Kvægsølvtone. Graat i alle Toner og Afskygninger, og intet andet end Graat! Velgørende blidt, enstonigt og dog rigt vælder det ind mod os som et Farvedigt uden Farver; saadan nynner Almuen sin Poesi Verden over, saadan har Urtaagen set ud.
Men Natten kommer, og Himlen løser sig ud, i et hæftigt næsten kvælende Violet som faar Pulsen til at slaa lydeligere igen. Og Havet flyder sort og trægt som Tjære.
Disse Nætter med deres Klukken og Gurglen under Skibet, Loggens svage Kling og Mandskabets drøje Snorken under Bakken. Og Himmelrummets store, besynderlige Stilhed, hvori Skibet uophørligt hakker med sine dumpe Stempelslag, saa det lyder som en Dødpikker i en stor lukket Alkove. – – –
Den femte Dags Morgen dukker Spanien frem som en violet Fjældmur, der rejser sig lige af Havet og hvis øverste Rand dækkes af Skyer. Efterhaanden som vi nærmer os, trækker de øvre Fjældmasser sig tilbage, blaa Kløfter aabner sig og grønne Dale, hele Fjælde træder ud af Massen og kommer frem i Forgrunden – til de sluttelig aabenbarer sig som Forbjærge, der skyder sig flere Mil uden for den egenlige Kyst. Og hvor Klippen syntes at gaa lige i Havet dukker et bredt frodigt Lavland frem; det er de berømte Huertas, Verdens frugtbareste Egne. De danner et 7| Kystbælte fra Barcelona til Syd for Malaga, en Strækning paa over 150 danske Mil.
Oven over Skyerne blinker det hvidt, og da de spredes hen paa Morgenen, ser vi Sierra Nevadas mægtige Sneaas 30‑40 d. Mil borte i Sydvest. Hele Dagen har vi »Snebjærgene« i samme Retning og Afstand, saa fjærne og mægtige er de. Men næste Morgen kan jeg i Kikkerten genkende de forskellige Landsbyer paa Bjærgkædens sydlige Fald, hele Alpujarras, der er saa berømt for sine Frugter og Skinker og tusendaarige mavriske Skikke. Og bagved, paa Bjærgenes nordlige Fald, ved jeg Granada ligger, vanvittigt bedaarende, med Alhambra, Vegaen, Zigøjnerne – – –
Ved Middagstid glider vi ind i Malagas Havn.
Malaga er den samme venlige By som for seks Aar siden, nydelig i sin Blanding af gammelt og nyt: Mavriske Ruiner, andalusiske Smøger, nye Gader med Træbrolægning, moderne Cementmoler. Der er lutter godt men intet ejendommeligt ved dens ca. 200,000 ret driftige Indbyggere, der af det øvrige Andalusien faar Skyld for at lefle med Englænderne og skal have udtalt de fordømmelige Ord, at deres Havn var lige saa meget værd som Granadas Alhambra. Den Udlænding, der har set begge Dele, vil finde, at Parterne lige saa godt kunde trættes om, hvad der er højest, det høje C eller Domkirkens Spir i Sevilla. Men Malagenjerne er nu vanslægtede alligevel; har de maaske ikke leveret det afgørende Bevis ved nu ogsaa at ville have deres Havn omdannet til Frihavn – i Smag med det nærliggende Gibraltar?
Mens vor Damper propper sin Jærnmave med Figen, Rosiner, sød Malagavin og meget andet, gaar vi i Land for at se os om og hente Post.
Det er midt i Eksporttiden, og paa Havnen er der livligt Røre. Alle Spaniens Frugter synes at have sat hinanden 8| Stævne her for at byde os Velkommen, og vi klemmer os frem mellem Vin‑ og Oliefade; Tønder med Druer i Kork; Kasser med Dadler, Rosiner, Citroner, Appelsiner og Mandler; Maatter med Figen; Sække fulde af Hassel‑ og Valnødder – og mange andre Frugter. Her og dèr er en Indpakning gaaet itu mellem Arbejdernes Hænder, og de byder os af Indholdet, idet vi gaar forbi.
Længere oppe paa Havnepladsen ligger Flokke af Kvinder og Børn paa Knæ om store Appelsindynger. De sladrer og synger mens de ruller Frugterne, som et Par Mænd sorterer, ind i Silkepapir og pakker dem i de lange Kasser. I deres farverige Pjalter virker de som en Krans af Valmuer og Kornblomster om en Gulddynge.
Man studser uvilkaarligt ved at se, at disse smukke Frugter, der hjemme er saa dyre og saa yndede, her behandles som var det Kartofler. Jærnbanevogne kommer løbende ad Skinnerne, Skydedørene aabnes og Orangerne triller ud i Kurve og paa den bare Jord, som det bedst kan falde sig. Magre, senede Mænd med bare Fødder og en rød Klud viklet om Hovedet som Turban løber fra og til og kaster Kurvenes Indhold ud over Dyngens Top, saa Frugterne triller ud mellem Kvindernes og Børnenes nøgne Ben og videre over den sorte Jord som Funker i Mørke.
I tre Uger har vi ingen Post faaet, da vi forlængst har opgivet Malaga som vor Adresse til dem derhjemme; og det er med en vis Forventning, vi iler op til Konsulatet. Hvordan har vore egne to Smaapiger det? og de Nærmeste? og hele det lille urolige Land? Har der været mange Jubilæer, og hvem har faaet Del i den sidste Ordensregn – forhaabentlig kun vore egne? Lever Jomfru Tidsfordriv endnu, og Prof. Andersen Bang og Mads Jepsen? Er Danmarks Bønder stadig Verdens mest oplyste? for det er længe siden, jeg 9| saa danske Aviser, og i Udlandets nævnes de slet ikke – nævnes Danmark overhovedet ikke. Og Gammelfar Sørensen selv, har han sparket af sig og faaet Snue, eller sover han fremdeles trygt og forfatningstro under den fine Nathue, han anskaffede sig ved Systemskiftet? Det kære gamle Liv! naar jeg tænker paa ham, bliver jeg i daarligt Humør og længes hjem. Dèr har han gaaet i alle de Aar og oplevet saa meget, og dog har han bevaret sit enfoldige rene Barnesind gennem det altsammen. For hver historisk Begivenhed købte han sig blot en ny Nathue og trak ud over den gamle, for Hovedet blev efterhaanden noget svagt; men ellers er han fuldstændig aandsfrisk. Det Skind, i tredve Aar havde hans Søvn været urolig, drømmefyldt og marereden; men fra hin 21. Juni var den atter god. »Det er Nathuen,« sagde han henrykt og trak den endnu dybere ned over Ørerne. De mange Lag Hue gjorde ham tunghør, og nu efter Anskaffelsen af den sidste var han ikke til at raabe op længer – stokdøv. Men han smilede forstaaende, hvergang han saa nogen bevæge Læberne; og netop fordi Verdens Uro ikke kunde trænge ind til ham, kom der noget rørende ophøjet over hans Nussen. Han forekom mig som Bud fra en anden Verden, og jeg forstod de vilde Folks Tro, at Guddommen har taget Bolig i de Aandssvage. – Sover han stadig godt? Siger han fremdeles sit henrykte: Det er Nathuen?
Dette er kun faa af de mange bekymrede Spørgsmaal, der trængte ind paa mig, mens Konsul Schulz, en elskværdig gammel Tysker, ledte efter Posten og samtidig gav nogle Smaatræk om H.C. Andersen til bedste. »Ja, han var kostelig! Min lille 6‑aarige Søsterdatter krøb op paa hans Knæ og kyssede ham, og saa skriver den gamle Skælm i sin Dagbog: Et Kys af en spansk Dame. Og hun praler 10| naturligvis lige saa galt af Kysset nu, som han dengang. Narre! Narre!« Han ryster smilende sit graa Hoved og rækker os en Avis i Korsbaand.
Én Avis – ak det andalusiske Postvæsen! Brevene fik det være med; en eller anden Enke har faaet dem, fordi hun stod sig godt med Postbudet. Og da den offentlige Skriver, som ellers skriver og læser Breve for hende, ikke kan tyde disse, tror hun, de handler om en Millionarv, og hun gør Gæld og lever paa dem hele sit Liv. Saa det er sin Sag. Men Aviserne – hvem kan blot tilnærmelsesvis have samme Glæde af dem som vi? Blot af denne ene ser vi, at Dagmar har faaet Lov at optræde inden for København; det er et Aag til brudt af dem, der hvilede saa tungt paa vor Nakke. Og hvad maa ikke hele Avisbunken have indeholdt af Omvæltninger og Fremskridt! – – –
Det synes som om Udlandet sidder inde med hele den »engelsk driftige« Bys Forretningsliv; alle store Handelshuse er paa franske, engelske men navnlig tyske Hænder. Tyskerne maa være et dygtigt Handelsfolk; i alle sydevropæiske Byer træffer man tyske Købmænd, ofte hele Kolonier af dem, og de faar noget ud af selv de sløjeste Forhold.
Vor nationale Ærgærrighed faar os til at spejde efter Tegn paa dansk Foretagsomhed, og da vi ser det danske Flag vaje over en Sømandsknejpe inde i en af Havnegyderne, gaar vi derind. Hellere dog en Værtshusholder end slet ingenting. Men Værten er fuldblods Spanier, han har bare købt Flaget af en Skibstyv for en Krone og hængt det ud som Mading for skandinaviske Søfolk. Saa opgiver vi det og driver om paa maa og faa, drikker Moscatel og spiser Malagadruer, bestiger den høje Klippe Gibralfaro med de mavriske Ruiner, hvor nu den fattigste Almue bor. Kvinderne deroppe siger grufulde Ting til os i Tillid til, at vi ikke forstaar dem, og 11| ler indbyrdes. Og da jeg for at bræmse dem viser, at jeg har forstaaet det, bliver de blot endnu værre og siger noget meget sjofelt om os begge to. Saa bliver jeg vred og nævner et grimt Navn, og de hujer forfærdeligt op og bukker sig efter Sten. Vi kommer hurtigt ned ad Bjærget, mens onde Ord og nu og da en Smaasten triller efter os.
