Còrdoba!

[59]| En hel Maaned har Sevilla holdt paa os, men nu skal det have en Ende. En Dag kort efter Nytaar bryder vi overtvært, ruller for sidste Gang gennem den blødagtige, besnærende By og sætter os i Còrdoba‑Toget.N

Det er Afgangstid, men Toget rører sig ikke af Pletten. Der gaar et Kvarter og en halv Time, Folk bliver ved at komme og stige ind. Her er ingen, der sidder og skuler vredt til den nyankomne, holder i Vogndøren for at spærre ham ude eller spænder Ben for ham, naar han maser sig op med sit Rejsegods. »Her er Plads, kom her!« raaber de til den søgende, selv om alle Pladser er besatte. Og da han nøler, raaber en: »Saa stig dog ind Mand; jeg skal ikke længer end til næste Station og kan godt staa.« Villige Hænder griber hans Rejsegods og anbringer det under Bænkene, og han selv kommer bagefter, varm og svedende og stiller sig med Ryggen mod det andet Vindu; han kom sidst og han vil have Lov til at staa op, der er intet saa sundt for ham som at staa, Lægen har ligefrem paabudt ham det! Men de andre vil ikke tillade at han staar; netop fordi han kom sidst maa han det paa ingen Maade – de er da ikke Tølpere! Og de tvinger ham til at tage Plads ved alle at rejse sig.

60| Vi har følt noget hjemligt krible os i Halsen – som altid naar vi kører paa Jærnbane hernede – en Trang til at gøre Vrøvl. Men vi har bidt det i os, og nu skammer vi os saa smaat.

Hver ny Passager blander sig uden videre i Samtalen, der drejer sig om alt mellem Himmel og Jord, kun ikke om Forsinkelsen. Den skænker ingen en Tanke.

Saa endelig ringes der til Afgang, og vi ruller af Sted. En Mand kommer løbende langs Perronen, springer paa i Farten og hænger paa den bageste Vogn; han klatrer frem langs Vognene, aabner for vor Kupe og stiger ind. Han er lynende gal i Hovedet over denne Uefterrettelighed: ellers kører Toget først en Timestid efter planmæssig Afgangstid, og i Dag er der kun gaaet tre Kvarter over Tiden – vi kan selv se. Han viser os sit Staalur, skælder og spræller;N men de andre giver ham Tobak og stiller ham tilfreds med godmodig Snak, der undertiden antager Form af smaa Hib. Er han en Englænder maaske? eller har hans Far været Urmager? – siden han har saa travlt med det Klokkeslet.

Kun et lavt Rygstød skiller mellem hver Kupe, og vi kan se over hele Vognen. Paa Gulvet og flere af Sæderne er der taarnet op med Rejsegods næsten til Loftet: Bylter og store Sække og grove Dækkener. Nogle har ogsaa Sengeklæder med sig og store Vindunke af Skind og uhyre Madposer; det er Folk som skal op i de nordlige Provinser og søge Arbejde. De er klædt som Svenskere, i stramtsluttende Jakkesæt af Molskind,N men paa Fødderne har de Rebsandaler og om Halsen et mægtigt sammenlagt Dækken, der tynger dem helt forover og hvis Ender rører Gulvet. Undertiden er der midt paa den ene Æg af det firkantede Dækken syt en Krave til at hægte om Halsen, det er det første Tilløb 61| til Kappen. De ryger alle, og hvergang en ruller sig en Cigaret byder han rundt til hele Kupeen.

Frygtelig urolige er de – som Drenge i 8‑Aars Alderen. De kaster sig fra Side til Side og indtager alle Stillinger undtagen netop den siddende, hænger ud af Vinduerne eller oppe paa Bænkenes Rygstød eller kravler over SkilleneN fra Rum til Rum,N sover, snakker med sig selv eller udstøder pludselige Brøl af Velvære. Eller de fører en øredøvende Samtale fra den ene Ende af Vognen til den anden; som alle Sydlændinge har de kraftige Lunger og taler helst om Penge. Men Summernes Størrelse er en Borgen for, at det ikke er altfor alvorlig ment.

Paa deres Klæder og Hud kan jeg se, at nogle er Arbejdere fra Land og By, andre Embedsmænd, Handlende, Lærere maaske. Men ellers er der ingen Forskel hverken i Sprog eller Væsen, den simpelt klædte opfører sig lige saa dannet og frimodigt som den fintklædte. Der er intet opad og nedad i deres Forhold til hinanden, alt bevæger sig i samme fortrolige Plan. Kun os er de lidt forbeholdne overfor.

En gammel pjaltet Kone med mange Bylter skal ud ved en lille Landstation. En velklædt Herre samler alle hendes Sager ved Vogndøren, stiger saa ud og løfter dem ned paa Jorden; til Slut tager han hende selv i sine Arme, løfter hende ned og bærer hende et Par Skridt, før han leende anbringer hende paa Perronen. Saa stiger han ind igen. Men hun ser efter ham med Taarer i Øjnene og siger højt til nogle ankommende Unge – maaske sine Børnebørn: »Saa god han dog var imod mig gamle, fattige Liv; og han har endda aldrig ligget ved mig.«

Skønt vi lige er over Tærsklen til det ny Aar, er det sommerlig varmt, og Støvet hvirvler ind fra Banelegemet og pirrer os i Næsen. Hvergang vi nyser, siger de velklædte: 62| Helsen!N men de i Dækkenerne siger: Jesus, Maria og Josef! de viser sig ogsaa efterhaanden at være fra Landet. Men de titulerer hinanden med caballero og byder gæstfrit rundt af deres tarvelige Maaltid: Brød og et Stykke Æble eller Melon. En Skindflaske med Vin er kommet over fra den anden Side Skillet; den gaar fra Mand til Mand, og de holder den op i strakt Arm og lader Straalen falde ned i Munden.

Vi byder ogsaa af vor Madkurv, og det indtager dem straks for os. Med deres store Krumknive snitter de en lille Bid af vort Franskbrød og spiser, Kød og Æg afslaar de bestemt. »Caramba«N siger de til hinanden – »for Pokker, er det Englændere? De er jo næsten lige saa velopdragne som vi andre.«

»Nej, vi er fra Danmark.«

»Hvorfra? Ja saa! Er det maaske en Provins i Nordspanien?«

»Nej det er et selvstændigt Land langt Norden for Nordspanien.«

»Og man taler Spansk dèr ogsaa?«

»Nej det gør man ikke! Man taler Dansk.«

»Er det saa Dansk, De taler nu da?«

»Nej det skulde jo gærne være Spansk.«

»Ypperligt Spansk,« skynder de sig høfligt at tilføje. »Men – og det er ikke Frankrig? eller Nordamerika? – England da?« Deres Udtryk vidner om, at de nu har udtømt hele Jordkloden.

»Nej,« siger jeg krænket, »det er et selvstændigt Land, og et velsignet Land – et rigtigt Smørhul. Hvis De brugte Smør i Grøden som andre civiliserede Folk, vilde De kende det; hele den oplyste Verden dypper hos os. Og vi har en rigtig Konge.«

63| De siger ikke, at det er Løgn i min Hals, men deres Blikke indbyrdes taler tydelig nok. Heldigvis kan jeg bevise, hvad jeg siger. Jeg leder en spansk Avis frem og løber Telegrammerne igennem. Her staar det paa Tryk: »Kong Oskar af DanmarkN vil fratrædeN til Fordel for sin ældste Søn.« Bladet gaar fra Haand til Haand, til det havner ovre i den tredie Kupe hos en Mand, der kan læse. Han læser det højt, og der bliver et Øjebliks Tavshed. »Som Verden dog er stor,« siger saa en, »– og besynderlig!« Og det forløser atter Tungerne.

Min nationale Forfængelighed har lidt et Knæk, men jeg søger at trøste mig. Har jeg ikke éngang i Granada truffet en Postfuldmægtig, som heller ikke vidste af mit Fædreland at sige – og Tingene jeg sendte naaede alligevel hjem. Har jeg overhovedet truffet nogen, som kendte Danmark – naar undtages et Par tyske Rejsende, der troede at Tysk var vort Modersmaal? Vort vægtigste Bidrag til Verdenshusholdningen, Smørret forhandles overalt i Syden under Navn af Flamsk Smør, og vor Store Danske Hund spaserer fremdeles om som Tysker hernede. Jeg har i Venedig set Englændere og Amerikanere smælte hen over Chr. Winthers SangeN til HartmannskeN Melodier, men paa det engelske Titelblad stod blot: Efter en tysk Romance. I engelske Fædrelandshistorier til Skolebrug nævnes Knud d. St.N som en engelsk Konge der har underlagt sig Danmark og Norge, og i tyske Literaturhistorier bliver GuldhorneneN til et gammelt tysk Sprogmindesmærke. De store Nationer er som Hvalerne, de aabner blot Gabet og lader alt muligt strømme ind: svømmende Flasker og Konservesdaaser saa vel som Fisk og Bløddyr. De er ikke »Feinschmeckere«, ellers kunde vi lægge os en lille ram Bismag til, som holdt dem borte. Nu maa vi 64| haabe paa, at de ikke kan fordøje os men afleverer os nogenlunde uskadte.

Saadan trøstede jeg mig, og jeg besluttede, ikke at rive Bindet fra Øjnene paa dem derhjemme men lade dem leve og dø i den Tro, at hele Verden ser hen til dem som det mest oplyste Folk og venter sig noget særligt af dem.

Naturligvis gør vi selv vort bedste for at faa os til at glide umærkeligt ned, ved at sætte Gennemsnittet som vort Maal – ellers var vi vel ikke Danskere. Vi har en uovervindelig Gru for den ramme Bismag. Dèr opdager vi en skønne Dag, at vore Baner er blandt de billigste i Verden. En og anden Politiker derude kunde pege paa os, henvise til os som et Eksempel til Efterfølgelse – o Rædsel! Vi skynder os at sætte Priserne op. Om vi gjorde Banerne helt gratis, da vilde Fremskridtet tvinges til at beskæftige sig med os i hundrede Aar; og afvæbnede vi, vilde Danmarks Navn brænde sig ind i Verdensbevidstheden til evige Tider: vi vilde bestaa! Mens vi nu kun er til i egen Indbildning.

Mens vi fører en Ikketilværelse ude i Evropa, er der et andet lille Land som altid bringer sig i Erindring – Svejts. Det nævnes hver Dag af Fremskridtsblade og Fremskridtsmænd, der henvises til dets Forfatning og Institutioner, det har Idealets Skær over sig – Fremtidsidealernes. Det kan være nedslaaende nok for en Dansker, der kommer ud med Hoved og Hjærte fuldt af hjemmevævet Ros; men saadan er det. – – –

Spanierne her er ogsaa selvtillidsfulde, men Verdens Dom er dem ligegyldig. Ogsaa de er Verdens dygtigste og mest oplyste Folk, men de giver ikke Grunde hverken til sig selv eller andre; de er det simpelthen – basta! Og hver af dem 65| gør hvad der falder ham ind, saa ligegyldig for andres Dom som var der ingen over og ingen ved Siden afN ham.

Bedst som vi kører aabner én Vogndøren og stiger ud. Han har opdaget en Bekendt i en af de forreste Vogne og kravler der henad; en Konduktør vil stanse ham, men han lader sig ikke sige. Det gør den Mand heller ikke, der sidder lige over for mig og hvert Øjeblik maser sine snavsede Sko ind paa Sædet til mig. Jeg siger af Erfaring ikke noget men gør hyppigt en Bevægelse, saa hans Ben dumper ned paa Gulvet; og hver Gang anbringer han dem roligt igen. Saa beslutter jeg at gaa groft til Værks og ved en lille Overdrivelse faa det til at gaa op for ham, hvor hensynsløs han egenlig er; og jeg lægger begge mine Fødder op paa hans Skød. Men han tager straks Benene ned fra mit Sæde og sætter sig til Rette – for at jeg kan have det mageligere.

De holder hyppigt Maaltid og spiser kun lidt hver Gang. Meget tarvelig er Maden: bart Brød og en Smule Frugt, eller ogsaa er der smurt Tomat paa Brødet; anden Paasmøre kendes ikke. En og anden har dog en Bid Spegepølse eller et Æg. Taber én en Bid Brød, tager han den hurtigt op, kysser den to‑tre Gange og spiser den; den samme rørende Afbigt til Brødet har jeg set Almuen hjemme gøre. Er det Frugt eller Kød han taber, sparker han det ind under Bænken; der ligger ingen Vægt paa det og Gulvet er meget snavset. Men Brødet er helligt.

Vi er ude af det flade seviljanske Landskab, Jordsmonnet begynder at blive bakket; Menneskene, der stiger ind ved Stationerne, er ogsaa andre, skarpere og mere gammeldags i Udtryk og Klæder. De har Knipper af levende Høns med sig, hele Bundter, der er bundet til hinanden ved Benene og ligner struttende Buketer. Sække med Mel smides ogsaa 66| ind til os, og Lam der er bundet parvis sammen ved Bagbenene; Hunde har de med, som indretter sig under Sædet og ligger og snuser os i Hælene. Mændene er i Knæbenklæder, Sandaler, Jakker der naar til Bæltestedet, og snurrige Hatte; de er glatragede og ofte koparrede, der er ikke faa Zigøjnere imellem.

Hvergang jeg nærmer mig Bjærgene, kommer jeg i Vilderede med Hensyn til Folks Alder; Tiden vil ikke rigtig lagdele dem. Unge og Gamle er lige gammeldags i Dragt og Sæder, lige ungdommelige i Holdning og Bevægelser; saa er der kun Haarets og Hudens Farve og Rynkerne at holde sig til, og det narrer. Der er de to Gamlinge lige over for os, de er rørige og ranke som Mænd i Tyveaars Alderen, men det tætte kortklippede Haar er graasprængt og tyder paa de halvhundrede, og nogle hvide Pletter i deres Øjne siger mig, at de er meget ældre.

»Hvor gammel er De, Adelsmand?« spørger jeg indsmigrende. Jeg anslaar ham til at være Jordarbejder.N

»CompadreF1N Ven! Jeg er syv Specier og fem Mark« (89 Aar). »Og min Søn dèr er seks Specier, lige bestemt seks Specier«N (72 Aar). Han peger paa den anden Gamle, der nikker sønligt.

»Saa har De været tidlig Fader,« udbryder jeg, da jeg møjsommeligt har omsat Pengene til Aar.

»Der er dem, der er tidligere paa Færde endnu. Oppe i Landsbyen blev der lige giftet et Par, hvor han var sejsten og hun tretten. De havde været Kærester i flere Aar, og Forældrene vilde gærne have dem forenede inden det gik 67| galt; men det kunde ikke lade sig gøre for Loven. For hun var nok over tolv Aar, men han skulde alligevel være sejsten. Saa maatte de gaa lige fra Bryllup til Barsel, saa det viser sig da godt nok, at den Lov ikke er meget værd.«

»Det er dog vist Undtagelser med saa tidlige Giftermaal, mon ikke?«

»I min Ungdom ikke, men nu begynder Folk jo at se skævt til det; de siger at det er skidt Afkom at lægge til paa. Han dèr er nu da god nok, ham svarer jeg for i enhver Retning.« Han tager kaadt Sønnen om Skuldrene og rusker ham. »Men naturligvis, der er jo ikke megen Saft og Kraft i Ungdommen nu om Stunder.«

»En 16‑aarig Ægtemand kan vel heller ikke forsørge Kone og Børn ordenlig.«

»Det kan en 40‑aarig lige saa lidt her i Spanien – da ikke ved ærligt Arbejde. Saa skal der kappes 25000 af de højeste Hoveder først. Men det kommer nok, Revolutionen kommer! Saa faar vi Republik, og Øvrigheden kommer til mig og de andre og siger: Værsgod, du har dyrket Grevens Jord i alle de Aar, og han har spist Afgrøden; nu er den din, du maa selv spise alt hvad der gror paa den! Og vil du have dine Børn paa Universitetet, værsgod, Døren staar aaben. Eller vil du gøre en Rejse, kanske ind og se Alhambra, eller op til Hovedstaden? Værsgod, det er blot at stige i Toget. – Se det bliver den ny Øvrigheds Bestilling, ikke at suge Kraften af det Brød vi spiser, men at hjælpe os til vort eget: kom her, det skal du se! og kom her, det skal du smage! Det bliver skønt at leve saa, ikke sandt Sønneke?«

Sønneke nikker bifaldende, han har længe siddet med et Spørgsmaal paa Læben men tiet ærbødigt, nu skynder han 68| sig at benytte Faderens Pavse: »Og Krapotkin,N ham kender De vel? Han er kanske oven i Købet fra Deres Land?«

»Nej, men jeg kender nok hans Værker. Har De virkelig læst Krapotkin?«

»Ikke læst ham, for vi kan ikke læse hverken Far eller jeg. Men min Dattersøn har læst ham højt for os i Landarbejdernes revolutionære Klub hjemme i Landsbyen. Det er gode Bøger, især La conquista del pan (Erobringen af Brødet).N Det er en Mand han, her skal De se ham.« Han trækker en anarkistisk spansk Avis op af Lommen og viser os Krapotkins Billede.

»Ja,« siger Faderen, »havde vi blot en af hans Slags. Men vore egne Store de sælger sig for Penge, og saa staar vi der uden Fører; for Roden er god nok, men Toppen er raadden, det er Sagen. Den spanske Nation er den bedste paa Jorden, men den har den sletteste Regering.«

»Et gammelt Ord siger ellers, at et Folk altid har den Regering det fortjener,«N skyder jeg ind.

»Ja gamle Ord siger jo saa meget. Men hvad lærer ikke det ny Ord os: Gaar der Lus i Vinstokken paa Bjærget, saa hak den op med Rode, for at ikke Insektægene skal rinde nedad med Vandet og ødelægge hele Dalen. Saadan taler det ny Ord til os, men det gamle Ord lærte os, at Vinlusen var der intet at gøre ved, den kom for vore Synders Skyld. Naa Farvel Ven og god Rejse.«

De stiger ud; jeg kan følge deres spændstige Skikkelser, idet de tungt belæssede vader bort gennem Vejens Kalkstøv og forsvinder bag en Olivenlund.N

– – –

Det sydligste Spanien har faaet en Sans for det blændende hvide i Arv efter Mavrerne. Sejler man gennem Gibraltarstrædet, virker Byerne paa begge Sider lige blændende, kun 69| Gibraltar danner en Undtagelse, nedstemt som den er i engelsk Moll. Cadiz er Kulminationen af Hvidhed, renere hvidt end denne By kan intet virke, end ikke Sne.

Som man rykker Nord paa, afløses det hvide af graa trist Jordfarve; set ude‑ eller oppefra har allerede Sevilla sat noget af det overstyr. Husene afsluttes ikke som i Cadiz af flade Tage, hvor hvid Vask breder sig indrammet af hvide Brystværn; i Sevilla er de fleste Bygninger behængte med graa Tegl, og Lertonen hersker i Totalbilledet.

Men forneden er Byen endnu hvid. Fra Bunden af de snævre Gader gaar Blikket op over skærende hvide, solbeskinnede Murflader, der rammer et Stykke blaa Himmel ind. Og det hvide har slaaet sig indad, ind i Husene, hvor baade Lofter og Vægge er hvidtede og Fordringen til deres Hvidhed saa stræng, at det er en væsenlig Del af Kvindens daglige Rengøring at røre Kalk ud og gaa dem efter med Hvidtekosten.

Paa Strækningen mellem Sevilla og Còrdoba ligger Landsbyerne som graa Lerdynger, som kluntet udførte Relieffer i det skorpede Jordsmon. Vi holder netop udfor en saadan uhyggeligt graa Lerkage, hvor Kvindernes stærkt røde og blaa Dragter er det eneste, der liver op. Jeg har begaaet den store Fejl at rose Foret i en Købmands Kappe og derved bragt ham i den pinlige Forlegenhed at skulle paanøde mig Kappen, som han ikke for alt i Verden vilde give mig. »De synes om den,« siger han og tager den hurtigt af, »nuvel den er Deres.« Han lægger den smukt sammen og rækker den hen imod mig. – »Nej tak,« stammer jeg forfjamsket, »det var ikke min Mening.« – »Men synes De da ikke om den – æh? Saa tag den kun, den har slet ingen Værdi, ikke den fjærneste! Det er en daarlig Kappe, en ussel Kappe, og jeg beklager, at jeg ikke kan tilbyde Dem 70| en smukkere. Men hvis De vil gøre mig den Glæde.« Og da jeg vægrer mig ved at tage imod den, lægger han den ned paa mit Rejsegods med en Mine og et Eftertryk paa Handlingen, som taalte han ikke yderligere Modsigelse.

Jeg har altsaa virkelig faaet et af mine forfængeligste Ønsker opfyldt og er blevet Ejer af en spansk Kappe, oven i Købet en smuk og kostbar Kappe med det dejligste grønne og røde Plysses Fór. For dette her er for en Gangs Skyld ikke nogen Formsag, Manden mener det alvorligt. Men hvad skal jeg give ham til Gengæld? Penge gaar ikke an, og mit Ur – ja saa ryger hele Profiten. Men jeg skal nok finde paa noget inden vi skilles; et eller andet som ikke koster mig selv noget og alligevel kan have Værdi for ham. Jeg smiler til den gavmilde Købmand, og han smiler igen, men knap saa velvilligt som før. Det er jo heller ikke at forlange.

Han sidder og ser saa underligt paa mig – om jeg da ikke har Opdragelse, Takt? Men hvad kommer de dumme Begreber mig ved, jeg er ikke Spanier. Saa skudrerN han sig som om han frøs; jeg skulde sige: min usle Kappe staar til Deres Tjeneste! og saa skulde han lade som ingenting og beholde den paa. Men jeg forstaar ham ikke, jeg har faaet en Kappe og den agter jeg ikke at give fra mig igen med det gode. Det er dog ogsaa for barnagtigt: at give for bagefter at forlange det tilbage igen; det bliver lidt for nemt at være Evropas mest høflige og gæstfri Folk paa den Maade.

Jeg sidder og taler døsigt til min Hustru om den dejlige Kappe og hvad vi skal give ham som Modgave. Hun svarer med at gøre opmærksom paa, hvilken nydelig Barèt der kunde blive til hende af Plysset. Jeg protesterer bestemt mod en Sønderdeling, og det trækker op til en lille Rivning om Byttet, da Toget stanser ved en af de sædvanlige Lands71|byer. Vor gavmilde Købmand bøjer sig frem og læser Stationens Navn, farer pludselig i Vejret, griber sin Kuffert, kaster i Tankeløshed Kappen over Skulderen og styrter ud. »Han var nok lige ved at køre for langt,« siger vi til hinanden og ser efter ham, idet han forsvinder ind gennem Stationen. Saa først falder det os besynderligt, at han tog Kappen med. Han har i Skyndingen handlet ganske mekanisk naturligvis og kommer tilbage med Kappen, saa snart han opdager Fejltagelsen – Spanierne er ærlige Folk! Lidt efter ser vi ham ogsaa dukke frem oppe for Enden af Stationen, men han lusker over Perronen og skynder sig ind i den forreste Vogn.

Vi faar ikke ret Tid til at græmme os over vort Tab, for en Sværm af Landsbyens Ungdom vælter ind paa Perronen; midt i Sværmen gaar to GendarmerN og en stor glatraget Mand, der bærer en TrebénN i Haanden. Jeg gætter, at det er en Forbryder, der transporteres i Fængsel; men da han nærmer sig vor Vogn med sin Eskorte og mine Medrejsende faar Øje paa ham, farer de op som var der gaaet Ild i Sædet under dem. »El VerdugoN – Bødlen! Caramba, ikke herind! ikke herind!« skriger de og holder i Vogndøren. Men Gendarmerne aabner med Magt til vor Kupé, og de Rejsende river deres Sager til sig og flygter knurrende over Skillene ned til den anden Vognende. Gendarmerne tager Plads hver i sit Hjørne, og Bødlen anbringer sin Trebén midt mellem de tomme Sæder og sætter sig paa den. Han har ikke set paa nogen men sætter sig ludende med Albuerne paa Knærne og ruller en Cigaret.

Dette store sendrægtige Menneske med det lukkede gaadefulde Ansigtsudtryk og et Blik, der gaar udenom og udenom i det uendelige – hvor har jeg dog før lagt Mærke til ham? Stolen – jo det var i Sevilla, dèr saa jeg ham tidt paa 72| Gaden, altid med sin Trebén i Haanden; jeg troede, det var Udslag af en fiks Ide hos Manden.

Men nu er det mig klart nok, for Bødlen i Andalusien er uslere end det usleste Kryb i Befolkningens Øjne. Ingen byder ham Sæde, hvor han kommer, eller rører ved ham; han maa heller ikke sætte sig paa Trapper, Murkanter eller lignende Steder, hvor andre kunde tænkes at tage Plads efter ham – han er uren. Derfor fører han sin Stol med sig overalt.

Ovre fra den anden Ende af Vognen vinker de alvorligt ad os, at vi skal komme over til dem; men jeg lader som jeg ikke ser det og byder i Stedet Bødlen en Cigaret. Han ser hastig op, opdager at jeg er en Fremmed og mister straks det spændte Udtryk; nej tak! siger han med et roligt Smil og synker sammen igen. Men jeg lægger Cigareten paa hans Knæ og holder min egen hen mod ham til at tænde ved – det er mere familiært end at byde en Tændstik. Han tænder ogsaa Cigareten, men værdiger mig hverken Ord eller Blik. Og Gendarmerne blinker til mig, at jeg ikke skal befatte mig med ham.

Jeg prøver forskellige spanske Smaaelskværdigheder, men uden Resultat, han vil ikke i Lag med mig. Saa lægger jeg mit Rejsetæppe sammen paa Sædet og beder ham tage Plads paa det – »den Stol maa være meget ubekvem i Længden.«

»De ved vist ikke, hvem jeg er?« siger han med et harsk Smil.

»Jo jeg ved.«

»Er Bødlen da ikke en Udstødt i Deres Land?« Han rejser Hovedet.

»Der var 129 Ansøgere til Embedet, da det var ledigt for nogle Aar siden.«

»Caraja,N dér maa jeg op,« udbryder han i pludselig Galgenhumør. »Og Embedet var udbudt, siger De; var da hele 73| Slægten uddød? Her i Spanien bliver aldrig noget Embede opslaaet ledigt; og hvis der blev, vilde ingen søge det, ikke engang Forbryderne. Men der er nok om Haandteringen endda; jeg har alene tre Sønner, som intet hellere ønsker, end at der kunde blive et Embede til dem; nu maa de leve af, hvad jeg kan afse.«

»Men hvorfor søger de sig ikke andet Erhværv?«

»Hvorfor! Fordi ingen vil have Bøddelbørn i sit Brød eller bruge, hvad vi har lavet; ikke engang deres Jord vil de have os til at grave i. Min Datter fik jeg da fra Haanden, hun blev gift med MestermandensN Knægt i Madrid og har det godt nok. Han er jo sikker paa at rykke op,N naar engang Mestermanden selv gaar bort, og det er et godt Embede. Han er for Resten en Bøddelsøn oppe fra Bilbaokanten og en Stadskarl, som vilde have gjort sig hos Kvinderne, havde det ikke været for Haandteringen. Men nu maatte han helt ned til mig i Sevilla for at faa sig en Kone. Jeg kom selv nemmere til min Kone, for hende hentede jeg hos Bødlen i Malaga; dengang var der ikke saa langt mellem Embederne som nu.«

»Er det sandt, at De maa eskorteres til og fra Retterstedet, da Folket ellers vil stene Dem?«

»Ja, Publikum holder altid med Forbryderen – det spanske Folk er saa stolt, ser De. Det gør Øvrigheden paa en Maade ogsaa – for Resten ikke saa meget nu. Men for en Snes Aar siden blev jeg efter hver Henrettelse grebet og lagt i Lænker af Øvrighedens Folk. Saa stillede de mig for Skranken, og Dommeren spurgte: Vedgaar du at have dræbt Don Fulano?N – Ja! – Hvorfor har du gjort det? – For hans svare Synders Skyld! – Skal du da straffe Syndere? – Retfærdigheden har fældet ham og beskikket mig til at fuld74|byrde Dommen! Saa blev Lænkerne taget af mig, og jeg blev eskorteret til mit Hjem.«

»Den Komedie blev vel spillet for at stille Publikum tilfreds og derved beskytte Dem?«

»Aa ja! men naar Folket var rigtig rasende over en Henrettelse, blev jeg alligevel ladt i Stikken som den eneste skyldige – som om jeg raadede for det hele. Jeg er engang blevet revet halv ihjæl. Nu er det ikke saa slemt mere; det er kun i afsides Egne, Folk vil gøre mig Fortræd. Men haanske er de alle, jeg er i deres Øjne værre end en Spedalsk eller en Kolerabefængt. Naar i det mindste Øvrigheden vilde behandle mig som et Menneske; jeg er dog et Led af den.« Hans Ansigt har igen faaet det lukkede, gaadefulde Udtryk, som rugede der allehaande bag det.

»Hvad føler De nu saadan under en Henrettelse?« Spørgsmaalet dumper nærmest ud af mig.

»Føler?« hans Mine bliver ram, »føler? Skal Bødlen nu ogsaa til at føle noget? Sig De kun rent ud, at De ligesom de andre mener, Bødlen maa hugge Hovedet af en Høne hver Morgen og suge dens Blod de Dage, han ikke har en Henrettelse at svælgeN i. Føler? Da jeg var ung, følte jeg mig stundom som Repræsentant for den himmelske Retfærdighed, og da syntes jeg, min var en henrivende Haandtering; men undertiden havde jeg det ogsaa med ligesom Folket at tage Parti for Forbryderen, og da kneb det mig med Udøvelsen. Siden har der været Tider, hvor jeg gærne byttede Plads med Misdæderen. Da blev jeg svag i Knærne som en Barselkvinde; men den Tanke, at end ikke han vilde være i mit Sted, fik mig til at springe ind paa ham som et Rovdyr. Bødlen er ikke noget Menneske nej, men jeg har staaet paa Skafottet med graadige Tusender omkring mig og følt, at om der nu kom Benaadning, vilde den Dømte 75| og jeg selv være de to eneste, der blev glade – trods Folkets støjende Protest mod Henrettelsen. Og mens jeg henrettede ét Menneske til Skræk og Advarsel, benyttede de andre sig af Spændingen til at tømme hinandens Lommer; end ikke Bødlens Trøje var dem for simpel, de stjal hele min Løn engang, skønt jeg er uren.«

»Har De aldrig følt Trang til at gribe Arbejdet an saa at sige fra den anden Ende?« spørger jeg.

Han svarer ikke, men et stikkende Blik mod Gendarmerne siger, at han straks har forstaaet mig; ellers var han heller ingen Spanier.

»Hvordan skulde jeg vel kunne udtrykke, hvad jeg har følt?« siger han lidt efter forsigtigt. »Men EsproncedaN har talt – for mig og mine. Kender De hans Digt »Bødlen«? Jeg kan godt recitere detN for Dem.«

Det lød slet ikke anmassende, at han sagde recitere. Enhver Spanier er veltalende og raader over et Fond af teatralske Virkemidler; selv om han hverken kan læse eller skrive, kan han altid fremsige Vers klangfuldt og med rytmisk Fordeling.

Han sad endnu foroverlænet med Albuerne paa de vidt adskilte Knær, da han begyndte; han vuggede svagt til Rytmen:

Han har siddet stille hidtil og kun vugget sig, men nu springer han op. Der er noget over hans Fremsigelse af de følgende Vers, som gør mig angst saa jeg næsten springer i Sved – et tænderskærende Raseri, noget blodskudt. Et 77| saa dirrende Brøl af Haardhed og Ondskab kan kun en Sydbo's Stemme hæve sig til:

Glemmer de da, de Mennesker, at det er den Spedalske, Samfundsudskuddet – Bødlen, der staar her og deklamerer? De kravler nærmere, hænger paa Skillene, gestikulerer, siger Versene mumlende med. Og Bødlen har vendt sig mod dem, han er blaarød i Hovedet, Halsen er svullen, Nakken drivende af Sved; han ser ud som skulde han faa et Anfald af Apopleksi: