Gibraltar
[89]| Den, der rejser i Andalusien, bør for Modsætningens Skyld tage ned til Spaniens sydligste Odde, hvor den engelske Klippefæstning Gibraltar ligger som et Stykke nøgtern anglogermansk Kultur i orientalsk, tropisk Indfatning, en knyttet Boksernæve i et gnistrende sort Kvindeøje.
Fra Knudepunktet Bobadilla gaar Banen lige Syd paa gennem en af Andalusiens vildeste og smukkeste Bjærgegne, Sierra de Ronda. Vilde Fjældstyrt og frodige Sænkninger, Tuneller, Viadukter og svimlende Broer afløser hinanden; Bjærge taarner sig op om os saa vi befinder os som i en dyb Brønd, for i næste Nu at aabne sig og løbe indad i et uendeligt Perspektiv, der snurrer hurtigt forbi med Glimt af Byer og flade dyrkede Agre langt ude i det Fjærne.
Danske Malere, der ikke netop rejser til Syden for at uddanne sig til Teatermalere, men søger storslaaet Natur og ejendommeligt Folkeliv, burde resolut ombytte Italien med Andalusien. Der er Bjærgvejen over Sierre Nevada fra Guadix til Granada, dens Hulelandsbyer er som en ny ukendt Verden, dens uhyre Vidder med Snemarker og blaanende Afgrunde maatte kunne faa en Maler til at svede Angstens Sved. Der er Granada selv, enestaaende blandt Byer ved sine Gader og sit Folkeliv, sit Alhambra og sine 90| Naturomgivelser. Der er Loja seks Mil længere mod Sydvest, Alhama, Antequera – forunderlige mavriske Byer med en forunderlig Befolkning, og i en forunderlig Natur. Og lidt mod Syd igen Sierra de Ronda, hvor vi nu kører, en sønderreven Egn, der vokser i Vildhed og Vælde, til den kulminerer omkring Byen Ronda.
Ronda ligger midt i et stort Klippeplateau, paa en Bjærgknold, der ved et dybt Snit er spaltet i to. Hen over Spalten spænder en mægtig Brobue og forbinder i et dristigt Kast de to Bydele. Fra Broen stirrer man ned i det bratte Dyb, paa hvis Bund Guadiaro bruser, idet den vælter sig ned over Klipperne som et udslagent Haar. Vædet Kølighed stiger op dernede fra, nu og da lægger en Støvregn sig forfriskende over ens Ansigt.
Fra Promenaden, der løber uden om Byen, har man et enestaaende Panorama. Aas op og Aas ned løber Olivenskovene og Vinmarkerne, afbrudt af Hvedeagre og Orangelunde eller det nøgne koralrøde og hyasintblaa Fjæld. Og uden om det hele slaar en Krans af mægtige Bjærge Horisonten ind.
Denne Gang haster vi videre og modtager lige et flygtigt Indtryk af Byen, men hver lille Enkelthed vaagner i mig fra mit forrige Besøg for seks Aar siden; ingen spansk Egn og Befolkning har virket saa fremmed paa mig som denne.
Det var i August‑September. Paa den Aarstid er hvert Frugttorv i Andalusien et smukt og overdaadigt Skue, men Rondas Haller overgik dem alle i rigt Udvalg, saftspændte trinde Former og Duft. Det var som om hver Frugtsort havde suget en af Solspektrets Farver til sig og gav den endnu hedere tilbage, saadan brød det ud fra dem i en ubændig Farvejubel, der dirrede i Rummet som hed Aande 91| af Guld og Blod. Og Menneskene som færdedes herinde gjorde underlige Fagter og skreg besat, bedst som de gik for sig selv og arbejdede. Klangfulde korte Raab og lys Skogren gik over deres Struber som Hjortes Kalden; en og anden huggede sin Kniv i Træværket, saa den dirrede. Saa han en Blodstraale springe til Vejrs, hedere rød end Tomatfrugten og det spanske Peber? hørte han et Angstskrig mere skingrende lyst end dette hidsige Gule? Jeg selv var jo Nordbo, men jeg kunde have forstaaet, om alle disse Mennesker drog deres Knive og gav sig til at løbe amuk lige som hine Malajere – og jeg kunde have løbet med. For Farverne snørede min Strube sammen og jeg syntes, at alt dette om et Øjeblik maatte briste og sprøjte mig sin Saft i Øjnene som levende Blod, saa spændt det var.
Kan en graa, taaget, sludfuld Nordbo overhovedet forstaa Andaluserens Temperament? Jeg tror det ikke. Han kan smittes af det, rives med, og raver da som en nyfødt Kalv og falder tilsidst uhjælpeligt; han kan faa Solstik og blive sløv, men Solekstasen kender han ikke. Vilde han, der maa indskrænke sin Kærlighed til selve Hjærtet og forskanse den dèr mod alle Magter, fordi alle Magter er fjendtlige mod hans lille Eros og tilsidst kvæler den alligevel – i Dyner og tykke Mure og dobbelte Vinduer – vilde han forstaa Sydens store Eros: Solbrunsten, der svulmer og straaler i alt det skabte og overskyller Menneskenes ikke blot Erotik men hele Væsen, saa vi læser den samme fortættede Blodets Spænding af en Lillefingers mindste Bevægelser, af et Barns eller en Oldings Holdning og Udtryk som af et Par vanvittigt forelskede Øjne hjemme?
Andaluseren er ved sit frodige Temperament en Kilde til uendelige Overraskelser, for nordisk Logik er han egenlig en Gaade. Man kan gribe en enkelt fremherskende Linie og 92| i sin Trang til Konsekvens følge den og trække den kraftigt op, men Billedet bliver ensidigt. Og en anden Linie vilde give et andet, væsenlig modsat Billede af ham?
Bjærgryggen ned over Loja‑Antequera‑Ronda rummer ikke saa lidt af det overleverede Spanien. Den Kolorit, vi træffer i ældre Rejsebøger, men ikke rigtig tror paa, findes ret kraftigt her, hvor Bandolèroen – nu halv Smugler halv Røver – stadig er Landsbyernes Helt og har et Skjul hos hver en Bonde. Stilètkastningen eksisterer endnu, de unge Mænd øver sig paa Oliventræerne uden for Landsbyen i den Kunst at kaste Dolken lige i Modstanderens Øje; paa de troløse Kvinder sprætter Elskeren endnu fremdeles Maven op med Krumkniv. Alt dette eksisterer virkelig, man har blot givet det for stor Rækkevidde ved ikke at tage andet med.
Ronda har Blodtone. Skønt Byen kun tæller ca. 30,000 Indb., hører dens Tyrefægtninger til de første i Spanien; bød man Bjærgboen her anden Rangs Løb, vilde han brække Arenaen op eller stikke Ild paa den. Egnen leverer et stort Kontingent til de professionelle Fægtere, og enhver – Mand som Kvinde – er Amatør, aficionado. De kender hele Terminologien og alle Grebene, og blot de ser en Spædekalv i Landskabet, trækker de en rød Klud frem og vifter.
Der er noget ved den magre senede Bjærgbo i Andalusien, som minder om Katteslægten, og Ligheden paatrænger sig stærkest i Bjærgene ved Ronda. Hans Gang er rap, lydløs, han kender ikke til Nervøsitet og er dog lutter Nerver; han kan aldrig faa Sol nok, men suger den ind midt paa Dagen i Aarets varmeste Tid, udstrakt paa et brændende hedt Underlag; han er vellystig lad og utrættelig udholdende. Meget ofte kender hans Blik kun to Tilstande: den varige, hvor det undgaar èns eget og dog følger èn uafbrudt og gør hver Bevægelse halvsovende med – og den akute, hvor 93| det samler sig lynsnart og stærkt Øjeblikket forud for et Angreb, tager Maal af Afstanden og Fæste, og borer sig tvingende ind i Modstanderens for at fastholde ham. Og saa dette vellystige Hang til Grusomhed, som er hele Andalusiens og maaske hidrører fra, at dette Solland til syvende og sidst ikke har Sol nok for et Folk, der er kommet fra endnu hedere Himmelstrøg! Overfladen kan være dækket af et uigennemsigtigt Lag Kultursminke; men her ligger den blot og føjer endnu et Stænk af Rødt ind i Koloriten.
Der er noget æggende rovdyragtigt over disse stærke ranke Mænd, der ikke er godmodig‑nyfigne som Sletteandaluseren eller stolt‑imødekommende som de øvrige Bjærgboer, men koldt‑afvisende som Araberen. I dem sidder endnu Orientalerens Foragt for den evropæiske Barbar, de haaner den Fremmede ved at lade ham være Luft for dem, og deres Tærskel er svær at overskride. Spansk Selvfølelse bliver hos dem til et Hovmod, der maa forekomme den Rejsende meningsløst, da det hverken er Penge‑ eller Aandshovmod, men bunder demokratisk i det, de har fælles med alle andre – Legemet.
Kvinden er høj og spottelysten, hun har mørkere Haar end andre Andaluserinder – helt blaasort – og ofte oval, lyst dunet Hage, der giver hende et besynderlig blondt Udtryk. Hun har liden Omsorg for Børnene, men mange Kærtegn; om Dagen ser man hende bestandig med en Unge i Favnen, sin egen eller en andens, som hun kæler for i smaa Rovdyrnap, der undertiden faar den til at græde. Hun kan tæmme den vilde Tiger, der altid gaar om bevæbnet til Tænderne, gøre ham medgørlig, forvandle hans Knurren til blød kurrende Kælenhed, kue ham om hun vil. Han ruller sig for hendes Fødder som en stor Pudel, lige ydmyg naar hun sparker og naar hun kæler – med Kniven i Skærfet, 94| Bøssen i Haanden og hendes Fod paa sin Nakke. Til hun bliver 25‑30 Aar og begynder at falme; saa rejser han sig roligt og spænder hende i Aaget. Og den lunefulde Venus forvandles i forbavsende kort Tid til et taalmodigt Arbejdsdyr; mens han i Kraft af sin evige Ungdom vælger sig en anden Herskerinde.
– –
Syd for Ronda falder Bjærgene af og bliver fredeligere, til Landskabet roligt glider over i de store Korkskove ved Castellàr. Korkegens afskrællede forvredne Grene griner uhyggelig hvidt ud af Skovens Halvmørke, vi tager i Gennemfarten det fantastiske Indtryk af en Hær afpillede Skeletter, der bærer grønne Grene skyggende over sig.
Vi er i det sydlige Lavland igen. Snakkesalige Sletteboer kryber ind i Toget og byder mig straks af deres Tobakspung; de raaber øredøvende til hinanden lige forbi mit Øre, kaster sig urolig frem og tilbage og ler larmende; deres Øjne er mættede af Velvilje.
Algeciras, Endestation!
Navnet klinger saa arabisk, og Byen ser ud som havde den sovet i Aarhundreder – lige siden Mavrerne dreves ud af Andalusien. Den er hvid og har flade Tage, eller svagt hældende af graagrøn Azulejos; Husene staar tilskoddede og tæt sammen som gamle Øg, der blunder i Solheden. Inde i de kølige Patios knebrer Kvinderne og spinder paa Haandtèn, ude i Solen paa Alamèdaens Bænke blunder Mændene, hyllede i deres lange Kapper. De har store Ansigter, en svær aaben Pande, blødt sort Fuldskæg og en rolig, nøddebrun Hudfarve; Kvinderne har Odaliskens store runde Træk, og Lød som raa Fløde.
I Gadernes halvstørknede Ælte boltrer Børn og røde Svin sig i ubunden Naturglæde. Lige nøgne er de, lige naturlige 95| og trinde. Her var Leddevand og Flæsk og Engelsk Syge nok til en hel Hærskare af Rafaelske Engle; og al for megen frejdig Ligefremhed selv for den glubskeste Naturalist. Nu og da slutter en Mand eller Kvinde sig for et Øjeblik til Flokken, glider med forbavsende Lethed ind i Gruppen og planter sin Foragt for det Sømmelige midt i Dagen.
Men tyve Minutters Sejlads over Bugten, og Sceneriet bliver et andet.
Allerede midtvejs mister Vandet sin dybe blaa Farve og dækkes af en Hinde af Kulstøv, der glinser graa og tør i Solen. Damp‑ og Sejlbaade krydser hinanden i alle Retninger og skærer blanke Furer i Støvhinden, der inden den igen lukker sig viser et Stykke Havbund paa mange Fods Dybde: gul Sand, violette Slagger, polypagtige Klippeformationer.
Den store Bugt, der kun er aaben mod Syd, danner en naturlig Havn. Vi glider ind i en Skov af Master og Dampskibsskorstene, skandinaviske Flag smælder i Luften omkap med de store Nationers, tykmavede Ærø‑ og Stavangerskuder gynger mageligt paa Vandet, mens de tømmes for deres sorte Indhold. Uhyre Jærnkolosser kommer jagende ind, sluger 4‑5 almindelige Skibsladninger af den sorte Føde i lige saa mange Timer og haster bort igen, til Orienten eller Amerika. Kul og Kul alle Vegne! Luften synger af Jærn og Staal: af Ankre, der kastes og lettes, af arbejdende Dampspil, af Prammenes Kæmpekraner. De ligner uhyre sorte Svaner som de vugger ved Skibets Side, sænker deres Staalhoved paa den lange krumme Hals varsomt ned i dets Last og dukker op igen i en glidende Svajning; ude over Prammen aabner de Staalnæbet og lader en Mundfuld Kul falde – saa stor som en Vognladning. Og igen! – Korte Fløjt og lange Brøl skifter, og en Paketdamper støder i sin Sirene 96| – tre korte Rovfuglehvin, der jager èn op i Rædsel og bliver ved at flakke hylende fra Kyst til Kyst – længe. Engelske Komandoraab gaar ind i, og en norsk Opsang; nøgne travle Negere, hvis hastige Grin ud over Rælingen er som Kornmod en Sommernat, tumler fortroligt med de sorte Kul og ter sig henrykte under Arbejdet – som Væsner, der endelig har fattet Forsynets dybe Hensigt med dem.
Gibraltar er en Fæstning, den eneste uindtagelige i hele Verden paastaar England. Tilliden til dens Uindtagelighed er dog ikke større end at den Fremmede ved Landstigningen maa aflevere sin Lommekniv til Portvagten, og han skubbes gennem Porten med et Tilhold om at være uden for engelsk Omraade inden Solnedgang. Denne Frist kan dog paa Indstilling af éns Konsul eller en anden anset Borger forlænges til ti Døgn.
Byen er en Frihandelsplads, men regeres udelukkende efter militære Regler, der er strængere end et Fængsels. Ved Solnedgang (ca. Kl. 5 Eftm. nu i Januar) affyres en Kanon, og fem Minutter efter lukkes Byportene; Byen er da fuldstændig afskaaret fra Forbindelse med Havnen og Omverdenen til næste Morgen ved Syvtiden, og den Borger, der ikke har endt sine udenbys Forretninger til Solnedgang, maa kampere uden for Murene. Klokken halvti lyder den anden Kanon, og da maa kun Næsetippen rage op over Dynerne. Selv om Dagen kan man ikke færdes frit, bistre Konstabler og Skildvagter bevogter hvert Skridt man tager, militære Adgangstegn kræves paa de latterligste Steder, og den Adresse paa en Vaskerkone, man nedskriver i sin Lommebog, bliver af vaagne Krigerøjne opfattet som et Rids af Fæstningen. Vi, som kommer fra det fri Andalusien, hvor Mangel paa Pedanteri og Uniformeringstrang gør det saa let at leve og aande, kan næsten ikke faa Vejret for dum 97| mekanisk Haandhævelse af Regler, der nærmest maa være beregnede paa Krigstilstand. Opholdet inden for Murene bliver yderligere paagaaende ved det idelige Træk gennem Gaderne fra Morgen til Aften af forskellige Vaabenarter, der marcherer, tropper op, svinger og holder Trit paa Stedet – alt ud fra en højere Idiotis ufattelige Love. Ellers koldblodige Briter, som hverken Tyrefægtningens Raahed eller Alhambras Skønhed fik til at fortrække en Mine, staar opstillede langs Fortove og paa Balkoner og indsuger med et delirisk Udtryk denne Strøm af Trommehvirvler, Komandoraab og skiftende Ben.
Paa Klippen lever vel en 30,000 Mennesker. Af disse er de seks Tusend engelske Lejesoldater og Officerer, desuden er der den engelske Embedsstand og en Del engelske Privatfamilier. Men Hovedmassen – hele den lavere Befolkning og største Delen af Mellemklassen – er lige saa sydlandsk som Klimaet. Hinduiske, jødiske, tyrkiske, og spanske Butiker afløser hinanden saasnart man bøjer af fra selve Hovedgaden, her og der afbrydes de af en engelsk Sømandsknejpe, en tysk eller skandinavisk Skibshandel. Paa Markedspladsen mødes Togaen, Jødeslobroken og Araberens hvide Burnus, Engelsken brækkes i mange Accenter, der bandes og snydes i mange Sprog. Kulier, Negere og spansk og italiensk Almue forretter det grove Slid i og ved Havnen. Hver Race dyrker sine egne Guder og lukker paa sine egne Helligdage, om Fredagen er Hinduernes Butikker lukkede, om Lørdagen Jødernes. Der mangler heller ikke østerlandsk flade Tage eller andalusiske Balkoner eller mavriske Søjlegaarde med Springvand; skrydende Æsler bærer alle Sydens herlige Frugter gennem Gaderne, Klima og Vegetation er tropiske.
98| Men den orientalsk sorgløse Ro, Ligegladhed og ørkesløs Slendrian, alt det ledige og ugidelige og dyrisk‑letlevende, som er èn stærk Side af den sydlandske Folkekarakter, er borte. Og ligeledes Grandezaen, det ovenud rundhaandede, den uegennyttige Opofren, den stolte Foragt for Kræmmermoralen og dens blonde Haandhævere. Ingen her staar af og byder den trætte Vandrer sit Æsel, eller rettere de gør det alle sammen – for Penge. Spørger man en af dem om Vej, nævner han først en Pris og gaar saa med.
Anglo‑germansk Kultur kan være stolt, den har fortrængt alle Solens forfløjne Deviser af Menneskenes Sind og sat sit solide: Nytte, money‑making i Stedet. Man føler sig som paa en fortrinlig iscenesat Maskerade: Dragter, Ansigter, Stemmer, Omgivelser – alting synes ægte orientalsk; men der sidder en i Korrekthed maskeret John Bull bag hver Forklædning. Jeg saa en Dag noget, der var typisk: En Mand kom løbende ned ad Gaden og efter ham en Betjent, der slog med Armene og raabte: Stop Tyven! En Araber spændte Ben for Flygtningen, saa han faldt og Politiet fik fat i ham. Netop saadan vilde Folk ogsaa bære sig ad derhjemme, i Spanien eller Marokko derimod vilde de spænde Ben for Betjenten. – – –
Gibraltar er en Fæstning.
Komandantboliger med Skildvagt foran, Officersklubber, Kaserner, Militærknejper, Soldaterhjem og Garnisonskirker afløser hinanden Gaden igennem. Og hvor den forsvinder ind i Bymurens dybe Portaabning, tager Strandpromenaden fat og løber videre ud, forbi Ekserserpladser, Arsenaler og mægtige Barakker. Under den afrikanske Vegetation leger franske og svejtsiske Bonner med de smaa engelske babies, der har Englekrøller og Ansigter af Mælk og Blod; rødlige, knoklede Englændere slæber deres Platfødder og Kalveknæ 99| af Sted ved Siden af mørkøjede spanske Señoritas, hvis Gang er som Musik; solide Englænderinder skridter af Sted paa solide Fødder, enlige eller i Selskab med en halvvoksen kadetklædt Dreng. De virker som en Legemliggørelse af Bøf og Porter; blot de slaar en Parasol op, er det med en lille Eksplosion af Kraft; det kolde Blik rummer Fæstningens hele Uindtagelighed.
Deres drøje Gang, graa og brune Dragter og hele monotone Udtryk virker pinefuldt, næsten kvalmende mod den lette tindrende Solluft. Men de staar godt til den pansrede Klippe, til den lange Række Kanoner, der med faa Alens Mellemrum følger hele Promenaden, til de Pyramider af Bomber og Granater, der smykker Anlæget og paa en overvældende Maade gør det af for andre Kunstværker. Og Grunden under dem er ogsaa solid; den er støbt sammen af Klippeblokke og Cement og gemmer i sit Indre en anden Række Kanoner, der kan bestryge Bugten lige i Vandskorpen.
Op fra dette Dobbeltled i det mangeradede »Gebis« rejser Klippen sig ca. 1500 Fod høj, af Form omtrent som en lang smal Bog, der er aabnet lidt og stillet paa Kant med Ryggen opad. Den er utilgængelig fra de tre Sider, og her paa den indvendige fjerde staar den ene Husrække med Tæerne i Nakken paa den anden.
Men det er kun en lille Strækning, saa kan de ikke hænge ved længere. Tørt Græs og Smaakravl tager deres Plads; Stien, der er frynset af magre Agaver, slynger sig stærkt i Zigzag mellem store blaalige Klippeflader og Grupper af Buskvækst; her og der i Buskene hviler Kæmpekanoner paa deres Drejeskive, de er malede i Klippens Farve for ikke at ses fra Søen.
100| Det kullede Fjæld gør sig stadig mere gældende. Det ligner et vredt Kæmpebryn gennemtrukket med lange Tværrynker; de opsamler Regnvandet, der saa gennem borede Huller synker ned i Klippens Indre til de store Cisterner. Hvorfra det engang atter skal pumpes op som pale ale, naar den store Middelhavskrig kommer og for en Stund gør den skaldede Klippe til Verdens Midtpunkt.
At dette før eller senere vil blive Tilfældet, er Englænderne fast overtydede om. I det Øjemed har de hulet Klippen ud i lange Gallerier, der løber det ene over det andet i tre Stokværk. Udad til er der kun tre Rækker Huller at se, delvis dækkede af Buske, hvorfra Kanonerne titter frem som fredelige Rugefugle. Men som Dansker er jeg en Hund efter alt, hvad der smager af Militær, og jeg har med megen Møje erhværvet mig et Adgangstegn, der dog kun gælder det underste Galleri.
Stien skærer sig mere og mere ind i Klippen og ender med at lukke sig helt over mig. Jeg staar foran et sort jærngitret Hul i Bjærget med en Vagtdeling lejret omkring, rækker Underofficeren mit Adgangstegn og bliver lukket ind. Han slaar Følge, og de andre laaser omhyggeligt bag os.
Vi er i en høj hvælvet Gang, sprængt ud i Klippen, mørk et Stykke, saa med pludseligt, stærkt indfaldende Lys fra et Skydeskaar, og mørk igen til vi naar det næste. Her og dèr er Gangen udvidet til en Hal, i den indre Væg er hugget Forraadskamre og Vandbeholdere, Ammunition ligger smukt ordnet langs Væggene, i alle Skydeskaarene staar der Kanoner. Udenfor var Heden uudholdelig, herinde er der koldt med isnende Luftstrømninger. Kulden og den raa Lugt af Jordens Indvolde faar mig til at gyse, og jeg skynder mig hen til hvert nyt Skydeskaar for at fange lidt af Lyset og Solen derude. De giver nyt og nyt Landskab – nyt og nyt Virke101|felt for de langhalsede Kanoner. Under og over os yder Klippen en næsten lodret Flade af nogle Hundrede Fods Højde for Fjendens Kugler at prelle af paa, og for selve Skydeskaarene kan der rulles Staalpersienner ned og op mellem hver Salve, for at Soldaterne ikke skal faa de fremmede Projektiler i Øjnene og derved hindres i at tage ordenligt Sigte.
Vi er kommet saa langt rundt, at den glimtvise Udsigt ikke viser Bugten mere; det flade Fed, der hæver sig et Par Alen over Havet og gør Klippen landfast med Spanien, ligger lige under os en 400 Fod nede. Vi ser Skildvagten ved den spanske Grænse og nærmere inde under os den ved den engelske, og mellem de to Grænser den hvide Kirkegaard og det nevtrale Bælte. Det ser ud, som om man kunde spytte lige ned i Hovedet paa dem dernede, saa stejlt er det. Englænderne har undermineret deres Part af Feddet helt ind til den stejle Væg; de behøver blot trykke paa en Knap, saa sprænges det hele i Luften og Havet tager dets Plads – Guderne maa vide til hvad Nytte.
Man bliver saa taknemmelig for Solen selv om den branker èn lidt, saa modtagelig og glad for alt omkring èn, naar man saadan dukker frem af Jordens Indre. Alt ligger i forstærket Glans –: Landskabet, Bugten dernede med de Hundreder af Skibe og Baade. Jeg kan se lige ned paa Dækket af dem, de ligner store Legetøjsskibe, og de nøgne Negere ser ud som Prikker af Fluesnavs. Nu hører jeg ogsaa Staalets og Jærnets Sang, som jeg har været døv for de sidste Dage; den hvide i den stærke Sol, og Promenaden strækker sig dernede langs Klippens Fod siver op til mig som en lang melodisk Dirren. Kystbatterierne ligger blændende med sin lange Kanonrække. De ligner sorte Myrer, som er i Færd med at kravle tværs over Promenaden ud i Søen.
102| Promenadetimen er inde, og en bred Strøm bevæger sig udad dernede; jeg skimter røde og blaa Silkeparasoller og sølvbeslaaet Seletøj – fint Selskab. Men Taknemmeligheden over ikke at være blevet en Indvoldsorm sidder endnu i mig og gør mig ydmyg, jeg vender min Tanke mod Aberne deroppe paa Toppen og beslutter at aflægge dem et Besøg.
Det er en besværlig Tur, som yderligere besværliggøres ved, at enlige Vagter staar posteret rundt omkring paa Klippen og morer sig med at gøre Vrøvl. Men endelig naar jeg frem og rider overskrævs paa Klippens Ryg. Aberne ser jeg ikke noget til, de er rimeligvis ude at promenere paa den lodrette Klippevæg, som vender mod Middelhavet; og derhen kan jeg desværre ikke følge dem længer.
Ak ja, det var dengang! Hvor var det hestedumt af Naturen at indskrænke Hændernes Antal – det er dog dem, man skal gramse til sig med, og voltigere med! Men hvad skal man derimod med Fødder? Hvis jeg endnu havde mine fire Hænder, saa vilde jeg slynge mig lige ud fra Klippen her, hvirvle mig to Gange rundt om en fremragende Politikers Bevaagenhed derhjemme, sætte af paa hans lille spændstige Mave og dale lige saa nydeligt ned paa Finanslovens tusend Kroner. Dem huggede jeg blot en Bagklo i, men den modsatte Forlab slog jeg i en Sinecure til tre Tusend – og hang saa der og vuggede til blide Toner. Men Publikum paa Plænen bliver uroligt, det vil have noget halsbrækkende dristigt for Øje, mens det fordøjer. Og hopla! svang jeg mig atter ud, helt op til Posten som Chef for det Kongelige – gjorde kanske Dødsspringet derfra og plantede mine Sædepuder paa en Taburet. Saa vilde jeg øve den Kunst at sidde – under Folkets vilde Jubel. Der er ingen Græn103|ser for, hvad jeg skulde naa til hjemme, blot jeg havde fire Hænder.
Nu maa jeg nøjes med at ride overskrævs heroppe, klemme mine flade Fødder ind mod Klippen og stirre ud. Derovre ligger Afrika med den anden Herkulesstøtte Ceuta, under mine Fødder Strædet med hvide Sejl og lange Røghaler, Middelhavet og Atlanterhavet i Øst og Vest. Og i Nord Spanien med de farverige nøgne Bjærge – jeg kan se det halve Andalusien: fra Kap Tarifa over Korkskovene helt ind til Jerez, Rondas Klippeplateau, Kyststrækningerne langs Malaga med Huertas og Byer, Sierra Nevadas hvide Tinder 30‑40 Mil borte.
Det rumler hult inde i Klippen, som led Bæstet af Vinde. Om den nu affyrede sine 2000 Kanoner paa èn gang, kunde jeg saa blive siddende, eller blev jeg vippet af Sadlen? Underlig nok, trods de 2000 moderne Ildsvælg, og trods det, at Klippen i sit Indre har Plads til 150,000 Mand og Forraad for dem til to Aar, mens 6000 Mand skal være nok til at tilbageslaa et Angreb af en Million – trods alt dette kan jeg ikke rigtig faa Grumheden frem. Mens Englænderne gærne i Klippen vil se en hvilende Løve, der holder Vagt ved Evropas sydligste Grænse med Blikket fæstet paa Afrikas vilde Horder, kan jeg ikke engang faa en Pladshund ud af den til Brug for et Kulfirma; den minder mig om en Drøvtygger, en slet og ret Okse.
Men inderst inde mener John Bull heller ikke noget med dette rørende skønne om Løven og de vilde Horder; han ved meget godt, at den virkelige Kultur er Geschäftsaand, og den skal nok klare sig mod alle Sydens og Østens vilde Horder. For der skal tre Jøder til at snyde en Græker, og tre Grækere til at snyde en Armenier – siger Ordsproget; 104| men hele Armeniens Skæbne kan rummes i en eneste Anglo‑Germans Lomme.
Derimod er det hans oprigtige Mening at bevare Førerskabet i denne høje Kultur, og dertil behøver han Klippen. For han har regnet det saadan ud, at de forenede Magters Flaader i Tilfælde af en Krise skal ankre op under Gibraltar, give sig til at bombardere den bare Klippe og lade sig skyde i Sænk af dens 2000 Kanoner – mens han selv har frie Hænder i hele den øvrige Verden. Blot de nu er snedige nok til at finde paa det. En Englænder, med hvem jeg for Alvor drøftede dette, indrømmede ogsaa, at Klippen havde været endnu mere værd, om den havde været transportabel – et Slags flydende Batteri.
Men ogsaa som den er, værner Englænderen om den – undertiden vidtløftigt, som man værner om en Ting, man har taget sig selv ved Næsen paa. Klippen, som den nu ligger der, har kostet England langt over en Milliard Kroner og koster aarlig 5‑6 Millioner at opretholde. Og saa er der dog ængstelige Englændere nok som mener, at den for at svare til sin Hensigt helt burde omkalfatres.
Spanien, der, uden at blinke, lader sine egne Rigdomskilder ligge unyttede hen og overlader til Fremmede at udnytte dem efter Forgodtbefindende, er ogsaa hypnotiseret af den golde Klippe. Lige siden det mistede sine Kolonier, har det haft Øjnene ufravendt rettede paa Gibraltar, der snart var Nøglen til en mægtig Fremtid udad til, eller til det indre Opsving, hvortil Landet saa haardt trænger, snart igen det Punkt, hvorfra Ulykke og Undergang truede.
Mand og Mand imellem taler man om intet mindre end at erobre Klippen tilbage ved første Lejlighed. Offentlig har der været Forslag fremme om at købe den (!) eller eventuelt udveksle den med den anden Herkulesstøtte Ceuta, 105| der jo ogsaa har smaa Aber paa Toppen og desuden er over syv Hundrede Fod højere.
Men England har dog for megen praktisk Sans til at begrave sine Millioner i Nord‑Afrika, naar det netop har gravet saa god og dyr en Grav til dem her ved Evropas Sydgrænse.
