Hinsides Strædet
[109]| Tanger – saa nær og saa fremmed! Fra Toppen af Gibraltar kan jeg skelne dets Huse; fra dets egne Minareter har Muezzin kunnet iagttage det store Søslag ved Trafalgar, en Bi kan flyve tværs over fra Verdensdel til Verdensdel. Og i Karakter – hvor fjærn! En levende orientalsk Bazar, et broget Æventyr, klippet lige ud af »Tusend og én Nat« og befolket med alle Æventyrets Skikkelser, med Dervisher og Pashaer, Gildinger og Harem. Dèr ligger Byen op over Højderne, Hus ved Hus, hvidkalket og blændende i Afrikas Sol, uden Vinduer og med flade, østerlandske Tage. Azulejos‑Taarnene angiver, hvor Moskeen staar, de takkede mavriske Mure viser Byens Grænse mod Ørkenen.
Men ogsaa saa gammel og bekendt! Hvem har ikke gennemdrømt alt dette i sin Sjæl og skabt sig underlig brogede Forestillinger, som ikke vilde tage Form og derfor blev desto rigere.
Pilgrimmene kommer syngende fra Mekka med hellige Relikvier paa Brystet og Koleraen i deres Kappefolder. Beduin og Berber krydser Gaden bevæbnet med langløbet Karabin og krum‑ eller flammeægget Skymetar; Kameler sejler ned ad Højene, og Vinden blæser tør og kvælende fra Ørkenen; ved Allah sværges der paa Markedspladsen, til Allah bedes der i Moskeen.
110| Kort og godt, jeg tog over Strædet med den lille Damper, ankrede op et Stykke fra Land og steg i Baad, satte mig derpaa overskrævs paa en nøgen Neger og red i Land.
Mit Indtog i Tanger var det sædvanlige i Sydens Byer: omringet af en Skare burnusklædte Banditer, der trak i mig fra alle Sider og hagede sig fast i mit Haandgods, slæbte jeg mig fra Landingsstedet op gennem det skumle Gab i Muren, hvor Toldvagten sad og døsede med lange Spyd i Favnen, og videre ind i de sælsomme Gader. Banditerne trak mig i Retning af hver sit Hotel, lovede mig Guld og grønne Skove, hvis jeg gik med, og rakkede hinanden ned i samme Aandedræt. »Kom du med mig, Herre, og bryd dig ikke om de Gadedrenge, jeg skal tage dig til det bedste Hotel i hele Byen!« siger en ældre, enøjet Fyr. – »Ja, han kan sagtens love godt, han har lige været paa Torvet og købt Kartofler,« griner en anden. »Du kan selv se, han har Skrællingerne i Skæget endnu!« – »Rascal!« skriger den første igen. »I skal jo have Steg i Aften. Har jeg ikke selv set dig slæbe en død Hund hjem fra Floden i Nat!« Deres daarlige Engelsk svigter dem, og de slaar over i Arabisk, saa jeg ikke kan følge Slagets Gang længere. Men pludselig spytter den ene i Ansigtet, og den anden svarer med samme Mønt, og naar dette uskadelige Kastevaaben er opbrugt, tyr de til Næveslag og Spark af gule Tøfler. Jeg benyttede Lejligheden til at gøre mig usynlig, forsvandt ned i en Gyde og drejede om og om ved hvert nyt Hjørne, for at de ikke skulde komme mig paa Sporet. Men lidt nede indhentedes jeg af ham med det ene Øje; hans Næse blødte, og han saa nærmest ud, som om han flygtede. Han blev glad overrasket ved at se mig og trak straks af med mig til sit Hotel, og saaledes kom altsaa Byttet til at tilhøre den overvundne – en Retfærdighed, der var lige saa stor som den er sjælden 111| i Historien. Hadji abd Islam – det var min enøjede Erobrers Navn – afleverede mig med megen Vigtighed til Hotelværten og tilbød sig som min Fører. Jeg benyttede ham de 14 Dage, jeg var der; og lige saa banditagtigt det første Indtryk af ham var, lige saa fortræffelig viste han sig at være. Han trak omkring med mig fra Morgen til Aften for en billig Penge, sparede aldrig sig selv, gjorde selv intet Forsøg paa at plukke mig og tillod heller ikke andre det. Allah lønne ham for det og bevare ham for Koleraen og Sumpens gule Slanger.
Det var med en underlig Følelse af Betagethed, jeg traadte ud paa min Balkon, da Hadji havde forladt mig, og jeg kom lidt til Ro igen. Hotelet var bygget i spansk Stil og havde Balkonvinduer, men rundt om laa den arabiske By, hvidkalket, uden Vinduer og med flade Tage, hvor hvide, tilslørede Kvinder gik og promenerede.
Det var blevet Aften, Bugten og Strædet var faldet til Ro, langt ude laa Spanien og Gibraltar som en Skybanke i det Fjærne. Maanen kastede en magisk Glans over den hvide By, der laa med dybe Skygger i Bunden og grøn Atmosfære henover sig; Minareter og Azulejos‑Taarne syntes at rykke nærmere i den natlige Belysning. Fra min Veranda kunde jeg se ned over Tagene og ind i det Indre af nogle mavriske Gaarde, under Søjlegangen i en af Gaardene sad en Araber paa Fliserne med Benene trukket ind under sig og forrettede sin Aftenandagt i Skæret af en rød Ampel. Jeg kunde høre ham mumle ivrigt. Saa tav han, hældede sig forover og stødte Panden tre Gange mod Jorden – og mumlede igen. Og senere, mens jeg sad bøjet over et Brev hjem, hørte jeg Muezzin kalde de Troende til Midnatsbøn med blød og mægtig Stemme, der fra den slanke Minaret svøbte sig ud om alle Huse: Gud er stor og 112| almægtig! Kom til Bøn! Gud Herren kalder! – Om Natten blev jeg vækket ved stærke Raab og Guttural‑Eder og hastige Fodtrin nede i Gaden. Jeg sprang op af Sengen og ud paa Balkonen og saa i Maanelyset to hvide Vægtere løbe langs med det hvide Brystværn og pege ned over Stranden med deres lange Karabinløb. De forsvandt ude i det disede Lys, og lidt efter faldt der et Skud. Saa blev alt stille, og jeg gik i Seng igen og laa og lyttede. Natten havde den kendte Syngen, som en stille Nat har, altid og alle Vegne – den hørlige Stilhed. Og ind i den brød for anden Gang som en mægtig og rolig Flodbølge Muezzins fuldtonende Kalden til Bøn. Da var Klokken to. Da jeg igen var ved at falde i Søvn, lød der højrøstet, uforstaaelig Tale under mine aabne Balkondøre, og smaa Sten faldt ind i Værelset til mig. Jeg stod atter op, og dernede paa Brystværnet, som nu laa i Skygge, stod de to Vægtere fra før og stirrede op efter mine Vinduer. De saa mig og sagde en hel Del paa Arabisk og gjorde mange Tegn, men jeg forstod intet af det og blev underlig til Mode. Hundreder af Tanker piskede gennem mit Hoved i Hælene paa hinanden: Slagsmaalet i Eftermiddags – at jeg skulde arresteres – at jeg endnu ikke havde forevist mine Papirer og skulde vises ud o.s.v. Men saa raabte den ene op: »Take – care – of – your – pockets« (Pas paa Deres Lommer), og efter nogen Grunden gik det op for mig, at han maaske i al Almindelighed vilde gøre mig begribeligt, at der var Tyveri i Luften. Jeg tiltalte ham i samme Sprog for at faa nærmere Besked, men det var det eneste Engelsk, han kunde, for han blev ved at gentage den samme Sætning. Jeg gav mig til at lukke Balkondørene, og de to Vægtere lo og klappede i Hænderne af Glæde over, at jeg endelig var med. Dagen efter fortalte jeg Hadji, hvad der var hændet, og han trøstede 113| mig med, at der ingen Fare var paa Færde. Jeg skulde blot holde Balkondørene lukkede om Natten og kigge under Sengen, inden jeg gik til Køjs – for det kunde undertiden hænde, at en Fyr gemte sig dér. – For Resten mærkede jeg ikke senere noget til langfingrede Allahdyrkere.
Jeg sov langt ud over den fastsatte Tid for Udflugten, og da jeg vaagnede, sad Hadji Abd Islam paa en Stol henne i den anden Ende af Værelset med begge Ben trukket ind under sig som en Skrædder. Han holdt Hovedet paaskraa og stirrede paa mig med sit eneste, store Øje som en nysgærrig Høne. Da jeg rejste mig over Ende, tog han, stik imod al god Marokkanerskik, sin røde Fez af til Hilsen og viste et Hoved frem, der var aldeles glatraget, saa nær som en Plet i Issen, ikke større end en To‑Øre, hvor der groede en lang Haartot. Hans blanke Hovedskal, der lignede poleret Ben, var dækket af gamle Ar, der krydsede hinanden fra Haartotten ned til Panden. Jeg troede, de hidrørte fra Slagsmaal, men kom senere til et andet Resultat. Den enestaaende Haartot iagttog jeg de følgende Dage ofte hos en Berberstamme, nogle høje, slanke Marodører, der gik i Rebsandaler og en brun Kamel‑ eller Gedehaars »Gehab« med Hætte ned over Ryggen. De havde gærne Kabelgarn eller Basttrævler viklet om Panden i Stedet for Turban og saa yderst forvovne ud, som de stod i Klynger langs med Gaderne og sjakrede Karabiner og hensynsløst skød dem af mod de hvide Mure, saa Kalk‑ og Blystumper fløj èn om Ørerne. De skal høre hjemme i Bjærgene ved Oran, og ved Hjælp af Haartotten hiver Allah dem op i Paradiset, naar de dør.
Saa trækker Hadji af Sted med mig og bliver ved Dag efter Dag og viser mig alt, hvad han selv beundrer. Naar Solen ikke staar alt for højt og Scirokkoen ikke blæser alt 114| for kvælende, er jeg lige saa ivrig som han, skønt min Beundring ikke altid er lige uforstilt. Hadji véd, hvad der er værd at se, for han har rejst meget. Han har været paa Pilgrimsfærd til Mekka, hvor Kopperne anfaldt ham, tog hans ene Øje og spættede hans Hud. Han har mange Gange været tværs over Strædet paa Klippen derovre, og én Gang tog han helt ind til Granada og stod paa Alhambras Tinder og stirrede ud over Vegaen: det forjættede Land, hvorfra hans Forfædre blev uddrevne, og hvorhen Allah en Gang igen vil føre sine Troende. Derinde er Salene større og Hvælvingerne finere og al Ting smukkere end i selve Mekka, og det er det frugtbareste Land i hele Verden, for de Troendes Himmel hænger oven over det ..... Han bliver saa ivrig, at han stanser midt paa Vejen, sætter sig paa Hug og spørger mig, om jeg har været der. Ja, for nu har Spanierne det, og de rækker Tunge ad alle Folk, der ikke ligner dem selv.
Hadji hader Spanierne – de har ogsaa siden villet have fat i Marokko, men det vilde Allah ikke tillade ...... – Og han knytter Hænderne og gestikulerer voldsomt, mens han fortæller om Spaniens blodige Røvertog 1859‑60, da han selv som Barn saa Stammens Mænd jage Vester paa over Ørkenen i Retning af Tetuan for at fordrive den store Fjende – og saa dem komme tilbage endnu hurtigere, slagne og nedslaaede.
Saa kan han glemme baade sig selv og mig og Engelsken og i sin Hidsighed slaa over i det uforstaaelige Maghreb, hans eget Sprog. Han har jo heller ikke mange Ord til sin Raadighed i det fremmede Sprog, men des mere virkningsfuld er næsten hans Fortælling, med dens Rigdom af illustrerende Fagter. Og mens han fortæller om de marokkanske Helte Achmed og Abbas og den grumme, spanske 115| General Prim, drager han mig ud over de soltørre, sandede, visne Højder og giftige Sumpe, som han elsker saa meget.
Paa Højderne er der højt, tørt Græs, som intet Dyr vil æde, og Rader af Aloë, hvis Fibre bruges til Tøj, og enkelte spredte Palmer og lange Udsigter med Karavanveje indefter og indefter gennem Sandet. Nede i Sumpene er der tæt Jungle med giftige Slanger i; og surt, stillestaaende Vand, som forsyner Byen med Drikkevand og Pest; og Hjorder af smaa, korthornede Bøfler, der fortæres af Besætningerne ovre paa Gibraltar. For Marokkaneren trænger ikke selv til Kød.
Her i det tætte Junglekrat har ogsaa de Slaver Tilhold, der er flygtet fra det Indre af Landet. Tanger er blevet et Fristed for dem – det eneste i hele Landet – og det skønt Byen er underkastet de samme Love som det øvrige Land.
I Tanger bor nemlig Magternes Gesandter i Stedet for i Hovedstaden – i kritiske Tilfælde er det rart at være saa nær ved Evropa som muligt – og Gesandterne har stærkt beskyttede Villaer, der ligger nær sammen, og et rigeligt Tjenerskab, væsenlig af Negre.
Disse er gærne bortrømte Slaver; Gesandterne tager dem under deres Beskyttelse og har ved deres energiske Mellemkomst naaet at gøre Slavemarkedet umuligt i »den af Gud beskyttede By«, Tandja.
Slaver er der en hel Mængde af endnu i Byen, men de er nærmest at ligne ved Tjenestefolk, der har det saa godt, at de ikke gider rende fra Pladsen og udsætte sig for den fri Konkurrence.
For saa vidt har altsaa enkelte bosiddende Evropæere ved deres Myndighed paatrykt denne Udkant af det marokkanske Sultani et Stænk af evropæisk Kultur.
116| Men over for Kulturen i sin store Helhed er Tanger Tabu lige saa fuldt som det øvrige Marokko. Sydevropæisk Kultur er ikke synderlig erobringsdygtig, og Strømmen gaar strid i det smalle Gibraltarstræde. Her paa Sydsiden af Strædet staar Antallet af en Mands Hustruer i ligefremt Forhold til hans økonomiske Stilling. Pasha har kun otte, han har ikke Raad til flere, og naar saa mange maa hjælpe sig med én, og endnu flere med slet ingen, saa skyldes det i Følge Hadji udelukkende de daarlige Tider. Hadji selv er ikke gift og har heller ikke i Sinde at gifte sig, før han har Raad til at holde to Koner. Det kunde han allerede nu, hvis der blot kom nogle flere Englænderinder i Staden, for de betaler deres Fører saa godt. Men siden det Brohoved er blevet bygget nede ved Stranden, saa Baadene kan lægge til og man ikke længer rides i Land paa Ryggen af en nøgen Neger, undtagen naar Søen netop staar paa, er de ikke nær saa flittige til at krydse Strædet. Og saa vil han ikke gifte sig, for det er saa flovt at nøjes med én, det gør jo kun »dem Negre«.
Gang efter Gang kommer han tilbage til Pashas Harem og fortæller mig mange Usandsynligheder om det og dets Indbyggere. Men han kender intet til de grufulde, romantiske Fortællinger om troløse Haremskvinder, der stoppes i en Sæk og ved Nattetid sænkes i Strædet, hvor Strømmen er stridest. Pashas Koner er stolte af deres Stilling, som de har valgt af egen fri Vilje – siger han – og indlader sig ikke paa Æventyr. Imidlertid er der dog Vagt med lange Spær rundt om Haremet og Gildinger derinde, saa Pasha er næppe selv saa sikker paa sine Koner som Hadji. Mænd maa ikke betræde Haremet, men en Dag, jeg gik forbi, saa jeg et Glimt af en poseklædt Gilding, idet man lukkede en Englænderinde ud. Og hun fortalte mig, at alle Hustruerne 117| sad derinde i et halvmørkt, smukt Værelse og broderede Smaating, som skulde sælges. Pashaens Yndlingshustru, der udmærkede sig fra de andre ved ingenting at bestille, kyssede hendes Haand og tiggede en Frank af hende da hun gik – til Kaffe!
Disse Væsner, der staar saa lavt, at hver enkelt kun formaar at lægge Beslag paa en lille Brøkdel af den store Muselmans Tilbøjelighed, vilde naturligvis være uværdige Genstande for hans Blik paa enhver Tid, hvor han ikke selv behagede at søge dem. Derfor maa de kun vise sig paa Gaden i en aldeles ensartet, hvid Sæk og med tilhyllet Aasyn; de maa ikke passere Hovedgaden men skal holde sig til Smaagaderne, og hvor Mænd staar i Klynge, skal de liste langt uden om. – De ligner vandrende Møllesække, der sniger sig frem langs Murene, og det bestandige Syn af tilhyllede og kun tilhyllede Kvinder virker gaadefuldt og faar én til at fable, ikke om vidunderlige Skønheder, men om gamle Kællinger, der er saa grimme, at de ikke maa gaa med utildækket Ansigt paa Gaden. Men saa forkuede de end kan være, ejer ogsaa de noget af Kvindens medfødte Frygtløshed. Og naar man møder dem paa afsides Steder og ingen Muhamedaner er i Nærheden, slaar de Dækket til Side, smiler til én og viser Træk frem, der ikke behøver at skamme sig ved sig selv. Og man faar Lyst til det umulige, nemlig at samtale med disse forkastede Væsner Ansigt til Ansigt og spørge dem, om de tror paa Allah – de, som ingen selvstændig Sjæl har – og om de savner det: aldrig at kunne bede til ham i Moskeen. Eller om de maaske ikke véd, at de kun kan komme i de Troendes Paradis, saafremt deres Mand vil give Afkald paa nogle af sine himmelske Koner for deres Skyld? – Maaske véd de det, men stoler da paa, at de kommer i Himlen alligevel, 118| for de er Kvinder, og Kvinder tror paa Mændene. Og hvad skulde det vel ogsaa gøre f. Eks. Pasha, om han af de 72 Dejligheder, der er ham beskikket, naar han dør, gav Afkald paa de 8 for at hjælpe sine 8 Hustruer ind i Paradiset. Selv om han havde faaet nok af dem hernede og ikke gad se dem mere, kunde han dog sagtens gøre det; han havde jo endda fireogtres til Rest. – Men mon han saa gør det alligevel? – Og bryder Kvinder sig overhovedet om at komme i Himlen?
Ganske vist er man her langt fra det Punkt, at Fællesundervisningen drøftes, men Skoler er der dog i Marokko. Der findes i alt Fald én i Tanger. Den ligger i en af de snævreste Gyder, og der sidder 8‑10 af de mest velhavende Mavreres Purke paa Hug paa Stengulvet og remser udenad efter Koranen. De er klædt ligesom Voksne i rød Fez, hvid Burnus og gule Tøfler. Deres smaa Lemmer drukner helt i de posede Klæder, mens de vugger til Siderne og fremplaprer de hellige Vers med lukkede Øjne. Rummet er uden Vinduer og ligner en tom Vognport. Der er ingen forrevne Landkort paa Væggene, ingen Skoleborde til Drengene at skære i, ingen Blækhuse, der kan væltes. Ikke Spor af Materiel, kun en gammel, hvidskægget Moor, der sidder paa Hug lidt fra Drengene og agerer Skolemester med en Smække i Haanden og Koranen opslaaet paa sine Knær. Han smiler og nikker, og jeg smiler og nikker; han indbyder mig høfligt til at tage Plads, og jeg sætter mig paa det snavsede Gulv og gør et Forsøg paa at trække Fødderne op under mig paa Arabervis. Saa overværer jeg, at den mindste Dreng giver et Kapitel af Koranen til bedste – ustanseligt og tilsyneladende uden mindste Fejl i Opremsningen. Vi samtaler dernæst en Stund med Hadji som Tolk – skønt Skolemesteren »kan tale alle Verdens Sprog« – og jeg kom119|plimenterer ham pligtskyldigst i Anledning af hans Elever. Saa gør jeg et Par Tilløb til at føle ham paa Tænderne, men han lader sig ikke gaa paa, og jeg maa nøjes med Bevidstheden om, at han i alt Fald kan læse. Jeg rejser mig, børster saa umærkeligt som muligt, for ikke at vække Anstød, Snavset af min Bag og tager Afsked. I Døren blinker Hadji til mig med sit store Øje, og jeg forstaar Signalet og giver den hvidskæggede »Professor« 50 Øre til Kaffe.
Statsmaskineriet er slet ikke indviklet. To Gange om Ugen sidder Pasha paa Hug i den store Port uden for sit smukke Palads og plejer Retten efter god gammeltestamentelig Skik. De kivende Parter kommer op imod ham paa hver sin Side af Gaden og gaar forsonede ned langs Midten. Naar der kommer en særlig fortvivlet Sag for, trækker Pasha sig vredt i det lange, hvide Skæg, »og saa klarer Spørgsmaalet sig altid«.
Mod en lille Dusør til Vagten kan man faa Lov til at se Provinsens Skatkammer udvendig. Det er en massiv Stenbygning med en solid Port med syv store Hængelaase for. De syv Nøgler til de syv Laase er anbragt hos syv forskellige agtværdige Mænd i Byen, og saaledes har man sikret sig imod Tyveri af offentlige Midler. Nøglerne tør ikke betros Pasha selv, da hans Løn ikke overstiger 100 Kr. om Maaneden.
En Dag tog Hadji og jeg alle de offentlige Institutioner paa Rad og besaa bl.a. Byens Hospital og Fængsel. Hospitalet laa i en snæver overbygget Gyde ved Moskeens Bagvæg. Et Stykke nede stødte Hadji en Dør op, og vi traadte ind i et mørkt Rum, hvor en kvælende Stank slog mig i Møde og tvang mig ud igen efter faa Minutters Forløb. Men jeg saa tilstrækkeligt. Der var kun ét langt Rum, som var inddelt i Baase langs den ene Side i Lighed med vore Stalde. Inderst i hver Baas var der en Bunke Halm eller 120| pjaltede Maatter – det var for mørkt til, at jeg kunde skelne rigtig – og midt i Bunkerne skimtedes de nøgne Omrids af Menneskeskikkelser, der vred sig og stønnede. Fra én Baas stak der et Par gustne Ben frem, ud fra en anden krøb en nøgen Unge med Skurv over hele Kroppen. Den gamle Kælling, der udgjorde Opsynet, kradsede Ungen op i Baasen med sin Kæp og med en saa fortrædelig Mine, som om hun selv var en proper Stuepige og Ungen en Tudse, der var kommet over Dørtærskelen. – Kællingen skal kun varetage, at de Syge ikke løber bort, og at de dør i deres rette Baas. For dø skal de, naturligvis – hvad skulde de ellers paa Hospitalet. De faar ikke anden Mad, end hvad der godvilligt bringes dem af deres Slægtninge; men det synes klart, at har man først bragt sine Syge herhen og sat dem i Stand til at dø i de rette Omgivelser, saa bærer man ikke Mad til dem alt for ofte. Det vilde kun være at kaste Allahs Gaver ud af Vinduet. Dèr, hvor de kommer hen, er der nok at spise – meget mere end her, efter Hadjis Mening. Men hvis de nu ikke gør Mine til at pakke sammen? »Then People send for medicinman, and he helps them die« (Saa sender man Bud efter Medicinmanden, og han hjælper dem til at dø), lyder Hadjis simple Svar. Derfor er det altsaa, at jeg ikke har set en eneste Krøbling – Sydevropas store Landeplage – i Tanger.
Fængslet er grundet paa samme Princip. Det ligger højt over Byen, ved Siden af Kasbah – Fortet – og ligner en Rundkirke. Der er ingen Vinduer, heller ingen Dør; Lyset kommer oppe fra det utætte Tag, og naar en ny Fange skal spærres inde, bryder man Hul paa Muren og murer til efter ham igen. Han slipper aldrig ud mere – jo, han kan købes ud for en stor Sum, men det skal ske snart, for han lever ikke længe derinde. Og det sker sjældent. Paa Siden af 121| Rundmuren er der en lille Udbygning; derinde ligger Vagten og døser paa Stendivaner, med Bøsser og lange Spyd ved Siden.
Vagten skyder en Glug paa en Kvadratalens Størrelse til Side, og man stirrer ind i Fængslet. Var Stanken ulidelig i Hospitalet, saa er den ti Gange værre her; man maa holde sig for Næsen og hvert Øjeblik trække Hovedet tilbage for at drage Aande. Bunden derinde er et Ælte af Gødning og Siv; nogle ligger i det, andre sidder paa Hug, atter andre gaar rundt i deres Lænkes Periferi. De er lænket til Rundmuren og til Pillerne, der bærer Taget.
Saa snart de opdager mig ved Gluggen, slæber de sig frem, kryber og gaar saa langt Lænken vil. Fra den bageste Baggrund rækkes senede, slunkne Halse og tynde, rystende Arme hen imod mig; der er fortærende Krav i deres Øjne og deres aabne Munde. De griber i hinanden for at hale sig frem og glemmer, at det er Lænken, der holder dem tilbage. Filtret Skæg og tjavset Haar, nøgne Rygge med tykke Skover af straablandet Menneskegødning, enkelte Pjalter, der hænger dem vaadt ned fra Lænderne og klasker dem om de nøgne Ben, hver Gang de slider i Lænken for at komme nærmere!
De bliver aldrig lukket ud, de faar ikke Vand til at vaske sig i, de faar kun Mad, naar Slægt og Venner bringer dem noget. Eller naar de erhværver sig noget – for se! Nøden har gjort dem flittige og opfindsomme. De, som maaske aldrig har kendt til ærligt Erhværv, medens de var fri – her sidder de midt i Snavset og Elendigheden og forfærdiger de nydeligste smaa Kurve og Tasker af brogede Siv og marokkansk Læder og sælger dem til de Rejsende, der kommer for at se det fæle Syn. – Og den umenneskelige Behandling har gjort dem menneskelige mod hinanden indbyrdes, 122| hvorfor skulde ellers de forreste, der selv har Genstande, de for enhver Pris ønsker solgt, række de bageste Fangers Arbejder frem og udbyde dem sammen med deres egne? Det vilde de næppe gøre paa fri Fod; saadan handler jo ikke en Gang det Samfund, der har spærret dem inde og prisgivet dem til at dø af Sult og Urenhed. Og intet andet Samfund heller.
Dette Samfund, der driver sin Retspleje efter Moselovens Forskrifter og udrydder sine Syge og sine forfejlede Medlemmer, bestaar ikke af Barbarer, der møjsommeligt Fjed for Fjed skal tilegne sig Kulturen. Mavrerne udgør i Tal kun en Tredjedel af Marokkos Befolkning, men de danner hele Overklassen, Byerne befolkes næsten udelukkende af dem, de udgør Embedsstanden – lige fra Sultanen til Natvægteren –, Købmandsstanden og de større Haandværkere. De er Efterkommere af et Folk, der havde en høj Kultur, og har bevaret Levninger deraf i Bygningernes indre Pragt, i den egenlige Klædedragts Rigdom og Overkjortlens blændende Renhed, i den ydre Opførsel og den fornemme Holdning. Man vil paa Tangers Gader forgæves lede efter den »Dyrets Naivitet« og den uforbeholdne Tale, der er saa betegnende for Sydevropas Byer; en Dame kan bevæge sig alene her uden at faa raa Bemærkninger slynget efter sig og uden at se noget, der bringer hende til at rødme. Mavrerne kender godt Kulturens Former og overholder dem, men for Resten er den dem et forlængst overvundet Standpunkt. De har fablet sig fra dens Indhold og dens Krav, fordi disse Ting plagede dem; og de følte dem som en Plage, fordi de er afslægtede – trætte.
De minder i al deres Handel og Vandel saa levende om den sildefødte Søn af en stor Slægt. De er yderlig blaserede og for ugidelige til at besidde Interesse eller Medfølelse, 123| til overhovedet at lade sig rive med af noget. I Sydevropa vækker den Rejsende tit en alt andet end behagelig Opsigt; Mavreren skænker ham ikke Brøkdelen af et Øjekast, og Rejsende er dog langt sjældnere her end dèr.
Mavreren synes ikke at kende noget til Nervøsitet, og han synes heller ikke at have Spor af Livsappetit. Han bestiller saa lidt som muligt, taler nødig, gaar helst for sig selv, staar timevis op ad en Mur og stirrer aandsfraværende ud for sig, uden at vækkes af nogen Lyd og uden at røre sig, eller sidder med Benene i Rendestenen og Hagen i Hænderne, grublende, stirrende ud efter sin egen Næsetip. Tal til den fattigste af disse Filosofer, spørg ham om Vej, sig ham en Artighed, stil ham noget indbringende i Udsigt – du vil kun læse ét i hans Miner og vrange Svar – Ønsket om Ro.
Og de har Ro. Fraregnet Jødekvarteret ligger Byen, paa de Dage Berberne holder sig borte, saa døsende stille som Torneroses Slot. Livet glider mekanisk jævnt og søvngængeragtigt af Sted. Hus ved Hus sidder Mavreren paa en Hylde i sin lille Bod og læser i Koranen eller grubler, ligegyldig for om der kommer Købere eller ej. Han har indrettet sig bekvemt, har trukket Benene helt ind under sig og ordnet sig saadan, at han kan naa alle Ting i Boden og indkassere Pengene uden at flytte sig. Ved Siden af sig har han alt, hvad han behøver: en Krukke Vand og et Stykke Brød. Han oplader med Nød og næppe Munden, naar den sorte Vandbærer drager forbi, og han skal have sin Krukke fyldt.
Kommer der en Køber, lægger han stum og uden at se op det forlangte frem, stryger Pengene i en Krukke og læser eller grubler videre. Prutten indlader han sig slet ikke paa, heller ikke paa at lægge flere Ting frem og lade 124| Køberen vælge. Har man faaet en Vare og finder, at den er for stor eller for lille, eller at det ikke er den rette, og ønsker den byttet, lægger han den tavs hen paa sin Plads, giver Pengene tilbage og flyder hen i sin Metafysik. Og han lader sig hverken bede eller trygle tilbage.
Kun paa Markedspladsen oven for Bymuren er der lidt Liv, men dèr er ogsaa Jøderne og de halvvilde Kulsviere fra Bjærgene i Flertal. Maden koger sig selv i denne Varme, og der er ikke megen Rift om deres Trækul; saa strækker de sig i Solen, smaasnakker eller driver hen til Beværtningerne under Halvtaget og drikker grøn Te med Honningbrød til, som er helt sort af Fluer. Hver Gang én fører sit Honningbrød til Munden, flyver Fluerne op, og det lyder som Sus i en Sivskov; naar han har bidt, lejrer Sværmen sig paa Brødet igen. De maa selv passe ikke at blive spist, han ænser dem ikke.
Dèr inde under Halvtaget holder ogsaa Æventyrfortælleren til. Tilhørere har han ingen af i Øjeblikket, men han fortæller alligevel ustanselig i sit underlige Sprog og vugger frem og tilbage – det lyder som Frøers uophørlige Kvækken fra Kæret en Sommeraften. En og anden, der gaar forbi, kaster en Skilling i hans Krukke. Mere Opmærksomhed vækker Slangetæmmeren ved Siden af. To grimme Neger‑Slavinder og nogle Zigøjnerunger er hans Publikum, og for dem kalder han i største Alvor Slange efter Slange ud af sin Skindpose og lader dem sno sig om hans Hals og Arme til den pudsigste Orkestermusik. Da han er færdig og igen sender sine Slanger i Posen, gaar Tilskuerne uden at betale; men det lader ikke til at røre ham dybere.
Fra Markedspladsen kan jeg gennem den hesteskoformede Byport se ned ad Hovedgaden i hele dens Længde; den render lige ned paa de hvide Strandmure og sætter et Stykke 125| blaa Hav i Ramme. Den ligner et udtørret Flodleje og tjener ogsaa som Flod i Regntiden; man kan se Mærker af Vandet paa Fodmuren, og der er Sandriller fra den sidste Regn og store Rullesten i Midten. I alle Boderne Rækken ned sidder der Sælgere i samme ubevægelige Stilling; de ligner Dukkerne i et Marionetteater, der er gaaet i Staa. Havet glitrer blaat for Enden af Gaden, Husene glitrer hvide til begge Sider, støttet til Murene staar forstenede Skikkelser med Benene over Kors, muskuløse Haandværkere sover under deres Telte med de nøgne Ben stikkende frem under Lærredet. En Mavrer i kostbare Klæder sidder ned paa den bare Jord med Ansigtet helt ind til Muren og spiser Druer, stille og optaget som et Barn.
For et Øjeblik bliver Gaden levende. Tre pjaltede Mænd gaar igennem den, syngende og skrigende. De slaar med klaprende Instrumenter og vrider sig i Takt til den hylende Sang, der lyser deliristisk af deres Øjne og Ansigter. Det er religiøse Sværmere. De drager udefter med deres Skare af Beundrere, og Gaden bliver igen stille – som et Marionetteater, der er gaaet i Staa.
Her paa Markedspladsen gik jeg og drev en hed Avgusteftermiddag. Sælgerne var borte, Æventyrfortælleren og Slangetæmmeren ogsaa, Flokke af velklædte Mavrere stod i Klynger ud over Sandsletten og stirrede ned mod Byporten, som om de ventede et eller andet. Ved den øverste Ende af Markedspladsen laa et Hus, hvis flade Tag var helt dækket af Mennesker, hvoraf en Del var bosiddende Evropæere. Jeg erfarede, at man ventede et Optog, og købte mig Adgang til Taget.
Nede ved Markedsporten kom et orangegult Banner til Syne. Jeg kunde utydeligt se Masser trænges i Porten og hørte fjærn, forvirret Støj. Markedspladsen skraanede opad 126| til det Sted, hvor jeg stod, der laa nogle Tusend Fod borte fra Porten. Det varede en god Stund, inden jeg hørte de første Toner af Musiken, der straks igen druknede i Larmen og Afstanden.
Solen brændte hidsigt, og det flade Asfalttag brændte mig gennem Skosaalerne; en Time var forløbet, og jeg tænkte allerede paa at gaa min Vej. Men i det samme brød Musiken tydeligt igennem – det dybe: bum! bum! der faldt tæt og uafladeligt, mens en Klarinet trak sig igennem det med en lang irriterende Klagetone, der steg og sank svagt, men aldrig klippedes over af selv den kortvarigste Snappen efter Vejret. Ensformig og uophørlig borede den sig ind i èn som en paagaaende Mygs Summen.
Og snart blev Larmen tydeligere; det forekom mig, at der dansedes med vilde Fagter, og af og til saa jeg Tilskuerne til den ene eller anden Side spredes i vild Flugt og under høje Skrig.
For hvert kort Fremryk gjordes der et længere Holdt med Dans paa Stedet. Hist og her saa jeg noget hæve sig og blinke i Luften, og et og andet nøgent glatraget Hoved løftede sig højt over Sværmen og forsvandt igen.
Igen et Fremryk og en ny Stansning. En elfenbensgul Hovedskal skød sig kvikt i Vejret og blev atter borte; noget blankt havde lynet mod den da den var højest. Mine Øjne modtog et rødt Indtryk som af Blod, et svagt Purpurskær syntes en Stund at svæve paa det Sted i Luften hvor Hovedet havde befundet sig.
Jeg var maalløs af Forundring, mit Blod hamrede, mange Tilløb til en Forklaring krydsede mit Hoved.
Blodpletten var lige forsvundet for mine Øjne, da jeg saa Skarerne aabne sig til den ene Side og en bøjet, fanatisk, 127| indianeragtig Skikkelse fare ud af Kredsen med en Økse i Haanden. Foran ham flygtede en tilhyllet mavrisk Kvinde i stor Panik, hun traadte i sit lange Lin og faldt med et Skrig. To Mænd med Stokke greb Forfølgeren, just som han naaede hende med hævet Økse; de tog Øksen fra ham og førte ham tilbage til Kredsen. Han lod sig godvilligt lede og gik stift og dødt som en Søvngænger. Hans ragede Hoved hang ned paa Brystet og nikkede for hvert Skridt som om det var løst; det var dækket af mørkerøde Skjolder – levret Blod.
To Timer er forløbet, siden Skaren strømmede gennem Markedsporten, saa langsomt rykker den frem; men nu er den lige under Huset, og jeg kan se alle Enkeltheder. I Spidsen danser nogle vilde Skikkelser med aabne Saar i Hovedet, Blod ned over Ansigtet og Blod paa Bryst og Klæder. De har tyndbladede Økser i Hænderne, som de slaar sammen i Luften i Takt til Musiken. Bag dem gaar rolige, næsten dovne Mænd med stort Skæg og Favnen fuld af Økser.
Saa følger en Rundkreds af Dansere – vel halvhundrede, der holder hinanden i Hænderne og vugger til Siden som kartesianske Djævle, idet de holder Trit med Fordanseren midt i Kredsen, en kæmpestor Neger. Allersidst kommer Orkestret, som bestaar af et Par Krukker med en Hinde spændt over og den forbandede Klarinet, der stadig spinder sin Klagetone ud som en uendelig Traad.
Hele Optoget bevæger sig dansende paa Stedet eller langsomt fremad, og Dansen har ikke hvilet i de to Timer. Selv de, der kaster sig ned og slaar Panden mod Jorden, stanser intet Øjeblik deres Vuggen i Takt – Rytmen har besat dem.
128| Optoget bevæger sig frem mellem Tusender af Tilskuere – Mænd og Børn; og oppe paa de høje Skrænter under Aloëhegnene sidder Rækker af Kvinder, der ligner hvide Søfugle i deres underlige Dragt. Nu og da farer en dansende Sværmer op imod dem med hævet Økse, saa flyver de skrigende op og flygter ind mellem Sumpens Junglekrat.
Mens jeg staar her kommer Hadji, og jeg spørger ham, hvad dette er.
»Det er religiøse Sværmere, der danser til Ære for Sedi Ali,« siger han. »Rigtige Narre er det, som vil springe dèr og skamfere sig selv.« Han paatager sig en Mine, som om han selv havde sagt sig fri fra alt Overnaturligt, men jeg mindes Arrene paa hans polerede Isse og ved nu, hvorfra de stammer.
Trætheden begynder at vise sig, to Timers uafbrudt Dans op ad Bakke, to Timers uafbrudt Spillen. Danseren arbejder møjsommeligt, Musiken er sløv, og Fakirerne ligesaa – Økserne hænger, Mændene ser ud, som vilde de segne i deres eget Blod.
Men saa kommer de hellige Brød fra Fez. Fordanseren lægger et paa sit flade Hoved og forandrer Takten med et højt Spring, og hele Rundkredsen slaar over i Livlighed. Og pludselig kommer Aanden over en af Danserne, han slipper Kredsen, der lukker sig bag ham, og kysser dansende Fordanserens Brød. Saa springer han ud over Kredsens Hænder, griber en Økse og slutter sig dansende til Fakirerne – en ny Fakir. Han danser ene som de og svinger udfordrende sin Økse, stanser pludselig og farer højt i Luften, mens Øksens Æg planter sig i hans ragede Hoved. Tre Spring i Takt til Musiken og tre Hug – et for hvert Spring; og af tre aabne Saar i Hovedet strømmer Blodet. 129| Han styrter men er i et Sæt atter paa Benene og danser – Takten er ikke brudt. Og Handlingen tænder, hver Fakir svinger sin Økse, springer og hugger sig i Hovedet tre Gange.
Optoget har passeret Huset. Jeg stiger ned og følger det udefter, kravlende langs Skrænterne og advaret af godmodige Mavrere mod at komme Fakirerne for nær. Den ensformige Musik trætter ikke længer, den opirrer; Slappelsen er blevet til Ophidselse, Ophidselsen til Delirium. Nogle af Fakirerne er helt badede i Blod, og de to Mænd, der deler Økser ud, har maattet tage disse fra dem. Andre har ikke èn men tre Økser samlede til et Bundt, der klirrer i Luften og slaar tre Saar ad Gangen. Økserne er tyndbladede og lette, de falder ikke knusende; men de er skarpe, de skærer. Af og til falder en Fakir og kan ikke rejse sig. Han faar et helligt Brød trykket mod sit Hoved og er atter paa Benene; saa kaster han sig ned og slaar Panden mod Jorden.
Klarinetens forbandede Klagetone borer og borer uophørligt inde i min Hjærne; jeg har en Fornemmelse af, at jeg bør begaa et eller andet forrykt for at blive befriet for den. Disse vanvittige Mænd med den nøgne Overkrop skorpet af Blod og Sved og Støv og det skaldede Hoved i et Virvar af røde Saar, frastøder mig ikke længer, ikke engang han, der kælent stryger tre Økseægge ned ad sin Kind, saa den revner i tre Snit. Blodfarven er ikke Blod længer men Rødt, der staar saa ildnende, vellystig smukt mod Sollyset og denne vidunderlige Himmel.
Og jeg kan ikke rive mig løs men følger Toget ned gennem Yderporten og videre over de flade Højdedrag ad Vejen til Fez. Mængden sakker efterhaanden agterud og vender tilbage til Byen, Økserne tages fra de vilde Fakirer 130| en for en, Skuespillet nærmer sig sin Afslutning. Det sidste, jeg ser, er en Fakir, der ikke vil udlevere sin Økse. Han brydes med Mændene og kysser Øksens Æg, saa Læberne springer i Blod. Tilsidst omklamrer han deres Knæ i Bøn om at maatte beholde Vaabnet.
Og Skaren drager ud over Ørkenen. I Morgen tidlig er den i Fez, hvor – i Følge Hadji – Sedi Ali's hellige Grav findes, som er saa undergørende, at en eneste Bøn ved den helbreder alle Fakirens Saar.
Solen er ved at gaa ned og sænker Purpur i alle Lavninger og Guld om Højene.
Udenfor i Gibraltarstrædet driver de blaa Røghaler fra Hundreder af Dampskibe, men Skibene kommer ikke Tanger ved. De gaar videre med deres Ladninger i Øst eller Vest, til Orienten eller Amerika. Men inde over den sandede Aas, Ørkenens Udløber, dukker en Karavane frem og glider ned mod Markedspladsen. Den kommer med Korn inde fra Agerlandet ved Fez, og hvert Dyr bærer 5‑6 store Sække paa sin Ryg. Dyrene vralter tungt under Byrden, men yderst paa den lange Hals sidder det lille ondskabsfulde Hoved og vugger sig gennem Luften i bløde Slangebevægelser, som faar mig til at mindes Gondolernes søgende Gliden paa Venedigs Kanaler.
Det er Tangers Handelsflaade. Og mens Mørket falder fra den irgrønne Himmel, hører jeg Driverne kæmpe rasende med deres Kameler, der skal lægge sig ned med hele Byrden paa, fordi de saa er lettere at aflæsse. Ind i Kamelernes Smærtensskrig, naar de bøjer sig med Byrden og slaar Knæene haardt mod Jorden, lyder Muezzins bløde, altfavnende Raab: »Gud er stor! Kom til Bøn, Gud Herren kalder!«
