Sol
[133]| Oven over Skyerne er Himlen altid blaa, plejer vi at sige i Norden som Trøst for Graavejret og vore daglige Bekymringer. Og vi henter Styrke deraf til at møde nyt Graavejr og ny Bekymringer.
Andaluseren vilde sygne hen og dø, om han var henvist til en saadan Trøst – han har ikke vor udviklede Sans for det abstrakte. Men han behøver den heller ikke, for Maaneder i Træk staar Solen op og gaar ned uden et Skyfnug og Himlen hvælver sig saa dybt varmt blaa, som vi ikke kender det fra selv den smukkeste Sommerdag. Ikke for intet kaldte Mavrerne Andalusien det jordiske Paradis. I Januar er Fjældtoppene hvide af Sne, men el sol criador – den skabende Sol – stiger op hver Morgen og skinner paa Sneen, saa den rinder i Krystalstrømme ned ad Fjældsiderne og bestrør sin Vej med Blomster: Blaa Iris, Tusendfryd, store klarøjede Margeriter. Se Skaberen! se Gud! siger Almuen med tindrende Øjne, naar Solen stiger over Bjærgene. Og mens Bonden er i Færd med Olivenhøsten, straaler Orangelundene fremdeles med deres gyldne Frugter og Mandeltrærne er hvide af Blomster – Høsten og Foraaret rækker hinanden Haanden over det nye Aars Tærskel.
134| I Følge Vejrligs‑Iagttagelser fra Provinsen Malaga har det dèr regnet 262 Gange i 9 Aar eller 29 Gange om Aaret; Nedbøren er rigelig. I Løbet af de samme 9 Aar har det stormet 3 Gange! Vi gaar saa vidt i vore Modgangsteorier, at vi mener selv Kornet maa have Blæst, da Straaet ellers ikke bliver stærkt nok til at bære Aksene; men her gror det prægtigste Korn uden nogensinde at have en Anledning til at bølge for Vinden. Den velgørende Ro, som breder sig i og om os en stille Sommeraften hjemme, naar alt er saa ubevægeligt, at vi ser Græsstraaene rette sig ét for ét ude i Marken hvor Katten gaar, og saa tyst, at Raab høres fra Landsby til Landsby – den hersker her Dagen lang og Maaned efter Maaned uden Afbrydelse. Intet bevæger den ranke højtidelige Cypres, der peger opad i forstenet Ro; Pinjens mægtige Krone synes at hvile i sig selv der højt oppe; Røgen fra Hyrdernes Baal stiger lige mod Himlen. Hele Landskabet ligger som fortryllet og slumrer i tindrende Solsøvn, og over det hænger dyssende og enstonig Klangen af de græssende Dyrs og Æselkaravanernes Bjælder. Saa tyst hænger Løvet, at man skræmmes op, om en Fugl sætter det i Bevægelse; Luften er saa stille, at man kan lægge en Fjer paa en Klippe og finde den der en Maaned efter.
De Mennesker, der færdes her, kalder ikke uden Grund Solen Gud og Skaber; de er dens frejdige Børn. De mangler fuldstændig Nordboens aandelige Overlegenhed over Klima, Temperatur; som hos de Dyr, der kaldes de koldblodige, bestemmes deres Blodomløb, deres Temperament af Omgivelsernes Varmegrad. Paa Regnvejrsdage falder der Mismod over dem, de sidder og kryber sammen, rystende, med saa haabløst et Udtryk som havde de lidt Skibbrud for Livet. Men den mindste Rift i Skyen glimter igen i deres 135| Blik, og saa snart Solen atter titter frem, er det hele glemt – ikke gemt som vor Modgang i en af Sindets mørke Kroge – men glemt, fejet ud. De traller og spøger, slider en Dag som Bæster og strækker sig den næste dasende i Solen; drikker af hver Bæk eller Kilde de kommer forbi, gnaver en Skorpe til og er glade, sorgløse – uden Bekymring for den Dag i Morgen.
Det synes som Solen, der udrydder saa mange Bakterier, ogsaa virker dræbende paa Bekymringerne. Der er i Andaluserens Sind ingen lyssky Kroge, hvor Modgang og bitre Erfaringer kan samle sig som Skimmel – men ganske vist heller intet Sted, hvor de i Ro kan bundfælde sig som en gavnlig Lære for Fremtiden. Taler man til ham om, at Modgang hærder Mennesket og gør det til Mand, saa ser han højst uforstaaende paa èn; Begreberne Personlighed og Karakter i vor Forstand er ham – naar han overhovedet kender dem – kun Udtryk for en besværet Fordøjelse. Og det at leve sit Liv efter en samlende Ide, at sætte sig et Maal og taalmodigt arbejde derhen imod under Savn og Fornægtelser – og maaske slet ikke naa det inden Døden kommer og lukker for alting – vilde forekomme ham uhyre komisk. Han er et Øjeblikkets Barn, og Nuet er for ham den eneste virkelige Værdi; han giver ikke gærne Afkald paa noget i Dag til Fordel for den allerede usikre Dag i Morgen, end sige, at han skulde bekymre sig om de lange Fremtidsperspektiver.
Som Sæden paa Andaluserens Mark trives fortræffeligt uden Blæst, trives han selv først ret uden Modgang. Han ligner Orangetræet, der fylder hans Dale med Vellugt og breder sit Løv harmonisk og ligeligt til alle Sider, fordi ingen Vind har stækket det og krænget Kronen over. Dets 136| gyldne Frugter lyser jublende mod Solen; men kom der et Vindstød, tabte det dem alle, for det er ikke hærdet.
Som Solsikken retter Andaluseren hele sit Væsen mod Solen, og de Rynker, der tidlig lejrer sig i hans Ansigt, stammer alle fra den; de forgrener sig ud fra hans missende Øjne som Vidnesbyrd om dens Styrke og Bevaagenhed – som Lykketegn, der intet har med Modgang at skaffe. Hvad angaar det ham hvad Solen bestaar af? – den skinner og det er Hovedsagen! Og Himmelrummet, Jordkloden, andre Landes Sæder og Skikke, – skulde han bryde sit Hoved med alt det? Han er selv til, og det er dog det egenlige – alt! Og hvorfor er han vel til, om ikke for at nyde og glæde sig og smutte saa let som muligt gennem Livets trange Steder.
Leve og lade leve, nyde, glædes! er hans Tilværelses glade Omkvæd; i sin Livsopfattelse er han da Epikuræer. Men ganske vist en Epikuræer af en egen Slags, med saa faa Fornødenheder som selveste Fader Diogenes.
De anglo‑germanske Folk har udviklet Savnet til en hel Lære, og dog har deres Næringssorger flere Selvmord at opvise end nogen anden Vaade, ulykkelig Kærlighed iberegnet. Og disse Næringssorger har saare sjælden noget med Sult at gøre; man skyder sig, naar man mangler de og de Tusend i at kunne leve standsmæssigt. Men Andaluseren slynger en pjaltet Sæk om sig med samme Stolthed og Anstand som den fløjlsforede Kappe, han taber intet hverken i egne eller andres Øjne ved at spise bart Brød og drikke Vand til, hans Anstand er ikke afhængig af det Ydre, og Savnet melder sig først, naar Sulten slider hans Tarme. Heller ikke da vilde han tage Livet af sig, men overlade det til Hungeren. Og gør den det ikke, ja saa har der jo bevislig ingen Ting været paa Færde.
137| Han er ikke Asket. Sætter man en lækker Ret for ham, spiser han den gærne – hans egne Ønsker gaar blot ikke i den Retning, Spørgsmaalet er ham ligegyldigt. Dette præger Madlavningen, som gaar efter bedste Beskub. Naar Frokosten tages af Ilden Kl. 11, sættes Middagsmaden over – saa er man fri for at tænde op igen – og koger eller steger saa til Kl. 6, uanset hvad den bestaar af. Kun ved Kogningen af Æg tager man et vist Hensyn til Tidslængden, saa læser nemlig Kokkepigen Trosbekendelsen, hurtigere eller langsommere, som de skal være haarde til. Der spises temmelig ens i de forskellige Lag, og man bliver lidt overrasket, naar man første Gang besøger Advokat dit eller Redaktør dat i hans Hjem og træffer ham ved Middagen – en Blanding af Flæskestumper og Urter – som han elskværdigt indbyder til at deltage i. Indbudt til at komme til Middag eller Aften bliver man aldrig, da Maden ikke regnes med til Nydelserne, og Opdækning uden for Maaltiderne kendes ikke. Der lægges heller ingen Smag for Dagen ved Nydelsen af Maaltiderne; Spanierne spiser rent ud sagt som nogle Grise. Ved Besøg bænkes man med Vært og Værtinde om en Karaffel Vand eller en Flaske Vin – og Sukkerbrød. Selv i de højere Kredse, der mener sig forpligtede til at gøre Honnør for fransk Levemaade, kommer man let over Spørgsmaalet om de mange Retter. Man spiser først Suppen, saa Grøntsagerne den er kogt paa, dernæst de Kød‑ eller Flæskestumper, der har givet den Kraft. Fjerde Ret er gærne Salat, som søbes sammen med koldt Vand, og femte lidt Frugt eller Gedeost. Der gives rene Tallerkener for hver ny Ret, og Anstanden er sket rigelig Fyldest.
Hjemme fornærmer man den jævne Mand ved at byde ham Vand til Middagsmaden; han foragter det som Drik, fordi det intet koster. Her kan man, hvergang Toget 138| stanser ved en lille Station, se Vinsælgeren komme til kort over for Vandsælgeren, skønt deres Varer koster det samme – 5 Øre pr. Glas. Over for sin verdensberømte Vin har Andaluseren kun Betegnelsen »meget ordenlig«, men over for Vandet falder alle Sprogets rige og kælne Tillægsord ham paa Tungen. Og først og sidst dvæler han netop ved dette, at det intet koster men strømmer frit og overdaadigt frem af Jorden – som Guds Gave til den fattigste.
Paa en af vore Ture op i Bjærgene ved Granada talte jeg med en Husmand, som da han hørte om vor Rejse udbrød: »Det maa være herligt at komme saadan omkring i Verden og smage de forskellige Steders Vand!« Og en Kone fra Granada, der havde været inde i Bjærgbyen Loja og drukket af Los veinticinco caños (en Kilde, der rinder af 25 Rør) for at faa sin Mave i Orden, forsikrede mig, at hun tydelig kunde smage Forskel paa Vandet i hvert af Rørene. Først pustede det hende op og voldte Oprør i Tarmene, men da det saa havde faaet Magten over det hjemlige Vand, følte hun sig saa inderlig vel tilpas, og tilsidst, da hun havde drukket af alle Rørene, var hun til Mode som under en let Vinrus. Der er noget i denne sagnagtige Vandglæde, som peger ud over Naturforholdene her og Sydøst paa – mod Sahara og Arabien.
Denne lykkelige Overlegenhed stiller Almuen paa væsenlig lige Fod med de besiddende Klasser og meddeler den en Selvfølelse og Værdighed i Forholdet til dem, som man skal lede forgæves om andet Steds. I dette »aristokratiske« Land er det den naturligste Ting af Verden, at Proletaren stanser Ministeren eller Adelsmanden paa Gaden for at bede om Ild – og faar den; vælter en Sælgekones Trækkevogn, er det en Selvfølge, at enhver der befinder sig i Nærheden lige til Kongen hjælper hende at samle Sagerne op; han kommer 139| ikke i den Anledning i Avisen som Eksempel paa Folkelighed – men han kom der, hvis han ikke gjorde sin Menneskepligt.
Andaluseren, som har hele sin Livsglæde ubeskaaren endnu under Forhold, hvor vi vilde lide, maaske bukke under for Tilværelsens Tryk, vedbliver ogsaa at være Menneske hvor vi ophører at være det. Hundrede Tiggere, hundrede tjenende Aander byder sig til overalt, men jeg har aldrig truffet nogen Lakajsjæl; Hundskheden og dens Reaktion Hovenheden er lige ukendte. Baggadernes Fattige falder aldrig paa at logre for Betjenten paa Hjørnet, de kommer ikke til at ryste ved at staa over for en kgl. Embedsmand. Og baade Øvrigheden og Embedsstanden præges i deres Optræden af dette Forhold.
De Dyder, en Andaluser har under gode Forhold, vil han som Regel bevare under slette ogsaa. Er han gavmild, kan Fattigdom ikke kvæle denne Egenskab, han vil altid have den Udvej at undvære selv; i Granada har jeg mange Gange set den heldige Tigger optræde som Giver over for den mindre heldige. Og har han intet at give af, saa har han altid sin Person at stille til Raadighed. Den praktiske Nordevropæer, der har indrettet hele sin Tilværelse efter Priskurant, forbløffes undertiden af Andaluserens ublu Fordringer, men fuldt saa ofte over den Uegennytte, der faar den fattige til at følge én baade en og to Mil gennem Bjærgene – og løbe sin Vej, saasnart man griber til Pengepungen. Her kan en fattig Kone gaa hen paa Torvet og sige til et Bybud: »Jeg skulde have en Kasse til Stationen, men jeg har ingen Penge; Gud vil betale Dem for det.« Og han bringer Kassen ud for hende.
I København hedder det: Jo fattigere, des dyrere. De aller fattigste, som køber for to og fem Øre ad Gangen, 140| betaler indtil 100% mere for Varerne end de velstillede – det betaler sig at spekulere i Armoden. I Andalusien gives ikke Rabat for større Partier; Købmanden vil som Regel besvare éns Henstilling med et –: Det vilde jo være Synd mod de Fattige! Og hvad mere er, der finder ikke det lumske Fradrag Sted for Skillingssalg, som synes at have vundet Hævd hjemme, og som indskrænker de Fattiges Mad til det halve. »Det er slet ikke saa slemt at være fattig,« sagde en fattig Enke i Granada til mig. »Klokken syv kommer Malkegederne her forbi, saa køber jeg for 2 Øre Mælk og faar Glasset helt fuldt, som ellers koster fem – for de ser jeg er fattig. Ved Ottetiden kommer Gud i al sin Glans og lyser ind i mit Kammer saa rigt, aa saa rigt, at jeg ikke behøver at tænde Kulbækkenet. Jeg kan høre mit Blod koge, saadan varmer Solen, og tra, tra – somme Tider danser jeg. Men ved Middag gaar Solen bag de høje Huse og her bliver koldt; men saa gaar jeg hen til Kulhandleren og beder om for fem Øre Trækul – og faar lige saa meget som ellers koster ti, fordi jeg er fattig. Og hos Købmanden ligedan.«
Og det er sandt nok. Jeg har staaet hos Købmanden og set paa, at den brunklædte Stodder ved min Side kun betalte halv saa meget for Æggene som jeg. Ho, ho! tænkte jeg, jeg skal nok trækkes op, fordi jeg er Udlænding; og jeg paatalte harmfuldt Forholdet, med en Stemme der bævede af nordisk Retskaffenhed. »Men det er de Fattiges Priser, Mand!« sagde Købmanden alvorligt. »Saa forlanger jeg ogsaa at betjenes efter de Fattiges Priser,« sagde jeg, fast bestemt paa ikke at lade mig trække op under noget Paaskud. Købmanden trak paa Skuldrene og lod sig nøje; og jeg samlede mine Varer – let hoverende over min Sejr. Det ærgrede mig lidt, at Købmanden slet ikke skammede sig 141| over at være greben paa færsk Gærning i alle Kundernes Paasyn, og at disse nidstirrede mig som om jeg var Forbryderen; jeg nølede paa Trods. Jeg saa en tarvelig klædt Mand række Købmanden nogle Penge, veksle et Blik med ham og gaa. Og idet jeg selv vilde gaa, kom Købmanden hen, gav mig mine Penge tilbage og sagde: »Værsgod Hr., Æggene skal intet koste.« Jeg saa forundret paa ham. »Den Herre, der gik, udbad sig den Begunstigelse at maatte betale for Dem,« sagde han alvorligt. Var det Haan? jeg saa rundt paa de andre, de fortrak ikke en Mine, men bifaldt den fremmedes Handling med alvorlige Nik. »Men – men, det kan jeg ikke tage imod,« protesterede jeg. »Det er jo en ærlig Sag at være fattig, Mand,« sagde Købmanden og stak godmodigt Pengene i Lommen paa mig, »eso es,« sagde de andre alvorligt – »det var et sandt Ord.« De var endelig kommet til det Resultat, at jeg maatte være ludfattig, paa anden Maade kunde de ikke forklare sig min Optræden. Og de betragtede mig medfølende.
»Nej her i Spanien er det gudskelov ingen Skam at være fattig,« sagde en Kunde medlidende, idet jeg gik. Som om det samme ikke gjorde sig gældende Nord paa – blot man kan vinde noget ved det. Om denne Købmand nedsatte sig i København med sit Forretningsprincip, vilde han maaske træffe meget faa, der ikke med Glæde kaldte sig fattige for at faa Del i de Fattiges Priser. Det er jo éns simple Pligt at være praktisk; man skylder Samfundet det – selv om de Fattiges smaa Fordele skulle gaa i Løbet derved.
Handel og Industri er ikke meget bevendt blandt Andaluserne; selv deres falske Penge maa de have fra England, naar de skal du noget. Men disse Mennesker formaar alligevel i mangt og meget at tage Brodden af Tilværelsen for sig selv og andre – ved deres Fordringsløshed og Menneskelighed.
142| Men der er Tilskikkelser, ingen kommer udenom, Sygdom, Døden!
Andaluseren kan ikke fordrage Døden. Det kan vi vel egenlig heller ikke, men nogen stor Meningsløshed forekommer den os ikke at være, dertil er den for vel forberedt gennem hele vor Tilværelse. Vi indretter os paa Hat med den allerede som unge og indlemmer den som naturligt afsluttende Led i Kæden af vore øvrige Genvordigheder; og hvad der ikke dækkes ad den Vej, laver vi Religion paa. For ham derimod stiller den sig som en skærende Kontrast til Livet, de to lader sig ikke formæle i hans Bevidsthed, og han lukker Øjnene for alt, hvad der kan minde om dens Eksistens. Trænger den sig alligevel inden for hans Omraade, saa ævner han ikke at tage den som Begreb, og hans Afsky for Døden bliver ensbetydende med en vis Kulde mod dem, der har bragt den ind i hans Verden – hans kære Afdøde.
Paa Nordboere gør den Ligegyldighed, hvormed Andaluseren behandler de jordiske Lævninger af sine nærmeste, et uhyggeligt Indtryk. Tidligere blev Ligene altid besørgede ud af Byen om Natten; nu møder man i Kløften bag om Alhambra daglig Ligbærerne, seks fordrukne, pjaltede Individer, der slæber de Døde fra Granada op til Kirkegaarden i Bjærgene. De fire bærer Kisten, en uhøvlet, umalet Kasse lavet af tynde Fyrretræslister, med tommebrede Aabninger mellem hver Liste for at spare paa Træet; de to bærer Laaget og er Afløsere. Ved Afløsningen sættes Kisten ned midt i Hulvejens Søle paa den bare Jord, og Liget ligger der ubedækket og stirrer koldt op i Himlen. Folk ser i Forbigaaende paa det og gør en ligegyldig Bemærkning, Snavset fra Æslernes Hove stænker det i Ansigtet, Solen faar dets kolde Hud til at dampe. Og Færden gaar atter opad, en skump143|lende, forsoren Ligfærd af skidne Pjalter, høje Raab og Aande, der stinker af Sprit og Hvidløg. Oppe paa Kirkegaarden anbringes Liget igen ubedækket paa Jorden og venter – ofte timevis – paa de Par Paarørende, der skal give Begravelsen Højtid. Skulde den Døde ikke have god Tid nu – han har altid haft det i levende Live.
En Dag vi passerede Kirkegaarden, stod der netop et Lig i Midtergangen. Paa Afstand lignede det en Kasse Blomster og – ja, det giver jo altid et Sæt i èn, naar Blomsterne forvandler sig til et lille Barnelig med halvaabne Øjne, rødsminkede Kinder, og fint pyntet som til Fest. Og ene! uden andet Selskab end de kaade Drenge, der har baaret Barnet herop og nu løber og leger med Laaget til dets Kiste. Uden for Kirkegaardsporten mødte vi to sortklædte Damer, den ene havde rødgrædte Øjne. Og længere nede paa Vejen, i Nærheden af en lukket Vogn gik en Herre stundesløst frem og tilbage og læste i en Avis. Hans forgræmmede Udtryk og hele Situationen røbede, at han var Faderen og gik her for at adsprede sig – glemme.
Flugt!
Hjemme flytter man sine Døde med sig om man har Raad dertil, bliver ellers i deres Nærhed. Her flygter den Levende saa vidt gørligt bort fra den By, der har berøvet ham hans Barn, hans Elskede. Jeg kender to Damer af god Familie – Søstre. Al deres Slægt er død, og de klemmer sig ind til hinanden som forladte Fugleunger, Savnet af en Moder er gaaet dem i Blodet og har gjort dem helt moderlige i deres Omsorg for hinanden; den ene har afslaaet et godt Parti, for at den anden ikke skulde staa ene i Verden. Og saa siger de, idet vi taler om Byens smukke Kirkegaard: »Ja, den er dejlig, og engang kom vi der meget. Men siden 144| Moder døde for femten Aar siden, har vi aldrig været der.« Aldrig!! De vidste ikke engang, hvor hun laa!
Disse Mennesker kan elske og bære Omsorg for de Levende trods nogen; man kan ikke beskylde dem for Hjærteløshed. Troløse mod Mindet er de heller ikke, ingen kommer lettere end de tilbage til Tanken om deres hedengangne Kære. Men som de voksede sig inderligt sammen med dem, ikke gennem fælles Sorg og Modgang men gennem fælles Glæde, maa Mindet for at være kært være et Minde om fælles glade Stunder; og dets Vej gaar ikke tungt over Graven men bygger en Regnbuebro let og hastigt fra hvert Smil, hver Sangstump, hvert Dansekast, der møder dem paa deres Vej. »Saadan ler min lille Karl ogsaa!« siger Moderen; »Saadan netop danser min Elskede!« udbryder den unge Mand. Ikke: »saadan lo – saadan dansede«, skønt Talen er om Døde men: »saadan ler – saadan danser«. For i Mindet maa ingen Skygge kastes, allermindst den tungeste af alle – Dødens.
Og saa vidunderligt de formaar at glemme! Gang paa Gang kan man sidde over for en Moder og høre hende henrykt fortælle om sit Barns Vidunderligheder – til en eller anden udenoms Ubetydelighed pludselig bringer èn i Tvivl om, at Barnet lever. Spørger man saa Moderen, brister hun i uhjælpelig Graad – hun havde glemt den haarde Kendsgærning.
Denne Glemsel, denne Ævne til Flugt er disse Solbørns eneste Værn mod Sorg og Modgang. De kan ikke kæmpe sig Styrke til gennem Trængsel, ikke gennem Ulykke hente sig dybere Syn paa Tilværelsen – men de kan ryste det hele af sig, glemme. Som Blomsten og Fuglen glemmer og folder sig ud igen i hæftig Jubel, naar Bygen er ovre og Solen atter skinner.
145| Andaluseren er saa lykkelig ingen Sjæl at have, han ligger ikke under for den Tvedeling, dette dualistiske System medfører. Hans Naturel er rent stofligt, det former sig aldrig selvstændigt som en Protest mod Omgivelserne, men gaar i ét med dem; og den Aand, der udstraaler fra ham, har ikke taget særskilt Form ved delvis Bekrigelse af Legemet og kræver ingen særskilt Eksistens ved Siden af eller ud over dette. Den spejler kun dets lykkelige Ligevægt og strømmer én i Møde som en Lovsang over det i sig selv hvilende Liv – som Rytme.
Man træffer maaske ikke saa mange bedaarende skønne Ansigter og forføreriske Øjne i Andalusien som Sagnet gaar, men man træffer megen Rytme. Den dvæler over Befolkningen som dens Sjæl, er bunden til Stede i selve Legemsbygningen og hviler tæmmet i den Fornemhed og Anstand i Holdning, selv Tiggerne og de Gamle lægger for Dagen. En ubeskrivelig Ynde er den fattigste Almuepiges naturlige Vuggegave; Rytmen brydes ikke hverken af den skødesløseste Stilling eller den voldsomste Sindsbevægelse, den kan ikke brydes, den er en Lov i Legemet, hvorefter hver enkelt af dets Dele ubrydeligt lejrer sig. Jeg har set en Tyrefægter, der hang spiddet paa et Horn, løfte sig selv af og hoppe ned paa Arenaen med det nydeligste Sæt, løbe nogle Skridt med Haanden paa sit gennemborede Bryst og falde – altsammen saa rytmisk smukt, som var det en Balletpræstation og ikke blodig Virkelighed.
Morsomt er det at se timaaneders Diebørn indtage Stillinger ved deres Moders Bryst, som skulde synes Udslag af voksent, beregnet Koketteri. Eller at iagttage legende Smaabørn, hvis Bevægelser rummer netop de samme Tilløb til Dans og Nynnen, som kendetegner forelskede Syttenaarspiger hjemme. Midt under Legen skrider en Bevægelse 146| pludselig over den svage Grænse og bliver til et lidenskabeligt Dansekast, der forraader, at baade Spændingen og Harmonien allerede er til Stede.
I Dansen naar den andalusiske Livssvulmen sit højeste Udtryk, og Rytmen blomstrer saa overdaadigt, at den dør deraf – som Bjærgets Agave. Hinsides den hede, hvirvlende Malstrøm af Lidenskabelighed, som Dansen er, ligger det dyriske; men i dens sitrende Rande leger Livsglæden i hoppende Ildtunger, og i dens Dyb skælver Livets Begær, hedt, purpuraandende som den dybe Farve i Kaktusblomstens Bæger. Andalusisk Dans kan ikke beskrives, den skal ses, ikke paa en hjemlig Scene men her paa Stedet, helst i Fattigkvarteret, danset af en Almuepige, der ingen Baand lægger paa sit unge Blod. – – –
Man skal søge lykkelige Væsner blandt disse Mennesker, men ikke Filosofer. Naar de er alene, har man Indtrykket af, at deres Tankeliv vegeterer som Børns, flakkende fra Indtryk til Indtryk. De taler højt med sig selv eller med Blomster, Dyr og Stene – lever med det altsammen. I Alpujarras' Landsbyer dyrker Almuen Silke, og dèr gaar Kvinderne paa Regnvejrsdage og slaar Kastanjetter for Silkeormen, for at den skal blive i godt Humør og faa bedre Appetit. De slutter lige fra sig selv til Naturen om dem, saa ét føler de sig med den.
De gennemtænker ikke af egen Drift dette eller hint, men forelægger man dem et Problem, improviserer de paa staaende Fod en Opfattelse, der ofte er genial, altid radikal, men hvis videre Skæbne er dem i egenligste Forstand ligegyldig. Da de ikke kan tænke i milelange Tankerækker, er de ikke Pædagoger og belemres derfor ikke med Fordomme. Ene mellem fire kolde Vægge kun i Selskab med et nøgent Problem vilde enhver Andalusers Intelligens synke sammen 147| som en lufttom Blære, men det letteste Tankeglimt i et Blik lyner igen i hans, og han svinger sig højere og højere under den ydre aandelige Paavirkning, skiftevis frugtbargjort og frugtbargørende – til Paavirkningen ophører. Saa synker han igen ned i den stoflige Verden omkring ham.
Hvordan denne altbeherskende Jordiskhed haandgribeliggør hans religiøse Forestillinger i det hele taget, skal jeg senere vise. Tilbage altsaa til Døden.
Det fremgaar af det foregaaende, at Andaluseren ingen indre Trang har til at skille sig ud i Sjæl og Legeme og følge Sjælen paa dens Flugt bort fra Legemet. Trods al kirkelig Paavirkning ævner han end ikke at gøre dette Tankeeksperiment, der for den dummeste blandt os er som Fod i Hose. Over for Spørgsmaalet om, hvad der skal vederfares ham hinsides Graven, har han kun en Skuldertrækning eller allerhøjst en Sætning fra sin Børnelærdom, men intet personligt. Legemet ser han for sig, glæder sig over dets Skønhed, fornemmer det som en Jubel. Men Sjælen begriber han ikke; gaar han end aldrig saa flittig i Kirke, den bliver intet levende Led i hans Bevidsthed. Døden er da absolut, den dræber Legemet og overgiver det til Opløsning; den er altings Ophør.
Ævner han ikke at følge sig selv længer end til Dødens Port, hvordan da andre? Kirkegaarden kan ikke drage, den er Livets store Losseplads, hvor det i Smug kaster sit Affald og skynder sig bort fra. For ti Aar siden var han maaske nødtvungent henne og saa sin Faders Kiste blive skubbet ind i en af Kirkegaardsmurens mange Skuffeaabninger. I Dag staar han her igen, mens Graverne tager Pladen fra og skubber hans Moders Kiste ind som en Skuffe i det snævre Gemme. Faderens halvfortærede Rester mases mod Muren, idet den ny Kiste presses ind mellem 148| dem, de dobler sig knasende sammen, rejser sig paa Kant og kommer strittende frem ved begge Sider. Og rundt om ligger Gravene øde og vanskøttede, stundom hærgede af vilde Hunde, der graver dem af de Døde op igen, hvis Armod ikke tillod dem at komme ret dybt i Jorden. Hans Pietet ligger ikke her.
Og hvis den gjorde, kunde det hænde, at det gik ham lige som Beppa. Hende havde Livet, siden jeg sidst saa hende, faret saa haardt med, at hun vilde søge Trøst ved sin Mands Grav – »men det skal man aldrig gøre«. For skønt hun havde købt og betalt Gravstedet i dyre Domme, viste det sig ved hendes Besøg, at Kommunen i Mellemtiden havde solgt det til en anden Familie og kastet hendes Mands Lævninger i Knokkelbunken. »Og dèr har jeg ligget og beklaget mig for et fremmed Mandfolk i den Tro, at det var min Mand«, sluttede hun leende.
Andaluseren har ingen Ævner i Retning af en Dødens eller Gravens Kultus; men Livet forstaar han at dyrke til Gavns. Udover saa langt Øjet naar flagrer det i Solen paa gyldne Sommerfuglevinger, lige op til Kirkegaardsmuren – og stundom ind over den ogsaa – i sorgløs Leg. Ikke altid skyr Solens Barn de Dødes Opholdssted; stundom samler han alle sine Paarørende og de gaar op paa Kirkegaarden med Vin, Mad og Kastanjetter og fejrer et lille Bakkanal paa deres Kæres Grav. Flere Steder har Øvrigheden maattet nedlægge skarpt Forbud mod denne Brug af Kirkegaarden.
Det var da kun rigtigt, naar den unge Pige, Beppa en Dag var med til at klæde, fik Dansesko, Pudder og Kastanjetter – Livsglædens Attributer – med sig i Graven.
Hvor er vi Nordevropæere rige over for Døden! De fleste af os har sejret over den gennem Forvisningen om et evigt 149| Liv; andre har i det mindste taget Brodden af den ved at lade Mennesket leve videre i sin Gærning fra Slægt til Slægt; faa af os er saa fattige slet intet at kunne imødese den med.
Saa fattig er Andaluseren, men hvor er han til Gengæld ikke rig over for Livet! Selv den fattigste Proletar kan sige: jeg har levet! og pege paa sin Naturglæde, sin Menneskelighed, sin personlige Overlegenhed over for Smaatterier. Man kan gøre Hundreder af Almuesmennesker opmærksomme paa den smukke Natur omkring dem, og alle vil de føje deres Glæde til éns egen i rige, malende Udtryk. Ingen menneskelig Glæde bliver dem fremmed, fordi de er fattige.
Deraf den menneskelige Fylde i deres Sind. Og da de ikke har ødt deres Tilværelse ved at gøre sig til sure Slaver for en uoverkommelig Mængde Smaafornødenheder, kan Døden ikke komme en skønne Dag og snyde dem for deres Lykke – den nød de fra Dag til Dag.
Maaske noget derfor er Døden ikke dem saa paatrængende et Spørgsmaal som os, hvem den tvinger til en Løsning. I al Fald – de vinder en let Sejr over den ved deres glade sorgløse Sind og deres uforlignelige Glemsomhed.
Dumas har sagt, at Afrika begynder ved Pyrenæerne. Det er rigtigt, men lige saa rigtigt vil det være at paastaa, at Evropa begynder ved Gibraltarstrædet.
Anglo‑germansk Kultur har sat sig for at erobre Sydevropa med dets rige Hjælpekilder og udmærkede Aagreplads for Kapitalen. Og saa lidt denne Kultur hidtil har gjort sig 150| fortjent af de mange – Folket, trænger den rask Syd paa; man forbavses over, hvor meget af det ejendommelig sydlandske der blot paa seks Aar har veget Pladsen for evropæisk Industri‑Tankegang. Og man forbavses over, at denne Kultur, der bunder i Kulden og Taagen og bestaar af tusend Surrogater for Sol og Varme, tør tage det op med Solen selv i dens eget Land.
Men Industrien sejrer. Den kaster sine besnærende Frembringelser foran sig ind mellem Masserne, indfiltrer dem langsomt men sikkert i utallige Smaafornødenheder og Luksusfrembringelser, fanger dem ind og lægger Selen paa dem – som den har indfanget og lagt Selen paa de hjemlige Masser og spændt dem fastere og fastere i Aaget ved jævnt at øge deres udenoms Fornødenheder.
Vi sætter uden videre Lykken i Antallet af rygende Fabriksskorstene; de Folkeslag, der hidser sig frem i Produktionsfeber, anser vi som en Selvfølge for Verdens første, der har Fremskridtet og altsaa Fremtiden inde. Er vi ikke saa indpiskede af Kapitalens Doktriner, at vi mod vor Vilje gaar dens Ærinde alle sammen? Er den Dansker, der pligtmæssig passer en Maskine ti Timer om Dagen Aar ud Aar ind, i og for sig mere værd end den Andaluser, der ikke gør det og alligevel faar Føden? ja for Kapitalen! Saa har den første maaske hjemme en pæn Stue fuld af Nips, hvor han aldrig har Tid at opholde sig, han har høj Hat og to Par Søndagssko – og bliver aandssløv, saa snart han forlader sin Maskine. Det pligtmæssige Arbejde har fortæret hans Intelligens, for at udføre det har han maattet indlemme sig i sin Maskine, blive et Led af den, og han gaar i Staa, naar den stanser ved Fyraften. Den anden har usle Klæder og faar spartansk Føde, han ejer lidet eller intet inden for fire Vægge, men hele Verden uden om ham er hans, han har sin Intelligens, 151| sine Sanser ubeskaaret til at tage den i Besiddelse med. Hvem er bedst, hvem lykkeligst?
Svaret er for saa vidt ligegyldigt, som Kendsgærningen bliver den samme. Maskinkulturen breder sig med sit Trit, sin Dressur, sit efter moderne Forhold tillæmpede Slavehold. Af hver Million beskedne, selvtænkende Mennesker skaber den èn stor Mand og gør Resten til mer eller mindre velfodrede Arbejdsdyr. Italien er allerede erobret lige ned til Neapel, i hvis Indbyggere Begæret er vakt, men Mulighederne for en Tilfredsstillelse endnu ikke til Stede, saa man ser en halv Million Mennesker vælte sig rundt i umættet Nyttedrift og Erhværvsfeber, lave sig hver sit lille snurrige Aag og spænde sig i det, mens de venter paa det store. Nordspanien og da navnlig Katalonien med Barcelona er helt evropæiseret; her findes store Industricentre, og Handelen drives efter moderne Principer. Der er dog allerede her en Tilbøjlighed for det Godtkøbs, og længere Syd paa trives endnu kun Humbugsindustrien, begunstiget af Klimaet. Mage til, hvad Madrid kan præstere i Retning af at fabrikere og sælge Forfalskninger og Efterligninger af Fødevarer og Stoffer træffer man vanskelig i nogen anden evropæisk By. Denne By, der ligger midt paa en stor nøgen Højslette og kun er Hovedstad af Navn, har maattet kuldlyse al Evropas Svindel for at kunne svare til de kosmopolitiske Fordringer. De af dens 500,000 Indbyggere, der ikke ernærer sig af Hoffet eller ved at administrere, lever af at lave Fødemidler af Kridt, Kaserner af Hulrum og Pindeværk, og bedaarende Stoffer af Papmachè, festligt opstillede i Pragtbutiker med Forgyldning og elektrisk Lys.
Andaluseren har Humbug nok i sine Butiker, de bestaar saa at sige ikke af andet. Men han fabrikerer den ikke selv 152| og er baade som Handelsmand og Forbruger for uerfaren til at kunne skelne.
Han er vanskelig at erobre for den nye Kultur, alle hans Egenskaber, gode og daarlige, beskytter ham mod den.
Har en andalusisk Udskiber sendt et Parti Vin til en Købmand Nord paa, saa kan denne om han vil gøre sig en Fordel af Andaluserens Mangel paa Forretningssnuhed. Han telegraferer omgaaende, at Vinen ikke svarer til den opgivne Godhed, og Andaluseren undersøger ikke Sagen, men tror Manden paa hans Ord og sender et nyt Parti som Erstatning. Opdager han, at der er Snyderi bag, saa protesterer han ikke og søger ikke Domstolene; han viser Manden sin Haan ved at lade ham faa Held til sit Snyderi, og trækker sig saa tilbage – maaske fra al Forbindelse med Udlandet.
Der er i Sevilla ret anselige Butiker, hvor man ikke faar Papir om sine Varer uden man beder om det. Andre har Færten af, hvordan det skal være og giver Papir men kun gammelt, brugt. Der er store moderne indrettede Butiker med Toiletrum og magelige Sæder til Kundernes Bekvemmelighed. Men beder man om Cheviot til en Mandsdragt, hænder det, at den Handlende kommer med en Damejaket – fordi den er nærmere ved Haanden eller han har sat sig i Hovedet, at den skal afhændes. Han begriber ikke den fanatiske Paastaalighed, der stadig fører èn tilbage til dette dumme Cheviot, som befinder sig nede i Bagbutiken eller maaske oppe paa første Sal; han forsikrer, at han solgte det sidste i Gaar, og har ondt ved at skjule sin Glæde, idet han følger èn over Gaden hen til en Konkurrent. Disse Handlende spørger endogsaa med et Buk, om de ikke skal lade Budet bringe Pakken hjem til èn – og saa bliver den rolig liggende, til man selv henter den.
153| Købmanden her er ikke mere forhippet paa at sælge end den marokkanske. Hyppig maa man søge ham op i Nabolaget, han svarer, at han kommer straks, og gaar saa videre i sin Passiar. Eller han sidder i sin Butik og spiser, og man maa vente til han bliver færdig; kanske er han ogsaa midt i sin Avis – Taalmodighed. Ytrer man Utaalmodighed, bliver han stejl – man kan jo gaa. Naar det falder ham ind, lukker han Butiken og gaar ud at spasere.
Tyske Fabrikledere i Sevilla har sagt mig, at det næsten er umuligt at drive en Fabrik med andalusiske Arbejdere. De er for selvstændige, for egenraadige til at lade sig foreskrive en bestemt Arbejdstid; de er ikke dovne og kan godt arbejde Nat og Dag, denne Iver bestemmes blot ikke af Forretningens Travlhed, men af et Lune hos dem selv. Naar det stikker dem, holder de blaa Mandag og kan ikke med Guld købes til at lade være.
Lidt Forandring er der dog. For nogle Aar siden maatte Andalusien tage alt sit Tyende fra Nordspanien, nu søges Pladserne for en Del af den andalusiske Almue. Men den medbringer sine Selvstændighedsbegreber og udgør en besynderlig Stab af tjenende Aander.
Kommer Herskabet og siger til Pigen: »Nu maa De passe godt paa Huset og Børnene, for vi skal ud i Eftermiddag,« kan det godt hænde hun svarer: »Jamen jeg skal selv ud, Frue.« Lige som det sker, at hun midt om Dagen forlader sine Gryder og gaar ud at spasere.
Det vilde være ørkesløst at gaa i Rette med hende. Er hun maaske ikke lige saa meget som andre, fordi de har flere Penge? og har Vorherre ikke skabt den smukke Dag, for at Menneskene skal nyde den? Et Forbud vilde intet nytte, da Andaluseren ikke anerkender noget som helst Herredømme over sig, ikke engang bøjer sig for de Forpligtelser, 154| han frivillig er gaaet ind paa. Straf vilde blot forhærde. – Hun gaar simpelt hen, og protesteres der, ryster hun det urimelige Herskab af sig. Men finder man sig i det, saa er man et godt Herskab, og der stilles ikke store Fordringer til Mad eller Løn.
Der er i Andalusien mange gamle Adelsfamilier, som hverken har at bide eller brænde. Alligevel holder de baade Tjener og Pige, som bliver hos dem Aar efter Aar, skønt de aldrig ser noget til Løn og maa kapre Føden ude omkring. Det omvendte indtræffer, at de forstrækker Herskabet af deres smaa Skillinger, opstøver Kredit for det, lyver, tigger, smaasnyder paa dets Vegne – kort sagt forsørger det. Til Gengæld forlanger de hele deres Menneskeværdighed overholdt – og den kan være stor.
Tjenestepigen sætter sig ved sin Ankomst i Pladsen omhyggeligt ind i alle Husets Hemmeligheder; men hun bærer dem kun videre, dersom Herskabet fornemt søger at holde hende ude af dets Affærer. Hun synger hvor i Huset og naar hun vil, blander sig i Samtalen naar der er Fremmede, tager Ordet af Munden paa Fruen for at give Herren over Næsen med det, er de voksne Døtres Forbundsfælle mod Forældrene i deres Hjærteanliggender og Fruens Fortrolige i de hemmelige Forbindelser, der findes bag næsten ethvert Ægteskab i de højere Samfundslag. Hun afhenter Fruens hemmelige Brevveksling paa Posthuset, og hvis hun kan læse, aabner hun den under Vejs – saa ivrig er hun for sin Madmoders Anliggender.
Som Pigen er Fruens Fortrolige, er Tjeneren Herrens og tager sig af ham paa lignende Maade. Ogsaa han har store Friheder, ryger sin Cigaret mens han serverer Maden, bander i Salonen, ligger bred i sin Herres Vindu og spytter ned paa Fortovet.
155| Tyendet, der trofast deler sit Herskabs Fattigdom, tager ogsaa for sig af Rigdommen; og heller ikke i dette Tilfælde gør det gode Herskab Vrøvl. Som Eksempel paa Tolerancen i de øvre Lag kan nævnes, at andalusisk Tyende har det Lov paa sig fremfor det øvrige spanske: at være tro som Guld i Pengesager. Denne Troskab viser sig ved nærmere Drøftelse at bestaa deri, at Tyendet ikke plukker sit Herskab til Fordel for sig selv, men kun til Fordel for Forældre, et Barn, en Kærest – eller alle tre. Da alle Mennesker har en eller anden, der staar dem nær, er denne Beskatning ret sikker, og den kan blive ganske følelig, da i Andalusien ligesom i Grønland hele Slægten slaar sig ned og snylter paa det Medlem, der har faaet fat i en Smule Fortjeneste.
Den Indfødte finder sig som sagt i det – med den ubegribelige Overbærenhed, som faar Andaluseren til at se forstaaende ud ogsaa hvor hans Pengepung er stærkest i Fare, og som gør, at han aldrig jager nogen Tigger fra sin Dør med haarde Ord, skønt det ofte hænder, at hundrede Tiggere banker paa hos ham paa samme Dag. Udlændingen har vanskeligere ved at finde sig til Rette i det; navnlig kæmper den fremmede Husmoder en fortvivlet Kamp mod alle disse Tyendets Paarørende, der hænger i hendes Køkken Dagen igennem, spiser hendes Mad og gaar i hendes Kjoler. Men hun overgiver sig til sidst og bliver baaret paa Hænderne af disse letlevende Væsner, der græder højt, blot hun er lidt nedslaaet, synger naar hun smiler, nedbeder alle Himlens og Jordens gode Gaver over hende og selv er rede til at gøre alt for hende. Ganske vist tager de uden Forlov Forskud paa deres Part af de gode Gaver, og ny Godvilje faar dem ofte til at glemme at omsætte den gamle i Handling. Men det er ene og alene en Fejl i det formelle – og kun set fra et evropæisk Synspunkt.
156| Andaluseren er en dygtig Arbejder i fri Luft, Jorden hernede bærer Vidne om det til Overflod. Giv ham en nøgen stejl Klippeskraaning, og han vil hugge den ud i Hylder, bære Jord derop paa sin Ryg og plante i den. Milevidt borte vil han hente den spinkle Straale af en Kilde, lede den over Bjærgene i enkle, men snildt anlagte Kanaler og overrisle sin Skraaning med den; og lige som Kineseren samler han omhyggeligt Landevejens Gødning op. Hans Teknik er primitiv, Redskaber og Fremgangsmaade minder ofte om det gamle Testamente – Ploven er en spids Stang, Vinen presses med Fødderne. Men hans utrættelige Slid og hans Hænders Nænsomhed lokker Rigdom op af Jorden. Staten tager Udbyttet i de faa Tilfælde, hvor Jorden er hans egen, ellers gaar det i Godsbesidderens Lomme. Men han bliver ved alligevel – han elsker Jorden.
Han egner sig blot ikke til at lukkes inde paa en Fabrik og indlemmes som Led i Maskineriet; han vil gaa sin egen skæve Gang og lave Kludder i Værket. Han mangler den Tugt, som Modgang og haardt Vejrlig giver.
Og han hader Tugt og Underkuelse. Han gør villig Plads for de elendigste af sine Medmennesker, benytter sig aldrig af sin Stilling til at plante Foden paa Nakken af nogen. Sine Børn opdrager han med Kys og Kærtegn og Kys igen til at blive lige saa egensindige og uefterrettelige men i Grunden gode som han selv er.
