Gennem Bjærgene med Diligence
[233]| Inde i Spaniens Bjærge kan man møde et underligt Væsen. Paa Afstand ligner det et Kæmpedyr, der med den spidse Hale foran og det store gule Hoved slæbende efter sig bugter sig i vild Fart ned ad de krumme Bjærgveje, mens Støvet staar om det som en hvid Sky. Nærmere ved viser det sig at være en uhyre Omnibus, der slingrer af Sted, forspændt med indtil 14 Muldyr, Hoved ved Hale i èn lang Række; kun nærmest Køretøjet er to Dyr spændt ved Siden af hinanden, Stangdyrene. Paa det første Dyr i Rækken rider el delantero, Forrideren; han styrer det lange Forspands Kurs, og i gamle Dage, da der ingen Baner var, maatte han ofte ride tre Døgn i Træk. Der er langt fra Forrideren hen til Omnibussen, og paa dennes Buk sidder el mayoral. Han har Tømme paa de to Stangdyr og styrer ved Hjælp af dem Køretøjet, der som Følge af Bjærgvejenes stærke Sving ofte har en hel anden Retning end Forrideren. Hans er det vigtige Hværv at passe Bræmsen, og han har Overansvaret for det hele. Han har en Pisk med kort Skaft og lang Snært, der kan naa tre Dyr frem i Forspandet; desuden har han el zagal, en 14‑15 Aars Knøs, der løber ved Siden af Køretøjet og med en Kæp opmuntrer de dovne blandt Dyrene. Køretøjet har undertiden to Etager og des234|uden Sæder hængende rundt om udvendig med Kalesje over og Plads til 3‑4 Mennesker, hvis Ben dingler ud i Luften. Til disse luftige Sæder og øverste Etage kommer man op ved Hjælp af en løs Stige. En saadan Omnibus kan rumme en 30 Mennesker og har tre Klasser ligesom Jærnbanerne. Endnu for faa Aar siden fulgte der altid Bedækning med den mod Røverne, og det skal fremdeles være Tilfældet i de mest afsides Egne.
Af store Byer er Granada den eneste, der nu holder Forbindelsen med Verden ved Lige ved Hjælp af disse gammeldags Køretøjer. Til alle Sider om Granada løber der store Samfærdselsaarer, som forbinder Madrid og Nordspanien med det sydlige og Middelhavskysterne; de nærmer sig Byen til en Afstand af nogle Mil og bøjer saa af som om den frastødte dem. Kun med de sydlige Landsdele knytter en lille Stikbane Forbindelsen, til alle andre Sider maa man tilbringe en Dag i Omnibus, før man naar moderne Færdselsveje.
Vi skulde til Madrid og havde Valget mellem tre Diligenceruter, der gik i hver sin Retning; vi valgte den besværligste men ogsaa interessanteste, Ruten over Sierra Nevadas Højland til Guadix.
Dagen før vi skal rejse, gaar jeg til Skomageren med en Sko, der skal lappes. Manden er Portner i et Herskabshus og sidder hver Dag paa Fortovet foran Paladsets smukke Portal og arbejder. Hvornaar jeg kan faa den igen?
»Jeg tager fat paa den med det samme – De skal faa den om en Time.«
»Men De maa endelig gøre den færdig i Dag; jeg skal rejse i Morgen tidlig.«
Han ser forbavset paa mig: »De skal faa den om en Time, har jeg jo sagt.«
235| Skoen er ikke færdig om en Time – Mandens Svigermoder er nemlig død imens. Men den skal bestemt komme hen i Aften.
Den kommer ikke, og jeg gaar derhen – Manden sidder ved sin Disk paa Fortovet og læser Avisen. Nej, den er ikke færdig, for den Svigermoder, den Svigermoder! Galt var det, mens hun levede, men ti Gange værre ter hun sig da, efterat hun er død; hun vil simpelt hen ikke i Jorden. Om jeg er gift, da vil jeg forstaa og bære over med ham, sikkerlig! Sagen er, at hun engang har været gift med en Protestant – en Franskmand eller Afrikaner eller saadan noget – og nu ved Præsterne ikke, om hun maa komme i katolsk Jord; der har været meget Løberi i den Anledning. Men i Morgen tidlig! Den hellige Jomfru og Sakramentet er Mandens Vidner, at han skal arbejde hele Natten blot for den forbandede Svigermoders Skyld; og min Sko skal være det første, hans Hænder rører ved. »Vær De kun ubekymret, Señorito!« Og han lægger sin Haand paa min Skulder.
Næste Morgen tidlig dundrer jeg med Porthammeren en halv Time, og endelig kommer Manden, halvpaaklædt og med store Søvnklatter i Øjnene. Det var den Sko.
»En Sko? I Gaar siger De? Lovet Dem til i Dag?« Og Manden, som jeg hver Dag har set sidde paa Fortovet, og som tilmed nu og da har børstet mine Støvler, mener at der maa finde en pur Forveksling Sted. Hurtig forlader han dog dette uholdbare Standpunkt og forvandles blødt og umærkeligt til en stor Skomagermester, der umulig kan paatage sig Ansvaret for hvad hans Folk lover – saadan som Forholdene desværre engang er i Granada.
»Men Herregud, det var jo Dem selv Mand. De fortalte mig oven i Købet, at Deres Svigermoder –«
236| Han lytter opmærksomt, hele hans Udtryk røber Iver efter at komme til Bunds i dette her. Med ét gaar der et Lys op for ham: »Men saa er det jo min Bror, De har talt med! Svigermoderen var død, ikke sandt? og der var Kludder med Begravelsen, hvad? Der har vi det jo.« Han ler varmt og er saa henrykt over Løsningen paa Gaaden, at han maa raabe det hele ind gennem den lille Glug til Konen. – »Jo, det er ham,« vender han sig atter til mig, »han ligner mig for Resten paa et Haar. Se, se da, som det ogsaa kan gaa! – Men hvorfor er De egenlig saa opsat paa at komme med den Rumlekasse? Lej en Droske og lad den køre Dem over til Daifontes. Dèr kan De snuppe Toget og behøver ikke tage her fra før Middag.«
»En lille Merudgift paa en Snes Frank!«
»Herregud, 20 Frank, er det værd at regne paa en Rejse som Deres. Men for Resten, vent De til i Morgen tidlig og tag med Diligencen, Deres Billetter er saamænd nok gyldige. Saa har De Tid at trække Vejret, og vi kan faa Deres Sko gjort pænt i Stand. Og De sparer de 20 Frank, det er da ogsaa Penge, ved jeg. – Gaa Glip af Karnevalet? puh, Madrids Karneval er saamænd ikke en sur Sild værd! Vil De endelig se Karneval, saa bliv De her i Granada til i Overmorgen.«
Jeg foretrækker imidlertid at faa min Sko udleveret, hvilket sker mod Erlæggelsen af en lille Bøde paa en Frank, fordi jeg har gjort Brud paa indgaaede Forpligtelser. En tilkaldt Betjent bekræfter, at Bøden er i sin Orden – som en Betryggelse af Handel og Vandel. Og Manden havde i ethvert Tilfælde fortjent sin Frank. Han kunde have lappet Skoen paa Halvdelen af den Tid, han brugte til at snakke sig fra det, og sparet sig al den Hitten paa – men han gjorde det ikke. Og jeg er vis paa, at havde han været al237|mægtig, saa havde han lavet en Brosammenstyrtning, Pest i Madrid, Oprør i Andalusien – et eller andet haarrejsende for at faa mig til at vente, til Skoen kunde blive flikket. Hvad som helst vilde han have gjort for mig i Anledning af den Lap paa en Sko – og saadanne Folk kalder man dovne!
Vi naaede Dagvognen i sidste Øjeblik og rullede opad gennem de snævre Gader; Klokken var seks, det gryede svagt. Der er foruden os to Passagerer: en tyk Kone og en Dreng. Vognen er inddelt i to Kupeer, den har kun èn Etage, men ovenpaa er der fuldt af Fragtgods. Det er en slem Rumlekasse; den er slap i Fjedrene og hugger til begge Sider, som skulde den slaa Murene ind; der er en øredøvende Larm inde af de klirrende Vinduer, løst Jærn, der rasler uophørligt, Vognfjedre der klapper sammen med korte Mellemrum, og Bræmsen som hele Tiden skurer paa Hjulene, skønt vi kører stejlt opad. Husenes søvnige Vinduer glider skraat nedad, Tagene ogsaa; Lag for Lag af Byen synker under vore Fødder. Vi stiger opad som i en Væske, der bliver klarere og klarere, og kan se ned paa Bunden af mange snævre Gader; dernede svømmer Mørket uformeligt, men om Husenes øverste Halvdel hvidner det.
Vi har kun seks Dyr for, to Stangdyr og de andre fire foran i èn lang Række. Vi har heller ingen Forrider, men en Zagal, der forstaar at bruge Kæppen. Slagene regner ned over Dyrene, og de lægger sig i den stejle Vej med opskudt Ryg og slæber os opad. Bræmsen skurer bestandig paa Hjulene.
Foran os rejser sig en Mur af Bjærge, stejle og uoverkommelige ser de ud. Sierra Nevadas øverste Istoppe Mulhacèn og Picacho har fanget de første Solstraaler fra Middelhavet og slynger dem ind i Rummet, og Dagningen iler 238| som blussende Rødme over de vide Snemarker deroppe. Under os ligger Byen og misser mod Gryet, den mægtige Vega er hyllet i hvid Dis og ligner et blankt vidtstrakt Fjældvand, der synker dybere og dybere i sin Krans af Snebjærge, som i en uhyre Tragt.
Men det er os, der stiger, uophørligt, op gennem Gryet og videre, op i Bjærgenes kolde tindrende Solskin. Vi er staaet af og har lokket de to andre til ogsaa at gaa, men det synes ikke at batte; Dyrene kryber op ad Vejen med Ryggen i en Bue, det ser ud som Ryghvirvlerne vilde sprænge det graa afgnavede Skind. De bruger Hovenes Kant som Klo i Bjærgvæggen for ikke at glide, og Diligencen raver efter dem som en fuld Mand; Zagalen springer pryglende frem og tilbage, Mayoralen sover paa Bukken. Jeg vækker ham og gør ham opmærksom paa, at Bræmsen slæber; den spænder i Virkeligheden saa haardt mod Hjulene, at de stundom skurer i Vejen. »Den er itu,« siger han med et opgivende Skuldertræk, »men det er for Resten udmærket for Dyrene ned ad Bakke.« – »Ja, men nu kører vi opad.« – »Man kan ikke faa baade i Pose og Sæk,« svarer han gabende. Han ser fuldstændig nevtralt paa det, som et indre Anliggende mellem Dyrene og Diligencen; men da jeg forklarer ham, at vi maa gøre noget, staar han straks af og holder stille. Han lægger sig paa Ryggen i Vejstøvet inde under Vognen og stemmer med Benene den svære Bræmsefjeder i Vejret, mens jeg snører den fast til Vognbunden.
De nærmeste Højder Østen for Granada er uhyggelig golde; stift Græs og enkelte tidselagtige, skarpe Planter med gule Blomster er den eneste Vegetation. Vejen er skaaret igennem, paa begge Sider er der høje Masser, som spærrer for Udsigten, og bagved begynder Landet at vælte sig op. 239| Kun lige i Vejens Udsnit skimtes dybt bagnede en Stump af Vegaen og en graa, uformelig lille Klat, det er Granada.
Vi forlader den indelukkede Vej og Køretøjet og stiger op over de omliggende Højder. Hist og her gaber Indgangen til en Hule imod os, den er ubeboet, en tilgroet Sti snor sig væk fra den og bliver borte lidt henne. Her er ingen menneskelige Boliger, kun nøgne Høje rundt om; men idet vi naar frem til den næste Høj, aabner en blaanende Afgrund sig lige for vore Fødder. Dens bratte Sider er bevoksede med Frugttrær, nede i Bunden snor en hvid Strøm sig frem mellem en Samling Huse; Stemmer stiger op i Stilheden dernede fra, og et Æsels trompetagtige Skryden. En lille Verden, lukket inde til alle Sider af Bjærgmasserne.
Saa kommer Zagalen springende og beder os stige ind; Klokken er henad ni. Endelig løber Vejen da horisontalt, og Dyrene, hvis Muskler spillede mens de stod stille, sætter i rask Trav. De stryger af Sted som var de lige taget ud af Stalden, frem, om et skarpt Hjørne og ned i en dyb Dal. Der er Fart i Kludene, Kusken skruer af gammel Vane paa Bræmsen, skønt den ikke virker, Dyrene slaar over i Galop; vi ruller af Sted med stadig voksende Hast – som en lille Lavine. Men Faldet hører pludselig op i næste Sving, det knager frygteligt i den gamle Kasse, og vi slingrer roligt ind i en Landsby.
Og det gaar atter opad – nedad og opad som i en mægtig Gynge, der i Kast paa en halv Mil slynger os fra Bjærgtop til Bjærgtop, bestandig højere, mens Jorden synker om os og bliver større og større. Vegaen, der ligger 2,300 Fod over Havfladen, er som sunket i Afgrundene; dens hvide Bjærgkrans synker ogsaa: Sierra Elvira, Sierra Alhama, den mørke Spalte langt borte ved Loja. Alle Bjærgtoppene maa 240| neje sig og gør Landskabet umaadelig stort; kun Nevadas Tinder rager fremdeles op.
Paa Diligencens Kontor havde man forsikret mig, at Ruten havde Forbindelse med Madrid‑Eksprestoget, som passerer Guadix Kl. 3 Eftm. Mayoralen blev meget forbavset, da jeg fortalte ham dette, og beviste mig, at den planmæssige Ankomsttid var Kl. fem. Det betød, at vi først kunde komme med det langsomme Nattog, som bruger et helt Døgn om at naa Madrid; og jeg lovede ham en Duro, om han kunde skaffe os frem til Eksprestoget.
Dette blev Signalet til en aldeles vanvittig Kørsel. Mayoralen rejste sig i Sædet og piskede løs paa Stangdyrene, idet han udstødte sit skingrende Raab: Y‑aa! Y‑aa! Zagalen fór frem som en Pil, opmuntrede Dyrene med Kæppen og med Skærver, sprang og skreg og slog løs, til Farten blev saa voldsom, at han sakkede agterud og maatte smide sig over Vogntrinet. Vi var kommet over en Kam, og det gik atter nedad i hvirvlende Fart; Bjælderne klang, Vognen rumlede, hoppede i Luften, slingrede – af Sted, af Sted! Ned i et dybt Styrt, over en Kløft med en gammel Træbro, op ad den næsten bratte Skrænt i samme susende Fart. I de bratte Sving har vi de forreste Dyr løbende neden for os i modsat Retning; det ser ud som vilde de trække os paa Hovedet i Kløften, der skyder ind som en Baadstævn. Men det gaar, vi slingrer bare lidt stærkt, idet vi svinger. Saa en lodret Klippevæg til venstre og til højre Afgrunden, uhyggelig dyb! og nedad i rystende, sanseløs Fart. Og Vognen er raaden, Bræmsen virker ikke, Mayoralen har kun Tømme paa Stangdyrene. De andre styres ved Raab alene, de løber som de vil, trykker sig ind mod Klippen og viger ud mod Dybet, alt som Zagalens Kastevaaben rammer paa den ene eller anden Side.
241| Der er 1000 Fod ned til Afgrundens Bund, maaske 1500 – Tallet er for saa vidt ligegyldigt, som Resultatet bliver det samme. Og alligevel – i dette Øjeblik tror jeg hellere, jeg vilde mases paa 1000 Fods Dybde end paa 5000; det er det smaatskaarne som kommer af at tilhøre en lille Nation. En Englænder vilde have det modsat. Dèr dybt nede ender Kløften i et skarpt Læg, stiger atter paa den anden Side – kun et Par Hundrede Fod borte – og ender kraftigt mod den blaa Himmel saa højt oppe, at Solen ikke kan naa os, skønt det næsten er Middag. Paa den blaanende, uhyre Væg hænger Gederne i halsbrækkende Stillinger, de glor efter os, ryster Skæget og gør krumme Bukkespring i det lodrette Fjæld.
Men vi smiler lidt tvungent til hinanden og søger en forunderlig Trøst i at klamre os til Vognhyndet og se tapre ud. Den tykke Kone, som sidder paa den udvendige Side, vipper bestemt Diligencen – om jeg fik hende til at bytte Plads. Men ikke med mig selv; jeg har hele Ansvaret – baade juridisk og moralsk – for min Hustru ogsaa, og har altsaa ingen Ret til at sidde med Ryggen til Afgrunden. Det var i og for sig rigtigst, om jeg sprang af – jeg skylder mine Børn det. Men man er jo fejg, og den Tykke snorker, som om der ingenting var paa Færde. Det er Fedtet, som gør hende dorsk.
Det gaar atter lidt opad, men vi mindsker ikke Fart mere, den Duro synes at have forhekset selve Trækdyrene. Bjælderne rangler uophørligt ind i Vognens øredøvende Rumlen, Ruderne svirrer som arrige Insekter, de galopperende Muldyr vrinsker og slaar bagud, naar Zagalen styrter sig ud fra Vognen og prygler løs paa dem. Y‑aa! Y‑aa! af Sted, af Sted! Forbi Hytter og gennem Bjærgstrømme som løber over Vejen, op og ned i en umaadelig Kastegynge. 242| Her og dèr stikker en Klippe frem midt i Vejen, hvert femte Minut sætter vi over en Dæmning, bestemt til at skære Regnvandet ud til Siden; hvergang giver det et Stød, som skulde Hjærtet flyve ud af Halsen på én.
Fornede forsvinder Vejen om en Fjældgavl og efterlader blot et svimlende Dyb. Den kommer frem igen som en løsreven Stump hinsides Dybet og hænger som Resterne af en smal Gesims over Afgrunden, bliver saa borte om et skarpt Hjørne. Der skal vi om – og i denne forrykte, forrygende Fart. Og paa Bukken staar Mayoralen og brøler op og pisker løs, mens Tømmerne hænger og dasker nede mellem Stangdyrene.
Men alting er en Overgang; efter et Par Timers Forløb aander vi atter ud, vælter Bekymringen for Liv og Lemmer af os og nyder Landskabet. Vi har naaet Rutens Højdepunkt, ind til Siderne ligger smaa Gletsjere og blinker; kolde klare Strømme springer frem – ikke tykkere end en Finger – og vinder sig nedefter; det er de første Antydninger af en eller anden Flod. Folder og Rynker og Skaar; store frostblaa Knuder og svovlgule Skaldepander; mægtige Blodar og truende Bryn – Jorden ligger under os som et mishandlet Kæmpeaasyn, hvis Træk fordrejes i Smærte og Had. Men set fra den næste Kam er den et stillestaaende Smil: flimrende Vandstyrt ned over Klipper der staar som mægtige Orgelpiber nede i Dalene; enlige Klippestænger der rejser sig over Tinderne som uhyre Bavtastene, om hvis Top en Rovfugl paa brede rolige Vinger tegner Tiden ind i stedse mindre Kredse.
Landskabet kan vide sig ud til en hel Verden af Toppe og Tinder og lange Rygge, det strækker sig milevidt til alle Sider og begrænses af den blaa Æter – som en Ø der svømmer ene om i Universet. Og det kan snævre sig ind 243| om os til en Afgrund med to stejle Klippevægge. Eller en halvrund Bjærgkæde trækker sig hen over det som en vældig Underkæbe; op af Kæben stikker sorte Klipper, knækkede og i spidse Splinter med brede Skaar imellem – Kællingtænderne kaldes Stedet træffende. Ikke et Menneske, Dyr eller en Vaaning heroppe. Men langt oppe mellem to gule Klipper hænger en Stump Pløjemark som en Slags Signal til Himlen om, at Jorden dernede endnu er beboet. Den ligner en brun Pjalt sat paa Silke.
Jeg spørger Kusken, hvor højt vi er til Vejrs. »En 50‑60 Favne vel«, svarer han grundende og med et Udtryk bagefter, som var han angst for at have overdrevet. Vi sætter den Tykke og hendes Søn af ved en gammel Kro, raster en Times Tid og jager saa atter videre.
Nu gaar det stadig nedad. Strømmene løber i samme Retning som vi, bag os taarner Bjærgmasserne sig efterhaanden op. En frodig Dal vider sig ud forneden med Landsbyer og blomstrende Frugttrær. I Dalens Bund løber en bred stenet Flod, og paa den anden Side hæver Landet sig igen, men roligt; med et Præg af Uendelighed og Harmoni strækker det sig opad gennem Blaat og Purpur og ud i det Fjærne, hvor det taber sig i Nevadas hvide endeløse Snemarker.
Saa er vi i Bunden af den store Dal, i dens Udløb. Høje Bjærge ligger bag os, og Dalen selv er kun et Skaar heroppe i Fjældene; forude falder Synet dybt ned paa aldeles plant Land, et milebredt Marskdrag, der sluttes inde af Højland til begge Sider, men fremefter taber sig fladt ud i det Fjærne – maaske i Havet. Saadan ser det ud heroppe fra, men da vi kommer derned, er den tilsyneladende Marsk ogsaa et Bjærglandskab, ganske vist i det smaa og af Ler. En mægtig Lerslette maa engang have hævet sig af Havet 244| her, og gjort det saa varsomt, at den bevarede sin horizontale Overflade. Saa er Vandene kommet fra Sierra Nevada og har skaaret Sletten ud til den mest forvirrede Labyrint og ladet Tusender af Lerkegler og ‑knuder og ‑kamme blive staaende, formodenlig fordi de var af et lidt haardere Stof. Alle har de Toppen i samme Plan, og det er dette, der paa Afstand har skuffet Øjet og fremkaldt Indtrykket af en tilgroet Havarm.
Vi rumler ned i dette snurrige Landskab, hvis Former synes frembragte paa en plump Drejerbænk. I en Strækning af næsten en Fjerdingvej har et Vandløb taget Vejen i Besiddelse, og vi kører i Vand til Hjulnavene. I det stenhaarde Ler gror kun Vin, og nu Vinstokken er skaaret ned, har Egnen et trøstesløst Udseende; ikke engang lidt Græs dækker de gule, skorpede Overflader.
Vi har spejdet efter Boliger, men kun iagttaget nogle Huleaabninger med Døre for hist og her i Brinkerne. De bliver talrigere fremefter, og vi ruller gennem en Landsby, der udelukkende bestaar af Huleboliger. Jeg tæller i Gennemfarten over hundrede Aabninger, de fleste af dem har kun en indmuret Dør, men der er ogsaa Herskabshuler med muret pyntelig Fasade, der foroven afsluttes af en Bræm røde Tegl, og Glasruder. Enkelte Kegler er beboet helt op, og en Sti snor sig som en Sneglegang op til »Kvisten«. Hele Vejen ind til Guadix ser vi disse Huler i stort Antal, og af Byens 10,000 Indbyggere skal henved Halvdelen bo under Jorden.
Omtrent en halv Mil fra Byen hører vi en skarp Piben og ser Ekspresen dampe af Sted til Madrid, »og saa er den ikke længer« – for vort Vedkommende. Men Mayoralen, der har sløjet af i de sidste Par Timer, rejser sig og pisker paa Dyrene som en rasende. Med en vanvittig Slutspurt 245| ender vi den 8‑9 Mil lange Tur og larmer op foran Kroen i Guadix; Mayoralen er stolt af sin Bedrift, da han kommer og beder om Dusøren.
Jeg ser forbavset paa ham.
»Har jeg maaske ikke kørt Fanden et Øre af?« spørger han og fortæller de omstaaende, hvad der er os imellem, og hvordan han har kørt.
»Han har kørt som en Søn af en Spanier«, siger de, »og bør have sin Duro. Se blot her Señor Udlænding!« og en af dem tager mig ved Armen og viser paa sit Ur – »halvanden Time før Tiden er han kommet ind. De er kommet hurtig frem og maa betale.«
»Jamen Resultatet,« indvender jeg, »Eksprestoget som det for mig galdt om at naa!«
De trækker paa Skuldrene og vender mig Ryggen. »Haarkløver« siger deres Udtryk. »Saadan er det altid med de Udlændinge, naar de skal opfylde deres Pligt,« siger én højt. Jeg gaar skyndsomst i mig selv og betaler.
Naturligvis har de andre Ret og jeg ikke – al den Stund vi er i Spanien og ikke hjemme; det var ogsaa blot dumt Pedanteri af mig. Jeg er ellers ikke slem til at forfalde til moralsk Pedanteri, af en Nordbo at være. Jeg mindes en andalusisk Opvarter, som var i Færd med at give mig Penge igen. Blandt Pengene, han gav mig, var 3‑4 Kobbermønter, som ikke duede, dem skød jeg hen til ham som Drikkepenge. Men han skød dem blidt tilbage igen og sagde lakonisk: »Nej min Herre, de dèr er virkelig falske.« Og jeg gav ham andre uden at protestere, stak disse i Lommen og gav dem siden ud i Smug. – – –
Der er langt til Midnat, og vi driver ud for at tage Egnen nærmere i Øjesyn. Omkring Byen gror der foruden Vin en Del Frugttrær, og hvor Menneskehænder har været i 246| Gang, synes den golde Jord at blive frugtbar, men her gror intet af sig selv, end ikke Tidsler eller Kaktus. Grunden, der er en Mellemting mellem Ler og Sten, er for haard til at noget kan slaa Rod i den, men blød nok til at den kan behandles med Hakke og Skærejærn. Flere Steder er vi Vidne til hvorledes de huler Boligerne ud: først hakkes Stoffet løs i Blokke, der føres bort paa Æsler, og dernæst skæres Vægge og Loftshvælvinger glatte med skarpe Jærn. En væsenlig Del af Bohavet fremkommer ved, at man lader Stoffet blive staaende og skærer udenom det – saaledes Hylder, Bænke og Sovesteder; undertiden ogsaa Borde.
Det er ingenlunde de Fattige forbeholdt at bo i disse Huler, der skal være dyrere at anskaffe end et Hus af tilsvarende Størrelse. Vi var inde i en Proprietærgaard med otte nydelige Værelser, der laa i tre Rækker bag hinanden. Skønt de indre Værelser skulde have deres Lys fra de forreste, kunde man dog se at læse ogsaa i anden Række; kun i de to inderste, som benyttedes til Soverum, herskede der Skumring – saa stærkt er Lyset hernede. Bag Boligen laa Staldene og Foderrummene; det hele strakte sig langt ind under Jorden og endte i en stor Gaardsplads, der var aaben foroven. Den var skaaret et halvt Hundrede Fod ned i Fjældet og stod ved en snæver Gang i Forbindelse med Yderverdenen.
Ved Sekstiden blev det mørkt. Byen frembød intet af Interesse ved Aften, det er en stor Landsby, intet andet. Der var ikke engang et hyggeligt Sted, man kunde gaa hen og sætte sig – kun skidne, kolde Vinknejper; og vi frøs og var trætte. Stationens Venterum var uappetitligt og blev desuden lukket mellem hvert Tog. Vi slæbte os altsaa om i Gaderne, dødstrætte og i daarligt Humør, med Udsigt til at skulle tilbringe Tiden saadan til Midnat. Vi forbandede Dagvognens løgnagtige Ejer og al den andalusiske 247| Slendrian og Uefterrettelighed; vi blev helt varme ved at tale om de hyggelige og korrekte Forhold derhjemme – Smørrebrødsbuffeten, de polstrede Hynder i Ventesalen, Folks mageløse Paalidelighed. Saa drev vi ind i en snavset Vinknejpe for dog at have en umagelig Sivstol til vor Raadighed.
Efterhaanden samledes en Del unge Arbejdere i Lokalet, de fleste havde Musikinstrumenter med. De var i Arbejdstøj, men Hat og Støvler var fine som altid hos Andaluseren. Jeg antog først, at det var et Orkester; men det viste sig at være en tilfældig Sammenkomst. De fleste andalusiske Ynglinge spiller paa Guitar, og i afsides Egne som Guadix tager de sædvanlig deres Instrument med, naar de om Aftenen gaar ud for at more sig.
De bestilte hver for sig et lille Glas Vin, som de kunde have staaende for sig i lange Tider; saa skiftedes de til at synge Kærlighedssange til eget Akkompagnement – disse bedrøvelige spanske coplas, som alle lyder ens i en Nordbos Øre. Udviklede Melodier, som vi har dem, kendte de ikke og heller ikke flerstemmig Sang. Men tre af dem – Haandværkssvende – spillede aldeles henrivende sammen paa Guitar, Mandolin og Lut. Og en Fyrbøder ved Banen var uudtømmelig i at synge coplas, som han gjorde aktuelle ved at indflette de Tilstedeværende. Til sidst gjorde han Forsamlingen vild af Begejstring ved at improvisere og selv akkompagnere sig til en Sang om –: de to blonde Fremmede – der kom fra det høje Norden – helt ned til Guadix – det skønne Guadix. Tilhørerne hev ham deres Hatte i Hovedet som Bifald og kastede sig over ham i larmende Glæde; vi Fremmede tolkede vor Begejstring ved at bestille Vin. Bagefter havde Fyrbøderen saa en lille Fægtning med en 248| anden – paa improviserede Vers; men den formaaede jeg ikke at følge.
Saaledes gik Aftenen, og inden vi vidste et Ord af det, var det Midnat. Toget kom, og vi rullede bort fra den lille By Guadix og bort fra Andalusien.
Soldage!
