© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
12
(...) Hverken de der går op ad Gaden, eller de der ekspederer en Køber, eller de der arbejder hist og her griber forstyrrende ind i dette stærke Indtryk af Ro, der er så dyb som det drøvtyggende Kvægs.
Gangen er langstrakt med Dvælen på hvert Skridt, Arbejdsmetoden er så dræbende langsom og trættende som det er at følge den lange Visers Bevægelser for en, der har Hastværk. Det er blot, som om Marionetteatret nu var sat i Gang. Og enten man ser dem ved Opiumspiben, ved Skakbrædtet, eller udstrakt på Maven over et Glas grøn The i deres besynderlige Kafe Chautau, altid det samme lidenskabsløse Ansigtsudtryk og det vakante Blik.
3
(...) Næste Formiddag gaar Beppa i Køkkenet og snakker højt med San Antonio og Madonna, skiftevis klynkende og skændende. Saa er der noget galt. Ved Middag kommer hun styrtende op til mig.
»Se dog, Don Martin, nu gaar han, og han kan knap staa paa Benene saa syg er han« Jeg kiger ud – Don Pedro stavrer ganske rigti ned ad Gaden. Han har ikke sagt Farvel ikke engang til Dem han (...)
Kong Sherry!
Fra Cadiz stiger Banen langsomt gennem et Land der minder om Danmark i sine bløde Linier og sine Fladers bølgende Fald. Men der er ingen Lunde eller Hegn. Pløjemarker og Stubbe vokser i ensformig Uendelighed, for længere inde at afløses af nøgne Vinmarker med nedskaarne Stokke.
Man kan gøre Hundreder af Mennesker opmærksom paa den smukke Natur omkring dem, og alle vil de føje deres Glæde til èns egen, i rige veltalende Udtryk. Men aldrig vil nogen selv den fattigste svare – at det kan man sku ikke leve af.
Tiggere!
Et ejendommeligt Led i Sydens Folkeliv er Tiggerne. Man gaar ud gennem Gaderne en kold Morgen og spørger forbavset sig selv hvor dog Spanien faar alle de Tiggere fra. Der er for det første alle Zigøjnerne, saa er der Invalider Blinde som ledes af Hunde i en Snor, Bønder fra Vegaen med bare Ben i Rebsko og svære Dækkener over Skuldrene, Arbejdere – en enkelt Præst nu og da. I Løbet af en Time kan man blive antastet af halvtreds og se andre halvtreds som ikke fik Øje paa en heldigvis. Saa foruden alle dem der ikke tigger paa Gaden men dem i Butikkerne. Giv mig en Skilling Bror« lyder det Slag i Slag. Undskyld Bror svarer jeg lige saa rask.
Det er en uligt hæderligere Bestilling at være Tigger i Spanien end hjemme, det kunde aldrig falde en Sp. ind at tiltage sig moralsk Haand‑ og Halsret over et Menneske fordi han har givet ham en Almisse. Ikke engang over Gavens Anvendelse vil han bestemme men giver lige saa gærne 10 Øre til Tobak som til Brød eller Lotteriseddel. Og den Trængende kræver lige saa aabent ind til et ene som til det andet.
Det er mere end en Form at den bedende ikke hedder Tigger men Bror. det vælvillige Syn paa de Trængende maa bunde dybt i Spanieren, siden han kan finde sig i hver femte Minut Dagen igennem at løbe til Porten, fordi en Tigger banker paa. Denne Overbærenhed medfører, at der aldrig er det, Udlændingen vilde kalde Fred for Tiggere, alle Vegne gaar han ind i Kafeer, i Butikker hvor man handler: han kommer hen til Disken mens man betaler, og tigger Pengene ud af Haanden paa en. Når en Tigger ikke kan naa op til èn, raaber han sit Pst, vent lidt! sidder han i en Trappekrog og har indrettet sig det lidt lunt, finder han det rimeligere at man ulejliger sig hen til ham end at han skal rejse sig. Og siger man sit: Undskyld Bror, jeg har ingen Penge i Dag! kan det godt hænde, at han klapper èn tilgivende paa Skulderen.
Et eget Produkt af Livsglæden er Tiggerne – i den Talrighed og med det Livsmod hvormed de optræder. Det følger af hele Andalusierens Livsopfattelse, at der ikke er nogen Skam ved at tigge – hans manglende Vurdering af de materielle Goder gør at det er ham let at give og let at tage imod. En Gave forpligter da ikke her som hjemme, følgelig ydmyger det ikke at tage imod den.
Som han ikke vokser sig sammen med sine Kære gennem fælles Sorg og Modgang, men gennem fælles Glæde, maa Mindet om disse Kære for at være kært være et Minde om fælles glade Stunder, der maa ingen Skygge kastes ind, aller mindst den tungeste Skygge af alle – Dødens.
Noget der minder om Sommerfugleflagren imod Døden, men de kan anderledes end vi sætte som Motto jeg har levet, og det forklarer en anden Halvdel af den Ro hvormed de møder Døden. Den fattigste her er anderledes Menneske end den jævnt stillede hjemme – i sin Naturglæde, sine Menneskelighed, sit Sinds Overvægt over Smaatterier
Den katolske Kirke betalte stundom de Fattige for at bade sig, men kun fordi Sjælene i Skærsilden saa svedte lettere. I Klostrene var der Badstuer hvor Munke og Nonner skulde bade sig en Gang i Aaret – ikke for Renlighedens Skyld men i ovennævnte Hensigt.
Cølibatet indførtes først i Spanien
Allerede i det femte Aarh. da Cølibatet blev alm. tog Præsterne løse Fruentimmer i Huset og levede sammen med dem.
Witiza Goterkongen i Sp. (701) gik til den anden Yderlighed og tillod Gejstligheden at have lige saa mange Koner som den kunde forsørge.
1670 angaves Tallet paa dem, Jomfru Maria egenhændigt havde hjulpet til en Ansættelse i Himlen, til nøjagtig – en Million.
St. Nicolaus hjælper for Vandsnød og Vandflod, St Medardus afvender Tørke
S. 97
Dedikation S 89 – Relikvier S. 99 flg.: Et Ben af det Asen Kristus red ind i Jer. paa. En Stump af Kristi Forhud (I Laterankirken) – Ægtheden fastslaaet af Innocens 4 Jomfru Marias Mælk. En Vingefjær af Ærkeenglen Mikael – mistet i hans Kamp med Satan.
2den Paaskedag prygler Konerne deres Mænd, 3die P. Mændene Konerne.
Festdage: Der er Fest for det Spyd, hvormed Jesus blev stukket, to Festdage for Korset den ene for dets Fund, den anden for dets Ophøjelse, Festdag for en af de Stene hvormed St. Stefan blev stenet o.s.v.
Kristi List og Svøb eksisterer endnu saavel som hans Svededug og Ligklæde. Det skulde ikke undre, om man en Dag fandt en af hans Bler med noget i.