Tillæg 3: Uddrag af et håndskrift fra Margrethe Andersen Nexø, født Thomsen, der ledsagede sin mand under rejsen 1902-1903

(...) Mine Lunger blev svage – vi forberedte derfor en Rejse til Spanien. Børnene blev anbragt hos Familien. Vi fik fri Rejse med en Fragtbaad, ladet med Træ fra Finland til Spanien. Det blev særlig Andalusien for det milde Klima vi opholdt os i. Sevilla med alle Murillas Madonaer. Søjlebyen Cordova – først og sidst Granada med den skønne mauriske Arkitektur. Der boede vi længe hos Custoden Don Pedro og hans Kone.Mere rørende Mennesker findes ikke. Nexø skrev fra Rejsen Breve hjem til de samtlige Venstreblade – udeblev Pengene nu og da, pakkede de diskret af deres smaa Skillinger i Avispapir – lagde dem ind paa vort Bord, saa vi kunde blive mætte. Naar Nexø skrev, red jeg nu og da med ud i Bjærgene – paa deres smaa Æsler – Folk der hentede Kalk. En Dame kunde saa udmærket trygt alene være i Selskab med en Spanier, Chevalerske er de. Beundrede man én af deres Ejendele, sagde de straks – den staar til Deres Disposition Madame. Jeg kom en dag for Skade at beundre en smuk Ring paa en Spaniers Haand. Han tog den straks af og gav mig den. Vidste ikke, det var Kotume at levere den tilbage. Han smilede ikke mere til mig. Vi overværede en Tyrefægtning – en skøn ung Toreador blev taget paa Hornene – slynget op i Luften, faldt blødende til Jorden. Tre Uger senere optrådte han igen. Tilskuerne jublede ham i Møde, smed Æg, Pengepunge ned paa Arenaen til ham, da han denne Gang sejrede over det vilde Dyr – stak Lansen med en Elegance ind i dens Ryg. Den var død.

Mere blodigt end Tyrefægtning var Hanekampene hvor to indespærrede Haner med paahæftede Sporer fór vildt paa hinanden hakkede Øjne ud – Fjer af de blodige Halse. Spanierne sad koldblodige og drev Spil om hvilken Hane der vandt – som et Væddeløb herhjemme. Værst var det, at Skandinaverne var de mest interesserede.

Mentaliteten var vidunderlig – fornem i Sammenligning med de søde Italienere – aldrig kunde en Spanier tilvende sig en Øre paa en uærlig Maade – Solens Børn, som kun tænkte paa at gøre det godt for andre. Uden Vederlag.

Vi havde Sierra Nevadaen med den evige Sne i Baggrunden – de gamle mauriske Slot, hvor hver Sten var en kunstfærdig Kakkel, indmuret i de skønneste Mosaiker – de evigt rislende Kilder med Firben – Brudeslør hængende ned fra Kildevæggene. Fri for mange Bädeker-Turister med Stangloinietter – . Her i dette Paradis blev Nexøs »Soldage« til. Senere flyttede vi til Cadiz Guadix – ved Gibraltarstrædet. Der tilbragte vi Julen mellem blomstrende Rosenhække – sad i bár Figur i Sommertøj Juleaften og drak liflige Vine under aaben Himmel. Vi besøgte en Vinfabrik. Der stod et mægtigt Anker i Midten flankeret med seks mindre paa hver Side – som en Overlæge herhjemme paa Stuegang. Den store kaldte man for Kristus med de 12 Apostle. Spanierne lider ikke af for megen Gudelighed – de tilbeder Solen den almægtige, som bringer Lys i alle Sjæle. Det store Vinanker kaldte de for Modervinen. Det var en stor Naade at faa Lov at smage – et halvt Glas var nok til Saligheden for hele Dagen. Vi vaklede hen til en Bænk, sad der – var lidt overglade i flere Timer derpaa – fandt dog hjem, fandt Nøglehullet, fik Rusen sovet ud. Modervinen blev brugt til at hælde paa de andre Ankre som Forædling. Konsulen i Cadiz lærte hurtigt vor Svaghed for de skønne Drikke at kende aabnede sit Hjem hvor vi tilbragte mange muntre Timer. Lige til Krigen kom, sendte Konsulen et Anker Masala, vi selv aftappede 80 Flasker kom i Kælderen, fik desværre altid for kort Levetid. Den Aftapning var en Flotforestilling, som forskellige Kunstnere overværede smagte rigeligt paa. -Raske »Afholdsfolk« som Haukland – Krog og Karsten fandt Vejen derud. Det blev først henad de smaa Timer de fandt Vejen hjemad.(...)