I det brev til Gyldendals direktør Peter Nansen, som ledsagede manuskriptet til Soldage, skrev Martin Andersen Nexø i september 1903:

Forlaget imødekom Nexøs forslag og gav bogen citrongult omslag med titlen trykt i rødt og et fotografi af en sigøjnerkvinde. Og fordringsløs er Soldage, i den betydning at den så åbenbart er skrevet af lyst og overskud. Fordringsløs også således, at dens journalistiske karakter og tilsyneladende løse komposition tillod forfatteren uden videre at føje to kapitler ind i dens 2. udgave. Alligevel hang Nexø ved den og tilkendte senere sine to rejser i Andalusien 1895-1896 og 1902-1903 afgørende betydning for udviklingen af sit forfatterskab, sine etisk-politiske anskuelser og sin generelle livsindstilling.

Og Soldage er et centralt værk i Nexøs forfatterskab. Bogen viser tilbage mod den serie rejsebreve fra Syden 1894-1896, hvormed den unge Andersen Nexø (eller Andersen-Nexø som han dengang endnu stavede sig) for første gang søgte at ernære sig ved sin pen. Og den peger frem imod hans manddomsværker, ikke mindst Pelle Erobreren. Soldage markerer i flere henseender overgangen fra Nexøs ungdomsforfatterskab til hans modne værk.

Martin Andersen Nexø (1869-1954) debuterede 1893 som ung friskolelærer med en avisartikel om »St. Hansaften paa Bornholm«. Allerede her præsenteredes læserne for to temaer, som skulle komme til at gå gennem hele hans forfatterskab over tres år: Almuens lykkedrøm og kvinden som livsbærer.

Frem til 1905 skrev han sig med titanisk energi igennem en række tidstypiske litterære temaer, tendenser og stilarter i mange genrer. På syv år udgav han foruden journalistik og digte otte bøger: Novellesamlingerne Skygger (1898) og Muldskud (første og anden samling 1900 og 1905), romanerne Det bødes der for – (1899), En Moder (1900), Familien Frank (1901) og Dryss (1902) samt rejsebogen Soldage (1903).

I sine første digte, prosaforsøg, noveller og romaner søgte han med vekslende held at skabe poetisk sammenhæng imellem to tilværelsesaspekter: Et udvidende og erobrende, i hans bevidsthed mandligt aspekt, og et opretholdende, omsorgsmæssigt, i hans bevidsthed kvindeligt og især moderligt aspekt.

Romanerne fra dengang udspiller sig oftest i borgerlige miljøer og skildrer den vanskelige kærlighed. Nexø studerede her den mandlige lykkedrøm så at sige med negativt fortegn: Den 'maskuline' idealitet, udvidelses- og erobrertrang synes hjemløs, romanernes ideale familie består nærmest udelukkende af stærke, frigjorte kvinder, mens mændene oftest virker forkomne, degenererede, fordrukne eller latterlige.

Først med Soldage præsenterer Nexø sine læsere for et mandligt ideal:

Naar jeg nu og da famler efter et Forbillede, søger et helt Menneske, en der var værd at efterligne eller i al Fald misunde – kommer jeg altid til at tænke paa Anarkisten Alfonso.

Det var ikke, fordi Nexø anså den andalusiske anarkismesF1 strategi til afskaffelse af fattigdommen for særligt hensigtsmæssig. Alfonso var en drømmer, som var rede til at ofre sit Liv for den nye Lykketid, men han ville falde, strakt til Jorden af en Gendarms Kugle. Og den gamle Tid lunter videre hen over hans Lig. Saadan vil det gaa ham. Men Alfonsos menneskelige lødighed, hans venlighed og værdighed, hans rundhåndethed, oppositionstrang og selvstændighed, hans 'grandeza' og helstøbthed tiltalte Nexø, der ligesom Alfonso gjorde en dyd af at tænke med hjertet i stedet for med hjernen.

I det hele taget var det befriende for den unge Nexø at færdes i den andalusiske almue, hvor fattigdom ikke regnedes for nogen skam, og hvor mennesker syntes at blive bedømt efter deres menneskelige egenskaber snarere end efter tykkelsen af deres tegnebøger eller deres samfundsmæssige 'position'.

I Syden lærte Nexø, at almuen er international. Men mens han dengang oftest skildrede den danske almue enten som kuede, individuelle ofre for armoden eller som stærke originaler, der som 'muldskud' sendte bud op om uberegnelige kræfter i dybet, så beskrev han den spanske underklasse som et udbyttet, men ubekymret, rebelsk og lyshigende fællesskab. Alle politiske strategier og deres eventuelle hensigtsmæssighed ufortalt: Der var den sociale selvrespekt og menneskelige værdighed til forskel.

Den blødhjertede, idealistiske, fattige og ridderlige anarkist Alfonso var efter Nexøs opfattelse en drømmer, en fantast. Men hvor var Verden henne uden fantasme? Hvad havde vel dansk snusfornuft udrettet over for fattigdommen? Da Nexø ved en lejlighed i 1932 blev spurgt efter en yndlingsforfatter, anførte han to store drømmere: Leo Tolstoy og Miguel de Cervantes – en kristen anarkist og godsejer, som delte levevilkår med bønderne på sit gods, og forfatteren til Don Quijote, romanen om alle tiders blødhjertede, idealistiske, fattige og ridderlige fantast.

I marts 1909, samtidig med udgivelsen af Pelle Erobrerens tredje bind, skrev han til direktøren for Det Schubotheske Forlag, J.L. Lybecker: Jeg har lige siden min første Rejse til Spanien i 1895 set en Opgave her, som jeg skulde løse – og rustet mig til den. Opgaven var at nyoversætte Don Quijote til dansk. Og kort efter, den 17. april 1909, stod følgende notits i Berlingske Tidende: Forfatteren Martin Andersen Nexø arbejder for Tiden paa en Oversættelse af Cervantes Don Quixote. Men trods vedholdende forsøg gennem årtier over for seks forskellige forlag lykkedes det aldrig for Nexø at finde et, der turde binde an med en sådan nyoversættelse. Alligevel oversatte han con amore tretten af romanens kapitler.

Hvad der betog ham ved Don Quijote, fremgår af artiklen »Cervantes og Don Quijote«, skrevet 1905, midt under arbejdet med færdiggørelsen af Pelle Erobrerens første bind, i anledning af romanens 300 års jubilæum: Cervantes' egen Spaadom om Bogen er gaaet rundeligt i Opfyldelse: »Smaabørnene rækker efter den, Ungdommen læser den, Mændene forstaar den, og de gamle berømmer den.« Ja, mere endnu, Børnene forstaar den helt (...). Man har fortolket den som et politisk Smædeskrift over Karl V, som et Angreb paa Kristendommen, et demokratisk Stridsskrift, et revolutionært Indlæg i det sociale Spørgsmaal o.s.v. Den er intet af det – og det altsammen! Fordi Cervantes – bortset fra den mere udvendige Plan, Angrebet paa Ridderromanerne – har villet tegne Mennesket, og har magtet det.

Og netop dette nærmest altomfattende program var det, Nexø selv håbede at indløse med sin Pelle Erobreren, hvis forord (1906) erklærer, at den skulle være en roman om proletaren – altsaa om Mennesket selv – og hvis sidste ord (1910) med direkte adresse til Cervantes lyder: »De skal gribe efter den – og græde af Glæde og Stolthed over at finde sig selv i den. Kanske opkalder de ogsaa deres Børn efter den af bar Taknemmelighed!«

»Hvad skal den saa hedde da?« spurgte Pelle.

»Den skal hedde Pelle Erobreren!«

Med Pelle Erobreren lykkedes det omsider for Nexø, gennem en lys syntese af anarkistiske, socialistiske og grundtvigske visioner, at få skabt poetisk sammenhæng mellem det åndeligt-heroiske, politiske og det nære, kropsligt-materielle, mellem de 'mandligt' erobrende og de 'kvindeligt' opretholdende kræfter, symboliseret henholdsvis i Pelle og i hans kone Ellen.

Men det var ikke sket uden Alfonso og don Quijote.

I mødet med den spanske anarkisme, personificeret i husmanden Alfonso, frigjorde Nexø sig fra den fin de siècle-dekadence, som hans ungdomsromaner er udtryk for, og dannede sig i stedet et etisk-politisk og personligt ideal, som fik afgørende betydning for hans senere forfatterskab.

Da han en novemberaften 1894 steg på toget ved Vejen station med kurs mod Italien, var rejsen først og fremmest tænkt som en rekonvalescensrejse. Hvad der lokkede, var i mindre grad turisme og romerske ruiner, endsige anarkisme, end det var Sydens sol og varme. Han havde ligget dødssyg af tuberkulose, senere suppleret med dobbeltsidig lungebetændelse, og kun en intensiv pleje ved hans moderlige mæcen Mathilde Molbech, enke efter digteren Chr. K.F. Molbech, havde forhindret ham i at dø. Nu havde lægen spået ham forværring, naar det kolde Efteraar kom (Vejs Ende). Men i sidste øjeblik inden vinterens komme var der ved flere gode menneskers forenede anstrengelser blevet tilvejebragt så stor en sum penge – 550 kr. – at han kunne komme afsted.

De første penge, eller udsigten til dem, skaffede han selv. I oktober var han hjemme på barndomsøen Bornholm, hvor han bl.a. besøgte Bornholms Tidendes redaktør Mads Mathiesen Smidt, som tidligere havde hjulpet ham med penge til et ophold på Askov udvidede Højskole 1891-1893. Med ham traf han aftale om levering af en serie rejsebreve. Samtidig skrev han til sin dansklærer fra Askov Holger Begtrup, at den litterære plan med rejsen var: Livlige og letlæste Rejsebreve – ikke altfor traditionelle – med Frihed i Valg og Behandling af Emner, men støttet på en sund og sympatetisk Opfattelse af det sete (som jo Højskolen betinger det). Det var som den grundtvigske folkehøjskoles ætling, at den unge Andersen-Nexø rejste ud på sin kombinerede dannelses- og rekonvalescensrejse.

Han havde en god tid i Italien. Og det skyldtes et tilfælde, at han overhovedet kom til Spanien. Han var egentlig på vej hjem til en stilling som højskolelærer på Mors, da han i august 1895 pludseligt ændrede planer. Anledningen hertil var det søde gensyn med en dame, som han havde stiftet bekendtskab med tidligere på rejsen. En ung, rødhåret, velhavende, gift amerikanerinde med hvem han sejlede til Spanien, og som dér forstrakte ham med et meget betydeligt beløb – 500,98 kr.F2 – inden hun i april 1896 valgte at rejse hjem til sin mand i Massachusetts, USA.

Den unge Martin Andersen (-Nexø), der nødig ville binde sig og som i sin højskoletid havde været tilhænger af Bjørnstjerne Bjørnsons dydige kønsmoral ('handske-moralen'),F3 havde hidtil været meget tilbageholdende over for kvinder. Han havde for en tid bevidst valgt cølibatet. Nu fandt hans første Spaniens-ophold sted 1895-1896, hovedsagelig finansieret af en kvinde, som frigjorde ham erotisk.

Hans andet Spaniens-ophold fandt sted 1902-1903 under økonomisk tryggere og i det hele taget mere ordnede forhold: En etableret forfatter rejste ud med sin unge kone som korrespondent for to danske dagblade. Men denne rejse kom til at frigøre ham på anden vis.

Om Soldage skrev Nexø i sine erindringer (Vejs Ende) generaliserende, at han her havde sammenfattet Indtrykkene fra sine to rejser i Syden 1894-1896 og 1902-1903. Tilstedeværelsen (se Tillæg 2.1, s. 233) af et notat fra 1896 på samme ark papir som et notat fra 1903 indicerer da også, at han i 1902-1903 medbragte sine notater fra rejsen i 1894-1896 og genbrugte dele af dem.

Men skønt en meget stor del af stoffet fra 1894-1896 faktisk indgår i Soldage, så er både baggrunden for og det litterære udkomme af de to rejser alligevel temmelig forskelligt.

I 1894-1896 skriver han, som højskolemand og rejseskribent for Venstre-pressen uden for hovedstaden, overvejende som folklorist. Rejsebrevene udgør en blanding af friske folkelivsskildringer, jf. f.eks. de mere harmløse af Soldages afsnit om Skt. Antonio-dyrkelsen i Granadas almue, og mere traditionelle og informerende rejsebeskrivelser i stil med BaedekersF4 rejsehåndbøger: Pompeidalen er meget smuk. Mod Øst og Syd lange Bjærgkæder, mod Nord det stolte Vesuv (...). (»Pompeidalen«, Bornholms Tidende 7. februar 1895, optrykt i Rejseskildringer.) Selv bag de muntre skildringer af sydlændingenes forhold til deres helgener gemmer der sig endnu en vis ærbødighed overfor den katolske kirke. Og i samtidige breve fra den første rejse beretter han respektfuldt om de glimrende Kirkefester i Rom i Julen 1895.

Under rejsen 1894-1896 opholdt han sig mest i Italien, og dette land var genstand for ca. halvdelen af de artikler, der blev sendt hjem. Under rejsen 1902-1903 var han kun i Italien i små fem uger, og på første side af Soldage affejer han landet med en meget flot håndbevægelse.

I 1896 skildres tyrefægtningerne i Granada med nordboens distance til det blodige skuespil. I 1903 er forfatteren tydeligvis (i sammenhæng med sin generelle betagelse af spansk lidenskab og livsintensitet) blevet fascineret af den frivillige livsfare, espadaen udsætter sig for, og han skriver dermed i højere grad end i 1896 på spanske præmisser.

Der foreligger også fra den første rejse en enkelt skildring af rebellerende andalusisk almue: Nexøs først publicerede novelle »Pan a ocho (En Kvinderevolution)« er skrevet i Granada 1896 og offentliggjort i Illustreret Tidende samme år; under titlen »En Kvinderevolution« indgår den i debutbogen Skygger. I denne naturalistiske fortælling om et spontant oprør (eller snarere en demonstration) mod stigende brødpriser og om gendarmeriets brutale nedkæmpelse af oprøret, er forfatterens sympati tydeligvis på de aktionerende kvinders side. Men karakteristisk nok bevæger fortællingen sig med samme lethed i sin skildring af de rige og giver – for kontrastens skyld – også en indtagende skitse af en overklassepige, bypræfektens unge datter. Forfatteren skriver som alvidende fortæller, og perspektivet er til syvende og sidst en (sympatetisk, men) uden- og ovenforstående observants.

Men da han vender tilbage i 1902-1903, har han gennem nogle år været under indflydelse af radikalismen; han er nu politisk interesseret. Skildringerne af Sevillas rebelske cigarreras i kapitlet »Sevilla«, af den gamle anarkistiske landarbejder og hans søn i kapitlet »Còrdoba!« samt af Alfonso og de andre anarkister i 'landsbyen X' i kapitlet »Mellem Husmænd« er alle fra 1902-1903. Det andalusiske proletariat beskrives nu ikke blot med den udenforståendes medlidenhed over for fattige mennesker og med forståelse for deres afmægtige oprør, men som ideal modsætning til det satte og selvtilfredse Danmark efter Systemskiftet.F5

Tilsvarende er han i 1902-1903 i behersket radikal grad blevet antiklerikal, kalder i Soldage respektløst helgenrelikvier for gamle Ben og Klude og satiriserer talrige steder over snavsede munke, katolske præsters omgåelse af cølibatet osv. Antireligiøs, egentlig ateist i Georg Brandes' ånd var han derimod ikke blevet – og blev det aldrig.

Også æstetisk havde Nexø bevæget sig langt mellem 1894-1896 og 1902-1903. Soldage er skrevet af en digter, som i stilistisk bevidsthed og sprogligt mesterskab er på højde med det mest avancerede i samtidens prosa, men som også er sin egen.

De lange lyriske beskrivelser fra Middelhavet i indledningskapitlerne »Undervejs« og »Den hvide By« har tydeligvis lært af symbolismen, hvordan man fremsuggererer anelser.F6 Idet havet fremstilles dels som en smuk, nøgen kvinde (og solen som hendes elsker), dels som grå urtåge med direkte allusion til almue, foregriber forfatteren sin skildring af den andalusiske almues sensualitet.

I stor stilistisk gæld står Soldage også til impressionismen og dens fragmenterende øjebliksfremstilling, der anskuer de skiftende enkeltfænomener udefra og derved modsvarer det moderne bylivs flueøjede oplevelsesmåde. De lange dialoger, f.eks. i kapitlet »I Granada«, afgiver ved deres løse sceniske fremstilling skoleeksempler på sådanne øjebliksskildringer.

Den 'negative' beskrivelse af stilheden og stilstanden i Cadiz frembyder ligeledes en overdådighed af eksempler på den såkaldte fænomenologiske apperception, der lader det løsrevet sansede (i dette tilfælde dog netop ikke sansede) indtage rollen som handlende subjekt: Her er ingen elektrisk Sporvogn til at kime og brumme og gøre nervøs, intet Kor af galende Fabriksskorstene, ingen rumlende Arbejdskærrer. Den Luftens evige Skælven, der kendetegner den moderne By, Grundenes og Murenes uophørlige Vibreren, den opslidende Hvepsetone fra Millioner klirrende Ting, Menneskekoget – alt dette findes ikke i Cadiz, hvis enkelte Lyde høres langt ud som i en Landsby. På det underliggende plan er opremsningen af alt det (ikke) sansede imidlertid velordnet, idet den tematiserer en generel modsætning mellem bevægelse/liv og stilstand/død. En tilsvarende, men 'positiv' beskrivelse af byliv finder man bl.a. i afsnittet om Ronda: Menneskene (...) gjorde underlige Fagter og skreg besat, bedst som de gik for sig selv og arbejdede. Klangfulde korte Raab og lys Skogren gik over deres Struber (...); en og anden huggede sin Kniv i Træværket, saa den dirrede. Men citatet fortsætter, i forlængelse af en generel drabs- og blodsymbolik i Ronda-afsnittet: Saa han en Blodstraale springe til Vejrs, hedere rød end Tomatfrugten og det spanske Peber? Hørte han et Angstskrig mere skingrende lyst end dette hidsige Gule? Nexø anvender i disse og mange andre tilfælde en 'impressionistisk' teknik i et 'symbolistisk' øjemed.

Var Soldage således i stilistisk henseende et moderne værk, så griber den underliggende komposition meget langt tilbage i litteraturhistorien – og helt frem. I kapitlet »Morgenvandring« fra 2. udgave, som på det ydre plan er en byvandring gennem Granada og opland, foregår der, med udgangspunkt i en lys morgenidyl, en nedstigning til mørke, snavs, død og rådd (rakkerkulen på vegaen) og derfra atter en opstigning til blændende lys, renhed og overdådig pragt (Alhambra). En tilsvarende kompositorisk bevægelse kan iagttages talrige andre steder, f.eks. omkring mødet med bødlen i kapitlet »Còrdoba!« og i kapitlet »Sol«, der betegnende nok er samlet til ét kapitel af stof, der oprindelig stod trykt i avisartikler med de komplementære titler »Livsglæden!« og »Døden!«.

Denne bevægelse, flere gange gentaget, ligger også bag hele Soldages tilsyneladende løse totalkomposition: Fra det uformelige, schatterende vand og lys og fra anelsen om det forestående begynder rejsen ind i det muntre land (Sevilla) og op (i bjergene ved Loja og Ronda), men så ned til det nøgterne og usensuelle britiske Gibraltar med de mørke og kolde, dødbringende kanongallerier, over strædet til middelaldermørket og stilstanden i Tanja, til 'hospitalet' og fangehullet, hvis 'patienter' og fanger i lige grad har udsigt til at dø, og til de øksesvingende selvpinere; derpå tilbage til – »Sol«, til mødet med bjergenes anarkister og Granadas generøse almue, kontrasteret af den u-sympatetiske skildring af de snavsede, snu og åndløse sigøjnere, som bor i mørke huler. Og endelig op og væk i en art luftfart (»Gennem Bjærgene med Diligence«).

Mere skematisk kan kompositionsprincippet fremstilles således: 1) Forventning og glæde, lys anelse, opstigning. 2) Nedstigning til mørke, stilstand (degeneration) og død. 3) Genopstigning til lys, liv og forløsning.

Det er et urgammelt kompositionsprincip, som man finder allerede i Europas ældste 'rejseroman', Odysseen. Det ligger under alle Bibelens bøger, mest eksplicit vel Jobs Bog, Jonas' Bog og Det Nye Testamentes fire evangelier, foruden utallige myter og folkeeventyr. I nyere tid danner det grundlag for dannelsesromaner siden den første af arten, Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1794-1798).

Men at lade kompositionen og de ydre tildragelser bære et værks indre betydning frem var også noget af det, der kendetegnede den moderne symbolisme – f.eks. Sophus Claussens samtidige rejseromaner fra Frankrig og Italien, Antonius i Paris og Valfart (begge fra 1896). Valfart vender vi tilbage til.

Ved Soldages fremkomst betegnede Nexø den koket som fordringsløs. Men Soldage, der på det ydre plan er en skødesløst sammensat rejsebog af journalistisk karakter, er meget bevidst komponeret, og den har præg af eller nærmer sig stærkt til at være en symbolistisk dannelsesroman.

Kompositionens (og rejsens) samlede resultat bliver løftelse og indfrielse af håb. Hvilke håb, der her indfries, vil fremgå senere. Om bogens overordnede symbol følgende:

Soldage hedder bogen, solen er således værkets 'titelperson'. Og »Sol« hedder et af dens længste kapitler. Sol er bogens overgribende symbol, og solens betydning spænder fra det erotiske over det socialpolitiske til det religiøse.

Nexø skildrer Solekstasen og Solbrunsten, der svulmer og straaler i alt det skabte og overskyller Menneskenes ikke blot Erotik men hele Væsen, saa vi læser den samme fortættede Blodets Spænding af en Lillefingers mindste Bevægelser, (...) som af et Par vanvittig forelskede Øjne hjemme. Den andalusiske sensualitet ytrer sig som rytme, rytme i gangen og i en almuepiges dansetrin såvel som i en hårdtsåret espadas sidste piruet i arenaen. Sensualiteten udtrykker sig også i spaniernes, specielt andalusernes spontant revolutionære indstilling til samfundsforhold.

Solen er den skabende sol, el sol criador, ja den er selve skaberen – Gud: Ved Ottetiden kommer Gud selv i al sin Glans og lyser ind i mit Kammer saa rigt, aa saa rigt, at jeg ikke behøver at tænde Kulbækkenet. Og: Se Skaberen! Se Gud! siger Almuen med tindrende Øjne, naar Solen stiger. Nej, andaluserne kalder ikke uden Grund Solen Gud og Skaber; de er dens frejdige Børn.

Den sensuelle religiøsitet, Nexø her skildrer så forelsket, har ikke noget specielt at gøre med katolicismen (skønt helgendyrkelse ifølge forfatteren går udmærket sammen med den), men er af mere almen art. Den er (stadig ifølge Nexø) desuden en højst materialistisk religiøsitet, som ikke ytrer sig i forsagende håb om et bedre liv hinsides den jordiske jammerdal, men i glæde over livet og skaberværket her og nu, eventuelt i oprør. Sjæl og legeme hører sammen, døden er derfor livets fjende og modsætning, ikke dets fuldbyrdelse. Religiøsiteten ytrer sig som tændthed og nærvær, ikke som abstraktion eller trøst, den er evangelium, ikke dogme.

Og Nexø tror ikke, at en graa, taaget, sludfuld Nordbo helt kan forstå denne sensualitet. Nordboen maa indskrænke sin Kærlighed til selve Hjærtet og forskanse den dèr, (...) fordi alle Magter er fjendtlige mod hans lille Eros og tilsidst kvæler den alligevel.

Men også Nexø selv kom til Syden fra det grå og tågede, midt- og konsensussøgende Norden. Når han fascineret skildrer spaniernes sensualitet, herunder deres sanselige religiøsitet, og når han så øjensynligt her oplever noget befriende, så peger fascinationen hen på forhold i hans egen personlighed, herunder i hans eros.

I Vejs Ende beskriver Nexø sit eget sind med en bornholmsk talemåde: (...) en Kat, en Hund og et Pindsvin i samme Sæk. En saadan Sæk fuld af Uforligelighed har jeg været, og at jeg har kunnet holde sammen paa Stumperne er mig selv ubegribeligt. Blandt de modsætninger, Nexøs personlighed var spændt ud imellem, er på den ene side en meget stærkt udviklet ansvarsfølelse (som han mente at have arvet fra sin mor), på den anden side en fascination af den uansvarlige, asociale lykkeridder, der forstår at leve i nuet og slå sig løs, ikke mindst erotisk (som han bl.a. kendte typen fra sin storebror Georg).F7

I Nexøs ungdomsværker spores flere steder en Nietzsche-præget magtdyrkelse og fandenivoldsk vitalisme (således også generelt i Soldages fascination af den andalusiske Livssvulmen) – uformidlet sideløbende med hyldester til proletarkvindens oversete og stilfærdige, ydmygt-heroiske opofren sig for familien. I videre forstand afspejler denne modsætning sig i hele Nexøs forfatterskab i den omtalte bestræbelse på at forene et udvidende, erobrende, 'mandligt' livsaspekt med et opretholdende, cyklisk, 'kvindeligt'.

Det er ikke svært at se, hvordan en både rebelsk og omsorgsfuld, selvopofrende Alfonso-skikkelse kan bygge bro over sådanne modsætninger, og det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Nexø her fandt sig et ideal.

Umiddelbart inden sin første Sydens-rejse mente han at have fundet idealet i grundtvigianismen. Under og lige efter sine ophold på Østermarie Højskole og Askov udvidede Højskole 1890-1893 skrev han en række (mest upublicerede) digte, hvori højskolebevægelsen som sådan fremstilles som en lykkelig syntese af hjemlig redelunhed og maskulint heroisk stræben. Digtenes værdigrundlag er nationalt, til dels også kristeligt. Og han bevarede livet igennem, hvad enten han senere blev radikal, socialdemokrat, kommunist eller var partiløs, den samme store kærlighed (og den samme art kærlighed) til Grundtvig og den gamle grundtvigianisme som til de spanske anarkister.

Den grundtvigianisme, som Nexø havde oplevet i sin ungdom og var blevet varigt influeret af, var udtryk for en religiøsitet, der – i lighed med Soldages fremstilling af den andalusiske folkereligiøsitet – ikke adskilte ånd og materie, men så det højeste i det jævneste og det største i det mindste. Kødet var ikke åndens modsætning, men dens redskab, og åndens løsen var bedrifter. Med Nexøs ord fra et foredrag for tyske højskolefolk i 1925: I sin gigantiske Kraft søgte han [Grundtvig] at forbinde Himmel og Jord, Aand og Materie. Den grundtvigske religiøsitet var en anti-pietistisk, sanselig religiøsitet, en sammenhængsskabende ånd, som bl.a. også omfattede det socialpolitiske ideal, at få har for meget og færre for lidt.

I datidens grundtvig(ian)ske højskolemiljøer omfattede sanseligheden – i hvert fald den del af den, som man på højgrundtvigianismens flagskib, Askov, behandlede i Poul la Cours timer om menneskelegemet – imidlertid slet ikke sexualiteten. Her var det ikke Grundtvig, men Bjørnson, som var forbilledet. På dette punkt levede grundtvigianerne kun delvis op til mesteren selv, der jo havde hævdet, at 'kød er ej til synden rod', og som på ingen måde havde fornægtet sammenhængene mellem agape og eros.

Dominansen af en a-grundtvigsk, bjørnsonsk indstilling til eros i 1890'ernes grundtvigianske miljøer danner (foruden forfatterens ungdom i almindelighed) baggrund til forståelse af, hvorfor så mange af Martin Andersens (Nexøs) digte fra 1892-1894 virker højspændt idealistiske, patetiske og ideologisk (dvs. grundtvigiansk) hårdtpumpede – og poetisk mindre overbevisende.

Dét store livsmod og den forelskelse, som ledsagede de erotiske oplevelser i Italien og Spanien 1895-1896, gav sig bl.a. udslag i en kæk og kåd, overstadig og fuldstændig urealistisk plan, som han luftede overfor fru Molbech i et brev 1895 om efter hjemkomst til Danmark at grundlægge sin egen udvidede højskole, på hvilken fru Molbech da skulle være 'bedstemor' (matriark).

I stedet blev han i sommeren 1896 gæstelærer på Mellerup Højskole ved Randers Fjord. Her kastede han straks sin stærke kærlighed på en af eleverne, den purunge proprietærdatter Margrethe Thomsen (1881-1958), hvis forældre var blandt egnens mest fremtrædende grundtvigianere. Inden længe blev hun gravid 'i utide', og pga. de tvingende omstændigheder (og fordi de var forelskede), giftede de sig 1898. Med hende som sin kone forlagde han nu residensen fra landsbyen Askov til hovedstaden København, debuterede i bogform, tilsluttede sig radikalismen, skrev romaner om fri kærlighed og rejste til Syden for anden gang.

Den sensuelle folkereligiøsitet i Andalusien var langt mindre reflekteret i sin opfattelse af forholdet mellem ånd og materie, end den grundtvigianisme var, som tidligere havde skabt stor sammenhæng for ham. Sensualiteten i Andalusien omfattede imidlertid det erotiske og det socialpolitiske på langt mere frejdig vis end grundtvigianismen havde gjort. Og den hjemlige radikalisme, som han i mellemtiden havde tilsluttet sig, havde ganske vist den erotiske frigørelse øverst på programmet, men den var i øvrigt i social henseende borgerlig, og navnlig var den mindre universel (end f.eks. grundtvigianismen) i sine frihedsidealer. Mange år senere, 1922, gav Nexø over for en sovjetrussisk læserkreds (urimelig) hårdt den danske radikalismes åndelige fører Georg Brandes følgende skudsmål: Sein Radikalismus ist ein Abstraktion, sein Freisinn besieht sich nur auf dem traditionellen Kampfe gegen die Kirche und die Ehe. 'Hans radikalisme er en abstraktion, hans frisind gælder kun de traditionelle kampe mod kirken og ægteskabet' (artiklen »Die dänische Literatur!«).

Men den andalusiske sensualitet var universal, den udtrykte som levende håb og menneskelig realitet alle de socialpolitiske, erotiske og andre almenmenneskelige forestillinger om et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, som omgangen med grundtvigianere på Bornholm og i Askov havde skabt i Nexøs sind, og som radikalis­men i København havde suppleret, men som ingen af dem fuldt ud havde indfriet for ham. Den universelle sammenhæng i livssyn og livsførelse, den helhed og konsekvens, som han havde eftersøgt, fandt han her: et helt Menneske (...) Anarkisten Alfonso.

Da Nexø som toogfirsårig så tilbage på sit ungdomsliv og sit tidlige forfatterskab skildrede han det således: Et Par Aar ravede jeg om i et aandeligt Kaos (...). Saa satte jeg mig hen – det var ved Aarhundredskiftet – og skrev Romanen Dryss (...) paa mig selv virkede Arbejdet med den befriende: Jeg skød Ham! Bogen udkom 1902, og nu kunde jeg; jeg havde gennem Arbejdet med den sygelige Individualisme (Egoisme) fundet frem til det jævne, naturlige Menneske: Arbejderen, Proletaren. Aaret efter udkom Soldage, Rejsebogen om Spanien. Og nu groede det frodigt i mit Sind. Over en Række Noveller om Smaafolk, arbejdede jeg mig frem til Pelle Erobreren (...). (»De ideologiske Forudsætninger for Pelle Erobreren«)

Der ligger en vis efterrationalisering og tidsmæssig forskydning i den citerede og andre af Nexøs senere selvfremstillinger. Jævne, naturlige mennesker står der absolut intet om på de sidste sider af Dryss, og 'småfolk' havde han skildret novellistisk med stort talent både før og efter Dryss. Men sandt er det, at Soldage indleder en ny periode i hans forfatterskab. Den introducerer flere af de temaer, der skulle komme til at udfolde sig i det videre værk.

Bl.a. i novellen »Flyvende Sommer« fra Af Dybets Lovsang (1908) spiller solen en ganske tilsvarende rolle som i Soldage – skaberen af muntert uregerligt liv: Solen sad deroppe og sprøjtede sin Glans vanvittigt ud over det hele og skød alle faste Forestillinger sønder og sammen. Og sol-symbolikken (som dog ikke er eksklusivt nexøsk) går igen i titler som Gryet, Mod Dagningen (1923) og Mod Lyset (1938). I det følgende skal jeg indskrænke mig til at eftervise nogle enkelte direkte nedslag fra Soldage og rejsen 1902-1903 i Nexøs senere forfatterskab og øvrige virke.

Spor af Alfonso, som var rede til at ofre sit Liv for den nye Lykketid, er der i Nexøs mærkelige hyldestdigt til den danske anarkist Sophus Rasmussen, som i 1907 skød en betjent, der ville anholde ham, og derpå sig selv: Digtet »Memento mori!« tryktes i det anarkistiske ugeblad Revolten november 1907 og indgik under titlen »Vaadesang« i Af Dybets Lovsang. Sophus Rasmussen stod også model til Peter Drejer-skikkelsen i Pelle Erobreren.

Og ligesom Alfonso ikke ryger tobak, fordi han ikke vil være Slave af noget, således heller ikke de unge anarkister i Pelle Erobrerens fjerde bind, Gryet Jegets Hellighed fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; de begyndte indefra med at afkaste dem, røg og drak ikke – vilde ikke være Slaver af noget.

Men også selve kompositionen for Pelle Erobreren peger direkte tilbage på Soldage. Proletardigteren Morten vil skrive en Bog om Solen, og som forberedelse dertil rejser han i Gryet til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, hvor Kulden ikke trækker Frakken af tusind, idet den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil jeg se Mennesker, som ikke har faaet Del i den mekaniske Kulturs Velsignelser, men som Solen til Gengæld har skinnet paa; Solmennesker (...) som faar Lov at leve! Ved hjemkomsten kan han da endelig skrive Værket om Solen (...) og om det der sejrer (...) Den skal hedde Pelle Erobreren!

Pelle Erobreren bliver således også til en roman om kunstnerens identitet med sit værk og om værkets sammensmeltning med livet. På sin vis er også denne sammensmeltning foregrebet i Soldage, i hvis afsluttende kapitel de danske betragtere inddrages i spansk folkepoesi som objekter for en improvisation i de lokale coplas (ballader), hvorved forholdet mellem Nexø og andaluserne til sidst bliver gensidigt litterært. Og som Pelle Erobrerens sidste ord er romanens egen titel med et udråbstegn, hvorved bogen lukker sig om sig selv, således slutter også Soldage med: Soldage!

Nexø bidrog energisk til de internationale protester efter henrettelsen af den spanske anarkistiske folkeoplyser Francisco Ferrer y Guardia i 1909. I polemik mod Georg Brandes, som ikke nærede høje tanker om spansk anarkisme, skrev han til Politiken 29. og 30. oktober 1909 de to kronikker »Ferrers Spanien« I-II (optrykt i Rejseskildringer) og holdt desuden en række foredrag om Ferrer og om den spanske anarkisme. I »Ferrers Spanien« II omtaler han i nye detaljer sit møde med anarkisterne i 'landsbyen X', hvis virkelige navn han nu afslørede som Illora. (Alfonso er højst sandsynligt også tegnet efter levende model, jf. note til side 137.)

Personligt kom Nexø, skønt han i perioden 1910-1919 var organiseret socialdemokrat, til at omgås hjerteligt også med de hjemlige anarkister og syndikalister. Hos Johan Skjoldborg, der selv var en slags anarkist, stiftede han i 1908 navnlig venskab med den fremtrædende unge anarkist, senere syndikalistfører og kommunist Christian Christensen, sammen med hvem han i 1921-1922 gjorde endeligt op med Georg Brandes, for Christensens vedkommende ikke mindst p.g.a. Brandes' antireligiøsitet, som han mente var ufolkelig og kontrarevolutionær.

Selv efter at Nexø som 50-årig havde tilsluttet sig kommunismen, bevarede han en blød plet i hjertet for anarkismen. Og det angik ikke ham, at der siden 1. Internationales dage – da den russiske anarkist Mikhail Bakunin i 1872 blev ekskluderet på initiativ af Karl Marx, hvorefter Internationalen (bl.a. derfor) gik i opløsning – havde bestået et indædt fjendskab mellem marxister og anarkister. Til gengæld synes det heller ikke at være gået op for ­Nexø, at dette fjendskab fortsat bestod under Den spanske Borgerkrig, og at stridigheder mellem det anarkosyndikalistiske fagforbund C.N.T. og kommunisterne (som fik overtaget i stridighederne og brugte det med hårdhed) slog alvorlige revner i den spanske folkefront, samtidig med at han – nu en internationalt berømt kommunist – i 1937 befandt sig i Valencia og Madrid som ærespræsident for en antifascistisk forfatterkongres. Realpolitik var ikke hans sag – han opfattede sig som barde.

Blandt de dybere forudsætninger for Nexøs varige fascination af anarkismen var hans modvilje over for industrialismen og hans glæde ved smålandbrug og småhåndværk. Som det især fremgår af kapitlerne »Sol« og »Gibraltar«, var Nexø allerede i 1903, hvor han altså endnu ikke var socialist, men radikal, dybt skeptisk over for Anglo-germansk Kultur og Industri-Tankegang, liberalismens og storkapitalismens udtryk. Jf. også det indledningsvis citerede brev til Peter Nansen, hvori han glæder sig over med Soldage at kunne præsentere en Verden, hvis Mennesker tillige er Skabninger, dvs. det 'tilbagestående' Andalusien, for en Verden, hvis Mennesker tillige er Maskiner, dvs. det 'udviklede' Danmark. I kapitlet »Sol« hedder det: Maskinkulturen breder sig med sit Trit, sin Dressur, sit efter moderne Forhold tillæmpede Slavehold. Af hver Million beskedne, selvtænkende Mennesker skaber den èn stor Mand og gør Resten til mer eller mindre velfodrede Arbejdsdyr – jf. også Mortens citerede skepsis i Pelle Erobreren over for den mekaniske Kulturs Velsignelser.

Selv var Nexø uddannet skomager i laugskulturel ånd fra et gammeldags bornholmsk værksted, hvor kulturen endnu var arbejdskultur og faguddannelse en indvielse til denne kultur. Og han betragtede også senere arbejdet og arbejdslivet under en rent brugsværdimæssig synsvinkel, der ikke synes at reflektere nærmere over arbejdets dobbeltkarakter under kapitalismen. Lønarbejde eller ej, det skulle være udført ordentligt og af ansvarlige, selvstændigt tænkende mennesker!

Netop anarkismens hævdelse af den personlige samvittighed og ansvarlighed som (bl.a. arbejds-)livets ledetråd og dens forestilling om en samfundsøkonomi bygget på frit samvirke mellem mindre kooperativer passede smukt til Nexøs idealer i så henseende. Ideen modsvarer i øvrigt oprindelige idealer i den danske andelsbevægelse, grundtanker som Nexø havde stiftet bekendtskab med i sin højskoletid, og som den danske arbejderbevægelse senere tog op.

Samtidig med at Nexø skrev Pelle Erobreren, drøftede man i dansk arbejderbevægelse kooperations- og brugsforeningsideen, og det var den yderste venstrefløj, som insisterede på ideens gennemførelse her og nu. Med Pelle Erobrerens afsluttende bind udfoldede Nexø da i stort format sin grundtvigsk-anarkistisk-venstresocialistisk inspirerede vision om et arbejdsmæssigt og personligt (herunder erotisk og åndeligt) sammenhængende liv for mænd og kvinder – i hver deres egenart –, en vision som på det økonomiske område indbefattede, at kooperationen måtte blive det kommende gode samfunds produktionsform.

Det har altid været Andalusien, der som den sydligste og mest eksotiske region, med de arkitektoniske minder fra maurisk tid, med sigøjnerne og med nærheden til det mørke Afrika virkede mest dragende på (også) danske litterære Spaniens-farere. Og bortset fra den meget betydnings- og virkningsfulde, men rent åndelige rejse i Spanien, som Charlotte Dorothea Biehl foretog (under rådgivning m.h.t. spanske forhold fra en herboende spanier) med sin forunderligt langtidsholdbare oversættelse af Don Quijote 1776-1777, et par år efter desuden med Cervantes' noveller – så er det et mærkværdigt sammentræf, at den lange danske tradition for litterære rejseskildringer fra Andalusien begynder med senromantikeren Chr. K.F. Molbechs En Maaned i Spanien. Nogle Reisebilleder (1848). Altså dén Molbech, hvis enke knap halvtreds år senere sendte den 25-årige Nexø afsted sydpå. Den 25-årige Molbech besøgte 1846 på et dansk rejsestipendium Malaga, Granada og Gibraltar. Det var (også) hans første udlandsrejse, og En Maaned i Spanien blev en særdeles livfuld og stilistisk ypperlig rejsebog.

H.C. Andersen læste den i 1861, inden han tiltrådte sin Spaniensrejse 1862-1863. Det blev Andersens sidste store udlandsrejse, og den resulterede i hans sidste store rejsebog, I Spanien (1863). Skønt Andersen i modsætning til Molbech og senere Nexø kom til Spanien nordfra og besøgte bl.a. Madrid og Barcelona først, tilbragte også han længst tid og havde størst udbytte af opholdet i Andalusien: Malaga, Granada, Cadiz og Sevilla med afstikkere til Gibraltar og Tanja (Tanger). I poesiens rige havde Andersen dog betrådt andalusiske stier allerede 1840, hvor han fik opført den historiske tragedie Maurerpigen på Det kongelige Teater. Maurerpigen udspiller sig i egnene omkring Cordoba og Granada.

Siden er der fulgt en lang række andalusiske rejseskildringer fra danske digtere – se litteraturlisten – men af dem skal der her kun omtales Karl Larsens og Johannes V. Jensens og endelig også Sophus Claussens skildring fra Italien: Tre digtere af Nexøs egen 1860'er-generation, der berejste Syden ca. samtidig med ham.

På baggrund af en rundrejse i Spanien skrev Karl Larsen den lille bog Modet og den blanke Klinge (1898). Den kosmopolitiske Larsen udgav mellem 1893 og 1904 adskillige rejsebøger, alle stramt komponerede, skarpt iagttagede og med præcise psykologiske studier. I Modet og den blanke Klinge portrætterer han Spanien gennem en ung, akademisk uddannet embedsmand, Francisco, som fortælleren træffer i Sevilla og rejser til Madrid med. Francisco påtager sig rollen som guide og tager fortælleren med til Madrids historiske, våbenstruttende tøjhusmuseum og til tyrefægtning. Fortælleren lader sig modstræbende rive med af Franciscos begejstring og betage af en modig tyrefægters raa Viljeskraft (...) denne rent allerhelvedes Dødsforagt. Tyrefægteren bliver dræbt i arenaen minutter efter, men tyrefægtningen selv går videre, og en ny celebritet får sit gennembrud som espada. Bogen slutter: Dette Spanien med dets fordums Vælde og sine Helte, der med Klingen i Haand havde erobret Verdener af Land og Skatte, var det ikke netop efterhaanden blevet kun prangende Ruiner i et gribende Forfald og glimrende Fantaster, som følte Blodet banke i Begejstring for det blotte, bare genstandsløse Mod og for den lynende, den blanke Klinge! –

Som Nexø lod også Larsen sig betage af spaniernes skødesløse forhold til tid og penge, men med den forskel der ligger i valget af karakteristisk hovedfigur: En statsembedsmand hhv. en anarkistisk husmand. Larsen fremstiller aficionadoen Franciscos 'glimrende fantasme' som formåls- og ørkesløs, mens Alfonsos fantasme for Nexø bliver et ideal, en åbenbaring af menneskelighed. Men det skal tilføjes, at Larsen og Nexø blandt meget andet også delte en dyb reverens for Cervantes og hans roman om fantasten Don Quijote.F8

Johannes V. Jensen besøgte Spanien i 1898 og skrev foruden en række reportager til Politiken, der under titlen »Spanien under Krigen 1898« udgør første halvdel af Den gotiske Renaissance (1901), novellen »Dolores« i bogen Intermezzo (1899).

Nexø og Johs. V. Jensen færdedes på omtrent de samme steder, så de samme turistmål, vandrede i Sierra Nevada, var en smuttur i Tanja. Og begge ankom de til Spanien omkring århundredskiftet som unge radikalere. Men da Jensen gerne så en 'gotisk renæssance' udgå fra industrialismens hjemlande, forblev han en udenforstående i Spanien. Mens Nexø straks følte sig hjemme i den spanske almue, beklagede industrialismens fremmarch i Nordspanien og modtog afgørende sociale impulser i Andalusien, bekræftedes Jensen i en medbragt ekstrem individualisme og moderne maskindyrkelse.

Nexø priser Sevillas cigarreras, Jensen finder dem hæslige og foreslår dem i »Dolores« forsendt i Læssevis til at udbedre de hollandske Diger med. Og mens Nexø forlader Spanien med social optimisme – på de understes vegne – indgår fortælleren i Jensens »Dolores« afslutningsvis – på toppen af et højt bjerg – pagt med Satan selv og modtager i bytte for sin sjæl hele Spanien, til kolonisering, nedrivning, planering og efterfølgende modernisering.

Selv sammenfatter Jensen i »Dolores« fortællerens udbytte af rejsen således: Jeg skulde rejse som den samme jeg var, da jeg kom, for jeg havde bragt mig selv med. Og dette gælder ikke kun novellens jeg, men også forfatteren Johannes V. Jensen selv. Ifølge Den gotiske Renaissance opdagede Jensen på sin første dag i landet, at den spanske Race (...) var en underlegen, og han indså klart, at der netop nu forestaar en evropæisk Kamp mere af Race- end af Territorialhensyn, hvori det spanske Folk skal udslettes af Folkene (...) direkte og gennem Blanding med bedre Folk. Til alt held havde Jensen selv den Lykke at staa paa det Parti, der maatte sejre i den forestående racekamp.

Endelig skal Sophus Claussens samtidige rejseroman fra Syden, Valfart, hvis kompositoriske slægtskab med Soldage allerede er omtalt, også nævnes her. Den udspiller sig ganske vist i Italien, ikke i Andalusien – men rejsen afstedkom nogle helt afgørende omvæltninger i Claussens liv og forfatterskab, som på mærkværdig vis er parallelle til de omvæltninger, rejserne i 1894-1896 og 1902-1903 bevirkede for Nexø.

Også Claussen, der var entusiastisk radikaler (han blev senere medstifter af Det radikale Venstre), forlod Danmark i lede over den hjemlige politiske valenhed. Og som Nexø mødte sin Alfonso, stiftede Claussen venskab med den italienske socialistleder Claudio Treves.

På baggrund af den i Valfart omhandlede italienske kærlighedshistorie og i dialog med Treves udviklede Claussen da en vision om en erotisk funderet sammensmeltning af kunst, liv og social politik. Denne vision fik inden længe sit stærkeste og mest socialt programmatiske udtryk med skuespillet Arbejdersken (1898).

Tilsvarende er Soldage blevet til på baggrund af én rejse, som frigjorde forfatteren erotisk, og en anden rejse, der gav ham øjne for sensualiteten som overgribende, universelt livsudtryk. Soldage rummer implicit en vision om en stor, sensuelt funderet sammenhæng i tilværelsen, herunder sammenhæng mellem personligt og politisk liv. Denne vision udfoldedes inden længe programmatisk i Pelle Erobreren, navnlig i Gryet; og som allerede nævnt smelter Pelle Erobrerens komposition også kunsten sammen med det personlige og det socialt politiske liv.

Således er afstanden mellem Danmarks store 'æstet' og 'indadvendte symbolist' Claussen og vores verdensberømte 'socialrealist' Nexø nok mindre, end man hidtil har antaget.

Ved sin fremkomst fik Soldage en overfladisk og blandet, men overvejende positiv modtagelse.

Politiken anmeldte den (men med næsten et halvt års forsinkelse, 23. marts 1904) ved digterkollegaen Viggo Stuckenberg: Andersen Nexø er saa oprindelig en Kunstner, at hvad han har set, altid fødes i hans Erindring med det nøjagtigste Udtryk. Hans Sind er saa dirrende modtageligt, at det farves øjeblikkeligt. (...) Der hviler den højeste Luft over de Ord og Billeder, hvormed han maler Andalusien (...). Hans Sympati er tydelig nok, hans Vilje er hos dem, der arbejder Pengene frem, ikke hos dem der bruger dem. Men hans Glæde har den bredeste Menneskefavn.

Tilsvarende fandt Aftenposten (4. januar 1904), at Hr. Andersen Nexøs stærke Farver, der nok kan virke lidt for voldsomt, naar han skildrer nordisk Folkeliv, kommer ham her tilgode (...). Fordi denne Rejsebog skinner, ikke blot af Sol, men ogsaa af Livslyst og Frihedsglæde, skal man læse og se at lære lidt af den Kunst at se lyst paa Tilværelsen af den (...).

Forudsigeligt nok lod flere konservative aviser sig irritere af bogens politiske tendens. Ribe Stiftstidende mente (9. december 1903), at Nexø ind imellem nærmede sig det flabede, som naar han skriver, at »naar alt kommer til alt, er Øvrigheden overflødig – som alt hvad der er af Gud« (...). Og Berlingske Tidende beklagede (14. december), at Nexø lader sine Rejseindtryk være Temaet, ud fra hvilket der lader sig spinde en lang Række Variationer om Systemskifte, inden- og udenrigsk Politik og meget andet ganske uvedkommende (...). Den legende Satire mestrer han endnu ikke. Endvidere fandt Berlingske, at bogen med sin løse komposition var gammeldags, og fremhævede Karl Larsens Modet og den blanke Klinge på Soldages bekostning. Dagbladet Dannebrog mente (23. december) jævnthen, at det ikke havde været Noget større Tab for Literaturen (...), om Andersen Nexøs Breve (...) var blevne i Journalerne.

Mærkeligt er det, at Venstres Folkeblad. Ringsted og Omegn, som havde sin store andel i bogens tilblivelse, idet Nexø foretog sin anden rejse til Syden som udsendt korrespondent for bl.a. dette blad, kun bragte en ganske kort, yderst overfladisk anmeldelse (3. december) – der hovedsagelig drejede sig om Nexøs uretfærdighed over for rejselandet Italien.

Den beskeste af alle anmeldelser stod i Vestjyllands SocialDemokrat (16. december), som – i lighed med utallige anmeldelser efter Nexøs bekendelse til kommunismen i 1919 – snarere anmeldte forfatteren end hans bog. Forholdet mellem socialdemokratiet og Nexø var i disse år inden Pelle Erobrerens fremkomst anstrengt, præget af gensidig skepsis mellem et stort parti, der satte en ære i at være disciplineret organiseret, og så denne uregerlige bornholmer, der i sine værker hidtil havde demonstreret større kærlighed til landlige særlinge end til organiserede byarbejdere, og som nu fremviste tydelige anarkistiske sympatier. Som sin slutreplik i en polemik 1901 med socialdemokratiet vedrørende et tilfælde af magtmisbrug fra en fagforening overfor et medlem havde Nexø skrevet: Arbejdernes Velfærd er mig i denne Sag alt; Førernes Velfærd er mig derimod fuldstændig ligegyldig. (København, 6. december 1901)

Under overskriften »Dagens Text« fik Nexø nu læst teksten: Hr. Andersen-Nexø (...) kender den pjaltede, forhutlede og fordrukne Proletar (...). Men han kender lidet eller intet til den stræbsomme og flittige Arbejder, der søger at højne sig selv og sin Stand ved Organisation og godt Kammeratskab. Saa snart Talen er om organiserede Arbejdere løber den ellers udmærkede Forfatter ganske rundt i Støvlerne. (...) Og det er ikke fri for, at Forfatteren foretrækker (...) den dasende men fribaarne Sydlænding for den stræbsomme og flittige Dansker, som trækker en ny Nathue ned over Ørerne for hvert Systemskifte.

Selv mente Nexø (ifølge brev til K.K. Nicolaisen december 1925), at der ved Soldages fremkomst kun var en, der anmeldte den med Glæde – Stuckenberg. Nexø oplevede generelt (ifølge brev til Rasmus Herløv maj 1914), at Soldage var en Bog, der herhjemme er faldet fuldstændig til Jorden men som i Tyskland har vakt stor Opmærksomhed ved det nye Syn paa Spanieren den anlægger.

At Soldage måske også var noget andet og dybere sammenhængende end blot en fordringsløs, munter rejseberetning krydret med politisk polemik, det havde kun digteren Stuckenberg, der i 1894 havde publiceret side om side med den unge Martin Andersen (Nexø) i Taarnet, øje for. I den allerede citerede anmeldelse fra Politiken skrev han endvidere: Andersen Nexø træder i sin sidste Bog sine egne Fodspor saa tydeligt, at man læser den med lige saa stor Glæde som en helt god Roman. Alt det dagligtdags rosende, som kan siges om den, er let sagt. Dens Væsen er dens uskrømtede, selvstændige Jeg. I Øjeblikket er alle Værdier forskudte, undtagen for den, hvem Livet er blevet en personlig Enhed.

Teksten er optrykt efter 1. udgave, de to kapitler i Tillæg 1 efter 2. udgave, teksterne i Tillæg 2 efter samtidige notater, fragmenter og udkast til rejsebreve, og teksten i Noter II efter Margrethe Andersen Nexøs manuskript.

Som det fremgår af noterne til de enkelte kapitler, bygger en meget stor del af teksten direkte eller i mere eller mindre gennemskrevet form på de to rækker avis- og tidsskriftartikler, Nexø skrev i løbet af og i nogen grad efter rejserne.

Teksten er sammenholdt med disse artikler.

Der findes et par og tyve publicerede rejsebreve fra Middelhavet, Spanien, Gibraltar og Marokko 1895-1896, lidt flere fra 1902-1903 og fra begge rejser desuden et større antal rejsebreve fra Tyskland og Italien. Rejsebrevene foreligger som artikler i danske aviser og tidsskrifter samt et enkelt norsk tidsskrift, i 1894-1896 først og fremmest i Bornholms Tidende og i Illustreret Tidende, fra rejsen i 1902-1903 i Politiken, i Venstres Folkeblad. Ringsted og Omegn og parallelt hermed i ni andre provinsaviser samt i tidsskriftet Frem. De artikler fra den første rejse, som tryktes i Bornholms Tidende, udkom for de flestes vedkommende parallelt hermed i ti andre provinsaviser, men ofte med visse redaktionelle forkortelser, især af de mere karske og utraditionelle folkelivsskildringer. Efter hjemkomsten fra den første rejse fik Nexø i 1898-1899 desuden trykt en række artikler om rejsen og om spanske forhold i tidsskriftet Skole og Samfund.

Af rejsebrevene fra 1894-1896 anvendes der i Soldage materiale fra næsten alle artikler om Spanien, Gibraltar og Tanja, og af dem fra 1902-1903 indgår de tolv (fra Spanien og Gibraltar) helt eller delvist i forskellige afsnit af Soldage. Bogen rummer imidlertid også materiale, der ikke er anvendt tidligere.

Af et brev fra juni 1903 til redaktør Niels Bransager, Venstres Folkeblad. Ringsted og Omegn, fremgår det eksplicit, at Nexø skrev Soldage med direkte udgangspunkt i sine avisartikler: Jeg er nu i fuld Gang med Bogen om Spanien, som skal ud til Efteraaret, og vilde være Dem taknemmelig for de resterende Artikler, som jeg jo ikke kan undvære under Arbejdet. De fem første modtog jeg jo dernede.

Det således udarbejdede original- eller trykmanuskript beror på Det kongelige Bibliotek: Collinske Samling 389, 4^◦, Prosaiske Arbejder, 3. kapsel. Manuskriptet omfatter 112 håndskrevne, fortløbende paginerede ark med teksten til samtlige kapitler i 1. udgave undtagen »Over Strædet«, som må være optrykt, let tilrettelagt, efter artiklen »Fra Marokko« i Frem 27. september 1903. Der er ikke fundet noget originalmanuskript til kapitlet »Over Strædet« og heller ikke til 2. udgave, herunder til de to kapitler, der er indskudt i denne udgave.

Teksten er sammenholdt med dette original- eller trykmanuskript (herefter: tr.ms.).

Der er foretaget meget talrige rettelser i førsteudgaven imod tr.ms., og i hvert fald de væsentligste af disse må uden tvivl hidrøre fra Nexøs egen korrekturlæsning:

For det første er en lang række fremmedord i tr.ms. i 1. udgaven renset ud og erstattet med danske ord, f.eks. Tønde (1. udg.) < Fustasje (tr.ms.); knæsatte < autoriserede, enkle < primitive; Fordel < Profit. Sådanne rettelser er markeret i noterne.

For det andet er Nexøs brug af accenter delvis normaliseret i forhold til daværende retskrivning. Tr.ms. anvender næsten udelukkende accent grave (`), hvilket i 1. udgaven i talrige tilfælde, omend ikke konsekvent, er rettet til accent aigu (´), hvor det er korrekt, f.eks. ét Posttog < èt Posttog; Karré er én < Karrè er èn – men også Còrdova < Cordova (spansk anvender udelukkende accent aigu). Sådanne rettelser er, bl.a. fordi Nexø i og med sin korrekturlæsning selv har godkendt dem, kun i ganske enkelte tilfælde markeret i noterne.

For det tredje er Nexøs kommatering, som i tr.ms. i vid udstrækning er pausekommatering, i 1. udgaven i nogen udstrækning rettet til grammatisk kommatering, idet der er tilføjet en betydelig mængde kommaer. F.eks.: siger Alfonso, Anarkisten, leende < siger Alfonso Anarkisten leende; stive, draperede Spaniere < stive draperede Spaniere; dette ejendommelige, tørre, vævre Folkefærd < dette ejendommelige tørre vevre Folkefærd; Spanien, der uden at blinke, < Spanien der uden at blinke. Skønt sådanne ændringer naturligvis påvirker tekstens rytme, er de – da Nexø som nævnt selv må have læst korrektur og dermed har godkendt 1. udgaven – heller ikke noteret i noteapparatet.

For det fjerde er en del ord stavet anderledes i 1. udgaven i forhold til tr.ms., f.eks. egenlige < egentlige; Svesker < Svedsker; et (...) blondt Udtryk < et (...) blond Udtryk; stift < stivt. Endvidere er der i talrige tilfælde i 1. udgave anvendt enkeltkonsonant mod dobbeltkonsonat i tr.ms. i bestemt form af f.eks. Hotelet < Hotellet; Modeler < Modeller; Koloriten < Koloritten. Af gammel vane fra sine højskoleår anvender Nexø i tr.ms. desuden af og til å i stedet for aa, f.eks. Aadselsgribbene < Ådselsgribbene. Endelig staver 1. udgave ofte – i overensstemmelse med daværende retskrivning for danske navneord – de spanske navneord med stort begyndelsesbogstav, mens de i tr.ms. noget oftere korrekt har lille begyndelsesbogstav, f.eks. Las Cigarreras < las cigarreras. I enkelte tilfælde er sådanne ændringer markeret i noterne. Hverken tr.ms. eller de trykte udgaver er dog særlig konsekvente, og begge steder forekommer forskellige staveformer af samme ord, f.eks. Bredde – Brede, Trær – Træer. Her følges i alle tilfælde det trykte forlægs stavemåde(r). I enkelte tilfælde er sådanne forskelle mellem tr.ms. og 1. udgave markeret i noteapparatet.

For det femte er der i meget talrige tilfælde foretaget mindre ændringer af en formulering, f.eks. uden han mærker < uden at han mærker; Kling < Kling!; Og saa er < Og saa var; pillet, næsten pyntelig < pyntelig, næsten pillet; Hunde har de med < Hunde har de ogsaa; dette her < detteher; Krystalisering < Krystalisation. Desuden er der i 1. udgaven foretaget en række mindre tilføjelser til manuskriptets tekst af præciserende eller pointerende art, f.eks. Fastlandet < Landet; Mauser-Geværer < Geværer; den kostede mig over 5000 Frank – blot paa en Uge < den kostede mig 5000 Frank paa en Uge. Sådanne ændringer er kun markeret i noterne i tilfælde, hvor de er forholdsvis betydningsbærende, eller hvor tilføjelserne er forholdsvis lange.

I tr.ms. er der – ved overstregning – markeret en meget stor mængde rettelser af en første formulering. Af disse rettelser er der i noterne næsten udelukkende anført nogle overstregede hele sætninger og afsnit, som bringer nyt stof i forhold til teksten i 1. udgaven.

Foruden tr.ms. foreligger der nogle få håndskrevne notater, fragmenter og udkast til de rejsebreve, som udgør forlægget for tr.ms. De opbevares også på Det kongelige Bibliotek, i arkivet Martin-Andersen-Nexö-Nachlass, registreret i Findbuch I, de to læg 103 og 104. De af fragmenterne m.v., som bringer nyt stof frem, gengives i Tillæg 2. Samtlige bevarede manuskriptfragmenter m.v., undtagen første halvdel af nr. 2.1, er fra rejsen 1902-1903.

Det i Noter II citerede manuskript fra Margrethe Andersen Nexø befinder sig i Martin Andersen Nexø Fondens Arkiv.

Øvrigt arkivmateriale vedrørende Soldage og Nexøs rejser i Andalusien:

I Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919 er der på s. 259 afbildet en lille Nexø-notesbog med billedteksten: Dagbog fra Spaniensrejsen 1902. S. 255 bringes der et citat fra denne bog med indtryk fra Italien, og s. 511 angives det, at notes- eller dagbogen befinder sig i - Nexö-Nachlass, registreret i Findbuch IV, læg 2. Dette er ukorrekt. Den var dengang i privateje hos Nexøs søn Oluf og beror i dag på Det kongelige Bibliotek, Acc. 1990/140. Og bortset fra anførelsen af et par adresser i Spanien og andre lande og et notat på én linje vedr. datoen for ankomst til Granada 1903, er selve dagbogsoptegnelserne udelukkende fra Italien 1902.

Originalmanuskriptet til en enkelt af de oprindelige artikler, »To Byer«, ligger i Ny kgl. Samling 4075,4^◦.

I Acc. 1988/42 befinder sig i læg 12 manuskriptet fra 1909 til Nexøs foredragsrække om Ferrers Spanien.

Et overstreget, dvs. anvendt fragment på én side pagineret »4.« af en tidlig oversættelse af Esproncedas digt »Bødlen« befinder sig i Nachtrag (tillæg) til Nexö-Nachlass, læg 24. At dømme efter ortografi og håndskrift er dette manuskript fra den første rejse (eller i hvert fald senest fra 1898).

I Nexö-Nachlass, registreret i Findbuch IV, læg 13, befinder der sig en notes- og regnskabsbog, jf. note 2 til efterskriftet, som bl.a. belyser hans stiftelse af gæld før og under rejsen 1894-1896.

I samme arkiv, Findbuch IV, læg 1, er der en notesbog, som belyser hjemkomsten fra den første rejse og mødet med Margrethe Thomsen, og som også fortæller en smule om gældsstiftelsen under den første rejse. Den er udgivet i uddrag ved Børge Houmann: Den unge mands egne papirer, jf. litteraturlisten.

Manuskriptet til Nexøs oversættelse af de tretten første kapitler af Cervantes' Don Quijote samt notater vedrørende oversættelsesprincipperne m.v.befinder sig i samme arkiv, Findbuch I, læg 900, 901 og 902.

I Nexö-Nachlass befinder der sig endelig to gennemslag af originalmanuskriptet til forordet (skrevet i Holte juni 1951, udg. – sprogligt korrigeret – 1953) til Dietz Verlags udgave af Sonnentage. Reisebilder aus Andalusien, registreret i Findbuch I, læg 897. Forordet slutter med denne for den ældre Nexø typiske selvfortolkning, her citeret efter manuskriptet: Meine Reisen in Spanien haben mir reiche Erfahrungen für das Leben gegeben. Dort habe ich, lange ehe es Kommunismus gab, den Kommunismus der Armen kennen gelernt und erfahren, dass Kommunismus dasselbe ist wie Menchlichkeit!

De originale forlæg til fotografierne i 1. udgaven er ikke fundet, og de gengives derfor efter 1. udgavens tryk. Muligvis er nogle af forlæggene prospektkort, indkøbt af forfatteren under rejsen i 1902-1903. Den pennetegning, der gengives i efterskriftet s. 246, beror i Nachtrag til Nexö-Nachlass, læg 24.

Foruden stiltiende rettelse af nogle få åbenlyse trykfejl, især i de to kapitler fra 2. udgave, er der foretaget følgende rettelser i teksten:

4 A1	ned paa Trinbrættet. Toget løber	←	ned paa Trinbrædtet Toget løber
8 A2	paanøder jeg dem Udklareringsbeviset	←	paanøder jeg dem Udklarings-beviset (1. udgavens inkonsekvente fejlstavning stammer fra tr.ms.)
9 A3	og gaar i Byen	←	og gaar Byen
10 A4	uafsætteligt Dyr til ham. Folk	←	uafsætteligt Dyr til ham Folk
11 A5	i Lokalet, de fleste	←	i Lokalet. de fleste
Tillæg 1 A6	Bygværk, Maurerne har rejst	←	Bygværk. Maurerne har rejst
Tillæg 1 A7	gaar igen hos de Smaa	←	gaar ingen hos de Smaa

Foruden føljetonudgaver, hvorom der vides meget lidtF9, udkom Soldage i Nexøs levetid i to bogudgaver på dansk og har ikke siden været optrykt i sin helhed. 1. udgave udkom november 1903, 2. udgave oktober 1925.

Der er følgende forskelle på de to udgaver:

For det første blev der i 2. udgave indføjet to kapitler, der som nævnt gengives i nærværende udgaves Tillæg 1.

For det andet blev der i 2. udgave foretaget visse forkortelser, især af de afsnit, der er polemiske over for aktuelle danske forhold i tiden lige efter Systemskiftet. Nexø må i 1925 have fundet dem for tidsbundne og/eller for indforstået danske til at bringe i oversættelse; om oversættelserne: se nedenfor. Forkortelserne tilslører imidlertid noget af den udvidelse af hans sociale og politiske horisont, som var et af den anden rejses varige udbytter. Forkortelserne er markeret i noteapparatet.

For det tredje var 2. udgave ikke illustreret.

Endelig er ortografien i 2. udgave i nogle tilfælde, muligvis på initiativ af sætter eller korrekturlæser, normaliseret i forhold til 1. udgave, jf. noterne. De væsentlige særkender ved den nexøske ortografi går dog uændret igen i 2. udgave, f.eks. den brug af talesprogsagtigt æ fremfor e i Hjærte, Bjærg, Æventyr osv., han havde tillagt sig som ung højskoleelev. I nogle få tilfælde er de nævnte ændringer angivet i noterne.

I 1979, 25-året for Nexøs død, udkom Rejse i Syden. Et udvalg af rejsebreve ved Børge Houmann. Heri indgik fire kapitler af Soldage, optrykt efter 2. udgave, men med ortografien delvis normaliseret efter retskrivningsreformen af 1948.

Bogen er oversat til tysk (1909 og i 1924 den med to kapitler forøgede 2. udgave, som delvis er oversat af Nexø selv), svensk (1925), russisk (1925), engelsk/amerikansk (samme oversættelse på to forskellige forlag i London hhv. i New York 1929) og slovensk (1932). Se nærmere herom i Børge Houmanns Martin Andersen Nexø Bibliografi (1961).

Til denne bibliografi skal føjes den hidtil nyeste udgave: Som et bind af Nexøs Gesammelte Werke in Einzelausgaben udkom 1978 på Aufbau Verlag Berlin und Weimar bogen Reiseschilderungen aus den Süden. Heri indgår hele Sonnentage. Reisebilder aus Andalusien, 2. udgave.

Den rejserute, der fremgår af Soldages komposition, er ikke den, Nexø faktisk fulgte, hverken i 1895-1896 eller i 1902-1903.

I 1895 var Gibraltar hans første møde med Den iberiske Halvø, og derfra tog han over strædet til Marokko, inden han rejste til Spanien. Også i 1902 gik han såvidt vides i land i Gibraltar, om hvilken han i hvert fald hjemsendte en opsats til Politiken, inden han fortsatte mod Cadiz. Men det ville jo, helt bortset fra de nævnte (og afgørende) kunstneriske kompositionshensyn, være noget akavet at indlede en rejsebog om Andalusien med skildringer fra en engelsk kronkoloni og en nordafrikansk by.

Endvidere bør eksistensen af et Nexø-notat, formentlig fra 1905, med (oversættelse eller afskrift af?) en ret detaljeret, subjektivt virkende (altså øjenvidne-)skildring af Miguel de Cervantes' hus i Valladolid NV for Madrid fremhæves. Det kan ikke udelukkes, at Nexø selv (for at se huset) under hjemrejsen fra Madrid 1903 har gjort ophold i Valladolid på sin vej mod grænse- og togomstigningsbyen til Frankrig Irún. Jf. følgende citat fra manuskriptet: »Der er kun en Bygning (...), der rummer virkelig avtentiske Minder om Cervantes, nemlig det Hus han beboede i Valladolid (...) nu Nr. 14, det gamle Campillo del Rastro. Nu et af de smukkeste Kvarterer i denne By. (...) Notatet ligger i Nexö-Nachlass, Findbuch I, læg 900.

Efter dateringerne i de oprindelige avisartikler m.v., forskellige af Nexøs notesbøger og visse andre kilder kan følgende rejseruter anføres som de mest sandsynlige for de to rejser:

Afrejst fra Vejen november 1894 over Dresden til Rom, Pompei, Napoli, Palermo, Girgenti, Sirakusa, Taormino, Venézia og Genova.

September 1895 Gibraltar og Tanja.

September 1895 – april 1896 Granada via Algeciras og Ronda samt afstikker(e) til Jerez de la Frontera (og muligvis også andre byer, f.eks. Cadiz).

Ankomst til Malaga 2. maj 1896, afsejlet 15. maj med destination Le Havre, ankomst til København 12. juni og til Askov 17. juni 1896.

Den anden rejse førte ham videre omkring i Spanien:

Afrejst fra København 15. august 1902 over Hamborg og Dresden til Rom, Venézia, Messina og Palermo.

November 1902 Malaga og Gibraltar, samt Cadiz.

December 1902 – januar 1903 Sevilla.

Januar 1903 Cordoba.

16. januar – marts 1903 Granada med udflugter til Illora, Loja og mod Ronda og videre.

Marts 1903 Guadix, Madrid (og måske Valladolid).

Hjemkomst til København ca. 7. april 1903.

Se i øvrigt Tillæg 3, Kort over rejseruterne.

Foruden til avis- og tidsskriftartiklerne fra Nexøs to rejser 1894-1896 hhv. 1902-1903, kan der henvises til følgende litteratur i bogform:

Martin Andersen Nexø: Skygger, 1898. I Nexøs debutbog har fire ud af de syv fortællinger spansk motiv: »En Kvinderevolution«, »La Concha«, »Brødsælgeren« og »Manuela«. En femte, »To Brødre« rummer scener af en dansk sømands oplevelser i Gibraltar.

Muldskud, 1900. I Nexøs anden novellesamling indgår fortællingen »Som Børn«, der portrætterer don Pedro og señora Pepa.

Pelle Erobreren I-IV, 1906-1910.

Af Dybets Lovsang, 1908. Heri »Vaadesang« og »Flyvende Sommer«.

De tomme Pladsers Passagerer, 1921. Her er optakten til den første rejse omtalt i forordet, og desuden er »Brødsælgeren« optrykt under den ny titel »Brød! En Fortælling fra Granada og alle Vegne fra«.

Muldskud I, 1922. Heri genoptryk af »En Kvinderevolution«, »La Concha«, »Brød. En Fortælling fra Granada og alle Vegne fra«, »Manuela« under den ny titel »Manuelita« samt »To Brødre«.

Efterskrift til Schwarze Erde. Drei Novellen. Mit einem autobiographischen Nachwort, 1926. Her som i andre af Nexøs små, ret enslydende selvbiografier til udenlandske læsere (begyndende med »Proletärdiktaren berätter om sig själv« i Social-Demokraten, Stockholm 7. juli 1911) er den første rejse omtalt som en af digterens vigtige personlige forudsætninger.

Digte, 1926, 2. forøgede udg. 1951. Heri digtene »Aftenstemning ved Granada«, »Folkevise. Efter spansk motiv«, »Æslet. En spansk Fabel« og »Bødlen. Efter Espronceda«.

Spanien, 1937, 2. oplag 1975. Nexøs beretning fra den internationale antifascistiske forfatterkongres i Valencia og Madrid 1937.

Vejs Ende, 1939. Her er den første rejse, dog især opholdet i Italien, omtalt summarisk i kapitel XVI.

Morten hin Røde, 1945. I kapitel I er 'erindringsroman'-figuren Mortens rejse til Italien, Spanien og Marokko omhandlet på et par sider. Morten – titelfiguren i Nexøs tre såkaldte 'erindringsromaner' – har som bekendt meget stærke ligheder med den gamle Nexøs (ikke altid lige pålidelige) senere erindring om og iscenesættelse af den unge hhv. den midaldrende Nexø.

Ungdom og andre Fortællinger, 1954. Heri optryk af »En Kvinderevolution«, »La Concha«, »To Brødre«, »Som Børn« og »Manuelita«.

Forord (skrevet 1951) til Sonnentage. Reisebilder aus Andalusien, i Gesammelte Werke in Einzelausgaben, 1953.

Rejseskildringer, 1954. Heri er optrykt 27 artikler fra den første rejse, af dem 14 fra Spanien og Marokko. Desuden artiklerne »Ferrers Spanien« I-II (1909).

Det røde Flag, 1954. Heri optryk af pjecen Spanien samt artiklen »Til de skandinaviske Frontkæmpere ved den spanske Folkefront«.

Kultur og Barbari, 1955. Heri artiklen »Cervantes og Don Quijote« (1905).

Ægteskab og Fri Kærlighed, manuskript til tale holdt i Studentersamfundet 8. september 1906, efterskrift af Børge Houmann, 1966.

Breve fra Martin Andersen Nexø 1890-1921, 1922-1936 og 1937-1954 i udvalg og med kommentarer ved Børge Houmann, 1969-1972. Heri indgår ét brev afsendt fra Italien 1895, otte breve fra Italien og Spanien 1902-1903 samt 24 andre breve, hvori Soldages tilblivelse, reception, eftervirkninger og de forskellige oversættelser er omtalt.

Rejse i Syden. Et udvalg af rejsebreve ved Børge Houmann, 1979. Foruden fire kapitler fra Soldage findes heri artiklen »Guerilla« (1895).

Vejen mod Lyset. Udvalgte noveller og artikler, 1979. I dette udvalg, foretaget af Jørgen Aabenhus for Dansklærerforeningen, indgår optryk af fortællingen »En Kvinderevolution« og af artiklerne »Tobaksarbejderskerne« og »Andalusiske Husmænd« (begge fra 1903).

Tre breve til Jacob Appel samt Henrik Yde: »Martin Andersen-Nexøs Italiens-breve til Jacob Appel«, Dansk Udsyn 1988. De tre breve 1894-1895 samt efterskriftet belyser den første rejse.

La Concha, teksten optrykt efter Skygger, illustreret af Anne Marie Frank, efterskrift af Henrik Yde og af Ole Seyffart Sørensen, 1995.

Walter A. Berendsohn: Martin Andersen Nexø. Hans Vej til Verdenslitteraturen. Da. udg. 1948.

Jørgen Elbek: Fundet og søgt, 1986. Heri artiklen »Martin Andersen Nexø og hans sammenhæng«, der med afsæt i en kritisk anmeldelse af de to første bind af Børge Houmanns Martin Andersen Nexø og hans samtid giver et indsigtsrigt og koncentreret overblik over Nexøs forfatterskab.

Børge Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi, 1961, opregner de hidtidige bogudgaver (herunder oversættelser) af Soldage, samtlige artikler fra begge rejser samt et antal anmeldelser af Soldage.

Talt og skrevet om Martin Andersen Nexø, 1967. Heri er kun anført nogle ganske få artikler om Nexøs to første rejser til Spanien, men adskillige om hans deltagelse i den antifascistiske forfatterkongres i Valencia og Madrid 1937 samt om Martin Andersen Nexø Kompagniet i Den internationale Brigade.

Af en ung mands papirer, 1969. Uddrag af en upubliceret 'bekendelses'- og kærlighedsroman (med stærke selvbiografiske islæt) fra Italien, som Nexø skrev 1895-1898.

Den unge mands egne papirer, 1971, gengiver et skønsomt uddrag af Nexøs notesbog fra slutningen af rejsen 1894-1896 og fra hjemkomsten til Danmark.

Digterspire i Spurvely, 1974. Slutningen omhandler baggrunden for og optakten til rejsen 1894-1896.

Omkring Pelle Erobreren, 1975. Heri bl.a. Nexøs »De ideologiske Forudsætninger for Pelle Erobreren« (1951).

Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919, 1919-1933 og 1933-1954, 1981-1988. I dette biografisk-historiske hovedværk om Martin Andersen Nexø er de to rejser behandlet i første binds femte og syvende kapitel.

Henrik Yde: Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv I-II, 1991. Her er den biografiske baggrund for rejsen 1894-1896 behandlet udførligt i femte og sjette kapitel. Flere af Nexøs tidligste, ellers upublicerede digte og prosaarbejder er citerede og analyserede i fjerde og femte kapitel. To Nexø-foredrag om Grundtvig for tyske højskolefolk i 1925 er citerede i niende kapitel. I et tillæg findes teksten til Nexøs artikel »Die dänische Literatur!« (1922).

Endvidere de to oversigtsartikler »Andersen Nexø, Martin« i Den Store Danske Encyklopædi, bind 1, 1994 og »Martin Andersen Nexø – an introduction« i Nordica 1994.

Et godt standardværk om Spaniens nyere historie, herunder også om anarkismen i Andalusien, er Raymond Carr: Spain 1808-1939, 1966 og senere udgaver.

Et grundigt standardværk om spansk arbejderbevægelses historie er Manuel Tuñón de Lara: El Movimiento Obrero en la Historia de España 1832-1936 I-III, 1972, paperback 1977.

Enkeltoplysninger om spanske personer og lokaliteter m.v. er ikke mindst hentet fra Enciclopedia Universel Illustrada Europe – Americana.

Endvidere bør fremhæves den tysksprogede rejsehåndbog, som Nexø sandsynligvis medbragte under rejsen 1902-1903: Karl Baedeker: Spanien und Portugal. Handbuch für Reisende, 1897, jf. note N til efterskriftet.

På dansk foreligger om spansk arbejderbevægelses historie et særnummer af Den jyske Historiker: Revolution og kontrarevolution i Spanien fra 1800 til 1976, 1976.

Om anarkismens teori og historie mere generelt foreligger på dansk bl.a. Kropotkin, Bakunin, Malatesta m.fl.: Anarkismen. En antologi, 1970 og Carl Heinrich Petersen: Den glemte socialisme, 1981. Sidstnævnte værk har en omfattende, kommenteret litteraturliste.

Om Sophus Claussens Valfart og Arbejdersken og om Claussens venskab med Claudio Treves se Jørgen Hunosøe: Gift med den sidste engel?, 1994.

Af danske forfatteres skildringer fra Spanien, specielt fra Andalusien, kan der til orientering foruden de allerede omtalte nævnes:

H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875, V, 1971, paperback 1996.Tom Kristensen: En Kavaler i Spanien, 1926.Iljitsch Johannsen: bl.a. Ræven og Træet, 1952, Zigøjnerballader, oversat efter Garcia Lorca, s.å., Modet, 1954 og Smedierne i Granada, 1956.Hakon Holm: Spanien, 1953.Ralph Oppenhejm: Spanien i Spejlet, 1953, 2. udvidede udg. 1967, oversat til engelsk, svensk, finsk, hollandsk og tysk.Soya: En Tilskuer i Spanien, 1953.Ivan Malinovski, Halfdan Ramussen og Erik Stinus: Med solen i ryggen, 1963.Ebbe Traberg: bl.m.a. Forlænget frist, 1973 og Bortrejst. En digtkreds, 1991.Klaus Rifbjerg: bl.a. Til Spanien, 1971 og Spansk motiv, 1981.

Foruden med de egentlige rejsehåndbøger kunne listen (der altså ikke prætenderer at være komplet) suppleres med en lang række skildringer af mindre litterær, mere journalistisk og informativ art. Skellet er imidlertid flydende – H.C. Andersens I Spanien og Nexøs Soldage f.eks. er jo også journalistik.

Det politiske tidsbillede

Uddrag af et håndskrift fra Margrethe Andersen Nexø, født Thomsen, der ledsagede sin mand under rejsen 1902-1903

(...) Mine Lunger blev svage – vi forberedte derfor en Rejse til Spanien. Børnene blev anbragt hos Familien. Vi fik fri Rejse med en Fragtbaad,F10 ladet med Træ fra Finland til Spanien. Det blev særlig Andalusien for det milde Klima vi opholdt os i. Sevilla med alle Murillas Madonaer.F11 Søjlebyen Cordova – først og sidst Granada med den skønne mauriske Arkitektur. Der boede vi længe hos Custoden Don Pedro og hans Kone.F12Mere rørende Mennesker findes ikke. Nexø skrev fra Rejsen Breve hjem til de samtlige Venstreblade – udeblev Pengene nu og da, pakkede de diskret af deres smaa Skillinger i Avispapir – lagde dem ind paa vort Bord, saa vi kunde blive mætte. Naar Nexø skrev, red jeg nu og da med ud i Bjærgene – paa deres smaa Æsler – Folk der hentede Kalk. En Dame kunde saa udmærket trygt alene være i Selskab med en Spanier, Chevalerske er de. Beundrede man én af deres Ejendele, sagde de straks – den staar til Deres Disposition Madame. Jeg kom en dag for Skade at beundre en smuk Ring paa en Spaniers Haand. Han tog den straks af og gav mig den. Vidste ikke, det var Kotume at levere den tilbage. Han smilede ikke mere til mig. Vi overværede en Tyrefægtning – en skøn ung Toreador blev taget paa Hornene – slynget op i Luften, faldt blødende til Jorden. Tre Uger senere optrådte han igen. Tilskuerne jublede ham i Møde, smed Æg, Pengepunge ned paa Arenaen til ham, da han denne Gang sejrede over det vilde Dyr – stak Lansen med en Elegance ind i dens Ryg. Den var død.

Mere blodigt end Tyrefægtning var Hanekampene hvor to indespærrede Haner med paahæftede Sporer fór vildt paa hinanden hakkede Øjne ud – Fjer af de blodige Halse. Spanierne sad koldblodige og drev Spil om hvilken Hane der vandt – som et Væddeløb herhjemme. Værst var det, at Skandinaverne var de mest interesserede.F13

Mentaliteten var vidunderlig – fornem i Sammenligning med de søde Italienere – aldrig kunde en Spanier tilvende sig en Øre paa en uærlig Maade – Solens Børn, som kun tænkte paa at gøre det godt for andre. Uden Vederlag.

Vi havde Sierra Nevadaen med den evige Sne i Baggrunden – de gamle mauriske Slot, hvor hver Sten var en kunstfærdig Kakkel, indmuret i de skønneste Mosaiker – de evigt rislende Kilder med Firben – Brudeslør hængende ned fra Kildevæggene. Fri for mange Bädeker-Turister med Stangloinietter – . Her i dette Paradis blev Nexøs »Soldage« til. Senere flyttede vi til Cadiz Guadix – ved Gibraltarstrædet.

Erindringsforskydning, Guadix ligger ø. f. Granada, mens Cadiz ligger ved kysten NV f. Gibraltarstrædet.

Der tilbragte vi JulenF14 mellem blomstrende Rosenhække – sad i bár Figur i Sommertøj Juleaften og drak liflige Vine under aaben Himmel. Vi besøgte en Vinfabrik. Der stod et mægtigt Anker i Midten flankeret med seks mindre paa hver Side – som en Overlæge herhjemme paa Stuegang. Den store kaldte man for Kristus med de 12 Apostle. Spanierne lider ikke af for megen Gudelighed – de tilbeder Solen den almægtige, som bringer Lys i alle Sjæle. Det store Vinanker kaldte de for Modervinen.F15 Det var en stor Naade at faa Lov at smage – et halvt Glas var nok til Saligheden for hele Dagen. Vi vaklede hen til en Bænk, sad der – var lidt overglade i flere Timer derpaa – fandt dog hjem, fandt Nøglehullet, fik Rusen sovet ud. Modervinen blev brugt til at hælde paa de andre Ankre som Forædling. Konsulen i Cadiz lærte hurtigt vor Svaghed for de skønne Drikke at kende aabnede sit Hjem hvor vi tilbragte mange muntre Timer. Lige til Krigen kom, sendte Konsulen et Anker Masala,F16 vi selv aftappede 80 Flasker kom i Kælderen, fik desværre altid for kort Levetid. Den Aftapning var en Flotforestilling, som forskellige Kunstnere overværede smagte rigeligt paa. -Raske »Afholdsfolk« som HauklandF17 – KrogF18 og KarstenF19 fandt Vejen derud. Det blev først henad de smaa Timer de fandt Vejen hjemad.(...)