5| Ravnene

Det er Aften igen – efter en Dag, der har været som et langt Mareridt. Her paa det lille bortgemte Thurø, hvor de største Begivenheder ellers er et Barns Fødsel eller et gammelt Menneskes Død, har Luften i Dag været gennemglødet af de forfærdeligste Rygter. Alle en NVerdenskrigs Rædsler har vi foregrebet, endnu før Krigen er kommet rigtig til Udbrud. Som en Regn af Meteorer dukkede Rygterne op – udslyngede saa af een overophedet Hjærne, saa af en anden, og gjorde Dagen hed som en Dag i Helvede.

Men nu er det Aften – med rigtigt Mørke. De lyse Nætter er forbi, og over de mange smaa Sunde og Øer her under Sydfyn breder Natten sin sorte beskyttende Vinge.

Mørket er Lægedom! Det lægger Ro over Sindene, nu afslappes de efter den lange Ophidselse. Folk taler og færdes dæmpet nu, som i Stue med en Afdød; og langt oppe paa Vejen gaar Ane Husmands og græder utrøsteligt. NHendes Mand er kaldt til Hæren, og nu sidder hun tilbage med en Flok sultne Unger. Hun har grædt det ud hele Dagen – og ingen har hørt det. Aftenen har Plads for hendes lille Sorg ogsaa; nu behersker den det hele.

8| Ude over Sundene dukker Lys frem og forsvinder igen. Er det Lyssignaler, maaske fra fremmede Torpedobaade? eller blot den sædvanlige Kommen og Gaaen af Aaleblus og Lanterner? Kanske gaar en Mand langs Stranden med Lygte paa en af de flade Smaaøer – eller en Baad er ude at ro efter Jordemor?

Ude langs Horisonten blinker det som et Nglippende Øje – et Skær svinger med Mellemrum op over Randen og slukkes skyndsomst af Mørket; nu og da bæres en hul Lyd ind over Vandet. Er det NKornmod blot – en fjærn Torden. Eller staar der Kamp et Steds derude?

Jeg sidder paa Brinken under en hundredaarig Eg, der luder tungt ud over Vandet; ved mine Fødder skvulper Bølgen som en blid indtrængende Stemme. Og mit Hjærte banker med dumpe paniske Stød – alting fører Anklage i denne Nat.

Oppe paa Vejen lyder bestandig Kvindens Graad. Hun betragter sig allerede som Enke – og har hun vel Grund til andet! Millioner Hustruer er i denne Nat utrøstelige som hun – og NSkabningens Ypperste kender intet Middel til at aftørre deres Taarer. Det er ydmygende at være et Menneske i denne Blodtid.

Dette er altsaa Resultatet af de store Mænds Indsats, af den samlede Menneskeheds Kulturstræben, af vore himmelstræbende Ideer og vor alfavnende Medfølelse med hele Verden. Kødmad! Menneskeheden i Færd med at hakke sig selv til Fars – til Føde for Dyrene!

9| Hør, hvor det snakker sælsomt under Himlens sorte Skydække – som Fugletrækket efter Høst. Er det Engle mon – paa Vej til den betrængte Menneskehed med Fred over Jorden? Nej, det er blot Ravnene, der flyver Sønder paa. Det er tidligt, de i Aar gør Nætterne sorte. Tys! Synger de ikke?

En Ravn daler ned og sætter sig i Egen over mit Hoved; jeg hører den baske tungt med Vingerne, før den faar Balancen. Saa gjaldrer den hæst. Ovre fra NFredskoven paa den anden Side Thurø Bund svarer en ung Stemme:

Hvad er der, NValravn?

Den gamle Ravn slaar tungt med de natsorte Vinger: Afsted, afsted!

Hvorfor skal vi allerede trække? spørger det derovre fra. Det er jo Sommer endnu, og her er Mad nok – Masser af Mad i Aar! Kyllingerne er ved at blive gode nu! Kom nu! Du skal faa det der er bedre end Kyllinger. Hjærte skal du faa, – og Lever og Lunge, altsammen af et Dyr, der ikke er til at veje op med Guld. Kom nu!

Og hvad er det da for et Dyr?

Menneskedyret!

Ha ha, Valravn! Du tror, du kan narre mig, fordi jeg er ung. Ved jeg ikke nok, at Mennesket sætter sit Kød meget højt, og at der er Dødsstraf for at røre det. Mennesket siger selv, at det maa saadan være, fordi hans Legeme skal fare til Himmels og opstaa dér i Glans og Herlighed. Hans Kød er Gudeføde, siger han!

Mennesket siger saa meget, min Søn. Og naar det har slaaet tilstrækkelig om sig med ophøjede Ord, 11| saa samler det alle sine unge skønne Mænd paa en stor Mark og lader dem slagte hinanden. Først skyder de hinanden ned, og naar Marken er helt dækket med Lig, gaas der hen over det hele med Hestehove og Kanonhjul, saa det bliver en rygende Vælling. Ved NSolferino saa jeg en Bjærgdal, der var som en uhyre Gryde Biksemad, kogt med Blodet og Knoglerne ved.

Kom Guderne saa ikke ned og spiste da?

Nej, Guderne maatte blive i Himlen og skaffe Plads til alle Menneskesjælene, 50,000 kom der paa en Gang og vilde ind. Men saa sendte de os Ravne. Naar Menneskene bringer Himlen deres store Slagtoffer, lader den sig altid repræsentere af Ravnene. Derfor, mit Barn, kaldes Mennesket NRavneføde og ikke Gudeføde! – Kom nu!

Og hvad skal jeg da nu? Der er jo ingen Krig!

Hører du ikke Suset i Luften og vore Frænders Val-Skrig? Alle Skandinaviens Ravne er paa Vej Syd paa – mod den store Slagtemark.

Er Slagtningen da allerede begyndt?

Nej, men den er nær forestaaende! Dril mig nu ikke med flere dumme Spørgsmaal, men kom!

Og hvoraf ved du det, Fader Valravn?

Naar Jordens mægtige Herskere drikker Dus med Vorherre i NAlterens Sakramente og gør deres Sag til et med Himlens – saa er Slagtningen forestaaende. Saadan gik det før Solferino og NGravelotte, NMukden og NBalkankrigene, og saadan vil det gaa igen. Lyt en Gang, og du vil høre NPotentaterne messe. Inden to Døgn flyder Evropas Floder med Menneskeblod.

12| Jeg kommer, jeg kommer! Skal jeg ikke kalde paa Fredskovens andre Fugle?

Du er naiv, Barn. Menneskedyrets Kød kan kun Ravnene taale – alle andre Skabninger vilde forgives af det. – Kom saa!

– – – – –

Sæt dig et Øjeblik her paa Grenen og ordn dine Fjer – vi har en lang Rejse for os. Glat Styrefjerene godt ud, og fyld dine Knogler ordentlig med Hulhed. Du maa pynte lidt paa din Halskrave – kanske inden i Morgen skal du faa Lov at begrave den i et Menneskes rygende Indvolde.

Og om man nu skyder mig?

Naar Menneskene er kommet i Sving, dræber de kun hinanden – deres Bly er for dyrt for dig. Har de for meget af det, saa anvender de det hellere paa Oldinge, Kvinder og Børn i de Landsbyer, de kommer forbi.

Er de da Djævle, Fader Valravn?

Ja, men kun paa Bunden. Paa Overfladen er de de mest ophøjede Væsner, Skabningen rummer. Og naar de myrder Kvinder og Børn, sker det i Fredens Navn – for at der ikke skal gro ny Krigsyngel af dem. Alt, hvad Menneskene overhovedet foretager sig, sker i Fredens Navn. Derfor kalder ogsaa alle Jordens Kejsere sig NFredsfyrster. – Kender du Krudt og Blod?

Krudt har jeg lugtet – en Dreng skød en Gang paa mig i Fredskoven.

Det er en herlig berusende Blanding. I Dunsterne fra den har jeg set Soldaten paa Slagmarken 13| give sin saarede Kammerat Dødsstødet og plyndre ham for Ur og Penge – i Stedet for at tage ham paa Nakken og bære ham til Ambulancen. Og jeg har set gamle prøvede Ravne rave drukne hen over Slagmarken og falde lige ned i Kanonmundingerne. Saa du maa passe paa, du ikke bliver beruset.

Aa, jeg kan taale en Del. Kom saa, Fader Valravn!

Ja, nu er det værste Træk forbi, og der er Plads for dine uøvede Vinger. Et Ord endnu. Menneskeøjnene vil jeg have for min egen Mund. Til Gengæld overlader jeg dig Hjærtet – overhovedet det, Mennesket selv kalder de ædlere Dele. Men vær forsigtig. Ved Solferino var jeg nær blevet hængende i en Soldat, der havde faaet en Kugle i Hjærtet, og da jeg endelig fik Hovedet til mig, sad der et Brev om Halsen paa mig. Det var et Brev fra Soldatens Kone og Børn. Kuglen var gaaet igennem det og havde ført Stumper af det med ind i hans Hjærte. Det tog mig en hel Dag at overvinde den Historie.

Og saa kaster vi os ud! Lange Træk, lange Træk! Syng med, Søn – det fylder Lungerne: