[15]| Vesterbro

[17]| Det er en ganske almindelig Solskinseftermiddag, paa det saakaldte Strøg, mellem fire og fem. De synes ikke, her er morsomt? Naa, det er sagtens heller ikke for Fornøjelsens Skyld, de samme Mennesker gør Turen hver Dag; de bærer Hovedstaden, skal jeg sige Dem. Disse to sneglende Rækker, der hver Dag taalmodigt defilerer forbi et usynligt castrum doloris, er København, de siger det selv – Vi og Verden! Uden dem var der ingen Premiere.

Strøget i andre Storbyer er Hovedpulsen; der indfanger man Byens Temperatur, Høj- og Lavtrykket, dens Feber og rolige Hvile. Københavns Strøg er virkelig noget for sig selv, en Enklave, hvor Byens Liv ikke slipper ind. Man savner en hasarderet Duft af Millionen i al denne Korrekthed – og Pjalterne; hvorfor Fanden kommer de ikke herind og brænder de attenaarige Bedsteborgere deres Stank i Snuden i Stedet for at staa og skumle i Sidegaderne? Det vilde kaste lidt Spil ind over denne vandrende Skyggeverden, hvor enhver kender Antallet af Aarringe paa den andens Horn – og hans Numer i Skattebogen.

Raadhuspladsen! – hvor alt straks vider sig ud og bliver bredt og levende! Her først føler man, at 18| København er mere end en tilfældig Samling Huse, og faar en Fornemmelse af det, der er Storbyens Mystik: det uoverskuelige Virvar, der dog gaar op; de tusind forunderlige Ansigter, der dukker ud af den, lader skimte en ny Skæbne – og forsvinder i den igen for evig. Hver tilfældig Retning faar Fantasien til at spøge, og hvert nyt Ansigt er en ny Gaade, der spænder Tanken ud og faar den til frugtbart at gribe om det Hele. Her, hvor alle Linjer munder ud, kan Byens Puls tages.

Er der ikke noget rørende, næsten moderligt, over Hjærtelaget i denne By? Den ligger her ved Alfarvej og modtager en Syndflod af Indtryk udefra, omsætter dem til Føde for Nationen og bliver lige trofast ved at genspejle Land og Folk. Der er Storbyer, som ikke vilde anfægtes af, om Landet bag dem gik til Grunde; København er kun dansk – pæredansk. Enhver Dansker burde elske Hovedstaden – for hvad den giver ham, og hvad den skiller ham af med. Det sidste ikke mindst! Dens rummelige Skød er som en Soneplads for alt det, der ikke kan gaa ind i den nøgternt afstukne Tilværelse derude paa det aabne Land, og noget af det gror og kommer rigt tilbage til Bonden igen som hans Fremtid.

Det meste af København er kun Bydele, Kvarterer, der beherskes af en Stand eller et Samfundslag. Bredgade er Hoffet med dets Tilbehør af Adel, Diplomati og borgerlige Mittläufere, og foran paa Østerbro ligger Pengefyrsternes Palæer loyalt omringede af 5 Værelsers Lejligheder for borgerlige Ministre. Hele det øvrige Østerbro er okkuperet af den danske Sømandsstand; her holder Hovedparten 19| af vore Kaptajner, Styrmænd, Maskin- og Hovmestre til – at sige deres Koner og Børn. Det er en forholdsvis forsørget Bydel, hvor Tilværelsen sidder paa Trækpenge og længes. Har De ikke lagt Mærke til, at alle Husene paa Østerbro kigger ud over Sundet? De holder skarpt Udkig med, naar S/S det og det kommer en Time paa Reden.

Eller det smaaborgerlige Nørrebro da! Der staar den paa Mad og Husleje og Mad igen, saa lige til som i ingen anden Bydel. Færdslen gaar tungere af det her end andre Steder, der er en egen jærnhaard Vederhæftighed stampet ned i dette Strøg, hvor hvert Skridt kommer med Arbejdets hele Vægt. De gode Tider forløber paa støt og gammeldags Maner med Fødselsdage og smaa Søndagsture, de daarlige holder dem pænt i Skøderne. Her tærer man i lige Linje paa sig selv, Pjalterne er af den Overfrakke, man selv har købt. Livet er hæderligt Ens eget til sidste Trævl. Nørrebro er helt moderne med W. C. og store ny Butiker, forsynede med alle Beboernes solide Behov; Københavns moderne Arbejdere hader Rønnerne og flytter efter tidssvarende Bekvemmeligheder.

Alt dette er meget internationalt og selvfølgeligt – det er bare ikke København; saadan lagdeler enhver Storby sig. Vor Hovedstad er hverken nogen Hof- eller Arbejderby, dens Charme er netop, at den alt i alt saa levende udtrykker Samlevetheden indenfor en lille Nation, hvor Kong Salomon og Jørgen Hattemager saa udmærket kan gaa med hinanden under Armen. Det bedaarende ved den bliver til syvende og sidst dens usnobbede, menneskelige 20| Maade at ryste det hele sammen til én Tilværelse, og derfor begynder den først ved Raadhuspladsen.

Vesterbro har sin egen levende Udviklingshistorie. Raadhuspladsen er nu Byens Centrum, men i en af Baggaderne bag Paladshotellet bor en gammel Kludekræmmerske, som kan huske, at Stikkelsbærhaverne gik helt herind. Den Gang havde Byens Patriciere rolige Landsteder, hvor Larmen nu koger ovenud af Dannebrogsgades og Absalonsgades Stenkløfter, indeklemt mellem Kasernerne findes endnu gamle palæagtige Bygninger, hvis dybkarmede Stuksale Tiden har slaaet itu til Etværelsers Lejligheder. Mellem de sorte Brandgavle staar fremdeles en og anden Kastanie eller mosgroet Abild fra den Tid. Nu er Frugthaverne skudt en halv Mil længere ud, trange Fattiggader har rejst sig, hvor de spredte Landsteder laa, Smaahandlende og Haandværkere, Fattigfolk, Artister og Piger erobrede Terrænet Syd for Vesterbrogade og skabte det frodige Sommerresort om til et broget Kvarter, hvor alt, hvad der er København, bor Side om Side.

Vesterbro smager stærkt af denne Oprindelse. Der er noget af Opbruddet i denne Bydel, hvor Borgerligheden ikke har ævnet at bemægtige sig Fattigmand, men Proletariatet tværtimod er trængt opad og har gennemsyret saa at sige det hele. De lange, parallelle Gader er som Strænge spændt ud mellem Søndre Boulevards udprægede Arbejderkvarterer og Vesterbrogades – med Kafeer, Danse- og Spillebuler isprængte – Forretningskvarter; og de toner af begge Sangbunde. Her løber fredeligt Side om Side Gader fra Arbejde, Fest og Ørkesløshed – Studentergader, 21| Artistgader, Pigegader. Her er ingen Mangel paa Marskandisere; Piger og Spillefugle bor Dør om Dør med gamle fredelige Borgerfolk, der lever adstadigt af deres Rentepenge og gaar i Kirke hver Søndag med Salmebogen i Haanden. Tilværelsen har ikke skilt sig ud i sine Bestanddele, Jærnkræmmeren sælger baade Guldsmykker og Antikviteter mellem Skramlet i sin Butik. Her er Jordbund for alle Muligheder.

Vi gaar en lille Tur ud ad Vesterbro, Københavns rigtige Strøg.

I over hundrede Aar har Strøget gaaet her, længe før her var nogen Gade. Vesterport var til hverdags det gamle Københavns vigtigste Forbindelse med Oplandet, og lige fra Enevældens Tid er Borgernes glade Søndagstræk gaaet denne Vej. Dandyer af mange Aargange og Typer har sværmet ud gennem Vesterport i de kosteligste Antræk af Spidsskøder og Fadermordere for at jage den Gud Amor lidt i de lyse Nætter. Den Gang var der smaa Beværtningshaver med pudsige Skilte hele Vejen, hvor nu Københavns Forlystelsessteder med de eksotiske Navne Tivoli, Figaro, Parisienne ligger. Byen drikker sin cocktail der, hvor den fordum nød sit Øl med en Pind i. Der er Tradition i det.

Det dér? Kære, det er virkelig ikke nogen Underjordisk, det er jo den ny Hovedbanegaard! Men jeg indrømmer, at den gamle Banegaards Hvælving var festligere; det vidunderligste Kig ud i Verden var den, især ved Solnedgang eller naar Lysene var tændte derinde over Terrænet. København havde ikke noget pragtfuldere Sujet for en Maler, der elsker 22| sin By og længes ud. Her lige overfor, hvor de to Prangere staar og købslaar, var i sin Tid Posten, hvor Bønderne om Morgenen holdt og blandede Vand i Mælken, inden de kørte ind ad Vesterport.

Ja, det er ikke saa let at komme frem – her gaar man ikke i Stime. Og De vil indrømme, at alt, hvad der er København – og mere til – færdes her; fra Raadhuspladsen til Frederiksberg kan vi paa en halv Time gøre Bekendtskab med hele den danske Nation fra Toppen til Slingrekølen. Det kommer simpelthen af, at Skydebanen ligger ved Indgangen til Absalons- og Dannebrogsgade.

Det er en bred og strid Livets Strøm, der gaar her, med festligt Krus og smaa, hoppende Bølger paa Overfladen. Arbejderne kommer i to stærke Strømstriber mod hinanden – for de, der arbejder herude, bor naturligvis i den anden Ende af Byen og omvendt. Saa meningsløst er Livet, og ellers var det ikke værd at leve. Inde i denne Masse af Kraft, der strømmer mod Hvilen, holder den saaleløse Intelligens og den bestøvlede Armod Stævnemøde. Studenten fra Colbjørnsensgade har indfanget en af disse smaa Halvverdener, der løfter højt op for skæve Støvler og drejer Alverden en Knap. Og Soldater er der – tætbyggede, jyske Jenser, som skal ud paa Alleenberg og hugge sig en Madkærest – Handlende, Spillere, Aagerkarle, tykke Skydebrødre, K. F. U. M.'er og Kursuspiger med oldnordiske Søljer og lys Frejaskikkelse, Præster og Bondefangere. Som Danmark er stort!

Men Verden er næsten endnu større; underlige Skikkelser dukker spredt op i Færdslen og fører 23| Fantasien udad – helt om paa den anden Side Jorden, hvor man gaar med Hovedet nedad og derfor er blaasort i Ansigtet. Tre Tyrolerpiger med krumme Albuer – de skal ind og jodle i Cirkus eller Scala; – en russisk Staldkarl, der rejser om som Bondedanser og dufter af Rigabalsam, Fakirer og Tryllekunstnere fra Indien og Kina, en Slangetæmmer fra Tetuan – Mænd med ragede Hoveder eller lang sort Pisk, underlige, vemodigt skæve Øjne, og Hud som Pergament. Og sælsomme Kvinder kommer ensomt sejlende – store, eksotisk saftfulde, som Kæmpemeloner. De nynner som Humledronninger og gaar i tigerstribet Spaseredragt, det mægtige champagnefarvede Haar dufter af fremmede Egne, af mange Havne og Ruter ligesom Dampskibenes Indre; de kraftige stillestaaende Ansigter svulmer af Massage og minder kært om en pudret lyserød Barnenumse. De gaar deres lige blændende Vej som Fuldriggere gennem Passaten, og i deres Kølvand slaas en lille Skare internationale Trækfugle, smaa energiske, engelsk udhalede Væsener, i brune Farver, korte Skørter og med Babyhaar.

Den lave Sol falder tindrende ind over Færdselen, røber lidt Sminke og lidt Sort i de sorte Øjenhaar, kysser de nikkende, spraglede Hatteblomster, som om den vilde sige, at de er ægte nok. Der bølger en egen menneskelig Temperatur mod én fra Strømmen – noget af Alvarmen. Luften er fuld af vagabonderende Gnister. Københavneren bliver først rigtig Menneske paa Vesterbro, her skaber Friktionen Varme, som den skal – og ikke Kulde – og udfolder hans Væsens Frodighed.

24| Vi slaar et lille Slag ned ad Viktoriagade. »Varme Retter fra 25 Øre!« – »Chambre à louer pour des Artistes!« Her lugter hyggelig gammelkøbenhavnsk af Malt, og noget ved Husene i disse Smaagader fører Tanken hen paa den stille Provinsby. De fleste Huse er uden Kælder og har lav Stue uden indrettede Butikker, Handelen foregaar bag smaa fordringsløse Vinduer med Urtepotter i; paa en Snor over Urtepotterne hænger Snørelidser, et Brev Sikkerhedsnaale og lange Strimler Lakrids. Den svære jydske Marskandiser staar paa sin Trappe og damper paa Træpiben, mens en lille gul Østerlænding i Tøfler og lang Talar nok saa hjemligt balancerer forbi ham ind med en Spølkop Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. Nede paa Fortovet spiller nogle Guttaperkafyre Klink under den røde Lygte, som Natten igennem lyser sit »Ligtorneoperatør« helt op til Strøget; og højt oppe i Luften vender Bryggeriets Duer sig og sender flakkende Skær af Aftensolen ned i Gaardens Bund.

»Artist-Kiosk«! – »Artist-Pensionat«! – Koncert-, Cirkus- og Variete-Bureau«! – »Privat Zimmer fur Artisten« – »Artisten-Heimat«! – Denne Gade har ganske stille indrettet sig som Hvileplads for det internationale Artisttræk. Indehaverne af disse Forretninger bærer udenlandske Navne og taler et Dansk, der forstaas lige godt af alle Nationer og uden videre Vrøvl burde ophæves til Verdenssprog; de fleste af dem er forhenværende Artister, som en eller anden Skæbne har skyllet ind og fortøjet her. Gaden er fuld af fremmedartede Fysiognomier, og saa omfattende er denne Verden, at den har sin egen 25| Læreanstalt: Akademi for Sang og Musik, Dans og Plastik. Her er Naaleøjet, Amanda maa igennem, om hun vil væk fra den sorte Gryde og ind i Eventyrets Land, hvor man ikke har andet at gøre end kvidre fra en Estrade hver Aften med nøgne Skuldre – og kanske faa en Porter stukket op til sig af en pæn ældre Herre. Det er ikke for det – altsaa. Men naar man nu har saadan en myrderlig Kaldelse for og være Kunstner. Det er nu ikke helt og holdent Amandas Fortjeneste – ogsaa for saa vidt dækker Vesterbro; Danmark er et Land med kunstneriske Aspirationer! Kæmper vi ikke allesammen hæderligt for at komme til at bære Foden til Lirekassen?

– – –

Vesterbro har alt i alt en egen livsfrodig Tone, vidt forskellig fra de andre Bydeles. Det er ikke den ensartede Støj fra en Stand eller et Samfundslag, men Koget fra en hel lille Verden – Livets egen Lovsang, saadan som den lyder paa godt Dansk. Tilværelsen her er saadan, som den skal være, naar den skal rumme det Hele plus Fremtiden – ikke i Plan, men paa Højkant; al virkelig Bevægelse foregaar opad og nedad. Skønt her er Fattigdom nok, og det vedholdende Slid for Brødet holder godt til Huse her ogsaa, gaar Livet dog ikke paa saa haarde Gænger, som paa Nørrebro. Folk tager ikke saa tungt og haardhændet paa Tingene – er i det Hele af en anden Slags.

Fattigmand bor Dør om Dør med saa meget og bliver mere sammensat. Han er maaske knap saa retlinet, gaar knap saa støt til og fra det faste Ar26|bejde; til Gengæld har han mere Fantasi og altsaa flere irregulære Udveje.

Midt i det jævne Dagens Slid skyder de ubestemmeligste Beskæftigelser og Skæbner op. Herude gror der de vildeste Muligheder ud af det skinbarlige Nederlag – og giver Raad til en Drøm om selve Eventyret. Derfor er der en vis Festivitas ogsaa over den elendige Armod, og Byens Reducerede søger herud. Plattenslageren bliver af en egen overbevisende Slags – han tror selv paa sin Historie om den store Arv, der venter ham, blot han kan ride de nærmeste Dage af. Og i Grunden er den jo ogsaa sand. Herude bor den fattige, blege Pige, der tager sit lille Barn paa Armen – sit eget eller en andens – ringer paa hos Herskaberne og beder om at tale med Fruen selv. Og naar hun staar overfor den forundrede Husfrue, beder hun om lidt Hjælp til Barnet og spørger med nedslagne Øjne, hvorledes den unge Herre har det. Det kan give underlig blandede Bedstemoderfølelser – og Barnet var laant! Men er det helt Løgn, at hun har mødt ham? ham eller en anden? – Hun eller en af hendes Søstre? Hun brandskatter paa det Heles Vegne.

Min gode Ven Gratulanten bor ogsaa her – skal vi lige se ind og hilse paa ham? De skal ikke være bange, han er mindst lige saa dannet som De og jeg. Han er af gammel, god Familie, men blev fanget af den nedadgaaende Strøm og hører nu til de Reducerede. Ganske præsentabel er han, blegfed og pluskæbet, i luvslidt Skødefrakke, nedfaldende Flip og sort Humbug, der udmærket skjuler, at han ingen Skjorte har paa. Han gaar altid med Briller, fordi 27| det hæver Niveauet, og han nyder Anseelse i hele Ejendommen for sin Dannelse og høje Herkomst. Det samme guttaperkaagtige modstandsløse, der en Gang var Skyld i hans Synken, kommer harn til Gode i hans Hværv som Gratulant. Han holder sig helst til Byens Store, som dem, han stemmer bedst med i Anlæg og Opdragelse, opsøger dem paa deres Mærkedage og udtrykker i varme, følte Ord sin Beundring og sine gode Ønsker. Hvem han selv er? En Uværdig, der kun ønsker at skaane det Navn, han bærer! Hvis man vil, kan man jo mindes ham som en ulykkelig Onkel Navnløs, der er kommen saa langt til agters, at han ikke engang tør afslaa en Seddel, om den bydes ham. – Han møder ogsaa ved Begravelser, som en ukendt, men trofast Ven af den Døde, hvem han vilde sætte Pris paa daglig at blive mindet om f. Eks. ved at eje et Sæt af den Afdødes Tøj. Imellem Slagene gaar han paa Grønttorvet og køber billige Blomsterrester, som han binder i Buketter og overbringer unge Ærgerrigheder fra en »unavngiven Dame«. Vore Modeskuespillere har haft adskillige Besøg af ham. Han betragter det nærmest som en Barmhjærtighedsgærning, men tager den Krone med, der maatte falde af. Helt rørende er det at høre ham fortælle om den Glæde, hans Besøg kan vække; han har tændt Ilden for den ukendte Gud i mange Sind.

Saadan har Livet her bevaret sin Sødme gennem alle Forhold, fordi det er i saa nøje Forbund med den store Mening og Sammenhæng. Vesterbro kører i Bil – og slider endnu de sidste Bruneller fra det gamle Københavns Herskabshuse. Derude dufter endnu den fattige Kvindes Klæder sødt af Lavendler 28| og svundne Tiders Duftvand. Vesterbro er Københavns Hjærte.

Og som alle Hjærter er det uudtømmeligt.

Jeg har vist Dem lidt af det ved Dag, og nu gaar vi hjem – Natten er Hvermands egen.

Vesterbro har forresten ingen Nat; naar Morgenen genlyder af de første udrykkende Arbejderes endnu lidt stive Skridt, klatter de sidste forsinkede Nattevandrere hjem over Asfalten. Det er igaar og idag, der mødes.