43| Guden for det tomme Ceremoniel

45| For mange Hundrede Aar siden, da Menneskene ikke var saa kloge, som de nu er, havde de øverst oppe i Toppen af Samfundet anbragt et Væsen, de kaldte Kongen.

Det syntes, som om Kongen, i en Tid der laa endnu længere tilbage, virkelig havde tilkæmpet sig Pladsen som den ypperste i Landet, og at Udviklingen saa efterhaanden havde sejlet ham agterud. Han stod i alt Fald ikke længer i Folkets Bevidsthed som det ypperste af alt godt, men snarere som en Slags Gud; tilmed en skrøbelig Gud, der ikke taalte Kritik og maatte værnes ved Blasfemilove. Det menneskelige blev ikke anlagt som Maal paa ham. Han byggedes i overnaturlige Dimensioner af al Menneskenes udrangerede Flitter; du til noget maatte han paa ingen Maade, og han var den eneste i Samfundet, der ikke havde Lov at frembringe noget nyttigt. Naar det kriblede ham i Fingrene, fik han en Bunke Ordener at pille med, og havde det ikke været, fordi Kronen jo skulde bæres, behøvede han slet ikke haft noget Hoved.

46| Med sælsom Ironi havde Menneskene i Kongens Skikkelse samlet alt det, de bitrest bekæmpede i Livet, Ørkesløsheden og det golde Blændværk og Fødselsforretten og hævet det op, som kunde det være hele Folkets Samlingsmærke. For saa vidt minder Kongen om visse Gudebilleder, som endnu ældre Barbarfolk rejste sig af purt Guld, behæftede med al menneskelig Skrøbelighed – og derpaa forhaanede i en forbitret Smædekultus.

Men Kongen blev ikke forhaanet – tværtimod. Det bedste af alting blev sendt til hans Bord; skød en Mand en fed Hare eller dyrkede en ualmindelig Frugt: den skal Kongen have! I alle Landets Kirker blev der bedt for ham, og fødte en Kvinde syv arbejdsdygtige Sønner, blev de straks viede til Guden for det tomme Ceremoniel. Midt i den ivrigt fremadstræbende Menneskehed, der søgte at bryde sig sin Vej med rank Ryg og haarde Arbejdsnæver, stod den blændende Trone og manede til at krumme Ryggen og krybe sig opad; højt over al Dagens ærlige Slid sad Kongen som et straalende Symbol paa alt det, der hverken spinder eller syr og dog er som Salomon i al sin Herlighed.

Der manglede jo ikke Folk, som kunde se det fordærvelige i dette Misforhold; men de gik udenom. »Lad ham kun sidde,« sagde de kloge i Landet – »han er Folkenes usunde Fantasier samlede paa én Haand, – det er det billigste! – Og han er vort eneste Minde om forrige Tiders Trældom. Jo mere afstikkende han er, des kraftigere markerer han, hvor langt vi er naaet!« – Saadan svøbte de sig i 47| Ord, og de, der kørte Fremskridtets Ildvogn, maatte lægge sig de store Kurver til – for at komme uden om Tronen.

En humanere Tid vilde vel have dannet sig et Billede af Guld til at sidde og figurere deroppe; men Menneskene stod dengang paa et meget barnligt Standpunkt. Selv deres Dukker skulde kunne bevæge Øjnene og sige: »Da«.

Dér sad Kongen altsaa paa sin Trone. Han maatte ikke gærne tale for ikke at røbe for megen Menneskeforstand; saa gabede han i Smug og kedede sig – for han var jo dog et Menneske. Nu og da gik Naturen ogsaa over Optugtelsen. »Bare jeg var død og begravet!« kunde han sige helt ynkeligt – »eller levede paa min Tipoldefars Tid. Da havde man i det mindste Lov at drikke sig fuld!«

»Tys!« hviskede Ceremonimesteren. »Majestæten maa ikke tænke. Majestæten er hellig.«

Nu og da, naar der var noget usædvanligt paa Færde, kiggede Kongen ud fra sin Top. »Hvad gør de nu dernede?« spurgte han. »Hvad er det for en Larm?«

»Det er Folket, der træner – det øver sig i Fodslag til den store Marsj fremad,« svarede Ceremonimesteren. »Men Majestæten maa ikke strække Hals. – Smuk!«

Saa samlede Kongen sig, lagde Hænderne paa Tronens Læn og sad smuk.

Og Aarene gik.

En Dag vaagnede Kongen op og lyttede.

48| »Jeg hører en underlig Sang,« sagde han. »Hvad er det for Klange i Luften?«

»Det er Lyset, som toner igennem Menneskene!« sagde Ceremonimesteren. »En af dem dernede har fundet paa at helbrede Syge ved Hjælp af Sollyset.«

»Ah, – ved Naadens Sol!« udbrød Kongen livligt.

»Nej, kun ved den profane Sol, Deres Majestæt!«

»Og Tronens Glans?« spurgte Kongen ængsteligt.

»Den skærer lige stærkt i Øjnene, Deres Majestæt! Alle, der hører til paa Lyssiden, soler sig fremdeles i den!«

»Og det er mange?«

Ceremonimesteren saa barsk ud: »Smuk, Deres Majestæt, smuk!«

Og Majestæten sad smuk, saa det spurgtes over hele Jorden. De kom fra Østerled og fra Vesterled og fra Landet bag de tre Floder for at se det. Men Kongen vidste godt selv, hvordan han kunde sidde saa storartet, og somme Tider vidste han det saa godt, at han var ved at tage sin Død derover.

En Dag kiggede han langt ud og saa utallige Mennesker i Arbejde: De var i Færd med at anlægge en lys Allé – og førte den lige imod ham.

»Hvad er det?« spurgte han ængsteligt.

»Det er Hoben, der selv har taget Haand i Hanke med Tilværelsen,« sagde Ceremonimesteren med et Skuldertræk. »Den er i Færd med at føre en saakaldt Lysvej igennem Verden. Ad den Vej 49| skal selv den uslest fødte have Lov at vandre lige til Tronens Top – blot han har Ævnerne.«

»Kald paa de Cimbrer og Teutoner!« udbrød Kongen forskrækket.

»Eksisterer ikke, Deres Majestæt!«

»De Sakser, Slaver, Vender da! Vi maa stanse de frække!«

»Heller ikke, Deres Majestæt!«

»Lad mit Folk komme da – i dyb undersaatlig Kærlighed!«

Ceremonimesteren trak paa Skuldrene.

»Omgjord mig med Guds Naade, da for Dyvel – at jeg selv kan nedstyrte de formastelige!«

Ceremonimesteren smilede.

»Majestæten behager at spøge!« sagde han.

Kongen stirrede paa sin Ceremonimester, og der løb Kulde ned ad hans Ryg: »Er det da Løgn altsammen?«

»Skyggen er sand!« sagde Ceremonimesteren og pegede udover.

Kongen fulgte Retningen af hans Pegen og saa, at Tronens Skygge faldt ned over Lysvejen og lagde sig graa og visnende over hele Landet. Da smilede han: »Jeg er dog med i det – paa min Maade!« sagde han. »Se, hvor Glansen gaar af al Ting dernede!«

»Det er netop Tronens uovervindelige Styrke,« svarede Ceremonimesteren. »Smuk, Deres Majestæt!« Og Kongen sad smuk.

Men en Dag vaagnede der atter noget menneskeligt i ham, og han kunde ikke mere. »Hvad tager 50| mit Folk sig til?« spurgte han nedslaaet, »tænker det paa mig?«

»Folket tænker ikke, Deres Majestæt, Folket arbejder. Hør!«

Kongen lyttede og hørte den endeløse Støj af Fodtrin og snurrende Hjul og flittige Hænder. Og det lød for hans Øre, som selv den mindste Lyd var paa Vandring bort fra ham.

»Er der slet ikke noget af mig i den Larm?« spurgte han. »Snurrer ikke blot et eneste Hjul for mig?«

Ceremonimesteren rystede paa Hovedet.

»Jeg er slet ikke med i noget af det? Er der ikke i det mindste en, der forbander mig dernede?« Kongen hang sygt ved Ceremonimesterens Læber.

»Folket vover ikke at forbande,« svarede Ceremonimesteren – »Majestæten er hellig. Smuk!«

Men Kongen kunde ikke mere. Han gabede saa langt, at den sidste Rest af Sjæl fløj ham ud af Munden og gik paa Vandring ud i Rummet – ud for at indhente Menneskehedens store Tros.

Han selv blev siddende. Og der sad han endnu i mange Aar, døv og blind for det Liv, der randt; den eneste Lyd, han kunde opfange, var Lovsangen fra de tre højeste Rangklasser. Intet hindrede ham længer i at sidde smuk, om det saa var til Dommedag. Han sad sig efterhaanden det guddommelige Skær til, der er Dødens og den absolute Dumheds; han sad sig det store gaadefulde til; i al sin Gudsforladthed ragede han ganske imponerende op i Baggrunden – Guden for det tomme Ceremoniel!

51| Og der havde han vel siddet endnu, om ikke Menneskehedens Bagtrop midt i forrige Aarhundrede havde slaaet til Tronen, saa den styrtede sammen.

Nu har vi jo svært ved at sætte os ind i, at Kongen overhovedet har været til og været dyrket; det hele forekommer os en Fabel. Saa hurtigt gaar Udviklingen for sig.