53| Græsmarkens Sang

55|Jeg ligger op mod et Dige med Benene trukket ind under mig som i Drengeaarene – og prøver paa igen at skære Fløjten fra den Gang. Det gaar ikke, Fløjten vil ikke give Tone; den lykkelige Haand er borte. Den tog Rejsaus sammen med Sorgløsheden.

Men Barndommens bløde Tæppe – Græsmarken – breder sig fremdeles foran mig, svøber sig ind under Bakkehældet et godt Stykke fremme og dukker op igen langt ude i Syd – som flade Enge.

Dagen og den lyse Luft er ogsaa de samme. Oppe fra den renfejede Horisont i Nord, hvor en Vindmotor staar og leger mod Himlen, kommer Sommervinden vandrende paa Bølger af Grønt, bøjer sig over Diget og stryger igen en Gang en ensom Vogterdreng i Nakkehaaret. Og blot han ikke ser sig tilbage, kan han endnu synes, det er en kendt blød Haand, der stryger ham den lyse To fra Nakken for at se, om han monstro fanger Lykken.

Solen har endnu ikke faaet slikket Duggen helt af Jorden. En egen Fornemmelse i Fodsaalerne fortæller det – en Længsel efter at springe i Kløveren igen og fornemme dens linde Kølighed.

Det er høj Luft med Solflimmer og summende Insekter – saadan en Dag, hvor Lyset er hvidt og 56| toner! Horisonten staar fuld af Musik, og hvert Øjeblik maa Hyrdedrengen op paa Diget og lytte anspændt ud i det Fjærne. Hvad er det for Tog, som drager af Sted derude med Musik i Spidsen? Hvor holdes der Fest? Netop saadan en Dag, hvor Sol og Vind er enige om at dysse En hen i salige Halvdrømme! Hvor Henrykkelsen gaar sin fagre Vandring derude om Jordens Runding, og det nærværende forsvinder! Åh, det var beskt at vaagne op til den Kendsgærning, at Kvæget var rendt hjem, mens man drømte. Og hjemme i Porten stod Bonden med Kørepisken – – av for de bare Ben! –

Nu ved man naturligvis bedre! Der er ingen Fest derude – spiller det, er det i ens eget Sind. Den kaade Hjord eksisterer heller ikke mere; den har Fanden taget og sat paa Stald for tredive Aar siden – af Hensyn til sin Geburtsdag; de gode gamle Hyrdedrenge er dragne til de evige Græsgange – de fleste af dem. Det sidste Kuld tog Vorherre og lavede Digtere af. En Hilsen til Skjoldborg og Aakjær og Kappel Bøcker – Hyrdedrengene fra dengang!

Men Græsmarken selv er til endnu og ruller sine grønne Bølger ind for mine Fødder. Og hver Bølge er som et kønt Vers –: Husker du?

– Husker du – Rapfod – Sommermorgenen, naar Solen steg op af en vaad Sæk, og Jorden gøs under dens første Straaler? Du frøs ogsaa – og sprang hen over mig for at faa Varmen.

– Rapfod hedder jeg ikke mere; Tid og Slid gnaver i ens Ledemod. Men jeg husker vore Morgener – og Aftenerne med, naar vi sad Vesterude og saa 57| Solen i Seng, før vi selv lagde os. Karlen sad paa Huggeblokken med Pigen paa Skødet og hev i sin Harmonika, og jeg laa og rullede mig paa din Grønsvær med de nøgne Fodflader lige i Luften. Ude i det høje Græs gik Katten paa Jagt; for hvert Skridt rystede han varsomt Duggen af Poterne, og hvor han havde gaaet, rettede Græsstraaene sig et for et med smaa Ryk, der virkede helt voldsomme i den ubevægelige Aftenstilhed. Det var »Hjalmar og Hulda«, Karlen spillede, og Pigen var i velsignede Omstændigheder, saa han maatte strække Armene helt frem for at kunne holde Harmonikaen paa hendes Skød. Hun græd, mens jeg skraalede Teksten! Og naar vi kom dertil, hvor den hjemvendte Ridder i retfærdig Harme dræber først sin Medbejler og saa sig selv, og Hulda støder Sværdet i sit Hjærte og synker ned over de tvende Lig, – saa vendte Pigen sit forgrædte Ansigt om mod Karlen og sagde hulkende: Tænk engang, Pær, om det skulde gaa os to saadan!

– Ja, men det er der ingen Fornøjelse ved at mindes, for da Tidens Fylde kom, stak han af til Amerika. Og hun ... Men husker du Baalene, I tændte, og Husbond, der kom bag paa Jer? Den Gang frygtede Bonden Ilden, nu ryger han Cigar i sin Kornlade. Han gik altid i Strømpefødder, og Pløjejorden hang ham i Hoserne. Hvor han hadede alt, hvad der ikke hørte til Sognet! – han vidste ikke noget værre end det Fremmede!

– Og en Dag sprang han dog lige ud i det – og indforskrev et lille bitte Frø, som vendte op og ned paa alting. Det blev til en ny Roe, der var 58| kuglerund og laa oven paa Jorden; den fordoblede nok Koens Mælkeydelse og gjorde Brakken overflødig. – Folk kom valfartende langvejs fra for at se den. Saa kiggede de lidt paa Husbond ogsaa, som gik og havde travlt med at lave sin Korntønde om til en Kærne: Saadan saa altsaa en Mand ud, som var opsat paa at gaa neden om og hjem! Ham skulde man nok vare sig for at følge! Og et Par Aar efter var de alligevel tæt i Hælene paa ham; hans store Kærne blev for lille, og den ene Andelsskorsten groede i Vejret efter den anden og kiggede langt ud over Sognegrænserne. Nu handler han paa England, og det hænder, at han selv rejser over Havet for at hilse paa de Godtfolk, der spiser hans Smør. Alt det er Følgen af, at han gav sig det Fremmede i Vold og indforskrev et bitte lidet Frøkorn!

– Ja, jeg husker kun altfor godt det hele. Vogterdrengen blev afskaffet, og Køerne tøjredes ned over mig i pæne Rækker – jeg var for kostbar at tumle omkring paa, sagde man. Hvor jeg har længtes efter Jeres muntre Fødder! Der var Bønder, der ikke engang nænnede at tøjre paa mig, men lod Køerne blive paa Stalden og gav dem mit dejlige saftige Græs som Hø. Jeg skammede mig, du! Men nu er ogsaa det forbi, nu ligger jeg hen og er fin – altfor fin for Kreaturerne at æde. Jeg bærer, skal jeg sige dig! Og naar jeg er moden, skal mit Frø sendes til fremmede Lande. Vi vil ikke holde Køer mere, siger Husbond, men levere Udsæden til de andre; naar jeg gør mit bedste, kan jeg opnaa at blive Moder til Alverdens Græsmarker. Derfor maa ingen træde paa mig; ikke en Gang Husbond selv gør det.

59| – Ja, du er rigtignok kommet til Ære og Værdighed, det er noget andet end den Gang, de store snavsede Stude traadte dig op – og stangedes, saa din Grønsvær røg. Det hændte jo, at du fik nok af os den Gang – saa lod du være at gro, og vi maatte drive andet Steds hen! Saa smuk og uberørt din Grønsvær ligger! – Nu er du vel lykkelig, Græsmark?

– Ak, lykkelig! Jeg giver Udbytte, du – det skal jo være den højeste Lykke. – Ja, kan du huske den skikkelige Kæmpestud Amor, mellem hvis Horn du sad og skraalede dine Viser ud? Det første, han slap ud om Foraaret, trampede han mig ned i sin forrykte Soldans; naar han laa ned og tyggede, dirrede Jorden under ham – saa vældig var han. Musikfrøkenen fra Storgaarden troede, han var en Tyr, og gav dig hver Dag en Femøre for at følge hende forbi. Vi fortalte hende nok ikke, at Amor kun var en Stud – Gud ved, om hun nogensinde har faaet det at vide? – – Ja, hvor levede man alligevel den Gang! – Slaa en af dine gamle Kolbøtter paa mig, Rapfod!

– Og Bonden, kære Græsmark!

– Han ser det ikke, –han er i Staden for at sælge mit Frø. Det skal til Amerika.

– Jeg vil alligevel ikke, det kunde forrykke Balancen. I denne Tid gaar vi alle sammen om og er bekymrede for den hjemlige Balance.

– Jeg kan mærke det paa dig, Rapfod, – det er maaske derfor, du gaar med Stok og hinker? Den Gang stod Humøret dig ud af Halsen Dagen lang; og gik noget forkert, borede du blot Fingrene ned 60| i mig og græd ud. Var jeg ikke god ved dig? Alle mine Hemmeligheder aabenbarede jeg dig for at forkorte dig Ensomheden; jeg lod Ungkløveren folde sine Blade sammen mod Aften for at varsko dig om Tiden for Hjemdrift – og overalt, hvor du lagde dig, anbragte jeg et Firkløver. Fangede du alligevel ikke Lykken?

– Det gjorde jeg vel. Jeg bærer – ligesom du – og skal til at give Udbytte. Det skal jo være den højeste Lykke her paa Jorden. Men synes du selv, det er morsomt at gaa i Frø, Græsmark?