61| Dyrskue

63|I et Telt nede i Hjørnet af Udstillingspladsen gaar der en lille glatraget Husmand og nusser. Hans Stadsfrakke, der hænger i Skuldrene og gaar højt op i Nakken, giver ham en slaaende Lighed med en gammeldags Agestol; men Ansigtet er ejendommeligt, næsten forfinet i sin rolige energiske Alvor, og de langsomme, sikre Bevægelser røber en husholderisk Intelligens.

Denne uanselige lille Husmand repræsenterer ¾ Million Skabninger, men de er ikke her paa Udstillingen, de strejfer flittigt fra Blomst til Blomst derhjemme, med Honning i Maven og store gule Voksbukser paa. Han ejer 15 Stader med ca. 50,000 Bier i hvert, og hvert Stade giver ham gennemsnitlig 90 Pund Honning og et Pund Voks om Aaret til en samlet Værdi af 750 Kr., hvilket giver lige ⅒ Øre pr. Bi. Husmandsstanden er repræsenteret ved andet derude paa Pladsen, men ikke noget Sted bedre end her ved dette Symbol paa den myldrende Flid og de smaa Kræfters Virkning.

Oppe paa Pladsen staar der en ung Hingst. Dens Ejer er der budt 30,000 Kr. for den, men han vil ikke sælge den. Det koster 200 Kr. at faa en Hoppe bedækket ved den, og om alt gaar vel, kan den inden 64| Aar og Dag forrente en Million. Men kanske er den til den Tid skaaret og solgt som Trækdyr paa Hjallerup Marked for 800 Kr.

Fra ⅒ Øre Brutto aarlig pr. Individ til 40,000 Kr. – saa rummeligt er det danske Landbrug for Øjeblikket. Der er Spillerum for den tætteste Flid og den største Risiko.

Gaa en Gang lige fra denne lille, gammelklædt, besindige og ufortrødne Biavler og Husmand til Proprietæren og Hesteopdrætteren deroppe. Han er moderne klædt, livlig og let, store levende Bevægelser, store Tal, stort Anslag. Ingen Nussen, ingen Sans for Smaating. Han er oftest en daarlig Jordbruger og altid en daarlig Økonom; skønt han en og anden Dag ejer 50-100,000, er hans Grundtilstand Fattigdom. Men han er for stort anlagt til at føle det; han er Sangviniker, og hvert letfødt Haab tynger som Guld i hans Lomme. Han gør Gæld for at kunne give store Gaver, og i hans Blik vandrer uophørligt dette besynderlige, som er Spillerens evige Flytten Chancer; der er Blod i hans Passion; fotografer hans Øje, naar han er død, og paa dets Baggrund vil De finde Billedet af den ideale Hingst – alle Opdrætteres Drøm.

Mon nogen Tidsalders Puls har banket saa stærkt og selvstændigt ud i de enkelte Individer – i Mennesker, Dyr og Planter – som dennes? Og mon desuagtet Jordens samlede Liv har bølget saa let fra Væsen til Væsen som nu?

Her, hvor jeg staar, øverst paa Pladsens Hæld, og ser nedover, slaar der Bølger imod mig, varme Blodbølger fra 1000 pragtfulde Dyr og 4000 jævne 65| Menneskebørn. Det kan gaa i ét det Hele og rinde lindt og let som Blod i et stort fælles Legeme. Og det kan skilles i en lang Dønning af menneskelig Hverdagsagtighed og en Springflod af Kraft – fra 250 blanke Hingste og 200 mægtige Tyre. Frem i Sollyset stiger det i Vrinsken og dumpe Brøl, i hvidt Skum og blodfarvet Fraade, i Glans af Lød og Sitren af Ubændighed. Kraft! Kraft! Det ruller frem mod En som en Horde, drønende, søndertrampende! Og man brister i Sved, glemmer for et Øjeblik, at man er et svagt Menneske, beruser sig i den brutale Vælde og lader sig rive med, trampende i ubændig Glæde og Magtfølelse.

Hvem vil ikke gærne være i Slægt med denne anselige Kraft? Der er Kræfter, som er langt større – i Vinden, som farer hen, i en Bølge, i en Tønde Kul. Men dette er selve Kraften spændt i Kød og Blod, den høje Kraft, som svulmende og ekspansiv søger at overskygge al Jorden og befrugte den, og som i sin mægtige Higen udad fylder sine egne Former til den smukkeste Plastik.

Det kunde se ud, som Skabningens Herre havde glemt sig selv for sine Dyr. Tarvelig, uden Rejsning, knortet, ja undertiden vanfør af Slid og daarlig Forplejning gaar han om mellem sine prægtige Dyr, som var han en Skabning af lavere Art. Kun det lille Blink i Øjet, hvormed han stundom samler hele Dyrets Skikkelse, kærtegnende, tildigtende, hvad der mangler, forraader hans Overlegenhed.

Her staar en Hingst, tung og mægtig i sine Former, men dog let som en Fjer af nervøs Uro. Det sitrer i den – af ophobet Energi, af Livslyst, af 66| Dødsangst; hele dens Væsen er oppe i den – som Spænding, som Farebevidsthed. Dens Øjne spejder, dens urolige Øre fanger hver Lyd, og ved det mindste fremmedartede stejler den og pruster; dens Jeg taaler ikke det Ubekendte.

Ved dens Hoved sidder en lille grim Mand og tygger sløvt paa sin Mellemmad; nu og da taler han beroligende til den, og den falder til Ro ved Lyden af hans Stemme – han er dens Autoritet. Og stoler den ikke paa hans blotte Ord, tager han sin Pisk og slaar den ligegyldigt nogle Strimer hen ad Flankerne. Saa bliver den beroliget. Frygten for det Ubekendte viger for Frygten for Pisken – den slikker sin Herres Haand, mens han tygger videre uden at ænse den.

Men saa rejser den pludselig Hovedet, den vejrer og vrinsker. Den hugger begge Forben samlede i Jorden, kraftigere og kraftigere, stejler og søger at slide sig løs. I et Spring er Manden oppe og over den med sin Pisk, den staar lige ret op paa Bagbenene og værger for sig med Forbenene, den prøver at hugge ham ned. Men han er hurtigere i Vendingen, han udsøger de ømmeste Steder og hudfletter den med sikre Slag. Hans Ansigt bliver blaaligt af Vrede, hans Blik luer rødt af Vilje. Tilsidst synker den ned paa alle fire, dens Legeme spiller, Sveden skummer som Sæbevand af den.

»Hvad er der i Vejen med den?«

»Aa, den har vel vejret en Hoppe,« svarer han roligt. »Læg sig!« Og han svinger Pisken over den. Hingsten lægger sig ned, med et saare behersket Udtryk. Der gror mange Hestekraft Karakterstyrke 67| ud af en Stump Piskesnært. Og Manden sætter sig igen ved dens Hoved og tygger, med det sløve Udtryk fra før.

Man kan gaa her og gribe sig i at føle Stolthed paa Kønnets Vegne. I videste Forstand, fordi al den eksplosive Kraft er samlet i Hingstene, Tyrene, Ornerne, Vædderne, Hanerne; de larmer og raser, pløjer Jorden op, spiller i evig Uro, udfordrer – og tager sig ud. Styrken, Skønheden, Temperamentet – alt er deres; mens Hunnerne ligger der brede, maveføre og flegmatiske og tygger Drøv; eller sjokker rundt paa lave laadne Ben og samler tusind Frøkorn sammen til et Eksportæg – midt under Trængslen og Festlarmen.

Et eneste Blik ud over Festpladsen er maaske nok til at sige, at dette ikke passer for Menneskenes Vedkommende, idet Mændene som Helhed er ludende, uplejede og forasede allerede fra 14-Aars Alderen, mens Kvinderne, især de yngre, dog ejer noget af den Blodets Spænding, der kan gøre Legemet kønt og Tilværelsen festlig.

Men det er ikke Legemet, der gør Manden til al Skabningens Behersker, det er hans overlegne Intelligens. Selv den uanseligste her kan lægge Haanden paa et smukt Dyr og sige: »Dette Legeme er mit, for jeg har elsket det frem, plejet det frem, formet det til, hvad det nu er.« – Han har skabt dets Skønhed og Styrke, tvunget den frem ved sin Tankes Magt gennem Dage og Nætter, Aar ud, Aar ind. Maaske paa sit eget Legemes Bekostning, men hvad gør det? Han er Skabningens Herre, behøver han et stærkt Legeme, da han dog har al Skabningen til 68| at lystre sig, sit Ord, sit Blik? Tænk paa den lille uanselige Hestebetvinger fra før.

Dér kommer han for Resten ud fra et Telt! Han dukker Hovedet og skynder sig frem paa sine hjulede Ben, mens Konen følger tæt i Hælene paa ham, skældende og smældende – hun har overrasket ham i Teltet, over en halv Bajer. Han vender sig en Gang, forsøger en Fornuftgrund, men hans Intelligens strækker ikke til overfor Skældsordene, der hagler ned over ham som Piskeslag. Et Øjeblik ligner han et sky Dyr, der har rejst sig paa Bagbenene; han fægter med Forbenene i Luften for at feje Skældsordene bort fra sig. Saa vender han sig og flygter op over Pladsen for at fjæle sig bort i Vrimlen.