83|Afløsningens Time

85| Der er stort Gilde inde i Landsbyen Øster-Vestrup; Barsel eller Bryllup – eller kanske Gravøl? Nej, det er den store aarlige Høstfest! Høsten staar ganske vist endnu paa Marken, og ingen kender jo Dagen, før Solen gaar ned. Men det glade danske Ø-Folk er saa sikker paa Vejret og Vorherre; og vant som det er til at drage Forskud paa Livets Goder, fejrer det Høstfesten nu, mens Nætterne er lyse, og Sommeren høj. Man ved, hvad man har –.

Alle er indbudte, baade Matadorerne fra Øvrebyen, og Nedrebyens jævnere Befolkning.

I Forsamlingsbygningens store Sal er der dækket til flere Hundrede; Bordene bugner af Mad. Men der er langt fra Plads til alle paa een Gang, og den store Skaffer har delt Gæsterne i Hold efter deres Samfundsstilling – for at undgaa Sammenstød.

Ved Bordenden sidder Herredsfogden og Præsten, Distriktslægen og Egnens øvrige Embedsmænd, de to-tre Godsejere og Storbønderne. De udgør første Hold som sig hør og bør, og er alle Folk med mægtige Maver; men det maa siges, at de fylder dem med stor Anstand. De tager vældigt til sig af Fødevarerne, men giver sig god Tid og har i det hele en egen Maade at sidde til Bords paa, saa det ser ud, 86| som sad de der kun af Høflighed – eller maaske paa Fædrelandets Vegne. Lang Øvelse og Tugt har fremkaldt dette Resultat.

Udenfor Forsamlingsbygningen driver Nedrebyens Befolkning utaalmodigt om. Det er Gaardmændene og de mere velstaaende Haandværkere, Degnen og Mejeristen. En enkelt Boelsmand er der ogsaa imellem – som er gift med en Gaardmandsdatter.

De skotter langt til Salsvinduerne, om de Øvrebyer ikke snart er færdige; de dristigste af dem slaar et Slag indenfor og veksler spydige Bemærkninger med dem ved Bordet.

»Ja, ja, Hans Nielsen,« siger en Godsejer – »giv kun Tid. Der skal nok blive lidt til Jer andre ogsaa!« Saa ler de alle, saa det runger i Bygningen – og spiser videre med god Appetit. Men Hans Nielsen gaar gnavent ud til sine egne. »Det er dog vi Bønder, der holder det hele oppe!« siger han.

Saa venter de igen, snakker om Vejr og Vind, Gud og Kongen – og venter. En hel Menneskealder forekommer Ventetiden dem, utaalmodige som de er efter at faa Haand i Hanke med Tingene derinde.

Nede ved Sprøjtehuset staar Udmarksfolkene – Husmænd og Daglejere med deres Koner – i Klynge. De er her nærmest for at se de andre spise – og glæde sig over deres Appetit. Selv er de ogsaa bedt – for den store Skaffer glemmer ingen – men først til Andendagsgildet og Saltmaden. Den gider de Store derimod nok ikke røre, saa de behøver ikke at være ængstelige men kan frit hengive sig 87| til Forventningen om i Morgen, mens de lyttende beundrer Øvrebyens Højrøstethed derinde.

Og henne paa Grønningen ved Gadekæret danser Sognets Unger. De er ellevilde af Henrykkelse, for de er jo ogsaa bedt med – til Trediedagen, til at spise Levninger.

Derinde ved Bordene har de omsider nedlagt Vaabnene. Godsejere og Storbønder strækker sig og ræber, den højere Embedsstand stanger Tænder over Anretningen efter nyeste Mode og kvæler sine Opstød i de runde Kinder, mens Blikket hver Gang faar et mildt spiritueret Udtryk. Ingen gør Indtryk af at være særlig opsat paa at vige Pladsen.

»Naa, saa bliver man vel nødt til at lette lidt paa sig,« siger endelig en tyk Proprietær og strækker sig. »Aa Gud, hvor har En ædt!«

»Ja, Gud alene Æren!« siger Præsten salvelsesfuldt og rejser sig. Degnen er allerede bag hans Stol for at løse ham af.

Nedrebyfolkene strømmer ind, endnu før de andre har faaet flyttet sig; Larmen af Opbruddet koger ud som et helt Kampbulder og kalder dem fra Udmarken til Vinduet. »Aa, man afløser bare!« udbryder de og smiler befriet ud efter Forskrækkelsen.

Øvrebyfolkene overlader drillende langsomt deres Pladser til Arvtagerne, med godmodig nedladende Spot over deres Iver: »Ja, ja, nu kan I saa faa Lov at prøve Jeres Kræfter en Gang; saa skal det jo nok vise sig, hvem der var de flinkeste til at tjene Fædrelandet. Det er let nok at staa i Opposition og kritisere; men lad os nu se Jer i Handling, Godtfolk!« Afløserne svarer ikke, men nøjes med at nikke for88|trøstningsfuldt. Der har været nok af Ord, nu længes de efter at komme til at handle.

Men først udbringer Herredsfogden et Leve for Kongen. De to Bydele flyder endrægtigt sammen i Hurraraabene – – og endelig slaar de Nedrebyers Time.

Udmarksfolkene er ikke saa sky overfor dette Hold. De sætter lidt nærgaaende Ansigterne paa Salsruden og diskuterer ugenert dem derinde.

Og se, Nedrebyfolkene har virkelig en hel anden Maade at gribe Tingene an paa. De læser højtideligt til Bords – under Dødsstilhed; saa griber de massivt om Værktøjet og langer ud med resolute Miner. De har ikke det foregaaende Holds mangeaarige Øvelse i at spise med Anstand, som den maa faa det, der spiser med alles Øjne paa sig; de aabner Munden højere end strængt nødvendigt. Derfor er det jo ikke sagt, de vil være graadigere end deres Forgængere.

Men det kan for Resten godt se saadan ud; og underligt vilde det i al Fald ikke være, om tredje Hold begyndte at blive bekymrede for Morgendagen. Da man tilmed begynder at slaa Hul paa Saltmadsfadene derinde, knurrer de højlydt, og de dristigste slaar et Slag indenfor og giver ondt af sig.

»I faar sandelig give Tid, Godtfolk,« siger Hans Nielsen, ham fra før: »Nu er vi endelig kommet til, og vi sidder godt, for vi sidder paa vort eget!« Han letter sig fra Sædet og slaar sig gemytligt i Bagen.

»Ja, og jer Tid kommer jo ogsaa nok engang – om ikke her, saa hisset,« siger Degnen med en Stemme, som han har luret Præsten af. Saa ler de alle, saa det runger, og hugger ind paa Saltmaden 89| med god Appetit. Men Udmarksfolkene gaar gnavent ud til deres egne.

»Det er dog os, der udretter Arbejdet,« siger de.

Ude i Grønningen danser den lyse Ungdom og sanser ingen Ting for bar Glæde – den er bedt til Tredjedagen, til Levningerne. Kanske bliver der slet ingen Levninger til den, men den glæder sig alligevel; Fest er dog Fest, i hvor det gaar med Maden.

Og det er jo de varme Dages og de lyse Nætters Tid; alle Agre er frodiggrønne, alle Hegn er skønne. Derfor vel ligger de Unges Fremtid i en Lysglans, som intet kan fordunkle; derfor træder de Dansen saa ufortrødent og lader de Ældre slaas om Maden.

Saa mangt et Kuld af Unge er gaaet hen over Jorden som et Løfte om en skønnere Tid, naar de kom til; og herligere Ungdom har vi næppe haft end den, der nu træder Grønningen. Kanske bliver det da til noget denne Gang.