143|Sommerdag

145| Jeg ligger plat paa Maven og gisper, henslængt i en Mark af blomstrende Vikker.

Saadan har Solen ikke bagt siden Gud ved naar. Det er som om den igen havde kastet sin fulde Kærlighed paa vort lille Land; Dag for Dag trækker den sin Ildvej over en Himmel, der er blaahvid af Hede – og dænger Jorden over med sine Straaler.

Og som det gror! I Danmark bliver jo alting til Grøde nu, i Regnsomre gror det – og under evigt Solskin; vi er inde i en Grødetid. De smaa Øer hernede under Sydfyn er som altfor frodige gyngende Haver, der truer med at synke i Havet igen af overvættes Frugtbarhed.

Nedenfor Brinken, paa Svendborgsund, glider smaa Dampere forbi, toplæssede med festklædte, syngende Mennesker. Sundet er perlemorsblankt, en lysende Vandvej mellem hundrede Øer, spættet med hvide og brune Sejl. Forunderligt som Havet strømmer om Danmarks Kyster: Vandet synger, og Luften med. Og fra de overlæssede Smaadampere kommer Tonebølger vandrende, saa fra èn, saa fra en anden: »Der er et yndigt Land –«.

146| I det mosgrønne Dige, som Marken støder op til, grynter Pindsoen og har travlt; hun gaar derinde under Rødderne og giver sit Kuld Unger Kursus i den Kunst at leve med Udbytte. Der er meget, som maa læres; Ræven, den Storsvindler, har sin Hule her lige under Brinken og forstaar at grynte saa troværdigt som nogen Pindso. Det gælder om at bruge Øjne og Øren – og saa at rulle sig rund; hver Gang en Unge kommer saa langt frem, at den faar Øje paa mig, ruller den sig pligtskyldigst sammen til en lille strittende Kugle. Og straks er Mutter der og henter den tilbage. Og hvad hjælper det saa overfor Ræven, ham undgaar ingen. Han vender det strittende Pindsvin om paa Ryggen og lader sit stinkende Vand paa det; saa skal det nok komme til at give Køb.

Inde bag Diget – under Frugttræerne – koger Insektverdenen; det grønne Halvmørke derinde er som et syngende Kaos, stigende og faldende.

Under Solens Aasyn bliver alting levende. De bittesmaa Kolerafluer kommer gennem Luften i hele usynlige Byger, bider sig fast i min svedige Hud og stikker. Millioner usynlige Atomer tumler sig henover mig i et kildrende Mylder.

Det svaler at bade Ansigtet i de saftige, dugsprængte Vikker; Lugten af den klamme Muld under Grøden virker beroligende. Det knitrer ganske fint, næsten uhørligt her nede i Bunden, af Groe vel? – af Hylstre, der brydes, Planter, der forlænger sig i Leddene. Til alle Sider tindrer og flimrer det, smaa næsten umærkelige Lysblink fra de talløse »Skud« og »Skred« – Væksten. Det hele er saa vagt, som kunde 147| det hidrøre fra en forsvindende Uro i ens eget Blod; og Sanserne bliver saa aarvaagne og fintmærkende i den lille lukkede Verden hernede, at det virker opskræmmende som en Eksplosion paa dem, naar en Blomsterklase bliver for vægtig for sit Underlag og falder ned.

Det er en hel Urskov at stirre ind i. Højt over det hele svajer spredt Rug som enkelte Kæmpetrær; midt nede paa Rugens glatte Stamme spænder Vikken sit tætte Lag af Løv og blomstrende Lianer; og under det igen, i Højde med mit Blik, kommer den egentlige Skovsal. Derinde danser et Mylder af Solpletter hen over det grønne Fletværk og Stammerne og Underskovens Smaavækst.

Nede i Skovbunden gror der lakrøde Smaablomster – ikke større end Flueøjne. Sorte, glinsende Smaadyr vandrer om dernede, kravler op ad Rugens Stamme til det kølige Lys under Løvtaget, føler idiotisk ud i Luften med Forpoterne og lader sig sorgløst dumpe – en lille Luftrejse fra 5te Sal. De gentager Manøvren 2-3 Gange, rimeligvis i den Hensigt at bringe Fordøjelsen i Orden. For bagefter masserer de sig ivrigt med Bagbenene, afsætter en lille sort Plet paa Underlaget og vralter veltilfredse ud paa Rov.

Som Verden dog er stor. Inde i Urskovens violette Halvmørke kæmper en lille grøn-bronceret Bille og en Mariehøne; de har bidt sig fast i hinandens Forben og staar og haler drabeligt hver sin Vej, mens Græsstraa saa tykke som Haar krølles sammen under deres Fødder. Det ser helt uhyggeligt ud. Men pludselig kaster den grønne sig ned og spiller syg – eller 148| kanske død. Mariehønen vender den ligegyldigt Ryggen og giver sig til at bestige Bagen af min Haand. Den snubler i et af de fine Porehaar paa min Langfinger, trækker undersøgende i det og begiver sig ud paa Æventyr, ind under Haandlinningen og helt op til min Albu, saa tilbage igen og den samme Rejse igen uden paa mit Skjorteærme. Ved Albuen træffer den en anden Mariehøne, de gifter sig efter en Tidsfrist, der vel maa anses for passende lang i deres Verden – og rejser saa videre i Fællesskab. Oppe paa min Skulder stanser de. De har faaet Overblik over Tilværelsen og letter samtidig paa Bagkroppen; de ligner to røde spirende Bønner, der flækker for ens undrende Øjne. Et hastigt Glimt af gennemsigtige Florvinger, og ud svinger de sig paa Bryllupsrejse i det uhyre Univers – og svinder for Øjet, fem Alen henne. Ja, hvor Verden dog er stor.

En Alen til Siden for mit Ansigt ligger en graa vagabonderende Høne og ruger. I et eller andet af Husmandsstederne heromkring staar der sikkert en lækkert opredt Rede til den; men den har nu foretrukket at give sig det uvisse i Vold og lægge sine Æg i Vildnisset. En skønne Dag kommer den og overrasker sin Madmor med en Flok Kyllinger – hvis den da faar Lov for Ræv og Maar. Anderledes er Kaarene ikke, naar man lægger sine Æg uden for det ordnede Samfund.

Foreløbig er den selv Vildnissets onde Aand. Fra sit mørke Skjul snapper den al den Sorgløshed, der kommer indenfor Rækkevidde, mens den nu og da kigger frem paa mig gennem Stænglerne med et uskyldigt spørgende Øje.

149| Hvad jeg er for én? Ja, ved jeg det selv? Solen har gjort mig ogsaa ør, den har bagt mit Legeme op og fyldt Blodet med besynderlige Lyster. Kanske ryster jeg for en Nat det grundmurede af og reder mit Leje i en Høstak; Madam Græsmejer har været lidt god ved mig ogsaa engang, og gammel Kærlighed ruster ikke.

Men lægge mine Æg i Vildnisset gør jeg i al Fald ikke mere. Dertil er Æggene kommet i for god Pris herhjemme.