163| Nattevandring

165| Ud over Landet er det dyb Nat nu, i de enligt liggende Gaarde sover Mennesker og Dyr; hver en Kraftform hviler. Det er velgørende at vandre hen gennem Landet, naar Mørket har lagt sig som en beroligende, lidt tung Haand over det stridende Liv, og Stilheden er saa dødlignende dyb, at den eneste Lyd, der ledsager èn, er den hemmelighedsfulde Dur af Maskineriet i èn selv.

Her i Storbyen forekommer det aldrig! Stilheden og dens Følge af styrkende Ensomhed er husvild herinde. Men Larmen kan lægge sig saa vidt, at man kan afgøre, hvad den bestaar af.

Det er Nat – for saa vidt! Den evigt henrindende Lyd, som København har lagt sig til siden den blev Storstad, er rykket ud i det Fjærne; den glider omkring Byen som en ubrydelig Kæde, en Sang uden Begyndelse og Ende.

Men læg Kinden til Murene – de dirrer ikke mer. Den haarfine Vibreren fra Hundredtusinder i Funktion, der gaar udenom Bevidstheden og lige ind i Nerverne, har maattet vige for Natten. Nu kan man da færdes i Gaderne uden at hidses frem af det skjulte Jag, som ingen kan stedfæste, men alle ligger under for – slentre af Sted, om man vil. Jorden 166| driver ingen Utryghed op i Sindene. Det mærkes paa Menneskene, at Tilværelsen for en Stund har faaet fast Grundlag – de har baade Tid og Raad til en hel Del. Natten hjælper dem til at give sig hen.

For det er jo Nat! Den sidste Sporvogn er svirret hjem til Remisen, hedt summende som en forsinket Humlebi. Den ene Række Lygter er slukket, Byen blunder med det ene Øje. Dansesalonen har lige lukket, og nede i Sidegaderne rører det København sig, som allerede NCarl Bagger har besunget:

Et og andet Avtomobil kommer lydløst op bag fra og piler ud over Vesterbro som et lyssky Insekt; et blødt Strejf over Asfalten – og borte er det! Det er Tidens Jag sat paa Listesko.

En Droske joller over Asfalten; Hestens klip-klap, klip-klap slaar sørgmodigt ud i Luften. Den gamle stive Krikke ligner et Genfærd – et forhistorisk Væsen, der er dalet ned fra sin Himmel for at spøge lidt i det gamle Helvede. Underlig ophængt stolprer den af Sted paa de brostensømme Ben, der rykker til af Angst, hver Gang de rører Stenbroen.

Kaféernes Stamgæster lukkes forsigtigt ud ad Bagdøre og søger over mod Villavejene – med Kraven op om Ørene. Betjenten bevæger sig af Sted ovre i Lyset som en sovende Bylt; han tværer hvert Skridt ud for at narre Tiden, og henne ved et Udhængsskab i Skyggen staar en ung Mand og piller skødesløst ved Laasen. Idet jeg gaar forbi, lader 167| han, som han er beruset og maa støtte sig til Skabet. Lidt nede fanger jeg igen den jævne Støj af Jærn, der løsnes i smaa Stød.

Hist og her flammer det op fra Asfalten, Arbejdere i Brandskær og dybt Mørke kaster vældige Skygger ud over Husene. Natten er i Færd med at lappe de Saar, Dagen har slaaet. Rundt om Arbejdsstedet kredser de ledige Kræfter, tyndklædte Skikkelser uden Erhværv og Logis staar sammenkrøbne og ser til.

Røgtaagen, der hele Dagen har hvilet over Byen som en tung Dyne og holdt Lys og Luft og Kulde ude, er sparket til Side; Rummets Aande kommer som prikkende Kulde; der er Stjærneskær over Staden, og Gaderne glitrer i Iskrystaller. Langt nede i en Sidegade lyder en Kvindes hæse Skælden ustanseligt, Frosten bærer hendes Narge Graad vidt ud. Det er vel igen en, der maa tilbringe sin Nat paa Trappen i bar NSærk, fordi hun ikke kunde tie til Mandens NDonner – som dog nu har været daglig Mad for hende i snart 20 Aar. Han sover som en Sten i deres fælles Seng – og hun skælder paa Trappen, usammenhængende og meningsløst. Den bitre Klage gaar ud over paa maa og faa – han er vel den eneste, der ingenting hører. Men hun bliver ved alligevel! Hun tier aldrig, Baggadens forkuede og ukuelige Kvinde.

Muntre Skarer gaar syngende hjem fra Bal, med Overtøjet staaende aabent for alt det hvide. Pigebørnene har endnu Tangoen i Benene; deres Blod er saa varmt, at de maa hvine, blot Kavallererne ser paa dem. Det er dejligt at være ung.

168| De svinder, og Gaden er igen stille. Nede i en Sidegade lyser en rød Lygte: Ligtorneoperatør staar der, Gudhjælpemig – midt om Natten!

»Midt om Natten – midt om Natten!« – –

Der lyder rappe Klask over Fliserne, som om der i hurtig Rækkefølge blev slaaet Vand ud fra alle Vinduer Gaden igennem. Saa slaar et gispende Aandedræt ind, og en barhodet Mand stryger forbi, med Ansigtet bagud over Skulderen, og Flygtningens Skræk i alle Lemmer. Han stryger i lange Sæt over mod Sidegaden, da en Betjent farer ud af Indhuggets Mørke – lynsnar som en Rovfisk – og hugger ham. De følges ad tilbage, hvor to-tre Mænd kommer anstigende med høje Raab. Hvor er hans Ansigt blegt nu; ubevægeligt og grønlighvidt – som Hovedstadens Nat.

Hovedstaden har ingen Nat, det er blot lidt sent paa Aftenen. Fra mange Vinduer skinner der Lys, og Folk haster bestandig hjem ad NAlléen. En Spillebule udtømmer sit Indhold. »En dejlig Aften for Resten,« siger en af Selskabet – »hvor skal vi drive hen?« De staar stille og trættes om, hvor Resten af Aftenen skal tilbringes.

Eller er det Morgen? I N»Lysets Kælder« slaar man Skodderne fra; Byens sidste Drosker holder udenfor paa Rad; Kuskene gaar ned for at faa deres Morgenkaffe. Ovre fra NFrederiksbergsiden bryder stærk Larm frem og tager Luften i Besiddelse; det er Mælkeforsyningens Vogne, der ruller til Banen efter Morgenmælken. Og i Bagerierne har de travlt; Staden kræver Mad og Drikke, naar den vaagner.

169| Dagen er skudt ind, Luften falder ikke til Ro mere. I Sidegaderne slæber foroverbøjede Kvinder af Sted med Kurvevuggen; det er Arbejdersker, der anbringer deres Spædebørn i Vuggestuen, inden de rykker i Marken.

Det er kun godt to Timer siden, den sidste forsinkede Sporvogn svirrede hjem, men i NRemisen er der fuldt Lys. Koner gaar og gør Vognene rene, vamsede Vognstyrere kommer vandrende frem af Mørket som tunge Bjørne, undersøgerA Termometret og kigger til Uret. Saa stiger første Mand til Vogns og sætter Styret paa den ny Dag; Klokken er 4,40. Han slaar fra for Kraften, og den første NElektriske brummer Dagens ubønhørlige Tone, mens den duver ind mod Byen med et Hold morgenduelige, snakkende Aviskoner.

En Salut – og Dagens første – til denne Forsørgerske, der staar op, naar Journalisten lægger Pennen for at gaa til Ro, og rykker ud Kl. 4 for at bringe Hovedstaden dens første Føde. Hun er Dagens Pioner! Og Hatten tre Gange i Vejret for hendes lille 8-10 Aars Pige, som imens er Husmoder derhjemme! Klokken fem er hun oppe og gør Huset i Stand, hjælper saa de smaa Søskende i Tøjet og følger dem til Skole eller NAsyl – og stiller nede paa Hjørnet ved NUrtekræmmeren Kl. otte for at tage de værste Trapper for Moderen.

Med et Kvarters Mellemrum suser Sporvognene ind – med to NBivogne paa Slæb. Byen faar sin Tone igen, men den er lidt morgenrusten endnu. Vognhjulene skurer mod Skinnerne, og de smaa Vogntog er fulde af Arbejdere, der endnu ikke har faaet 170| Maskineriet rigtig i Gang. Fra Brønshøj og Valby og Amager brummer Vogntogene ind, tæt behængte med Arbejdere baade ud- og indvendig, helt paa nederste Trin staar de og klamrer sig til hinanden. Morgenen respekterer ingen Køreregler, det gælder blot om at naa frem og faa Tag i den nye Dag. Langs alle Fortove gaar Strømmen af Fodgængere; fra NLægeforeningens Boliger til NTuborg er Strandvejen en bred udadgaaende Strøm af Mænd og Kvinder.

Lyt engang til dette endeløse Fodslag over hele Byen – det er Kraften, der strømmer. Over NHønsebroen til NRefshaleøen, over NKnippelsbro og NLangebro og med Hundreder af Færgebaade! Nogle Arbejdere bor langt ude og skal ind, andre søger fra Byens Centrum ud i Forstæderne – hele Byen synes paa Vandring. Højt oppe over det trampende Mylder galer en Kæmpehane – og én til! Hundreder af Fabriksfløjter sender deres Hanegal ud over Kæmpestaden – som en Hilsen til Dagens Pionerer.

Saa falder det hele; Portene sluger Arbejderstrømmen, der er kun de febrilske Fodtrin af en og anden Efternøler. Tusinde Maskiner dirrer deres Energi ned i Grunden, den Elektriske skærer sig frem, Lastvognene dundrer. Byen arbejder, Byen har atter denne haarfine Vibreren, der gaar bag om Bevidstheden og lige ind i Nerverne.

Ved Nitiden, naar den anden Halvdel af Byen staar op, snurrer hele Maskineriet og har gjort en kvart Dags Gærning.

Man maa staa tidlig op for at se Byen vaagne – eller ogsaa gaa sent i Seng. De, der ikke kan over171|komme nogen af Delene og alligevel gærne vil have et Indtryk af den strømmende Kraft, skal gaa ud paa NTrianglen mellem fem og seks om Eftermiddagen og se Arbejderne fra Tuborg storme NBlegdammens Sporvogne. Da er Hjemlængslen i dem, og Byen har ikke noget mere levende Billede at opvise.