185|Efteraarstrækket

187| Saa længe det er siden, det sidste Neg forsvandt af Marken. Sort af Fugt var det, og den tomme, øde Stub er sort af Jordslaaethed. Sommerens gyldne Agre er hjemfaldne til Affældigheden; hør, hvor det hvisker gudhengivent over Stubbene: Af Jord est Du kommen! Og Ploven lægger dem nænsomt til Hvile i den sorte Muld, mens Himlen Dag og Nat trækker hen over det hele som et tungt Vaad, der driver af Væde.

Hvor har den været smuk i September! Ingen Himmel er som vor, og ingen anden Maaned har en Himmel saa vid og rig som Septembers. Kanske er det den vide Himmel, som gør, at vi trods Anlæg for Fedme ikke falder alt for tungt til Ro paa den tunge Muld? I al Fald er det godt, at noget af det skønneste, vi har, hverken kan udstykkes eller prioriteres. Maatte vi altid beholde Himlen over os, som det gamle fromme Ord lyder. Og maatte vi navnlig beholde den over os saa længe som muligt; den er sikkert kønnest set paa Afstand – og nede fra.

Dette er ikke uden Forbindelse med Efteraarstrækket, der altid melder sig hos os som en Mindelse fra Luften.

188| Over Eng og Pløjemark gaar Storkefatter og piller de sidste af Sommerens Madrester op, blaarød om Knoerne af Forfrossenhed. Den opblødte Jord minder ham om Nilens Dynd, og pludselig strækker han Næbet i Vejret og knæbrer. Aarets Storkeunger kommer flyvende, og den gamle giver sig til at herse med dem i Vingestræk og Flugt. De larmer uøkonomisk omkring i den graa Luft og bilder sig fornærmet ind, at de allerede kan det hele; men vent til den gamle har kørt dem dygtig trætte. Saa skal de nok holde Hus med Kræfterne og lære den vanskelige Kunst at ligge og flyde paa Luften.

Det store Efteraarstræk er inde. Stærene kommer i Flokke tilbage til Egnen, hvor de havde Rede i Sommer; just en lille Afskedsvisit i Hjemmet, og en knæbrende Takkesang til det lille Bo, der mere end noget andet gav Sommeren Sødme – og af Sted gaar det til Samlingspladsen. Naar Stæren giver sig ud paa den lange Fart, er det, som Røgen af en mægtig Brand slog ud fra Skovbrynet; en formørkende Hvirvel stiger mod Himlen; Time efter Time.

I Trætoppen sidder Raagen og løfter skrigende paa Vingerne. I Fyrrerne, da Far var Dreng, trænede den og fløj bort hvert Efteraar ligesom Stæren; jeg selv har som Vogterdreng undrende gaaet og set den hvert Aar tage Del i de store Manøvrer – for saa i sidste Øjeblik at blive hjemme. Nu er den faldet til Ro som Standfugl og har glemt det hele; det spætter blot lidt i dens Vinger, naar Tiden for Trækket er inde.

Læg Mærke til, hvor selv den mest jordbundne gaar omkring med et lyttende Udtryk, som an189|spændte han sig for at følge det bortdragendes Flugt; – i denne Tid bryder mangen en støt Mand op og gør Forandring. Det er vemodigt at se Sommeren flyve sin Vej – og Vemod følges altid af Længsel. Sindet gaar med Trækfuglene Syd paa, og mange af os træner i Tankerne og gør os i Stand til Opbrud – for i sidste Øjeblik at falde fra.

Er det Mindelser mon – fra en Tid, hvor ogsaa Mennesket trak med Solen mod Nord og Syd? Mange gamle Mennesker, som har ligget hele Sommeren og ikke kunnet bestemme sig, gør Alvor af det, nu Kulden er under Opmarsj, og foretager den store Forandring. Mod Syden flyver de vel – efter det flygtende Solsagn?

I denne Tid er det sværere end ellers at staa paa Marken og se Toget hvirvle forbi; ude i Forlængelse af de blanke Skinner synes Alverdens Oplevelser at være i Behold. Den evige Væde gør vemodig, og Vemodet underskyder Længsel; og Længselen maa digte dig en Fabel om det æventyrlige – selve Lykken – for at begrunde sin Haardnakkethed. Hvor afmægtigt, at man ikke kan springe paa i Farten og rulle med – i Toget venter der En altid en eller anden vidunderlig Oplevelse. Og sidder man saa i det og møder et andet Tog, der farer i modsat Retning, hvirvles man med den Vej: Hvor forfærdeligt, at man ikke kan springe over – det kan fylde Ens Sind med sort Fortvivlelse! Er det ikke som et Stik i Hjærtet at vide, at dèr var Lykken om Bord?

Efteraarstrækket vækker det evigt vandrende i En, som var man selve Ahasverus. Rejs, rejs dog! synger det i Ens Sind – og hvad hjælper det saa at 190| rejse? Man sidder i Ekspressen paa en af de store Færdselsveje ned gennem Evropa, syg af Længsel; Togets hastende: Mod Syd! mod Syd! er Rytmen i ens eget Blod. Men Fantasien springer som en vagabonderende Gnist over paa hver lille Sidebane, der hvirvler forbi, og følger søgende dens bugtede Vej ind mellem trange Bjerge – for at lade den udmunde i selve det ufattelige. For netop derinde maatte Lykken findes! Oplevelser er der nok af! Hvem kan sidde i Toget en halv Dag blot uden at opleve et eller andet stærkt – en ny Livsskæbne? Men hvad hjælper det altsammen, naar det dragende er det, man ikke faar med – det Ufattelige, som altid er om Bord i det Tog, der farer forbi! Lykken fanges aldrig! Derfor bliver Flugten dens Bærer. Fugletrækket vækker Hunger mod den – og altid er den om Bord i det farende.

Den graa vædedrivede Dag er fuld af Vingeflugt og halsende Glam – Flugten og Jagten! En underlig Tid! Nu vandrer Aalen, saa Havbunden i De tre Mørke er som et rullende Fortov, og over Ens Hoved snakker Natten sig af Sted Syd over. Alt det, der drager forbi deroppe! – det lyder som Flokke af Kvinder, der vender hjem fra Høstarbejde.

Efteraarstrækket gør Bonden syg – gør ham til Jæger. Ude i Mosen kan han staa Time efter Time i Mørket med Fingeren paa Aftrækkeren, spændt, som galdt det Livet. Mennesket lever ikke af Brød alene, men forlanger Del ogsaa i det bortdragende. Nu og da piller han en Klump Kød med Fjer paa ned fra Luften; og naar han bliver gammel og udrangeret, kan han sidde i Ovnkrogen og endnu en191|gang opleve det hele – naar Gigten fylder ham Knyster og Knogler med Alverdens Uro. Saa vider hans Horisont sig ud endnu engang; han aner de forfærdelige Jævndøgnsstorme derude, hvor Trygheden slipper – og folder de krogede Fingre for at bede for dem, der færdes paa de store Have.

Hvem ved sig overhovedet sikker under Efteraarstrækket? – de tryggeste Sind kan pludselig aabenbare sig som dem, der har hungret mest efter det umulige. Der mødte en god Ven – en sat og rodfæstet Fyr af Bondeblod – en Aften op paa den hjemlige Station for i al Skikkelighed at tage imod nogle Gæster til Efteraarsjagten. Et fremmed Øjenpar dvælede paa ham fra Kupévinduet, mens han bød os velkommen – et kort Nu kun men med et Udtryk for Livet. Det gav et Stød i Hjærtet paa ham: Spring paa! Følg med! – Lykken! Ak, han havde skimtet dens skæbnesvangre Træk og forvandt det aldrig.

Som god Vært lod han Lykken flyve og tog sig smilende af sine Gæster; men Mødet aad sig alligevel ind i ham. Det slog lidt og lidt hans grundmurede Hverdag i Stykker og strøede hans jævne Sind ud for alle Vinde, i hjælpeløs Flagren mod det ukendte. Der flokker altid hungrende Sjæle efter de Tog, der bruser bort i Natten.

Med ham havde Flugten noget underligt for, han blev sløv paa Legemet og maatte gaa til Sengs. Dér laa han og rejste, kendte knap sine nærmeste Omgivelser, men færdedes husvant i det Fremmede.

Da jeg besøgte ham sidste Gang, kendte han mig dog igen og var klar; det var et Par Dage før 192| han gjorde Alvor af det og svang sig ud. Han havde betænkt sig længe, men nu var han ogsaa sikker. »Nu ruster jeg mig til at flyve hende ind,« sagde han med et lykkeligt Smil.

Og hvem véd, kanske har Flugten virkelig bragt ham Lykken.