© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
De sytten små fortællinger i Under Himmelen den Blaa er – hvis man fraregner forskellige forarbejder helt tilbage til 1895 – blevet til over den lange periode 1902-14. Ti af dem havde først stået i Politiken. Mere eller mindre ordret genbruger et par af fortællingerne materiale fra Pelle Erobrerens sidste bind, Gryet. Fire af fortællingerne blev, måske ikke mindst i reklameøjemed, optrykt i oktober 1915, altså samtidig med bogudgivelsen, alle i SocialDemokraten, til hvis kronikredaktion Nexø i disse år var fast leverandør til en linjebetaling af 6 øre. »Junkeren!« var som det eneste bidrag ikke trykt tidligere. For nærmere detaljer, se afsnit V.7.
Der var i høj grad tale om ’genbrug’ af kronikker og andre avis- og tidsskriftsindlæg, og bogen fremtræder mindre egal end Nexøs hidtidige samlinger.
Og det er muligvis grunden til, at Gyldendals Peter Nansen i februar 1915 havde afvist manuskriptet.
Bogen havde ellers indtil en måned før sin udgivelse været tænkt tematisk som »en Bog om Tyskland« (brev nr. 161 af august 1915). Især efter udgivelsen på tysk af Pelle Erobreren i føljetonudgaver med (efter danske forhold) astronomisk store oplag i talrige socialdemokratiske dagblade 1911 ff. og som bog 1912, havde Nexø fået et nært forhold til Tyskland, stiftet mange tyske bekendtskaber og berejst landet flittigt.
I stedet for det afviste manuskript havde Nexø da i juni 1915 foreslået Peter Nansen en bog om Tyskland:
Den er ikke skrevet endnu, men jeg har fra mine forskellige Tysklandsophold en Mængde Stof, og kunde godt lide at forme dem i en mindre Bog – ogsaa for at faa et og andet sagt som brænder mig i Halsen netop nu. Man har nemlig i visse Kredse i Tyskland – paa Grundlag af et Par Foredrag Danmark-Tyskland – sat mig paa den sorte Tavle og iværksat en Boycotning af mine Arbejder, samtidig med at jeg herhjemme, paa Grundlag af de samme Foredrag, er blevet kaldt Hjemmetysker og i et enkelt Tilfælde har oplevet, at en Dame af det bedre Borgerskab spyttede paa mig.
Der var altsaa et og andet, en saadan Bog – ogsaa uden Polemik – vilde kunde ordne med Hensyn til min personlige Opfattelse af Forholdet Danmark-Tyskland. Og jeg mener desuden, at jeg – hvad der jo er Hovedsagen – vil kunne fortælle Læseren et og andet om det moderne Tyskland.
(Brev nr. 160)
Nansen var imidlertid betænkelig ved – mindre end et år efter udbruddet af Verdenskrigen, i hvilken Danmark hidtil havde formået at opretholde neutralitet – at gøre forlaget »til Tumleplads for forskellige Meninger om Ret og Uret, om Danmarks Stilling« til Tyskland osv., og han betingede sig at se manuskriptet først (note til samme brev).
Som nævnt eksisterede der ikke noget manuskript, men alligevel tilbød Nexø nu uden videre bogen til det lille nystartede Fr. Ravns Forlag, stiftet i begyndelsen af september 1915. Ravn takkede straks ja; bogen skulle være dette forlags første udgivelse.
En avisnotits 9. september om den forestående udgivelse hos Ravn vakte undren hos Gyldendal, og spørgsmålet blev drøftet på et forlagsmøde. Herefter gav en høflig forespørgsel fra Peter Nansen anledning til, at Nexø den 19. september spontant afbrød sit efterhånden fjortenårige samarbejde med det store forlag. Baggrunden var flere års opsparet irritation over forlagets – efter Nexøs mening – manglende vilje og evne til at sælge hans bøger. Men beslutningen var ikke overvejet, endsige velovervejet.
Nansen svarede straks med en imødekommende indbydelse til en samtale om fortsat samarbejde, men Nexø rokkede sig ikke og smækkede i stedet døren fast i bag sig. Han vendte først tilbage til Gyldendal i 1932.
Nu blev ideen om en Tysklands-bog imidlertid helt opgivet, sandsynligvis pga. det fremskredne tidspunkt, og den blev aldrig skrevet. Der var efter bruddet med Gyldendal kun en måneds tid til den planlagte udgivelse hos Fr. Ravn, og det blev da i stedet »en Samling smaa Krønikker (eller Skrøner) og Fabler« (brev nr. 154), hvortil manuskriptet allerede forelå – nemlig det manuskript, som Nansen havde afvist i februar, men som Ravn nu modtog med kyshånd, Tysklands-bog eller ej.
Blandt disse fortællinger har »Ann’ Mari’s Rejse« den oprindelseshistorie, der klarest lader sig belyse.
Fortællingen synes at være inspireret af en bestemt ungdomsoplevelse fra en togtur fra Vejen til København, jf. brev af 4. juni 1898 til Nexøs forlovede:
Jeg havde et morsomt Træf. På Vejen St. sad der nemlig en Bondefamilie, Mand, Kone og to voksne Sønner ovre fra Læborg. De spurgte mig uden videre, hvor jeg skulde hen, og de udbrød da de fik det at vide: »Det var da et heldigt Træf. Ja for Mor er syg og skal til København og opereres og hun kan ikke rejse alene. Og vi synes det er mange Penge at smide væk, om èn skal følge hende.« Sådan blev jeg uden videre gjort til Sygepasser. Det var en morsom gl. Kone; hun havde nok kørt med Toget før men aldrig set et Skib før, og hun skreg, da Færgen kom ind for at hente os ved Frederits. Og hun troede, at Bryggen begyndte at sejle med Folk, da vi gled ud af Havnen. »Nu drager de af«, sagde hun »nu skal vi vel ov snart til ’ed.« Og så sad hun og talte til mig hele Tiden, mens jeg sov. Hun var sjov. Hun skulde ind på Diakonissestiftelsen og opereres for noget lign. som din Moder tror jeg. Det var i alt Fald kommet fordi hun havde sat for mange Børn i Verden.
(Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 396)
Og med »Ann’ Mari’s Rejse« var Nexø ingenlunde færdig med at bearbejde denne ungdomsoplevelse. Den trak et langt spor i forfatterskabet, og hvad den 28-årige psykologiske iagttager umiddelbart havde oplevet som »morsomt«, veg med tiden for social indignation og dystre syner:
Foruden (1) til »Ann’ Mari’s Rejse« afgav oplevelsen direkte inspiration (2) til en episode i Pelle Erobreren (Danske Klassikere, 2002, s. 936), skrevet omtrent samtidig med fortællingen, (3) i 1921 til De tomme Pladsers Passagerers titelløse indledning, (4) til titlen og titelfortællingen i samme samling, (5) i 1934 til artiklen »Ja, hvordan?« (Berlingske Aftenavis, 30. juni 1943, optrykt i Nexø: Kultur og Barbari), (6) i 1939 til to episoder i slutningen af Erindringer (s. 522 og 540) og endelig (7) til titlen og den delvist nyskrevne titelfortælling i De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I (1946).
Social-Demokratens »Ax. Sch.« indledte sin gunstige anmeldelse 25. oktober 1915 med at minde bladets læsere om, at »Mutter Schmidt!« og andre af bogens fortællinger ville være dem bekendte, da de tidligere havde stået i Social-Demokraten:
Andersen Nexø forstaar altid at fængsle, hvad enten det saa er en Artikel, en Fortælling eller et bindstærk Værk, han har skrevet. Læs hans Skildring »Vesterbro« eller »En Nattevandring«, og Du ser da i Københavns Fysiognomi Linier, Du kanske ikke før lagde Mærke til. Byen bliver rigere for dig. (...) Nexø er uden Tvivl en af de mest lunerige sociale Forfattere, vi har, og det er ikke mindst i en lunefuld Replik, at han forstaar at svinge Pisken mod Samfundets Raadenskab. Men en af de allersmukkeste af Bogens Fortællinger er »Ann Maries Rejse« (...).
Anmeldelsen optryktes i Demokraten, 6. november 1915, og mange andre socialdemokratiske lokalaviser.
Også venstrebladet Bornholms Tidendes Chr. Hvid Simonsen var ganske tilfreds. Hans anmeldelse stod på bladets forside den 10. december, hvor han betegnede bogen som:
(...) en Samling Skitser og Smaafortællinger af ulige Værd. De indeholder alt det, man ellers finder i denne Forfatters Bøger: en kras Realisme, der undertiden virker frastødende, en frisk og bidende Sarkasme mod det opstyltede og usande, en nænsom Holden Haan den over Lykkens Stedbørn (...), og endelig et velgørende Blink af Lune, hvor Forfatteren gaar Samfundsoverfladens Strøgveje som i »Vesterbro«. (...) »En Domfældelse« er Bogens bedste. (...) »Sommerdag« giver en næsten J.P. Jacobsensk Skildring (...). Sproget er (...) klart og godt; men det er tillige fri for den lidt trættende Udtværen, som man andre Steder møder hos denne Forfatter. (...) »Under Himmelen den blaa« byder paa megen Afveksling – det er en interessant Bog.
Politikens nyansatte anmelder, forfatteren Chr. Richardt Gandrup (18851974), var uforbeholden. Efter en meget anerkendende indledning om, at Nexø (i modsætning til så mange andre) skrev af indre nødvendighed, hedder det:
I den Samling Smaaskrifter, der bærer den smukke og indbydende Titel »Under Himmelen den blaa« er det ikke nye og hidtil ukendte Kræfter, der rører sig; det er et blødt og letbevægeligt Sinds Svingninger, der aftegnes gennem de snart spøgefulde, snart vemodige Skildringer, af hvilke en Del vil være dette Blads læsere velbekendte og tillige velmødte. Det er i bedste Forstand en frejdig og følt Digtning, denne Forfatter leverer sine talrige Læsere, og der er noget forjættende, ja trøstende i den Omstændighed, at skønt kun faa af vore Digtere har et mere aabent Øje og følsomt Sind for menneskelig Nød (...) end han, er der dog næppe nogen af vore Samfundsskildrere, der som han har bevaret en saa fast Tro paa Livets Mening og Fremgang; som paa Trods af Rædsler og Ulykker har fastholdt en saa ægte og ufordærvet Optimisme. Maatte denne Digter, der med disse lødige Smaastykker øjensynlig udfylder en Pavse i sit Forfatterskab, snart træde frem igen med en stor og frodig Samfundsroman, et Felt, hvorpaa baade hans Evne og hans Optimisme har vist sig i størst og smukkest Omfang.
»H. B.«, alias Hans Brix, havde netop forladt Politiken som anmelder og skrev nu i stedet for den konservative Nationaltidende. Hans let forsinkede anmeldelse 5. januar 1916 skilte sig noget ud fra de ovenstående roser og lyder i sin helhed:
Forfatterens Navn er anseligt. Titlen er straalende. Indholdet er Hø og Hakkelse.
Bogen indeholder sytten Skitser, hvoraf de fleste er ganske dumme; et og andet Træk kan findes, der viser, at Forfatterens Evne til Personskildring lever endnu; men den korte Form er ham ubekvem, og for den lettere Satire savner han aldeles Haandelag[.]