7|Den musikalske Gris
En Minderune over Geniet

9| Midt i et af Jordens Smilehuller ligger der et lille Land. Det bestaar af 107½ Øer, og den halve er den største af dem alle.

Næsten alle Øerne er saa smaa, at man kan se over det hele paa en Gang, og saa frugtbare, at Bøgegrenene hænger helt ned i det gule Korn; Kornet igen luder ud over Kløvermarken og Kløveren over Engen. Men Engen løber lige ud i Vandet og bliver til Søgræs.

Selv Vandene er smaa, og netop det gør dem saa indtagende. De slynger sig som Sølvbaand om de smaa Øer, med Stænk af Fisk og Genspejling af lappede Baadesejl – hvidt paa rødt. Man kan tydelig se tværs over de fleste af dem – hvordan Skoven spejler sig paa den anden Side, og Fiskerrollingerne leger i Strandkanten.

Bjærgene er ogsaa smaa – men de er store nok. Fra Toppen af de højeste kan man se alle de smaa Sunde, der hver holder sin lille Ø i Favnen, og i stille Vejr ser det grangivelig ud, som om de smaa Øer flød paa Havet og gyngede op og ned – lig hængende Haver.

Saa lille er Landet, at Befolkningen maa gøre sig overmenneskelige Anstrængelser for at holde sig oppe i den store Verdens Bevidsthed, og af disse Anstrængelser er det min Ven er fremgaaet.

Jeg føler Ansigter hvile paa mig med skadefro Smil, 10| men de anfægter mig ikke – jeg er mig ingen Anmasselse bevidst. Han har selv givet mig Ret til at benytte Vennenavnet ved først at anvende det paa mig, og det skete uden Spor af Kryben fra min Side. Han kunde end ikke vide den Gang, at det blev mig, der kom til at skrive hans Nekrolog.

Ligeledes vil jeg nødig anses for en af de mange, der hænger i Geniets Kølvand, og lader sig bugsere frem af det; eller som gaar og snuser efter den geniale og samler alt hvad der falder fra ham – til en Bog efter hans Død.

Jeg har aldrig ønsket min store Ven Døden for at faa Lejlighed til at skrive hans Levned! Og skønt jeg ved, at selv Kongeørnen har »smaa Dyr«, der lever paa den stolte Fugl og gør dens højeste Flugt med, anfægter Tanken mig ikke – mit Venskab med den afdøde bestod væsentlig i at gøre ham Tjene-

ster. Min Beskedenhed vilde forbyde mig at nævne dette og overhovedet tale om mig selv, om ikke visse Menneskers tarvelige Synsmaade tvang mig dertil. – – Dér hvor Bøgeskoven dannede en Bugt og Kornmarken sendte gule Bølger langt ind, laa en lille Bondegaard. Og midt i Bondegaarden laa en Mødding.

Denne Mødding er af stor kulturhistorisk Betydning; og naar Pieteten atter faar Hjærterum herhjemme og alt det skal samles, der saa at sige danner Rammen om vore store Aanders Tilværelse, betingede deres timelige Velvære, vil den være selvskreven til at komme med. Jeg skal ikke her gøre Rede for, naar og hvordan den griber ind i vort Aandsliv, men kun nævne, at den en Tid lang var Tumleplads for den Afdøde og blev et vigtigt Led i hans fysiske Udvikling. Her holdt han i 11| sin første Ungdom Klapjagt paa Hønsene og tvang dem til at genoptage den gennem Aartusender ringeagtede Brug af deres Vinger, fordi han allerede dengang med Geniets stærke Instinkt hadede det tamme og samfundstrygge; her gravede han sig hvid ned og kom brun op igen; her tyede han ogsaa i sin Manddoms ledige Stunder hen og slikkede Solskin, til han var lige ved at blive til Ister.

Jeg beklager de heldigvis faa, der ikke kan forsone Begreberne Idealitet og Mødding, og skal her minde om, at mens vi andre bevæger os i et Plan, rækker Genierne i Højden og Dybden – vore store Mænds Levned bekræfter min Opfattelse. Derimod vil ingen studse over, at min afdøde Ven var en Gris; vort lille Folk har jo altid holdt sig til Landbruget, naar det skulde yde noget usædvanligt.

Og han var usædvanlig! Han var det ved Fødsel og i sine tidligste Anlæg. Den Krølle han som ganske spæd slog paa Halen, lignede ingen anden Krølle i Landet; hans Galop, hans Grynten, Udtrykket i hans Blik – dette Sjælens vidunderlige Spejl – alt var hans eget og forraadte for den skarpe Iagttager det vordende Geni.

Hans Ungdom bar Præget af hvad man i vore Dage kalder sund Sanselighed. Han gik ikke og iagttog sig selv, førte ikke Dagbog over sine indre Rørelser – og lo af Middelmaadighedens Krav paa Konsekvens. Han var en lykkelig Fyr og skammede sig ikke ved at vise det. Tidens Kritiksyge var ham fremmed, og han gik ikke ud paa med rynket Tryne at finde alting forslidt – de mindste Smaating kunde glæde ham. Han var en 12| sund Gris, og alene det vilde have sikret ham en Særstilling i en Tid, hvor Stivsygen var saa almindelig. Dertil var hans Handlinger egne og af en pludselig Styrke, som betog – al Halvhed var og blev ham fremmed. Han kunde skifte Anskuelser, naturligvis, men stod aldrig og vaklede mellem Roe- og Kartoffelkulen.

Lidt tungt er det at dvæle ved denne Tid, fordi hans Omgivelser slet ikke forstod ham, men i en saa usædvanlig Ungdom blot saa noget vantrevent – en Skifting. Naar han saaledes allerede som mindre gik og talte med sig selv, hvad der umiskendelig tyder paa indre Rigdom, sagde man blot om ham, at han var smaatosset. Den Gang led han endnu ikke under Miskendelsen, men vel senere. Det vil glæde ham i hans Himmel, at der nu efter hans tragiske Død vises ham fuld Anerkendelse. Og for os andre er det en Lykke, da Retfærdigheden ikke ustraffet lader sig krænke af et helt Folk.

Men at vort lille Folk nu saa enstemmigt bøjer sig for hans Genialitet, er et nyt Bevis paa dets høje Aandskultur; saa meget mere som han jo aldrig frembragte noget, der kunde bære Vidne om hans sjældne Gaver. Forholdene vilde det ikke.

Den tidlige Beslutsomhed i Tanke og Handling frembragte en Harmoni mellem hans Legeme og Sjæl, der gjorde ham til Idealet af en Gris i hans Ungdom. Og skønt han i Tidens Løb blev fyldig, var ham aldrig for fed til at nyde Tilværelsen i Sorg og Glæde.

Jeg har hørt en Naturalist paastaa, at hele Hæmmeligheden ved min Vens usædvanlige Aands- og Legemsligevægt bestod i, at han tyggede sin Føde 36 Gange og derfor havde en god Fordøjelse. Jeg skulde ikke 13| spilde to Ord paa at gendrive denne kyniske Forklaring, om ikke Naturalismens Lære fandt aabent Øre rundt om i Befolkningen. Men det synes virkelig, som denne vor Tids største Kræftskade, der frækt fornægter Guds Eksistens og dog ikke en Gang kan forklare os den mindste Bakteries Opstaaen, skal berøve Nationen alle aandelige Værdier ved at udlægge alt som Fordøjelsesresultater. For mig staar det som givet, at der maa usædvanlige Kræfter i Virksomhed for at frembringe det usædvanlige, og vist er det, at kun et vaagent Forsyns Omsorg frelste min Ven fra den onde Skæbne, der tilintetgjorde hans elleve Søskende efterhaanden som de saa Lyset.

Jeg vil nu fortælle hans Levned uden at fortie eller udsmykke noget, og man kan da selv dømme.

En stor og vigtig Begivenhed stundede til paa den lille Bondegaard – – Soen skulde fare. Alle befandt sig i en vis Spænding, og Børnene ikke mindst. De vidste, at det skulde ske næste Nat, for Faderen havde set det i Almanakken, og i den kan man se al Ting – hvornaar det er ens Fødselsdag, hvornaar Solen formørkes, og hvornaar Soen skal have Grise. Det holder de Rede paa altsammen derovre paa Rundetaarn.

Bonden plejede selv at vaage ved saa vigtige Lejligheder; men det var midt i den strænge Høhøst og han var træt og skulde tidlig op næste Morgen. Saa betroede han Vagten til den ældste af Drengene med strængt Paalæg om at tage Grisene væk fra Soen, saa 14| snart de blev født. Hun var tilbøjelig til at bide sit Afkom ihjæl under Veerne.

Solen gik ned, og Bonden gik i Seng. Og Drengen gik til Svinestien med sin Lygte.

Soen laa udstrakt paa Siden og aandede tungt – maaske var Veerne allerede begyndt. Men det kunde ogsaa godt være, den blot snorkede. Han satte sig paa Kanten af Truget og betragtede den opmærksomt; men snart begyndte han at nikke og maatte se sig om efter et eller andet underholdende for ikke at falde i Søvn. Han krøb ind til Tyrekalvene i den anden Baas, men de var søvnige og vilde ikke lege med ham, skønt han lagde sig paa fire og stødte sin Pande gentagende mod deres. Han blev saa ked af det og hentede sin Flitsbue for at skyde Rotterne, naar de kom op og aad af Svinetruget; lang Tid sad han stille og ventede med Buen i Anlæg. Men der kom ingen Rotter.

Saa fik han pludselig Lyst til at ryge. De var alle i Seng nu, saa Prygl var der ingen Fare for, skønt Spanskrøret var lagt i Lage netop med denne Forbrydelse for Øje. Han ledte Tobak, Pibe og Tændstikker frem fra forskellige Skjulesteder og havde snart Fyr paa Piben; stærkt dampende krøb han over Spiltovet for at lukke en Luge, der stod aaben ud til Marken.

Ovre bag Lunden opdagede han et rødt Skær, det saa grangiveligt ud, som Solen var dalet ned i Nabo Madsens Have og laa der og ulmede. Men pludselig skød en Ildtunge frem over Træerne, forsvandt og kom igen – en Ildløs! Han havde aldrig set nogen Brand paa nært Hold, Soen sov roligt, og om et Kvarter kunde han være tilbage. 15|

Piben smed han over til Lygten, sprang lige ud af Lugen, og gav sig til at rende. Det var længer borte, end han havde troet, og han løb over en Time, inden han naaede Stedet. Men hvad han saa, overgik ogsaa hans vildeste Fantasier. Flammerne var som en hel Skare Ildkæmper, der laa i Dynger og brødes; nogle ragede helt op mod Himlen, andre krummede sig eller faldt sammen for pludselig at springe op i hele deres Længde og slynge en Regn af Gnister og brændende Flager ud i det mørke Verdensrum. Og langt ned over Markerne stod en Række Mænd og rakte Spande fulde af Vand til hinanden for at slukke Kæmpernes Tørst. Men pludselig saa han en stærk Lysning bag sig – dér, hvor hans Faders Gaard maatte ligge – og det faldt ham ind, at han havde lagt Piben brændende fra sig. Han stak i at tudbrøle, tog Træskoene i Haanden og løb hjemad over Pløjemarker, langs støvede Veje og gennem vaadt Græs; han tørrede Næsen i Trøjeærmet og blev vaad i Bukserne af Skræk – al Ting opløste sig for ham. Og da han saa kom om bag Lunden igen, var det bare Solen, der var ved at staa op bag hans Faders Gaard. Han blev saa ustyrlig glad, at han kastede sig lige i Armene paa sin Fa’r, der stod uden for Porten og ventede paa ham med en svaj Kæp.

Er det en lille Overdrivelse, at vore Landboere kan høre Flæsket gro, saa har de til Gengæld opladte Øren for alt højere; og om Natten var Bonden vaagnet ved, at Kirkeklokken klæmtede i Nabosognet. Ham gik straks ud i Svinestien for at se, hvordan Sagerne stod, og fandt den halvrøgne Pibe og en lille Gris, der laa og skreg 16| ynkeligt nede i et Rottehul. Den var alt, hvad der var lævnet af tolv Søskende.

Drengens Historie var lige ved at ende dér, hvor Grisens begyndte. Han havde røget Tobak, han havde forladt sin Post og ladet Soen bide elleve Grise ihjæl, og endelig ødelagt et Par nye Strømper. Alt dette havde han selv glæmt i sin Henrykkelse over ikke at have stukket Ild paa Gaarden.

Men han gjorde kun galt værre ved at paaberaabe sig denne Kendsgærning, mens han sprang rundt under Faderens Kæp. Og havde Mormor ikke lagt sig imellem, var dette Levnedsløb maaske aldrig blevet skrevet, og meget vilde have set anderledes ud. For Bonden var ude af sig selv af Vrede.

Mens min Vens jordiske Løbebane saaledes indlededes af store og skæbnesvangre Begivenheder, der harmonerede godt med dens senere saa bevægede Liv, laa den selv i en lille Kurv inde i Mormors Stue. Hun havde paataget sig at flaske den op, og mens hun gik og puslede om den, rokkede hun paa sit gamle Hoved og mumlede, at havde Fanden taget Flæsket, kunde han gærne taget Børsterne med. Men hun mente ikke noget særligt med det; hun var blot gammel og det var nu saadan et Ordsprog. Hun gjorde tværtimod alt, hvad der stod i hendes Magt, for at Grisen skulde befinde sig vel; tog den saa galt op i Sengen til sig om Natten, fordi hun mente den savnede Kropsvarme.

Det lykkeligste Afsnit i Grisens Liv var ubetinget dens spæde Barndom, og da var den ogsaa saa lykkelig, som det overhovedet er beskaaret noget jordisk Væsen at blive det. Fri for alle Sorger og Bekymringer galoperede den rundt i Mormors Stue, kløede sig paa hendes 17| Træskosnude og væltede hendes Garnkurv, saa Nøglerne trillede. Naar hun saa for Spøg kom efter den med sin Krykkekæp, udstødte den et henrykt Hyl og smuttede ud af Døren. Sin rette Moder lod den ikke til at savne, og da den senere gensaa hende, kendte den hende ikke, og hun ikke den.

Dette vilde være et nedslaaende Resultat for alle os, som holder paa at Moderkærligheden er den til Grund liggende af alle Følelser og Moderfavnen det eneste virkelige Værn for Barndomslivets Uskyld og Glæde.

Men saaledes er det sikkert i Reglen ogsaa. Vi maa blot stadig huske paa, at vi her har med en Undtagelse at gøre. Imidlertid voksede min Ven til og frigjorde sig mere og mere for Mormors Skørter. Han færdedes meget ude og tilbragte Natten sammen med de andre i Svinestien – hans sociale Instinkt var vaagnet. Kun nu og da forvildede han sig af gammel Vane ind i Mormors Stue. Men Omgangen med de andre havde bibragt ham nogle uheldige Vaner – han var jo den Gang i den lærvilligste af alle Aldre – og han blev hurtigt jaget ud igen.

Nu, da han færdedes mellem de andre, maatte det alligevel ret gaa op for den klartskuende, hvor langt han overgik dem. Der var intet i hans Færd, der fik én til at rødme, han undgik Kammeraternes Gemenheder og foregreb ikke selv Livets Mysterier i sin Leg. Han besad Blufærdighed, en Følelse, der ellers er uforenelig med Lømmelalderen – og han ejede Stemninger.

Allerede paa dette Tidspunkt af hans Liv sporer vi de første svage Tegn til det, der skulde blive hans Skæbne for alle Tider, forbitre hans jordiske Liv og 18| skænke ham Mindets Udødelighed i Stedet – som Tilfældet gærne er med Genier.

Han havde i Vuggegave faaet et vidunderligt Øre for Musik. – Det var der imidlertid ingen der vidste den Gang – end ikke han selv før Vækkelsen kom, og det skete først et Stykke paa den anden Side Overgangsalderen. Han begyndte ikke med allerede som lille at skære sig en Rørfløjte og traktere den saa vidunderligt, at han vandt sig mægtige Beskyttere inden for Kunsten – Grise udvikler sig nu en Gang ikke paa den Maade. Det kom tværtimod meget pludseligt, og det tilkendegiver altid den højeste Grad af kunstnerisk Begavelse.

Det var en Høstaften med Taage over Engene og Lyde, der kom langvejs fra. Solen var gaaet ned og Maanen staaet op, og paa Huggeblokken uden for den vestre Længe sad Karlen med Malkepigen paa det ene Knæ og Harmonikaen støttet paa det andet. Han sled sig møjsommeligt gennem Melodien til »Hjalmar og Hulda« og sang med skælvende Stemme de to og tyve Vers, mens Pigen lyttede til med et sorgfuldt Udtryk. Luften var lun og rolig, og hele Naturen syntes at lytte til Sangen med tilbageholdt Aande. Jeg har lagt Mærke til at Naturen herhjemme al Tid tager den mest levende Del i sine Børns Glæder og Sorger, og kan belægge min Iagttagelse med mange Citater af hjemlige Digtere, der har gjort lignende Erfaringer. Dette hyggelige Forhold tror jeg kommer af vort Fædrelands Lidenhed. Alt er saa nær ind paa Livet af hinanden og tvinges derfor til at blive som en stor Familie med fælles Mod- og Medgang. 19| Under Udførelsen af første Vers stod Grisen inde ved Brønden og kløede sig i Nakken med det ene Bagben. Han plejede at gentage denne Øvelse hver Aften inden han gik til Ro, for at holde sin Smidighed ved Lige, – han hadede Fedme. De første Toner fik ham til at studse, og de næste satte ham i rask Galop ud af Porten. Derude stak han Hovedet ind i en Klynge Nælder og stod og lyttede med lukkede Øjne.

Stakkels Fyr! hakket Klid med Grønt paa havde hidtil udgjort hans jordiske Lyksalighed, og naar han oven i Købet fik Kærnemælk til, havde han troet sig i Himlenes Himmel, Grisehimlen. Nu falmede det altsammen for ham, og for hans indre Bevidsthed skød en højere, finere Verden frem. Lykkelige Svin! Afskeden var overstaaet; for sidste Gang havde Hjalmar omfavnet sin Hulda, der svor ham evig Troskab, og var draget mod »Fjendernes Hær«, Sangen bevægede sig langsomt videre, tung som en overlæsset Skæbne med utilstrækkeligt Forspænd: Hulda faar Breve som hun væder med sine Taarer – Hulda faar ingen Breve, men græder alligevel – Hulda faar Brev, at Hjalmar er død; og hun er utrøstelig. Hun vil ikke tro at han er død, og hun tror det alligevel; langsomt giver hun efter for sine falske Slægtninges indtrængende Forestillinger og gaar ind paa at gifte sig med en anden. – Bryllupsdagen kommer, og om Aftenen ved Festen dukker Hjalmar op; Huldas Slægtninge har løjet ham død. En frygtelig Katastrofe indtræder: Hjalmar knytter rasende sine Hænder mod den onde Skæbne, drager derpaa sit Sværd og dræber først Brudgommen, dernæst sig selv. Hulda, da hun ser det, griber det blodige Værge 20| og støder det i sin Barm; hun styrter død hen over de tvendes Lig. – Hjalmar og Hulda hviler nu sammen i sorten Muld.

Malkepigen hulkede højt under de sidste Strofer, og da Sangen var forbi, lænede hun sit Hoved mod Karlens Skulder og var helt utrøstelig.

Grisen var ogsaa bevæget, om end paa en noget anden Maade. En ny Verden var dukket frem for dens Bevidsthed, dens musikalske Sans var vakt. Senere blev Harmonikaen hæs og blæste nogle Toner ud i Stedet for at spille dem, og der gik Hul paa Bassen. Men Grisen voksede paa det første uforglæmmelige Indtryk. Den forsynede Harmonikaens mangelfulde Melodier med Halvtoner og det hele, og komponerede selv lange Stykker i Tankerne – den var Musiker.

Overfladiske Mennesker – og dem er der nok af – vil indvende, at saa simpelt et Instrument som en Harmonika, spillet til »Hjalmar og Hulda« umuligt kunde kalde den højere Musik til Live i min Ven Grisen. Jeg vil da gøre opmærksom paa, at Aarsag og Virkning ikke staar i ligefremt Forhold til hinanden i Griseverdenen. Man vil straks indrømme mig dette, naar jeg minder om Manden, der gav sin So tre Sider Flæsk og kun fik to igen. »En Favn gør meget paa en Gris«, siger Ordsproget, og dette var jo tilmed en usædvanlig Gris. Helt fyldestgørende er disse Grunde vel ikke, men kræver det gaadefulde ikke ogsaa sin Ret inden for Tilværelsen? Her i Dannevang var det desuden al Tid god Sæd at tage Troen til Hjælp, naar Forstanden ikke længer strakte til.

Min Ven var altsaa i højeste Grad musikalsk. 21| Men Forsynet havde med den ophøjede Sans for Retfærdighed, som præger alle dets Handlinger og fik det til at give Balder det smukke Aasyn og Niord de tilsvarende Fødder – skænket ham en Stemme, der umuliggjorde al kunstnerisk Karriere, skønt den ikke hindrede ham i selv at nyde sit sjældne Anlæg.

Og dette skulde blive et virkelig tragisk Element i hans Liv.

Hvad enten han i Smug gik og rodede Gulerødder op i Madammens Køkkenhave, eller han gjorde sig til Gode ved Lænkehundens Trug eller laa og solede sig paa Møddingen – al Tid nynnede det i ham. Og naar det havde taget Form, brød det i ham med ubetvingelig Magt, og han maatte synge, enten han vilde eller ej. Thi som alle Genier var han kun et vilieløst Udtryk – et Instrument – for sin store Ævne. Saa hvirvlede der fra hans Strube et Hav af Toner saa vilde og saa bizarre, at man kunde tro at høre selve Elementerne i deres Rasen. Han sang altid ud fra de enkle og mægtige Følelser – om Haabet og dets Nederlag, om Ulykkens Stormgang over Jorden og de evige Skæbner. Selv var han ganske vist paa det Tidspunkt lutter Harmoni og tilbøjelig til at se Livet i et Rosenskær; men han var ikke saa smaalig at mene, at alle sad vel, blot han selv sad paa Flæsket. Han var uegennyttig nok til at indse, at han selv dannede en Undtagelse, og at det store Flertal fristede en trist Tilværelse. Derfor blev Grundakkorden i hans Frembringelser Weltschmerz.

Og da, naar han i sin Grebethed sang mægtigst og bedst, skar han altid sammen med Omverdenen. Hønsene kaglede forskrækket over hans skingrende Hvin, 22| Gæssene skreg højt og spilede Vingerne ud af Angst; Menneskene stoppede Fingrene i Ørene. Ikke sjældent kom Bonden med en Pisk og spurgte ham prosaisk, om han vilde holde sin beskidte Tryne i.

Som alle stærkt musikalske Væsener havde Grisen store Øjne og veludviklede Øren, og de kunde hænge saa bedrøveligt ved saadanne Lejligheder – som gav selve Musikens Genius sin Modfaldenhed Udtryk ad denne naturlige Vej. Den var jo saa overbevist om sit Kald selv og forstod ikke den Modtagelse, der blev den til Del. Miskendelsen nedslog den stærkt nogle Dage og virkede slappende paa dens Jeg helt ud til Halekrøllen; men det var kun forbigaaende. Snart vaagnede dens Selvfølelse og fik den til at oprøres. Det var jo blot og bar Dumhed, Mangel paa Sans for det virkelig ægte, der fik de andre til at sparke den og pibe den ud. Maaske var der ogsaa et Stænk af Misundelse med i Spillet, men kunde man ønske sig en bedre Anbefaling for sine Ævner end de andres Misundelse? Ingen kender én saa godt som én selv – ogsaa naar man er en Gris. Og vor Landsmand forstod at skælne det væsentlige fra det uvæsentlige i alt, hvad der angik ham selv. Som alle fremragende Aander var han paa én Gang begærlig efter Ros og nærede den største Foragt for andres Dom, naar den var ham ugunstig. Var ikke Pøbelens Udpiben, naar alt kom til alt, større Tribut til Kunsten end selve de Vises Haandklap? Desuden sang han jo ikke for sin egen Skyld og kunde derfor bære over med meget. Han var ingen Tilhænger af l’art pour l’art eller Flæsket for Flæskets egen Skyld, men mente, at som Kunsten havde sine 23| Rødder i Livet, burde den ogsaa have sit Formaal dér. Dette gav ham Styrke, og naar han endelig havde sat sig i Hodet, at han vilde synge, var Hyssen og Spark af Træsko lige uvirksomme til at bringe ham til Tavshed – han havde Reformatorens Forstokkethed. Stemmen havde han som sagt imod sig, men det skal staa som et uomtvisteligt Bevis paa hans store Begavelse, at han ikke selv hørte dens Skurren. Han sang fra Bunden af sit Væsen, og der var alt Fuldkommenhed.

Hvor var han ikke stor! Han var hævet over enhver uegennyttig Tanke, og midt i den Storm af Misundelse og UviljeA, der rejste sig imod ham, tænkte han ikke paa at hytte sig selv, men kun paa at forædle Racen, hæve den fra Vane-Svineriet op til sig.

Og hvor blev han ikke nedslaaet, da han opdagede, hvilket ørkesløst Foretagende det var. Han havde hævdet, at en Gris ikke lever af Mask alene, og at der er noget højere og vigtigere i Livet end at pleje sit Flæsk. Og saa var Resultatet blot, at de andre jagede ham bort fra Truget, naar han kom og var sulten, idet de citerede hans egne Ord. Han var saa lamslaaet over dette Resultat, at han kunde staa og klø sig til Blods paa Plankeværket uden at mærke det.

Hans før noget teoretiske Weltschmerz gik nu i Blodet paa ham, og han blev Pessimist. Og fra at være livlig og skabende gled han over i uvirksom Grublen. Hans Fordøjelse blev træg, og han kunde staa hele Dage med Hovedet ind i en Krog og lukkede Øjne. Han grublede – vi ser det deraf, at Børsterne i denne Tid faldt af hans Baghoved. Sorgen feder, siger et gammelt Ord; og Græmmelse og Spekulation tog saadan paa 24| ham, at han begyndte at lægge sig ud. Han kunde ikke længer klø sig i Nakken med Bagbenet og lige til Nød gaa gennem Hullet i Plankeværket.

Da kom der et nyt Moment, som for en Stund vakte Grisen til Harme og nyt Liv – den erfarede, at nogle af dens Medskabninger ikke længer kunde falde i Søvn, naar den ikke sang. Dette fyldte den med ædel Afsky. »Vanen er Kulturens Vrængbillede«, sagde den bittert og hørte fra den Dag op med at synge.

Men det er skæbnesvangert at lukke et væskende Saar, at stoppe en sprudlende Kilde.

En af de følgende Nætter havde Grisen en Drøm. Grisedrømme er som Regel ikke til at gengive, men ogsaa her dannede min Ven en Undtagelse – han drømte aldrig griset. Han drømte, at han stod i den store Træmmevogn sammen med de andre Svin og kørte bort fra Gaarden. De blev ved at køre mindst hundrede Gange saa langt som rundt om Møddingen, ja meget længer. Endelig kom de til en stor Samling Bygninger, ti Bønder­ gaarde kunde der vel være, og over Porten til det hele stod: »Andelssvineslagteri«. Der blev han og Kammeraterne og hundrede andre Svin hængt op i det ene Bagben, og en Mand løb ned langs Rækken og stak en stor Kniv i Halsen paa dem, mens det store Maskineri arbejdede rundt om. Grisen saa sit eget og de andres Blod løbe ned i Rendestenen og var ved at besvime, men i det samme rakte Maskinerne Arme ud efter dem alle, hakkede dem itu og blandede dem mellem hinanden, saa den blev helt borte for sig selv.

Den ventede og ventede paa at se sig dukke frem ved den anden Ende af Maskineriet i en ny forklaret Skikkelse, men det kom ikke. 25| Og da den allersidste Rest blev borte i den store Masse, vaagnede den med et Sæt og var helt badet i Sved. »Nirvana«, tænkte den gysende – »Tilintetgørelen«. Og Børsterne rejste sig paa Ryggen af den.

Grisen kendte godt Andelssvineslagteriet af Omtale. Den havde ofte hørt Kammeraterne tale om det; de laa og rev Vittigheder af sig om det, naar de fordøjede. Men de troede allesammen, at naar man var gledet gennem Maskinerne og blevet grundig hakket, stod man op igen i en ny Griseskikkelse – i et Land, hvor alt var til for Grisenes Skyld, og hvor man kunde æde og drikke al Tid og aldrig skulde slagtes. Derfor var de saa modige.

Selv havde han kun troet paa det hinsides med Tillæmpninger, havde sat Musik i Stedet for Æde og Drikke og lignende og var af de andre højtideligt blevet erklæret for en Kætter og Fritænker. De forfulgte ham for det og havde endog ved en enkelt Lejlighed talt om at slaa ham ihjæl og dele hans Flæsk imellem sig.

Havde Sangen nu ikke været dræbt i ham, kunde han have sunget sig en lys Vej frem gennem dette Mørke; nu havde han kun den triste Udvej at føre Drømmen videre i sin Grublen. Og han troede tilmed paa Drømme.

To Gange i sit Liv havde han nemlig drømt, og det var begge Gange gaaet i Opfyldelse. En Gang Kammeraterne forfulgte ham særlig haardt og han var meget sulten, drømte han, at der laa en død Rotte ude ved den østre Gavl; og da han løb derud, laa den der ganske rigtigt. En anden Gang drømte han, at han fik Prygl, og det indtraf nøjagtigt Dagen efter. Alt dette paavirkede ham skadeligt nu, da han stod over for det alvor26|ligste af alle Spørgsmaal – Spørgsmaalet om et evigt Liv. Og de Forbehold han tidligere havde taget – saa ædle de end var i deres Udspring – skulde ikke hjælpe ham den rigtige Vej.

Som alle store Aander var han aristokratisk anlagt, og han kunde ikke forsone sig med den Tanke, at han skulde dele Skæbne med disse dorske, forædte Kroppe, der ikke tænkte paa andet end Truget og kun havde ét Ønske, at tage det med sig over i den anden Verden. Han nærede den største Foragt for disse Ædere og var i den senere Tid kommet til det Resultat, at der alt i alt kun fandtes to-tre – ja maaske kun én – virkelige Grise. De andre var Flæsk, slet og ret, og egnede sig ikke til andet end at blive spist.

Det var egentlig ganske i sin Orden, at de kun tænkte paa Truget, – dermed opfyldte de deres Bestemmelse og blev fede. Men virkelige Grise var de ikke.

Og derfor led han ved Tanken om at skulle følge dem til Andelsslagteriet – Tilintetgørelsen – og som de glide over i Nirvana, den store Tomhed, hverken værre eller bedre. Han oprørtes og greb efter andre Udveje, men heller ikke nu greb han det rette. Med en gigantisk Trods, der minder om Prometeus', greb han den himmelske Udødelighed og forlagde den til Jorden – men kun for de udvalgte. Opløsningen var kun til MasserneA, der intet selvstændigt havde været; men for ham gjaldt den ikke, thi han var en Undtagelse – en Overgris. Saaledes aandede han ud i dette befriende Ord, at han blev ved at grynte det for sig selv og slog to Krøller paa Halen for ikke at ligne de almindelige Grise. 27| Og han udformede sin Ide til en hel Verdensanskuelse: Jordkloden skulde engang tørne imod og forgaa; Maanen falde ned i Svinetruget og slukkes; alt Flæsket blive fortæret og glæmt. Men Geniet, den virkelige Gris, skulde bestaa til evige Tider. Han gjorde sig aldrig Rede for hvordan; men jeg formoder, han har tænkt sig det svirre om i Rummet som en Art lokale Ætersvingninger.

Fejghed var det ikke, der fik ham til at skabe denne underlige og efter min Mening højst utilfredsstillende Form for evigt Liv. Men det maa ikke undre, at en Aand af hans Omfang følte Trang til at forlænge sig udover det timelige, selv om Logiken skulde ligge under derved. Han kunde blot lige saa godt have holdt sig til sin Barnetro og erkendt Fornuftens Brist over for Evighedsspørgsmaalene.

Under Kampene for at naa dette Resultat var Overgrisen blevet radmager. Og som om dens ny Undtagelseslære straks skulde bekræfte sin Ufejlbarlighed – da Terminsdagen kom, og de andre Grise blev smidt paa Træmmevognen og kørt til Andelssvineslagteriet, kom den ikke med. »Det er en løjerlig Skabhals af en Gris,« sagde Bonden til sin Kone og jog Fingrene ind mellem dens Ribben, »der er jo ikke Sul skabt paa den! Vi faar lade den gaa til Jul og saa æde den selv.« Og han rullede bort med de andre, ud mod Tilintetgørelsen.

Grisen havde her Lejlighed til at iagttage, hvor overfladisk Kammeraternes Dødsforagt havde været, naar de forædte og i bedste Velgaaende laa paa Siden og var vittige over Svineslagteriet. Nu, det var Alvor, skreg de 28| alle op, som havde de allerede Kniven i Halsen; og dog troede de fuldt og fast paa, at de gik ind til en langt bedre Svinesti. Han hørte endnu deres hjærteskærende Skrig i sit Øre, da han en halv Time senere stod uden for Køkkendøren og gnaskede i nogle raadne Graastener, som Madammen havde smidt ud. Som Verden dog vedblev at være hedensk trods al Religion. Man kaldte Jorden en Jammersdal og klamrede sig alligevel fortvivlet til den.

De andres Død bragte vor Ven mange Fordele. Mens de levede havde han ikke faaet Part i Køkkenaffaldet eller Kærnemælken; de havde nægtet ham enhver Adgang til Truget, og han havde bjærget Livet, som han bedst kunde. Nu havde han sit faste Udkomme og alt Affaldet og Kærnemælken i Tilgift. Og med den lette Adgang til Truget forandrede hele hans Livsanskuelse sig umærkeligt, men sikkert. Han blev Kyniker og gav sig til at raillere først over sine Medskabninger, dernæst over sig selv. Hele Grisetilværelsen forekom ham en stor Farce, der opførtes som Drama og derved blev endnu mere komisk i sin Virkning. Hvor kostelig maatte det ikke tage sig ud for en Udenforstaaende hele dette Samfund af Skinker og Isterblærer og stumpede Tryner, der snurrede rundt om sig selv og troede, at hele denne Verden og den anden med bare var til for dets Skyld! Og det allermest komiske maatte det ikke være at se saadan et Individ sjokke om med ideelle Krav i Maven og med Idéer til at løfte Samfundet! Som om Griseverdenen stod til at løfte – eller rettere trængte til at løftes. Egentlig var det noget Sludder med den Samfundsløften – den Plads enhver Ting indtog, var den 29| naturlige for den. Derfor maatte man altid bruge Vold for at give Tingene en ny Stilling, og de vilde altid synke tilbage, naar de blev overladt til sig selv. De saakaldte Tilbageskridt var da blot al Tings Stræben tilbage til sin naturlige Stilling.

Var ikke Svinetønden det bedste Bevis! Noget sank til Bunds i den og noget flød ovenpaa, og naar Pigen skulde fodre Svinene, maatte hun altid røre rundt i Tønden først. Glæmte hun det, saa fik nogle alt det tykke og andre det bare Vand. Saa lidt var Naturen selv stemt for en ligelig Fordeling af Livets Goder, – og godt var det. Thi hellere tykt i Dag og tyndt i Morgen end denne evig ens Vælling altid og til alle.

Kaldelse – hvor var det ikke et idiotisk Begreb! Som det var særlig Udmærkelse værd, at en eller anden gav sig til at røre op i Oplysningens store Svinetønde og fordele Aandens Vælling ligeligt! Han væmmedes ved sin tidligere Livsførelse og fandt, at selve Geniet kun var et ørkesløst Vedhæng, der hindrede én i at nyde Livet til Gavns. Og dummest af alt forekom ham Kravet om, at man skulde tage sig noget nyttigt til. Som om det kunde have Spor af Indflydelse paa Verdensløbet, at han pløjede nogle Brosten op eller endevendte Aspargesbedene! Forholdene var saadan nu, at Grisen kunde have genoptaget sin Kunst, men den gjorde det ikke. Derimod lagde den ogsaa den indvendige Nynnen paa Hylden, nu den var kommet til Magten – den troede jo ikke paa sit Geni længer. Det eneste der forblev urokket i den, var dens Overgriseteori; og det kunde synes underligt, 30| dersom man ikke huskede, at det var blevet til Religion for den.

Og dér stod den da midt i Opløsningen.

Selv troede den, at den var kommen ind i en ny Fase af sin Udvikling; men os er det klart, at dem var paa Vej til at sætte ikke alene Geniet, men selve sit Jeg, sin Personlighed overstyr og blive til et almindeligt Fedesvin.

Bestod dens Liv ikke i at æde, drikke og sove – og følte den sig ikke vel ved det? Den tænkte allerede saa smaat paa, om det alligevel ikke var saadan, at der var et Paradis for Grise med Masser af Mad, saa man kunde æde altid, – og hvor man aldrig skulde slagtes. – Grisen gik sin aandelige Opløsning i Møde med stærke Skridt. Det er menneskeligt at spørge om den dybere Grund til dette nedslaaende Resultat, og jeg er bange for, at den maa søges i Tiden – at det er et alment Onde, vi her staar overfor. Det synes, som om vor Tid med dens Tvivl og Kritiksyge og stadig haardere Kamp for Tilværelsen udvikler Ævnen til at lide – at leve i Skyggen saa at sige; og dette vil da naturnødvendigt gaa ud over Ævnen til at taale Sol og Lys, saa man – som Muldvarpen – dør, om man udsættes for det stærke, varme Dagsskær.

Grisen havde vist Styrke nok, hvor det gjaldt at bære og besejre Modgang; men for Medgangen maatte den neje sig. Der er noget overordentlig nedslaaende i, naar en Kusk har ført sit svingende Læs over Grøfter og vanskelige Overkørsler, saa at se ham vælte midt paa Livets brede Kongevej.

Og saaledes gik det her.

Dog, min Ven var en udvalgt, uagtet han selv for31|nægtede det; og han var ikke væltet endnu, skønt han hældede stærkt. Allerede den Gang stod det mig klart, at kun en stor Lidenskab vilde kunne redde ham; og den kom i rette Øjeblik, takket være det Forsyn han saa redebon havde fornægtet.

Folk som gør Fordring paa at forstaa sig særlig paa de Dele, mener at Forelskelsen naturligt bør være det første store Moment i et Genis Opvaagnen­ , og paa den skal de andre Egenskaber saa rejse sig. Jeg ved det ikke. Selv har jeg altid taget den Slags Ting i den Orden, de indfandt sig – og det har jeg lært af min Ven. Meget andet i mit Liv skylder jeg for Resten ham, og naar det hidtil er gaaet mig saa godt og jeg med beskedne Midler er naaet saa forholdsvis vidt, kan jeg kun vide ham og hans Eksempel Takken. Selv hans Fejltrin kom mig til Gode, idet han lærte mig at søge til Land i Tide; og dersom den historiske Forsker en Gang ved et af disse Træf, som selv den simpleste Blomst i Naturen nyder godt af, skulde stanse ved min ringe Person, vil han studse over, i hvilken Grad Grisen har været primum mobile – den egentlige Bevægkraft i mit Liv.

Men det var altsaa midt i den kolde sludfulde November. Og det var midt paa Dagen.

Grisen havde boret sig ind i Foden af en Halmstak uden for Gaarden og laa og sov, blot for at faa Tiden til at gaa; Dagene faldt den alligevel lange, nu den havde slaaet sig paa Lediggang.

Inde i Stuen sad Bonden og hans Kone og drøftede dens Fremtid. Han vilde have den slagtet straks; nu var den da saa nogenlunde ved Sul, men man kunde 32| aldrig vide, hvorlænge det varede. Konen derimod holdt paa, at den skulde gaa lidt endnu. Og hendes Mening blev lykkeligvis den afgørende.

Hen paa Eftermiddagen kom Drengen med en Kæp og drev Grisen til Skovs. Saa lang en Spaseretur havde den aldrig faaet før, det vilde næsten ingen EndeA tage. Den pustede og vraltede, dens fede Bug slog mod det indvendige af Benene og hindrede dens Gang; den havde en fortærende Trang til at lægge sig ned. Men straks var Drengen der med sin Kæp. Saa opbød den al sin Energi og gik videre – med lukkede Øjne fordi det gør Modgangen lettere. Endelig naaede de Skoven, Drengen jog den ind mellem Trærne med et Par Slag af Kæppen og gik hjem.

Da Grisen var alene, stod den længe med sænket Hode og hængende Øren, aldeles urokkelig. Den var stiv som en Støtte og stirrede frem for sig med taaget aandsfraværende Blik. Men pludselig udstødte den et kort Vøf! slog med Hodet og satte i tung Galop ind ad Skovtykningen til. I Skovens anden Udkant laa en lille Hytte, og i den boede et langt, magert Kvindemenneske, som var Enke efter en Skovløber. Hun var inde i Skoven for at samle Brænde den Eftermiddag og stod bøjet over et Knippe, da Grisen kom galoperende og øffende forbi. Den satte uden om hende i en Rundkreds med løftet Hale, og hun udstødte et Hvin, da den fo’r frem; for hun var stokdøv og havde ikke hørt den komme. Grisen udstødte ogsaa et Hvin, men det var af Henrykkelse, og han stillede sig op et Par Skridt fra hende og saa koket paa hende med det ene Øje. Hun vovede sig efterhaanden til at klø 33| ham i Nakken, og han tog sig den Frihed at følge hende hjem.

Siden saa de hinanden ofte. Til at begynde med var deres Møder mere tilfældige, men senere blev de planlagte – i alt Fald for hans Vedkommende.

Han var overhovedet – som det sig hør og bør – den, der gjorde ethvert nyt indledende Skridt. Han kom en enkelt Gang og besøgte hende, han kom igen, han fulgte hende i Skoven efter Brænde. Han flyttede endelig helt ind hos hende og tog hendes lille tomme Svinehus i Besiddelse.

Men deres Forhold vedblev at være fuldstændig platonisk. Der har endogsaa fra en vis Side været rejst Tvivl om, hvor vidt hun virkelig elskede ham, eller det blot var Kvindens sædvanlige Medfølelse med de forladte og maaske lidt Trang til Selskab, der fik hende til at tage sig af ham. Hendes Opførsel imod ham var altid en saadan, der godt kunde forklares ud fra Venskab alene.

Derimod er hans Kærlighed til hende hævet over enhver Tvivl. Han var vanvittig forelsket i hende og kendte ingen større Lykke end at staa og betragte hendes smækre Skikkelse, naar hun gik stærkt foroverbøjet og samlede Brænde.

Han var visselig ikke følesløs for legemlig Ynde, men tværtimod som alle Genier meget sanselig – en hullet Strømpehæl, et Glimt af hendes røde Klokke gennem Slidsen bagi kunde faa ham til at skælve over hele Legemet.

Men i sin Opfattelse af Kærligheden tilhørte han det ældre Slægtled, han forstod den Kunst at beherske sig og havde aldrig krævet Forskud paa Lykken under nogen Form. 34| Skønt omgivet af Skoven til alle Sider skænkede han aldrig Lønbrylluppet – Tidens mest brændende Agrarspørgsmaal – en Tanke.

Han vovede ikke engang at tilstaa hende sin Kærlighed. Virkelig Kærlighed vil altid skabe noget overjordisk af den elskede Genstand, og underligt at sige: – han, Geniet som han dog trods alt var, saa i den fattige Skovløberenke en Engel fra Skyerne, som han var uværdig til at kaste Øjnene paa. Derfor var hans Kærlighed dog ikke haabløs – hun kunde vindes! Han vilde kæmpe og hæve sig op til hende, gøre sig værdig til hende ved et eller andet stort. Det var denne Kærligheds – Guldalderkærlighedens – Velsignelse, at den kaldte Daaden til Live i de Unge, fik dem til at ville noget.

Hvad er vel naturligere, end at den daadkraftige Ungdom i et lille Land søger ud i Verden? – det er Udvidelsens Lov! Grisen vilde drage bort – til Tyrken eller kanske Grønlandsisen – og vinde sig Laurbær. Maaske tog det Aar, men sejre skulde han. Og saa vilde han komme hjem og erklære hende sin Kærlighed.

Han følte sig fornyet fra Tryne til Hale og drømte Drømme saa store, at de fik ham til at svimle. Hver Aften inden han sov ind, sagde han til sig selv: I Morgen drager jeg ud i Verden; men naar Dagen kom, kunde han ikke rive sig løs fra sin Elskede og opsatte Rejsen til næste Dag. Og saadan gik Tiden uden at det blev til noget; hans Viljesliv havde lidt uoprettelig Skade.

En Dag to Uger før Jul kom Bonden ud i Skoven for at lede efter Grisen.

Han gik rundt og kaldte paa den, og da den hørte hans Stemme, grebes den af forfærdelig Rædsel, flygtede saa hurtigt dens korte Ben 35| kunde bære den hen til Venindens Hytte og gæmte sig i Svinehuset.

Da Bonden ikke fandt den, kom han hen til Skovløberhytten for at spørge. Grisen hørte ham banke paa Døren og tale med Konen. Hvis hun nu forraadte den! Saa var det hele forbi, og den kunde lige saa godt straks sige Farvel til det skønne herlige Liv. Flygt! hviskede det inden i den, men den var straks saa lammet af Skræk, at den ikke kunde røre et Lem. Og da den efter en Stunds Forløb genvandt Brugen af sine Lemmer, meldte Tvivlen sig igen og hindrede den i at udføre sit Forsæt. Hvorfor vel ulejlige sig med unyttig Flugt? Intet Steds var den dog saa sikker som hos sin Veninde.

Den lyttede. »Om jeg har set en Gris?« skreg den døve Kone. »Ja, det kan ellers nok være! Jeg har snart ikke set andet end den en hel Maaned. Den følger mig saamænd overalt, hvor jeg gaar, og hver Aften kommer den og logerer sig ind hos mig. Den er saa trofast som kunde den være en Hund, og jeg er næsten kommet til at holde en Klat af den. Man bor jo lidt ensomt herude i Skoven – ak ja!« Grisens Hjærte bankede hæftigt ved hendes sidste Ord, de lød i dens Øre som en Kærlighedserklæring. »Jo, Mage til Dyr har én aldrig kendt,« fortsatte Konen. »Den staar saa­ mænd og betragter én i timevis og grynter lidt imellem, som om den fortalte én noget. Nu skal vi dog se, om den ikke skulde være i Svinehuset!« – Da havde Grisen et klart Øjeblik, hvor alle dens 36| Ævner var oppe i den.

Den forbandede sin Slaphed og Drømmesyge og Tvivl, der havde forhindret den i at flygte, mens det endnu var Tid, og i et Spring var den oppe og henne ved Hullet. Men da hørte den noget, der gav dens Kærlighed Dødsstødet og samtidig spærrede Vejen til Flugt for den. »Det er vel bedst, vi for en Sikkerheds Skyld lukker Laagen, at han ikke skal narre os og bene til Skovs,« hørte den Konen sige.

Og nu lød Stemmerne lige ud for, Klinken til Udhusdøren raslede.

Grisens arme Hjærte frøs til Is, den svimlede og maatte lukke Øjnene.

Siden viste det sig, at dens Børster var bleven graa i dette forfærdelige Øjeblik.

Da den igen aabnede Øjnene, stod Bonden i den aabne Dør og svang en Pisk – den maatte op og ud. Fortvivlet søgte den hen til sin Veninde og stak sin Tryne ind i hendes Skørter; hun bøjede sig ned over den og kløede den i Nakken ligesom første Gang de mødtes. »Aa Herregud, det er jo næsten, som om den søgte Beskyttelse hos én,« sagde hun rørt og rev den af alle Kræfter mod Børsterne. Det var et Øjeblik fuldt af fortvivlet Sødme.

Men saa jog Bonden dem brutalt fra hinanden og bandt et Reb om Grisens ene Bagben; og hjemad gik det i Luntetrav og med hængende Hode.

Siden gik min ulykkelige Ven derhjemme i Gaarden og sørgede og ventede Døden. Uden for Porten maatte han ikke komme, for saa var man bange, han atter skulde løbe til Skovs. Længslen fortærede ham, og Haab­ løsheden slog ham ihjæl Tomme for Tomme. Han spiste 37| ikke, han skreg ikke, kun nu og da listede et stille Suk sig over hans Tryne.

Han gik som i en Døs og længtes efter Døden for at faa en Ende paa det; og saa stor var hans Fortvivlelse, at der var Øjeblikke, hvor han stærkt tænkte paa selv at hidkalde en Afslutning. Først tænkte han paa at stille sig lige under Brøndvippen, naar Pigen trak Vand op, og lade sig ramme i Baghovedet af den tunge Klods paa Enden af Vippen. Men hans æstetiske Sans oprørtes imod denne Dødsmaade, og han besluttede at liste sig ud ved Nattetid, saa han kunde faa vaade Fødder og dø af Tæring. Han havde blot ikke Styrke nok til at iværksætte Beslutningen, og saaledes frelste selve hans Sløvsind ham fra at begaa den største Forbrydelse af alle – at forgribe sig paa sig selv.

Men hvorfor fortsætte? Til hvad Nytte vade i Sorg og Tristhed til midt paa Skafterne, naar Jorden dog er saa fuld af Lys og Glæde og Trivsel? Hvorfor dvæle saa udførligt ved èn mislykket Eksistens – vil man med Rette indvende – naar der er Hundreder af Eksistenser, der er lykkedes saa over al Forventning? Ganske vist er det fortrinsvis fjerde Rangs Eksistenserne, og de kræver saa lidt for at lykkes, – men alligevel! Jeg ved meget vel, at ved al Udregning af Værdier er det Gennemsnitstallet, der betyder noget, ikke det enkelte højtflyvende Tal – og jeg er langtfra nogen Pessimist. Men jeg har i min Ven Grisen set noget saa stort som en Genføder af vort Lands Ungdom; og jeg kan heller ikke nu frigøre mig fra den Forestilling, at han fremdeles har en stor Mission at udføre blandt Ungdommen, netop 38| ved den skæve Retning, hans Udvikling tog. Han var oprindelig skabt som Vejviser og endte som Afviser – thi i Forsynets store Husholdning gaar intet til Spilde.

Derfor har jeg dvælet saa udførligt ved hans Skæbne – og for at berigtige nogle af de mange vildledende Essays, der skrives om ham nu, da Almenheden har faaet Øjet op for, hvad han kunde have betydet. Tilbage staar nu kun at berette hans sande Endeligt.

Det var Dagen til Lillejuleaften. Foran Køkkendøren stod en solid Slagtebænk med fire skrævende Ben, paa Bænken laa Grisen og stønnede med Hodet hængende ud over Kanten. Ved dens Hode stod Malkepigen med en Kalvebøtte fuld af Mellemgryn, parate til at opsamle dens Blod; og hen over den laa Mads Husmand og Karlen med hele deres Vægt. De masede som kostede det dem uhyre Anstrængelse at holde den, og det bedrøvede den; den gjorde nemlig ikke Spor af Modstand. Den havde sejret over Dødsrædslen og ønskede blot, det snart maatte være forbi. Den kunde have ønsket at gaa frivilligt til Slagtebænken, men da det kom til Stykket, var den for stolt til at modtage en Gunstbevisning af sine Bødlers Haand. Men den hadede dem ikke for deres Raahed; de var jo kun Redskaber for Skæbnen, og den følte, hvor uendelig lavt de stod under den. I denne Stund var alt det bedste oppe i den, alt det ufuldbyrdede store, de vidunderlige Anlæg. Det var som om den i et Nu i sin Sjæl skabte og gennemlevede de store Værker, der skulde have glædet og beriget Verden.

Dette lagde en storslaaet Vemod over den, saa den kun svagt anede, hvad der foregik uden om den. 39| Saa rig var denne Stund, at den syntes der var gaaet Timer, fra den blev smidt op paa Bænken til den hørte Bonden komme ud af Køkkendøren – og dog drejede det hele sig om et Par Minutter. Han gik og strøg Kniven paa Strygestaalet, som Mormor havde læst over, og ved denne Lyd vaktes Grisens Sanser til overmenneskelig Klarhed. Den hørte de fine Krystaller danne sig med en forsvindende lille Lyd paa Gaardens Vandpytter og følte, hvorledes Træets Fibre udvidede og forskød sig i Slagtebænken under den, som Følge af dens Legemsvarme. – Den aabnede Øjnene for ligesom at samle Livet i ét stort Indtryk, men lukkede dem hastigt igen – Bonden stod bøjet over den og nærmede Kniven til dens Strube. Det gav et Sæt i den, og de hvide Mellemgryn farvedes af en rød Strøm.

Inde i Stuen gik Børnene rundt om en Stol og sang: Hej diddelom min Mand fandt om det var Lille-Juleaften! Jeg tog en Stok og hjalp ham op – det var Lille-Juleaften! Grisen sparkede et Par Gange, holdt saa op og sparkede igen lidt. Saa laa den stille. Den blødte altfor lidt, og Mændene talte en Del frem og tilbage om det. »Mon Husbond har ført Kniven rigtigt?« spurgte Husmanden forsigtigt. 40| »Naturligvis har jeg det,« svarede Bonden afvisende. »Det har for Resten altid været en underlig Skabhals af en Gris.« Saa gik de ind for at tage en Snaps og en Bid Brød oven paa den Anstrængelse. Men ude i Køkkenet skældte Madammen. Det lignede ingen Ting med saadan en Klat Blod fra saa stor en Gris, – og hun, som havde indbudt til Pølsegilde Juledags Aften! »Han har naturligvis bovstukket den,« sagde hun højt og haanligt, – hun var ikke saa bange for sin Mand som Husmanden. Og et Skænderi udviklede sig fra Køkken til Stue mellem hende og Manden.

Det raslede i Porten. En Mand med Træben, Soldaterhue og Medalje paa Brystet skød et Køretøj foran sig ind i Gaarden, skruede noget paa, der lignede Haandtaget til en Slibesten, og gav sig til at dreje rundt. Et Væld af Toner strømmede ud over Gaarden, kraftige, opildnende som et Brandraab – det var Marseillaisen.

Det trak i Grisens ene Øre, akkurat som naar en Flue stak det, mens den sov. En Gang til – den løftede Hodet! Saa fo’r den op fra Bænken, styrtede sig ned paa Stenbroen og sank om. Men vov! straks var den oppe igen, og i en langstrakt Svinegalop jog den ud af Porten og ad Skoven til.

Slagtningen havde kun virket som en gavnlig Aareladning paa den; den var ganske rigtig bovstukket.

Liremanden syntes nok han saa og hørte noget; men det hele gik saa hurtigt for sig, at han ikke fattede Sammenhængen; og han spillede roligt videre. Og da Mændene kom for at skolde og skrabe Grisen, var den væk. »Den kan umuligt være løbet langt – efter den Omgang 41| den fik,« sagde Bonden slukøret; og man gav sig til at søge efter den. Men Mørket faldt paa, og om Natten faldt der megen Sne.

Først næste Foraar, da Sneen smæltede, fandt man Grisens Lig inde under Diget ved Skovkonens Hytte.

Det var alle en Gaade, hvad der havde draget den saa langt bort, helt om i den anden Udkant af Skoven – og hvor den havde faaet Kræfter fra. Men vi forstaar begge Dele.

Hjemme paa Gaarden blev der kogt grøn Sæbe af den, og Skovløberkonen fik nogle Pund, fordi hun havde fundet Liget. Sæben var kun bestemt for Tøjvask, men hun brugte afA den baade til Hænder og Ansigt. Den var saa mild, sagde hun, meget mildere end Sesam. Saa fandt de to dog tilsidst hinanden.

Saaledes fulgte den ejendommelige Skæbne min Ven lige til det sidsteA og slog fast, at han var og blev en Undtagelse.

Her paa Jorden gik det ham da ilde, han naaede ikke at udvikle sine rige Muligheder. Men nu hans Aand – er alt dette uigenkaldelig spildt ikke for Tid alene, men ogsaa for Evighed? Døde han i sin negative Opfattelse af det hinsides, eller er han i sin sidste Stund kommet til bedre Erkendelse? Ingen ved det – jeg heller ikke! Og dog drister jeg mig til i min Vens Navn at give et lyst Svar paa disse vægtige Spørgsmaal. Han maatte finde frem; det er umuligt andet.

Jeg slutter da denne Minderune med den inderlige Fortrøstning, at min Ven nu befinder sig dér, hvor alt 42| er idel Glæde og intet indsnævrende Baand hæmmer Udfoldelsen af Sjælens rige Gaver. At han har faaet sin Stemmes fulde Brug og i en Kreds af salige Aander istemmer den evige Lovsang, som er Griseverdenens Hyldest til altings Ophav, dens Bidrag til Sfærernes Harmoni.