43|Pebersvendens Historie

45| »Sæt dig ned, Spillemand, og tag en Pind!« Komponist Pram satte sig ned med en lille Stønnen og tændte en Cigar.

Han sad med de trinde Ben lidt fra hinanden, enten nu Maven krævede Plads eller han godvilligt indrømmede den det; han var stolt af sin lille Mave og kælede gærne lidt for den. Han sagde i Øjeblikket intet, men lod Øjnene søgende løbe op og ned ad Boghylden og strøg ivrigt sit blonde Fuldskæg.

Magister Høst, Værten, gik frem og tilbage og nussede med en Pibe, noget Vat og en Strikkepind. »Naa, har du saa fundet en ny Definition paa Kvinden?« spurgte han. »Du ser mig saa tvetydig ud.« »Nej, men jeg er bange for, at Koch, den Grønskolling, staar i Begreb med at definere hende paa den sædvanlige Maade.« »Og hvem er saa Koch?« »Min Valhornist naturligvis – hvem ellers?A Han kom for sent til Prøven i Dag og spillede ganske infernalsk miav-av-a-v-v-v! omtrent som en Hankat paa et rødt Tegltag Kl. ti Minutter over tre om Natten.« »Naa, hvad Herregud! Fyren har vel været lidt paa Rangel sidste Nat.« »Paa Rangel? Nej, om han saa tog hele København paa Kryds og tværs og ranglede sig Øjnene ud gennem 46| Baghodet, blev der ingen klagende Kattetoner ud af det – nok slet Spil, men ikke Kattetoner. Nej, men Bæstet er forelsket op over begge Øren, jeg kender Lyden – har hørt den adskillige Gange før! Og jeg skulde tage meget fejl, om det ikke trækker op til Forlovelse og hele den øvrige Definition af Kønnet.« »Er du nu ogsaa saa musikalsk, at du kan høre det?« »Gu er jeg saa. Men saa er vi ogsaa færdige med hinanden. Ægteskabskandidater er ikke noget for mig.« »Der er da andre Ægtemænd i din Bande.« »Kun en, vil jeg gøre dig opmærksom paa, og ham finder jeg mig i, fordi han tog en Enke. Desuden staar han ved Bækkenerne og Stortrommen, saa det kan aldrig blive saa slemt. – Kvinden har en egen Ævne til at ødelægge Sammenspillet, skal jeg sige dig. Koch gør det mig for Resten ondt for, der var Krummer i ham. Nu bliver han aldrig til Musiker.« »Selvfølgelig ikke, naar du slaar Haanden af ham.« Magisteren puslede stadig med sin Pibe. »Skidt med mig, men har du nogensinde set et Mandfolk udvikle sig videre, efter at han var faldet i Kløerne paa en Kvinde? – for det har jeg ikke.

Kender du Visen med Omkvædet: »Det er Luksus for en Ægtemand.« Det er naturligvis Konen, der først synger Omkvædet, men meget hurtigt lærer Manden at synge kraftigt med, og i de fleste Tilfælde kan han drive det til at give Numret selv. Jeg siger ikke noget om Ægteskabet i og for sig, Kvinden kræver det nu en Gang for sin Udvikling, og det er lige saa nødvendigt et Samfundsonde som Brolægning og Renovation – hvad der skal til, det skal til. Jeg kommer selv i to-tre Familier og 47| elsker dette hyggelige Familieliv med den altid dirrende Undergrund; men jeg tager mig i Nakken og siger: lad Alverdens Mandfolk gifte sig, det er deres Bestemmelse, de har ingen anden Opgave. Men Koch og det Par Stykker til, der egner sig til andet, de skulde holde sig borte fra Ægtesengen, for den er altædende.« »Det er sært, saa du er paa Nakken af Ægteskabet, man skulde næsten tro, du er bleven forsmaaet.« »Ja, eller selv havde været gift. Det har jeg paa en Maade ogsaa, men det rager ikke dig – saa meget mindre, som jeg slap helskindet fra det. Men det gjorde min Ven Lyster ikke, og alene det vilde være Grund nok til at hade baade Kvinderne og Ægteskabet og hele den lovbeskyttede Usædelighed, de repræsenterer. – Du milde Gud, forsmaaet! – selv den usleste Mand vil jo altid have Hundreder af Tilbud paa Haanden. Og om man endelig besluttede sig til at begaa Selvmord, var det vel ret underordnet, om det skete ved Frøken Hansen eller Enkefru Petersen. Det med den eneste er simpelthen noget Sludder – de kan sku allesammen faa Has paa én. Og det maa man lade Kvinderne, Individet er dem ret ligegyldigt, blot de slipper ind i Ægteskabet. Derfor synes jeg ogsaa godt de kunde skaane os to-tre Mandfolk, der er noget ved. Lyster troede ogsaa paa den eneste ligesom du, men det kunde ikke redde ham.« »Jeg har aldeles ikke udtalt mig om den eneste,« protesterede Høst. »Men hvem var saa den Lyster – naa, ja, han var naturligvis Musiker – og hvor er han blevet af?«

»Blevet af! – han sidder et Sted Fanden i Vold langt 48| inde i Ægteskabet og glor maabende paa nogle fjollede Unger, som hans Kone hver Dag fortæller ham de vidunderligste Ting om – for at holde den hellige Ild vedlige i ham. Musiker, ja, du kan tro, han var Musiker. Der var mere Musik i ham end i hele det øvrige Fædreland tilsammen. Nu er han et slet og ret Orkesterøg, og det var ikke langt fra, han havde draget mig med sig ind i Ødelæggelsen. – Men mine Seler holdt.« »Du kunde jo give Historien, mens du fordøjer.« »Æv, jeg gider ikke. Det forstyrrer ogsaa Maven – den taaler ikke Sindsbevægelse.« »Aa, kom nu med Historien. Jeg skal tilbringe en halv Time med at ofre Virak paa din Istervom bagefter. Og desuden har du godt af lidt Anstrængelse; du er jo Gud forbarme sig tykkere end nogen Spækhøker. Bare du ikke ender med et Slagtilfælde.« Musikeren saa kælent ned ad sig. »Du er en god Dreng, Magister – og ikke meget brødnidsk af en Skolemester at være. Men tror du virkelig, der er nogen Fare? – Jeg vejer ikke mere end 180 Pund.« »Du dør af Kvælning, Spillemand – i dit eget Fedt! Eller ogsaa rævner du og afstedkommer en væmmelig Ødelæggelse paa mit Gulvtæppe. – – Han er ligesom Suderen,« fortsatte Høst med en Gestus som en Skuespiller, der taler afsides – »blot man kildrer ham under Bugen, kan man fange ham med de blotte Næver!« »Naa, det tror du, din Døgenigt! Nej, men jeg har ondt af dig, for selv en Børnepisker er jo ogsaa et Slags Menneske. Og man vil dog nødig se dig gaa i Hundene – du er saa henrivende naiv. Det undrer mig for Re49|sten, at Fruentimmerne ikke for længe siden er rendt om Hjørnet med dig.« Magisteren svarede ikke, han stod med Ryggen til og rodede i Tobaksbordet. »Han lignede i Grunden dig lidt, gjorde han, var stille og eftertænksom ligesom du og kunde taale, at man sjoflede ham, uden at fortrække en Mine. Jeg kunde derfor Pokkers godt lide ham. Du kan jo tænke dig os to her rykket en lille Snes Aar tilbage i Tiden. Ligesom du var han enig med mig i, at Kvinderne er noget Rak, ret beset, og lod som oftest mig om at udtrykke det. Han havde et kønt Ansigt, hvad du ikke kan rose dig af, og store melankolske Øjne. Naar vi unge den Gang heglede Kvinderne igennem, var det naturligvis ikke med den Vægt og Erfaring, du og jeg kan lægge for Dagen. Det var nærmest ungdommeligt Overmod og hindrede ikke, at vi gærne stod paa Hovedet for at tage os ud i det andet Køns Øjne.

Karl Lyster var dog en Undtagelse, han havde ingen Ærgerrighed paa dette Omraade, alle Kvinder var ham fuldstændig ligegyldige. Dette forbavsede os andre saa meget mere, som han i langt højere Grad end nogen af os var Genstand for Opmærksomhed fra deres Side.

Paa to Punkter falder Sammenligningen absolut ud til din Fordel. Han holdt daarlige Cigarer, og havde været deran en Gang. Det var end ikke hans egen Fornuft, men kun Tilfældet, der holdt sin Haand over ham, idet Pigebarnet gik hen og døde.

Jeg erfarede dette af hans egen Mund, idet han af en eller anden uforklarlig Aarsag kaarede mig til sin Fortrolige. Naar vi Arm i Arm fulgtes hjem ved Natte50|tid fra Koncerter og Spilletimer hos Kammerater, kom han let ind paa at tale om sin Ungdomskærlighed. Pigen der var død af Brystsyge, havde efter Billeder og hans Fortælling at dømme været nydelig og ikke saa lidt sværmerisk anlagt. Hans Tanker kredsede næsten altid om hendes Minde, og det var hans Overbevisning, at hun havde haft hans Livslykke inde og havde taget den med sig i Graven. I den Alder er man ikke bange for at gaa paa Skruer, og ofte havde jeg det Indtryk af hans Tale, at de to havde lovet hinanden evig Troskab paa hendes Dødsleje, – at han havde viet sig til en Død.

Saa kunde han igen tale om den eneste, som om der intet særligt Løfte havde været dem imellem. Det var da hans Opfattelse, at der til hver enkelt Mand svarede en særlig Kvinde, som maaske ofte befandt sig paa den anden Side af Jordkloden; hun og ingen anden havde da vedkommende Mands Lykke inde. Og det forekom mig, han sendte et Suk efter det Samliv med en Kvinde, som det efter hans Ideer en Gang for alle var forment ham at faa Del i.

Der var en Bunke Sentimentalitet i dette, som burde have frastødt mig; jeg syntes jo ogsaa nok, han gik og kælede lidt vel meget for sin døde Kærlighed. Men det angreb ikke hans Musik; hvis det ikke var saa latterligt, kunde man fristes til at paastaa, at det gavnede den. Han spillede os andre sønder og sammen. Hans fikse Ideer lagde ogsaa en egen besværgende Magt i hans Stemme; og saa dette dystre ved ham, som ikke en Gang tøede op i Kvindeselskab – han beherskede mig.

Hvor hang vi efterhaandem inderligt ved hinanden. 51| Det Ord Kærlighed, som idelig misbruges til at betegne Forholdet mellem Mand og Kvinde, passede paa os.

Vi delte Værelse, Klæder, havde fælles Pengepung. Vi kunde sidde med hinanden i Haanden i timevis, undte hinanden alt af et godt Hjærte. Mellem Mand og Kvinde er der skjult Krig i Instinkterne, i Dybet af Organismerne bekæmper de hinanden. Men vi havde alt tilfælles, forstod hinanden helt; hvor en af os voksede, tog han naturnødvendigt den anden med sig.

Saa kom Rejseaarene, og vore Veje skiltes. Han tog til Milano for at sætte sig ind i italiensk Musik, mine Anlæg førte mig til Tyskland og Østrig.

Læg Mærke til, hvor megen dansk Ungdom, der mellem Aar og Dag drager ud i Verden for at dygtiggøre sig – og forsvinder. Dansk Begavelse naar sjældent ud over Studieaarene, saa forbløder den sig og dør; den ligger begravet i Kvindeskørter rundt om i Europa.

Karl var nu sikker nok, han havde sit Ideal til at beskytte sig, og dette Ideal vilde det ikke være let at rokke ved, takket være Den Enestes altfor tidlige Bortgang. Saadan er Menneskene.

Hvad mig angaar havde jeg nok enkelte Rørelser, men aldrig stærkere, end at Lugten af Bøf fra en Kælderhals kunde lokke mig bort fra min Vej til et Stævnemøde, selv midt i den spirende Foraarstid. Alligevel havde jeg nær brændt mig slemt en Gang nede i Wien. Men det er en hæslig Historie, der hverken rager dig eller nogen anden. Nogle af mine »righoldige Erfaringer om Kvinden«, som du saa ondskabsfuldt udtrykker det, skriver sig fra den Tid.

Karl og jeg brevvekslede flittigt, og da han efter godt 52| et Aars Forløb vendte hjem, begyndte jeg at kede mig i det Fremmede. Skønt der hele Tiden havde været et Hundrede Mil imellem os, savnede jeg ham først rigtig nu, jeg vidste han var hjemme. Jeg holdt det gaaende et lille halvt Aar til, for at blive færdig, og vendte saa Næsen hjemad.

Han tog imod mig paa Banegaarden og var lige saa glad ved Mødet som jeg. »Du har slet ikke forandret dig, ikke Spor,« sagde han og saa henrykt op og ned ad mig.

»Nej, og du heller ikke,« svarede jeg. »Du er akkurat den samme snurrige Patron som før, med daarlige Fjedre i Støvlerne og det ene Bukseben lidt kortere end det andet. Er dine Cigarer ogsaa lige daarlige endnu?« Han lo: »Der sidder Kalk paa din Hat endnu fra den Gang, vi boede i Laksegade. Du strøg altid imod den lave Trappe, og du børstede dig aldrig.« »Det maa være Øjenforblændelse; jeg har faaet ny Hat siden den Tid.« »Da svor du den Gang, at du vilde gaa med den Hat hele dit Liv. Men det skal være dig tilgivet, hvis der endnu ligger en Selestrop og en fedtet Kraveknap i Blomsterskaalen paa dit Bord.« »Det gør der, og naar undtages Hatten, tror jeg, at jeg i alle Henseender er den gamle. Kan du sige det samme for dit Vedkommende?« Saadan vrøvlede vi, helt overgivne i vor Glæde over Gensynet. Men ved mit sidste Spørgsmaal blev han alvorlig. »Der er noget, jeg vil sige dig,« sagde han lidt æng53|steligt – »jeg er blevet forlovet. Men tjen mig i ikke at gøre Nar; for mig er det ramme Alvor.« Jeg havde aldrig tænkt mig, at en saadan Meddelelse kunde ligge for hans Stemme. Men nu var det altsaa en Kendsgærning, som maatte respekteres. Jeg var godt nok klar over, at jeg nu skulde dele ham med en anden; men Venskab kender ikke til det smaalige Nid, som efter mine »righoldige Erfaringer« er uadskilleligt fra en Kvindes Kærlighed. Jeg udstrakte altsaa, til Trods for mine udprægede Anskuelser om Kvinden, mit Venskab til og­ saa at gælde hende – endnu før jeg havde set hende. Hun bar sig imidlertid helt anderledes ad.

Naturligvis kunde jeg ikke dy mig for at drille ham lidt og i al Godmodighed minde ham om hans tidligere Opfattelse. Han blev unødvendig ivrig og kørte op med alle en træt Pebersvends Grunde – vi var først i Tyverne – saasom Renlighed, Hygge, regelmæssige Maaltider, eget Hjem.

Ofte begyndte han ogsaa at forsvare sig uden nogen Anledning fra min Side; det var tydeligt, at han led af ond Samvittighed. En Tid troede jeg, at den gjaldt mig og vort tidligere Standpunkt; thi det blev mig paafaldende, at han aldrig skød sig ind under det erotiske, men tværtimod værgede sig mod enhver Mistanke om, at noget erotisk skulde være medvirkende.

Jeg blev lidt flad, da jeg opdagede, at det slet ikke var mig, men hans gamle fikse Ide om Den Eneste, Angeren gjaldt – jeg havde gaaet i den Tro, at den hellige Grav længst var vel forvaret. Men ved at se dem sammen, blev det mig ogsaa snart klart, at han i Forholdet til sin Pige bevarede et Allerhelligste, et Aflukke, der var forbeholdt den Afdødes Minde. 54| Man er jo et godmodigt Asen, og jeg foreholdt ham, at han sejlede med et Lig i Lasten, og advarede ham mod at binde en levende Kvinde til sig og samtidig skænke sine bedste Tanker og Følelser til en død. Jeg kunde naturligvis have sparet mig mit Præk.« »Det var næsten mere, end man kunde forlange, at du med dit Syn paa Ægteskabet skulde tale Pigens Sag,« udbrød Magisteren dampende. »Ja, ikke sandt, du Ridder af den lange Pibe – jeg opførte mig som en ædel Idiot.« »Naa, det vil jeg dog ikke paastaa,« brummede Høst, – »du handlede som en Mand.« »Hvilket noget nær er det samme! Men hun belønnede mig – Fanden klimpre i mine Tarme – som en ægte Kvinde, for hun pønsede aldrig paa andet end at spænde mig ud af Venskabet. Hun kendte mit Syn paa Ægteskabet og hadede mig med samme Styrke, som en Arbejder hader den Maskine, der vil tage ham Brødet ud af Munden. Og saa var hun ogsaa skinsyg – Kvinder taaler ikke, at deres Mænd med den mindste Stræng hænger ved Mandfolkeverdenen; – de er praktiske og deler, naar galt skal være, hellere deres udkaarede Offer med en anden Kvinde end med en Mand.« »Hm?« kom det udfordrende fra Magisteren. »Gud ved, hvad Fanden der gaar af dig?« fo’r Pram op, »du er saa krakilsk i Aften! Du kan da for Pokker begribe, at enhver Dressur staar paa svage Fødder, saalænge det dresserede Dyr mindes sin fri Tilstand – altsaa maa alt det bortryddes, der kan fremkalde Mindelser. Og det lykkedes saa meget mere her, som Lyster stadig gik med ond Samvittighed over at have svigtet 55| sin døde Ungdomskærlighed og jeg var den eneste Medvider til denne Svigten.

Naa, jeg gjorde intet Mudder, men begravede i al Stilhed Venskabet og forrettede selv Jordpaakastelsen.

Nu og da traf vi hinanden ved Koncerter og andre Steder og vekslede et Par ligegyldige Bemærkninger. Han undgik mig ikke i den Forstand – undtagen naar hun var med; men han søgte mig ikke mere og ytrede heller ikke Ønske om at se mig hos sig. Og med Fortroligheden var det forbi.

Her i København er det imidlertid ikke vanskeligt at holde Øje med hinanden, ogA en Dag erfarede jeg, at Karl Lyster havde sagt nogle dyre Timer af, han tog i Musikteori; en anden, at han søgte Stillingen som Sanglærer ved Kommuneskolen – kort sagt, han rustede sig til Ægteskabet. Der er noget ynkelig komisk i, at et Menneske med rige Ævner og Fremtidsmuligheder lægger det hele paa Hylden, blot for lige som Alverden ellers at skrabe sammen til en Rede, hvor der kan udruges tre-fire snottede Unger.

Og det gjorde mig ondt for ham.« Høst gjorde en utaalmodig Bevægelse paa sin Stol, og vilde indvende et eller andet. »Ja, jeg sagde ikke noget til det, hvis det kun drejede sig om dig, Magister, – men husk paa, hvad han her kunde have præsteret,« faldt Pram hurtig ind.

Magister Høst, der ellers rolig fandt sig i Vennens Drilleri, satte irriteret Piben fra sig. Han var midt i et bidende Svar, da det ringede tre Gange.

Han rejste sig med et Ryk, saa sig forvirret om og gik ud for at lukke op.

Han kom tilbage med lettet 56| Mine, i Haanden havde han en lille Pakke, som han febrilsk drejede mellem Fingrene. »Gaa videre,« sagde han kort og lagde Pakken i Boghylden. »Naa, jeg erfarede saa, at Karl var blevet gift, og gik netop og grundede paa, hvordan det vel smagte ham, da han pludselig selv traadte ind i min Stue. »Ho ho!« tænkte jeg, har hun allerede gjort ham Helvede saa hedt, at han maa ty til mig? Jeg tog pænt imod ham. Det var naturligvis ikke svært at faa noget af det gamle Venskab stablet paa Benene igen, men det blev alligevel ikke ved det gamle. Bruddet var ikke til at udviske, Stumper af det havde saa at sige sat sig fast i Øjenkrogene og sad der og virkede generende paa os begge to.

Vi havde ondt ved at se hinanden lige i Øjnene.

Han kom oftere, og jeg ventede at høre et eller andet, der bekræfted min Formodning – og mit Syn paa Ægteskabet i det hele taget. Men det kom ikke, han lod overhovedet ikke til at være saa stærkt optaget af sit Ægteskab, som man kunde vente det af en nybagt Ægtemand. Derimod havde han, nu da Broen var kastet af bag ham, igen givet sig til at sysle med den Afdøde, og det gik op for mig, at han kom til mig, fordi jeg var den eneste, med hvem han kunde tale fortroligt om hende.

Han vilde udsone sit Troskabsbrud mod hende ved stadig at drage hendes Minde frem. Undertiden fik han hæftige Anfald af Selvbebrejdelse; og nu det var for sent, erindrede han sig bestemt et Løfte, han engang havde givet hende: at være hende tro, saa de kunde mødes 57| som Brudgom og Brud i det andet Liv. Dersom Kvinder overhovedet havde været i Besiddelse af Sjæl, vilde jeg have antaget det for et Slags Sjælespøgeri; nu stod det for mig som ren og skær Sygelighed hos ham.

Jeg afslog altid hans Tilbud om at besøge ham i Hjemmet, men var flere Gange sammen med dem begge ude. Alt det jeg iagttog hende, var der intet, der bekræftede min Frygt for, at hun skulde føle sig forfordelt af ham. Han havde tydelig nok ikke talt til hende om sin første Kærlighed, og noget i hendes Mine sagde mig, at Karl trods sine Samvittighedsnag og sin sygelige Dvælen i Mindet om den første, ikke forsømte hende her. Da han selv opfattede begge Forhold som Ægteskaber, optraadte han jo egentlig som Mormon. Jeg gjorde ham spøgende opmærksom paa dette, men det komiske i Situationen gik ikke op for ham – han græd, Herren hjælpe mig.

Jeg havde imidlertid andet at bestille end at gaa den brogede Mangfoldighed i hans Hjærne efter. Tid efter anden blev han ogsaa fornuftigere og rykkede Virkeligheden nærmere ind paa Livet. Sliddet bidrog sit dertil ved at sløve ham, han maatte hænge godt i for at holde Hjemmet pænt, og spillede nu hver Aften i en Varieté. Der gik ikke saa lidt af en Bedsteborger i ham, og hans Ærgerrighed gled fra Musiken over paa Empiremøbler og større Lejlighed med Fløjdøre og Karnap.

Efter et Aars Forløb blev han Fader til en Dreng, og jeg har aldrig set ham saa oprømt. Selv om han havde komponeret et Vidunder af en Opera, kunde han ikke have teet sig stoltere end over denne Bedrift, som ethvert Bybud kunde gøre ham efter. 58| Han havde ikke megen Tid til sin Raadighed nu, men en Gang imellem kiggede han op og tilbragte en halv Times Tid med i deliristisk Henrykkelse at fortælle om alle det spæde Pattebarns Vidunderligheder. Naar jeg spurgte til Hustruens Befindende, svarede han varmt, men tillige med den ejendommelige Træthed i Stemmen, der rummer Ægteskabets Mystik. Noget nærmere erfarede jeg ikke, da Karl Lyster aldrig talte til mig om sine ægteskabelige Forhold.

Men en Dag kom han styrtende op til mig i stærkt ophidset Stemning og gav sig paa en højst sindssvag Maade til at tale om sin Hustru og sin første Kærlighed i Flæng. Det lykkedes mig dog efterhaanden at bringe ham saa vidt til Ro, at han kunde give en nogenlunde forstaaelig Beretning om, hvad der var i Vejen.

Sagen forholdt sig saaledes: Hans Kone plejede hver Dag at køre en Tur med Barnet, og en Dag hun var ude, stod der pludselig en hvidklædt Dame foran hende, saa paa hende med et bebrejdende Blik og sagde: »O ja, jeg kender Dem jo saa godt! Det er Dem, der har taget –« Saa sagde hun ikke mere men gik sin Vej – eller forsvandt. Hans Kone havde været saa bestyrtet, at hun ikke kunde afgøre hvilket. Og nu i Dag havde hun forladt Barnevognen et Øjeblik, mens hun gik ind i en Butik; hun hørte Barnet skrige og gik ud, og der stod den hvidklædte og kørte Barnet frem og tilbage. »Er det hans Barn?« spurgte hun blot og gik saa bort – eller forsvandt – uden at afvente Svaret.

Jeg forstod ikke hans Opførsel og sagde temmelig ligegyldigt: 59| »Hvem i Alverden kan det være?« Han stirrede uhyggeligt paa mig. »Hvem – hende naturligvis.« Det gav et Stik i mig. »Hvad Pokker! du mener da vel ikke, at hun, din forrige – din første Kærlighed?« Jeg lo højt, skønt hans Forrykthed gjorde mig ondt; men det kom saa overraskende for et voksent Menneske.

Jeg blev slaaet paa Munden ved Tanken om det ørkesløse i at tage en Drøftelse op under saadanne Forudsætninger, men tog mig dog sammen til en almindelig Indvending. »Hør, ved du hvad, vi er heldigvis for meget Mennesker til at tro paa Spøgelser.« »Hvem skulde det ellers være?« spurgte han uvilligt. »Naturligvis en forsmaaet, der vil hævne sig paa dig – hvad ellers?« »Jeg har aldrig givet mere end én Kvinde Grund til at hævne sig paa mig,« svarede han alvorligt. »Og hun er død og hævner sig sikkert ikke! Saa er det rimeligvis en af de ikke helt faa, som i sin Tid gærne vilde have haft dig. En, som er besat af dig, en Gal – hvad du vil, kun ikke et Spøgelse.« »Ja, men Ligheden, du! Høj, slank, hvidklædt, magert alvorligt Ansigt – det passer altsammen.« »Ja, og to Øjne, en Næse midt i Ansigtet, oprejst Gang, paa hver Haand en Tommelfinger, der kan sættes mod de andre Fingre! – det kan umuligt være andre end hende.« Han smilede – for første Gang under Samtalen. Jeg 60| havde i Sinde at forfølge min Sejr med et rigtig træffende Argument, men han rejste sig brat. »Jeg tror du har Ret,« sagde han og gik.

Men Sagen var ikke dermed ude af Verden. Spøgelset kom igen med kortere og kortere Mellemrum og vidste at træffe min Vens Hustru paa de besynderligste Steder – og altid, naar hun var alene. Der var virkelig noget spøgelseagtigt i denne mystiske Kvindes Evne til at dukke op, ligegyldigt hvor, og altid træffe de belejlige Øjeblikke til at hjemsøge den unge Kone.

Jeg havde endelig givet efter for Karls indtrængende Bønner om at komme i hans Hjem, skønt jeg ikke indsaa, hvad jeg havde at gøre dér.

Men han bad mig saa bønligt, jeg tror, han var angst for at være alene med sin Kone. Jeg gav altsaa efter og blev upaaklageligt modtaget. En Dag tog vi i Skoven alle tre – ud til Hulsøen. Vi tilbragte hele Dagen sammen, og Karl og jeg fjærnede os kun én Gang fra Hustruen, mens vi tog et hastigt Bad i Furesø. Da vi kom tilbage, var hun bleg og nervøst ophidset; den hvidklædte havde benyttet Lejligheden til at hjemsøge hende, erfarede jeg senere. Med saadanne Kendsgærninger imod mig var det mig umuligt at overvinde min Vens Tro paa »Gengangeren«; selv sluttede jeg blot, at det var en meget raffineret Kvinde, der anvendte al sin Tid – og anvendte den godt – paa at dyrke sin besynderlige Passion.

Spøgelset blev mere og mere familiært med Fru Lyster og fremkom med lange Udgydelser, der alle gik ud paa at undergrave Forholdet mellem Mand og Hustru. Og det var godt i Gang med at lykkes. Fru Lyster saa en Medbejlerske i hende og overøste sin Mand 61| med Bebrejdelser, og han svor ved alle hellige Guder, at ingen Kvinde havde mindste Krav paa ham. Efter mit Raad fortalte han hende om sin første Kærlighed, men hun troede ham ikke og lo ad hans Forsikringer om, at den fatale Kvinde var en Genganger

– eller hun anklagede ham for Hykleri. Han blev opbragt over sin Hustrus Mistanke, og det kom til stærke Rivninger imellem dem, hvor jeg stundom havde det ubehagelige Hværv at være Opmand.

Det var sku ikke nemt at dømme dem imellem. Han havde aldrig givet mig Grund til at tvivle om sin Sandruhed, og paa den anden Side forekom hendes Skinsyge mig mere og mere berettigetA. Spøgelset, der gennem Udtalelser som: »Aa ja, det kunde jo ligesaa godt have været mit Barn« eller »jeg har dog holdt ham i mine Arme før De,« antydede, at der havde bestaaet et højst fortroligt Forhold mellem dem, kom ogsaa med Kendsgærninger, hvis Ubestridelighed baade hans Kone og jeg kunde kontrollere. Saaledes fortalte hun en Dag Fru Lyster om et lille Sammenstød, hun og Lyster en Aften havde haft med en Opvarter i Cirkus. Han havde ganske rigtig været i Cirkus en Aften i den sidste Tid af Hustruens Svangerskab og haft et Sammenstød med en Kelner. Dagen efter fortalte han os Begivenheden Ord til andet, som nu Spøgelset gengav den, men han undlod at nævne, at han havde været i Dameselskab. »En lurvet Karl,« udbrød Høst. »Benytte sig af sin Kones Upasselighed – under de Forhold! Føj!« »Du er en Torsk, Magister. Men det skal være dig tilgivet, eftersom en anden ikke var klogere den Gang. Dette var nemlig ogsaa afgørende for mit VedkommendeA; 62| jeg var ikke længer i Tvivl om, at han virkelig havde haft – og maaske endnu havde – en løs Forbindelse. Ud fra denne Betragtning maatte jeg antage den oprevne Tilstand af raadløs Fortvivlelse, hvori han hyppigt befandt sig, for et godt gennemført Hykleri. Og da det ikke morede mig at spille med i den Tragikomedie, trak jeg mig tilbage.

Jeg havde vel holdt mig borte fra dem et halvt Aarstid, da han en Dag traadte ind til mig. Som han dér stod for mig, mager og graa i Ansigtet, med en ubestemt Rædsel flakkende i sit Blik, faldt det mig ind, at han nærmest lignede én, der hørte hjemme paa en Sindssygeanstalt. »Nu er Hævnen snart fuldbyrdet,« sagde han og stirrede besynderligt paa mig. »Hævnen?« »Ja, min Hustrus Bryst er stærkt angrebet.« »Det er egentlig ikke underligt. Et Menneske gaar ikke ustraffet saa meget igennem.«

»Nej, underligt! Men det er Synd, blodig Uret mod hende, som intet har forbrudt. Kan hun gøre for at hun har bundet sig til en Troløs, siden hendes Liv skal tages?« »Men Kære, jeg troede ikke, du havde noget at bebrejde dig,« sagde jeg spydigt. »Saa lad dog være!« skreg han og skar Ansigt. »Kan da ingen forstaa? Ser du da ikke, at hun, den første har mærket min Hustru og taget hende fra mig! Brystsmærter, Blodspytning – det er jo hendes Død om igen!« 63| Det løb mig koldt ned ad Ryggen ved at høre ham gøre denne forrykte Opfattelse gældende. Her var ingen Tvivl mulig om hans Hæderlighed; saadan kunde ingen Mand hykle. Han var lige saa uskyldig et Offer for en eller anden ond Skæbne som Hustruen. Jeg havde set et uhyggeligt Glimt af Vanvid i hans Øjne og besluttede et alvorligt Forsøg paa at redde hans Forstand. Dette kunde kun gøres ved at ramme en Pæl gennem Spøgelset og fastslaa, at det mystiske Væsen var af Kød og Blod som andre Mennesker. Det vilde kun gøre galt værre for Hustruens Vedkommende, men det fik være; han stod mig nærmere end hun.

Det lettede Iværksættelsen af min Plan, at Fru Lyster selv kom til mig og bad mig staa hende bi med at skaffe sig det nærgaaende Kvindfolk fra Halsen. Det var hendes Tanke, at vi skulde foranstalte en formelig Klapjagt paa Kvindemennesket, og hun gik til Værket med ikke ringe Energi.

Mange Dage i Træk strejfede vi om fra Morgen til Aften, gennemkrydsede paa Toppen af Sporvogne og Omnibusser Byen i alle Retninger, hjemsøgte de offentlige Forlystelsessteder, sad paa Udkig i Kaféerne paa de stærkest befærdede Strøg og var i det hele taget alle Vegne, hvor en Københavner kunde tænkes at søge hen. Jeg overdriver næppe, naar jeg siger, at tre FjerdedeleA af Københavns Beboere i den Tid maatte passere Revy for os. Men den, vi søgte, saa vi intet til.

Det var for Resten mig, der holdt Hensigten med vor Omstrejfen oppe, for da hun først var i god Gang, var det forbi med den unge Kones Iver.

Hun havde oftest alt andet end den hvidklædte i Tankerne og aabenbarede 64| paa disse Ture en Friskhed og et Humør, som jeg ikke havde nogen Anelse om, at hun sad inde med. Undertiden havde jeg en Fornemmelse af, at det hele ikke personligt vedkom hende, at Karl og jeg var de hjemsøgte, og at hun med et godmodigt Smil forbeholdt sig sin Opfattelse. Hun var Elsk-

værdigheden selv og gjorde alt for, at vort Samvær ikke skulde være mig til Ubehag. Naa, jeg regnede hende det ikke til Last – en Kvinde vil altid søge at erobre den Mand, som hun er ene med, selv om hun hader ham som Pesten. Naar hun var vel hjemme, kunde Nedtryktheden pludselig indfinde sig og forandre hende helt – og Den hvidklædte dukkede atter frem. Det var som om Fru Lyster kunde forudføle hendes Komme.

Det hele blev stadig mere forvirret, og tilsidst blev jeg træt og opgav Jagten. Hun var ikke saa lidt skuffet, men jeg følte den inderligste Trang til at trække mig ud af al Ting.

Jeg besluttede at tage mig en lille Ferie paa ubestemt Tid, og en Dag gik jeg ud for at besørge nogle Indkøb til Rejsen og aflevere nogle Noder til Karl. Inde i Store Kongensgade fik jeg Øje paa hans Kone; hun kom mig i Møde paa det andet Fortov. Min første Tanke var at skraa over Gaden og bede hende tage Noderne med hjem, da jeg havde travlt. Men pludselig fik jeg den Ide, at det kunde være morsomt at gaa bag efter hende og se, hvad hun foretog sig – hvis jeg da kunde komme uset forbi hende.

Skønt vi var alene paa det Stykke af Gaden, opdagede hun mig virkelig ikke. Hun gik og stirrede lige frem, 65| med et dødt, indadvendt Udtryk. Ikke en Bevægelse eller Mine forraadte, at hun saa eller hørte. Jeg havde lagt Mærke til, at denne Tilstand af Sanselammelse hang sammen med hendes forstemte Perioder og den Hvidklædtes Opdukken; maaske var det den, der gjorde hende saa fintmærkende, at hun kunde forudføle den uhyggelige Hjemsøgelse.

Jeg fulgte hende i Afstand Gaden ud og over Kongens Nytorv, uden at faa Øje paa noget mærkeligt ud over det, at hun gik sin lige Vej, tilsyneladende uden at bekymre sig om Vognfærdslen. Hun drejede om ved Det kongelige Teater for at gaa ned ad Holbergsgade, hvor de boede. Ud for Hjørnet af Teatret standsede hun et Øjeblik, der gik et Par nervøse Ryk igennem hende af den Slags, hvormed man ryster en ubehagelig Tanke eller Forestilling af sig, og hun ilede hastigt et Par Huse frem og ind i Ejendommen, hvor de boede. Jeg besørgede et Ærende i Nærheden og gik saa op.

Karl lukkede mig ind. Hustruen saa jeg intet til. »Der har været en Rivning igen,« tænkte jeg, »om lidt kommer hun ind med forgrædte Øjne – eller hun viser sig slet ikke.« Karl førte mig ind i sit eget Værelse; jeg satte mig paa Sofaen og rakte ham Noderne. Han kastede et løst Blik paa dem, stak dem saa ind i Hylden og stod derhenne og pillede. »Hun vil nok udstrække sin Forfølgelse til selve Hjemmet her,« sagde han pludselig med lav Stemme. »Hvem? – Aa, om Forladelse! Men kære Ven, jeg troede ikke, hun havde vist sig siden din Kone og jeg anstillede Klapjagt paa hende.« 66| Der dirrede et selvopgivende Smil om hans Mund. »Hun viste sig for lidt siden lige her udenfor og var mere graverende i sine Beskyldninger end nogensinde,« sagde han sagte. »Du har selv set hende?« spurgte jeg forbavset. »Nej, hun viste sig for min Kone før, da hun kom hjem fra Byen – lige uden for Teatret. Og hun be –« »Det er Løgn i din Hals,« raabte jeg og sprang op.

Han saa dødstræt paa mig. »– Og hun beskyldte mig for at have været hos hende forleden Dag, jeg var ude med dig.« »Nej, nu gaar det for vidt,« udbrød jeg opbragt. »Jeg vil betro dig – eller rettere din Madamme – at jegA har fulgt i Hælene paa hende lige fra Nyboder og hertil uden at se det fjærneste til nogen Kvinde.« Han var blevet ligbleg, og jeg saa paa hans Blik, at han nu endelig havde faaet fuld Vished for sin uhyggelige Teori om Spøgelset. Og det havde dog mindst af alt været min Hensigt.

Paa Vejen hjem var min Hjærne i den besynderligste Forvirring. Det var mig umuligt længer at redde en klar Tanke ud af dette Kaos af Kendsgærninger, og jeg var lige ved at give Karl Ret i, at Spøgelset gav den eneste mulige Forklaring – da jeg heldigvis fik en fornuftig Tanke. Jeg stansede midt paa Gaden og udbrød: – »Men det er jo Hysteri, Hallucination – et eller andet af det Djævelskab, Kvinder skal være befængte med.« Jeg henvendte mig til en yngre Mediciner af mit Be67|kendtkab og fremstillede det hele for ham – naturligvis med Fortielse af Navne. Han gav mig Ret i min Opfattelse og raadede mig til at forsøge paa at faa hende indlagt til Observation.

Det var nemmere sagt end gjort, da jeg ikke alene havde hende, men ogsaa Karl imod mig. Men jeg gik i Forbund med deres Læge, og ved for-

enede Anstrængelser lykkedes det os at faa hende narret ind paa sjette Afdeling. Derfra gled hun efter kort Tids Forløb over i Hænderne paa Professor Svendsen, den bekendte Specialist i Moderorganernes Sygdomme, og han underkastede hende en lille Operation. Faa Uger efter vendte hun tilbage til Mand og Barn, og Spøgelset har aldrig vist sig siden.

Saa vidt jeg ved da. For da først Ægteskabet var kommet i sin rette Gænge igen, var jeg tilovers. Jeg stod vist mere for hende som et pinligt Vidne end egentligt som Redningsmand. Mine Anskuelser om Ægteskabet havde naturligvis ikke forandret sig, men tværtimod faaet en vis Vægt, efter det der var passeret. Jeg antager, hun saa en Fare i mig – for den rette Udfoldelse af Hjemmet. Jeg skulde i alt Fald fjærnes blidt, og da jeg mærkede det, trak jeg mig skyndsomst tilbage.

Jeg ser dem undertiden paa Gaden. Hun er tyk og velnæret, myndig af Udseende; han mager og forslidt, med et forkuet lykkeligt Udtryk. I Musikverdenen ses han aldrig, men han er alle Vegne, hvor der er Timer at fiske.

De har Reden fuld af Unger, som det naturligvis er hans Stolthed at »bringe frem« paa Bekostning af sig selv. 68| Han slider sine gamle, aflagte Frakker om igen, for at Konen kan pynte sig med forlorent Ræveskind. Kort sagt, det er et af de ideelle Ægteskaber, hvor Hustruen fylder hele Reden, og Manden maa indrette sig paa Trappegangen. Levende ædt, min Far, med Hud og Haar! Naa, den Vej skal vi jo alle. – Det er sku i Grunden mærkeligt, at vi to har holdt os fri af Fedtefadet – hvad Gamle?« Komponist Pram havde rejst sig og lagde under de sidste Ord fortroligt Armen om Vennens Skulder.

Magisteren gjorde sig læmpelig fri. Han svarede ikke, men rakte efter den lille Pakke, som kom for lidt siden, og aabnede den. »Visitkort?« spurgte Pram og drev et Par Gange op og ned ad Gulvet. »Noget derhen ad,« svarede Magisteren med en Stemme, som om han bed fra sig.

Han smed med ørkesløs Mine et Kort over Bordet til Musikeren. Denne bøjede sig stønnende – han var godt tilpas – over Kortet og læste: Frøken Ida Falk og cand. mag. Viktor Høst. Der forløb et Øjeblik, inden han var med.

Saa fo’r han op, greb Hat og Stok og styrtede ud.

Høst løb efter ham og kaldte paa Trappeafsatsen: »Spillemand, kom nu op igen, Gamle! Lad mig dog forklare!« Men Pram tumlede blot raskere nedad. Man kunde høre paa hans Løb, at han intet Herredømme havde over sig selv. Han stolprede, snublede, kørte paa Hælene og tog to-tre Trin paa èn Gang – det lød, som et Legeme 69| rullede ned og standsede et Øjeblik ved hver Trappeafsats. – »Føj for Satan! Føj for Satan!« hørte Magisteren ham gentage.

Og saa smækkede Gadedøren i.