71|Lykken fra Lossepladsen
Et Æventyr fortalt for de snottede Unger

73| Det er en gammel Historie, den om Lykken der gærne vilde række den Fatttige Haanden, men ikke kunde naa ham. Saa var det altsaa, den fandt paa at lægge Vejen om ad Lossepladsen, og de, der sidder pænt stille, mens jeg fortæller, skal bagefter faa Lov at gaa ned i Gaarden og lugte til, at der brases i Restavratørens Kælder. For de smaa Maver maa sandelig ogsaa ha’e deres! Langt ude i den store By – endnu længer ude end vi befinder os – ligger der en snæver Gade, der er som en Rævne i den sorte Jord. Vaad og fedtet i Bunden er den altid, hvor meget Solen saa skinner andre Steder. Naar man kommer ude fra det lyse aabne Land, skyder den pludselig op med to mægtige Gavle, der nok kan faa det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa én, det er som at betræde Nedgangen til Underverdenen. Den bliver bestandig mørkere og fugtigere for hvert Skridt, man gaar, og munder langt nede ud i en stor Kirkegaard. Fra hvert af Gadens Vinduer kan man se Kirkegaarden, den ligger og lukker for Udsigten som en hel ny Verden, hvor Menneskene endelig har indrettet sig saadan, at de alle faar lige meget; men hyggelig virker den alligevel ikke. Saa er det morsommere at vende Hodet den anden Vej. Derude lyser Luft og Land som en Streg af Ild, og man kunde godt bilde sig ind, at Spalten der74|ude var den snævre Port ind til Himlens Herlighed. Men det er bare Tilværelsen, der dér begynder! Gaden er skaaret brat af under de to mægtige Gavle, saa Fortove og Rendestene stikker ud i den bare Luft, og springer man to Alen ned, er man paa det aabne Land.

Se, det er noget med noget paa! Dernede gaar Solen og Blæsten Tur hver evige Dag, og Jorden stikker sin bare Numse i Vejret som en gul Lerknude – uden saa meget som at dække sig til med et Græsstraa. Ingen Verdens Ting er der andet end Ler; og der er ingen Ende paa alle de Herligheder, man kan fremstille af det: Fæstningsværker og Parkanlæg – og rigtige smaa Mennesker, som bare mangler, at Vorherre skulde puste dem lidt i Næsen.

Udenfor kommer saa det Grønne, store vajende Duske af Nælder og Skarntyde, Malurt til at sætte paa Brændevin, og Kamelthe som man drikker mod Forkølelse. Der er sandelig ikke sparet. Det gror op i grønne blomstrende Kranse om store, blaarøde Slaggedynger og Bunker af Muraffald, breder sig frodigt paa de giftigste Pletter og omsætter de onde Stoffer i besk Lægedom. Der er en udgravet Byggegrund halv fuld af Vand, hvor man kan sejle paa Stilladsbrædder og levere hele Søslag, og der ligger en indhegnet, hemmelighedsfuld Plads, som lugter spændende af Helvedes Begpøl. Desværre staar der »Adgang forbudt« over Indkørslen.

Og dersom det havde været det hele! Men uden om det igen strækker sig de store, herlige Lossepladser, hvor alting sætter hinanden Stævne. Hver Dag kører Hundreder af vældige Vogne alt det herud, der ikke duer længer – uden Persons Anseelse. Meget af det kender 75| vi igen og ved, hvem det har tilhørt. Den Bunke Snavs dér er Druk-Valdes kasserede Bukser; de er næsten saa pæne som de altid har været, vi kan ordentlig tælle, hvor tidt Pladshundene har været i Benene paa ham. Men hvad er det de er indfiltret i – en lang gullig Tarm? Det er Flor, lille Børn – med Pailletter i; det har straalet, maaske ved en Hoffest. Nu pynter det ikke engang paa Druk-Valdes gamle Skafter.

Naa, det er lige Sager – her kan man da leve Alverdens Herligheder med.

For Daaserne ender her, naar Indmaden er spist – man kan endnu se paa Malingen, hvad de har indeholdt: Billederne af de sjældne Frugter og Dyr er som en Tur rundt om Jorden i Nattens Mulm og Mørke. Her mangler ingen Ting! Stjærnen fra den sidste Kotiljon stikker frem af Askedyngen – endnu med lidt Forgyldning hist og her i Folderne – og øverst paa en Skarnbunke ligger en eller anden Storborgers itubrudte Navneskilt.

Vist er det jeres egen Legehave, og I skal have Lov at være glade for den.

Etatsraadens Dørplade kan Mor bruges til Asjet, naar der vendes op og ned paa den; og Champagneflaskerne er der ingen der vil købe. Næst efter Paradisets Have er den storartet, og Vorherre gaar selv rundt og roder med et Syvtal i Skarnbunkerne for at se, om der er gaaet noget værdifuldt ud med Snavset. Saa sender han det tilbage igen og lader det denne Gang gøre Tjeneste fra neden af – for saadan er han. I ler, smaa Fæhoder – I har selv gaaet med Krogen og aldrig set ham? Men Peter og hans Søster har ligget i en rigtig Herskabsvugge uden Gænger, som deres Far fandt derude – det er jo derfor, de er saa velop76|dragne! Og hvor fik lille Karls Mor mon Jærnsengen og Madrassen fra i Fjor? – I kan sagtens slæbe Tingene hjem, men Vorherre har først puffet lidt til Politiet og sagt: Se, der er no’en snottede Unger; ta’e for min Skyld og lad dem beholde, hvad de finder af Skidt! Guld og Sølv vandrer der ogsaa ud; men det tier vi stille med, for at ikke de Velhavende skal komme ud og give sig til at grave efter det. For saadan er de, og det er jo derfor de kaldes Velhavende. Det hører Lykken til: nede i Snavset ligger det og gror til Trøst for os. Og en skønne Dag dukker det frem i Lyset – som da Bynken skød frem med en Fingerring af Guld om sin rustrøde Top! Og Penge – der er Masser af dem! Om man havde alle de Penge, der vandrer her ud med Skarnet mellem Aar og Dag, var man nok en holden Mand. Men Penge er ikke gode at kende fra Snavs! – Den lange Gade ejedes indtil for ganske nylig af èn Mand. Den havde de daarligste Lejligheder i hele Byen og gav dem største Lejeindtægt; derfor søgte kun de allerfattigste derhen – de, der skal have Raad til det værste.

Men alligevel var her altid fuldt besat. De trøstesløse Husrækker ludede over den snævre Kløft som to Fugleklipper, hvor underlig pjuskede Væsener rugede i Hul ved Hul, 7 Rækker over hinanden. Kløften havde sin egen Luft, som I godt kender, og om Natten flød Mørket paa dens Bund som i en Kloak. Men der var over tusend Børn i Gaden, og de sprængte den arme Tilværelse dernede og skød de graa Mure til Side. Der var Tider, hvor Kløften var som en summende Kube af støjende Unger, Mødre der trøstede, og Mødre der 77| skældte ud. Luften hang syngende fuld af Børns Glæder og Sorger og Forældres Bekymringer, saa lang Dagen var.

Det var nu altsammen meget godt; men saa hittede Værten en skønne Dag paa, at nu skulde Gaden til at være en pæn Gade. Og det skulde saa komme ved, at man sagde alle de Lejere op, der havde Børn – som om det ikke netop er jer Unger, der gør det hele festligt. Der skulde jo saa komme andre og leje sig ind, som ingen Børn havde. Men man kan ligesaa godt lede efter rige Folk uden Penge som efter fattige Folk uden Børn, saa der blev han godt narret.

Men det faar blive hans egen Sag, for dette er en Historie om Lykken, og her begynder den.

Hver Maaned aad Opsigelsen sig to Husnumre frem i Gaden, og nu var den naaet til Nr. 10. Her boede de – oppe paa Kvisten; og det var Vinter og tidlig om Morgenen. Ude i Mørket galede en og anden Fabrikfløjte.

Mørket laa kvælende tungt over den lille Stue, og ud i det sivede de forskellige Aandedræt, som stod der smaa Maskiner rundt om i Krogene og arbejdede hver efter sin Melodi. Der var Børns bløde, fløjtende Aandedrag, som mindede om Fugleunger, der skal lære at synge, og et voksent, der jog Mødigheden bort i lange, kraftige Stød. Et kort, hastigt Aandedrag skar sig ind som en arrig Knebren. Og fra Krogen inde under det skraa Loft kom noget, der ikke bare var et Aandedrag, men selve Lidelsen, der taalmodigt laa og talte Nattens Timer.

Pludselig stansede det kraftige Aandedrag, en Haand 78| famlede efter Tændstikker og tændte. Tændstikken belyste et skraat Hummer med snavset Tapet og en stærktbygget Kone, der sad over Ende i Sengen og lyste efter den Plet paa Væggen, hvor det billige Svejtser-Ur plejede at hænge. I Sengen ved Siden af hende laa en Mand med indfaldne melankolske Træk og stirrede: »Den har ikke fløjtet seks endnu,« hviskede han.

Hun smed Tændstikken med en Ed og gav sig til at klæde sig paa i Mørket. »Vil du allerede af Sted?« lød hans Stemme lidt efter. »Du har god Tid.« Hun svarede stadig ikke. »Hvor meget fik I for Uret?« spurgte hun pludselig. »Halvtreds Øre.« Hun lo haardt. »Det skal godt forslaa til at leje Lejlighed for. Ja ja, Fattiggaarden staar jo altid aaben, saa hvad er der at bekymre sig for? – Vil? om man vil af Sted? Som om det er for Motionens Skyld, man skrubber Folks Snavs ud. Der er nok ingen, der spørger èn, om man vil.« Hun blev ved at gaa og smaamumle en Tid. Manden svarede ikke, han vidste, at hun mente dem det godt; det var bare den sidste Rest af Træt­ heden fra i Gaar, der skulde ud. Hun var Forsørgeren, og det var rimeligt, at hun en Gang imellem trængte til at faa Luft! – Hun fik Lov at gaa i Staa af sig selv.

Hun gik ude i Køkkenet og rumsterede og ordnede for Dagen; LysetA faldt ind gennem Dørsprækken og trak en tynd Skillevæg af Ilddampe gennem det beklumrede Mørke. Saa kom hun ind i Kaabe og gik hen til Manden. »Bliv nu fornuftig liggende, til her er godt varmt,« 79| sagde hun og stop-

pede om ham med sine haarde Hænder – »og bryd dig bare om ingen Ting. Madam Petersen er vel Mand for at skaffe Føden til os – og Tag over Hovedet med.« »Mor, inde i Borgergade over Gaarden er der en storartet Lejlighed med Glasbur; der ku’ Far rigtig sitte, naar Solen skinner,« sagde en Dreng nede fra Gulvet. »Den er til femten Kroner, og de forlanger en Maaned forud.« »Ja, sorden en morsom nen!« bekræftede en Barnestemme. – »Og det er selv sandt.« Moderen svarede ikke, men gik hen til den gamle Sofa og ruskede i en lille snorkende Klump. Det var den voksne Datter, Trine; hun lod bare, som hun sov. »Nu sørger du for, at her er godt varmt, til din Far staar op! Vi har vel Koks? Ellers maa Drengene af Sted ud og plukke nogle, saa snart det blir lyst. Et Par Splinter til at tænde op med kan du nok pille af Pulterkammervæggen – naar du er forsigtig og ingen Støj gør. Der ligger ti Øre i Tallerkenrækken til Mælk til Middag, du kan komme det gamle Brød i, jeg havde med hjem i Gaar. Og Gud trøste dig, om du svarer din Fader uartigt eller slaar dine smaa Søskende! Lad mig nu se, I er flinke alle tre, saa skal jeg have noget godt med hjem til Aften – Mesterpølse kanske.« Saa snart Døren var smækket i efter Moderen, stak Trine Hovedet op af Sengeklæderne og gav en arrig Ræmse fra sig. Saa krøb hun ned igen, og de næste Par Timer rugede Søvnen atter over den lille Lejlighed.

Det var ved at dages. Peter, som var 8-9 Aar, laa paa Knæ foran Kakkelovnen og var i Færd med at tænde 80| op; og den lille Rasmus sad paa Gulvet og klædte sig paa. Oppe paa Sofaen laa Trine paa alle fire og skældte Peter ud, fordi han ikke kunde faa Ild i Koksene. Hun var krøben helt op paa Kanten af bare Arrigskab, den vanskabte Ryg skød lige i Vejret, og Øjnene gnistrede under det tjavsede Pandehaar. Hun lignede en gal Kat.

Henne i Sengen laa Petersen med det magre Ansigt vendt opad og Armene strakt lige ned langs Dynen; han havde Muffediser paa og Tørklæde om Halsen. Nu og da hviskede han et beroligende Ord ud i Stuen, men uden at dreje Hovedet.

Da det var varmt nok, stablede han sig paa Benene og satte sig ved sit Arbejdsbord henne i Vinduesfordybningen. Han havde været Blikkenslager i sine gode Dage; nu havde han ikke andet end lidt Pilleri med at klippe og lodde Blikringe til Kaffeposer. Det udførtes ellers paa Maskine; en Mester lod ham faa det af pur Naade. Arbejdet var let, men gav heller ikke noget, en Snes Øre om Dagen var alt, hvad han kunde drive det til. Dampene fra Lodninger slog sig for Brystet af ham, saa han hvert Øjeblik maatte holde inde for at hoste.

Da de havde drukket Kaffe, blev Dagens Arbejdsplan lagt for de to Drenge. Der var Koks nok til Dagens Forbrug, og efter Moderens Ordre skulde de samle saa mange, de kunde, og sælge til andre Folk i Gaden; der tjentes altid en Femogtyveøre ved det, naar de var flittige. Men Trine havde en anden Plan, som smed mere af sig og ogsaa tiltalte de to Knægte mere; hun gav dem en Kurv og sagde, de skulde gaa ud og »be’ om lidt«. Men de maatte lade Kurven staa nede ved 81| Gadedøren, naar de gik op; og Huerne skulde de gæmme inde paa Brystet, før de ringede paa – Folk gav lettere til barhodede Unger. Den Mad, de fik ved den ene Dør, skulde naturligvis ogsaa gæmmes, før de ringede paa den næste – men helst skulde de se at faa Penge. Og først og sidst maatte de passe paa, at Moderen ikke fik noget at vide om det, for saa var hundrede og et ude.

Petersen sagde ikke noget. Han mente ikke han havde Lov til at være alt for stolt paa det, saa unyttig han var – og vilde gærne gøre det lidt lettere for sin store, ihærdige Konemor. Bare hun ikke opdagede det, saa – De to Smaaknægte var i straalende Humør. Det var første Gang, de selv fik Lov at gaa ved Dørene; men de vidste fra andre Drenge, hvor meget der lod sig opleve i den Haandtering – naar bare man var heldig. Peter smed sig paa Maven over Rækværket og rutsjede helt ned til Gadedøren, mens Rasmus trissede bag efter med Kurven. Han havde stumpede Ben og maatte have hvert Trin dobbelt med.

Der var endnu ikke meget Liv i Gaden. Ovre i Nr. 13 var Liremanden og hans Datter i Færd med at transportere Lirekassen ud; han bevægede sit Træben i morsomme Kast. Og oppe paa tredjeA hang en nøgen Kvinde langt ud af Vinduet og skældte sin Drivert af et Mandfolk ud, saa det skingrede.

Drengene sneg sig langs Husrækken med dukkede Hoder; de var meget spændte. Da de heldigt var sluppet om Hjørnet henne ved Kirkegaarden, følte de det som en virkelig Bedrift, og Haand i Haand traskede de ind ad Byen til.

Inde paa Boulevarden fik de Øje paa Onkel Peter. 82| De havde ikke set ham, siden Moderen for et Aarstid siden smed ham ud, men kendte ham godt. Han gik og skuttede sig i Morgenkulden og saa blaafrossen ud.

De vilde netop løbe over og sige Goddag til ham, men saa luskede han ind i en Port. Der kom en Herre spaserende paa Fortovet derovre i høj Hat og Pels, lidt bag ham løb en smuk, langhaaret Hund med sølvbeslaaet Halsbaand. Onkel Peter havde sat sig paa Hug og lokkede for Hunden; den stansede ogsaa for at snuse til ham, og pludselig havde han den i Nakken, trak den inden for Porten og klippede Halsbaandet af den. Drengene gav sig forskrækket til at løbe. De kom til en stille Gade, hvor de aldrig før havde været. Husene var gamle og fritliggende, og der var Haver med Drivhuse og vældige Trær. I en af Haverne sad en lille Abekat paa en Stolpe; den rystede af Kulde, og saa ud som den græd. Da de stod stille og lo af den, luskede den skamfuld ind gennem et Hul i Muren, trak Lænken ind efter sig og drejede Døren for.

De havde endnu ikke forsøgt sig; men dette var endelig en hel ny Verden, og de var enige om at prøve Lykken.

De gik ind i en af Ejendommene, gæmte omhyggeligt Kurv og Huer bag Gadedøren og ringede paa. Den svære Mahonidør aabnedes ganske lidt, og en ung Frue tittede forsigtigt ud. Da hun saa de to smaa Drenge, tog hun Sikkerhedskæden af og aabnede helt. »Hvad vil I to Smaadrenge?« spurgte hun og nikkede saa venligt, at Peter blev helt flov og ikke kunde faa sig til at tigge. Men han kunde heller ikke finde paa noget andet at sige og stod og trippede. 83| Den fine Dame saa en Stund forundret paa dem. Pludselig gik der en Tanke op for hende. »I er maaske sultne?« spurgte hun.

Rasmus nikkede ivrigt. »Men saa kom indenfor da!« udbrød hun og gjorde Plads for dem.

De kom ind i en dejlig varm Stue med fine Møbler og Tæpper paa Gulvet. Ved et Legebord sad en lille Pige og legede; der laa det dejligste Legetøj i Bunker rundt om hende, men hun var vred og skubbede det paa Gulvet, hver Gang Barnepigen havde lagt det foran hende. Der var Sporvogne og Jærnbanetog og Dukker – meget mere end de to Drenge nogen Sinde havde tænkt kunde falde i et enkelt Barns Lod; men hun var ikke væk – bare paa Gulvet med det hele. Moderen maatte give hende sin Pengepung for at stille hende tilfreds.

Lille »As«A nærmede sig forsigtigt og gloede paa Legetøjet med Øjne saa store som Frikadeller. Men saa kom Kappelysten op i ham, og han begyndte at kramme ud af sine Lommer: Resterne af en Øresprøjte, Nøglen til en Hummerdaase, en Stump Elastik – altsammen Ting, han havde fundet paa Lossepladsen. Det var bare en ringe Del af hans Legetøj, og bedst af det hele var en stor rød Garnrulle! Han og Broderen samlede paa Garnruller, og naar de fik tilstrækkelig mange, skulde de trækkes paa Snore og bruges til Hestetømme. Den store røde skulde sidde oppe ved Bidslet – sammen med en anden stor rød, som de ogsaa nok fandt.

Han lagde det hele paa Bordet ved Siden af sig, mens han spiste. Der blev sat dejlig Mad foran dem, 84| og hyggeligt var her i alle Maader; han gad nok vidst, om dette ikke var Pandekagehuset. Saa var det bedst at strø noget paa Fortovet, saa man kunde finde herhen igen en anden Gang. Den lille Engleunge var ham lovlig uartig! Hun havde spredt Moderens Penge ud over Legebordet; nu rakte hun de smaa buttede Hænder ud efter hans Legetøj og var helt desperat, fordi hun ikke matte faa det. Til sidst maatte de Voksne give sig; Barnepigen vaskede den røde Ten af og lod den Lille faa den; saa gav hun sig ivrigt i Lag med at stoppe Papir ind i Tenen. Rasmus følte sig ikke brøstholden; han fik en lille Omnibus med Heste og Kusk i Stedet.

Peter havde set lige saa fint Legetøj før – i Butiksvinduerne nemlig – og var jo i det hele mere verdensvant. Hvad der undrede ham mere end al Finheden var det, at Barnet maatte lege med Penge – hun kunde jo komme til at synke dem, saa de aldrig saa dem mere. De maatte have Penge nok! Der var en Tikroneseddel, Enkroner og Femogtyveører – flere Penge, saa vidt han kunde se, end de behøvede til at leje den grinagtige Lejlighed derinde i Borgergade. Skulde han spørge om at faa dem? – de var nok alligevel Millionærer.

Han sad og pønsede paa en Udvej til at faa det sagt – og var lidt ked af al den gode Mad. Nu han begyndte at blive mæt, vilde han hellere have haft noget af den i Kurven med hjem; han lurede paa at faa en Lejlighed til at faa stukket lidt inden for Blusen.

Men saa kom en høj alvorlig Mand inde fra de andre Stuer og gav sig i Snak med de to Drenge.

»Naa, og hvor bor I saa?« spurgte han. »I Lergade.« 85| »Det er langt herfra. Og hvad er jeres Far?« »Han er daarlig,« skyndte Rasmus sig at svare for ogsaa at være med. »Nej, for han er Blikkenslagersvend – men nu er han brystsyg,« rettede Peter. »Og saa har Mor kanske sendt jer ud for at – æ – for at be’ om lidt?« »Nej, for Mor kan ikke li’e det. Men hun er paa Arbejde inde ved Kongens Nytorv.« »Hun har langt at gaa, det Skind!« sagde Fruen. »Jammen nu er vi sagt op, for vi maa ikke have Børn. De skal allesammen flytte i hele Gaden. Værten kan ikke li’e Børn. Men saa flytter vi nok ind i Borgergade, hvor der er saadan noget med Træ og Glas ligesom et Drivhus ind til Gaarden; der kan Far sidde, naar Solen skinner, for der er lunt. Vi mangler bare de femten Kroner til Forskud, men der er nok nogen der hjælper os, siger Far!« Saa, nu fik han det sagt! Han trak Vejret lettet. »Hører du det, lille Gisse? Der er en fæl Mand, som ikke kan lide Børn,« sagde Herren og bøjede sig ned over Barnet. »Men hvad er det – jeg tror, Gisse leger med Penge! Det maa hun sandelig ikke.« Fruen gav sig til at samle dem op. »Er I mange Børn?« spurgte Manden videre. »Ja, der er Trine ogsaa, men hun er 20 Aar.« »Og saa er hun saa gal, saa gal,« føjede Rasmus til.

Manden lo. »Men hvorfor er hun saa gal?« »Mor si’er, fordi hun ingen Mand kan faa,« svarede Peter alvorligt. »Nej, for hun er jo pukkelrygget,« udbrød As vigtigt og skød Ryggen krum. De lo alle sammen ad ham. 86| »Kan hun slet ingen Ting bestille, den Søster?« spurgte Manden videre. »Jo, hun har ogsaa flettet Rørsæder; men det kunde ikke betale sig, for hun knækkede saa mange Rør. Saa sagde Far, at hun skulde holde op, for vi satte bare femten Øre til paa hvert Sæde.« »Hvor de maa have det fattigt, Henrik!« sagde Fruen bevæget.

Med Munden propfuld og Øjne, der sprang helt ud af Hodet af Iver, faldt Rasmus ind:

»Jamen Fa’r si’r, vi faar det bedre, naar han er død. For saa faar vi mange Penge i Begravelseshjælp.« De to Knægte stirrede forbavset efter den unge Frue, som løb ud af Stuen med Lommetørklædet for Øjnene; de hørte hende hulke inde ved Siden af. Saa kravlede de ned af Stolene, tørrede Næse og Mund i Ærmet og nærmede sig Døren. Idet Peter vilde lukke op, faldt et Rundstykke fra hans Bluse ned paa Gulvet. »Er det til dem der hjemme?« spurgte Manden.

Peter nikkede forskrækket.

Den alvorlige Mand samlede Resten af Maden i et Papir og gav ham. »Tag det med hjem til Far og Søster – og kom igen en anden Gang,« sagde han og lukkede dem ud.

Fruen, der var kommet ind igen, stod og gennemledte alt Barnets Legetøj. »De smaa Væsner,« sagde Manden henne fra Vinduet, hvor han stod og saa efter de to Drenge. »Vil du se, Anna – nu har de baade en Kurv og Huer paa. Det har de holdt skjult.« »Ja, og ved du, hvad der er værre, Henrik? Jeg 87| tror, de har taget ti Kroner med sig. Der var aldeles bestemt 14 Kroner i min Pung, da jeg gav Gisse den, og nu er der kun fire – Tikronesedlen er borte.« »Men det er simpelthen umuligt! De rørte sig jo ikke fra deres Pladser.« »Jeg forstaar det heller ikke, men væk er den!« Manden gav sig til at lede mellem Barnets Legetøj. »Hvad er det for noget Stads?« spurgte han og tog den røde Ten op. »Aa, det er noget Gisse fik af Drengene. Vi vaskede den naturligvis af først.« Manden trak haabløst paa Skuldrene: »Herregud – vaskede af! Tror du virkelig Smitte lader sig vaske af? Hvad kan en saadan Tingest ikke have været i Berøring med. Jeg maa sige, det er meget tankeløst af dig.« »Ja, kære Ven, det var ogsaa forkert af mig – men jeg tænkte virkelig ikke paa det i Øjeblikket. Og Gisse var saa urimelig.« »Alene den røde Farve er nok til at gøre hende syg, dersom hun puttede Tingen i Munden; rød Farve er meget giftig, vil jeg bare sige dig. – Tag og smid den Tingest i Skarnbøtten!« vendte han sig til Barnepigen.

De to Smaafyre traskede ind ad Byen til, medens de ivrigt drøftede Op-

levelsen; de befandt sig langt ude paa Frederiksberg, men hvad gjorde det! Nu vilde de have en Svip ind i Borgergade og se, om Lejligheden stod til Leje endnu, og saa vilde de hjem med den gode Mad, saa Faderen kunde faa den til Middag. Peter skulde desuden i Skole Klokken et. Det faldt dem ikke ind at gaa op i flere Huse, – de havde oplevet 88| det storartede, og saadan noget gentog sig ikke samme Dag. Men en anden Dag skulde de nok finde tilbage til Pandekagehuset, det var de enige om. »Og saa faar vi kanske Penge til Lejligheden,« mente Peter. – Det med Pengene var det eneste mørke Punkt, havde de bare sagt det lige ud. Men kanske havde den alvorlige Herre forstaaet dem? Saa laa Pengene der, naar de kom hjem – saadan noget hændte virkelig. Dermed slog de sig til Ro og travede flinkt af Sted.

Inde paa Gl. Kongevej mødte de Drenge, som var paa Vej til Skole, og Peter blev hed i Hodet. Men i det samme kom Sprøjten jagende i strakt Karriere og hvirvlede dem ind i sit Kølvand. Den kimede sig frem i susende Fart med en Hale af hundrede Drenge, der løb og sang: »Dæk, Dæk, Broager Dæk! Paa’en igen, Granaten er væk!«

Farten endte ude paa Lampevejen, hvor der var gaaet Ild i et Fag Gardiner, og saa kunde de begynde forfra. Peter havde under Løbet sat Kurvens Indhold over Styr, men det var der ikke noget at gøre ved.

Rasmus havde ondt i de stumpede Ben nu og kom kun smaat af Sted; men de hjalp sig med at hænge bagpaa Slagtervognene ned ad Gl. Kongevej og smide sig paa Omnibussens Trin, naar Konduktøren var inde i Vognen.

Saadan naaede de efterhaanden Kongens Nytorv og stod lidt efter uden for det spændende Hus i 89| Borgergade. Jo, Lejligheden var at faa endnu. De luskede gennem den mørke Gang ind i Gaarden for lige at kaste et Blik op til det morsomme Glasbur – og løb lige i Armene paa Moderen.

Hun var stukket et Rend om fra Arbejdet for at tage Lejligheden i Øjesyn, og det kan nok være, hun tog imod de to Landstrygere. Et storartet Held var det, at de ikke tilmed havde noget i Kurven.

De blev lyst eftertrykkelig hjem, og det var ikke stort for tidligt; da de naaede ud i Lergade, var det helt mørkt, og Lygterne var tændte. Faderen var allerede gaaet i Seng; han var ene hjemme, Trine var ude at smække sig paa et Gadehjørne. Der stod hun og saa sig gal paa alle de Unge og blev endnu umedgørligere.

Rasmus kravlede op paa Sengen til Faderen og viste sin Omnibus frem; den var gaaet itu i Lommen, men det kunde nemt loddes. Men Peter gik og skammede sig over, at de ikke havde noget med til Faderen. Han laa og saa ensom og forladt ud, og Trine havde forsømt at varme Murstenen til hans kolde Fødder.

Peter tog sig af det og ordnede tavs forskelligt til Natten, han følte ingen Trang til at give sit Besyv med, men ærgrede sig over det Sludrefjols til As.

Var det noget at brede sig om al den gode Mad, naar man ikke havde noget af den med hjem! Han vilde gærne, at der havde været lidt til Faderen ogsaa, og da Rasmus kom til det med Barnet og alle Pengene, udbrød han: »Ved du, hvad jeg tror, Far! Jeg tror, de kommer med Huslejen til os i Morgen.« »Ja saamænd,« sagde Faderen langtrukkent. Men 90| nu var Peter sikker: han havde tydelig set Manden blinke til Konen, dengang han fortalte det om Lejligheden. Og da As skulde bekræfte det, blev han endnu mere levende, for han havde selv hørt dem hviske det til hinandenA.

Peter havde slæbt Tangmadrassen frem under Sengen og redt til dem.

De laa og krøb ind til hinanden med Tæppet helt op over Hodet og havde lavet sig en Hytte, hvor der hurtigt blev varmt. Derinde i det lune Mørke laa de og fortalte hinanden sælsomme HistorierA, som blev til af ingen Ting.

De trykkede blot mod de lukkede Øjenlaag og aabnede Øjnene, saa sprang der straalende Farveringe frem og gled bort i hinanden, og hvor de havde været, stod der en hel Historie om det, man helst ønskede. »Hvad ser du?« spurgte de hvert Øjeblik hinanden, og straks var Historien der om de fine Folk, der kom med Huslejen og en stor Kurv med lækker Mad – og en Flaske Vin til Faderen. Historien blev bedre og bedre for hver Gang, de lokkede den frem.

Saa kom Trine hjem, og det gik ikke an at ligge og hviske; lidt efter sov de alle, Klokken var ikke mere end 7, men paa den Maade sparedes baade Lys og Varme.

Det var Lørdag Aften, og Moderen kom sent hjem, træt og foraset. Hun havde købt Medisterpølse, som hun lovede; men da de allesammen sov, nænnede hun ikke at vække dem. Saa narrede man ogsaa Maverne for et Maaltid, uden at de mærkede det.

Næste Morgen vaagnede de to Knægte ved at Moderen gik frem og tilbage mellem Stuen og Køkkenet. 91| Hun var i Underskørt og Nattrøje og gav sig god Tid; der duftede af Kaffe i Stuen, og nu varmede hun gamle Hveder paa Apparatet. De hyggede sig rigtig i det og lagde sig godt til Rette for at nyde Søndag Morgenen; As der endnu trængte til lidt moderlig Varme, listede sig ind i Peters Arm.

Forældrene snakkede igen om Lejlighed og netop om den derinde i Borgergade. »Vi kan ligesaa godt opgive den – og enhver anden Lejlighed ogsaa!« sagde Moderen. »Det gaar jo nok,« sagde Faderen stille. »Der kan ske meget paa fjorten Dage.« »Ja, der sker i alt Fald det, at vi bliver sat paa Gaden,« svarede hun ude fra Køkkenet, hvor hun stod og talte sine Skillinger. »Det er egentlig latterligt, at en hel Familie skal smides paa Husvildeafdelingen, blot fordi der mangler otte-ni Kroner i Forskud.« Drengene tænkte paa det vidunderlige der skulde ske i Dag, men vovede ikke at komme frem med det. Sammen med den haabløst syge Fader kunde de tro paa Lykken, men under Moderens haandfaste Væsen blev alt den Slags saa mærkværdig blegt. Desmere nærgaaende blev Virkeligheden.

Hun gav sig larmende til at rense ud i Kakkelovnen, og hendes faste Slag med Ildrageren ødelagde i et Nu Søndagmorgen-Stemningen for Peter. Han vidste det endnu, før hun fik det sagt – der var ingen Koks. »Saa maa I af Sted – og det straks!« sagde hun. »Jeres Fader kan ikke fryse!« Peter var ingen Morgendrivert og kom i en Fart paa 92| Benene; men da han var halvt i Bukserne, stak han i at brøle. »Naa, hvad er der nu?« sagde Moderen utaalmodigt. »Maa – maa As og jeg ikke faa Kaffe paa Sengen i Dag?« snøftede han. »Hvad skal det Pjank være til, vil du agere Herskab?« »Nej, men saa er det mere Søndag.« »Naa, saa put dig da, din Nar,« sagde hun leende og smed Sengeklæderne over Hovedet paa ham. Men Drengen trak i en Fart Bukser og Strømper af igen og krøb rigtig i Seng. Det skulde se ud, som han først blev vækket ved, at Moderen kom med Kaffen.

Saa hurtigt havde de to Smaadrenge aldrig samlet en Sæk Koks før. Peter sparkede rundt i de nye Affaldsbunker med Benene og brugte sin Kradser, saa Støvet stod om ham; Rasmus stoppede i Sækken. De arbejdede som Høns, og takket være Søndagen var de ene paa Pladsen.

Paa en Times Tid havde de Sækken fuld, og endda var der Tid til at tage forskelligt med: Et Par Kedler, som Faderen kunde lodde ny Bund i og sælge, en udtraadt Ske, der godt kunde rettes, og noget Legetøj – navnlig Garnruller. Nu havde de nok til Tømmen, og Sejlgarnsstumper var der nok af herude. Men det bedste af alt var en stor, rød Ten, Mage til den forrige. »Naar du nu ikke havde givet den anden væk,« sagde Peter bebrejdende.

Men det var der jo ikke noget at gøre ved, og de drog hjemad med Byttet. 93| Hjemme var der varmt og i Stand; hyggeligt var der, saadan som kun om Søndagen, naar Moderen selv tog sig af Sagerne. Faderen sad over Ende i Sengen og havde faaet rent Linned paa; han var ganske rød endnu efter Skrubvasken. Trine var allerede fartet ud.

Saa snart han var i Tøjet, gik de alle tre i Gang med at lave Tømmen.

Rasmus gjorde Garnruller rene, Peter knyttede Snor sammen og trak Rullerne paa, og Faderen lavede et rigtigt Stangbidsel af Staaltraad.

Hver Gang der gik nogen paa Trappen, lyttede Drengene og nikkede hoverende til Faderen, men de sagde ikke noget, for Moderen gik der jo og var i daarligt Humør. Men der ringede ingen paa, og de gav sig til Arbejdet igen mere slukøret for hver Gang. »As kan ikke faa det Skidt ud,« sagde Rasmus utaalmodigt og rakte den store, røde Ten frem. Faderen pressede en Staalpind gennem Garnrullen, der kom et graaligt, sammenrullet Papir til Syne; han foldede det forskrækket ud – det var en Tikroneseddel. Han vilde sige et eller andet, men kunde ikke faa det frem, sad blot og viftede med Sedlen og var helt blaarød i Hovedet af Anspændelse. »Ih du Forbarmede!« sagde Konen blot, og det blev hun ved med at gentage – af lutter Forfjamskelse.

Det blev ikke til noget Hosteanfald den Gang, kanske Glæden hjalp ham til at faa Bugt med det. Han trak Vejret dybt og sagde: »Kan du saa se, der viste sig noget alligevel!« »Ja, for det gør der altid!« udbrød Peter erfarent.

»Kunde Far nok faa Skidtet ud?« spurgte Rasmus, som ikke var rigtig med. 94| Konen trak i Tøjet lige med det samme og gik ind og lejede Lejligheden med den glasdækkede Svalegang. Og der bor de endnu. Manden har slikket megen Sol derinde, for sidst jeg saa ham, var han saa rask, at han kunde gaa Bud for en Forening.

Og det var Historien om Lykken fra Lossepladsen! I kan selv gaa derud og møde ham.