95|Mary
En Randbemærkning til den hvide Slavehandel

96| Det er over Nordsøen, paa Vej til Skotland efter Kul. Rigtig friskt NordsøVejr er det, Kimmingen ligger som en fast, urokkelig Streg, hvor Verden ender.

Og bag den sidder Afgrunden og spyr af sin hule Vom: Stormskyer og en endeløs Række Sjøer, der alle har det Formaal at brække sammen paa vor Styrbords Bov, fylde Druknehullet og holde en Fod Vand paa Dækket.

Det gamle Lastdyr under os er ikke længer nogen Damper. Er der faret Mindelser i det fra en Tid, før Menneskene dresserede det til at bære Byrder hen over Havets Overflade? Med en tilfreds Snøften giver det sig Bølgerne i Vold, begraver sig i dem og dukker sitrende frem – som et legende Havuhyre. Fanden i Vold med Kurs og Navigation, naar der er hundrede Maader at møde Sjøerne paa – en for hver enkelt. De kan tages i lange Spring, saa Skruen løber grassat i den bare Luft og Folkene nede i Maskinen maa staa og slaa for og fra i én Uendelighed. Og man kan sætte sig paa Halen og hugge Bunden ned i dem med et Brag, der lyder af Bjærgtorden – eller strække sig i Søen og tage dem over fra for til agter. Saa bander Kokken og læmper hurtigst muligt Spisesedlen fra Grød over Vælling helt ned paa Suppe; og de sorte Djævle der nede paa Fyrpladsen faar gratis Styrtebad. 97| Det gamle Skrog løber omsider træt og bliver Lastdyr igen; et eller andet Sted springer der noget i Skuden, og hun benytter Lejligheden til at lægge sig over i den læ Side for at hvile. Viseren paa Broen angiver 15 Graders bagbords Slagside. Nu kunde Sjøerne gærne holde op, men de har først rigtig faaet Blod paa Tanden nu. To-tre ad Gangen sætter de ind mod den store Jærnside, rusker i Skroget saa alting gir sig – og staar saa lige til Vejrs og hugger ned over Jærndækket, saa det falder en Alen under ens Fødder.

Broen er det eneste Sted, hvor man kan være. Deroppe gaar den Gamle og besværger Stormen, og det er sjældent en Sjø vover sig derop. Han er i godt Humør; Taage er det eneste der kan gøre ham forstemt, og Luften er sigtbar. En Gang. imellem bryder Solen igennem og iler hen over Bølge-

toppene, som om den havde glæmt noget. Vandmasserne er bedaarende i deres ungdommelige Vælde; helt oppe fra Polarhavet kommer de dragende i overmodige Skarer og gi’r sig ikke, før de naar Hock van Holland. Nu og da taarner de sig op til hele Bjerge, hvirvler Havets svimlende Dybder op og holder dem en Stund mod Himlen, gennemsigtig grønne – for saa at bryde sammen. Inde i den hvirvlende Blanding af Havdyb og Himmelrum maler Fiske hovedkuls rundt med herreløse Bevægelser.

Mørket skulde lægge Vinden til Ro, men den skifted blot Tone og blæste sin hule Opsang i Vindfangere og Barduner. Sjøen blev haardere og haardere, og man maatte gaa i Gang med at pumpe Vand i de styrbords Tanke for at faa Skuden rettet op.

Saadan blev Klokken ti. Kaptejnen var gaaet ned 98| for at lægge sig. Jeg stod oppe paa Broen og tog et sidste Indtryk af Hav og Nat, inden jeg søgte Køjen. Det var meget mørkt, uden for Rækkevidden af Skibets Lanterner saa man ingenting. Kun hvor en Bølge brød sammen, skimtedes en svag Lysning.

Pludselig – som for et Magtbud – slap Bølgerne deres fraadende Tag i os og sank tilbage i Dybet. Vi gled ind i smult Vande; til Luvart sprang en lige Række Lys frem.

Hvad nu? Var vi allerede under Land? Vi skulde jo været mindst hundred Kvartmil tilsøs. Styrmanden stamped i Dækket, og i næste Nu var den Gamle paa Broen. Han sov altid nedenunder i Bestiklugaret med Klæderne paa.

Bedst som de drøfter, hvad det kan være, dukker en anden Række Lys frem i Læ – som Stjærner trukket paa en Snor.

Og pludselig brister Mørket et Steds derude, et blændende Ildskær rammer Vandet lidt foran os, sætter i et Spring hen over Skibet og bider sig fast paa Broen. Og Fænomenet smitter hele Horisonten rundt, hver liden Lysprik derude sprænges og flammer op til et Ildøje rettet mod os.

Den gamle Damper rammes fra alle Sider af Ildstraaler saa ubarmhjærtig skarpe, at jeg kan se de røde Haar paa Rorgængerens Hænder. Vi ligger og roder i et Hav af Ild saa blændende, at vi maa lukke Øjnene. Og uden om staar Natten blæksort.

Den Gamle faar endelig Luft i en Række Eder. Nu er han altfor godt med. Vi er kommet op i en eller anden Flaademanøvre, og nu morer man sig med at lege Krig med os. 99|

Som en Mus mellem Kattepoter er vi. I Spring sætter Lyskasterne løs paa os, løber et Stykke med – og slipper os pludselig alle paa en Gang saa vi synker tilbage i det yderste Mørke. Og i næste Nu er de over os igen – det er som at hvirvles til Himmels og styrtes i Afgrunden skiftevis.

Alt, hvad vi foretager os paa Dækket og Broen, kan kontrolleres derude fra Mørket – og selv ser vi ikke en Døjt; det er en ækel Tilstand at være i! Hjælpeløst prisgivet det ubekendte derude raver den fredelige Fragtdamper gennem Søen som en Blind, uden Herredømme og Styre. Modbydeligt er det! Saa endelig vender Nattens Uhyrer de gloende Øjne fra os igen; vi har kun Mørket, der føles helt velsignet, og den rolige Lysrække til begge Sider.

Ogsaa den slukkes; og hvor Lysene har været, toner paa Nattens Baggrund en Række endnu mørkere Kæmpeomrids frem mod Nathimlen, Skygger af sorte Fjælde, der i lige Grad tynger Hav og Himmel. Saa vældige er de, at Nordhavet brydes mod dem og vi løber i fuldstændig smult Vande. Inden for deres tilsyneladende tætlukkede Kreds er Havet som en uhyre Pøl af Mørke, hvori det spøger. Lyde brister frem – ildevarslende – og faar Kulden til at voltigere langs ens Rygrad; og pludselig er det som Dybet aabner sig om Bagbord. Der lyder en Snøften, et graat pølset Væsen – lig en Skygge, der anes i Mørket – løber katteagtigt op paa Siden af os og følger os længe.

Det er en Torpedojager med blændede Lanterner; lydløst som en Haj glider den tilbage i Mørket igen.

Ved Daggry saa vi Eskadren langt til Søs, ca. 40 100| Dreadnoughter, der gik i to lige Rækker derude og manøvrerede som var de et Legeme. Vældige og uhyggelige virkede disse Mordtempler, der tynged Horisonten som Bjærge af Staal.

Kurs igen! Vi kom Forthfjorden ind i den dejligste Morgens Følge. Bass-RochMaa­gerne drev som Sølvflager mod den blaa Himmel, vor egen Røg hang efter os som et Slæb af Raasilke over mat Is. Inde under Øen May laa en staalgraa Krydser og ruged bred og tryg som et Moderdyr, og omkring den leged en halv Snes Undervandsbaade, dykked som Ællinger og kom op langt borte, glinsende af Væde.

Og ind bag Forth-Broens vældige Bue er Fjordbunden graa af Panserskibe. Henved tre Hundrede er der, de ligner en talløs Skare Søfugle, der vugger uskyldigt paa det rødnende Morgenvand.

Vi kom for sent ind til Leith til at naa Morgenfloden; Dokportene var lukket, og vi maatte gaa til Ankers paa Reden og afvente næste Højvande. Ventetiden er altid lang og besværlig at udfylde med nyttigt Arbejde; det meste af Formiddagen hang vi over Rælingen og stirrede langt ind efter Land.

Skotland laa klædt i Kulrøg og Taage som sædvanlig. Det højtliggende Edinburgh selv var slet ikke til at se, kun Dokkerne til Leith – Havnestaden – ragede frem af Tykningen. Derinde rangerede endeløse Rækker af Kulvogne frem mod Skibssiderne og gik op med 101| Elevator, Vogn efter Vogn vendte sig i Luften og styrtede sit Indhold ned i Skibenes Lastrum. Kulstøvet væltede op af Lugerne og hang tykt over Kajerne.

Midt i den graa Tykning brændte pludselig en valmuerød Farve frem og fanged alle Øjne.

Som en Flaghilsen smældede den sit Rødt ud til os, og Folkene langs Rælingen blev saa levende ved Synet. »Dér har vi Mary!« sagde de – Matroser og Fyrbødere – Navnet gik fra Mund til Mund.

Styrmanden gav et Praj ned til den Gamle i Bestiklugaret. »Mary er allerede mødt!« raabte han leende.

Skipperen kom frem i Døren og fik sig et Grin. »Hun blir ved at være lige uforknyt,« sagde han og spyttede ud over Skibssiden. »Hvem er Mary?« spurgte jeg og fulgte efter ham ind. »Hvem Mary er? hun er jo –. Ja, hvem Fanden er hun for Resten – det er skutte nemt at sige. Det er jo ikke helt lige til for en Sømand at gi’ Længden og Bredden paa et Fruentimmer, forstaar du nok; og hvad specielt Mary angaar – –. Naa, man gaar vel ikke værst i Byen, naar man kalder hende et af de her Ofre for den hvide Slavehandel.« Gjorde han Nar af mig? Et af Formaalene med min Ferierejse var netop at faa et personligt Indtryk af den hvide Slavehandel, som jeg kun kendte fra sensationelle Avisartikler og uhyggelige Aarsberetninger. Jeg havde flere Gange bragt Æmnet paa Bane, men Kaptejnen forholdt sig mærkværdig blaseret, som troede han ikke en Døjt paa det hele. Men nu havde han selv stukket en Ende ud, og jeg var besluttet paa at hale til mig. 102| »Naa – og hvad er saa Mary for en?« spurgte jeg igen. –

Han trak paa Skuldrene. »I kender hende dog alle sammen, lader det til,« blev jeg ved. »Kender hende – ja, ellers var vi vel ikke Søfolk. For Resten kender du hende vel ogsaa? Der har da været skrevet nok om hendes sørgelige Forsvinden – som det saa kønt hedder.« »Er det Mary Brun da?« Skipper Kamp nikkede.

Ja, saa vidste jeg unægtelig Besked. Det var jo hendes mystiske Forsvinden for 10-15 Aar siden, der – mere end noget andet – skræmte Sindene op, saa de aldrig siden vilde falde helt til Ro. Endnu huskes Marys Skæbne af de fleste, hun er blevet Symbolet for de mange, der – mer eller mindre gaadefuldt – har delt hendes Lod.

Og underligt er det ikke. Hvem kan nogensinde glæmme den blide, dejlige Mary med det prægtige Haar og det velplejede Legeme! Naar hun gik ned ad Gaden – spænstig og tryg – lignede hun en rolig Pragtblomst, der er hæget frem ved mangeaarig, taalmodig Pleje, en fyldt Rose. Hun var i sin blotte Tilsynekomst som Rytmen i det grundmurede Borgerskab, en lidt fedladen Sang til Hjemlighedens Pris. Et dejligt Produkt af haardt tilkæmpede, faste Samfundsformer var hun, alle gode Borgerdyder havde her legemliggjort sig for endelig en Gang at vise, at Synden ikke er ene om at virke forførende. Der var intet lyssky over hendes trofaste Kvieøjne! Drømmene, de saa ind i, kunde enhver 103| tyde; de gjaldt et trygt forsørgende Ægteskab med hvide haandbroderede Vuggelagener og en Flok guldlokkede Unger.

Med de lyse, flygtige Nætters Tid var det forbi, i Mary var den jævne, vellønnede Hverdag endelig blevet konkurrencedygtig; hun tog alle forfløjne vagabonderende Længsler over paa sig og førte dem lykkeligt tilbage til Samfundets nagelfaste Sengestok.

Det maatte ramme alle som et forfærdeligt Slag, da hun pludselig og sporløst forsvandt fra Hjemmet. Sorgen og Bestyrtelsen, Raabet i Bladene og Politiets energiske Arbejde for at bringe Klarhed – bistaaet saa at sige af hele Nationen – hvem kan nogen Sinde glæmme det? Til det hele døde bort i Resultatløshed og man stod der i Flok med Panden rendt mod Gaaden – blindt anende, at Afgrunden havde lukket sig over en Ulykkelig.

Hvad var blevet den forfærdelige Udgang paa Marys lille Udflugt over til Fyn for at se til en Veninde? Selvmord var udelukket – hun drog saa straalende ud, iført alle sine bedaarende Egenskaber. Var det dem, der havde kaldt Skæbnen ned over hende – laa hun nu afsjælet under Løvet i en eller anden Skov, blaaplettet af brutale Mandshænder? Forfærdelig saa hun vel ud – Mary havde solgt sin Ære dyrt. Eller var hun faldet som Offer for den hvide Slavehandel? En Agent havde kanske benyttet sig af hendes frejdige Uskyld til at lokke hende i Baghold; hun var blevet bortført og solgt til en eller anden rig Negus, skændet og saa kastet i Indelukket til de andre Trælkvinder! Nej ikke kastet i Haremet, Mary overlevede ikke en saadan Historie. 104| Hendes skønne blodige Hode stirrede helgenagtigt ind derude fra den store fordærvede Verden.

Saa meget kendte jeg af Marys Historie. Jeg repeterede den for min gamle Ven og Skolekammerat, mens vi laa her og ventede paa Højvandet; og det viste sig, at han kendte Fortsættelsen.

Otte-fjorten Dage efter hendes tragiske Forsvinden havde han nemlig en skøn Aabenbaring. Han var kommen ind til Petrograd om Morgenen med sin Tramper og gik nu op ad Newsky sammen med et Par andre Skippere hjemme fra – her er hans egne Ord for det: »Vi var alle tre unge, og jeg var i knusende godt Humør, for jeg havde haft hurtig Rejse. Saa er’et vi møder tre unge Damer – Borgerdøtre forstaar du, med svært Haar og prægtig Teint; rigtig tre Gallionsfigurer. – »De er da en forfærdelig nydelig Pige!« siger jeg saadan i Forbifarten til den ene; jeg løb jo an paa, at hun ikke forstod det. Men hun slog en lystig Latter op og svarede paa skinbarligt Dansk: »Nej, synes De virkelig?« Der var jeg jo godt leveret; de andre to havde slaaet Bak og lod mig ene om det, og hvad Fanden skulde jeg gøre? Naa, men en Sømand hitter altid paa Udveje, har han ingen Hyre gaar han hjem, og har han ikke noget Hjem gaar han paa Ladegaarden. Jeg tager saa Hatten af, og siger saa godt jeg kan: »De maa undskylde, hvis jeg er en Tølper, men saa kommer det sig af, at De er saa knusende smukke!« Saa lo de helt ovenud, og hvordan det nu gaar til – jeg kommer op paa Siden af dem og slaar Følge. Men saa kan du ellers tro mine to Kammerater fik Steamen op og kom 105| bag efter. Vi lagde saa til i den store Kafé over for Kasankirken, du ved nok.

Vi havde god Tid, og Pigebørnene kunde godt lide os, saa vi var en hel Del sammen. Et djævleblændt Humør sad der paa dem, og vi var heller ikke væk, da vi først kom over Benovelsen – for Søfolk er jo ikke vant til fineste Postelin. Og fine var de. De var rejsende heroppe med en gammel Tante og skulde længer ind i Landet – til Moskva sagde de – og være Guvernanter. Mærkværdigt nok kunde de ikke et Kvæk Russisk; men naar vi spurgte dem, hvordan det skulde gaa, spruttede de bare. Og hver Gang Tanten blev nævnt, spruttede de ogsaa – det var i det hele taget tre af den Slags Englevæsener, der ler sig gennem al Ting. Mere end en Gang, naar man har staaet paa Broen ved Nattetid, har én hørt det bløde Træk gennem Luften og en ubeskrivelig sød Sang; men disse her var dalet ned til Jorden, for at en firkantet Sømand ogsaa kunde ha’e lidt Glæde. Vi havde saadan ganske af os selv maget os Par om Par, og det tør jeg sige, at Mage til dejlig Tid har der aldrig været.

En Dag blev det jo galt, Tanten vilde ikke vente længer; nu maatte de videre, saa nødig de vilde. Vi holdtA paa dem og tilbød Ægteskab lige paa Stedet, men det lo de bare ganske ustyrligt af og kyssede os halv fordærvet.

Morgenen efter havde vi saa den gamle Drage over os, og hun var fæl. Ansigtet var et af denne her Slags, du ved! Det lignede et Knippe Numsehuller, der er knubbet op i en forkert Knude, og vi var straks klar over, at hun var Fa’en ikke Tante til dem. »Dette her er galt!« siger pludselig en af os, – »det 106| skulde da vel aldrig være den hvide Slavehandel, som de har lagt og skrevet saa meget om i Bladene derhjemme i disse Dage?« »Sludder!« siger jeg, – »disse her gaar jo frit om og kan gøre og lade som de vil. Tror du Slaver ser saadan ud?« »Det kan da godt være!« svarer ham. »Hvor Fanden skulde tre saadanne Englebørn vide fra, om de er købt eller solgt?« Vi kiler saa paa med at advare dem og spørge dem ud – skønt jeg har læst et Sted, at man aldrig maa spørge en Dame om hendes Fortid. Men tror du, vi fik andet ud af dem end Triller? De lo saa de kunde ha’e stoppet Kæften paa den drevneste Forhørsdommer. »All right!« siger jeg til Kammeraterne, – »saa maa vi til Konsulen. For reddes skal de sku!« Vi fik paa en morderlig snedig Maade aftalt med dem, at de skulde gaa med op og hilse paa Konsulen næste Formiddag, – og det saa de svært glade ud til. Men om Natten forsvandt de fra Hotellet sammen med den gamle Drage, sporløst væk med Habengut og al Ting. –

»Det er tre, som er ude paa de store Stepper for at prøve, om Græsset kan bære,« sagde Konsulen, da han havde faaet Historien. »Telegrafen har dikket nogle Gange rundt om Jorden i den Anledning, og der er gaaet Stikbreve ud til alle oversøiske Pladser. Se her!« Og saa viste han os et Papir med deres nøjagtige Beskrivelse. – »Saa maa de jo være nemme at stoppe,« sagde vi, som stadig var opsat paa at faa dem til Koner. 107| »Ja, for at de kunde komme tilbage til Familjen igen og fortælle nyt fra den store Verden – hva? De vilde pynte svært op i Hjemmene mellem alle de gamle Tanter. Stoppe dem, Mand – Gud naade os om vi gjorde. Vi skal bare lave et frygteligt Mudder med Uskyldighed og hvid Slavehandel o. s. v., for at de derhjemme kan redde Æren. Det koster mange Penge at faa slaaet fast, at saadan noget er et Ulykkestilfælde og ikke noget værre.« »Om jeg kan faa det i mit tykke Hoved,« siger jeg, – »føj for Satan! Og Engle- – hvad jeg vilde sige – Pigebørnene da?« »De« – sagde han – »de er Frivillige i det store Træk omkring Jorden, ligesom I selv. Og de ta’r deres Chance – I har jo selv mødt dem!« Og det finder jeg nu var pænt sagt af den gamle Snegl. For hvad er vi Søfolk andet end nogle, der er løbet hjemme fra for at prøve, om den store Jord kunde bære ­–; en Slags uartige Piger paa en Maade – der maa skære sig en Ende af, hvor vi kan se vort Snit. Og nu har jeg døjet Søen, siden jeg var Knægt, og taget ondt Vejr og sure Tørn som det faldt sig, og ofte kunde det være fattigt nok at tænke paa for en ung Mand, hvordan de gik derhjemme i det Grønne og havde det sødt i Maaneskinnet. Og saa er det èn styrer lige ind i det unge Træk og faar Foraaret med; det er ligesom gamle Danmark havde tænkt paa én alligevel og sendt det bedste, hun havde.

Derfor holder jeg fremdeles af Mary. Hun har prøvet noget og vel ikke naaet Alverden. En Gang forlød det, at hun skulde giftes med en gammel russisk Storfyrste, 108| hvis Elskerinde hun var. Men det glippede nok og siden under Krigen mellem Rusland og Japan blev hun set i Port Arthur som en Slags Sygeplejerske. Hun var lidt paa Retur den Gang, og saa maa en jo tage de Fragter, der melder sig. Siden søgte hun saa ned til Kysterne – af Længsel vel; og vi Søfolk er glade for hende; hun er altid som en Hilsen fra Landet derhjemme. – Nu kan du jo selv tage hende i Øjesyn; jeg maa ned og indklarere Skuden.«

Det var altsaa endelig Mary selv, den halvgamle Pige i valmuerød Kjole og Hat, der entrede saa behændigt over Skibssiden. Det kunde nok ses paa hende, at hun siden sin Flugt hjemmefra havde baaret Drømmen om til saa mangen derude; men endnu hang der Rester af den i Klædernes Flagrødt og kastede et forskønnende Skær over Ansigtet. Af dens fordums Pragt var der ellers ikke meget tilbage andet end de store trofaste Kvieøjne.

Jeg vilde tale med hende, men Mary saa straks, at jeg ingen Sømand var, og gik forbi mig ned ad Kahytstrappen; Hovmesteren gjorde et mislykket Forsøg paa at stanse hende.

Lidt efter gik jeg neden under og blev Vidne til en mærkelig Scene.

Mary havde taget et renvasket Smækforklæde paa og gik og saa huslig ud.

Hun puslede lidt, tørrede Støv af og satte i Orden; og imens fortalte hun med blød dvælende Stemme en simpel rørende Historie om en uskyldig ung Pige, som onde Mennesker havde lokket bort fra Hjemmet og solgt til den Højestbydende. 109| Jeg studsede lidt; dette var jo Sagnet om den hvide Slavinde lagt i Marys egen troskyldige Mund. Endnu mere forbavset blev jeg dog over den Maade, min Ven Skipperen gebærdede sig paa. Den uforbederlige Skeptiker sad hjælpeløs under Skylightet og stirrede paa sine grove Hænder. »Sludder Mary, Sludder!« mumlede han. »Vi ved jo godt begge to – –!« Men jeg kunde se paa ham, at han ikke stod godt for den triste Beretning.

Og pludselig brast Mary i Graad, en trøstesløs Længselsgraad efte Far og Mor og Landet derhjemme. »Tag mig med,« bad hun – »tag mig med hjem, før det er for sent.« Den lille Mary græd for Livet; saa tappert havde hun stridt for at bevare sig gennem Fordærvelsen herude – men nu kunde hun ikke mereA.

Skipper Kamp lignede en Drukken, der hører Toner fra Luften. Han sad og svajede lidt, saa tørnede han frem paa Gulvet – han maatte tage dette opløste Englebarn i sine beskyttende Arme. Jeg listede op paa Dækket. »Gør det lille Kammer pænt i Stand«, sagde han til Hovmesteren, da han en Timestid senere kom op paa Dækket – »vi faar Damepassager med hjem.« Saa gik han i Land.

»Vi gør Fan, gør vi!« mumlede Hovmesteren, der hverken er Fugl eller Fisk paa Søen og derfor har sit eget Syn paa Tingene. Men han gik alligevel i Gang.

Der var andre end Hovmesteren, der fik travltA; den uanselige Mary fyldte Skibet med hemmelig Puslen fra For til Agter. Rundhaandet som hun af Naturen var, fortalte hun sin triste Historie helt ud paa Bakken og tog sin Trøst af de barske Mænd; og at kysse Marys forgrædte 110| Øjne var det samme som at dukke ind under en lav Hyttedør derhjemme – til en glad Tøs og en Bunke Rollinger.

Der var en hemmelighedsfuld Uro om Bord som mindede om Foraaret hjemme. Hver Mand lige ned til Messedrengen gik og tullede med sin egen Hemmelighed, pillede ved Køjen og hængte for, som var det netop ham, Mary havde udset til at smugle sig hjem igen. Pærevanvid – javel! ganske umuligt at udføre selvfølgelig! Det var jo netop det knusende dejlige ved det. Hvem vil ikke gærne lulle sig ind i en skøn Drøm for en Dag – selv om den blir en smadrende Løgn i Morgen? Naar man vaagner, ja saa er man et godt Slav til Søs – og der er Job nok at tage i! Og Mary fik den halve Hyre! – – kanske skriver hun, eller staar selv paa Bredden og vinker naar man gaar i Land. So long, Mary! So long! Mary kom ikke med hjem den Gang heller. Hun blev paa sin Post for at forvalte Sømandens Hyre og være den første til at bringe ham den søde Hilsen hjemmefra. Ofte er hun ogsaa den eneste, for Mary vover sig ud paa Pladser, hvor hverken Gesandter eller Konsuler naar hen.

Det gør Mary! Og hun forstaar saa nydeligt at repræsentere: Flaget og gamle Danmark og det hele.