113|Badutspringeren

115| Hvem kender ikke Historien om Badutspringeren, der intet rigtigt Begreb havde om Tyngdeloven og bestandig skulde ud i noget, som ikke kunde bære? Han var en glad og sorgløs Fyr og har sandsynligvis slet ikke haft nogen Følelse af sin egen Vægt; kanske har denne Mangel været medvirkende til, at han blev Skiferdækker. Det var i al Fald ganske sikkert dens Skyld, at han bestandig faldt ned. Mærkværdig nok kom han næsten altid godt fra det, og man kunde fristes til at tro, at Tyngdeloven var sat ud af Kraft for hans Vedkommende.

Hans Bedrifter som Voksen kender som sagt enhver. Men hør her en Episode fra hans Barndom, som viser, at han allerede den Gang havde hule Knogler ligesom Fuglene og derfor ikke kunde faa i sit Hoved, at Luften ikke kunde bære.

Hans Moder sad ung Enke; han var endnu ikke kommet til Verden, da Faderen, der var Murerhaandlanger, traadte paa en Vippeende, og faldt ned og slog sig ihjæl. Naa, hun spildte ikke Tiden med at græde sig Øjnene ud af Hovedet, men tog resolut fat, fik i en Fart sin Fødsel fra Haanden og gav sig saa til at vaske Trapper – og hvad der nu ellers kunde falde for. Altid traf man hende med Næverne i Arbejde til op over begge Albuer. 116| Med Pasningen af den lille Albert gik det, som det bedst kunde – Mad er nu engang vigtigere end Pleje. For Resten elskede hun sin lille Hvalp, der var sin Fader op ad Dage – for det kunde da enhver se, der blot havde mødt Faderen en Gang paa Trappen. Det var ikke overflødigt at dvæle ved det her i Kasernen, hvor enhver Nyankommen straks spurgte: Hvor meget faar De til Drengen, Fru Olsen? Fik til Drengen! – Nej, hun var kommen til ham paa en honnet Maade, og det kunde nok ikke nytte, hun vilde give sig til at rende paa Raadhuset og prøve paa at hente Barnepenge. Hun maatte pænt selv forsørge ham. – Saa længe han laa ned, var det ingen Sag. Hver Morgen tidlig blev han puttet i en Rullekurv, og Madam Olsen løb til Vuggestuen med ham. Hun løb den øvrige Del af Dagen ogsaa, og ved Fyraften var hun en af de mange Kvinder, der styrter sanseløst gennem Hovedstadens Gader – hjem til Ungen.

Der paastaas, at Børn paa Landet er født retvendte; men intet Barn i Verden lærer saa tidligt at klare sig selv som en københavnsk Baggadeunge.

Herinde træffer man saa mangen lille Svend, der forsørger sig selv fra han kan krybe og maa tage Tilværelsen i stiv Arm i en Alder, hvor de andre – lykkeligere – endnu leger sorgløst med Dukker og Tinsoldater.

Albert var ikke mere end et Par Aar, før han var ked af at sidde og være Tilskuer og selv begyndte at tage Affære. Han havde det med at lade sig dumpe ud af Vuggen eller ned fra den Stol, han blev anbragt paa. Indtil videre faldt han altid paa Hodet, og naar 117| Moderen om Aftenen hentede ham, var hans lille Pære blød og hævet. Paa Vuggestuen var man grundig ked af ham; en skønne Dag slog han sig naturligvis ihjæl – og ødelagde hele Forretningen.

Saa maatte Moderen beholde ham hjemme i Stuen, lægge sit Arbejde i Nærheden, saa hun kunde rende en Svip hjem nu og da – og for Resten hjælpe sig, som hun kunde. Naar hun kun var borte et Par Timer, lod det sig gøre at binde ham i Sengen eller til en Stol; men Fanden vidste hvordan: løs kom han for et godt Ord og fik lavet en eller anden Frikadelle. Det kunde nok ikke nytte Vorherre kom og forlangte 8-Timers Arbejdsdagen indført, dersom han skulde tælle alle de graa Haar, den Dreng satte sin Mor i Hodet. Et rigtigt lille Vidunder var han, som man aldrig vidste, hvor man havde – akkurat ligesom Faderen! Juleaften blev Madam Olsen hjemme. Hun havde revet godt til Siden hele Ugen, saa i Dag kunde hun blive hjemme og se til sit eget.

Der var nok at tage i, hver Stump i den lille Rede skulde gaas efter til Højtiden, Drengen skulde i en Balje Lud, og der skulde laves Flæskesteg og Rødkaal og pyntes Juletræ i en Urtepotte. Hver Øjeblik kom Nabokonerne rendende og tiggede en Haandsrækning, næsten hele Formiddagen gik med at tage Trapper og Retirader for andre. Madam Olsen tog den Fortjeneste med, anbragte Stumpen paa Afsatsen og skurede sig Vej ned over Trapperne i en Vælling af grøn Sæbe og Sand – klaskvaad og lykkelig over Ungen, som stod deroppe og labbede paa Rækværket som en drukken Mand. Hun underholdt ham mens hun arbejdede, og han plud118|rede igen, glædesdrukken over at være saa nær ved Moderen; hvert Øjeblik maatte hun skrige Gevalt, for at han ikke skulde styrte sig lige i Favnen paa hende.

Saa kom Madammerne løbende med Juleknas til ham, og saa snart han havde sat det til Livs, var han der igen – den tyvebrændte Gavtyv – og stod og ravede ud over Rækværket. »Det har han efter Faderen,« sagde Madammerne indsmigrende, – »han bliver nok Skiferdækker en Gang skal man se!« I Dag var de saa sukkersøde, fordi det var Juleaften og de trængte til en Haandsrækning.

Først ved Middagstid var Madam Olsen færdig og kunde begynde at tænke paa sit eget. Hun fik de vaade Rake af sig og anbragte Drengen paa en Stol ved Vinduet, mens hun lige rendte ned efter lidt Bønner og Fløde til en Kaffetaar, inden man tog fat paa en frisk. Der var ogsaa det, at hun skyldte Madam Rasmussen et Maal Bønner fra Dagen før, hun havde allerede faaet dem revet i Næsen én Gang i Dag.

Hun løb, alt hvad hun kunde, men da hun kom uden for Gadedøren, laa Ungen ligegodt nedenfor paa Fortovet – hun var nær faldet over ham. »Se saa, nu er’et alligevel sket!« udbrød hun, samlede Klumpen op i sin Nederdel og løb lige hen til Dokteren med ham. For hvad brød hun sig vel om, at Madammerne i Gaden kunde se hendes røde Uldklokke.

Doktoren gloede lidt paa Ungen og spurgte saa: »Hvor højt bor De?« »Anden Sal,« svarede Madam Olsen, som sandt var. »Skrub De saa hjem og tak Vorherre paa Deres Albuer – og vær ikke saa tankeløs en anden Gang.« 119| »Hvor meget koster det?« spurgte Madam Olsen og nejede lige ret op og ned – for hun var godt gal i Hodet over hans Grovheder. »Denne Gang kan De jo slippe med Skrækken.« Madam Olsen købte saa Bønner og Fløde med det samme, og hun og Drengen fik sig en Kaffetaar, som de nok kunde trænge til oven paa den Relighed. Og da det var besørget, satte hun Drengen lidt hen til Karmen, mens hun stak ind til Naboersken med det Maal Bønner. For Madam Rasmussen var ikke en Kælling, som man skyldte noget ret længe ad Gangen. »Hvad er’et for en Ballade nede paa Gaden?« siger Madam Rasmussen pludselig, de staar saadan lidt og snakker.

Madam Olsen farer ind til sig selv for at se, og der staar Vinduet aabent og Ungen er væk – det tyvebrændte Asen. Endda hun var vis paa, hun havde sat den nederste Krog paa. Nedenfor paa Fortovet laa han og rodede, midt imellem en vældig Masse Mennesker og en Betjent.

Da Madam Olsen – sammen med Betjenten – kom slæbende med Drengen for anden Gang, blev Dokteren rasende og erklærede, at den Slags Ravnemødre skulde en Omgang i Forbedringshuset. Madam Olsen var ellers ikke den, der lod sig fure; Livet havde lært hende at give raat for usødet.

Men hun vilde nok have sin Dreng behandlet, forinden hun gik i Lag med at give Dokteren rent paa. Ved Undersøgelsen viste det sig imidlertid, at Ungen blot havde stødt sin Numse lidt. Det kom igen af at han var godt i Stand – Dokteren sagde det selv. Og det formildede hende noget. 120| »Han har snart Øvelsen i at falde ned,« sagde Lægen saa. »De kan godt lade ham optræde, Madam.« Og Betjenten grinede.

Men saa tog Madam Olsen rigtignok ogsaa Bladet fra Munden. »Ja, Dokteren er jo nok en lærd Mand,« sagde hun spydigt, – »og Gud bevare en anden en for at komme der med sit Skrubforklæde. Man har blot sin Trappevask og sin Smule Unge – og saa for Resten surt Slid fra Morgen til Aften. Men sin Avis læser man da, og Øjne til at se med har man vel ogsaa faaet. Og selv om Dokteren maaske inte kan faa Øje paa det, saa ved en anden dog nok, at dette her er Arvelighed.« Og saa fortalte hun Historien om Faderen, der faldt ned fra Stilladset og slog sig ihjæl, mens hun gik med Drengen. »Sludder,« sagde Doktoren blot – »De med Deres Arvelighed! Nej, gaa De hjem og pas ordentlig paa Drengen, saa falder han s’gu ikke ud af Vinduet.« Og Madam Olsen gik hjem med sin Trold, smækfornærmet.

Hun anbragte ham paa Stolen ved Karmen og gav ham hans Legetøj, satte omhyggeligt den øverste Krog paa og gik saa ind for at berette Madam Rasmussen det hele. Der skulde ikke gøres nogen Hemmelighed af, at Madam Olsen havde givet Kvarterets Læge ordentlig rent paa til Julehøjtiden. – »Kom med over, saa skal De selv se, saa rød og ophoven Drengens Numse er,« sagde hun tilsidst og aabnede for Lejligheden.

De to Koner gav et Vræl fra sig. Drengen stod oppe i Vindueskarmen og var i Færd med at pille den øverste Haspe af. 121| »Vil De saa sige mig, hvad en stakkels Mor skal stille op,« udbrød Madam Olsen fortvivlet og ruskede Knægten. »Nu havde jeg anbragt’en saa nydelig her til denne Side, for at han skulde se Børnene lege nede i Gaarden, og saa kravler han Gud straffe mig op og løfter selv Krogen af – en treaars Unge. Binde Vinduet – det sku’ godt nytte over for saa durkdreven en Avekat. Han var i Stand til aa sla’ Ruderne i Stykker for mig oven i Købet – den Luftskipper. Men det er det en altid har sagt, det er ikke godt at vide, hvad Vorherre har for med saadan en Klør. En tyvebrændt Gavtyv er han allerede.

Ak ja! Det er baade surt og sødt at være Mor!«