123|Bedstemand Blom

125| Ugen var gaaet rundt med sit jævne Dag- og Natarbejde. Hver ny Dag begyndte med en Spulen over det hele, og saa er der banket Rust af og malet, gjort Sejlmagerarbejde og syet nyt Gulvtæppe til Kahytten; Grisehuset har faaet nyt Cementgulv og Spillene er gaaet efter. Og en Solskinsdag, mens den gamle Tramper rundede Grenen, blev Køje- og Gangklæder solet og banket. Ned igennem Kattegat og Sundet var det smaat med Arbejdslysten; Besætningen hang over Rælingen og spyttede langt og længselsfuldt efter Land. Den Gamle kneb det ene Øje i og lod dem hænge; for Pokker – de havde jo Kone og Børn derinde de fleste af dem. Ved Dragør prajede han en Kadrejer og fik lidt dansk Proviant om Bord – det smagte dog altid af Fugl.

Og saa er den Drøm forbi; Hovedstadens Røg og Taarne dukker i Søen agter, Stevns kommer og gaar som en Taagebanke i Vest, et Afskedsvink fra Danmarks Kyster.

Og Livet gaar sin Gang igen. I Maskinen har de travlt med at dreje og file nyt til de Huller, Tid og Slid gnaver i den gamle Kasse, alt imens de holder »Rokken« gaaende og passer, at den ikke løber varm. Nu og da hægter Førstemester et lille mystisk Apparat paa den store ustanselig arbejdende Maskine og føler 126| den paa Pulsen for at finde dens svage Steder. Det er som at hægte et lille Urværk til Skaglen af en trækkende Hest og aflæse alle dens skjulte Fejl. Han ser ud som en Troldmand, og læser sine Diagrammer som en Læge læser en Sygejournal. Derfor ligger han ogsaa i Krig med Kaptejnen og hævder, at det er ham det hele beror paa.

Alle 26 Mand har været i fuldt Arbejde lige fra den Gamle til Messedrengen – et velholdt Skib gir nok at bestille.

Og en Dag er det Søndag – Søndag i Søen ganske vist, men alligevel. I Kappen til Styrbords Bak er Tømmermanden i Færd med at klippe Bjerregaard; den amerikanske Skæghøvl gaar paa Omgang, og til Bagbord staar et Par nøgne Fyrbødere og pøser hinanden over med Søvand for at faa Kulstøvet skruppet af. Haardt Arbejde har mærket dem, en underlig skævslaaet Styrke lyser ud af deres store Skrot. Lampemanden har anbragt sin Kanariefugl paa Ankerspillet oppe paa Bakken og underviser den i de første Fløjtetoner; den er nylig købt i Savona, og det store Spørgsmaal er nu – er det en Han eller en Hun? Der kommer mange forsigtige Indlæg for og imod; man kigger omhyggeligt ind under den og spytter ud mod Skibssiden – Fanden ved? Men Bjerregaard maa vide det – hans Mor driver jo Hønseri! »Hvis den ka’ ligge Æg, saa er’ed en Hun,« raaber Bjerregaard afgørende op til dem og spytter Haar ud af Munden.

Oppe paa den øverste Bro gaar den Gamle frem og tilbage og smaa­ snakker med sine Duer; ind imellem 127| nynner han Tonerne til: »Det er herligt at sejle, naar Matroserne ror!« Om Søndagen tager han selv begge Vagter, for at Styrmændene kan have fri.

Paa den underste Bro sidder Bedstemanden, gamle Blom, og præparerer Skelettet af en Cobraslange, alt imens han gir mig et Kursus i Verdensvisdom. »Søfolk«, siger han, mens han pudser det skeletterede Slangehode blankt som Elfenben i alle Krinkelkroge, – »dem er der ikke mange af mere.

Jeg har sejlet i snart 35 Aar og har jo kendt et Par Stykker i min Tid, men de er gaaet til Fadlow Green de fleste af dem, og kommer ikke mere igen.

Hvad Fadlow Green er? Ja, ser De, det er jo lidt vanskeligt at forklare.

Men Søndagen ved man hvad er; den er til for at berede én Vejen til Paradiset. Naa, og hvordan holder vi Søfolk saa Søndag? Fadlow Green, det er saadan en Slags Græsgang for de store Dybvandsfisk, tænker jeg – Stedet har i al Fald ikke faaet noget Navn i Bibelen. Men det er der adskilligt andet, der heller ikke har, saa derfor kan det sku godt være til alligevel. Og ét Sted skal man jo samles med sine kære – som skrevet staar. Men Sømanden – hvad kender han vel til Familieliv? Der gaar han kanske og slider sig op for Kone og Børn, og lige fremmed er det det hele: idag gaar Tøserne med korte Skørter; næste Gang han ser dem, møder de med en Kærest under Armen.

En Sømand skal lade de Dele være; han har alligevel ikke noget Hjem, men maa bide sig en Ende af hvor i Verden han kan. Og naar han ikke kan mere men maa lægge op, saa er der Fadlow Green, som sagt. Der ender han og alle de uartige Piger. 128| Nu om Dage har Folk paa Søen det som alle andre; nogle er saadan og andre saadan – der er nogen af enhver Slags. Jakobsen, der nu er ved Rat-

tet, er saa støt som noget Trækdyr paa Landjorden. Han under sig knap en Skraa, men sender Kone og Børn hver en Øre han fortjener. Anden Styrmand igen har det paa en anden Bov; hans Kone holder Systue derhjemme og sender ham halvhundrede Kroner hver Maaned til at gaa paa Livet for.

Han er saadan en Slags udsendt Konsul forstaar De – han repræsenterer hende derude.

Den Gamle har De ikke set rigtig endnu, men naar vi nu kommer til Land, kan De nemt faa ham at se i Kjole og hvidt Heltebryst som en anden Cirkus-Neger. Han har fulgt med Tiden, forstaar De, og det er den eneste Maade at komme frem paa. Naar vi lægger til Kajen, saa begynder først hans Navigation. De sku se ham slaas med Gavtyvene derinde om Dispatch og Liggepenge og Protester mod Ladningen – han lurer dem alle sammen! Men lad helst være og spørg ham, om han kan gøre et Bestik.

Her har én lagt og rakket med denne gamle Druknekasse i over en Snes Aar. Skør er den som en Sardindaase, og hvem er det vel, der har holdt den gaaende? Mangen Gang siger den Gamle ogsaa: Blom! siger han, det er sku godt vi har dig! Men Skipper – eller blot Styrmand, det blir en gammel Sømand aldrig.

Eller tror De kanske, der er to Mænd her om Bord, der kan slaa et Pælestik – eller manøvrere en Baad i Fald man blev nødt til at ty til Redningsgrejerne? Det er Arbejdere er det – i Dag paa Søen, i Morgen paa Landjorden.« Gamle Blom spyttede foragteligt. 129| »Sømænd – gaa De hellere paa Musæum og kig efter dem. Her om Bord er der kun én – saa kan De jo selv se, om De kan regne ud, hvem det er!« Blom rejste sig og gik sin Vej – ned til sin private Køje. Han havde en af sine onde Dage. Nu skulde han sagtens til at fortryde sin Meddelsomhed og gaa og surmule mod mig en Dag eller to.

Ellers kom vi udmærket ud af det. Han var den første, der bød mig velkommen om Bord, da jeg i Hamborg tog Damperen for at gøre et Par Maa­neders Togt med; han stod ved Faldrebet og hev mig over Rælingen ind paa Dækket. Helt umotiveret meddelte han mig, at vi var fra samme Egn; det formelig plumpede ud af ham – og der klang en egen Glæde af Ordene. Senere forstod jeg denne Glæde. Skæbnen havde villet, at han ikke havde sat Foden paa sin Fødeø, siden han rejste hjemmefra som ganske ung.

Ved at stykke en Masse smaa, spredte Bemærkninger sammen fik jeg efterhaanden Hovedtrækkene i hans Livshistorie frem. Den var ejendommelig nok.

Han havde sit Barndomshjem midt inde paa Bornholm, i Højlyngen, og derinde omkring tog han Tjeneste efter sin Konfirmation. Fra Gaardens Marker havde han altid en eller anden Flig af Havet for Øje, og dér gik han som saa mangen anden bornholmsk Tjenestedreng og samlede sig Udvé bag Plov og Harve. Han vilde til Amerika! Samle ind til Billetten kunde der ikke være Tale om, da han maatte underholde sine gamle Forældre. Men saa snart de begge var døde, kastede han los og lod Strømmen tage sig. Der laa netop en stor engelsk 130| Damper og rensede Kedler nede i Havnebyen; paa den tog han Hyre som Fyrbøder.

Det var hans Hensigt at rømme, saa snart han naaede Amerika. At Damperen skulde derover, stod for ham som en Selvfølge.

Den havde imidlertid Ærende alle andre Steder hen først. Omtrent to Aar tilbragt han i Helvedet dernede paa Fyrpladsen, og han opdagede efterhaanden, at Verden er stor.

Saa endelig anløb man en amerikansk Plads, og han rømte fra Borde med Tabet af sin Skibskiste, som han var kommet til at holde meget af.

Men stolt var han. Han havde – omend ad nogle besværlige Omveje – gennemført sin gratis Rejse til Amerika. Der var tilmed Folk paa den fremmede Plads, som hjalp ham med at stjæle sig fra Borde og holdt ham skjult i Land.

Disse Folk kaldtes Runnere og havde forresten ikke det bedste Lov paa sig. Men han havde kun gode Erfaringer og lyttede uden Forbehold til deres fantastiske Historier om Lykken, der laa og ventede derinde i Guldlandet.

De to Aars møjsommelige Flakken uden om Maalet havde spændt hans Forvæntning; han havde drømt sig tilstrækkelig grundigt frem til Landet og troede hvert evige Ord. Det var ham, Lykken laa og ventede paa derinde! Han lagde trygt sig selv og sin opsparede Hyre i deres kyndige Hænder – og vaagnede en Dag hundrede Mil til Søs, som Fyrbøder i en fremmed Djævlekasse bestemt for en eller anden infernalsk Plads. De havde drukket ham død de Djævle, paamønstret ham og bragt ham om Bord mens han laa hen – og beregnet sig »Blod131|pengene«, et halvt Aars Forskud paa hans Hyre. Han var shanghaj’ed efter alle Kunstens Regler.

Som det Mandfolk han var, satte han sig ikke hen og jamrede men tog Forholdene op. Saa snart han kunde, søgte han fra Fyrpladsen op paa Dækket og blev rigtig Sømand. Med Tankerne om at gaa i Land var det forbi – den Plan havde Skæbnen afgjort paa sin Maade.

Saadan var han blevet Sømand. Siden havde han tilbragt sin meste Tid derude paa de store Strøg, hvor Trækket gaar – til Guano-Øerne og Ny Zeeland og Sydkap ind – hvor man færdes tre-fire Maaneder uden at se Land og hele Aar uden at have Anledning til at give Penge ud. Han havde været ude for Livets enkle, stærke Forhold og var blevet et stort Barn under deres Hænder. Jordens endeløse Nyt og Nyt havde spændt hans Sind op i Undren og hindret det i at fæstne sig i Domme; han havde Barnets store Øjne og blinde Tro til alt, hvad der kom ham fortroligt i Møde. Forholdene havde ikke lagt sig mageligt til Rette for ham og opfordret til langstrakt Filosoferen; han havde lært at gribe Tingene i Flugten – og holde fast dér, hvor han tilfældig fik fat med en Lillefinger. Han kunde slaa en Mand i Dækket ved den mindste Mukken, og lægge en Forbinding paa med de varsomste Hænder. Familie havde han ikke stiftet, og Paarørende havde han saa vidt jeg kunde forstaa ingen af. Det hændte, at han – som nu for lidt siden – følte sig ensom. Men som Regel var han i Perlehumør, og tog sin Chance hvor den tilbød sig.

Jeg laa over Rækværket og stirrede ned i Druknehullet. De af Besætningen der var fri, samledes efter132|haanden dernede og slog sig ned paa Luge Nr. 1; de var vandkæmmede og i Morgensko som gæmte søde Minder; Tømmermanden røg af rigtig lang Pibe med drejet Horn og Kvaster. Den tager altid sin Part af Opmærksomheden – som det Symbol den er paa Søndag i Hjemmet.

To unge Gutter løber og slaas med Vand – op over Bakken og hen omkring Spillene; saa kaster de sig plat ned paa Storlugen: »Hvem der var i Land i Dag,« siger den ene og ruller sig om paa Ryggen med alle fire tjattende mod Sollyset. »Ja, hvem der var hjemme,« siger Tømmermanden, »hos Mutter og Ungerne!« Der falder et Øjebliks Stilhed over dem alle ved hans Ord, deres sorgløse Sludren gaar i Staa. Oppe paa Agterdækket sætter Tredje Mesters Grammofon i med Sweet dream og faar dem alle til at lytte. Jakobsen har i Nat fra Bakken set Kvindeskibet gaa langs Kimingen i en Taage af udslagent Haar og Hvidhed – og det er Søndag i Søen! Blom kommer slentrende og spørger, om jeg ikke nok vil kigge lidt ned i hans lille Biks. »Det før var bare Dumheder,« siger han undskyldende, da han har faaet mig anbragt paa Køjekanten, – »hvad er der vel at gaa og være muggen over. Fa’n skulde sørge, naar man lever et frit og muntert Kristenliv, med en Horisontlinje der bestandig flytter sig, og Vand nok under Kølen. Vi kan jo ikke blive Kaptejner og Styrmænd allesammen alligevel, og en lille Hytte ved Stranden med en Fiskerbaad kan der vel altid blive Raad for til de gamle Dage.« »Det kan vel være knebent nok, naar man sætter sine Penge i Dogger Bank,« sagde jeg leende. 133| »Jamen nu skal det ogsaa være forbi med det. Her skal De bare se!« Han tog et Fotografi af en Italienerinde frem af sin Kiste. »Se, det er min Pige, forstaar De! Man lærte hende at kende paa sidste Rejse – i Savona; fint Postelin, hva’? Naar man nu har sejlet lidt Skillinger sammen, saa gaar man jo nok en skønne Dag i Land og gifter sig; Familielivet er alligevel det eneste, der er noget Hold i. Men gør mig den Tjeneste ikke at tale om det til de andre.« Han slog nynnende Kisten i. – Bloms Tilkommende var en ganske almindelig, mørk Italienerinde; det eneste paafaldende ved hende var, at jeg syntes, jeg skulde kende hende. Jeg nævnede ikke noget om det; men hele Resten af Dagen gik jeg og brød mit Hode med, hvor jeg vel kunde have set hende før. I Savona havde jeg aldrig været, og en tilfældig Lighed følte jeg mig overbevist om, at det ikke var.

Om Aftenen da jeg kom ind til Førstemester for at faa den sædvanlige Aftensludder over en Grog, løstes Gaaden. Der stod Damen jo nok saa pænt paa hans Skrivebord, kun at hun her var i Kabinet. Paa mit Spørgsmaal forklarede han, at det var en Dame, han havde lært at kende i Savona og satte megen Pris paa – en i alle Maader pæn Pige, som det meget godt kunde være han en skønne Dag tog og giftede sig med.

Jeg kunde nok haft Lyst til at vide, om Førstemester ogsaa sendte hende Overskuddet af sin Hyre til at sætte Bo for – men kunde jo ikke saa godt spørge.

For Blom kom det forøvrigt heller ikke til at spille nogen praktisk Rolle, om Sagen forholdt sig saadan eller saadan. Vi løb ind til Kronstadt om Tirsdagen, lossede 134| vor Kullast og gik saa op ad Nevaen til Petrograd efter en Ladning Træ. Og her – endelig – var Bedstemand Bloms gratis Overfart til den ny Verden tilende, og han kunde gaa i Land uden at risikere at blive shanghaj’ed og bragt om Bord igen.

Vi laa ude i den ydre Havn – ved Elevator – og tog Trælasten ind; raadne Pramme kom helt oppe fra det indre af Rusland med den. En Dag under Middagspavsen faldt en Unge over Bord fra en af Prammene; Blom, der saa det oppe fra Bakken, kastede sig straks ud over Skibssiden. Vandet var meget mudret, og kanske har Strømmen taget ham. Vi fandt ham efter lang Søgen inde under en af Prammene, med Barnet i sine Arme. – Jeg var med til at yde ham den sidste Haandsrækning, og det var et underligt Arbejde. Overalt paa hans nøgne Legeme fandtes store, farvelagte Tatoveringer: Et Hjærte i Brand, en krøllet Kvinde med røde Læber, en Knøs og en Pige Kind til Kind. Skønne Timer i Hamborg og Rotterdam og Hull, forevigede af en fingerfærdig Alfons! Midt paa Brystet havde han de tre Symboler: Anker, Kors og Hjærte sammenslynget. En tuschblaa Kæde løb herfra op over Skuldrene paa ham, saa ned over Ryggen og forsvandt ind ved Sædet. Ned ad hans Ryg, langs Kæden stod tatoveret paa Engelsk: If you want more chain, pull on! – Ak, han havde ikke Brug for flere saftige Sømandsvitser! Han døde som en Sømand, og som en Sømand kom han i Graven. En svensk Præst talte over ham – paa Tysk, og vi sænkede ham i russisk Jord.

Vi skillingede sammen og lagde to Palmekranse med signerede Silke135|baand paa hans Grav. Men længe fik han ikke Lov til at smække sig med dem; glade Piger stjal dem, saa snart vi havde forladt Kirkegaarden.

Om Aftenen gik vi hen paa en Sømandsknejpe for at drikke hans Gravøl. Mens vi sad der og hældte paa Lampen og sludrede om, hvad for en briljant Kammerat Blom havde været, optraadte et Par af Syngepigerne oppe paa den lille Tribune med hans Silkebaand som Skærf. »Farvel, du gode Kammerat!« stod der ned over Livet paa dem – med Guldbogstaver paa Dannebrogsfarver. – Det virkede slet ikke som nogen Profanation, men snarere som en Velkomsthilsen. Bedstemand Blom var gaaet lidt i Forvejen – til Fadlow Green.