137|Gaardsangeren

139| Hvem holder ikke af Sangfuglene? Om det saa er Øvrigheden, freder den om dem og vaager over, at der ikke gøres dem Fortræd. Og vi gør alle hvad vi kan, for at de skal bosætte sig ved vore Huse og synge for os. Slaar en Nattergal sig ned i en Mands Have, føler han det som et Kærtegn fra Naturens Haand.

Gaardsangeren er dog noget for sig selv. I Modsætning til alle andre Sangfugle har han valgt sig Hovedstaden til Boplads og træffes kun dér – og kun i Fattigkvartererne. Mens f. Ek. Nattergalen foretrækker Parken for Smaamandens Have, fraflytter Gaardsangeren sit Kvarter, saasnart det begynder at blive fint.

Gaardsangeren er Fattigmands Sangfugl. Han dukker først op henimod Vinter, naar alle andre Sangfugle forlængst er forstummet, og forsvinder gærne igen, naar der begynder at komme Foraar i Luften. Det er Sulten og Kulden, der lokker Tonerne frem i hans Strube og forvandler Hovedstadens Baggaarde til mægtige, dirrende Fuglebure.

Endnu for en halv Snes Aar siden var Gaardsangeren ret almindelig i København. Men blandt Byens Beboere havde han kun de Fattige til Venner – alle andre hørte sig gale paa hans Sang. Og den samme Øvrighed, der freder Lærken og de andre Sangfugle, lagde af en eller anden Grund ham for Had og satte sine Doner for ham. 140| Og nu er han saa godt som udryddet. I Storbyens skumle Baggaarde maa der ikke lyde Sang.

Her en lille Beretning om, hvorledes en af de sidste Gaardsangere blev jaget og nedlagt.

Maskinarbejder Vang havde samme Herkomst som adskillige verdensberømte Tenorer – og synge kunde han. Næsten alle store Sangere og Sanger­ inder udgaar fra Fattigmands Verden; de er et af hans mange Forsøg paa at skaffe sig Ørenlyd Jorden over – hans Optimisme skaber dem.

En storartet Stemme havde Vang, og ofte nok grundede jeg paa, hvad han vel kunde have drevet det til, hvis – – – Men ethvert hvis og dersom var forresten overflødigt, da han nu engang var Maskinarbejder af Fag og havde Kone og Børn. Tilmed var han glad for sin Profession.

Han sang for sin Mage og sine Unger, som det hører sig til for en rigtig Sangfugl; og ved den Tid han kom hjem fra sit Arbejde om Aftenen, plejede Beboerne af Forhuset at lukke op til Gaarden for at faa lidt af Sangen med.

Han boede i Bagbygningen.

Jeg havde et lille Kvistværelse til Gaarden, og mangen god Aften gik jeg slet ikke ud, men sad med slukket Lampe og døsede bort i Drøm ved denne utrættelige Sang til Redens Pris, der – lige som Lærkens – syntes at rinde af uudtømmelige Kilder. Der var sød Hvile i det oven paa en stræng Arbejdsdag – og forunderlig 141| Lise for én, der ikke helt med sin gode Vilje var Eneboer.

En Aften sang han ikke. Det hændte jo nu og da, at han og Konen var ude i Besøg eller lignende; man tog det som noget, der nu engang fulgte med – et Sangerlune, og trøstede sig med at det ikke gik altfor ofte paa.

Men denne Aften var Tomheden alligevel af en anden, ligesom mere paa­ gaaende Art; et eller andet uhaandgribeligt bibragte mig den Opfattelse, at der var sket noget i den lille Rede nede paa tredje i Bagbygningen. – Heller ikke de følgende Aftener lod han sig høre. Jeg forhørte mig i Ejendommen og fik den Besked, at han var blevet arbejdsløs. Mere blev der ikke sagt, og mere behøvedes heller ikke. Det ene forbandede Ord rummede det hele.

Arbejdsløsheden er for Broernes Befolkning ved Vintertid som den hærgende Pest eller Koleraen – ingen ved, om han oplever Dagen i Morgen.

Naar den først er sluppet løs i Kvarteret, spøger den i alle Ansigter – gør dem blaa og graa, og uhyggelig anspændte. Hvor to møder hinanden, siger deres stirrende Udtryk: Hva’ – er du til endnu? Jorden kan aabne sig under Fødderne paa én naar og hvor som helst; ingen kender sin Tur til at blive sat uden for Tilværelsen. Hvor to siger Farvel, er det med den hemmelige Tanke: Hvem af os mon der først skal til det? Ingen kender sin Besøgelsestid; man gaar glad og rolig i Seng – og naar Dagen gryr, har Sultens Engel været der og sat sit graa Kors paa Døren. Uhyggeligere kan det ikke lyde, naar Pestens sorte Ligbærere dundrer paa Porten og det hviskende gaar fra Mund til Mund: De er her efter Peter142|sen! end naar det som et Suk gaar gennem Ejendommen, at den og den er blevet arbejdsløs.

Hidtil var vor Ejendom gaaet saa mærkværdig fri. Julen var vel tilbagelagt og Januar med sin Optimisme inde. Det nye Aar betyder ikke blot strængere Kulde men ogsaa mere Livsmod for Smaafolk – det gaar igen opad mod Lyset! Man aandede allerede op og troede det værste ovre for den Vinter – og nu var Familien Vang ramt! – Fra mit Vindu kunde jeg se lige ned i den lille Lejlighed paa tredje Sal.

Paa et Bord inden for det brede halvandenfags Vindu stod Symaskinen; det var gærne den lille glade Fru Vangs Plads om Formiddagen, naar Solen stod paa. Over hendes Hode hang Kanarifuglen, der altid fløjtede som en besat til Symaskinens Raslen; og en lille Purk paa tre-fire Aar sad ved Bordenden med sit Legetøj. Hvordan vilde det nu gaa den lille Familie, hvis Medlemmer altid saa sig saa glade paa hinanden? Hos AlmuefolkA er Nøden sjælden længer end en Dagsrejse eller to bagefter Arbejdsløsheden.

Ja, hvordan gik det mon? Gardinerne var trukket for bestandig; som lukkede Øjne virkede det; hvad der foregik bag dem skulde ingen have Indblik i. Den glade Familie havde trukket sig tilbage i sig selv.

Jeg forsøgte en Tilnærmelse men blev afvist; havde jeg ikke meldt mig i deres Velmagtsdage, kunde jeg gærne holde Næsen hos mig selv nu ogsaa.

Nu og da mødte jeg Mand eller Kone i Porten med noget under Armen – antagelig paa Vej til Laanekontoret. Ingen i Ejendommen blev sat ind i, hvordan de huggede sig igen143|nem; men man havde jo Lov at gætte, at det skete paa Bekostning af Hjemmet.

En Dag var Gardinerne forsvundet og erstattet med Aviser og et gammelt Sjal – Ting der sørgelig forraadte den Tomhed, de var hængt op for at skjule. Den Dag og de følgende tænkte jeg mere paa Familien Vang, end godt er naar man vil staa paa en rolig Fod med Tilværelsen; deres Skæbne kunde nok faa en til at gaa i Rette med et og andet.

Men en Formiddag blev jeg rusket op af mine Skumlerier paa den skønneste Maade. En kendt klar Stemme steg pludselig op fra Gaardens Bund og holdt sig svævende oppe i den kolde Vinterluft over Gaardsrummet, trilrende som en Lærke der hænger paa sine Vinger. Det kan nok være, mit Vindu kom op i en Fart.

Nede midt i Gaarden stod Maskinarbejderen og sang, med blottet Hode og Ansigtet vendt opad mod de høje Vinduesrækker. Han sang Tycho Brahes Farvel, og Stemmen skælvede bevæget mellem de snævre Mure. I alle Vinduer var der Tilhørere; de klappede og kastede Penge indsvøbt i Papir ned til ham. En tiaars Knægt, den største af hans Drenge, sprang omkring paa Betongen og samlede op.

Da jeg lidt efter gik ud, mødte jeg ham og Drengen uden for Porten; de var paa Vej ind i en anden Gaard. Vangs Øjne lyste, da han saa mig; han hilste som den, der har vovet Springet og haft Lykken med. »Pas nu paa,« sagde jeg. »De ved jo nok, at det er forbudt at synge i Gaardene.« »Ja, forbudt! – vil De sige mig noget, der ikke er det her i dette klamme Land! Jeg har rejst to Aar med 144| en tysk Montør; vi var rundt om i Evropas Byer og satte Maskiner op, og overalt havde Folk Lov til at synge og spille paa Gaden, saa meget de vilde – selv i Berlin. Men herhjemme er vi saa sure, ser De! Naa, Forbrydelsen er vel ikke af de aller største; og skulde der komme en Panser, saa staar Drengen dér jo uden for Porten og varskor mig. Saa det skal nok gaa!« Det lod virkelig til at skulle gaa for ham. Helt morsomt var det at se, som han og Konen tog Bakken opad igen og fik deres gamle, glade Smil tilbage. Den hæslige Vinduesdækning forsvandt, og Gardinerne kom atter paa Plads. Jævnlig mødte jeg dem paa Vej hjem, altid med et eller andet under Armen – antagelig fra Laanekontoret.

Opgang er altid fornøjelig, og dobbelt morsomt er det at se Mennesker ved egen Kraft vende Skæbnens tunge Hjul. Vang var en velset Gæst overalt i Gaardene; Kvarteret gav ham Kælenavnet: De Fattiges Herold!

Jeg mødte ham tidt i Kvarteret, og snart blev vi gode Venner.

En Aften kom ham op til mig paa min Hybel for at spørge mig til Raads i en meget vigtig Sag. Der dukkede netop i de Aar en ny Stjærnetenor frem; en italiensk Droskekusk, som ved et rent Tilfælde var blevet opdaget af en af Professorerne ved Musikkonservatoriet i Milano og taget under kyndig Behandling. Nu drog 145| han fra Hovedstad til Hovedstad og lagde simpelthen Verden for sine Fødder. Hans Ry var naturligvis ogsaa naaet her hjem, og der blev en Tid talt og skrevet meget om at faa ham hertil. Det strandede paa hans uhyre Honorarfordringer.

Vang havde fulgt ham gennem Bladene og var meget optaget af hans æventyrlige Skæbne. Jeg havde Gang paa Gang lagt Mærke til, at han sammenlignede sig selv med Italieneren – den forhenværende Droskekusk! – og drog visse Slutninger af Sammenligningen. Og Stemme havde han unægtelig! Hvorvidt den var tilstrækkelig til at bygge en Fremtid paa, kunde jeg naturligvis ikke afgøre. Og da jeg ikke kunde se nogen Vinding hverken for ham eller Verden ved, at han og Familien blev slaaet ud af deres beskedne lille Lykkeverden og der maaske til Gengæld blev en rejsende Stjærnetenor flere, drejede jeg altid af, naar Samtalen truede med at komme ind paa hans kunstneriske Aspirationer.

Men i Dag gik han lige løs paa Spørgsmaalet. Sagen var, at den italienske Sanger alligevel vilde komme hertil, endda om meget kort Tid. Bladene kunde nemlig meddele, at en af Landets største Jorddrotter med store økonomiske Ofre havde sikret sig Sangerens Optræden ved den Soiré, han i Aar som hver tidligere Vinter gav for at fejre Indflytningen fra Godset til Palæet i Bredgade. »Hvad tror De – skulde jeg ikke ta’ og opsøge Italieneren, og be’ ham om at prøve min Stemme?« spurgte Vang, hed i Kinderne af Forventning. »Hvorfor netop ham? Vi har jo hjemlige Kapaciteter nok!« svarede jeg.

Vang trak paa Mundvigene: »Folk herhjemme har 146| saa svært ved at se noget i den, der kommer nede fra; men ham her har jo selv tilhørt Underklassen. Hvis han saa mente, –« Vang faldt hen i sine egne, vistnok meget frodige Tanker; hans Udtryk svømmede bort i Drømmerier. »Det er en kostbar Historie at tage Undervisning,« forsøgte jeg igen. »Det drejer sig om Aar – og Familien skal leve.« »Javel, det kan være rigtigt nok. Men jeg tjener jo meget ordentligt paa Gaardsangen.« »Saalænge det varer. Det strider mod Politivedtægten, og før eller senere –« »Det er dog gaaet godt til nu.« »Krukken gaar saa længe til Vands –« »Jeg tror nu ikke, Politiet gør mig noget. Kvarterets Betjente har ofte set mig. Og hvorfor skulde man vel ogsaa blande sig i det? Italieneren skal synge for Greven og hans Gæster inde i Bredgade – kanske kommer Hoffet ogsaa og hører paa ham. Han skal ha’ ti Tusend for det! Naa, han faar dem jo ikke kastet til sig indsvøbt i Avispapir naturligvis – og han synger i en fin Sal. Men alligevel kan jeg ikke se, at der er stor Forskel – de Fattige har jo ingen anden Koncertsal end Baggaarden! Man forbyder da heller ikke Fuglene at synge paa Københavns Grund – eller Folk at strø Krummer til dem til Tak for Sangen. Og naar de nu er glade for at høre mig.« Han var ikke til at bringe bort fra sin Idé, og jeg maatte love at hjælpe ham med at skrive et tysk Brev til Sangeren, naar saa vidt kom.

Vi var det meste af en Søndag om det; Vang kunde 147| ikke faa det grundigt nok. »Det gælder om at gøre det rigtige Indtryk – saadan no’en faar vel saa mange Henvendelser,« sagde han med et Tonefald som følte han Stolthed paa Italienerens Vegne.

Brevet blev sendt af saa betids, at det kunde være Sangeren i Hænde straks ved hans Ankomst; noget Svar kom der saa vidt jeg ved aldrig. Men den store Sanger opnaaede at blive Vangs Skæbne ogsaa uden det – om end paa en sørgeligere Maade end nogen af os havde tænkt sig.

Det var Dagen for Soiré’en. De to Betjente, der skulde patruljere om Aftenen uden for Palæet, regulere Avtomobilfærdselen og lignende, fik fri fra Vagtstuen allerede ved Middagstid, for at de kunde hvile lidt ud og faa Galauniformen gaaet efter. De boede begge ude ved Jagtvejen, og paa Vejen hjem talte de om den sjældne Sangfugl, der skulde optræde om Aftenen. »Hvem der ku’ komme til at høre ham,« sagde den ene. »Men saadan noget gaar vi andres Næse forbi.« Om det nu skyldtes en Idéforbindelse foranlediget ved Sangeren, eller blot og bar Nidkærhed i Tjenesten – de blev i al Fald enige om at tilbringe Eftermiddagen sammen og gaa paa Jagt efter Gaardsangere og andre »Betlere« i Nørrebrokvarteret. De gik hjem og tog noget gammelt Kluns paa for bedre at komme Vildtet paa Skudvidde og mødtes igen paa Nørrebros Runddel. Med Udgangspunkt her tog de de tæt befolkede Sidegader med de nordiske Gudenavne fat og afsøgte dem en for en, idet de for Hurtigheds Skyld tog hver sin Side af Gaden. – Vang stod netop inde i en Gaard i Ægirsgade og 148| sang; hans Knægt stod i Porten og holdt Udkig. Vang var midt i: Det var en Lørdag Aften, da en Person, der i Klæderne nærmest kunde ligne en Ridder af Syvtallet, tog ham i Nakken og erklærede ham for anholdt.

Vang snoede sig rask omkring. Han saa Politiskiltet blinke i Haanden paa den lurvede Fyr, der for et Øjeblik siden luskede ind ad Porten og gav sig til at rode i Skarnkasserne – og blev rasende. Dette var dog lidt for sjofelt – at klæde sig ud og luske sig bag paa Folk! Han slog Betjenten i Jorden og gav sin Væmmelse rigelig Luft, mens han søgte ud ad Porten for at faa fat i Drengen og komme afsted. Saadan en Bandit – føj for Satan! Oprørt som han var hørte han ikke det skarpe Stød i Politifløjten; uden for Porten løb han lige i Armene paa den anden Betjent. Han vendte sig om og jog ind gennem Porten igen, løb sin første Angriber over Ende og satte over et Plankeværk, med Betjentene i Hælene. Han var kommet ind paa en Oplagsplads og kunde ikke finde ud; og derinde blev han fanget og overmandet efter en kort og blodig Kamp.

Vi fik det at vide derhjemme i Ejendommen ved Aftenstid – før turde Gutten ikke vove sig hjem – og vidste straks hvad det betød. Den mest halsløse Handling af alle havde han begaaet – han, den skikkelige Vang, det godmodigste Menneske i Verden; han havde forgrebet sig paa Politiet! Enhver af os var klar over, at der ingenting vilde være sket, om blot de to Betjente var optraadt i Uniform. Vreden var løbet af med ham, han kunde ikke fordrage Krogveje og Træskhed. Men hvad hjalp det altsammen. Han havde begaaet Hellig149|brøde, og selv den bedste Karakterbog vilde ikke kunne redde ham.

De to Betjente kom ikke til at optræde i Gallauniform uden for Palæet den Aften; de havde været ude for Smedenæver og var ikke præsentable – desværre for Vang! Han fik et Aars Forbedringshus for den Historie.

Nogen større Skade paa sin Sjæl har han ikke taget af det. Han er en af de faa – om ikke den eneste – jeg har set komme ud af Straffeanstalten uden at være ødelagt. Han er blot blevet saa stille i det.

Og Stemmen har han mistet derinde. »Det er de fugtige Mure,« siger han selv.

Men maaske skyldes det nok saa meget andre Grunde.