151|Kogleri

153| Det var paa et hængende Haar, Professor ved Akademiet, Ridder af Dannebroge, Dannebrogsmand Doss var kommet for sent til Toget den Dag. Idet han svingede op foran Stationen med Giggen, saa han Folkene nede ved Pakvognen melde færdig til Togføreren; han smed Tømmen til sin Hustru, satte af som en haardt pumpet Fodbold og fo’r ind forbi Kontrollen, der sprang til Side med Haanden til Kasketten. »Forsigtig, Adolf!« raabte Fru Klara efter ham. »Forsigtig, Far!« kom det ængsteligt fra de to halvlange Pigebørn i Giggen. »Pas paa, Hr. Professor!« raabte Stationsforstanderen og gjorde febrilske Fagter i Retning mod Lokomotivet – Toget var i Gang.

Men Professoren var allerede oppe paa Forperronen og stod der og smilte lyksaligt – henrykt over sin Bedrift. »Var det ikke storartet gjort, hva’?« spurgte Smilet i hans store udtryksløse Barneansigt og lyste udover.

Vist var det storartet, som alt hvad Professor Doss foretog sig; han var simpelthen Nationens Kæledægge – og vidste det! Nogle unge Damer vinkede, og Professoren fik i en Fart sine gudbenaadede Kunstnerhænder op af Jakkelommerne og vinkede igen. Lidt fede var de, disse Hænder, Fingrene erindrede meget om leddelte Pølser. Men som de var, havde de gjort sig udødelig fortjent af Nationen; foran saa at sige hvert Raadhus i 154| Landet stod en af Professorens Kongebuster og vidnede om hans høje kunstneriske Stræben.

Professoren var i hvidt Flonelstøj i Dag, en lille Rose i Knaphullet mindede svagt om hans mange Fortjenester. Forresten et overflødigt Koketteri, – enhver vidste, at han var en af Fædrelandets mest dekorerede Sønner – mest veltjente, som hans Hustru plejede at forme det.

Professoren gik gennem Anden Klasse, hilsende til begge Sider. Alle Pladser var optaget. Det gik ham ikke bedre i de to følgende Vogne – og saa var han i Tredje Klasse. Fandens ogsaa med de Statsbaner – Hensynsløshed uden Lige mod det Publikum, der med store Ofre holdt det hele oppe.

Krig? han gav Pokker i alle deres Udflugter, gjorde han! var her maaske Krig i Landet? Man burde klage, burde man; alle herude paa Kysten, der benyttede 2den Klasse, burde slaa sig sammen og gøre Vrøvl. Men saa blev man peget ud som udemokratisk! Naa, Trafikchefen skulde nok faa sig et Hip, første Gang de igen traf sammen.

Ærgerlig ragede han et Par næsvise Pakker til Side og gjorde Plads for sin store graa Kunstnerhat oppe i Nættet. Saa skubbede han sig ind paa Enden af Bænken med Ryggen til Sidemanden, strakte Benene ud i Sidegangen og trak Aviserne frem. Han skød Skuldrene frem efter og gjorde sig Umage for at se rigtig knotten ud; enhver maatte gærne for ham kunne se paa ham, at han ikke var her med sin gode Vilje.

Altid var dette Tog ogsaa overfyldt! Der var dog ingen Mening i, at man betalte for en anstændig Plads og saa fik en Træbænk mellem Murere og Fiskerkoner og Gud ved hvad. Han kunde komme i god Tid ind 155| ogsaa ved at benytte næste Tog, men han holdt nu engang af dette her – »Grosserertoget« som det kaldtes. Her traf man Eliten af Hovedstadens Forretningsverden – Børsherrer, Storkøbmænd, Fabrikanter – alt hvad der var noget ved og hvad der havde Indflydelse. De store Pengepunge – man kunde sige om dem hvad man vilde, det var alligevel dem der holdt Kunsten oppe! Det var blevet ham en daglig Fornødenhed at sidde en Timestid mellem alle disse Pengematadorer og høre dem rafle om Tusenders Skæbne, se dem tumle med Verdensbegivenheder saa ubekymret som et Barn leger med Byggeklodser. Store var de, naar det drejede sig om Penge; men ellers var de skikkelige nok. Ham behandlede de, som var han af et ædlere Stof – undtagen netop naar de skulde modelleres. Saa kunde det godt falde dem ind at glæmme et Nul og sende ham femten Hundrede i Stedet for femten Tusend. Han tog dem ikke Spøgen ilde op, han rettede den blot. Det vil sige, Klara besørgede det. Han selv forstod sig ikke paa Penge, men maabede saa uforstaaende som et SpædbarnA der sigtes paa med en ladt Revolver, naar man begyndte at forhandle med ham om Prisen. »Min Kone«, sagde han bønligt, »tal med min Kone om det! Jeg kan ikke tale om Penge i Forbindelse med mit Arbejde.« Blev man alligevel ved, kunde han gribe sig til Hovedet med et hjærteskærende Udtryk.

Det var den almindelige Opfattelse, at han var et stort Barn i Pengesager – en Idiot sagde hans daglige Rejsefæller mere ligefrem, og behandlede ham med en egen Blanding af Ærefrygt og Overbærenhed. Han var ikke ked af dette. Der lod sig skære en større Ende af netop 156| paa den Konto; og der var en egen Tilfredsstillelse ved at sidde i Grosserertoget sammen med Landets fineste Regnekunstnere og vide, at man lurede dem allesammen.

Puh, varmt var her – og daarlig Luft trods de aabne Vinduer; tredje Klasses Publikum lugtede alligevel anderledes end anden Klasses – væsentlig anderledes. Han saa sig om i Kupéen. Disse Væsner med alt deres besynderlige Skrammel til Rejsegods, med deres snavsede Gravepoter og sammenflikkede godtkøbs Stads – tja, Mennesker var de vel! Men at nogen kunde interessere sig for dem. Plastiske kunde han ikke se de var – eller maleriske heller. Men paa Mode var de Verden over; hverken Skulptur eller Maleri duede snart, naar det ikke gav sig af med Proletariatet. Selv hjemlige Rigmænd kunde hitte paa at foretrække en misdannet Almueskikkelse for Venus’ klassiske Former til Plænen foran Landstedet. En underlig Smagsfordærvelse – heldigvis var den endnu ikke trængt rigtig igennem herhjemme. Men hvem kunde vide –.

Kunstnerne – han gav Pokker i den Sludder, at det var deres Skyld.

Kunstnerne – de af dem der duede i al Fald – indlod sig ikke paa taabelige Eksperimenter, men lod sig lede af det købedygtige Publikums Smag. Anden Vejledning var der ikke for den virkelige gode Kunst, og det var ogsaa nok; den Ende af Samfundet, der havde Pengene, sad jo heldigvis ogsaa inde med de kulturelle Traditioner. Venus og Psyke og Susanne i Badet, gennem Aartusender havde de frydet den kultiverede Menneskeheds Øje og Sind; hvad Fanden skulde det saa til at slæbe Baggaardens Bundfald frem og anbringe det i deres Sted? Hvis det ikke var Politik fra 157| det gode Selskabs Side – et Forsøg paa at putte det urolige Proletariat Blaar i Øjnene, maatte det være Udslaget af en – forhaabentlig forbigaaende – Perversitet.

Toget holdt ved Rungsted, Vinduespladsen blev fri. Professor Doss skubbede sig derhen, tog sig i det med et Ryk, men blev saa siddende. Dette Ryk var et Lævn fra de Tider, da han ikke kunde taale at blive set paa tredje Klasse; nu var hans Position en saadan, at det ingen Skade gjorde. Tvært­ imod, det gav et vist Skær af jævn Folkelighed, som ikke var af Vejen i vore Dage. »Aha, Professor Doss gør Studier blandt Folket!« vilde man sige.

Professoren nikkede ud til forskellige Bekendte, men tog pludselig Hodet til sig og dukkede ned i sin Avis, med et Udtryk som havde han faaet Øje paa den Lede selv, og var bange for at han skulde komme og tage ham.

En ung barhodet Maler slæbte forbi derude, med Staffeli og et stort Lærred; han havde store vejrblaa Øjne, Haar og Skæg lignede en strittende Høstak. Det var en af disse nymodens Fakirer inden for Kunsten, Sultekunstnere, der levede af Græshoppeben i Ørkenen og slæbte om med en slatten Mave og en mægtig Overbevisning. Professoren kendte ham alt for godt; han havde haft ham og adskillige af hans Slags at slaas med paa Akademiet.

De Unge kaldte de sig – og fik Haan i Øjnene, naar de stod overfor en anset AkademiprofessorA; nogle slemme Hvalpe! Tegne kunde de ikke, og se heller ikke, en Ko og en Vejrmølle kom til at se ens ud i deres Gengivelse. Alligevel teede de sig, som om de sad inde med Alverdens Geni! Professoren dukkede først op af Avisen, da Toget 158| igen var godt i Gang – han vilde ikke udsætte sig for den Tort ikke at blive hilst paa af saadan en Smører! Der var kommet ny Rejsende ind, paa Bænken under det modsatte Vindu sad et lasket Kvindfolk og ludede forover med Albuerne paa sine Laar, en syvaars Dreng stod mellem hendes udspilede Knæ med det aandssløve Ansigt ind mod hende. Hun havde en Klud om Hodet, i det sorte uredte Haar sad Dun og Straastumper. Noget saa uformeligt som de to mindedes Professor Doss aldrig at have set; den skiddengraa Kjole – eller var det et gammelt Regnslag? – bovnede ud under Kvindens Fedt; Barmen laa som en udflydende Dejg over hendes svære Mave. Drengen pressede sit Ansigt ind i hendes Barm, og hun hvilede sin Hage paa hans Hoved – det hele flød sammen. Egentlig en Gruppe! Professor Doss tog Skitseblok og Blyant frem. Det kunde være morsomt at gøre de to der – som et Slag i Ansigtet paa alle Proletarforherligere, gi’ Tiden sin Baggade-Idyl igen i saa kraftig en Dosis, at den maatte gaa udenfor og spy! Kvinden hang frem over sin Unge med halvlukkede Øjne, hun lignede et uformeligt Moderdyr. Hun gjorde en dvask Bevægelse op mod sit Haar og kløede sig; et lille velformet Øre og en Stump skær Tinding kom til Syne under Haaret.

Det gav et Stød i Professoren – dette Øre og denne Tinding! Alting i ham: Titlerne, hans borgerlige Værdighed, Navn og Anseelse drev paa at han skulde skynde sig og flygte, søge ind i en anden Kupé før det var for sent. Men han kom ikke af Stedet, sad blot og stirrede hen paa det laskede døsende Kvindemenneske, mens der 159| gik Frysninger igennem ham, – som fordum i hans fjærne Ungdom, naar han rigtig var optaget. Dette Øre med den skære Stump Tinding ved – som en Straale havde det ramt ham midt i hans døde Korpus. Det rørte sig saa besynderligt i ham; Hjærtet, som havde ligget dødt i mange Aar, tog det ikke fat at sprælle som et Foster. Gennem hans Sind strømmede det – koldt og varmt, koldt og varmt – Blodet, han ikke i mange Aar havde mærket! Der blaffede Lys op rundt om i ham og forsvandt, kom og gik; han følte det som Cellerne i hans velbalsamerede Legeme pludselig gav sig til at fosforescere igen. Fra alle Kanter i ham brød det paa og vilde op. Ulasteligheden blev rendt over Ende af noget glødende varmt, en Lavastrøm, der banede sig Vej ud fra Hjærtet; selve den fejrede Akademiprofessor sank sammen og blev til ingenting, med Titler og det hele.

Tilbage sad Mennesket Adolf Doss og krummede sig sammen over et Glimt af sin lyse Ungdom. Livet havde rørt svagt ved ham, og nu vilde han grave det hele frem, hans Kunstnerblik arbejdede utrætteligt med den uformelige Fedtmasse derhenne, skrællede overflødigt af og formede tilbage. Til der sad en ung, slank, godøjet Pige, lys i Løddet og med sorte Lokker ned over den skære hvide Tinding. Saa lyslevende sad hun der, at han strakte Hænderne frem og hviskede: Alvilda! Der rørte sig noget menneskeligt i Adolf Doss – han følte Sorg; for første Gang i mange Aar gik en Menneskeskæbne ham til Hjærte. Som en Kala havde hun været dengang, ren og enkelt, den fagreste Aabenbaring af alt, hvad der var festligt og skønt i Til160|værelsen. Og nu! – forfærdeligt som Tiden kunde rakke et Menneske til.

En Følelse af Tilværelsens Uretfærdighed strejfede ham. Pjalter, Smuds og Aandssløvhed, det var altsaa hvad Livet havde haft i Behold for hende – og paa ham havde det til Gengæld ødslet al sin Komfort. Der var ikke det Velvære, ikke den Glæde eller Skønhed, han behøvede at nægte sig, og hans Aand –. Han stansede pludselig – hvad var i Grunden Aand? og havde han meget med Aand at skaffe? Premiérerne, og Middagsselskaberne, Jagten efter Triumfer, Konkurrenceniddet – var der noget særligt aandfuldt i alt det? Hvor længe var det mon siden, han havde beskæftiget sig med en Idé, rettet Sindet indad, følt et Strejf af noget ud over Dagen og Vejen, noget evigt? Han huskede det sandt at sige ikke. Var han da virkelig aandssløv han ogsaa? mødtes de to alligevel i dette? Hvordan var hele hans Forhold til Ungdommen, siden selv Erindringerne fra hans egen var gaaet til Bunds i Stræv? Han havde altid plejet at gøre gældende, at det med Ungdommen var noget Sludder. Det var Manddommen, der rummede Ævnerne og Kræfterne, de unge Aar var blot en grøn Vækstperiode. Men nu blev han urolig. Han havde pludselig fanget en Anelse om, at Ungdommens Verden var en Verden for sig, ubekymret af Anseelse og Aarsindtægter, ubetynget af Fedme og Nid. Dengang ja, da havde han haft Raad til at glæde sig, naar det gik en Kammerat godt – fattig som han var. Havde han det nu? En besynderlig Verden maatte være gaaet under i ham, helt modsat den han nu levede i, en Verden hvor Tingene stod paa Hodet 161| – eller kanske paa Benene – hvor fattigt var rigt, og rigt var fattigt. Han gravede i sit Sind for at faa den frem, skød hensynsløst alle de Lag til Side, Aarene havde fældet paa. Og det han hentede op, hvor var det blankt og skinnende! Gud i Himlen hvor havde det været dejligt at være til dengang – en Styrketid havde det været, hvor Jorden fjedrede under én og Sindet var spændt til det bristefærdige! Aabne Ungpigeøjne tog ens Blik varmt ind til sig, og naar de slap det igen, var Alverden blevet skinnende ny. Dagene dengang, hvor havde de været fulde af alskens Gøremaal – og Nætterne af hede Diskussioner, skønne Drømme, Kærlighed! Og som den lysende Kærne i alt det lyse – Alvilda! Hun var Tjenestepige slet og ret; netop Spidsborgeren i ham fik ham til at understrege dette. Han havde altsaa været virkelig ung dengang, ung nok til at sætte lige hen over alle Standsfordomme; det tilfredsstillede noget i ham at slaa det fast. Paa et Forlystelsessted paa Frederiksberg havde de truffet hinanden. Han var paa Akademiet dengang, Barn af velhavende Forældre var han, hans Opdragelse var lagt til Rette for det gode Selskab.

Gennem Alvilda lærte han at se Samfundet ogsaa fra Køkkensiden og bedømme det derfra; en egen opbyggende Virkning havde det haft paa hans unge Sind. Dejlige, oprørende dejlige Timer havde han tilbragt paa Alvildas lille Kammer bag Klosettet! Han kendte det igen fra Hjemmet; og han maat­te le genkendende, naar Fruen bankede paa den laasede Dør og strængt krævede Alvilda til Regnskab for det Stykke Kotelet, der var lævnet fra Frokostbordet – eller forlangte at vide, hvorfor Kaffekanden var varm. 162| Akademiprofessor Doss lo, sad ret op og ned og smilede med lukkede Øjne. At han havde kunnet glæmme alt det! Guddommeligt havde det været – en herlig Tid. Indtil Alvildas Herre en Aften dundrede paa og for-

langte at se, hvem hun havde paa sit Værelse. Saa blev de smidt ud begge to, og Haand i Haand gik de ud og lejede sig en lille Hybel langt ude, i en Kaserne, hvis alvældige Gavl gik lige ned i den bare Mark. Derude i Arbejderkvarteret gik de Fattigdommen igennem sammen med de andre Fattige, dens Nød og dens Sammenhold. Naboerne hjalp dem at gæmme sig for hans Forældre; og da Alvilda fik sin Lille, kom de og stak til dem – et Svøb, en Barneskjorte! At han havde kunnet glæmme alt det saa grundigt, svede det ud saa der ikke engang var saa meget som en Rest tilbage, en Smule formildende Omstændighed blot i hans Dom over Smaafolk.

Han havde dog selv levet Proletarens Liv, forstødt af Forældre og Venner og kun henvist til Fattigmands Godhed – levet det med en Brand i Sindet mod dem opefter, en oprørsk Trang til at sprænge det hele. En god Tid havde det været, nærende for de unge oprørske Kræfter i ham.

Og hvad var der saa kommet ud af det hele? Han lod sin Produktion passere forbi sig i Haab om, at et eller andet menneskeligt skulde have forstukket sig i den, med eller mod hans Vilje! Der var de traditionelle klassiske Æmner – og Kongebusterne, intet andet. Himlen havde i alt Fald faaet Lov at have sin hellige Ild i Fred for ham! Men hvordan var Forholdet til Alvilda blevet afbrudt? 163| det var ham ikke muligt at huske det. Jo – havde han ikke faaet et Legat? Rigtigt – og Alvilda, den gode Sjæl, havde staaet fast paa, at han skulde rejse for det, bruge det til sin kunstneriske Udvikling. Saadan havde Verden igen faaet Hold i ham, den lille Rede derhjemme under Tagskægget paa Tagensvej havde tabt sin Tiltrækning og var gledet ud af hans Tilværelse. Var der gaaet mere i Løbet? Fra det Øjeblik af daterede sig i al Fald hans »Gennembrud«. Han gjorde Lykke, blev bedt i gode Familier, blev giftet ind i en af dem, tjente Penge, blev dekoreret, blev Akademiprofessor. Det var hans Løbebane – og hans hele Liv – fra da til nu! Nu og da var han jo stanset et Øjeblik og havde sendt Alvilda og Drengen en Tanke – sjældnere og sjældnere – til de helt forsvandt i Taagen.

Kampen havde taget ham.

Saa han havde kæmpet ogsaa? Professor Doss smilte ironisk. Ja, med Middage og andet af samme Art. Æde sig igennem havde han maattet, med Assistance af Karlsbadervand og afførende Piller – anden Vej gaves der ikke til Kunstens Tinde. Og nu sad han deroppe og tronede for alt Folket; det eneste han med Sikkerhed kunde sige udgik fra ham, var den daarlige Aande af hans bedærvede Indre. Klara maatte idelig finde paa ny Midler til at bekæmpe den. Alt hvad han vilde, havde han naaet. Og Resultatet – et velkonserveret Aadsel! Ja, hvad var han andet? en Afdød, et Lig, der kunde bevæge Øjnene og snakke. Det var længe siden, han havde fungeret for egen Regning. Helt underligt var 164| det at vaagne og se paa Livet med egne Øjne igen. Om han nu havde kunnet leve op paany, begynde forfra helst! – Professor Doss følte sig underlig tilmode, han syntes hans Ønske var ved at gaa i Opfyldelse. Hans Sind havde været som en Bunkegrav, en underjordisk Verden fuld af Hensovede. Nu rørte det sig dernede, et Søgelys gik hen over dem og kaldte dem til Live. Ja, Død og Salte, var det ikke hans Ungdoms Idérigdom, der igen var ved at melde sig; tændte det ikke i hans Sind, Punkt for Punkt, og bragte ham i fornyet Forhold til Ting og Tanker? De unge Rebeller, som han daglig maatte slaas med og ærgre sig grøn over – nu forstod han dem. Det var nok ikke udelukkende for at ærgre Professor, Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand p. p. Doss, at de arbejdede som de gjorde – hans Forfængelighed havde faaet ham til mægtigt at overvurdere sig selv. Det var simpelthen umuligt for Ungdommen at te sig, saa den ikke drillede de Affældige – plat umulig! Gud hjælpe én – havde han ikke ogsaa selv engang smurt noget sammen, som paadrog ham de akademiske Guders Vrede. Selve Vorherre var det han havde taget sig for at gengive, i en gammel skabet Tiggers Skikkelse; han stod ved Indgangen til en Park og rakte en rystende Haand frem, krum og affældig, Snottet fra hans Næse hang helt ned til Jorden! Daarlig udført havde det været, men Meningen var god nok; og det var lige ved, at han skulde have været jaget bort fra Akademiet. Salt havde der været i ham! Noget af det lynede op i ham igen, han saa Omgivel165|serne med Øjne fra dengang, og saa ned ad sig selv – Kuglemave! Hvis man nu kom ud for et rigtig ungt Malerøje, hvad blev der saa til Rest af den statelige Selskabsmand, alle Samfundsbeders Ideal? Og naturligvis havde han været ude for det mere end en Gang, han maatte være en taknemmelig Opgave for et hvast Øje – med sin velplejede Elegance, sin forlorne Beskedenhed, sit Dingeldangel. Opgaven fristede ham, han saa nøjagtig for sig, hvordan den skulde løses – de let pølsede Fingre, Kurmager-Læggene, den dellede Nakke, Tungen der astmatisk krøb frem mellem Læberne – til at dø af Grin over var det.

Hans Forestilling blev hængende ved det med Astmaen. Ja, Varmen pinte én nu, man blev stakaandet af at gaa – især op ad Trapper. Det var Aarene – han var affældig ogsaa hvad Legemet angik. Dengang da behøvede man ikke at betænke sig, inden man gav sig i Lag med dit eller dat, men masede bare paa, Kræfter var der nok af. Man skulde ikke holde Hus med noget, men kunde tillade sig alt – om det saa var at tænke. Det var længe siden nu, han sidst havde tænkt en Tanke, i hans Kreds betragtedes den Tænkende som farlig for sine Omgivelser; man gik langt uden om ham. Men han mindedes endnu, hvilken herlig Følelse det havde været, naar Hjærnen arbejdede og kom til egne Resultater.

Vist var Tænkning farlig! Det slog ham, at jo højere man kom i Samfundet, des større Rutine udkrævedes der af én i Retning af at undgaa alt, hvad der blot havde Skin af Tænkning. Hans egen Stigen havde været en jævn Afvænning. Første Gang han færdedes paa høje 166| Steder, havde han gjort en uheldig Figur – han havde talt fornuftigt ud fra et personligt Syn paa Tingene. Det maatte man ikke, Klara havde straks gjort ham opmærksom paa, at det var en Fejl, der let kunde blive skæbnesvanger for hans Karriere. Naa, han havde hurtigt taget ved Lære – det hele var ogsaa meget enkelt: »Øf, Deres Eksellence!« – »Øf, øf, Hr. Professor!« Han havde lært det altfor godt! Gudskelov, det nu var forbi.

Professor Doss havde gjort grundig op med det hele, nu vilde han til at være Menneske igen. Og han vilde have et Ord med i Laget dér hvor Tampen brændte, tænke med og tale med paa sin egen Maade vilde han, give i sin Kunst det der var Tidens unge Tanker. Titler og Anseelse og Velvære – han havde købt det for dyrt; nu lod han det stryge hele Stadsen. Verden vilde korse sig, javel, og Klara faa Krampe, men det gik vel over? Kanske vilde hun skilles, men for ham gærne. En ung Kvinde – helst en af Folket – behøvede han ved sin Side til det Liv, han nu skulde tage op.

Der sad en ung Pige lige over for ham, nu først saa han hende. Hun var i en let blomstret Musselinskjole, der bar hendes unge Skikkelse dejligt frem, paa Hodet havde hun en bred gul Straahat med sort Fløjelsbaand om.

Hatten gød gylden Skygge ned over hendes dunede Kind og Halsen. Og paa Overlæben, der truttede lidt, sad fine Sveddraaber.

Professor Doss saa paa hende og fik Taarer i Øjnene – ak saa skøn hun var! Og saa skønt det alligevel vilde have været at være i hendes Alder i Stedet for omkring de halvhundrede. Det var godt nok at blive ung i Sindet igen; men selve Ungdommen, de tyve Aars 167| Trylleri – hvem der kunde faa det tilbage. Det første Stævnemødes Sødme – en Sommerdag i Skoven langt borte fra Alverden, med en hvidklædt Pige ved sin Side – ak, hvem der kunde opleve det en Gang til! Alt havde han givet Afkald paa for at frigøre sin Kunst og sin Aand; nu ofred han gærne dem med for endnu engang at opleve Sødmen af de unge Aars Sorgløshed.

Forunderligt som alting lagde sig til Rette for ham i Dag! Han gik jo derude i Skoven, ung igen og ubekymret, uden Ballast af nogen Slags, kun fyldt af Stævnemødets varme sitrende Spænding. Slap hun hjemme fra? vilde hun overhodet møde ham? Hjærtet bankede ham helt ud i Puls­ aarerne paa hans Hals. Og pludselig stod hun over for ham; hendes Hud glødede dunkelt under den gule Hat. »Jeg har talt med Far,« sagde hun og saa forjættende paa ham, – »han vil gøre noget for dig. Saa kan vi snart gifte os.« Han hørte ikke efter. Ør og salig kastede han sig paa Knæ foran hende og trykkede sit hede Ansigt ind mod hendes Skød. »Pas paa Lægene i dine Bukser, Adolf!« raabte hun advarende og lagde Haanden paa hans Skulder. »Husk paa, du skal op og hilse paa Professoren i Eftermiddag.« Det var Klaras Stemme – Professor Doss kendte den kun altfor vel. Han vaagnede forskrækket op og saa sig om; hun var der gudskelov ikke! Der­ imod stod der en Konduktør bøjet over ham, med Haanden paa hans Skulder. »Vesterport!« sagde han. »Professoren maa stige ud her.« Professoren saa sig forvirret om i den tomme Kupé, greb saa sin Kunstnerhat og tumlede ud paa Perronen. 168| Satans som han havde siddet daarligt! Og sovet havde han, det var ikke videre heldigt – for en Aandens Stridsmand! Godt at det var paa tredje Klasse – det skulde dog være et nederdrægtigt Træf, om nogen af hans Omgang havde set ham dér. Hvorlænge mon han havde sovet? længe nok i al Fald til at drømme en hel Mængde dumt Sludder sammen! Havde han mon drømt det hele, ogsaa det med – hm – med det fede Fruentimmer? Han brød sit Hoved til ingen Nytte; det var ham ikke muligt at finde ud af, hvad der var Drøm, hvad Virkelighed. Men i Grunden var det jo ogsaa ligegyldigt! Nu vilde han have sig et russisk Bad for at komme rigtig i Kondition igen efter den modbydelige Bænketur, og saa vilde han ringe til en god Veninde og foreslaa hende, at de spiste Frokost sammen.

Han skred ind gennem Strøget, flittig hilsende til højre og venstre. Kanske førte han sig knap saa selvtillidsfuldt i Dag som ellers – et og andet i ham var i Urede. Men én Ting var han lysende klar over: ingen Magt paa Jorden skulde oftere faa ham til at sætte Foden i Tredje Klasse. Luften dér var mildest talt ikke god! Naar alt kom til alt var det vel den, der havde koglet med ham.