169|Onkel Peters Penge

171| De var flyttet ind i Studereværelset igen efter Middagen; dér var lunt. Ved Bordet havde de diskuteret som sædvanlig, Præsten og Onkel Peter, nu var der faldet Døsighed over dem. Præsten kiggede i sin Avis, Fruen hæklede, og Onkel Peter smaablundede – dybt nede i den bedste Lænestol. Karl og Ellen – de to Søskende – sad henne ved Vinduet og bladede i et Billedalbum fra Transvaal, som Onklen havde haft med hjem. En Gang imellem rømmede Fruen sig og sendte dem et bebrejdende Blik, fordi de ikke gik til deres Arbejde; og de saa bedende paa hende, de vilde saa gærne være i samme Stue som Onkel Peter.

Altfor gærne! Der laa en egen, næsten døsig Ro over Stuen. Tobaksrøgen og de langtrukne, hørlige Aandedrag flød sammen under Loftet og hang der med en Tilsætning af Skumring. Ilden fra den aabne Ovnlaage blaffede i det paa maa og faa.

Onkel Peter laa med lukkede Øjne, hans Ansigt var meget blegt. Naar Skæret fra Ovnen strejfede det, blev det dødblaat i Skyggerne. Fruen sad saa hun kunde holde Øje med hans Udtryk; under de lukkede Øjenlaag gik der nervøse Skælvinger – han saa lidende ud. Men han sad i alt Fald i den bedste Stol, Huset formaaede at byde paa – og de gjorde i det hele taget for ham, hvad de kunde. Ikke fordi Fruen just yndede 172| ham. Han var af den Slags Mennesker, man aldrig kan føle sig helt tryg overfor – i alt Fald ikke paa en Præstegaard. Folk, der ikke troede paa Gud, blev saa skarpe i Mundvigene. Men hendes Mands Broder var han nu en Gang, og – – »Ellen hent en Plaid til din Onkel,« hviskede Præstefruen. »Men gaa sagte!« Ellen svøbte nænsomt Plaiden om Onklens Knæ og listede hen til Broderen igen.

Nej, hans Sjæls Salighed kunde de ikke tage noget Ansvar for – og de selv var vel gamle og faste nok i det til ikke at tage nogen Skade af hans Nærhed. Men Børnene! Ja, hvordan skulde hun bære sig ad med af advare dem mod ham – og alligevel faa dem til at blive ved med at holde af ham? Det var jo nok mest for deres Skyld, han var søgt herhjem.

Hun sendte dem et bekymret Blik. De sad og bladede i Albumet, Ellen med Armen om Broderens Skulder og to Fingre fat om hans Øreflip.

Han lignede Onklen paa et Haar, Drengen – i det ydre at sige! – den høje tilbagefaldende Pande og det hele sværmeriske Udtryk. Heldigvis var der ikke Spor af Oprøreren i ham. Der var det nok snarere Ellen, der slægtede paa – og hun var ogsaa den Onklen bedst kunde med. De to Børn opvejede altsaa paa en Maade hinanden; og godt var det, at Ligheden var netop saadan fordelt imellem dem – Kvinder gjorde aldrig saa stort Spræl paa det aandelige Omraade – Fruen lagde Hodet tilbage mod Rørstolen og grundede videre med lukkede Øjne; hendes Nerver var ved at trættes af alt det Hovedbrud.

Præsten var rykket hen til Ovnen og læste videre i Skæret fra Ilden; det skumrede stærkt. Pludselig ka173|stede han Avisen og rettede sig. »Underligt, underligt!« gentog han oprørt. Fruen tyssede.

Onkel Peter løftede Hodet. »Er der sket noget usædvanligt?« spurgte han. »Aa, dér gaar et Menneske hen og begaar Selvmord, fordi han faar at vide, at han lider af en uhelbredelig Sygdom. Om jeg fatter det – nej. Gør du? Han dræber sig jo for at undgaa Døden.« Onkel Peter svarede ikke. »Jeg ved nok, man fra en vis Side vil gøre gældende, at han blot konverterer den Død, der alligevel er ham vis, faar den omsat fra lang og pinefuld til en hastig Udslukken; men er det ikke fejgt? Uhelbredelig, hvad vil det sige? Her i mit Sogn gaar mere end én rask Olding omkring, som i sin Tid blev dømt til Døden af Lægerne. Mennesket raader heldigvis ikke for Liv og Død.« – »Der er dog vist Sygdomme, som Lægerne med Sikkerhed kan sige er uhelbredelige,« indvendte Onkel Peter. – »Og selv om saa var – har Mennesket saa Ret til at unddrage sig den Ende af Tilværelsen, der for ham staar som ubehagelig, men maaske naar alt kommer til alt, er den vigtigste? Det er dog gennem Modgang at Mennesket udvikles, og er Livet her overhovedet andet end en møjsommelig Marsj mod Dødens Port? – som for os Troende ganske vist er Indgangen til Guds Paradis! Selvmord er Faneflugt og paakalder som saadan den højeste Straf – Udslættelsen. Derfor begravede man ogsaa i gamle Dage Selvmorderne i uindviet Jord.« Onkel Peter fulgte Broderen med sit trætte Blik, men sagde ingenting. 174| »Og hvad mener da du, Bror?« spurgte Præsten og stansede foran ham. »Vi ser jo forskelligt paa væsentlige Spørgsmaal – de væsentligste af alle – men det forekommer mig dog, at du ud fra dit Syn maa naa til den samme Livets Ukrænkelighed. Skulker den enkelte sig fra sit, saa maa det jo ogsaa gaa ud over det, der for dig er det store Formaal med os alle, Menneske­ aandens Udvikling mod højere og højere Tinder. Tør du med din store Respekt for Livet – for Livets Ubrødelighed – tilkende Mennesket Haand- og Halsret over sig selv?« »Jeg ved det ikke, du!«, svarede Onkel Peter endelig, ligesom lidt modstræbende. »Før vidste jeg det – og meget mere; men nu er jeg jo ældet og syg, og det ene med det andet har gjort mig til en Tvivler.« »Hm! Da synes jeg, du alle Dage har været det – uden al Fortrydelse!« »Nej du, i vore unge Dage ikke! Har du glæmt hvor jeg satte dig til Vægs? – Og du havde endda Teologien at støtte dig til. Dengang var jeg stærkere i min Tro end du i din. Dengang kunde jeg have svaret dig!« »Du gør det altsaa til et Spørgsmaal om Tro. Jeg vilde foretrække at holde mig til almindelig Sprogbrug og kalde det Vantro. Manden her var dog rimeligvis Fritænker?« Onkel Peter nikkede: »Og Fritænkerne, er det maaske ikke Ungdommen – dem iblandt den, der tror?« Fruen havde rømmet sig flere Gange og søgt at fange Præstens Blik; hun led ikke det Udtryk af Forslugenhed, hvormed de to Unge lyttede til Samtalen. Nu rejste hun sig hæftigt. »Vi gaar ind til os selv, Børn,« sagde hun afgørende. »Luften her er ikke god for os at indaande.« 175| Præsten saa ulykkelig ud. »Her er unægtelig en Del Røg,« sagde han afledende og aabnede et Vindue – »jeg er saa slem til at dampe, naar jeg bliver ivrig. Og saa glæmmer jeg let alle andre Hensyn ogsaa.« Han lagde Plaiden op om Skuldrene paa Broderen og tog hans Haand; den forsvandt, hvid og kraftesløs i hans egen store, varme Næve. »Du ved jo, jeg mener ikke noget ondt med det,« sagde han undskyldende. »Jeg ved det, du,« svarede Onkel Peter og trykkede hans Haand igen.

»Og saa har du jo Ret – alene dit mægtige Korpus giver dig jo den mest haandgribelige Ret over for mig. Denne Gang har du Overtaget!« »Hvad mener du?« spurgte Præsten usikkert. »Jeg mener blot, at du har valgt at tjene en mægtig Herre,« Onkel Peter stæmte smilende sin Haand mod Præstens Mave. »Han føder dig godt, din Gud – du har jo Fedt om Hjærterødderne.« »Synes du jeg er for haandfast i min Dom?« spurgte Præsten mismodigt. »Der er dog intet, jeg nødigere vilde være. Ogsaa jeg har gjort Vejen fra Tro til Tvivl; saa enkelt som i de unge Aar stiller det sig ikke længer. Det er saa næmt at være urokkelig sikker i sin Sag – saa længe man ingenting personligt ved.« »Livet har altsaa kommenteret Læren – for dig som for mig! Og hvad nu?« spurgte Onkel Peter med et svagt Smil. »Ja, for mig er det lige til! En Ting maa jeg fralægge mig, at min Gud skulde have født mig godt. Jeg har altid siddet i daarlige Kald – kanske for at jeg ikke skulde kunne knibe ud paa mine ældre Dage. Udadtil bliver det altsaa ved at gaa som før – det er et simpelt Brødspørgsmaal; og indadtil har jeg jo Tiden for 176| mig. Livet faar i Grunden kun Indhold, saa længe det leves paa aabne Spørgsmaal. – Men hvad du selv?« »Ja, jeg faar vel prøve at dø ogsaa paa aabne Spørgsmaal; kanske ligger Besvarelsen i forseglet Konvolut til mig – paa den anden Side.« »Og du tror paa det, du der siger?« »Nej du, jeg klynger mig blot til det i enkelte Øjeblikke. Min inderste Orm er der ingen Raad for hverken her eller hisset; jeg har ikke faaet det mest mulige – og det bedst mulige – ud af mit Liv! Jeg staar Ansigt til Ansigt med det Uoprettelige – og er det ikke nok til at gøre en Mand konfus?« »Naar du har faaet for lidt ud af dit Liv, hvad skal jeg stakkels Skrog saa sige?« spurgte Præsten lavmælt. »Du kære Bror! – da byttede jeg gærne med dig. Du har i al Fald sat to prægtige Børn i Verden – du fortsættes saa at sige i næste Nummer. Mens Historien er afsluttet for mit Vedkommende.« Onkel Peter rejste sig for at gaa op; han tog Broderens Haand til Godnat. »Gør nu dit til, at Fortsættelsen bliver bedre end Begyndelsen – tving dem ikke til at gøre dine egne Dumheder om igen, I er i Færd med at slagte dem og bringe dem som Offer paa Menighedens Alter – jeg har set det.

Men er det ikke værre endnu end Selvmord? Ungdom vil forstaas – ikke afrettes.« Præsten vilde protestere, retfærdiggøre sig, men Onkel Peter havde allerede Døren oppe. Saa lod han være af Hensyn til sin Kone. Hun skulde blot ane, hvad denne Samtale havde drejet sig om – den første fortrolige Samtale, han havde ført i mange Aar, ja siden han blev ordineret. 177| ––– Det var Lørdag Aften. Præsten var i Færd med at forberede sig til om Søndagen, og Fruen sad inde hos ham og hæklede, saa sparedes der Lys i Dagligstuen. Det kunde ogsaa nok behøves, saa mange Lamper, der skulde til i denne Mørketid. Børnene, der nu forberedte sig, Karl til Studentereksamen, Ellen til Optagelse paa et Seminarium, maatte have hver sin, og Onkel Peter forlangte ogsaa Lys, skønt han døsede den meste Tid. Han havde forresten nok ikke langt igen; og Fruen syntes, det var godt det samme – for ham og for dem alle. Men naar hun lod sig forstaa med det, blev Præsten hæftig. Han var kommet til at holde meget af denne Broder, der – efter i mange Aar ikke at have ladet høre fra sig – pludselig dukkede op inden for deres Synskreds for at dø; og Samlivet med Broderen havde i mange Henseender forandret ham. Naa, Fruen fortrøstede sig til, at hun nok skulde faa ham ført tilbage, naar alt først var i de gamle Folder igen. Nu fik det gaa som det bedst kunde – for de kære Børns Skyld.

Hun holdt opmærksomt Øje med Præsten – det kneb for hende at tie, hendes Mine var spændt. Men nu sluttede han af. »Din Broder har sit Testamente liggende,« brød det ud af hende, lige ud af hendes Hjærtes Overflod. »Hm, hm!« Præsten rettede Ansigtet mod hende, han saa fortænkt og fraværende ud. »Det interesserer dig maaske ikke? Du ser ud, som om du slet ikke anede, hvad jeg mener. Ellers var det dog rimeligt, du følte dig lidt for om, hvad Testamentet gaar ud paa.« 178| Præsten rejste sig hæftigt: »Det faar du mig aldrig til! Min Broder skal ikke have Fornæmmelsen af, at jeg spekulerer i hans Død.« »Det er næsten rørende saa øm du er over hans Penge,« sagde Fruen spydigt. »Og saa er han maaske ikke en Gang kommet ærligt til dem.«

Præsten studsede, den Side af Sagen havde han ikke skænket en Tanke. »Hvad giver dig Anledning til at tro det?« spurgte han bestemt. »Aa, ikke noget særligt, det er nærmest en Fornemmelsessag. Han ligner lidt en, der gaar og bærer paa en ond Samvittighed. Og saa det, at han søger hertil, naar han ikke kan længer – Børnene –«. »Det er jo fordi han ikke selv efterlader sig Afkom! Gennem Børnene her føler han ligesom en Smule Tilknytning til Fremtiden, især naar han er med til at hjælpe dem frem. Saadan tænker jeg han har det.« »Og derude, hvordan tjener de vel deres Penge i fremmede Verdensdele, det gaar vist ikke altid saa reelt til,« blev Fruen uforstyrret ved, – »synderlig foretagsom har han jo aldrig været. – Jeg tror nuA, der klæber et eller andet ved de Penge.« »Hvis du virkelig skulde have Ret i det, kan vi jo slet ikke tage imod dem.

Vore Børn skal ikke bringes fremad for enhver Pris,« sagde Præsten alvorligt.

Men dette var saa langt fra ikke Fruens Mening, og hun fik travlt med at lægge om. »Kunde du ikke som Præst tale alvorligt med ham?« spurgte hun. »Han maa jo føle Trang til at skrifte, dersom der virkelig er noget.« »Som hans Bror bør jeg i al Fald forsøge at tale med ham – jeg tror, han vil forstaa min Bevæggrund paa dette Punkt. Nu du siger det, kan jeg ogsaa se, at der 179| er noget dunkelt her, og kanske vil det gøre ham selv godt at faa det klaret.« ––– Onkel Peter var død uden at betro sig til Broderen angaaende de mørke Punkter, der sikkert fandtes i hans Liv. Fruen mente, at han tav blot for at holde dem i Spænding, Præsten, at han havde været for længe ensom til nu at kunne komme og lægge sin Byrde for Foden af et Medmenneske. Men nu var han altsaa død og havde efterladt sig et stort blaat Brev til Broderen. Det Brev maatte indeholde det hele og havde nær givet Anledning til Rivninger, da Præsten af Hensyn til Gæstefreden, som han sagde, ikke vilde bryde det, før Broderen var i Jorden.

Straks efter Begravelsen satte Præsten og Fruen sig ind i Studereværelset. Præsten var endnu i Ornat, ellers skyndte han sig gærne i almindeligt Tøj, men i Dag syntes han den hellige Dragt ligesom gav Styrke. Og det kunde ogsaa nok behøves. Med rystende Haand aabnede han den store Konvolut, inden i den laa det forseglede Testamente og et Brev adresseret til ham personlig. –

Kære Broder! Du har ofte i den senere Tid følt dig for angaaende mine Pengesager, og skønt det ikke først og fremmest var paa egne Vegne, var det for mig tydeligt, at du var medinteresseret. Og som dine Forhold nu engang er, fortænker jeg dig ikke i det. Den enes Død, den andens Brød – Livet er indtil videre ikke anderledes. 180| Hvor mange Penge, jeg efterlader, vil fremgaa af Testamentet; for­ haabentlig rækker de til, saa ikke blot Børnene kan faa en god Uddannelse, men du selv – hvis du fremdeles føler Trang til det – blive en fri Mand. Det er ondt at skulle gaa og træde sin Sjæl i Støvet for Brød.

Hvordan jeg dernæst er kommet til dem? – Jeg kan forstaa, at Spørgsmaalet af en eller anden Grund spiller en vis Rolle for dig. Under andre Omstændigheder vilde jeg ikke synes jeg skyldte dig eller andre nogen Forklaring: Penge lugter som bekendt ikke, hvilket lige saa godt kan betyde, at de alle lugter ens. Men nu har Spørgsmaalet faaet Betydning for dig, og saa er det min Pligt at besvare det. Blot jeg kunde – der er Tider, hvor jeg synes, at de Penge skyldes den mandigste Handling i mit Liv, og andre Tider, hvor det staar for mig, at jeg har erhværvet mig dem ved et Mord.

Mon du har kendt min eneste rigtige Ven fra Ungdommen, Jarl? Jeg tror næsten ikke, I har truffet hinanden; du og jeg omgikkes jo saa lidt den Gang. Han var en sand Pragtudgave af et Menneske, stor, stærk, harmonisk bygget, ligevægtig af Forstand. Vi sluttede Venskab i den Alder, hvor de store Livsspørgsmaal er brændende, og vi gik løs paa dem med ungdommelig Nidkærhed, smøgede i Fællesskab Overlevering efter Overlevering af os og stod der tilsidst nøgne, men til Gengæld med en befriende Følelse af at staa Ansigt til Ansigt med os selv.

Naturligvis talte vi tit om denne ny Lykkefølelse og om det underlige i, at saa faa døde ranke; næsten alle faldt tilbage, naar det blev Alvor for dem.

Jeg undskyldte det – maaske fordi min Konstitution var sva181|gere – og søgte at forklare det ud fra, at Mennesket, idet Legemet nærmede sig Døden, ogsaa gradvis maatte undergaa et aandeligt Forfald. Men Jarl kaldte det Usselhed og Fejghed og holdt paa, at jeg ogsaa nok havde en Ræm af Huden.

Imidlertid blev han først sat paa Prøve.

Vi rejste jo sammen til Transvaal, jeg for at søge Lykken, og han – der var rig – for at opleve noget. Da vi havde været der et Par Aars Tid, blev han angrebet af en Underlivssygdom, der i Løbet af faa Maaneder forvandlede ham til en Skygge. Han var haard, og længe holdt han sig oven Senge trods Lægens Advarsel. Hver Morgen paa en bestemt Tid tvang han sig op og i Tøjet, og en Tid lang saa det ud, som hans Haardnakkethed virkelig holdt Sygdommen Stangen. Men en Dag smed den ham overende, og han bøjede sig for Kendsgærningen og blev liggende.

Naar Smærterne ikke var altfor voldsomme, var han som Regel ved godt Mod, og han drøftede uden at blinke den Mulighed, at det nu var forbi. I saa Fald vilde han vise, at det lod sig gøre at dø paa det, man havde levet paa; og han tog det Løfte af mig, at jeg skulde skaffe ham en Revolver.

Han vilde i værste Fald forebygge, at Opløsningen gjorde ham til Desertør.

Efterhaanden blev det os begge klart, at der intet Haab var. Smærterne tog til, og værre endnu led han næsten i Mellemrummene. De voldsomme Smærter appellerede dog til hans gamle Kræfter og gav ham en Slags bitter Del i Livet, men bagefter laa han hen i sløv Fortvivlelse uden at turde se hverken Livet eller Døden i Øjnene.

Jeg søgte efter bedste Evne at holde ham hen med 182| løs Snak om dit og dat, men en Dag brød han selv igennem og sagde: »I Morgen bringer du mig Revolveren.« Jeg havde den hos mig, og han smilede bittert og sagde, at jeg nok gærne vilde af med ham. Men pludselig slog han om: »Om Forladelse, kære Ven. Saa ynkelig er jeg altsaa blevet! Til Tider skriger det i mig, at jeg maa leve – for enhver Pris – ussel, forkrøblet, demoraliseret – lige meget blot leve. Du og jeg har jo ikke andet end Livet her at holde os til,« føjede han undskyldende til og legede med Revolveren. »Naa, endnu vil jeg se Tiden lidt an. Men lov mig – lov mig, at du vil besørge det lille Ryk i Aftrækkeren for mig, om jeg selv skulde være for ussel! Saa er det jo dog min Vilje, du udfører, for i dette Øjeblik er jeg fuldkommen klar!« – Jeg maatte give ham Haanden paa det. I de følgende Par Uger tog han kendeligt af. En Dag, jeg traadte ind til ham, laa han dog og læste og maatte altsaa have det lidt bedre. Han gjorde en mistænkelig Bevægelse for at skjule Bogen – det var en Andagtsbog.

Han tog bidsk imod mig, maaske i Forventning om, at jeg skulde falde over ham. Men jeg var oplagt til alt andet. »Du«, sagde han lidt febrilsk, »er det ikke underligt, at Menneskene i snart nitten Hundrede Aar har fundet Trøst i Evangeliet, og er døet lykkelige – forholdsvis da – i den Forvisning, at de skulde gaa ind til et bedre Liv! – At tænke sig, at maaske en Milliard Mennesker er døet paa det, og saa det dog skulde være en Løgn!« Jeg kunde jo have mindet ham om alle hans egne Argumenter, men følte ingen Lyst. 183| »Altsaa, ser du,« vedblev han, idet han uddrog et Samtykke af min Tavshed – »maa der jo være noget. Det kan ikke være Svækkelse, der faar mig til at tro det, for min Aand lever jo og er ved sin fulde Kraft, trods mit ødelagte Legeme. Vi har taget Fejl, Sjælen forfalder ikke til gammel Overtro, den ruster sig blot til at gøre Rejsen alene! – Lægen siger, at jeg endnu har to-tre Maaneder tilbage, og den Tid vil jeg saa anvende til at ruste min Sjæl. Og Smærterne hjælper mig, jeg har endelig en Gang mere end Lidelse ud af dem.« Et Par Dage efter blev jeg pludselig kaldt op til ham. Han havde ligget og fattet den forrykte Plan, at han vilde giftes med det sorte Kvindemenneske, der gik og passede ham. Han sagde det ikke rent ud, men jeg forstod, at der bag dette den Døendes sidste Greb efter Livet laa et vanvittigt Haab om at stifte Familie. Han stolede altsaa ikke helt paa det hinsides – eller han vilde holde sig begge Udveje aabne! Da han havde udredet det for mig, faldt han hen; og der sad jeg ved min eneste Vens Dødsleje, forfærdeligere til Mode end det kan siges. Saa beskæmmende svært var det altsaa at dø anstændigt – selv for ham! Han var kommet langt ned, min stolte Ven, og jeg gruede for, at han skulde komme endnu længere ned. Hvorfor saa ikke hellere indfri mit Løfte til ham og forskaane ham for de sidste Draaber af denne Skændselsdrik.

Jeg saa mig om, Revolveren var skaffet af Vejen, saa det ud til. Endelig fandt jeg den paa Bunden af Natbords-Skuffen, den var ladt endnu.

Jeg nærmede den til hans Tinding; i det samme slog han Øjnene op og smilede til mig. Kanske forstod han, hvad jeg havde for; han gjorde i al Fald en afværgende 184| Bevægelse. Men da var det for sent! Jeg trykkede Revolveren i hans Haand og gik.

Dengang vidste jeg, at jeg handlede rigtigt; nu ved jeg ingenting mere.

Dengang vidste jeg ogsaa, at han svigtede det smukkeste i vor fælles Ungdom, nu ved jeg heller ikke det engang. Maa man være ung for at kunne hvile i sig selv? Er Sandheden en forskellig i forskellige Aldre? Jeg ved intet mere, men forholder mig afventende.

Men det er dejligt at vide bestemt, ligegyldigt til hvilken Side, og jeg tror, det er en Ulykke for Mennesket at blive for livserfarent. I al Fald, saadan er Oprindelsen til Onkel Peters Penge – jeg arvede nemlig Jarl. Lad mig tilføje, at jeg intet anede om, at han havde gjort mig til sin Arving.«

– – –

Længe tav baade Præsten og hans Kone og gav sig noget at bestille hver for sig. »Naa?« sagde Fruen endelig, lidt utaalmodigt. »Du maa afgøre det,« svarede Præsten stille; nu Broderen ikke gik her, følte han ingen Kræfter til at sætte sig op mod Tingenes Orden længer. Det var jo altid hans Kone, der traf Afgørelserne. Han syntes blot, at hun i dette Tilfælde ogsaa skulde tage Ansvaret.

Og det gjorde hun med frejdigt Sind! Karl kom til at studere for Onkel Peters Penge – og han kom tilmed til at studere Teologi. Kanske var det ogsaa den bedste Løsning; der forlyder i al Fald ikke noget om, at det har spøget af dem.