WILHELM og LUDVIG paa Valpladsen
WILHELM
Kammerat! Kammerat! afsted, afsted!
Hvor Faren er vil vi være med.
Hist myldre de ind paa vor venstre Flöi.
Hör de Saaredes Raab, hör Trompeternes Stöj.
Afsted, afsted, giennem Ild og Blod,
giennem Ægg’ og Aad, slaae ned for Fod.
Lad os vise Fienden at vi har Mod.
LUDVIG
Gierne Faren jeg möder,
men jeg mattes, jeg blöder.
Jeg kan Sværdet ei svinge,
jeg kan Smerten ei tvinge.
Blodet styrter af min Skulder.
Bring mig bort fra Kampens Bulder.
176|WILHELM
Du mister lidt Blod, derfor er du bleg.
Jeg bringer dig under den skyggefulde Eeg;
der hviler du ud, jeg forbinder din Skramme,
saa styrte vi atter i Damp og i Flamme.
EMILIA og STELLA i Balsalen.
EMILIA
Strengene klinge!
Ynglinger svinge
muntert med svævende Piger sig om!
See hvor de smile!
See hvor de ile!
Hvem vilde hvile?
Söster, o kom!
STELLA
Lad mig ene, lad mig vandre.
Jeg er træt, mit Hierte skielver!
See hvor mörk sig Himlen hvælver!
Gaae du, gaae du til de andre.
177| Jeg vil ned i Haven ile,
i den friske Luft, hvor Bækken
risler venligt langs med Hækken,
glimtende ad Maanens Smile.
EMILIA
Velan da! jeg fölger dig med derhen;
snart ile vi atter til Dandsen igien.
LUDVIG under Egen.
Dækket falder. Rollen er forbi!
Skiönne Haab, fremledt ved Phantasie!
Er du meer? Er alting ei forbi?
Brister Lænken! Er jeg hisset frie?
O men glemmer jeg hvad her jeg leed!
Döer min Kummer og min Kierlighed ?
Skal jeg hisset ei fortæres af
denne Ild, som viste mig min Grav?
O velkommen da, du skiönne Död!
som min Smerte at forsvinde böd!
Men – hvis dobbelt stærk jeg föler der,
hvad som Stöv kun svagt jeg fölte her –
178|o da synke jeg i evig Grav!
I Forstyrrelsens bundlöse Hav!
Men om Stella hisset englehvid
sank til dette Hierte huld og blid,
ömtfortrydende –
WILHELM kommer med Vand i sin Hat:
Qvæg dig, min Broder! og fat saa Mod.
Frisk Vand jeg bringer fra rullende Flod.
LUDVIG
Fra rullende Flod? O jeg er mat!
Jeg föler den kommer, den lange Nat!
Dog vil jeg væde min blege Mund,
för hen jeg segner i evigt Blund.
Giv hid! Mit Venskab du har fortient.
Det være mit sidste Sacrament!
Disse klare Bölger af rullende Flod
har rullet maaskee forbi hendes Fod!
Giennem Haven, langs ad skyggende Hæk,
der bugter den sig som en venlig Bæk.
Maaskee hendes Taare sig blandte deri
ved Mindet om Ludvig. – Det er forbi!
179| WILHELM
Du elsker Stella, den skiönne Möe?
LUDVIG
Jeg elskte foragtet og gik at döe.
Henrevet mit Hierte paa Læberne löd.
Med Stolthed den Grumme mig tie böd.
Jeg havde kun Hierte og Ære og Mod.
Jeg taug og gik. Nu flyder mit Blod!
WILHELM
Der er Redning endnu!
Hvi blegner du?
Jeg gaaer, jeg er rede,
en Læge at oplede.
Han skal dig helbrede.
Og saa til din Pige!
Hendes Stolthed skal vige.
Hun i Taarer skal flyde,
og sin Svaghed fortryde!
Hun skal elske, hun skal haabe,
hun skal Helten anraabe.
Snart smiler din Skiebne som Morgenröden!
180| LUDVIG rejser sig overende.
Jeg föler Döden!
Farvel Træer og Buske!
Farvel Himmel og Jord!
Farvel Wilhelm!
Farvel Stella!
Han döer.
EMILIA og STELLA i Haven.
STELLA
Seer du hist henne ved Bækken?
Seer du det Hvide i Hækken?
STELLA
Seer du det Hvide og Röde?
Seer du ei Aanden at blöde?
181| STELLA
Stille! Hans bristende Öie
stirrer fra mig i det Höie!
STELLA
Seer du hvor venligt han smiler?
Seer du hvor bleg han bortiler?
STELLA
Det er Ludvig!
Hun synker i Afmagt.
BÖLGERNE til BUSKEN
Hvorfor hvisler du saa underligt?
BUSKEN til BÖLGERNE
Hvorfor risler I med Maaneblod?
