208| Aarstiderne
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Morgen i Vaar, da jeg hos hende sad,
mens Solen steeg op over Hækken og maled
med Purpur i Duggen hvert skielvende Blad.
Nei, svared hun, aldrig! Thi Elskov er Tant.
Som Duggen, som Morgenens Purpur den svinder;
og naar den er svundet den sörgeligt minder
kun om at den svandt!
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled
en Middag i Sommer, da trætte vi sad,
i kiölige Grotte, mens Ildkuglen praled
paa Himlen og brændte hvert visnende Blad.
Du aldrig vil elske? Skal Kierlighed da
liig Solen fortære et Hierte som brænder ?
Hun rödmed og stammed og vred sine Hænder
og sukkede: Ja!
209| Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Aften ved Hytten, i guldfagre Höst,
mens Solen saa röd under Bölgerne daled
og smilte til Stellas ömtbölgende Bryst.
Fortryller Naturens Velgierning dig ei?
Og dog du dens herligste Frugter forskyder.
O fryd dig ved det, som utallige fryder!
Hun sukkede: Nei!
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled,
en Midnat i Vinter, mens ene vi sad
saa taus ved Kaminen, da Maanen opmaled
i Vinduet Rimens udfoldede Blad.
Du nægter mig altsaa den hellige Lyst
at henvandre Livet med dig ved min Side,
til Alderens Snee farver Lokkerne hvide?
Hun sank til mit Bryst.
