[213]| Sanct Hansaften-Spil
[215]| En Vandringsmand triner op paa en gammel Gravhöi, der
staaer ved Veien, og siger som Prologus:
Velkommen! i den röde Morgenstund,
Enhver som tidlig nu har samlet sig,
for snart med ufortrödne, raske Fied
at fölge os fra Byens dorske Taage
til Skoven hist, som grön og sval sig hvælver.
Her seer I Veien! Fra den lille Höi
kan I den næsten ganske overskue.
Fra lumre Gader, hen igiennem Marken,
hvor Græsset bölger i den friske Luft,
vi ile jublende, med lette Skridt,
igiennem Veiens Stöv og Solens Straaler,
216|for destolænger at opholde os
i Skovens gamle, svale Bögelunde.
I seer en Sværm af Gamle og af Unge,
af Overgivne og Alvorlige,
af Fattige og Rige sammenblandet;
den muntre Teltecirkel stolt omringet
af Vaarens höie, lysegrönne Telte,
hvor taus Naturen straaler i sin Glands.
Saa lad det Eder heller ei fortryde
at lytte til et sammenblandet Chor,
hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde
afvexler med en dybere Natur.
Jeg er en gammel Gubbe. Digteren
har bedet mig at træde frem og tale.
Han troer mit Sölvhaar og min svage Stemme
kan mildne Eders Hierter, aabne dem
og stemme Eder for det lette Spil,
som flygtig Phantasie har sammenföiet.
Betragter denne skiönne Foraarsmorgen!
Naturen taler varmere end jeg.
See! hisset nærmer sig en Spillemand.
Omringet af de blomsterklædte Sletter
vil jeg ved Strengens simple, svage Klang
paa Höien synge jer en Morgensang!
Du hvælver saa huldt om de grönne Straae,
med Dugperlerne paa,
hvor Lærkerne slaae,
hvor Bölgerne gaae,
hvor de spraglede Kornblomster venligt staae!
Du lave Höi!
Din Hvælving fierner fra Lys og Stöi.
Din Urne staaer
fra Oldtids Aar,
af Aske fuld
i det dybe Muld.
Ubevægelig den staaer,
til eengang den store Klokke slaaer,
O lyse Glands!
Naturens funklende Straaledands!
Gyd i mit Bryst
din liflige Glæde, din varme Lyst
Snart er det forbi.
Snart synker jeg i
det kolde Muld;
og skuer ei længer dit luende Guld.
kun stakket du flammer i det svage Bryst.
Din luende Drik
indsuger saa kort kun det matte Blik.
Det brister saa brat,
i den dunkle, den dunkle Nat.
Arme Menneskestöv!
Visne Löv!
I den kolde Urne maa du hvile der,
mens det er saa varmt og saa lyst og saa herligt her.
O du evige Natur!
inden jeg favnes af den sorte Muur,
lad mig skue dig!
Du oplue mig!
Din uendelige Harpe saa huld,
med de liflige Strenge,
af Havets Sölv og af Solens Guld
i mit Hierte trænge,
med sin Harmonie,
med sin söde Sympathie!
219| Flora! evigunge Möe,
huld du kommer og forsvinder.
Roserne paa dine Kinder
livner Skov og Mark og Söe.
Flora! evigunge Möe,
tryk mig huldt i dine Arme,
lad mig favne dig med Varme,
favne dig med Kraft og döe!
Prologus gaaer.
Harlekin kommer styrtende op ad Höien og er færdig at snuble:
De Gravhöie skulde Fanden flytte!
De staae her og giör ikke den mindste Nytte.
Gnider sit Been.
Det er en Levning af Barbariet;
jeg troer jeg skal klage for Politiet.
Kommer frem og bukker meget ydmyg for Publikum.
Mine Herrer og Damer, jeg har rendt som en Hest.
Bryd jer ikke om den gamle Kiellingepræst.
Jeg er den rigtige Prologus, jeg!
220| Forfatteren bad mig löbe min Vei,
og krybe op paa denne Höi
og fortælle jer under megen Stöi
at nu skulde Stykket strax gaae an.
Det hörte den gamle, enfoldige Mand.
Saa skyndte han sig med lange Skridt,
mens i Vibenshuus jeg bedede lidt;
og mens jeg i Lundehuset fik mig en Dram
kom han i Forveien. Det er Skam!
Hans Snak skal I ikke bryde jer om.
Den gamle Nar gaaer i Barndom.
Han förte vel en lang Conferents
om Composition og en höi Tendents.
En höi Tendents i et Dyrehavespil!!
I hans Pande det aldrig gaaer rigtig til.
Det skal være paa sin shakespearisk.
En Skik som hos os er reent barbarisk.
For Guds Skyld lad Eder ikke smitte
af denne uvidende, excentriske Britte,
som giör Theseus til Hertug i Grækenland
og troer at Böhmen er omflydt af Vand.
Nei, mine Herrer ! Med Galskabens Rangle
Eders ærede Bifaldssmil at angle –
derpaa Forfatteren ene vil pönske,
221|det er hans höieste, fromme Önske.
Bliver han undertiden lidt tör,
humant I overbære bör.
Du lille Kunstdommer, som saa net
betragter mig giennem din Lorgnet,
vær derfor ikke altfor severus.
Interdum dormitat bonus Homerus!
Nu har jeg opremset min hele Lexe.
Nu skal I see at jeg ogsaa kan hexe.
Han slaaer i Jorden med sin Brix. Skuepladsen forvandles til et Værelse i
Byen.
Nu ere vi alle til Staden draget.
Stykkets Eenhed er just ei iagttaget;
men de som ei lider Changement
kan blive naar vi flytte næste Gang.
Her er vi i Huus hos en Borgermand.
Men hillemænd! see der kommer han.
Jeg faaer da vel at vige for Personen,
for ei at forstyrre Illusionen.
Gaaer.
222| EN MAND triner frem og siger:
Det er i Dag et deiligt Væ’r.
Vinden vifter i Voldens Træer.
Der er ei en Skye paa Himlen at see.
I Vinduet mine Blomster lee.
Det er dog saa tungt med en Urtegaard,
som indsluttes kun af et Potteskaar.
Om Sommeren er man kun lidet glad
ved at sidde midt i den lumre Stad.
Naar Öiet standser paa snevre Muur
da længes man efter den vide Natur.
Grönt overalt og Fuglesang,
hoppende Vildt og Valdhornklang,
viden Udfigt og svale Vind –
det giör et let og fornöiet Sind!
Jeg troer vi giorde ej saa ilde
om vi kiörte idag til Kirstens Kilde.
Saa mored vi ogsaa Frökenen lidt.
Det stakkels Barn, hun græder saa tit.
Hun blev forliebt i en smuk, ung Mand
Fordi han var over hendes Stand
blev Moderen ganske angest og bange
og holdt den stakkels Pige som Fange.
223| Troede endelig hun skulde glemme sin Ruus,
naar hun kom her, i et eenligt Huus.
Et Aar hun nu har været hos mig.
Det giör mig ondt! thi hun græmmer sig.
Hendes Elsker er draget i Verden ud,
om han eengang kommer igien, veed Gud!
Fornöiet jeg vil hende gierne see.
Idag beqvemt det kunde skee.
Der kommer min Kone; vil höre hendes Mening.
Ægtefolk maa giöre alt i Forening.
KONEN kommer.
Min kiere Mand! bliv ikke suur.
Jeg hörte alt, thi jeg stod paa Luur.
Du vil kiöre os ud i Skoven idag!
MAND
Hvad siger du da til denne Sag.
KONEN
kysser ham.
At du dog er ret en god lille Mand!
Fornöier os altid med hvad du kan.
Det glæder mig ellers for Frökenen meer
end for mig selv, som vel du indseer.
Hendes Öine som græder og er saa kiönne
have godt af at komme ud i det Grönne.
224| MAND
Der er hun! Lav os da alting til.
Mine Sager imens jeg ordne vil.
Gaaer.
MARIA
kommer ind. Hun sætter sig ved Klaveret og synger:
Dybt Skoven bruser og Skyen gaaer.
Ved Strandens Blomsterbred Pigen staaer.
Höit opskyller Bölgen saa brat, saa brat;
og hun synger ud i den dæmrende Nat,
af trösteslös Kummer henrevet.
Ak Hiertet er dödt og hvorhen hun seer
er intet, intet at önske sig meer.
Du Hellige! kald da dit Barn til dit Bryst
Mig har jo alt henrykt den jordiske Lyst.
Jeg har jo alt elsket og levet!
KONEN
Deres Stemme har dog en herlig Klang.
Hvad hedder den Arie?
MARIA
Teklas Sang.
Den er oversat efter tydsk Poesie
225| til
Weyses deilige Melodie.
KONEN
Den er mig alt for melancolsk.
Jeg kunde blive i Hovdet catholsk,
hvis længe jeg hörte slige Sange.
Af de Muntre er der dog ogsaa mange!
MARIA sukker.
KONEN
Vær nu en lille, fornuftig Pige.
Vær munter og lad Sorgerne vige.
Min Mand har besluttet til Skoven at tage.
Vi skulde saa derud i disse Dage,
og idag er Veiret saa klart og net.
MARIA pludselig oprömt.
Deri har De sandelig ganske Ret.
KONEN
Stakkels Pige! maa være saa meget inde.
Nu ja! Deri maa vi os finde.
Det er hverken min Mand eller mig som vil
holde Dem. Hvad skal man sige dertil!
Deres Moder –
MARIA
Tal ikke om denne Sag.
226| KONEN
Saa kiöre vi da til Skoven idag.
Ifald De Cathrine sende vil
til Kudsken, skal jeg lave alting til
i Kiökkenet.
MARIA
Ja, det vil jeg gierne.
KONEN
Man skal have saa mange Ting i sin Hierne.
Gaaer.
MARIA sætter sig og skriver en lille Seddel,
kalder saa paa Pigen:
Skynd dig til Hyrekudsken hen.
Vi skal i Skoven. Kom snart igien, –
thi vi har travelt. Men först et Ord –
bring denne Seddel – du veed hvor han boer –
CATHRINE
Ih, Fröken Marie!
De veed dog vel sagtens at jeg kan tie.
Mine gamle Örenringe skal du faae.
CATHRINE
For dem jeg kunde i Ilden gaae.
MARIA
Er det for Ringene, eller for mig?
CATHRINE
Hvor kan De nu spörge saa underlig.
MARIA gaaer.
CATHRINE
Saa skal vi i Skoven? En herlig Sag!
Skovtouren er min bedste Dag.
Det er den eneste Dag jeg maa gaae
for min Madamme med Solhat paa.
Ellers siger baade Hun og Han:
Cathrine! klæd dig efter din Stand.
Naar dette Brev jeg nu bringer hen
saa gier den unge Greve mig Penge igien.
Det er i Sandhed en herlig Fyr!
Saa seer jeg igien disse rare Dyr,
disse nysselige Abekatter og Hyæner.
Derude de Folk dog meget fortiener.
De trækker os Pengene ud af Landet,
siger, min Husbond. Det er forbandet!
228| Ja, du gode Gud, hvad skal man sige?
Det morer dog altid en stakkels Pige.
Gaaer.
MARIA,
paa sit Kammer; med Ludvigs Billede i sin Haand.
Da jeg imorges aabnede mit Öie
da hopped Spurven glad paa törre Tage,
som glimted rödere i Morgenröde.
Den qviddrede og kaldte paa sin Mage;
og sölvblaae Buen hvaltes i det Höie
og Lærkens Slag fra Voldens Kroner löde.
De bæved mig imöde,
og toned: Du idag din Ven skal skue.
Da sprang jeg op og stirred over Byen,
henrykt i Sölverskyen,
mens Solen steeg ud af sin Rosenlue.
Og Lærken slog igien fra Voldens Kroner,
og Elskov bæved i dens Trylletoner.
En stor, en hellig Aand usynlig vanker
i al Naturens vidtudstrakte Egne
og vækker Anelser om Livets Glæde.
Ak! Længsel lærte disse Kinder blegne,
229|adskilt fra den for hvem mit Hierte banker,
for hvem jeg kun kan sukke ömt og græde.
Hvi fyldte stille Glæde
mit Bryst idag, da Solen röd sig velted?
Det giorde han, den Helligaand, som bringer,
paa lette Zephyrvinger
de Fölelser, som har mit Hierte smeltet.
Det giorde han, den uskyldsrene Due,
som svæver over os paa Himlens Bue.
En grusom Skiebne kold sit Jerngitter
imellem tvende unge Hierter trænger,
som Himlens Harmonier sammenslynger.
Kun sielden sig det drukne Öie hænger
paa elskte Gienstand; ved den svage Cither
kun fiernt han mig sin höie Længsel synger.
Idag Naturen slynger
sin Rosenkrands hen paa vor mörke Bane.
I Skovens Tempel skal jeg Ludvig skue,
ved Maanens Altarlue.
Det lærte Elskovs Aand mig tidlig ane.
Naar Tumlens Glædeskrig sig hisset hæve
skal taust i Lunden tvende Hierter bæve.
