Spadseregang
EN DAME
Ih hillemænd, skal vi træffes her?
EN ANDEN
Velkommen i det Grönne. Det er et deiligt Vær!
De gaae hinanden forbi.
EN BORGER
Er du kommen herud, din gamle Biörn!
EN ANDEN
Hvad giör man ikke for Kone og Börn.
Jeg selv lider ikke det Narrerie.
234| FÖRSTE
Kan dog godt lide Folk saadan gaaer forbi,
med ordentlige, smukke Klæder paa;
og nogle er gar pyntet fra Top til Taae!
Gaaer rystende med Hovedet.
FÖRSTE
Han er nu saa klog.
Den Bogbinder taler altid som en Bog.
EN UNG PIGE
God Dag, min Bedste! Det er lummert! Hah!
Hvordan lever Papa og Mama?
EN ANDEN
Der gaae de Begge. Jeg maa skynde mig.
Farvel! Jeg skal snart besöge dig.
MARIA
Hvem taler saa meget med Deres Mand?
KONEN
Det er en ung Herre fra Langeland.
Han fortæller min Mand om sin Slægt og Venner,
som boer der ovre og som han kiender.
MANDEN kommer med et ungt Menneske.
Min Herre! Hvis De ei vil forsmaae |
235|med os lidt om at spadsere gaae
og siden spise med i Græsset hist,
saa glæder det os.
MARIA sagte.
O! hvilken List.
Det er Ludvig!
MAND
See, her seer De min Kone.
Den smukke Pige, med Egelövskrone
om Haaret, det er en Fröken vi har
i Kost.
LUDVIG
Deres Budskab jeg glad modtaer!
De gaae videre.
ET UNGT MENNESKE
O hvilken deilig Pige der gik.
Hvilken tryllende Væxt! Hvilket smægtende Blik!
Jeg maa see hende engang endnu!
DE ANDRE
Wilhelm! bliv hos os! hörer du!
EEN
Han er alt flöiten! Det er Fanden til Knös;
han löber efter hver deilig Tös.
Lad os tömme en Flaske midlertid.
Den Fornöielse er mere solid.
De gaae.
236|DANDSEREN PAA VOLTIGERLINEN
I Cirkelbue,
uden at grue,
paa den smalle Snor,
höit fra Jord.
Kommer hid og seer herpaa!
Nu hænger jeg i Snoren kun ved en Taae.
Det veed jeg nok at hvis jeg slap,
slap jeg med Halsen knap!
Synes Jer ikke der er noget i
at narres med Döden ?
Han snuser om mig, som Katten om Gröden,
paa sin lumske Viis;
men fikst du Pæren Zachariis?
Det er ikke Löier,
som Jer fornöier.
Det er Mod,
stærke Muskler, luende Blod,
Dristighed og Foragt!
Heisa! Hopsa! Uforsagt.
Du rynker Panden, du satte Flok!
Gavner jeg ikke nok?
Heisa! Hopsa! Höit i Skye!
Lad dem knye!
og Dödningespring.
Som ingenting
jeg sveier omkring,
til jeg giör det allersidste Spring.
Og spör saa St. Peder: Hvad godt har du giort?
svarer jeg Schweitseren: Ikke stort!
Men hvad har de andre Bengler da giort?
EN KANCELLIRAAD
Den Knegt falder lidt impertinent.
EN OFFICEER
En Dragt Prygl han havde fortient.
ET UNGT MENNESKE
Det er Skade han svæver dem for höit!
EN BORGER
Af mig skal han ikke faae en Döit.
FOLKENE BAG TELTET
Her har vi gravet i Jorden et Hul.
Det er fyldt med Kul.
Mellem Græsset Luen slaaer op.
Rögen vifter i Bögens Top.
Det er artigt nok.
Hvem troer her har været en Kok,
naar Teltet ei længer her staaer,
238|naar Folk ei meer at spadsere gaaer.
Naar Hiorten og Hinden
piler af i Vinden,
med lette Fied;
naar Stövet og Lövet
dækker Hullet til,
hvem vil
da sige saa lige:
Her har været et luunt lille Arnested!
NOGLE PIGER
Hvorfor blæser de i Trompeten der?
NOGLE ANDRE
Nu begynder nok deres Comedier.
EN JÖDEDRENG
Deilige Pidskebaand! röde og blaae,
gule, grönne, violette og graae.
Lad mig nu ikke for længe löbe!
Kommer at kiöbe, kommer at kiöbe!
Röde, gule, grönne og blaa i Fleng!
Jeg er en god lille Jödedreng!
Min Moder er syg, min Söster er död;
hun fortiente til mig og min Moder Bröd.
Jeg tiggede sammen et Par Markes Penge,
239| saa kiöbte jeg Baand og löb saa længe,
for at sælge dem her til got Folk i Fleng.
Jeg er en god lille Jödedreng!
Kommer at kiöbe! Kommer at kiöbe!
Lad mig nu ikke for længe löbe.
De Penge jeg vinder her, som jeg haaber,
for dem jeg kiöber min Moder Draaber,
saa reiser hun sig igien af sin Seng.
Jeg er en god lille Jödedreng!
EN KONE
Ih! see god Dag, min söde Madamme.
Der har De jo faaet en smuk, frisk Amme.
EN ANDEN
Hvad synes Dem om min Glut?
DEN FÖRSTE
Paa min Ære!
Hun ligner virkelig sin cher pere.
MANDEN MED HUNDEN
Vor Herre, mine Herrer, har lagt et stort Pund,
som De vel alle ved, i en Hund.
Dog denne de andre overgaaer.
De sieldneste Kunster den forstaaer.
240|Den kan sige uden Puncterebog
hvem af mine Herrer der er dum eller klog.
Den kan sige uden ringeste Varsel
hvem af mine Damer der laver til Barsel.
Kommer nu hid og seer herpaa. –
Min Gud hvorfor mon de fleeste gaae?
FJELLEBODMAND
Speilecabinet!
Nok saa net!
Kommer hid og leer.
Paa Hodet I seer
alleting!
Alt vendes omkring.
Kommer hid i Gallop.
Det Nederste vender op.
Egens Rod!
Pigens Fod!
Speilecabinet!
Nok saa net!
MAND
Ved Comediehuset sig samler en Flok.
Skal vi gaae derind?
241| LUDVIG
Maa jeg byde Frökenen min Arm?
KONEN til Maria.
Forkiöl dem ikke, De er saa varm!
MARIONETSPILLEREN triner frem og siger:
Höistærede Publikum! her vil
vi före op et Skuespil.
Et herligt Skuespil, som knap
vil mangle de fornödne Klap;
thi Stykket er et Liggendefæe
og Skuespillerne er af Træe.
At gavne medens vi fornöie
har vi bestandig havt for Öie,
da det er Kunstens Hovedsag.
som I skal faae at see idag.
Her seer I intet Sværmerie.
Med sligt har vi ingen Maskepie
og endnu mindre Sympathie.
Akkurat som det i Livet gaaer
til Eders Fryd I skue faaer.
Det er det rene, gedigne Guld.
Af Moraler Stykket er pære fuld.
Humanitet, og Dyd og Gavn
og frem for alt Poesiens Savn,
242|kort alt hvormed en ærlig Mand
vor oplyste Tidsalder glæde kan.
Her seer I nu en borgerlig Stue.
Vi efterligne Iffland og Kotzebue.
Hvor huslig og net dog alting staaer!
Nu begynder vi alt. Det er bedst jeg gaaer!
Dækket gaaer op. Skuepladsen forestiller et anstændigt
möbleret
Værelse, med Stole paa Gulvet, Ruder i Vinduerne o. s. v.
Alt er simpelt,
men reenligt.
VERTINDEN
Den Skiebne er dog grumme tung
at være Enke naar man er ung.
Vel sandt, min brave, elskte Mand
jeg aldrig, aldrig glemme kan.
Det var en sanddrue Officeer.
Saadan en Mand faaer jeg aldrig meer!
Han havde en Hat, mens han var i Live,
saa forskudt med Kugler at den ligned en Skive.
Var altid i Fred til Krig parat,
som det sig sömmer en brav Soldat.
Om han i Krig var parat til Fred
er noget som jeg ikke veed.
243|Han var ret af det gamle, ærlige Præg.
Med egen Haand han tog af sit Skieg;
loe aldrig , men var stedse but;
kaldte mig dog sin söde Snut.
Ak, du uforglemmelige Mand!
Jeg kunde græde en heel Spand Vand.
Hun græder.
Han döde! – O hvis nu jeg stod
for en stor Forsamling, med dristigt Mod,
uden sand eller falsk Undseelse
jeg skulde mig meget viist betee
og sige til Publikum: Kiöd er Höe!
Som min salig Mand skal I alle döe.
Förer Eder derfor dydigt op!
Livets Hest pidsker af i fuld Gallop
og inden I veed et Ord deraf
har den smittet Jer i den sorte Grav!
Ha ha! hvor jeg dog er grumme vittig.
Griber sin Rok.
Et Menneske bör være flittig.
Spytter paa Fingeren, nynner en moralsk Spindevise,
falder i
Tanker, sukker og siger endelig igien:
Den Skiebne er dog grumme tung
at være Enke naar man er ung!
Det banker.
244| Hvem banker der? Luk op! Kom ind!
FRIEREN kommer.
Jeg ilte hid som Vestenvind,
naar den til Rosen sig vil skynde.
Saa hurtig löber ingen Mynde.
VERTINDEN sagte.
Ak! hvilken smuk indtagende Mand.
Jeg elsker ham allerede alt hvad jeg kan.
Höit.
Min Herre! De er jo en Digter.
FRIEREN
Den Tid jeg levner fra mine Pligter
den offrer jeg de hellige Ni.
vertinden
De vil nok sige de hellige Fem!
FRIEREN
Bliv ikke vred for jeg modsiger Dem
Jeg vilde sige de hellige Ni.
Jeg ilte Deres Dör forbi
og saae et Glimt af Deres Stierne,
som ganske forrykkede min Hierne.
VERTINDEN skielmsk.
Et Krudttaarn Hiernen er, min Herre!
Troe mig, der er sandelig intet værre
245|end naar man den ei vel forskandser,
mod alle Glimt, med Fornuftens Pandser.
FRIEREN
Fornuftens Pandser, skiönt haardt det er,
modstaaer dog ikke Kierligheds Sværd!
VERTINDEN
Elskov er et Barn, som i sin Haand
kun svinger en Nyrrenberger Hövlespaan.
FRIEREN
Til Jordens Lys blev os Elskov föd,
en Hövlespaan i Lyset bebuder Död.
VERTINDEN
Elskovs Sværd er et Einheriasværd,
man reiser sig snart til en anden Færd.
FRIEREN
De forraader Kundskab og Lekture.
Jeg skal besynge Dem ved min Lyre.
VERTINDEN
Af Stolthed kunde mit Hierte stige,
hvis De mente hvad De behager at sige.
FRIEREN
Min Naadige! Jeg er en Lirendreier,
mon derfor er jeg ingen Lurendreier!
246| VERTINDEN efter en kort Pause:
Hvad koster en Skinke paa Torvet idag?
FRIEREN
Bring ikke paa Bane denne Sag.
Taarerne staae mig i mit Öie.
Priserne blive alt mere höie.
Luxus stiger alt meer og meer.
Ingen Sparsomhed blandt Folk man seer.
Alle skal have Kaffe og Thee,
fornemme Giester og Assemblee.
I min Tid spiste man Öllebröd
og Bergefisk, som var lagt i Blöd,
men nu er Folk slet ikke moralske.
VERTINDEN
Nei nu er de ganske kamschadalske!
FRIEREN
For alting rör ei ved den Byld.
Kamschatka er en sand Idyl!
VERTINDEN
Taler De maaskee lignelsesviis,
fordi den er fuld af Vand og Iis?
FRIEREN
For Kulden bruger man Foderskind,
hvori de Store svöbes ind.
247| VERTINDEN
Lyster Dem ikke en Priis Tobak?
FRIEREN
Fruen skal have saa mange Tak.
I det han vil tage Tobakken rörer han ved hendes Haand.
Hun rödmer og
taber Daasen. Han seer paa hende, hun seer paa ham.
De slaaer Öinene ned,
de slaaer Öinene op.
FRIEREN enthousiastisk:
O! hvilken Taler, nok saa klog,
kan tolke Hierternes stumme Sprog?
Den som sin Fryd med Ord kan male –
han er arm paa Fryd, eller ogsaa paa Tale!
Den sande Glade er stum, som en Hund;
Glæden slaaer Begplaster paa hans Mund!
Hans höie Begeistrings Himmelelv
gaaer meget betænksom i sig selv.
Rigtignok skulde man troe Poesie
ved slige Leiligheder Folk stod bi.
Shakespeare, naar han er begeistret, taler,
og Göthe, men det duer ei for en Daler.
De fölger ikke den rigtige Regel,
roses desuden af Tieck og Schlegel.
Jeg læser i den spildte Urt
248| dit hele Hierte saa reent og puurt.
Det slaaer for mig, for mig, for mig!
VERTINDEN styrter i hans Arme:
Ja, Elskte! ja det slaaer for dig.
FRIEREN
Du gode Gud! hvi staae vi ene?
Denne skiönne Expositionsscene
fortiente nok at sees af fleer.
Saa salig blier jeg aldrig meer!
VERTINDEN
Du skal blive salig saa tit du vil!
For dig lukkes aldrig mit Hierte til.
Almindeligt Klap og Bravoraab.
MARIONETSPILLERN
kommer frem og törrer Sveden af Panden.
Ihr Herren! Det var den förste Akt.
Er det ikke som jeg har sagt?
Den anden er ikke fuldt færdig til Enden.
Det skal spilles saa varmt, som det kommer af Pennen!
Gaaer.
FÖRSTE KUNSTDOMMER
Det Stykke er fuldt af sandt Genie!
ANDEN
Den pure, klare Livsphilosophie!
249| TREDIE
Som er og bliver dog den bedste.
De maa sige hvad de vil, de Heste!
FIERDE
Vertindens Rolle er meget naiv.
FEMTE
Havde hun kun lidt tyndere Liv.
SIETTE
Akteurerne giör saamænd alt hvad de kan.
Saae De hvordan Frieren greb sig an?
SYVENDE
De er kun af Træe, men det er det samme.
De giör mange Levende tilskamme.
LUDVIG sagte til Maria:
Tag denne glödende Abelsin.
Hvor dine Kinder har södt Karmin!
MARIA trykker hans Haand,
Dækket gaaer op. Frieren kommer ind med en stor Potte, som han
sætter paa Bordet.
FRIEREN
Nu er jeg da endelig Vert i Huset.
I Tönden er Viin, jeg har skyllet Kruset.
Min Kone sidder varmt inden Döre.
Derfor tog jeg hende. Hvad skulde jeg giöre?
250|Jeg havde længe stövet omkring,
Det er dog galt, naar jeg ret betænker.
Min ömme Samvittighed det krænker.
O Gud! hvor kunde jeg handle saa slet?
Bagefter kommer tyndt Öl, nu angrer jeg det!
Slaaer sig for Panden og spanker op og ned ad Gulvet, med lange
Skridt.
Ha! hvor vi Mennesker dog er smaae. –
Men tys – jeg hörer nogen gaae!
Det er nok Een som vil smage min Viin.
Den er for Maven en sand Medicin.
Verter maa ei være sluddervurne.
Det sömmer dem ei at gaae paa Cothurne.
Dem blev ei givet dette Pund;
höist gaae de paa Sokker af Hiertens Grund.
Men hvad kommer der ud af min tragiske Klage?
I den virkelige Verden jeg vender tilbage.
Han visker Stövet af Stolene, skyller Glassene og sætter dem paa
Bordet.
Nu gavner jeg Verden med min Flid.
Saaledes bör man anvende sin Tid!
FÖRSTE KUNSTDOMMER
Hvilken Overgang fra varmt til koldt.
Hvor Karakteren er vedligeholdt.
TREDIE
En Digter er dog et stort Genie!
FIERDE
Især naar han kiender sin Psychologie!
Det banker paa Dören. Verten lukker op. En Laps kommer ind.
LAPSEN
Herr Vert! lad mig faae et Glas Æggepuns,
som jeg kan hælde i mit Spuns.
VERTEN
Gierne min humoristiske Herre!
LAPSEN sætter sig paa Bordet og flöiter.
Gid han kun ikke kaldte mig værre!
EN TILSKUER
Hvad er Humor?
EN ANDEN
Ikke andet
end Vædske! Nemlig hvad der er vandet!
EN TREDIE
Seer I vel Faer! Det er paa sin engelsk!
FÖRSTE
Mig synes for det er paa sin bengelsk.
Her er Æggepuns, som Ganen glæde.
Men lyster Dem ikke et bedre Sæde?
De smudser til deres nye Kiol.
Med Vægt.
En fornuftig Mand bör sidde paa Stoel!
EN STOLEMAGER blandt Tilskuerne
Den Hib var god!
EN SKRÆDDER
Kun som De troer.
En fornuftig Mand sidder tit paa Bord.
LAPSEN
Meer Punsch, Herr Vert! Töv ei for længe.
Verten henter meer. Lapsen drikker og tager i Dören.
Adieu Herr Vert! Jeg har ingen Penge.
VERTEN
Hvad Knegt? Og dog er du impertinent?
LAPSEN
Jeg har Kræfter, det er enhver bekiendt!
Giör ellers ikke for meget Spektakel.
I kiender min Fader, den rige Jakel!
VERTEN
Snik, Snak! Jeg kiender din Fader ei!
Du kiender ham maaskee saa lidt som jeg.
De slaaes. Verten faaer Prygl. Lapsen gaaer.
kommer tilbage. Han gaaer længe med Armene overkors op og ned ad Gulvet.
Forventningen er spendt. Endelig giver han sig bitterlig til at
græde.
O gudskeelov at jeg fik Luft!
Nu kom jeg igien til min Fornuft.
Der er Öieblik da den bliver knækket.
Jeg kan ordentlig blive ganske forskrækket.
Men hvad kommer der ud af al min Talen?
Jeg glemmer jo reent at sige Moralen!
Han maaler Midten af Theatret med tragiske Skridt, stiller sig derpaa mod
Tilskuerne, strækker Armene ud og bröler:
Ak! Verden fordrer saa mangt et Suk.
Jeg skulde havt Penge – og fik kun Hug!
Det skadte mig ikke! Det skeede med Rette.
Hvorfor indbildte jeg Frue Lisette
min Kierlighed, ved den spildte Priis?
Nu kommer bagefter Tugtens Riis!
O Menneske! Du reent er Beet,
hvis du slipper din Dyd og din Moralitet.
Speil dig derfor i mit Exemplar
og hold paa dem begge, mens du dem har!
Tilskuerne svömmer i Taarer.
254| MARIONETSPILLEREN med Pengetallerkenen.
Ihr Herren! behager at tilgive.
For dennegang maa det derved blive.
En Skielm giver mere end han har.
For dennegang intet mere færdigt var.
Slige Stykker meget beqvemme ere,
man kan holde op hvor det skal være.
At ellers Planen er lagt med Flid,
det seer enhver, som besidder Vid.
Den förste Akt af Ömhed og Graad
og Fölelse næsten var ganske vaad.
Den anden var tragisk, saa munter igien
og atter tragisk til Beslutningen.
Det er Skade den tredie ikke er færdig.
I den bliver Helten desperat
og giver sig til at være Soldat.
Faaer mange Hug, ömmer sig saare.
Det kan ikke beskrives, uden Taarer.
I Morgen spille vi atter her,
ifald det kun bliver Opholdsvær.
Over Vær og Vind ej Mennesket hersker.
Binder Munden nu ei paa Oxen, som tærsker.
Kaster I min Hat paa den glade Dag.
255| Standspersoner betale efter Behag.
EN MAND giver ham en Toskilling.
Min kiere Ven! Kom hid! See der!
Det Stykke er ærligt de Penge værd.
Folk gaaer bort.
MANDEN MED VOGNEN
Laaner Öre! Laaner Öre!
Her kan I kiöre,
allersombedst,
uden Hest.
I kan selv være Hest.
Indretningen er huul.
I dreier et Hiul,
saa kiörer I til,
saa meget I vil.
Det er for Penge at spare,
i denne Tid,
da Hestene er rare.
Kommer hid! Kommer hid!
Mekanisk Kunst;
hvis det morer Jer ei
maa I kiöre omsonst.
256| MANDEN VED KILDEN
Det er saa lummert og saa tungt,
det brænder stærkt deroppe.
Her skygger Lövet grönt og ungt,
fra Vaarens lyse Toppe.
Her springer langt fra Qvalm og Larm
ved Sang af Nattergalen,
den tykke Straale, som en Arm,
fra Höien ud i Dalen.
I sorten Mulm, i dyben Jord
de klare Bölger rinde.
En ukiendt Vei de langsomt snoer
sig ligesom i Blinde.
De risle giennem Jordens Bryst,
i Dybets mörke Huler,
og skue sikkert der, med Lyst,
hvad Overfladen skiuler.
Den Verden, som vi ane hist,
dybt under Havets Bunde,
den har de giennemtumlet vist
og bölget i dens Lunde.
Den runde, tykke Sölverarm,
257|som risler her forvildet,
har kysset Ellepigens Barm
og drukket hendes Billed.
I gamle, længst forsvundne Tid
der var en deilig Pige;
hun var saa god, hun var saa blid,
hun var saa from tillige.
Et Crucifix i Hytten stod,
for det hun altid knælte,
paa Crucifixet dvælte.
Engang hun gik i denne Skov
og fæstede sit Öie,
imens hun sang sin Frelsers Lov,
paa Stiernen i det Höie.
Da foer hun vild paa spæde Fod
og Törsten hende plaged.
Tilsidst blev stakkels Pige mod,
hun græd og sig beklaged.
Ak Gud! hvorledes kommer jeg
i Aften til min Hytte?
258| Jeg reent forfeilet har min Vei,
jeg kan ei Foden flytte.
Jeg er saa törstig og her er
ei allermindste Draabe.
Kun vilde Dyr og Spögelser!
Ak Gud! hvad kan jeg haabe?
Og see – Hver den som troer paa Gud
den hielper han i Nöden! –
Hvor Taaren faldt et Væld sprang ud,
og loe i Aftenröden.
Da drak hun af det klare Vand
og fulgte Bölgen rolig.
Den ledte med sin Blomsterstrand
til Kirstens lille Bolig.
Sanct Kirsten hviler södt i Blund,
i Gravens Arme milde,
dog kommer hun hver Midnatstund
og stirrer paa sin Kilde.
Som hendes Öie den er blaae,
som hendes Blik den blinker.
Kom I! som gaae derovenpaa.
See, liden Kirsten vinker.
259| Ludvig henter Maria et Glas Vand. Hun drikker.
LUDVIG
Söde Farveharmonie!
Flydende Sölv
i klare Krystal,
som den hvide Finger
i Æthren bringer.
Sölvbölgen kysser
den Purpurcoral,
som Læben omringer!
LUDVIG
Vi dem snart indhente.
EN FEED KONE
Jeg önsked at vi var vel kommen hiem.
Her blier jo saa fuldt at man ei kommer frem.
ET UNGT MENNESKE
Jeg har altid Længsel
efter saadan en Trængsel.
260|Saa kommer man de kiere Piger saa nær,
de smukke især!
Rörer ved deres Hænder,
skuer i deres Öine, som tænder,
indsuger med sit Blik
Elskovsdrik.
Söde Gudinde!
Du kommer for at svinde.
Hvilket Öie! Hvilken Arm!
Hvilken Vext! Hvilken Barm!
Jeg har altid Længsel
efter saadan en Trængsel.
EN UNG PIGE
Saae du den smukke Fyr som gik,
med det brændende Blik?
EN ANDEN
Det brændte paa dig.
DEN FÖRSTE
Du vil nok narre mig!
JÖDERNE UNDER TRÆET
Es war ein alter Mann,
der nahm ein junges Weibchen,
261| gar schön und zart von Leibchen.
Da ging das Wesen an.
Er lächelte, er schmeichelt’s.
Er küfst’ es und er streichelt’s.
Allein das war sein Ziel –
und das war doch nicht viel!
Er lebt ein ganzes Jahr
mit seinem jungen Weibchen.
Das zarte, feine Leibchen
blieb immer wie es war.
Wie ich gesagt: Er schmeichelt’s,
er küfst’ es, und er streichelt’s.
Allein – das war sein Ziel.
Und das war gar nicht viel.
Einmahl er sagte: Heut’
muss ich dich flux verlassen.
Mein Kind, du mufs nicht spasfen
mit fremde Männerleut.
Nicht deine Treu vergessen,
verbothne Speis’ nicht essen,
sonst krieg ich armer Mann
ein Stirn, mit Hörner dran.
262| Das Weibchen sagte: Ei!
Eh’ will ich treu dir bleiben,
wenn solche Zeitvertreiben
dir giebt ein solch Geweih.
Der Mann giefst Freudeträhnen.
Er ging. Da kam mit Sehnen
ein junger Herr fürbas –
und alles sie vergass.
Als nun der Alte kam
gar spat und müd’ zu Hause,
zum lieben Abendschmause
und hübsch sein Hut abnahm,
rief sie: Wie kannst du lügen,
und mich so arg betrügen?
Du böser, alter Mann!
Hast ja nicht Hörner an!
Folk , som har omringet Jöderne, opslaae en stor Skoggerlatter.
HARLEKIN
uden for en Fiellebod, meget alvorlig og vigtig.
Mens Pöbelen hisset vildt sig fryder,
over Smudsigheder og Næstens Lyder,
263| indbyde vi her til Subskription,
for den af Publicum mere fine Portion.
Her finde vi en dannet Digter,
som synger kun om Fornuft og Pligter.
En Poppedreng vel af Födsel han er,
men hans Talenter har svungen ham höit i Vær.
Mange Aars Flid har lært ham Smör
heel snildt at forene med en Dör.
Hans store Plan, mens han hopper herneden,
er den: at forædle Menneskeheden!
Mine Herrer og Damer, behage De?
DEN FINE PORTION
Ja det forstaaer sig, ham maa vi see.
De gaaer ind i Fiellehytten. En stor, grön Poppegöie sidder paa en
Forhöining.
Harlekin bukker ærbödig for Poppe.
Opmærksom det samlede Folk nu tier,
for at höre paa Deres Poesier.
Begynd med det De giorde forleden!
POPPE rödmende.
Harlekin, du veed jeg er saa beskeden.
HARLEKIN
Det veed jeg nok, jeg har stedse funden
Dem med Beskedenhed i Munden.
264|Dog veed jeg nok De læser gierne
de smukke Produkter af Deres Hierne.
Sagte:
De kan jo sige jeg bad Dem ad.
Giör en Fortale! Bær Dem fornuftig ad.
POPPE römmende sig:
Giennemtrængt af den Overbevisning
at man med Folks moralske Bespisning
maa være meget samvittighedsfuld,
og ikke sælge dem Blye for Guld,
skulde jeg ikke vovet at lade
for Lyset komme disse Blade,
hvis ikke Venner, hvis krittiske Dom
jeg bryder mig grumme meget om,
alle havde givet mig Mod
og bedet mig dog at være saa god.
At jeg har anvendt megen Flid
og brugt en grumme Hoben Tid
för et Ord slap ud af min Digterelv –
er en Erklæring jeg skylder mig selv.
En Kleinsmed bruger sin Fiil med Forstand,
en Riimsmed er ligesaa klein som han.
Det er saa en Sag med Geniets Ild.
Den udbryder ofte alt for vild.
265|Jeg priser Betænksomhedens Vand.
Paa hvert et Vers har jeg hældet en Spand.
Thi vil jeg slutte med et Claudatur
og Mottoet nonum in annum prematur,
i det jeg med et ærbödigt Sind
for Lyset bringer disse sexten Bind!
TUTTI af fuld Hals
De er en ung, beskeden Mand!
Vi bede Dem, syng alt hvad De kan.
HARLEKIN
Lad Hymnen til Middelmaadighed tone.
Den skaffed Dem jo Deres Digterkrone.
POPPE declamerer:
Du ædle Middelmandighed!
Stig fra din höie Zone ned,
til Een, som kalder dig med Smerte,
af ganske – ganske – ganske Hierte.
Hvis Du vil höste Livets Frugt
da gaae ad Middelveien smukt.
Den Sætning mig saa vel behager
at ei engang jeg Vers undtager.
266| Hvis galt, excentrisk Sværmeri
skal kunne kaldes Poesie,
da troer jeg vi bör efterstræbe
den allermindste Gnist at dræbe.
Og uden just at prale stort
saa troer jeg vi har alt det giort.
Paa senest Tid heel klogt vi skalter
med vore gode Brandanstalter.
I ret fornuftig Poesie
bör aldrig spores Phantasie.
Hvad Dievlen rager Phantasien
den mindste Smule Poesien?
I gamle Dage gik det an.
Den Tid i Mörke famled man;
men nu i de oplyste Tider
sligt Barberie man ikke lider.
Hvi skriver nu en sand Poet?
Af Iver for Humanitet,
for vor Moral at understötte,
i Korthed: For at giöre Nytte!
267| Naar Folk vil gaae paa Svier i Kroe
han drager dem til stille Roe;
hvad ei de gidder hört i Prosa
det siger han dem snildt sub rosa.
Det nemlig: At det sömmer sig
for dem at være skikkelig.
At kun det er de Skikkelige
som komme ind i Himmerige.
Hvor stort for en moralsk Poet
at tolke blid Humanitet;
om sveden Gröd og svegne Pligter –
hvor skiönt, hvor saligt for en Digter!
Du ædle Middelmaadighed!
Jeg elsker Dig med stort Besked.
Din Deilighed giort haver mig til Træl
og indtaget mig med Storm, det svær jeg paa min Siel.
EN TILSKUER
Poppe hedder han, Pope burde han hedde.
EN ANDEN
Efter saadan en Karl skal man længe lede.
268|EN KRITIKER tager Poppe fortroelig under Armen og
gaaer med ham i en Krog.
Med Forlov, min Herre! Det Digt giör Dem Hæder.
Der stödte mig kun et Par enkelte Steder.
I förste Vers kom ganske lidt
(efter min individuelle Mening) for tidt.
POPPE troehiertig.
Det var for at faae de fire fornödne Födder!
KRITIKER
Man maa ofte knække haarde Nödder.
Men en Mand, der spiller saa færdigt paa Lire
kan det aldrig genere at gaae paa Fire.
Saa var der ogsaa et andet Sted
i Digtet, en Smule længer ned,
nemlig: Det nemlig! See det er værre
Det er ikke poetisk nok min Herre!
Forresten önsker jeg Dem til Lykke,
thi Digtet er min Salighed et Mesterstykke.
POPPE
Siden De bander saa höit derpaa
saa troer jeg selv det maa være saa.
Jeg takker for Deres fine Anmærkning.
Man trænger ofte til Forstærkning.
269| Jeg bliver sandelig aldrig vred,
naar man retter mig med Beskedenhed.
Tvertimod er det höist profitabelt for Aanden,
naar Kritik og Genie gier hinanden Haanden.
De gier hinanden Hænder, og gaae.
harlekin
kommer frem og siger til Tilskuerne:
Föler I Jer nu ikke anderledes stemt?
Er Smaahedsaanden ei reent forglemt?
En Rixort har I givet os, men
fik I ikke Forædling nok for den?
Det er skiönt at höre to store Mænd tale,
som de Tvende nylig, uden at prale.
Skilles nu ad foruden Kiv
og anvender Jer Forædling i det praktiske Liv.
Folk gaaer.
PIGERNE INDE I SKOVEN
I Skyggen vi vanke,
blandt lysgrönne Straae.
Sanct Hans Urt vi sanke,
hvor Blomsterne staae.
Pæne lille Urt
staaer saa reent og puurt,
staaer saa frisk og grön,
uformærkt i Lön.
270| Bag Kiökkenets Række
vi hensætte den,
fra Træelistens Sprække
den snoer sig da hen.
Hvis den fæster Rod
blier vor Skiebne god.
Döer den paa sit Sted,
ak da döe vi med.
saa glade, saa froe,
her fölgende Sommer,
naar Blomsterne groe.
Hist hvor Korset staaer,
hist paa Kirkegaard,
blege ligge vi.
Da er det forbi!
Sanct Hans Urt vi sanke,
hvor Blomsterne staae,
blandt Stammer saa ranke,
blandt lysgrönne Straae.
Pene lille Urt
staaer saa reent og puurt,
271| staaer saa frisk og grön,
uformærkt i Lön.
MANDEN
Nu skulde vi snart vel udpakke vor Mad.
LUDVIG
Folk begynder endnu ikke at skilles ad.
KONEN til Maria:
Alle Mandfolk betragte Dem med et Suk.
EN GALNING som gaaer forbi:
Det kommer af det hun er saa smuk!
MARIA
Hist sidder en gammel Mand, som er blind,
med nedböiet Hoved, med nedböiet Sind.
Han synger saa rörende, lad os ei gaae.
Lad os blive lidt og höre derpaa.
DEN BLINDE
Giver den gamle, blinde Mand lidt,
som her under Egen sidder og synger.
Hans Röst er saa svag, hans Haar saa hvidt,
Kummer hans matte Hierte nedtynger.
272|Alt Gravens Taage sig tungt har lagt
omkring hans döde, udslukte Blikke.
Han trylles ei meer ved Naturens Pragt.
Han hörer kun Fryd, han föler den ikke.
Han havde en Hustrue, saa from og blid,
ak! ogsaa hende skulde han miste.
Han hörte hun ralled i Dödens Strid,
men kunde ei see hendes Öie briste.
Fiolen var hans eneste Tröst,
den havde en Ven ham i Döden givet.
Naar Mulmet han giennembröd, med sin Röst,
da kaldtes han som tilbage i Livet.
Men ak! i Vinter, i yderste Nöd,
da ingen ændsed hans Sang og Klage,
da solgte han sin Fiol for Bröd.
Nu har han intet mere tilbage.
Snart trænger min Siel af det döde Leer,
som, liig en Snegl, den maa med sig slæbe.
Snart er jeg ingen til Byrde meer;
snart tier min kolde, min hvide Læbe.
at jeg kan tolke min stumme Smerte.
Det var min eneste, sidste Ven.
Skaffer mig min Fiol igien!
ellers brister mit fulde Hierte.
MARIA
lader sin lille Pengepung synke i hans Hat.
MARIA
Mod den gamle Mand er vi lykkelige!
EN HERRE
See hvor Folk staaer hist om Teltet i Klynger.
Det er nogle unge Folk, som synger.
Deres Stemme har en ganske behagelig Klang.
Skal vi ogsaa lytte til deres Sang?
SANG FRA TELTET
Da Oldtids gamle Guder döde
af Alderdom,
da for den friske Morgenröde
vor Middag kom,
274| Da höit Oplysningssol sig reiste,
saa tit paakaldt,
og da dens Straaler, mens den kneiste,
oplyste alt;
Og da dens stærke Ild afbrændte
hver Blomst saa net,
at der, hvor man sit Öie vendte,
stod et Skelet.
Da kom en lille Gud tilbage,
medynksom, god,
som lindred de Profanes Klage,
med Drueblod.
Viinranken bredte ud sin Skygge,
saa sval og mörk,
at selv man sad for Solen trygge
i hedest Örk.
Ton höit vor Tak mod Himmelbuen,
til ham, hvis Kraft
har qvæget os saa huldt i Luen,
med Druesaft.
275| I denne brogetskiönne Vrimmel,
blandt Spög og Tant,
vi tænker os den gamle Himmel,
ak! som forsvandt.
HERREN
En ganske behagelig Melodie;
men Ordene nymodens Sværmerie!
GLASPUSTEREN
Glaspusterie!
Naturlig Magie!
Her kan I lære
hvordan der af en Blære,
flydende og blöd
som kan stikkes i Taske,
med Viin saa röd.
Glaspusterie!
Naturlig Magie.
EN FULD MAND
trænger sig giennem Mængden.
Det maa jeg sku see!
Kan I bare Jer for at lee?
Jeg har nu drukket saa tit,
Gud være lovet!
276| som der er Haar paa mit Hoved;
og dog veed jeg ikke –
Den fordömte Hikke! –
Og dog veed jeg ikke
hvordan Flasker de lave,
som smage min Mave
saa rart.
Det er klart!
det maa jeg vide.
Gaaer lidt tilside.
Eftertænksom.
Det er dog underligt, naar man er fuld
saa er man saa genegen til at falde omkuld.
Det kommer af Druesaften;
og af Cen-tre-pedalkraften –
og af det jeg har drukket for meget i Aften!
EN GAMMEL MAND med en Perspektivkasse.
I kiere Venner! kommer hid.
Her kan I for en ringe Hvid
faae mange smukke Ting at see,
igiennem disse Huller tree.
En lille Verden underlig
i Kassen jeg har samlet mig.
277|Naar kun jeg trækker i en Snor
bevæger jeg den hele Jord,
og bringer Folk og Stæder frem
og atter strax forjager dem.
I kiere Venner! kommer hid.
Det koster kun en ringe Hvid.
Man samler sig om Kassen.
Her seer I nu en Klippetop,
hvoraf en Vandrer stiger op.
Paa Klippen staaer en röd Ruin,
paa Porten skrevet staaer Latin,
langt borte, Skrivten er kun fin.
Det er en gammel Ridderborg.
Saa taus den synker hen i Sorg
og skuer underlig og blid
tilbage i den svundne Tid,
da Riddere med Brynier blaae
og skiönne Möer den om sig saae.
Et Hul i Taarnet hist I seer.
Nu er der intet Vindve meer.
Der sad engang en Pige blid,
i Aftenrödens dunkle Tid,
og stirred taus ad Veien hen,
og vented længselfuld sin Ven.
278|Ak Tiden kommer, Tiden gaaer.
En Kirke i det Fierne staaer.
Ved Altret er en Marmelsteen,
den ruger paa de Elsktes Been.
Seer kun hvor langsomt, sörgelig,
mens Solen bag den röde Muur
gaaer ned i hellige Natur.
Skifter om.
Her seer I tvende Hære staae.
Med Kiempekraft de begge slaae.
I seer ei Rög, der blier ei skudt.
Den Tid var endnu intet Krudt.
Da gieldte det i Herrefærd
at trænge giennem Spyd og Sværd,
De synge höien Heltesang
og vil hinandens Undergang.
Naturen bliver ofte harm
og dræber sig med egen Arm.
Da velter Bierget Flammer op,
da skielver Jordens Kiempekrop,
da lyner det i höie Blaae
og Dybets Bölger vældigt slaae,
da spænde Mandens Muskler sig
279| og fordre Vaabenbrag og Krig.
Saa vexler det til sidste Led
imellem Had og Kierlighed.
Skifter om.
Lidt mörkt og sort det falder her.
Vi meer ei over Jorden er.
Vi stige ned i dunkle Field,
omsuust af kolde Kildevæld.
Seer I hvor rigt det röde Guld
sig slynger bag det kolde Muld,
i haarde Steen? Som modne Halm
de meie bort det rige Malm.
Men seer I hist en Skye saa hvid,
som langsom, stolt sig vælter hid?
Den favner Biergets store Aand,
som bringer Döden i sin Haand.
Hvis ikke ned de kasted sig,
da dræbte han dem sikkerlig,
thi han er i sin Hu saa vred,
fordi de bryde hans Rolighed,
fordi de rane bort hans Skat
og lyser op hans mörke Nat.
Han hedder Kobolt og er hvid
og er bekiendt fra gammel Tid.
Skifter om.
280|Tilbage vi i Tiden gaaer,
om I saa synes nogle hundrede Aar.
Her seer I nu et gothisk Kammer,
det svage Lys i Natten flammer;
ved Bordet sidder en geistlig Mand,
med Haand under Kinden grubler han.
Pergamenter af Alder graae,
gamle Skiolde med Skrivter paa,
Træebark med halvudslukte Ciffer,
Stene med Runer og Hieroglypher,
Ting af mere Værd end I troer,
ligger rundt omkring paa det store Bord.
Han stirrer ud i den vide Natur,
giennem Vindvet, paa den tykke Muur.
Naar man sidder i mörke Midnatstund
og stirrer ud i den dunkle Lund
og Maanen med sine blege Miner
kneiser over de gamle Ruiner,
da bliver man saa underlig,
det Svundne og det Kommende hæver sig,
i Ubetydelighedens Slör.
Han skuer dybt i Naturens Höie,
den ædle Mand, med sit skarpe Öie,
281|og stirrer til den straalende Top,
hvorfra vi er siunken og atter skal op.
Saa griber han Pennen i sin Haand,
for at indgyde Nutid Oldtids Aand.
De adspredte Sange han forvandler
til et gothisk Epos, som lever og handler.
Tak være den gamle Canonicus!
han hedder Saxo Grammaticus.
Skifter om.
En aaben Mark her for Jer staaer.
Et Vindpust over Sæden gaaer.
Det er saa tyst. Slet ingen Stöi!
See midt paa Marken staaer en Höi.
Paa Höien staaer en Runesteen,
derunder hvile gamle Been.
Den Höi staaer der fra Arilds Tid,
nu plöies den med megen Flid
tilgrunde, af sin Eiermand,
at den kan blive Agerland.
Alt ofte har han prövet paa
de store Stene bort at faae,
fordi de fyldte op hans Jord,
men denne var ham altfor stor.
See! Maanen giennem Skyens Rift
282| nedstirrer paa den gamle Skrift.
Imens den Döde vandred her
den stirred i hans Taareskier.
Thi Maanen er en gammel Mand,
en Trold, som ei begribes kan.
Han smiler lige huld og blid,
i höitidsfulde Midnatstid,
til Elskovs helligsagte Fied
og til det skumle Rettersted.
See! hvor paa Runerne han seer,
i det han iler bort og leer.
De sieldne Tegn han vist forstaaer,
hvis Mening svandt med svundne Aar;
og hvis han tale var istand
fortalte os den gamle Mand
vist mange underlige Ting,
som der er skeet paa Jordens Ring.
Men da nu kun hans matte Blik
kan tolke hvad han skue fik,
saa vækker han, vemodig, blid,
blot Anelser om dunkle Tid.
Alle stirre henrykte paa Maleriet. Den Gamle lader Laaget synke.
Valdhornene blæse under Egetræet, ved Gyngen.
283| GYNGESANG
Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
Under Spil og Klang
vore Stole gaae,
med Timernes Gang,
hinanden bagefter,
af alle Kræfter,
uden at naae.
Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
Som lynsnar Piil
fald ned, min Krands!
med behændig Iil,
paa den Lok, som sig slynger
om Pigen, som gynger
i Cirkeldands.
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
Lyd, kielne Luth!
Nu hæver hun sig.
Den söde Glut!
Hendes funklende Öie,
som en Stierne i det Höie,
skuer ned paa mig.
Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
Jeg kysser dig, Luft!
Her aanded hendes Mund
Blomsterduft,
for en liden Stund.
Livsalige Sted!
Men Klokken ringer!
Ak! ud hun springer.
Ei længer ned!
Ei længer op!
Jeg fölger dit Fied,
dit svævende Fied,
du Rosenknop!
