Her, under Egenes Lye, hvor Vinden vifter saa kiöligt,
ville vi sætte os ned om det simple, landlige Træbord,
som af to Pæle bestaaer og tvende hövlede Bræder,
meget behændigt af Snedkren med Fiirtomme-Söm sammenföiet,
paa den rolige Bænk, som ogsaa bestaaer af to Pæle,
men kun et eeneste Bræt, et Bræt altsaa mindre end Bordet.
Mikkel! du herlige Kudsk, som styrer de vælige Heste,
286|gier dem med Pidsken et Rap, og siger: Hyp! Hyp! Vil I
löbe!
derimod klappende dem saa broderligt, naar de har udtient,
mens den kleiede Skofte du stikker i fraadende Munde,
Mikkel! stiig op paa Hiulet, det rullende, hæv dig paa Vognen.
Tag os en Skinke, vorLax, vort Senop, vort Bröd og vort Saltkar.
Glem ei vor Kalvesteeg, du! og vor Sösterkage, bestövet
med det hvideste Sukker, der kiöbtes hos Rafinadeuren,
af Cathrina, den troe, den huslige Pige, som tiente
för hos en Skrædder, men nu til sidste Skiftetid skifted,
og af os blev modtaget formedelst sit herlige Skudsmaal.
Saadan talede du, ærværdige Husfader Morten!
Trak saa dit Vær, og tog af lommen en Rixdalerseddel,
287|hvorpaa med yndige Træk stod meget zirligen skrevet.
Naar forlanges betaler den hafniensiske Banqve
Een Rixdaler, skriver en Rixdaler mod denne Seddel;
midlertid validerer Sedlen, mens den existerer,
uden videre Paategning eller Endossementer,
Sagde saa: Mikkel! gaae hen og byt den i klingende Mynter.
Her kan ei giöres et Skridt, naar ikke man griber i Lommen.
Og den ærlige Mikkel tog Sedlen i barkhaarde Næve,
saae hvad i Randen der stod om Ære og Liv og Formue,
gyste i det han gik bort, og tænkte: Vor Herre bevares!
Midlertid den geskiæftige Hustrue dækkede Bordet.
Skienkte sin Husbond en Dram, i den lille sölverne Tumling,
288| som af sin Moster hun fik til Brudegave om Morgnen,
for i dens Dyb at drukne de ægteskablige Sorger.
Derpaa spiste de alt hvad de kunde (o troe mig Fremtid!)
Brugte saa Lommetörklædet for ikke at smudske Salveten –
drak saa atter igien, og spiste saa atter og drak saa,
mens den eenöiede Spillemand gned paa Fiolen som havde
ikkun af Strenge tree, thi de andre var sprungne for Manden.
Men de agted det ei, thi det ufordærvede Hierte
bryder sig ei om en Streng, seer ikke paa saadanne Smaating!
