OLUF (allene)
Med Skræk idag jeg nærmer mig, med sagte Trin,
Den Hule, som i femten Aar mit Blik ei saae;
Hvor Havets Frue bragte den Fortvivlede
Til Lyset atter; hvor hun tog Vantrevningen
Af Olufs Arm, og rakte den til Fiskeren.
Den Skam, som holdes hemmelig, er evig Skam,
Og farver Kinderne med sit dunkle Valmublod
Hvergang den mindes. - Her jeg Tangkiær Eden
svor,
At hade Helge, hade Helges Slegfredbarn;
At skiænke hende Hævnen. - Femten Somre svandt
Frydløse, uden Blomst for mig; skiøndt atter
klædt
I Silkekiortel, med det blanke Staal paa Bryst,
Og Tindingen krandset med den gyldne Kongering.
Som Ørnen, før, der føler i Naturen sig
Dens Herrefugl, forlader let sin Rede hist
Paa Klippen; flagrer over Skov, langs Kysterne
Paa Jagt, let baaret af sit strakte Vingepar,
Saa stormed Oluf før til Dyst; - nu daler hun!
Og tungt især idag det bange Hierte slaaer.
En Havmand banked paa mit Buur ved Midienat,
Jeg aabned det; da stod han med sit sorte Skiæg
Halvreist i Vandet, gav mig en Blodmuslingskal,
Og sang: Fru Tangkiær venter Dig ved Hvælvingen
Før Sol gaaer ned i Morgen. - Rædsomt hvælver
sig
Den mørke Hal som Helheim. Intet Godt den
spaaer.
Det blinker svovlblaat giennem Hulen; Torden
lød.
Hun kommer - ha jeg frygter hendes Øiesyn.
Kom hun dog som en Qvinde skiøn, som før hun
kom!
Jeg frygter hendes Slangekrop. Der er hun alt!
En deilig Viv; men Falskhed under Hiertet
slaaer;
90|Og sine grønne Lokker dækker snildt hun med
Guldvirkte Næt, bekrandst med Sivets
Purpurblomst.
TANGKIÆR (kommer)
Velkommen Oluf, ved min kiølne Sommerhal!
Hvi est Du bleg? Har Aftenluften rystet Dig?
OLUF
Jordfarven blegner i de stærke Straalers Skin.
TANGKIÆR
De kolde Bølgers Dronning straaler ei med
Glands!
Med Høflighed undskylder Du din Skræk, for mig.
OLUF
Naturlig er min Ængstelse. Tilgiv mig den!
TANGKIÆR
Du skiælved ei, da Dolken af din Haand jeg rev,
Og bar Dig giennem Vandet til min Perleborg.
OLUF
Tvivl ei om min Taknemlighed! Jeg føler dybt
O Frue, hvad Du virket har, til Held for mig.
TANGKIÆR
I femten Somre jeg forstyrred ei din Ro;
I femten Somre nødst Du Frugten af mit Værk,
Nu stunder Tiden, Oluf, til Betalingen.
OLUF
Jeg er Din Skyldner.
TANGKIÆR
Mindes Du den Eed, Du svorst?
91|
TANGKIÆR
Jeg aabned Dig en Aare paa
Dit Bryst; da farved Du med Pegefingeren
Dit Øielaag, og svorst at atter Gravens Nat
Dig Øiet skulde dække med sit Ravnemørk,
Hvis ei min Villie føielig Du efterkomst.
OLUF
Jeg svor at hævne Dig og mig paa Halfdans Søn.
TANGKIÆR
Du svorst at hade Dit og Helges Slegfredbarn.
OLUF
Den Eed var overflødig. Det var hadet alt.
TANGKIÆR
End viste Du ved Daad det ei. End var Dit Had
Et Sædekorn, men uden Frugt. Vel, Oluf, vel!
Jeg veed at Sædekornet mægter mangt et Aar
At ligge dødt som Stenen paa sit Giemmested,
Til Fugtigheden kommer til, da spirer det.
Her er jeg! Regnen falder paa det tørre Frø;
Nu lad det skyde seirende, med friske Skud.
TANGKIÆR
Først at Du skalst Din Datter see.
92|
TANGKIÆR
Nei. Hun er lyksalig hisset, hos
Sin Pleiefader, munter i Naturens Skiød.
TANGKIÆR
Lykken agter ingen Rang.
Maaskee henrykkes meer hun af sin
Muslingstrand,
End Du, af Kronens ægte Perler. Hør mit Bud!
Du kalde skalst Din Datter til Din Kongegaard.
OLUF
Jeg aabenbare skal -
TANGKIÆR
Frygt ei! Som Tærne hid
Du kalder hende til Din Borg; det staaer Dig
frit
At vise hende dyb Foragt; men vogt Dig dog
At saare hendes høie Skiønhed.
TANGKIÆR
Som Helge var, da Ynglingen besøgte Dig.
TANGKIÆR
Vogt Dig for at saare den;
Thi hvis min Ravn har sagt mig sandt, saa vil selv
den
Os hævne meer, end selv maaskee vi mægtede.
93|
OLUF
Dit Ord er mørkt som Natten.
TANGKIÆR
Dagen kommer snart,
Saa faaer Du Lys.
OLUF
Jeg sende vil min Kammersvend.
TANGKIÆR
Bliv her! Jeg har igaar alt Budet sendt for
Dig.
Du finder Yrsa med den sølvgraa Fisker her
I Lunden ved Din Kongsgaard. Lad ham sige nu
Sit Barn Farvel, og vandre til sin Skov igien.
Hun bliver hos Dig.
TANGKIÆR
Hvad Skiæbnen vil.
Kun mind Din Eed! Forraad Dig ei, i hvad der skeer.
TANGKIÆR
Jeg saae inat ved Maanens Skin
Kong Helges Drage suse hen ad Bølgerne,
Med Silkeseil, Guldmaster. Hvis han giæster
Dig,
Hold gode Miner; hvad han beder venligt Dig -
Afslaa ham intet!
94|
TANGKIÆR
Vi kan ei dræbe Fuglen i sin høie Flugt;
Men Fælden kan vi stille snildt. Indløber han
Da er han vor.
OLUF
O hævn mig, Du Sivkrandsede!
TANGKIÆR
Beed ei derom! Hav selv kun Mod i Hævnens
Stund.
TANGKIÆR
See - Du har Villie, som hvert Jordens Barn.
Jeg mægter intet over den; giør hvad Du vilst;
Men - hvad Du skylder Tangkiærs Kraft, kan atter
hun
Berøve Dig. Du takker mig for Liv og Magt
Og ærligt Rygte. Sviger Du Din Eed? Velan -
Da svømmer atter Du i Bølgens falske Favn,
Hvor selv Du nedsprangst. Neppe findes da mit
Slot;
Den blege Død vil drage Dig til Helas Sal.
Da lyder og Din Skiændsel vidt paa hver en
Kyst;
Foragtet er Dit Minde; Ørnen hugge vil
Dit ubegravne blege Liig paa Saxens Strand.
TANGKIÆR
Jeg vil skaane nu. Brødst Du Din Eed -
Da skaaner intet. Odin kan ei redde Dig!
95|
TANGKIÆR (Hun gaaer ind i sin Hule. Oluf
til BorgenFolkvar kommer fra Skoven med
Yrsa)
Det varst Du og, da Helge Du forhaanede.
YRSA
O skiønne Borg! Hist taarner den med sine Spir.
FOLKVAR
Fornøier Dig at see det store Kongeslot?
YRSA
Ja! Solen blinker i de røde Haners Guld.
FOLKVAR
Har Reisen ei, min gode Datter, trættet Dig?
YRSA
Hvor kunde den? Jeg sad som i et Jomfrubuur
I Kurven, tættet med det tørre Sommermus,
Og sov paa Bolstret, medens langsomt Øxnene
Mig droge paa de lette Hiul. Men at ei Du
Est træt min Fader, som inat gik Fod for Fod,
Og stanged dem med Kiæppens Odd, det undres
mig.
FOLKVAR
Let var det Roer at styre. Lune Bøgeskov
Har ingen Storm og Bølgeslag. Gid aldrig meer
96|En Nat mig havde kostet Slid, for hiem at
faae
Min Baad i Vigen.
YRSA
Jeg er ung, og taaler ei
Hvad Du med Snee paa Tindingen kan smile ved.
FOLKVAR
Det spæde Blomst misunde Jernet ei sin Kraft.
Du est en Mø! Din Skiønhed smigred Faderen;
Og skiøndt Du kun est Hyrdepige, søgte jeg
At skaane Dig dog Farverne, for Dag og Nat.
Din Arm er hvid, og hvid Din Haand, som
Dronningens.
YRSA
Min Fader, siig! hvad har bevæget Oluf vel
Til dette Bud? Hvi kalder hun til Borgen os?
FOLKVAR
Jeg veed det ei; men frygter, mit hiertelskte
Barn,
At denne Dag adskiller fra Din Fader Dig.
YRSA
Ha! hvilken Kraft formaaer at skille
Kiærlighed?
FOLKVAR
Ei vore Hierters Følelser; de skilles ei.
YRSA
Hvad Grumhed bringer Oluf til saa haardt et
Bud?
FOLKVAR
Ei Grumhed, Yrsa, Godhed vel var Skyld deri.
YRSA
Kan Godhed rive Datteren fra Faderfavn?
97|
FOLKVAR
Hun har Dit Skiønheds-Rygte hørt; nu kaarer hun
Dig sikkert her, og fæster til sin Jomfru Dig.
YRSA
Og giærne vil jeg vorde det, naar ogsaa Dig
Kun skiænkes maa et Opholdsted i Borgens Gaard.
FOLKVAR
O Yrsa! glemmer Du saasnart Din Hyrdestand?
YRSA
Tit stod for mig i Drømme, Fader, denne Borg;
En deilig Qvinde smykte mig med Hermelin.
FOLKVAR
Og Dine Krandse? Dine Lam i Dalens Skiød?
Din lille Baad, Din Angel og Dit Fiskernæt?
Saa hurtig lokker Pragten Dig fra Din Natur!
YRSA
Naturen blomstrer ogsaa her. Den skiønne Pragt
Er selv Natur, og straaler som dens Ypperste.
FOLKVAR (afsides)
Ha Ørneungen føler snart sin Vinges Kraft,
Blev Ægget end paa Stranden dybt i Sandet
skiult.
YRSA (Dronning Oluf kommer med
Følge)
Hvo er den skiønne Frue, som hist nærmer sig?
FOLKVAR
Bøi ydmygt Dig, min Datter, for den Kronede.
98|
YRSA
Nei, knæle Fader er ei smukt; jeg hilse vil.
Men hun er stolt; hun hilser venligt ei igien.
OLUF (med et stivt Blik paa Yrsa)
Er det Din Datter, Fisker?
FOLKVAR
Det er Yrsa, - som
Du fordret har at see, min Dronning, paa Din
Borg.
OLUF (afsides)
Ha Helges Billed! Voldsomt efter femten Aar
Opkoger i mit Hierte dybt Forbittrelsen.
FOLKVAR
Knæl Yrsa! see hun mærker Din Hovmodighed.
YRSA
Nei! Slaven knæler; ei Thuiskons frie Blod.
OLUF (til Yrsa)
Hvor gammel est Du?
OLUF (afsides) (Høit)
Saa længe laae
Min Hævn i Dvale, skamløst, før den vaagnede.
Det Barn er smukt; ret smukt; men ei et
Bondebarn.
99|Hun kneiser altfor dristig med sin
Fiskerhat
Paa gule Flætning. Skam Dig, dovne Pige, Du!
Er det en Hud for Bønderbørn paa Hænderne?
YRSA (beskeden)
Jeg var ei doven, ædle Dronning.
OLUF
Og hvori
Bestod Din Flid?
YRSA
Jeg Hørren spandt i Vinterqvel;
Om Somren planted Urter jeg og fiskede,
Mens Fuglen sang, hver Morgen og hver
Aftenstund.
OLUF
Ei Trælledont bedrevst Du da.
YRSA
Min Fader er
En vakker Sømand, fri som Østerhavets Vind;
Forbunden Dig ved Troskabseed; men ei Din Træl.
OLUF
Hvo lærte Din uvorne Mund slig Dristighed?
YRSA
Jeg taler Sandhed, ei kan den fornærme Dig.
OLUF
Og om nu Folkvar - Folkvar er en Vikingsmand,
Hans Stand er fri, som Havets; - men om Folkvar nu
-
Jeg sætter - ei Din Fader var; hvad varst da Du?
100|
YRSA
Hvi sætter Du Umulighed?
OLUF
Jeg vil et Svar!
Ifald Din Moder tidlig havde Dig forladt
I - Trællestand! hvad varst da Du?
YRSA
Ragnhild var fri!
Ak tidlig har, ved Døden, hun sit Barn forladt;
Men ei af Valg.
OLUF
Og hvis af Valg? Af Egensind?
YRSA
Hvordan? En Moder grumt forlade Fosteret
I fremmed Vold? Ei følge Driften, som Natur
Har plantet selv i Biørnens og i Ulvens Blod?
Umuligt! - Lossen, med sit røde, skiælne Blik,
Saa lysten som hun venter Rov, forlader dog
Ei Ungerne; hun slikker dem, hun bringer dem
Smaavildtet ned til Hulen. Skulde Qvinden da
Forlade Noret? Aldrig! - O min Dronning, nei!
Du kiænder ei Naturen ret, blandt Mænd og Krig.
Ak! saaest Du Fuglen lære hist paa Redens Rand
Smaavingen flyve! Saaest Du Gaas og Giæslingen;
Ja Myren selv, naar Tuen man forstyrrer, hvor
Hun ængstlig slæber ned igien de hvide Æg -
Du tvivled ei om trofast Moderkiærlighed.
OLUF
Men tænk dog slig forunderlig Undtagelse!
At tidlig dog Din Moder havde svigtet Dig?
Siig! Elskede Du derfor barnligt ligefuldt?
101|
YRSA
Jeg elske den, hvis Hierte var Ukiærlighed?
OLUF
Du haded hende selv, maaskee?
YRSA
Jeg veed det ei;
Men gyselig er Tanken mig; og Rædsel blot
Ved Forestillingen reiser mig mit Hovedhaar.
OLUF
Befaler ei Naturens Love Barnets Bryst
At finde sig i Villien hos Forældrene?
YRSA
Ei den var Moder, som mig under Hiertet bar,
Men den, som fostred kiærligt mig ved Dag ved
Nat,
Og skiænkte mig sin Glædes og sin Kummers
Graad.
OLUF (afsides) (Til Yrsa)
Ha Slangeæget svulmer alt, og giærer med
Den Gift, som ei endnu har Braad. Hvor stolt hun
staaer.
Og maaler mig med Blikket, som da Helge stod
Paa Dragens Dække, for den Dybtnedknusede.
Mit Spørgsmaal, Yrsa, viid det, var ei
hensigtløst.
Du elsker Folkvar; elsker Pleiefaderen
Saa høit som Fader; meer end Moder; naar hun ei
Tilbørlig Dig opfostret har ved Ammebryst.
Dit Sind er kiækt; Du skiælner ei; det raske
Blod
Paa Kinden ei tillader Dig den Tanke først,
Om Nød maaskee var meer end Hadet Skyld deri.
Velan, saa vil jeg tilstaae Dig, at Døden har
Adskilt Dig fra Din Moder spæd. Du est min
Træl!
102|Trælqvinden har for femten Aar til Verden
bragt
Dig i min Kongsgaard, kiøbte med sin Død Dit
Liv.
Jeg ynktes over Dine Dages aarle Nød
Og gav Dig hen til Fiskeren. Tro derfor ei
At Du est fri! Livegen est Du evig mig. -
Idag tilbagekalder jeg min Eiendom!
YRSA
O alle Guder! Har jeg hørt - hvad talde Du?
FOLKVAR
O ædle Dronning! skaan den Yndigtblomstrende.
OLUF
Livegen er hun evig mig. Saa har jeg talt.
Jeg overgav det spæde Noer Dig i Din Vold
For femten Somre siden, i Sivkurvens Skrin.
Nægt, hvis Du vover! - Skiælv, ifald Du taler
meer,
End Eden og Din Dronnings Bud tilstæder Dig.
FOLKVAR
Ak, mit Barnjeg - kan det ei!
FOLKVAR
Livegen est Du
Dronningen.
103|
FOLKVAR
Din Pleiefader evig kiær.
FOLKVAR
Ædel er din Siæl og fri.
YRSA
O slug mig, dunkle Mørke, med en evig Nat!
FOLKVAR
Fat Mod, min Datter! Ædle Dronning, skaan mit
Barn.
Du est mit Barn. Jeg vidste, hvad Du nu først veedst,
Og ligefuldt Din gamle Fader elskte Dig.
YRSA
Hvi bandst Du op
Til Ranke, hvad af Skiæbnen var bestemt, som
Trævl
At slynge sig paa Jorden, mellem Tidslerne?
OLUF
Din Stolthed, Yrsa, saares ved hin Tidende,
Forresten intet. - Frygt ei! Du tilhører mig;
Og Oluf vil behandle vel sin Eiendom.
Som Tærne hos din Dronning har Du bedre Kaar,
End fri, bag Tangets lave Tag, hos Fiskeren.
YRSA
O laae jeg fri paa Havets Bund i Bølgerne!
OLUF
Der laaest Du, hvis ei Oluf havde reddet Dig.
OLUF
Saa lønner Du Velgiærningen?
YRSA
Hvormed belønner den, som selv Sletintet har?
OLUF
Betænker Du Dig længe paa, hvem, mellem os
Du følge skal? Om Oluf eller Fiskeren?
YRSA
Har jeg et Valg? Jeg er din Træl! Vel, Dronning,
tag
Din Eiendom. For mig er ingen Glæde meer.
Om her, om jeg i Fiskerhytten sørger hen
Mit unge Liv - hvad Forskiæl? Meer Naturen har
Ei Lyst for mig. - Saae jeg den muntre Fisk i
Vand,
I Skoven Hiorten, Fuglen under Himlens Blaa -
De mindte mig kun smerteligt om mine Baand.
Saa lad mig visne bleg da, som den hvide Knup
Paa Tornebusken! Snart vil en veldædig Blæst
Afrive Bladet; skiænke mig i Dødens Nat
En evig Frihed; - flagrende til Breidablik.
FOLKVAR
Ha grumme Dronning!
OLUF
Tie, forvovne gamle Mand!
FOLKVAR
Dig smerter ei at knuse slig en Ædelsteen?
105|
OLUF
Dens Haardhed, og dens dunkle Glød erindrer mig
Kun altfor stærkt, om Den, der knuste dette Bryst!
YRSA (betragter sine Haar) (Hun knæler)
I lysegule Flætninger! som rigt og tungt
Nedbølge mig fra Skuldrene, saa skal jeg da
Nu Eder miste! Trællen bær ei lange Haar.
Hvor ofte har jeg tvættet Jer i Kildens Væld,
Og ordnet med den hvide Sølvkam Eders Lag.
Hvor øvet var de vante Fingre! Uden Speil
Af Floden og af blanken Skiold, jeg daglig
bandt
De røde Lidser yndigt i Guldflætningen.
Nu skal I meer ei følge mig med stolten Vægt!
Mit Hoved bøier sig for Olufs Herskersværd;
Og nær, til Nakkegruben, som Forbryderens
Der venter Bødelslaget - meier Saxen i
Et Øieblik, de femten Somres rige Flor!
OLUF (afsides) (I det hun vil afklippe Yrsas
Haar, lyner det og Havet bevæger sig)
Ha! disse Lokker kiender jeg. Alt eengang har
Min Finger famlet mellem deres Flætninger,
Da den Forvovnes Hoved laae i Olufs Skiød -
Min blanke Sax afmeie dem til Nidingsharm;
Nu skeer det atter.
OLUF (reiser sig forfærdet, men fatter
sig strax og siger:) (Afsides) (Hun gaaer; alle følger uden)
Gaa! Behold dit Hovedhaar.
Hist nærmer sig min Tærneflok; den siger Dig
Din Pligt, din Dont paa Borgen, din
Bestemmelse.
Tilgiv mig Tangkiær! Iver for at tiene Dig
Nær havde bragt mig til at glemme Løvterne.
FOLKVAR (Kong Helge lander, stiger op paa
Stranden med sine Kæmper, og nærmer sigForgrunden med Reigin Jarl)
Jeg dvæle vil i Borgens tykke Bøgeskov
Og vente der Udfaldet - angst - ei hielpeløs.
Jeg haaber at en stakket Vrede spænder kun
Det altforhaarde Moderbryst; men skeer det ei,
Og stormer Oluf grusomt mod Naturens Pligt -
Saameget veed en Gubbe til sit Hiertes Trøst:
Uskyldigheden finder Hielp hos Guderne;
Men Lasten vender Sværdet mod sin egen Barm!
HELGE
En sælsom Følelse, Reigin, dybt besiæler mig,
Nu, da jeg seer de samme Grenes Flætninger
I Kæmperegen; samme Borg, med sine tre
Forgyldte smekkre Spiir; og Sivet! Bøgene!
Hvor meget har i femten Aar forandret sig!
Naturen ei: Den fælder kun sit Vinterhaar,
Og Lokken krølles atter ung paa Qvistene
Naar Solen varmer. - Mennesket kun blegner, som
Døgndyret. Morgen seer hans Larve; Middagen
Udfolder Elskovsvingerne; mod Aften alt
Er Gubbefluen rynket bleg, og gisper - døer.
End føler jeg mig mægtig i min Manddomskraft -
Men Ungdomsrosenstøvet har alt Skiæbnens Haand
Plumpt visket mig af Sommerfuglevingerne.
Forsvundet, som en Drøm, er nu et daadfuldt Liv
-
Og dybt i Kæmperbarmen blev, for ældre Mand,
107|Kun mørk Erindring, Længsel, og
Sørgmodighed.
Hvis atter jeg skal finde Ro - da er den her!
Thi Olufs Qvide trykte mig paa Barmen tungt
Hver Aften, naar fra Kongesalen Giæsterne
Til Hvile gik; og naar min Smaadreng lyste mig
Med Kiærten til mit Leiested. Da vaagned jeg
Af korten Blund - og skued snart den bugtede
Skiældækte Jomfru - snart med lange hvide Liin,
Og Kinden endnu mere hvid end Linene,
Og Øiet dødt, den skiændte Viv paa Saxens
Strand.
Ei Roskilds Juleglæder, intet Vikingstog
I grønnen Sommer sletted ud hint Billede,
Paa Nattens Baggrund malt af min Samvittighed.
Og derfor, vakkre Reigin, staae vi atter her;
At vide Skiæbnen, hvilken Oluf fristede:
Om hun fortvivlet kortet har sit unge Liv?
Om Fieldets Kløft fra Solen skilte Moderen?
Om Barn blev født? Om Barnet lever? Datter?
Søn?
Om dødt i spæden Alder? Om selv Oluf død?
Alt dette sikkert at erfare slaaer mit Bryst.
Og aabent Helges Hierte staaer for Olufs Qval.
Thi Kummer skiænker Ædlingen Medlidenhed;
Men stolten Hovmod ægger Drottens Heltebarm.
REIGIN
Hist nærmer sig en ædel Qvinde, silkeklædt.
Hun, udentvivl af Kongeborgens Jomfruflok,
Vil bedst om Dronning Oluf her forkynde Dig.
TANGKIÆR (kommer)
Velkommen Helge Halfdans Søn, paa Saxens
Strand!
HELGE
Ha denne Stemme kiænder jeg, og dette Blik.
108|
TANGKIÆR
For sytten Aar, Du skued mig paa Borgens Rand.
HELGE
Hvis da Du blomstred, skiønne Rose, varst Du
Knup.
TANGKIÆR
Ei sunde Skiønhed falmer i saa kort en Tid.
HELGE
Mig tykkes før at jeg Dig saae i Skumringen,
Paa Badekammertilierne, ved Leirekyst!
TANGKIÆR
Ei venligt for min Elskov da Du lønte mig.
Drivskyen vexler ei saa snart, som Mandens Hu.
HELGE
Hvad taler Du om Vægelsind, om Vexlinger,
Som Slange blevst, og bugted Dig fra Bolstrene?
TANGKIÆR
Ei Kiærtegn da Dit blanke Sværd tiltænkte mig;
At end jeg lever, takker jeg min Smidighed.
HELGE
Du spotter end, Du Falske? Skum paa Havet Hig!
TANGKIÆR
Jeg spotter ei, men glæder ved min Redning mig.
HELGE
Forlad mig! at jeg fristes ei endnu engang -
TANGKIÆR
Tæm Helge Din Iilsindighed, den kunde let
Engang i Tiden smertelig forraade Dig.
109|
HELGE
Uhyre! bugt Dig atter hen med Sølverskiæl,
Min blanke Glavind truer Dig af Balgen alt.
TANGKIÆR
O Helge! lær dog eengang viist at tæmme Dig.
Den Hidsighed, som halv tilgives Ynglingen,
Er styg og skiæmmer Synet af den ældre Mand.
HELGE
Forlad mig, eller ved Gud Thor jeg kløver Dig!
TANGKIÆR
Du Svage! varst Du selve Thor, jeg spotted Dig.
Hør mig opmærksom, rolig! Er jeg Emblas Barn?
Som Du af letforgiængelige Kiød og Blod?
I mine Aarer flyder Havets evige
Udødelige Bølger. Agt min Guddomsmagt!
Du daarlig troer, at Tangkiærs Hierte hader
Dig,
Fordi hun vendte sig fra Dine Favnetag?
Og hader da Din Tunge Himbærfrugterne,
Fordi du koldt gaaer Purpurgrenens Vægt forbi,
Naar Du har nydt? Er lædsket? Viid:
Letsindighed,
Som Skum paa Vand, er eengang nu min Siæls
Natur.
Jeg kan ei dvæle; hvis Du ønsker Stadighed -
Søg den hos Stenens Jetter! Ei Havfruerne
Kan skiænke den. Hvi harmes Du? Du nødst hos
mig
Hvad Frode nød; uagtet først i Baalets Brand
Jeg svoer ham Hævn; men - glemte den. Og Helge
blev
Hvad Frode var, og meer: Jeg gav en Datter Dig.
Saa harmes ei fordi Dig Tangkiær koldt forlod.
Tænk Dig i mit Sted! Viid, paa hver en grønlig
Kyst
I Skyggen Ungersvende gaae, som elske mig.
Og dog jeg skulde dvæle hos den Eneste?
Jeg glemte Dig dog ikke; da Din Længsel steeg,
Da sang for Dig den sølverdunte søeblaa Fugl,
Og Oluf Dig erstattede min Favns Forliis.
110|Nu est Du her! Samvittigheden driver Dig;
Du frygter atter at Din Ubesindighed
Har voldt den Arme Døden, Jamren, Skiændselen.
Mig takker Du, at Solen skinner klart paa ny!
Jeg reddet har i Bølgen den fortvivlte Viv,
Da ned hun sprang fra Klipperne; jeg Dolken
greb,
Som trued skarp og blank alt hendes Liliebryst.
Hun eier Riget atter, Skiønhedsroserne;
Og mægtig sidder Oluf paa sin Kongestol.
Forsvunden, som en Drøm, er længst hin
Rædselstund,
Og uden Følger. - Hvis den Skiønne hader Dig -
Om end til Hævn hun aarlig holder høit, som
Fest,
Den Dag, da Du beruust i hendes Favnetag,
Berøvet Lokkerne, bragtes ud paa Skibets Dæk -
Det bør høimodig Du tilgive Qvindens Bryst.
Thi ingen Harm er stor som den, naar Stoltheden
Sig dybt fornærmet føler; uden kraftig Hævn,
Og ufortient. Thi alt for vildt da raste Du!
HELGE
Hun haaner mig endnu med aarlig Skiændselsfest?
TANGKIÆR
Erindre Dig den Skiændsel, som hun fandt hos
Dig!
HELGE
Og Ingen veed hvor dybt ydmyget Oluf blev?
TANGKIÆR
For denne Godhed takker Du kun Tangkiærs Magt.
HELGE
Og Folket kiænder intet til sin Dronnings Skam?
TANGKIÆR
End hædres overalt den skiønne Kongemø.
111|
HELGE
Har ingen Frugt hin Sommernat sig efterladt?
TANGKIÆR
Den svandt i Mulm, og ingen, Drot, var
Følgerne.
HELGE
Saa løste sig min Hævn i Skum elendigt op!
TANGKIÆR (Hun gaaer)
Du finder hende stolt som før. Men Ynglingen
har intet tabt ved brune Manddom. Ogsaa jeg
Kan skumme med min mørke Sø. Havmændene
Da ride vrede Marsviin i Skumbølgerne
Og støde vildt i Sneglehornet. Da forgaaer
Vel mangt et Skib, og Ran paa Dybet fryder sig.
Men Havblik løser atter af min stærke Storm:
Og mere sikker da end Skovens Landevei
Er hist min strakte Sølverflades slebne Speil.
Lad dette Speil Dig tiene til en Lignelse!
Og, da det i Din Magt ei staaer at hævne Dig,
Saa byd den ædle Dronning andengang Forlig.
Maaskee afslaaer hun grusomt ei sin Liliehaand!
Og hvis det skeer, saa vil dog Klogskab sige
Dig,
At Olufs Viin og hendes Sax - er frygtelig!
Læg det paa Hiertet, Helge! Tæm Din Vredesharm!
Thi daarlig er den Mand og meer den Drot, som
svag
Forsøger hvad ham nægtet blev af Nornerne.
REIGIN
Ha falske Vennetale, som med Klogskabs Raad
Vil sindrigt lede; skiøndt kun Hiertets Nag
attraaer
At nedslaae Sindet og forvirre Kræfterne.
112|
HELGE
Hvor anderledes føler jeg mig nu tilsinds
End da jeg kom: det gamle Had er frisket op;
Og Harm er nu, hvad nys var dyb Medlidenhed.
REIGIN
Uvillig har hun ydet os sin Tieneste.
Med lettet Hierte kan Du heise Ankeret.
HELGE
Nu drage bort, og uden Hævn? Tilstæde feig
En Fest, som aarlig bringer mig Forhaanelse?
REIGIN
Lad Qvinden svagforfængelig indbilde sig
Den stolte Seir; Du bedre veedst hvo Seier vandt.
HELGE
Nei Reigin, hele Verdens Kreds maa vide det.
REIGIN
Saa lad Herolder kraftigt varsle Dronningen!
HELGE
Og skulde nu Skioldungen feig bortliste sig?
REIGIN
Tid er engang, at Livet smiler venligt, Drot!
HELGE
Jeg nægter ei, at ofte mig alt forekom
Mit Liv en Ørk, med Tidsler, uden Blomst og
Lyst.
Tit naar jeg stod i Stavnen, medens rislende
Den smalle Kiøl igiennemskar Skumvovens Top,
Og Strandens Lunde ilte mig saa snelt forbi
Med Løv og Skygger - ha, da følte dybt mit
Bryst
Et Savn, som selv ei Ærens Krands erstatted
mig.
113|Mig lærte Tangkiær Vellyst. Vilden
Ungersvend
Kun skued da i Qvindens Skiønhed Maalet for
Sin Attraa, der bruste kort, og hæved ham
Stolt over hende. Men de vilde Glæders Ruus
Bortdunster brat, og efterlader Siælen sløv.
Tit naar paa mine Vikingstog jeg giæsted, snart
En fremmed Konge, snart en Jarl, og saae hans
Viv
Med sædelige Lin, og ædle Jomfruer
Som rakte Hornet mig til Velkomst, medens rødt
Blyfærdigheden farved deres Liliekind; -
Da følte jeg, at qvindlig Adel, gode Jarl,
Fortiente meer, langt meer, end Tangkiærs
Yppighed
Og Olufs Blussen. Langsomt er jeg modnet først;
Mit stolte Hierte blødnedes; da lærte jeg
At Freia, Frigga, Siofna, Valhals Yndigste,
Ei komme selv, men vise sig i Qvinderne.
Og helligt blev mig meer og meer det ædle Kiøn,
Og Lyst jeg følte meer og meer til sødt at gaae
I Lænken, som en Qvindes Blik paalagde mig.
Dog fandt jeg aldrig end, hvad Hiertet ønskte
sig!
Og Tangkiær - Oluf - stod som vrede Spøgelser;
Og vinkte mig fra Yndighedens skiønne Lund,
Til fæle Skygger, tunge Pligtopfyldelser.
REIGIN
Paa hvad Du yttrer smukt og fast med
Skialdekunst,
Min ædle Drot jeg svarer Dig enfoldigt saa:
Den Mand, som eier ingen Viv, kun lever halvt.
Han spilder sig sin Fremtids Haab; og er han
Drot,
Da skader han ei sig blot, men sit Fædreland.
HELGE (Kæmper gaae at adlyde Kongens
Bud)
En Hyrdepige nærmer sig, med hviden Spand
Paa Hovedkrandsens lysegule Flætninger.
Hun skal husvale først mig med en kiølig Drik
Paa Bænken under Bøgeskyggen. Midlertid
Lad giøre klart ombord med vore Takkeltoug,
114|Og Ankersnorens Ringe paa det flade Dæk
Lad ordne smukt, at hurtig nu med første Vind
Den skarpe Jernkrog slippe kan Sandbankerne.
HELGE
Men Du, min vakre Reigin Jarl, kald Pigen hid,
Som hisset alt bag Hasselbusken skiuler sig.
REIGIN
Du unge Pige! Stands Din lette Flugt en Stund.
Hist sidder en vansmægtig Mand, som lædskes
vil.
YRSA
Det skal han strax. Et Bæger hænger lænket fast
Mig ved min Giord, og hisset er et Kildevæld.
HELGE (nærmer sig)
Et Bæger af Din Melk vil bedre styrke vist.
YRSA (forlegen)
Ak beed mig ei, om hvad jeg maatte nægte Dig.
HELGE
Tilhører ei Din Fader jomfru, Giederne?
YRSA
Nei Herre! Ingen Fader meer tilhører mig.
YRSA
Hviler længst i Gravens kolde Skiød.
115|
YRSA (Hun gaaer til Kilden)
Er Tærne, trællefødt hos Dronningen.
Jeg malker hendes Gieder, bringer Melken hiem.
Men vist hun dog tilgiver mig, hvor stræng hun
er,
At lidt jeg dvæler, for at lædske fremmed Mand.
HELGE
Hun Tærne! Reigin, saaest Du før i Kongesal
Saa høvisk Mø? Saa sædelig en Lilievand?
REIGIN
I Sandhed hun er saare skiøn; og Hud og Haar
Kun vidne slet om ynkelige Trællestand.
HELGE
Og hvor hun smukt bevæger sig til Kilden hist!
Hun skyller Bægret! Op til Straalens
Sølverspring
Hun hæver Armen, mere hvid end Vandets Skum;
Og Klippens grønne Vedbendhang forskiønner den.
REIGIN
Og med de hvide Fingre plukker hurtigt hun
Høirøde Himbær, famlende blandt Rankerne.
HELGE
Og rødmer sødt uskyldigt; halv undseelig,
Bedrøvet halv, ved tarvelige Giæstfrihed.
REIGIN
See hvor hun strækker let sig paa den spæde
Fod;
Skiøndt rank og høi, dog ei saa høi som
Rankerne.
116|
HELGE
Hvor meget har et Øieblik opdaget mig:
Sielsadel, Skiønhed, Troskab og Elskværdighed.
YRSA (kommer med Bægret)
Gid denne Drik maa styrke Dig, Du Ædleste!
YRSA
Ja vel, Du Drot af Dannemark.
HELGE (griber om Bægret og hendes
Haand)
Du skiænker mig da hvad jeg her omfatter, Barn?
YRSA
Min Haand og Bægret, ædle Drot, er Dronningens;
Men Kilden springer frit for alle Skabninger,
Af den kan selve Trællen giæste Konningen.
HELGE
Saa huldt, Natur, forener Du det Fierneste!
Og disse Bær?
YRSA
De nippes bort af Skovens Bie,
Saa tør min Haand vel plukke dem. Forsmaa dem
ei!
HELGE
O heller nød jeg Karret her, end Frugterne.
Hvor hvid den er, Din spæde Haand!
117|
YRSA
Nei, rød som Blod,
Den modne Frugt har overplettet Fingrene.
HELGE (til Reigin)
Reigin! er hun et Jordens Barn? Jeg troer det
ei.
Jeg mener hun er Freia selv, Folkvangurs Mø.
REIGIN
Nei, ingen Kunst paatager slig en Skikkelse.
HELGE
Ha Du har Ret! Thi Uskyld og Oprigtighed
Udlyser her af Øiets Blaa.
YRSA
Hvad siger han min ædle Drot?
HELGE
Han siger at Du ligner mig.
YRSA (rødmende)
O troe ham ei!
HELGE
Jo! Frændskab er i vore Siæles lyse Blik!
Og meer har mig den korte Stund at kiende lært
Dig Yndige, end mangt et Aar en anden Viv.
118|
YRSA
Din Røst indgyder mig en sær Fortrolighed.
Men Du est Drot jeg Tærne! Hvilket
Afgrundsvælg.
HELGE
Havde Du
Vel Lyst at drage med mit Skib til Dannemark?
YRSA
Din Slave? Nei, saa heller
dog en Qvindes Træl.
HELGE
Og om nu Helge venlig gav den Kiøbte frie?
YRSA
Saa følger jeg Dig fri med tro Taknemlighed.
HELGE
O Yrsa følg mig! Freia skal berede Dig
En yndig Bolig under sine Hvælvinger.
YRSA
Hvad har jeg sagt! Nei skiænk mig ingen Frihed,
Drot.
Saa heller ærlig Tærne dog - end - altfor frie.
HELGE
Frygt ei! Som Fader skal jeg kiærligt vogte
Dig.
YRSA
Som Fader? Ak det herligt var. Min Fader Du!
119|
HELGE
Og tykkes jeg for gammel Dig til Beileren?
YRSA
Du haaner grumt min ringe Stand.
HELGE (Til Reigin)
Ved Asathor,
Stor var min Lyst at hæve Dig til selve min.
Jeg føler det, Hun er det Billed, som min Siæl
Har evig higet efter og forgiæves søgt.
REIGIN
Vogt Dig, min Drot! Den Gnist, som fænger altfor
let,
Udslukkes let.
HELGE
Frygt ei! Her taler Hiertets Røst,
Ei Sandserne.
REIGIN
Giv Tid, og overiil Dig ei!
REIGIN
Ofte til sin Undergang.
YRSA
Den stolte Dronning nærmer sig. Saae hun jeg
stod
Og talde med Dig Herre, vist hun revsed mig.
HELGE
Hun væbnet kommer, aldrig kied af vilden Færd.
120|Men mindre klæder Spydet nu den Falmede,
End da som Jomfru rosenrød hun Skaftet svang.
EN KÆMPE
Min Dronning spørger, Drot, hvad Dig bevæget
har
Til denne Landgang? Om Du komst med
Herreskiold?
HELGE
Som Ven jeg kom, hvis Oluf mig som Ven vil see.
En Skare Snekker venter hist paa Bølgerne;
Hvis hun vil Kamp.
OLUF (alene)
Ha Tangkiær! hvi befolst Du mig
At hykle Venskab for den Mandjeg hader meest?
HELGE (til Oluf)
Vilst Du som jeg, saa glemme vi hvad længst er
skeet,
Og slutte Fred. Thi Hævnen kildrer Hiertet vel,
Men falder blodigst dog tilsidst paa Hævneren.
OLUF
Tilvisse! Selv naar Nidingsværkets lumskeste
Anslag er lykket, redder dog en Guddomsmagt
Uskyldigheden; skiænker den sin Glands paa ny;
Til Trods for Ærens Morder.
HELGE (til Reigin)
Endnu trodser hun.
Ydmyges skal hun, Reigin! Men den høie Diis
En Tanke falde lod i min oprørte Siel,
Som mildner den og adler Straffen.
121|
OLUF
Helge, siig
Hvad drev Dig efter sexten Aar til Saxens
Strand?
Nysgierrigheden? Ønskte sig Din Grusomhed
En Efterslæt, af Vredens længstfuldendte Høst?
HELGE
Jeg kom at søge Kiærlighed.
OLUF
Den voxer ei
Paa Hadets Klipper.
HELGE
Tit i Klippens golde Rift
Groer Alpeblomsten, savnet i den fede Dal.
OLUF
Sandt nok! Du finder Oluf ei saa mørk og bleg
Som Du formoded. Ei et Gisp fra Skovens Krat
Henlokker Dig til Hytten, hvor Du atter seer
I Pialter den Fortvivlede. Paa hendes Grav
Du ei kan stirre stoltelig; ei ynke høit
Fra Klippen den i Bølgen Dybtnedstyrtede.
Hun lever, blomstrer; eier Kronen, stolt som
før.
HELGE
Ei Nag, men Medynk bragte mig fra Issefiord.
OLUF
Hvem ynkte Du? Dig selv, Du Titbedaarede?
HELGE
Nei Dig, hvem ingen Kummer lærte Klogskab end.
OLUF
Misunde min Lyksalighed - det kunde Du!
122|
HELGE
Beklage kan jeg kun Din Stoltheds Overmod.
OLUF
Komst Du, at bede Saxen om, ei meer med Fest
At hædre den i Lædersæk Beegkronede?
HELGE
Hvis Skam var størst, det veedst vel Oluf selv, Du
bedst.
Men kiæk paa Mandens Høimod, der ei røbe vil
En Qvindes Svaghed, bygger Du Din hele Trods.
OLUF (fatter sig)
Jeg trodser ei. Forlang en Gunst; og hvis den
staaer
I Olufs Magt, da skal den ikke nægtes Dig.
HELGE
Dit Tilbud, Dronning, tager jeg med Tak imod.
OLUF
Hvad ønsker Du? Har Du ei alt, Du Mægtigste?
HELGE
Jeg mangler end, hvad sexten Aar jeg manglet
har.
OLUF
Den kræver Du af Olufs Haand?
HELGE
Jeg kom, en gyldenlokket Svend, for sexten Aar,
123|Med Blus paa Kind, med Flammer i mit unge
Bryst,
At søge yppig Skiønhed for min Lidenskab.
Du stodst i Blomster, Lilien liig, paa Taarnets
Rand.
Jeg saae Dig, og forlangte Dig - den
Blomstrende!
Dit Septer ei, Din Yndes Rose lokte mig;
Og før jeg kiendte Rang og Stand, var Helge
Din.
Ei Danmark var det beilende til Saxens Land,
Som Snekken bragte. Svenden loved Jomfruen!
Men stolt hun var, med Freias Luer ubekiendt;
Og spottende den unge Beilers Dristighed,
Beskiæmmed hun hans Tillid; - og med bitter
Seid,
Troldqvinden liig, til Had hun trylled
Kiærlighed.
Da fnyste han og raste. Tak den Svømmende
Paa Bølgen for Din Redning. - Hist paa Himlens
Blaa
Har midlertid sin hvide Maane Maanegarm
Heel tit forfulgt; - og Maanen saae, skiøndt
flygtende,
Skiøndt vexlende sin Skikkelse for Slugeren,
Min Længsel med Medlidenhed. - Da brunte sig
Mit gule Haar, alvorlig blev min Siel og mørk;
Og hvad tilforn kun Sandserne forlangte sig,
Det ønskte nu mit Hierte. Sælsomt, underfuldt,
At samme Strand skal vise mig alt andengang,
Min Higens Gienstand, yndig i et Øieblik!
Thi her hun staaer i Dine Qvinders tætte Kreds.
Skiøndt prægtig ei, som Rosen mellem Lilierne,
En bly Viol, i Græsset skiult; men sød af Duft,
Og frisk som Duggens Perler, der besprængte
den.
Jeg beiler nu til Rang og Land saalidt som før;
Land har jeg nok i Østersøens Blomsterøer,
Og ingen Grændse kiender Havets tappre Søn.
Lidt agter jeg en Qvindes Kaar, hun faaer sin
Rang
Ved Ægtestanden; Manden hæver Hustruen,
Som Egens høie Stamme Vedbendrankerne.
Og derfor strængt jeg holder til Dit Løvte mig,
Og beiler høit, for alle Kæmper, alle Møer
Til - Yrsas Haand! - naar Du har hendes Lænker
brudt.
124|
OLUF
Du beiler til min Trælleqvindes Yrsas Haand?
HELGE
Den er ei Træl, hvis Siæl er reen og brødefri.
OLUF
Hvad lærte Dig at kiænde denne rene Siæl?
HELGE
Et Øieblik. Behøver hellig Uskyld meer?
OLUF
Og saa letsindig styres Du af Hændelsen?
HELGE
Ved ængstlig Vragen svandt alt femten
Ungdomsaar.
OLUF
Saa lidet stolt vanærer Du Din Kongebyrd?
HELGE
Just stolt! Sædvanen fængsler ei en Leiredrot!
OLUF
En Dronning fandt da Danmarks Drot i Saxens
Træl?
HELGE
Til Løn, for hvad i Saxers Dronning først han fandt!
OLUF
Nu ved min Faders mosbegroede Bautasteen,
Nu er hun Din! Jeg skiænker Dig den D eilige.
HELGE
Og ved min Faders Halfdans Hævn jeg takker Dig.
125|
OLUF (Afsides)
Træd Yrsa frem, og viis os Din Fortrinlighed!
O Tangkiær nu forstaaer jeg Dig, Du Skummende!
Du kiøler Hævnen - gyseligt! - men kiøler den!
HELGE (Han lægger Sløret over Yrsas
Hoved) (Med et foragteligt Blik paa
Oluf) (Med Ømhed til Yrsa)
Hvis hun er min, tillad mig da o Dronning strax
At skalte med min Eiendom. Det blanke Staal
Ei taaler Dugjomfruelig Blyfærdighed
Ei Mængdens Øie. Reigin, ræk mig hid det Slør
Med Guld indvirket, som vi tog fra Vikingen.
Saa skiuler jeg for Spotterne Din Rosenkind
Og hæver Dig i Herrestand. Du est min Viv.
Svar ei, o tael ei. Ræk mig kun Din Liliehaand,
Hvis Du bifalder Helges Ønske. Somrens Blomst
Forsmaaer jo ei Formæling med den brune Høst,
Naar Solen stadigt skinner paa et spraglet Løv,
Og Maanen smiler Elskov i dens Aftenstund?
Forskræk Dig ikke ved en Sømands raske Valg.
Lang Tid behøver Venskab, kort kun Kiærlighed.
I Kronens Guld jeg fandt en daarlig
Glimmersteen;
I sorten Flint af Kalken skiult en Diamant.
YRSA
Naturens Røst befaler mig at lyde Dig;
Men Hiertet gyser. Ædle Drot! vær ei saa snar!
Lad Eftertanken skiænke Dig Besindighed.
HELGE
Nei Yrsa! ogsaa Lidenskaben har sit Krav.
Den nyder slet og glædes svagt, som evig kold
Kun overveier. Freia rører Hierterne
Med Øieblikket. Følger Du ei hende blindt
126|Om selv paa Randen af det farligt steile
Field,
Saa føler Du ei Kiærlighed.
HELGE
Ha elsker Du en anden Svend?
YRSA
End slog mit Bryst
For Ingen, som for Dig det slaaer. Jeg føler
dyb
Beundring og Hengivenhed! Jeg følger Dig
Som Lammet følger Moderen; og fatter klart
At skilt fra Dig vil sikkert Længslen dræbe
mig.
HELGE (Han gaaer med Yrsa og sine
Kæmper til Stranden; Oluf med sit Følge til BorgenHavfruerne komme fra Klippehulen
og Stranden)
Saa est Du min, trods hver en Frygt, trods hver en
Spot.
Ræk mig Din Haand! og følg mig ud paa Bølgerne,
Der venter Odins Præst med Offerhornet os;
Og næste Morgen skuer Dig som Helges Viv.
Ei Tid vi Sværmen give til Forundringer.
Om hvad der skeer bevæger sig kun Daarens Mund;
Til hvad der er skeet vænner snart sig Verdens
Kreds,
Og seer i selv et Under det Sædvanligste.
FØRSTE SKARE
Med langsom List Flodernes Dronning
Hævner Ymerkæmpe;
Ham, hvem grumtfordærvende Guder
Sloge med blodige Sværde.
Thi længe før Børs og før Bures Æt
127|I Ginnungagap han herskende strakte
Giennem Afgrundsvælget sin Kæmpekrop.
Thi ham undfanged Kuld ved den befrugtende
Gnist,
Og hans Ledemod avled
Med sig selv vidtherskende Jetter.
ANDEN SKARE
Men Isens Tø trylled Audumble
Frem. Af klaren Saltsteen
Haaret først, og Hovedet siden
Slikked den Yverbespændte.
Da Odin sprang frem med Vili og Vee;
Med forbittret Harm mod Kæmpen de stormed,
Og for Asasværdene Jetten sank.
I hans rislende Blod, ak, da Hrymthussernes Æt
Saa utallige drukned.
Med sin Viv kun flygted Bergelmer.
FØRSTE SKARE
Stoltelig nu, stoltelig skabtes
Af hans Been, hin vældige Kæmpes,
Af hans Kiøds stærktrevlede Sener,
Af hans Tand, ja selv af hans Bryn
Denne Jords blomstrende Bierge;
Mig forhadt dybt i mit Bryst.
Af en Helts Levninger bygged
Guder med Pral smaalige Værk.
Bergelmers Æt flygted forfulgt.
Huler og Havklippernes Grund
Er nu ene for dem Bopæle. Men snart
Vil fra Muspelheim Surtur,
Og din Skræk, Thor! fra vort Hav
Jormungard hævne med Fenris
Stolt Frostkæmpernes Haan.
ANDEN SKARE
Dybt i vort Havs Mørke nedstødt
128|Vi forsmaae ei Hævnen som vinker.
Hvor en Mands vidtskuende Norne
Har os viist Vei til hans Fordærv,
Hendes Vink da gierne vi følge;
Uden Ynk ham bringe vi Qval.
Thi med Jernlænkerne bundet
I sin Hal dog Surtur hver Nat
Pøndser paa Straf; sender sin Røg
Giennem din Rift, Hekla! med Knald.
Men snart styrter den frem, med Flammer; men
snart
Skal dens Lue fortære
Himlens Broe; da svulmer med Skæl-
Brynier, kraftigt at stride
Høit Havfruernes Hær!
TANGKIÆR
O mine Søstre! fatted I Kiærlighed,
O føled Elskov Du Skælbedækkede!
Havde Du kiendt en Beiler, som Frode;
Da Taarer vist med Længsel Du fælded, som
Tangkiær; tolked sødt ved din Strængeleeg
Mangen Aften din svulmende Vemod.
Thi fyrigt i Almeskyggen han favned mig;
Og stolt jeg var, at elskes af Skioldungen;
Alterne flammed til Tangkiærs Ære.
Men dybt i Flammen, som Flammen der qvalte ham,
Han sidder i Hal hos Utgardiloke;
Og stirrer hen med Øinene blodige,
Bleeg, i de slangebehængte Sale.
Men Utgardiloke har lovet mig Frode fri;
Har lovt at skiænke mig Frode paa Bølgerne;
Men uden Tangskiæg: deilig som Leiredrot,
Deilig som før, med en Kongekrone!
Hvis ene det lykkes Tangkiær, den Smægtende,
Reent af Jorden at udrydde Skioldungers
Æt. Thi hielper mig, kiærlige Systre!
129|
HAVFRUERNE (Der blæses i Horn fra Kong
Helges Skib)
Nu græm Dig ei meer! Alt en bælmørk Sky
Høitsvanger med Lyn lumskrugende staaer
Over Helges Mast. Ha Vredens Søn,
Hvi ægged Dig Harm? Hvi opsvulmed Du vildt
Havfruer til Hævn? - Ei Odin, Thor,
Nu formaae Dig Smerten at lindre.
Vee Halfdans Søn! Ei lyster mig meer
Dig at see, naar Fortvivlelsen kalker din Kind.
Høit imod Stiernerne, Drot, vildt stirrer dit
Blik,
Naar din Qval Dig Nornen forkynder!
TANGKIÆR
Hør Hornets Klang!
Det er holdt det usalige Bryllup!
HAVFRUERNE (De forlade Skuepladsen) (Dronning Oluf kommer fulgt af en
Kæmpe)
Oluf fra taarnede Kongsgaard
Grublende tankefuld
Nærmer sig hist.
Alt Fortrydelsens dødlige Bleghed
Farver den nysblussende Kind.
Forsilde! Forsilde!
Brøden er skeet!
I vor fugtige Hules kiølige Strømme
Dukke vi ville, Vandfuglene liig;
Titte med Smil giennem hvislende Blade,
Lytte til Qvalen, plaske med Fryd.
Lee og giøe, Havhesten bestige,
Tumle paa Bølgernes Top!
Blæse paa Sneglehornet og synke
Froe i det yndige Skum.
OLUF
Har min Herold besteget alt Kong Helges Skib?
KÆMPEN (Hun vinker, han forlader
hende)
Tilbage hist han nærmer sig med Konningen.
OLUF (ene)
Det gik for vidt! Naturens Indvold taaler ei
Slig rædsom Gift; den vægrer sig med
Krampetræk.
Ei Overlæg, men Heftighed forførte mig.
Kan qvindlig Stolthed taale vel en Mands
Foragt?
Og femten Aar har ei formaaet at kiøle din
Hævnlyst, dit Had til Qvinden; Uforsonlige!
Men hvad har da den evige Natur forbrudt?
Hvad kan den for at Manden raser? Skulde nu
En Kæmpes Haan mod stolten Skioldmø trylle frem
En Hævn, hvorfor selv Sol og Maane skiulte sig?
Nei, evige hvidklædte Piger! Skiæbnens Møer,
Som stirre ned i Urdurs Brønd, det seer I ei.
Slig Skiæbne spinder ei paa hendes Væverstol
Den blege Skuld. Før vrister Thor min Egeskov
Af Jorden; planter Toppene som Rod i Muld;
Før størkner Havets Bølge, som et levret Blod -
Før Faderen - - Og Guder! hvis det alt var
skeet!
Kold Gysen lammer mig hvert Lem. - Hist kommer
han!
Vredladen den Elendige! Opbragt, fordi
Jeg river ham Giftbægeret fra Læberne.
HELGE (kommer)
Hvad vilst Du mig? Du evige Forfølgerske?
Misunder Du i Yrsas Favn min Glæde mig?
131|
OLUF
Du Nattevandrer! veedst Du vel, at blind Du
gaaer
Paa Afgrundsranden? At det koster mig et Ord,
For strax maaskee i Fieldets Dyb at styrte Dig?
HELGE
Saa siig Dit Ord, og skaan mig for hvert
Følgende!
OLUF
Usalige! først siig Du mig: Er Yrsa Din?
HELGE (Oluf skiuler sit Ansigt)
Aldeles. Lofn har hørt os sværge Løvterne;
Thor saae os tømme Bægeret; og Freia loe
Med Stierneblik til Elskeren i Brudens Arm.
HELGE
Hvi skiuler Du Dit Ansigt i Skarlagenet?
Fordreies det og blegner af Misundelse?
OLUF
Skumle Nat! nu lad din sidste Stierne hylle sig i
Mulm!
Ryst Natur! lad Jorden gyse iiskold til sit
Inderste.
HELGE
Dine blege Læber skiælve, Ordet nægter dem sin
Lyd.
OLUF
Nei, Barbar! jeg vil ei tie. Rædselen som ryster
mig,
Knuge skal Dit stolte Hierte, nedslaae Dig Dit
sidste Mod.
HELGE
Asathor! hvad maa jeg høre!
132|
OLUF
Høre maa Du mig Barbar!
Giennem Øret drypper jeg Dig Giften, som fortærer
Dig.
Frigga vil mig hist tilgive. Svag er Qvinden selv i
Staal,
Vee den Mand, som ægger hende til et unaturligt
Had.
Det har Du, grusomme Konge! Jeg var ung og stolt og
skiøn!
Jeg tilstaaer Dig det, min Kiækhed skummed over,
gik for vidt;
Men hvad tabte vel Din Ære? Kan en Jomfrus stolte
Spøg
Virkelig fornedre Helten? Og hvori bestod Din
Skam?
Den forelskte drukne Beiler røved jeg sit
Hovedhaar;
Lod ham bringe snørt i Sækken sovende til Skibets
Dæk.
See, da fnyste Du, Du Daare! Haaret voxer snart
igien;
Men Du hævned Dig med Lumskhed; og fordi jeg tog
Din Lok,
Røved Du med Tigergrumhed Pigen sin
Uskyldighed!
Kold for mine bittre Klager Du den Skiændede
forlodst -
See, da vendte sig mit Hierte til et unaturligt
Had.
Og hvad ellers mere sødt end Honning qvæger
Qvindens Bryst:
Moderpligten, Moderglæden, blev mig til en
Helvedqval.
Ei i den Uskyldigspæde skued jeg min Datter;
nei!
Kun et lidet grimt Utyske, Brændemærket paa min
Skam.
Hendes Smiil var mig en Giftpiil, hendes Skrig en
Efterklang
Af mit bange Gisp hin Midnat, klynkende ved Havets
Kyst.
Femten Aar har skiult mig Yrsa; Femten lange
Vintres Kuld
Mægted dog ei ud at slukke glødende
Forbittrelse.
Ikke jeg, Du selv og Skiæbnen har til Nastrond
styrtet Dig.
Skiøndt alt hævnet, grusomt hævnet, tænkte Du paa
dobbelt
Hævn!
Stolt for alt sit Folk ydmyges skulde den
Ydmygede;
Da forbarmed sig de sorte Magter med en Qvindes
Harm; -
Og hvad Oluf skulde krænke, blev Dig selv til Krænkelse!
HELGE
Ulyksaligste blandt Fædre! Odin, Thor! hvad har jeg
gjort?
OLUF
Ægtet nu Din egen Datter, Du som skiændte
Moderen!
HELGE
Det var Alfesang i Natten, det var ingen Qvindes
Røst!
OLUF
Til en Svartalf, stolte Konge, har Din Grumhed
tryllet mig.
Taaler Skammen Solens Straaler? Søger Kumren Lysets
Blik?
Med en vild, paataget Kiækhed sad jeg paa min
Ganger kun,
Kneiste jeg paa Kongestolen, efter hin
Elendighed.
Maanen var min troe Veninde, Mørket var mit
Klædebon.
Ved de kolde Ellemoser gik jeg mellem Buskene;
Med en dyb en stille Vanvid talde jeg med Sivets
Rør.
Da forbandt de kolde Taager over Ellemosen sig
-
Over Havets hvide Bølger, til en Skikkelse, hvis
Røst
Tirred op min Harm, og lærte gyseligt at hævne
mig.
Det er skeet. Nu har den Blege intet meer at søge
her!
Intet meer at bede Nattens Magter om;
Forløsningen
Stunder til. - Jeg synker gierne ned til Nastronds
Øglesal;
Hvad er Helveds værste Slange vel mod Slangen i mit
Bryst?
Tag da Dolken Helge, tag den! Hævn Dig atter
Halfdans Søn.
Længe nok har Du og Oluf Tærning spilt om Livets
Held,
Det er Tid engang at alting sættes paa det sidste
Kast.
Giennembor mig! See, jeg blotter villig Dig mit
Moderbryst.
Stød det skarpe Staal til Hæftet i et unaturligt
Blod!
Gierne synker jeg! Men skaan mig for Dit taarefulde
Blik!
HELGE
O min Broder! Fredegode Hroar i Din Bøgeskov!
Hil Dig! Du har valgt det Bedste, fromme, lykkelige
Drot!
Blodet flyder let og roligt i Dit Bryst, som
Kilderne,
Ved Dit skyggefulde Leire; stormer ei som Helges
Hav!
Hvorfor lød min vilde Stolthed ei Dit Varsel, gode
Svend?
Da Du kaldte mig fra Hævnen, over
Brodermorderen!
Gyseligt har Nornen straffet. Men jeg sprang paa
Bægeret
Af det luefyldte Hekla, agted ingen Lavastrøm;
Agted ei at Saallen brændte, loe ad Tragten! voved
mig
Over Randen selv - nu styrter redningsløs den
Snublede!
134|
OLUF
Dræb mig med Din Dolk, Du Grumme! dræb mig ikke med
Dit
Ord.
HELGE
Odin! Du som hisset sidder i det lyse
Valaskialf,
Du, som tit fra Hlidskialf skued Leirekonningens
Bedrift,
Styrk mig med Dit Blik i Nøden! Lad mig falde
Stammen værd.
Rolig saaest Du mig med Sværdet, fægtende paa
Skibets Rand,
Medens Kæmper skreg i Striden; medens rød
Blodstraalen sprang
Skummende fra Hals og Pande; medens bleg med sorte
Skiæg,
Baglænds den forvovne Stridsmand vælted i
Skumbølgerne.
Tilgiv stærke Seierfader! mig hver smaalig
Lidenskab,
Hvorved Helge faldt i Snaren, udspændt af
Svartalferne!
Villig vil jeg Qvalen lide. Livets Held har jeg
forspilt.
Men jeg veed det vist, Du sender mig Din Sleipner,
høie Drot!
At jeg ride kan til Valhal, som en ægte Søn af
Skiold.
OLUF
Yrsa vil Du grumt forlade? Nu saa tag Din Slegfred
med!
Lad mig følge Dig i Graven! Giv mit Hierte sidste
Saar!
HELGE
Hvad har jeg paa Dig at agte, fæle, blege
Spøgelse,
Som forbittrede min Ungdom? Følge skulde Du
endnu
Giennem Freias lyse Himmel Kæmperen til
Valaskialf?
Troer Du da at Hornet rækkes Heltene til Velkomst
der
Af en Hex med hule Øine? Tænker Du at finde
hist
Døsigskumle Mosetaager, hvor en Havfru giæster
Dig?
Bliv Du kun ved Dine Huler! Selv har Du beredt Din
Qval!
Graaliglange Sørgeskygger vil hver Aften møde
Dig,
Og fortælle Dig om Hallen, hisset hos den gustne
Hæl,
Hvor der flettes Dig et Bolster silkeblødt af
Slangerne.
135|
HELGE (Han gaaer)
Yrsa er uskyldig; Baldur vil
Ei mit stakkels Barn forlade; min ulykkelige
Brud.
Hendes høie Blik skal ikke mørknes, ved at skue
nu
Faderens, den fæle Brudgoms hæslige
Fortvivlelse.
Løst er nu hvert Baand som binder mig til Livet.
Eja flink!
Hurra mine raske Drenge! spænder op de hvide
Seil!
Lad den sorte Svane hvæse med sit begetbrede
Bryst
Giennem Bølgerne! Lad blinke høit mod Maanen hendes
Fiær!
Spænder Jer i blanke Plader! Ud paa Dybet! Hornets
Klang
Skralde hen ad Østresaltet, kalde Kæmperne til
Dyst.
Tappre Frisér! Stolte Skotte! Kæmper fra din
Ørkenøe!
Iler hurtigt at forsøge disse Armes sidste
Kraft!
Snabel møde Snabel! Bugen støde kiækt mod Skibets
Bug!
Lad den vilde Rovfugl hugge Kobberkloe i Dækkets
Rand!
Og naar da den røde Sved udvelder giennem Bryniens
Rift,
Spotte vi vort Saar og ride siungende til
Valaskialf!
FOLKVAR (kommer)
O Dronning! Asathor! O Freia!
OLUF
Nu min Helt!
Gak Du foran, Du viser os den rette Vei!
FOLKVAR
O hør mig Dronning!
OLUF
Rædde Gubbe! vandre til
Dit Fiskerleie! Ægir tak for dine Kaar!
Nu bytted Oluf gierne bort sit Kongedom
For Baaden og dit sorte Næt! Nu ei din Søe
Hist stormer halv saa frygtelig, som dette
Bryst.
136|
FOLKVAR
Dronning, tab
I denne Storm ei Fatningen!
OLUF
Høi fra Ygdrasil, den strænge Mø,
Med bortvendt Ansigt?
OLUF
Tael! Det støier ei fra Gravene.
FOLKVAR
Hun veed sin Skiæbne, veed sin Qval!
137|
FOLKVAR
Den grumme Havfru -
FOLKVAR (Oluf gaaer)
Paa hviden Strand.
»Vel mødt Fru Yrsa! skreeg hun, Helges
Datter-Brud!
Nu ægted Du din Fader, som har avlet Dig
Med Dronning Oluf. Held til Eders Ægteskab!
Men ei mit Øre døves skal af Eders Hyl.
Med mine Søstre svømmer jeg til Sikilei,
Og kommer først om lang Tid hid til Nord
igien.«
Saa sang hun høit, og sprang i maaneklare Søe.
Og paa den lyse Flade saae jeg hende, fulgt
Af mange lede Qvinder, skiælbestiertede;
Hvidbarmede som Svaner; rankt med Halsene
De svømmed fort og dukked sig, og svandt
tilsidst.
Men Yrsa hvid tilbage stod, som Møens Klint
Der speiler dybt sin blege Kind i Bølgerne.
YRSA (kommer med en Dolk)
Denne Dolk, han mig gav,
Med Demanter besat, med blodig Rubin,
Skaffer mig Lindring. -
YRSA
O hil den Stund,
Da din Datter jeg var,
En Fiskerpige!
Fløil af Rygte;
Bar paa min Skulder,
Klædt i Vadmel
Stangen med Nættet
Selv til Stranden.
FOLKVAR
Hør mig, min Yrsa!
YRSA (Hun hæver Daggerten, i det samme
tordner det mildt. Freia bliver tilsyne paa en Sky)
Jeg følger Dig ei
Sneehvide Folkvar!
Følger Dig ei til
Humledalen!
Hils mine Lilier
Urter og Tusindskiøn,
Tusind Gange!
Naar Du nu sidder i
Vinterqvælen,
Trygt ved din Arne,
Tætomkredset af
Leiets Piger!
Naar de da bede Dig:
Fader fortæl os
Sære Frasagn!
Nu saa fortæl dem om
Fiskerpigen;
Som Dronning blev, som
Ægted sin Fader, og
Selv sig dræbte.
Undrende vil de
Sagnet høre;
Gyse derved og
Ikke troe Dig!
Sige, nu digter Du
Eventyrer!
139|Ak, og Du est dog kun
Alt for sanddru.
Yrsa fortvivlet har
Alt oplevet. - -
Viis dem da Anglen og
Purpurkaaben!
Viis dem i Maanskin
Ved Sølverpilen
Yrsas Gienfærd,
Bleg, med det blinkende
Staal i sit Bryst.
YRSA
Ha! hvo kalder mig til Liv igien?
FREIA
Den Disa, hvorved hele Jorden faaer sit Liv.
YRSA
O Himmelske, guldhaaret, blaa af Klædebon;
Hvo est Du? Selsomt virker paa min Siæl Dit
Smil.
FREIA
Mit Navn er Freia, Odins Datter, Elskovs Diis!
YRSA
Du est ei min Gudinde! Send den blege Hel!
FREIA
Hvert Hierte skabt for Kiærlighed tilhører mig.
Jeg lover Dig den bedste Fryd en Qvinde fandt.
140|
YRSA (skiuler sit Ansigt i sine
Hænder)
Jeg Elendige!
FREIA (Hun forsvinder)
Hvad gyseligt undfanget er, skal skiønt
opstaae.
Paa Lavabierget voxer hist den bedste Viin,
Og giftig Sump udklækker ofte herligst Frugt
Af Jordens rene Moderskiød. Thi græm Dig ei!
Den Søn, Du under Hiertet bær, skal hædre Dig;
Og ikke Dig, men Danmarks Land! Ei Danmark
blot,
Men hele Norden! Norden ei i Livet kun,
Men evig funkle skal hans stolte Helteroes,
Og høit begeistre Verden om totusind Aar
Hans Priis at siunge. Hrolf - saa skalst Du kalde ham!
Hans Fader reed til Odin nys fra Gravens Høi;
Men Hrolf skal arve Helges Krone. Bring ham
hiem
Til Danmark! Lad den fromme Hro opdrage ham
Til Kongedyd i Leireskov ved Kilderne.
Hans Navn skal samle Kæmper, som skal elske ham
Og døe med ham. Og naar han døer, da skal hans
Død
Selv lyse giennem Gravens Nat, som Stierne; som
Det bedste Billed Oldtid har at glimre med
Paa nordisk Krafts urokkelige Trofasthed.
Farvel! Farvel! - Aftør Din Taare! Lev! og
viid:
Uskyldighed forlades ei af Guderne.
YRSA
O Himmelske! dybt har Dit Løvte styrket mig.
141|
REIGIN (kommer med Kong Helges Krone,
fulgt af danske Kæmper)
Hil dig, vor Dronning!
YRSA
Reigin, ha hvor er Din Drot?
REIGIN
Du hørte det af Freias Mund. I Odins Sal.
REIGIN
Græm Dig ei! Han har det godt!
YRSA
Siig mig hans Død; thi Taaren lindrer Hiertets
Qval!
REIGIN
Hans Hu stod til at storme hen paa Ægirs Hav,
At finde Døden, hvor han fandt sin Helteroes.
Taus vandred han til Skibet ud; men da han saae
Dets sorte Barm, og Masten med sit Silkesegl,
Da vendte han sig rædselfuld, og raabte: See
Den fæle Drage, hvor den gloer paa Bølgerne!
På den det var, at Frode foer til Vifils Øe,
At søge Pilten i Jordhulen! Den det var
Som bragte mig til Oluf med Stridskæmperne;
Som fnyste Hævn, da Qvinden blegfortvivlet
skreg.
Den var det kun, som klækked ud en Brøde nys
I skumle Skiød, meer fæl end Basiliskens Æg. -
Ved Stranden stod Dankongens liden Gangerpilt
Med hans kulsorte Ganger, holdt ved Bidselet,
Om Kongen ønskte den til Ridt. - Da Helge saae
Sin Hest, som hvrindsked høit og med Guldhoven
slog,
Saasnart den hørte ham paa Klirr af Sporerne;
142|Da blussed han; og svang sig, klædt i
Harnisket,
Fuldrustet, kobberblank, med Hielm og Stang og
Skiold.
Og langsomt reed han, tankefuld, som Spøgelset
Af dræbte Helt ved Midnat over Markerne.
Men dybt i Skoven stod en Høi, af Bøge krandst,
Med bælmørk Hule, muret af fem Kampesteen;
Den femte laae ved Hulens Aabning, musbegroet.
Hin Gravhøi Dronning Oluf lod for lang Tid alt
Sig selver kaste. Tit hun sad i den og sang
Naar Sol gik ned, og Maanen stod ved Bølgerne.
Men femten Aar har skuet den med Sommergræs,
Og Vinterkuldens stierneblanke Snee bedækt,
Og hungrig vented aabned Svælg end Dødningen.
Da Helge saae den vedbendkrandste Rædselsdør,
Da smilte han, og raabte høit: Tak Asathor!
Du bygte mig i Hast min sikkre Kongeborg.
I gode Kæmper skynder Eder! Lukker til
Det aabne Svælg, at Surtur ei med Flammerne
Forfølger mig. Flink! vælter stærken Kampesteen
For Graven! Saadan siungende, fra gyldne Hielm
Han Krandsen tog, som Skiold og Mykilati bar,
Og raabte: Bringer den til Hro i Dannemark. -
Da nu vi mærkte tydeligt, at Kongens Hu
Stod til at ride levende til Valaskialf,
Da føied vi hans Ønsker froe; og Landserne
Som tit i Strid tilforn var brugt for Helges
Liv,
Arbeided nu med lige Troskab paa hans Død,
Henvæltende den tunge Steen for Aabningen. -
Da Hulen nu var lukket til, da hørte vi
Med freidig Stemme Kongen sang sit Biarkemaal,
Mens Hesten vrindsked stolt og slog med Hovene.
Dog lang Tid ei! thi Luften mangled; Døden kom
Og qvalte dem med venlig Haand; ei smertefuldt!
YRSA
Nu rider han paa Bifrost, som Einheria!
143|
REIGIN
Græd nu ikke meer, men følg os!
YRSA
Høi Beundring græder kun!
REIGIN
Tag Din Kongekrands!
YRSA
Jeg sætter den paa mine Flætninger!
REIGIN
Nu afsted til Danmarks Rige!
YRSA
Ak hvor er den arme Viv?
REIGIN
Tal, hvem savner Du?
REIGIN
Du har ingen Moder havt.
REIGIN
Hisset ude synker hun i Bølgerne.
144|
REIGIN
Jeg saae den Stolte springe selv fra
Klippens Rand.
YRSA (til Folkvar)
Har jeg Dig endnu min Fader?
FOLKVAR
Trofast, som i femten Aar!
REIGIN
Tænk paa Freias store Løvte, svæk Dig ikke med Din
Graad!
YRSA
Haster Du saa utaalmodig?
REIGIN
Hæftigt brænder Saallen os,
Disse Kyster at forlade, hvor vor tappre Konge
faldt.
YRSA
Velan da jeg følger! Farvel, farvel!
Yndige Flod, min Bøgeskov Du!
Skummende Strand, hvor min Ungdom randt,
Truende Huler! som skued min brat
Kommende, min bratsvindende Qval.
Jeg græder ei meer; thi Freia min Diis
Har velsignet mit Liv! Jeg føder for Nord
Herlig en Søn, som skal krone dets Haab.
Grøn nu vinker mig Herthas Øe!
Den ærværdige Hro, og hans herlige By!
Hellige Kilder, tre gange tre,
Eders liflige Væld, kiølende, sprudlende
Siunger min Nød langt bort fra min Seng.
Yndigt et Alfepar, hvidt som Snee,
Ved Leiet skal staae, og vatne min Søn.
145|Knæsættes han skal, opfostres af Hro,
Og forsone sin Fødsel med Dyder!
REIGIN
Saa seile vi hiem ved Medbørsvind
Til det kiærligtvinkende Fædreneland!
Huldt Ægir blæser i Seilet!
