(Disse paa meget forskjellige Tider skrevne Bidrag ere her, uden Hensyn
paa Tidsfølgen, sammenstillede saaledes, som de bedst kunde indlede, belyse eller
udfylde hverandre.)
Det Aandelige i det Legemlige, en Samtale S. 1-36.
De to Verdensanskuelser, af hvilke den ene gaaer ud fra det Aandeliges, den anden
fra det Legemliges Betragtning, skulle forsones. S. 3.
Det, vi nærmest vide om Legemerne, er, at de vise sig som Rum, der ere opfyldte
med Evne til at frembringe Virkninger. S. 4-9.
Det Legemlige, som saadant, er uophørlig Omskiftning underkastet. S. 9-14.
Som noget Foreløbigt fastsættes, at det Bestandige, som findes i Legemernes
Omskiftning, er den Tankeeenhed, vi finde deri. S. 14.
Denne Tankeeenhed er dog ikke blot vores, men tilhører Naturen;
thi Naturlovene, som ere bestandige, S. 15-16,
ere ogsaa Fornuftlove, S. 16-19;
dog ikke hidrørende fra vor Fornuft, men fra den Fornuft,
der har sin Gyldighed i det hele Verdensalt. S. 20.
Kunde denne Mening om Fornuftens Almeengyldighed ikke have indsneget sig som Følge
af vor Tænknings Særegenhed? Gjendrivelse af denne Tvivl. S. 20-25.
Forskjellige Antydninger om Spørgsmaal, som videre skulle behandles. S.
25-28.
Videre udviklet Fremstilling af det Omskiftningsfulde og Vigtigheden af at søge
det, som deri er det Bestandige. S. 28-31.
En Tings Væsen bestemmes ved Samfoldigheden af de Love,
hvorefter alle deri foregaaende Virkninger skee. Disse Love kaldes med Rette
Naturtanker. De udgjøre i ethvert Væsen en Eenhed, som kan kaldes Tingens Væsenstanke,
dens Idee. S. 32.
IV| Denne Idee er ikke blot en tænkt Idee, men er
virkeliggjort ved de Kræfter, som herske i Tingene. Tingens Væsen er da dens levende
Idee. S. 32.
Ideerne finde i Naturen en fuld Virkeliggjørelse. S. 32-33.
Gjentagen Tvivl om ikke Stofferne kunde give Tingene deres Eiendommelighed, og
Svar. S. 34.
Enhver Ting kun Led i en Samfoldighed af Ting, hvilken Samfoldighed atter er Led i
en mere omfattende, der atter selv er Led i en høiere, og saa fremdeles i det
Uendelige; og ligesaadan forholder det sig da ogsaa med de Ideer, hvoraf de ere
Virkeliggjørelser. Hele Tilværelsen altsaa Værk og Aabenbaring af den levende
Alfornuft. S. 34-35.
Forsoningen mellem Tankerne om Materiens og om Aandens Væsenslighed ligger deri,
at det Legemlige og Aandelige ere uadskilleligt forenede i den skabende Guddomstanke.
S. 36.
Vandspringet S. 37-54.
Hvile ved et stort Vandspring. Indtrykket deraf. S. 39-40.
Spørgsmaal om dette Indtryks Forklaring, og i hvilken Betydning af Ordet den kan
ventes. S. 40-41.
Indtrykket frembragt ved Vandets Stigen tvertimod Tyngden. S.
42-43.
Indtrykket af den stigende Straales voxende Tykkelse. S. 43-44.
Indtrykket af de indvortes Bevægelser i Straalen og dens Deles paafølgende Adspredelse. S. 44-46.
Forskjellige Indtryk ved Lyden af Draabernes Fald. S. 47.
Tilfredsstillelse ved Figurer af Draabernes Baner. S. 48.
Den Fornuftsammenhæng, som indeholdes i den hele Sum af Virkninger, opfattes med
Velbehag af den indre Sands, som vel ikke bliver sig denne Fornuft bevidst, men selv
har sit Væsen af den altbeherskende Fornuft. S. 49.
Vandspringets Lysvirkning forøger Indtrykkets Livelighed. S. 49-51.
Indtryk, frembragte ved Vandspring af forskjellig Kraft og Størrelse. S.
50-51.
Om Skjønhedsindtrykket af det Ophøiede og Store. S. 52-53.
Om Skjønhedsindtrykket af det Livfulde. S. 53.
Det Opløftende, det Livfulde, det Harmoniske som Skjønhedsformer. S. 53.
Henviisning til det Skjønnes evige Ophav. S. 54.
Forholdet mellem Tænkningens og Indbildningskraftens Naturopfatning. S. 55-75.
Den Strid, som hersker hos Flerheden mellem deres Forstands og deres
Indbildningskrafts Verdensopfatning, er en Følge af deres Dannelses Ufuldstændighed.
S. 57-59.
Til en fuldstændig Dannelse fordres der, at man idetmindste gjør sig ligesaavel
bekjendt med Naturen som med Fabelverdenen. S. 59-60.
V| Hvorledes dette bidrager til Selvforstaaelse, skal her oplyses ved et
Exempel af Astronomien. S. 60.
Det Indtryk, Stjernehimmelen frembringer, har Noget, som er fælles for Menneskene
ialmindelighed, men meget Andet, som efterhaanden kommer til paa hvert høiere
Dannelsestrin. S. 60-61.
Almindeligt Indtryk af Stjernehimmelen uden Maanelysets Mellemkomst. S. 61-62.
Maaneskinsnatten. S. 62.
Indtrykket af Stjernehimmelen paa Mennesker i den mest udannede Tilstand. S.
62.
Indtrykket paa Mennesker af en nogenlunde opvakt Iagttagelsesaand. S.
62-63.
Indtrykket paa Mennesker, der have naaet det første Trin af nogenlunde udviklede
astronomiske Kundskaber. Her fremtræde høiere, dog endnu meget begrændsede
Forestillinger om Verdens Storhed og Orden. S. 63-65.
Ringe Forandring heri fra Oldtiden til Copernikus. Man tager her den hele fra ham begyndte Tidsalder som Eenhed. S. 65-66.
Resultaterne af de videnskabelige Verdensudmaalninger maae for at fattes af
Indbildningskraften først bearbeides af denne. S. 66-68.
Det samme med Hensyn paa Tidsforholdene. S. 68-69.
Det Indtryk af Stjernehimmelen, som den modtager, der har
befrugtet sin Indbildningskraft ved tænkende og klart at have opfattet Læren om
Verdenssystemet. S. 69-71.
Den Charakteer, Indtrykket faaer ved Tanken om, at der er udbredt fornuftige
Beboere over det hele Verdensalt. S. 71-73.
Det endnu mere opløftende, som dette Indtryk faaer hos den,
der er gjennemtrængt af Overbeviisningen om, at det Hele er et Fornuftrige. S.
73-75.
Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben. S.
77-122.
1. Hvad Overtro og Vantro er.
En Undersøgelse herover er endnu ei overflødig. S. 79.
Foreløbig Advarsel til dem, som holde Overtroen for at
have en mere end tilfældig Sammenhæng med Troen eller med det Poetiske. S.
79-80.
Overtro er et Hang til at antage Noget, som ligger udenfor Naturens Orden. S.
80-82.
Men da Naturen er det bestandigt fortsatte Værk af den evige Fornuft, er
Overtroen et Hang til det Fornuftstridige, altsaa kun en Indbildning, der ved sin
Benævnelse tillyver sig Navn af Tro. S. 82-83.
Dette Hang er en Udartning af oprindeligt gode Anlæg. S. 83-84.
Vantro er et Hang til at forkaste al den umiddelbare
Vished, der ikke kommer fra Sandserne. S. 85.
VI|2. Overtroens og Vantroens Oprindelse og Udviklingsgang. S.
85-90.
Skjønheden i Menneskeslægtens første Verdensopfatning maatte tilintetgjøres af
Verdenskræfterne selv for at føre Slægten til et høiere Stade. S. 85-86.
Forstandens Oplysning om Naturbegivenhederne vækker hos Nogle Tvivl mod gamle
Meninger, hos Andre stærkere Vedhængen til dem og Had mod det Nye. S.
86-90.
3. Middelalderen som Exempel paa en overtroisk
Tidsalder. S. 91-93.
Christendommen kunde ei hindre den Overtro, der søgte Hjælp hos Djævelen. S.
91-92.
Menneskets falske Opfatning indblandede den groveste Overtro i Religionen. S.
92.
Imod Middelalderens eensidige Lovprisere maa den sande Historie kaldes til
Vidne. S. 92-93.
4. Overtroen indgriber forvirrende i hele Livet. S.
93-95.
5. Overtroens formeente Poetiskhed.
S. 95-104.
Overtroens Skabninger behøve ikke for at have digterisk Værdi at deeltage i
den udvortes Virkelighed; at fordre denne for Poesiens Skyld er en prosaisk
Vildfarelse. S. 95-96.
En sand Indsigt i Tingene kan ikke billige den Trods, hvormed nogle
Digterværker have villet hævde en udvortes Virkelighed for de af Overtroen skabte
Mørkhedens Magter. Det sande Skjønhedens Rige er et Fornuftrige. S. 96-98.
Den af Nogle yndede Stræben efter at gjenreise Overtroen har den Feil, at
Ingen mener det alvorligt dermed, og at den kun forfører Mange til et paataget
Væsen. S. 98-99.
Grove Misbrug af Ordene poetisk og prosaisk. S. 99-100.
Naturvidenskaben indskrænker vel Digteren i Henseende til Brugen af nogle
naturstridige Forestillinger; men – foruden det, at den giver ham som Menneske en
rig Erstatning ved høiere Indsigter – aabner den ham en ny og rig, kun lidet
benyttet digterisk Verden. S. 100-104.
6. Vantroens Virkninger. S. 104-106.
Vantroen er vel ligesaa fordærvelig som Overtroen; men da den ialmindelighed
avles ved Videnskabens Fremskridt, kues den lettere ved nye Fremskridt. S.
104-105.
Imidlertid kan den vinde en Overmagt, der fører Folk og Land i Fordærvelse. S.
106.
Til enhver Tid bliver der Mange, som hverken beherskes af Overtro eller
Vantro. S. 106.
7. Hvorledes Naturvidenskab virker mod Overtro. S.
107-116.
Det er ikke Naturvidenskabens eneste Virkning imod Overtro, at den udrydder
visse Meninger; men den virker tillige ved den Aand, som vækkes. S. 107.
I en Række af sammenhængende Exempler vises nærmere NaturVII|videnskabens Overtroen tilintetgørende Virkemaade, hvis høieste Kraft endelig
ligger deri, at den fremstiller os Naturen behersket af evige Fornuftlove. S.
107-109.
Flere Exempler. S. 109-111.
Naturvidenskabens bestandigt mere gjennemgribende Anvendelser i Livet vækker
endog hos de forhen mindre dannede Stænder en Overtroen fjendtlig Tænksomhed. S.
111-113.
Om overtroiske Meninger, som slet ingen Naturanledning have. S.
113-114.
Den, som i aandelig Anskuelse ret har tilegnet sig Læren om Naturen som et
Fornufthele, maa isærdeleshed kraftigt afvise Overtroen, hvilken derimod ei altid
udelukkes af eensidig Kundskab i visse Retninger. S. 113-116.
8. Naturvidenskabens Virkning mod Vantro. S.
116-122.
Vel gjendriver Naturvidenskaben selv mangen vantro Tanke, hvortil den har
givet Anledning; men den Lovstemmighed og deraf følgende
Nødvendighed, den viser i Alt, misforstaaes let som en blind Nødvendighed, der
gaaer foran Fornuften, ikke følger af den. S. 116-117.
Det er ei nok her at beraabe sig paa, at mange Naturgrandskere have viist Hensigt og Plan i Naturen; thi Nødvendighedstanken
synes at bestride dem. S. 117-118.
Men Naturvidenskaben viser hele Verden som et Guddomsværk. S. 118-120.
Vel synes Nødvendigheden at udelukke den frie Viisdom; men i den evige Fornuft
ere de uopløseligt forenede. S. 120-122.
Hele Tilværelsen eet Fornuftrige. S. 123-175.
1. Kundskabsevnens Væsenseenhed i det
hele Verdensalt. S. 125-147.
Gjenstanden bør henregnes til Naturvidenskaben. S. 125-126.
Bør ei forsmaaes, fordi Kundskaben derom endnu er saa langt fra sin
Fuldkommenhed. S. 126.
Gjenstandens Behandling er her ganske forskjellig fra den metaphysiske. S.
126.
Væsenseenheden udelukker ikke en Mangfoldighed af store Forskjelligheder. S.
126-127.
Behandlingen skal her være en saadan, at Sandhederne fremstilles for
Anskuelsen. S. 127.
En sammenhængende Række af Exempler til at belyse Bevægelseslovenes
Fornuftbegrundethed. S. 127-129.
En Jupitersbeboer maa finde de samme Love i sin Omverden, som vi have opdaget,
og vilde forestille sig disse urigtigt, dersom hans Opfatningsevne var
grundforskjellig fra vores. S. 130.
Tvivl om vor Opfatnings Rigtighed gjendrives ved de usigeligt mangfoldige og
nøiagtige Overeensstemmelser mellem de forudsagte og de virkelige
Himmelbegivenheder. S. 130-131.
VIII| Videre fortsat Betragtning over den af os antagne Beskaffenhed
af en Jupitersbeboers Naturopfatning. S. 131-133.
Exempler til at oplyse Muligheden af store Uligheder under lige Væsenseenhed.
S. 133.
Yderligere Udvikling af Væsensligheden i Opfatningsevnen hos Jupiters og
Jordens Beboere. S. 133-134.
I alt Væsentligt lader det, som er oplyst om Jupitersbeboerne, sig anvende ei
alene paa Kundskabsevnen hos de andre Planeters Beboere i vort Solsystem, men
ogsaa videre i det hele Verdensalt. S. 134-135.
Lysets Love Fornuftlove. S. 135.
De gjælde ligeledes gjennem det hele Verdensalt. S. 135-136.
Det vises, hvorledes Væsensligheden i Lysets Opfatning kan være parret med
store Forskjelligheder. S. 136-139.
Da Lydvirkningen beroer paa Svingninger, der kunne foregaae i alle Legemer,
saa ville Væsener, som blive sig deres legemlige Tilstand bevidste, have
Sandsninger, der svare til Lydfornemmelsen. S. 139.
Overgang til at betragte de chemiske Naturloves Verdensbetydning. S. 139-140.
Lovene for Electricitet, Galvanisme, Magnetisme ere Fornuftlove. S.
140.
Historiske Bemærkninger og Forudsigter over Chemiens
Udviklingsgang. S. 140-141.
De Egenskaber, som vi her paa Jorden kalde almindelige, ere det ligesaa i det
hele Verdensalt. S. 141-143.
Varmelovenes Gyldighed for det hele Verdensalt. S. 143.
Electricitetslovenes Almindelighed er et Beviis mere for de chemiske
Naturloves Almindelighed. S. 143.
En udmærket Chemiker, som i sin Videnskab meente at finde Grund til at
betvivle Tyngdens almindelige Forhold til Massen, prøvede dette selv ved Forsøg og
fandt sin Tvivl modsagt. S. 144-145.
Materiens Eensartethed i Verdensrummet bekræftes ved Meteorstenene. S.
145.
De andre Planeter ere frembragte efter samme Love som Jorden. Ligesom
Mennesket er Jordudviklingens høieste Frembringelse, maae de selvbevidste Væsener
paa andre Kloder være Frembringelser af disses Udvikling. Ere de alle frembragte
efter samme Love, maae de have en Grundlighed i deres Kundskabsevne. S.
145-147.
2. Skjønhedslovenes Grundlighed i det hele Verdensalt.
S. 147.
Kundskabsevnens og Sandsningsevnens Væsenslighed medfører Skjønhedssandsens.
S. 147-148.
Hos Jordbeboerne beroer Skjønhedssandsen derpaa, at Sandsningsevnen, der er
frembragt efter de samme Fornuftlove, som den hele øvrige Tilværelse, har en
tilfredsstillende Følelse ved det Fornuftstemmende; samme Lov
maa ogsaa gjælde i det øvrige Verdensalt. S. 148-149.
IX| Dette oplyses ved Exempler, tagne af Figurer og Skikkelser. S.
149-150.
Exempler af Lysvirkningen. S. 150-152.
Exempler af Lydvirkningen. S. 152-153.
3. Den moralske Verdens lige Grundvæsen i
det hele Verdensalt. S. 153-172.
Her begyndes atter med Jordbeboerne og vises, paa hvad Maade de frie Væseners
Villie staae under de evige Naturlove. S. 153-154.
Menneskeslægten begynder, som det eenstige Menneske, med
blotte Anlæg, som i Vexelvirkning med den øvrige Verden skulle udvikles. S.
154-155.
Allerede paa Menneskeslægtens første Udviklingstrin fremtræder en svag Spire
til Gudsbevidsthed. S. 155.
Første Naturudvikling af Pligts- og Dydsbevidstheden. S. 155-156.
De høiere begavede Aander anføre og lede denne Udvikling, og føle sig heri
gudbesjælede. S. 156-157.
Gudsbegrebets videre Udvikling. S. 157-158.
Under denne Udvikling bidrager Naturvidenskaben meget til at forjage
Afguderne. S. 158.
Svingninger i denne Udvikling. S. 158-159.
De mangfoldige af Tænkerne opstillede Moralsystemer vise hen paa den Sandhed,
at vor Villie og vort Liv bør stemme med den evige Fornuft. S. 159-161.
De Fristelser, der hidrøre fra den legemlige Natur, bedømmes kun rigtigt ved
at sammenstille dem med Tænkningens moralske Forvildelser og med alle andre Slags
Vildfarelser, der tilhører Endeligheden. S. 161-162.
Den rette Betydning af Modsætningen mellem Gud og Verden. S. 162.
Hvorledes Misbrugen af Menneskets Frihed ikke har Magt til at forstyrre den
evige Fornuftorden. S.
166-166.
Misbrugen af Menneskets Frihed end ydermere fremstillet som en uendelig lille
Virkning i Sammenligning med det Hele. S. 166-167.
Samtlige Betragtninger føre til den Overbeviisning, at den aandelige Verden
her paa Jorden, trods mange Svingninger, alt mere og mere udvikler sig til et
Fornuftriges Virkeliggjørelse. S. 167-168.
Det eenstige Menneskes Kundskaber, Indsigter og Tro ere langtfra at være
udelukkende hans eget Værk. S. 168-170.
Anvendelsen af det Foregaaende paa Beboerne af andre Verdenskloder. S.
170-171.
Forsigtighed i denne Anvendelse. S. 171-172.
4. Kundskabssamfund mellem Verdenskloderne. S.
172-175.
Ligesom vi have nogen Kundskab om Tilstanden paa andre Verdenskloder, maa man
paa andre Kloder kunne have Kundskab om Tilstanden paa vores. Historisk Advarsel
for de Tvivlende. S. 172-174.
X| Vi gaae fremad i Kundskab om Tilstanden paa de andre Kloder. Paa
mange andre Kloder er man sandsynligviis allerede langt videre end vi. Der
udvikler sig i det hele Verdensalt en egen Art af Fornuftsammenhæng mellem de
endelige, tænkende Væsener. S. 175.
Videnskabsdyrkningen, betragtet som Religionsudøvelse. S.
177-190.
Indledende Ord. En Fest for Religionens og Universitetets Forbedring hos os
opfordrer til at virke imod truende Vildfarelser ved at betragte den Sandhedens
Ligevægt, hvorfra de ville føre bort. S. 179-181.
Talen skal vise, at Videnskabens eget Væsen fordrer, at dens Dyrkning skal
udvikles til Religion. S. 181.
Det ligger i Grandskningens Væsen at søge det Evige i Tingene.
S. 181-182.
Den evige Fornufts Grundformer ere Selvstændighed, Virksomhed, Harmoni. S.
182-183.
Samme Grundformer findes i det Skjønne, nemlig: det Høie, det Begeistrende, det
Harmoniske. S. 183-184.
Det Gode, som vi skulle søge, maa være det i Sandhed Uforgjængelige. S.
184-185.
Sædelæren forvandler sig her til Religion og fordrer, at vi
af al Formue skulle vedligeholde Guds Billede i os, og
virkeliggjøre hans Villie. S. 185.
Dydens Former ere: Selvstændighed, Virksomhed, Harmoni. Der vises i stor Korthed
hvorledes, og navnligt vises Pligten at udbrede Fornuftens Rige. S. 185-186.
Samme Pligt medfører, at vi skulle søge den videnskabelige Kunstfuldkommenhed,
hvortil hører Grundighed, Klarhed, Samstemning. S. 187-188.
Af Videnskabelighedspligten følger ikke, at Alle skulle arbeide i Videnskaberne.
Videnskabsmandens høie Kald. S. 188-189.
Herfra udgaaende Opmuntringstale til de unge Videnskabsmænd. S.
189-190.
