© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
En Bog, hvis Øiemed det er at frembringe en Forandring i Samtidens sædvanlige Verdensopfatning, maa vente Modstand ikke blot af dem, som det mangler paa Evne til at sætte sig ud af deres gamle Tankegang, men ogsaa af mangen høitbegavet Mand, som ikke finder sig overbeviist om Gyldigheden af de nye Tankeretninger; thi selv om Forfatteren skulde have været heldig nok til at træffe det Rette i alt Væsentligt, vil det dog sikkert findes, at han ikke har undgaaet Feil i mange Enkeltheder, og endnu mindre vil det have været ham muligt, heeltigjennem at udtrykke sine Tanker med en saa fuldkommen Klarhed og med et saa alsidigt Hensyn til de Tvivl, der kunde vækkes imod ham, at enhver tænkende Mand derved skulde tilfredsstilles. Lykkeligt er det ikke blot for Forfatteren, men, hvad der er langt mere, ogsaa for Sandhedens Udbredelse, naar Modstanden offentligt yttres af en høitbegavet, indsigtsfuld, almindeligt hædret Mand. Der vil da kunne føres en Strid, som er Sandheden værdig, og faaer en Betydning for alle dem, hvis Opmærksomhed følger Undersøgelsen. Det er i Følelse heraf, 4| at jeg byder de Bemærkninger velkommen, som min høitagtede Ven, Biskop Mynster har fremsat imod min Bog: Aanden i Naturen. Dette i Nyt theologisk Tidsskrift 1ste B. S. 291-315 indrykkede Modskrift, som i alle Maader bærer den aandrige og skarpsindige Forfatters velbekjendte Præg, vil jeg stræbe at møde med den alvorligste Sandhedskjærlighed, og det mest levende Ønske, at stille det, som jeg holder for Sandhed i det klareste Lys.
Det vil udentvivl være vore Læsere kjært, at jeg her strax kan sige dem, at der langt fra ikke i alle Henseender er saamegen Uenighed mellem min høiagtede Modstander og mig, som han mener. Dette er fornemmelig Tilfældet med Hensyn paa det Poetiske, som han med en fiin Følelse for det Rigtige har valgt til Udgangspunktet for sine Bemærkninger. Dersom min Verdensopfatning vilde medføre en saadan Virkning paa Digtningen, som han antager, maatte min hele Bog i mange Henseender faae en anden Betydning, end den virkelig tilsigtede.
Min Mening fremsættes i det nævnte Modskrift S. 292 saaledes:
Forfatteren mener nemlig (S. 98 o. f.), at Naturvidenskabens Fremskridt og de derhenhørende Kundskabers almindelige Udbredelse allerede have gjort og fremdeles ville gjøre en stor Mængde Forestillinger, hvoraf Digterne hidtil betjente sig, ubrugelige og forvise dem til »en forsvunden Tids poetiske Rustkammer«; men han mener ogsaa, at Videnskaben for dette Tab tilbyder Digterne riig Erstatning, dersom de kun ville forstaae at tilegne sig den.
Den her mig tillagte Mening afviger meget fra den, jeg i Virkeligheden har. Dette vil sees af nedenstaaende mine egne Ord (S. 100).
Det kan da ikke være Naturvidenskaben til Misanbefaling, at den tilintetgjør adskilligt Stof, som hidindtil anvendtes af Digterne; vi kunde endog ingen Betænkelighed finde i at tilføie, at den ogsaa tilintetgjør andre i Digterverdenen indlemmede Vildfarelser, som ikke kunne kaldes Overtro: saaledes vil en nyere Digter slet ikke eller dog kun med megen Indskrænkning kunne 5| gjøre Brug af saadanne Forestillinger, som Verdens fire Hjørner, Jordens Grundvold, Himmelens Befæstning, forsaavidt som saadanne falske Forestillinger ikke kunne bruges som Billeder for det Rigtige, hvilket derimod er Tilfældet med Mange, f. Ex. Solens Opgang og Nedgang; men om vor Digtningsverden end ikke bekom fuld Erstatning for alle saadanne Tab, vilde Klagerne derover endda være slet overlagte; thi Hovedsagen bliver det dog, at vor aandelige Tilværelse ophøies og forædles ved den Indsigt, som tilintetgjør Vildfarelserne; alle saadanne Tab vilde iøvrigt ikke have meget at betyde for den sande Digter, men kunne vel være piinlige for de mange Dyrkere af Digtekunsten, som mene at have gjort en i sig selv ubetydelig Tanke poetisk, ved at indklæde den i Pragtstykker fra en forsvunden Tids poetiske Rustkammer.
Man seer heraf, at jeg ikke meente, at Naturvidenskaben skulde gjøre en stor Mængde af de Forestillinger, som Digterne benytte, ubrugelige, men tvertimod en forholdsviis ringe Deel. Mine anførte Ord tilkjendegive noksom dette; imidlertid kunde man maaskee falde paa den Formodning, at det Heles Sammenhæng skulde vise, at jeg havde udstrakt min Mening videre, end jeg her havde udtrykt; men at dette ikke er saa, skal jeg vise. De Exempler, jeg har anført paa Forestillinger, som sjeldent ret passende kunde bruges i nyere Digtning, bestaae ikke af sandselige Opfatninger, men af Meninger om Tingene. Den reen sandselige Opfatning af en Gjenstand kan ikke blot Digteren, men meget ofte ogsaa Taleren, ja ikke sjeldent den videnskabelige Forfatter bruge. Det i de nysanførte Linier fremhævede Exempel af Solens Op- og Nedgang viser allerede dette; men nogle flere Exempler ville gjøre Sagen endnu mere indlysende. Vel er Himlen ingen Hvælving, men den fremstiller sig ifølge Naturens Love for vor Sands som en Hvælving; af denne Forestilling kunne vi da gjøre en meget udstrakt Anvendelse; men Himmelens Befæstning henviser til Meninger om Himmelen, som fast Hvælving, som baaren paa Søiler, o. desl. Dette er en Mening og ingen blot Sandsning. Vilde Nogen 6| paastaae, at Himmelhvælvingens Uforanderlighed opvakte hos ham en sandselig Forestilling om noget Fast, vilde jeg minde ham om, at denne Hvælving i Løbet af ethvert skyfrit Døgn viser en stor Forskjællighed af Figur: en ganske anden om Natten end om Dagen; men vilde han endda blive ved sin Paastand, maatte jeg tilstaae, at for ham maatte mit Exempel bortfalde. Den Forestilling, at Himmelen var en fast Hvælving, synes at henhøre til den ældste Verden; senere satte man istedet for samme hele otte. Saavidt jeg skjønner er den ogsaa den herskende i Bibelen; dog maa jeg bemærke, at det hebraiske Ord Rachia, som i vor danske Bibel er oversat Befæstning, betyder efter de Sagkyndiges Forklaring nærmest Udstrækning. Naturligviis er Spørgsmaalet i nærværende Sag ikke om Udtrykkets rette Oversættelse, men om Brugbarheden af en Oldtidstanke for vor nærværende Tid.
Naar Sandsningen holdes indenfor visse Grændser, opfatte vi Jordens Overflade som ubøiet, og saaledes kan man, ikke blot i Digtning, men ogsaa udenfor denne, tit omtale Jorden som flad; men siger man, at Jorden har fire Hjørner, udtrykker man en Mening, og ikke en Sandsning. Maaskee kan Udtrykket under visse Indskrænkninger bruges til at betegne de fire Retninger af Nord, Syd, Øst og Vest, dog turde det næsten aldrig vise sig at være det bedstvalgte Udtryk.
Forestillingen om Jordens Grundvold er atter en Mening, ingen Sandsning. Ved Jordens Grundvold forstaae vi neppe, som der antages i Bemærkningerne, Jordens Centrum; men de, som først have brugt dette Udtryk, have sikkert meent, at Jorden hvilede paa en god Grundvold, som et velbygget Huus; hvis dette ei var Meningen, vilde der jo ikke nu og da være Tale om Jordens Piller. Paa et vist Stade af Menneskets Udvikling er denne Tanke, saalidet den end kan taale ret at gjennemarbeides, dog aldeles naturlig; men nu ere vi vel alle enige om, at Jorden slet ikke hviler paa nogen Grundvold. Vilde 7| man sige, at Udtrykket dog kan bruges som et sandseligt Billed, svarer jeg, at dette kan fuldt vel skee under den Betingelse, at de Mennesker, man taler til, enten slet ikke vide, at Jorden vandrer fritsvævende i sin Bane uden al Berøring med andre Legemer, eller dog til saadanne, som ei tænke derpaa; men for en Indbildningskraft, der har tilegnet sig et levende nærværende Billed af Verdenssystemet, er Udtrykket Jordens Grundvold ikke bedre end Grundvolden for en velophængt Lysekrone, men om muligt endnu mindre passende.
Alt dette hindrer ikke, at vi kunne føle det Skjønne og Ophøiede i de Bibelsteder, hvor man har anvendt Tanken om Jordens Grundvold; thi det er ikke Meningen om Jordens Grundvold, hvorpaa det her kommer an, men paa den Tanke, at Gud har givet Jorden sit Sted, og holder den uforstyrret i dette. At Sikkringsstedet forandres, gjør her Intet til Sagen, fordi det dog er Gud, som giver Jorden sit rette Sted. Ja i den samme Jobs Bog, der 38 K. 4 V. indfører Gud som spørgende Job: hvor var Du, da jeg Grundfæstede Jorden? og 6 V. Hvorpaa ere dens Pillere nedsænkte? eller hvo har lagt dens Hjørnesteen? siges 26 K. 7 V. som et Beviis paa Guds Storhed, at Han hænger Jorden paa Intet. Dette synes mig paa det fuldkomneste at bekræfte den af mig fulgte Opfatningsmaade af saadanne Bibelsteder. Naar vi læse Bibelen ret, forsætte vi os hen i hine Tider, hvorfra Talen gik ud, og glemme gjerne vore her ei hjemmehørende Kundskaber; ja, dette gjøre vi endog ved mere verdslige Gjenstande; vi glemme f. Ex. vor Oplysning, som forkaster Hexer og Gjengangere, medens Digteren veed at forsætte os i den Tidsalder eller den Tilstand, hvor de henhøre. Man seer let, at den geistlige Taler ogsaa i Nutiden kan bruge de gamle bibelske Udtryk uden alt Anstød; thi hans Tilhørere eller Læsere forsættes med ham i en Tid, hvor de nyere Meninger træde i Skygge.
8| Jeg vil endnu tilføie et Exempel, som kan vise, hvor lidet den videnskabelige Indsigt bør nedsætte vor Følelse for Bibelens høie Udtryk om Gud. Naar David siger 90 Ps. 2 V.: førend Bjergene vare, var Du, er det han udtaler meget for lidet for den blotte Tænkning; men for Sandsen har det en meget fatteligere Storhed, end mangfoldige langt større Billeder. David, som selv saa ofte havde brugt større Billeder, fandt dog heller ikke dette for lidet, fordi det rykker Storhedstanken saa nær til den i Endeligheder endog allermest hildede Sands. Det er umuligt at tænke sig, at David kunde have brugt Udtrykket af Mangel paa Indsigt; ei at tale om, at vi nylig have omhandlet et langt større, maae mangfoldige andre høie Udtryk af Psalmerne foresvæve os; den Mand, der i samme Psalme 4de Vers siger: Tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og som en Nattevagt, for ham var ingen Tanke for høi.
Efter alt Dette seer man, at her ikke handles om, at Videnskaben skulde nedlægge Forbud imod Digterens Brug af den sandselige Opfatning, naar denne ikke stemmer med Tænkningens, men kun om at tilraade visse Indskrænkninger i Brugen af falske Meninger, som kunde have en Tillokkelse for Indbildningskraften. Skulde min Mening angaaende disse Indskrænkninger ikke synes at fremgaae tydelig nok af den hele Sammenhæng i min Bog, vil den dog nu efter de givne Oplysninger ei let kunne mistydes; kun for aldeles at sikkre mig mod Misforstaaelser, der kunde føre videre end det ved første Øiekast synes, vil jeg endnu tilføie Noget. Det er kun forsaavidt Digteren taler som Nutidens Mand, at han efter min Mening har at undgaae gamle i Digtersproget optagne falske Meninger; og man vil ikke finde, at disse ere meget talrige, naar man betænker, at de Forestillinger, som opvækkes ved det umiddelbare Sandseindtryk, ingenlunde henregnes til hine falske Meninger. Naturvidenskaben kan aabenbart ikke forbyde Digteren at bruge de falske Meninger; 9| men den kan sige ham, at jo mere sand naturvidenskabelig Dannelse – noget ganske andet end stræng Naturvidenskab – udbredes, desto mere ville hine falske Meninger svække eller tilintetgjøre Indtrykket af hans Værk. Dette kan undertiden skade det Indtryk, hele Værket frembringer; saaledes vil den Opfindelse i et aandrigt Digterværk, at en ond Aand, som har faaet Salomons Ring, frembringer Uveir og vild Ødelæggelse over hele Jorden, et godt Væsen derimod det Modsatte, ganske forfeile sit Indtryk paa den, som kjender Naturlovene, fordi Umuligheden staaer klart for ham. Vel sandt, at man i visse Digte taaler de største Umuligheder; men de maae da henføre os til en Verden, hvor vi ganske glemme det Naturlige; rykkes Naturen selv os ret nær for Øinene, maa hiint Trylleri ophøre. Naar jeg har nævnt nogle Digterværker, hvori det synes mig, at man har stillet det Overnaturlige og det Naturlige paa en altfor afstikkende Maade sammen; saa tilstaaer jeg gjerne Muligheden af, at jeg her kan have taget feil, endskjøndt jeg for min Deel vedligeholder min Mening derom; men det er ikke paa Rigtigheden af denne Dom, jeg lægger megen Vægt, men paa den Grundsætning, at Digterværket vil forfeile sin Virkning paa Mennesker med sand naturvidenskabelig Dannelse, naar det stiller det Overnaturlige paa en ret afstikkende Maade sammen med det Naturlige.
Jeg har ogsaa dadlet den Trods, hvormed nogle Digtere have ladet det Overnaturlige træde op imod det Naturlige. Den Maade, hvorpaa Schillers Götter Griechenlands fremhæves i Bemærkningerne, giver mig Anledning til at oplyse dette og flere Punkter af mine Yttringer om Digtningens Forhold til Naturvidenskaben. Med Hensyn paa vort Øiemed skjælner jeg i Schillers Götter Griechenlands to Afsnit, det første og største, hvori han lader sig henrive af den græske Oldtids Herlighed, det andet, som bestaaer af de 4 sidste Stropher, hvori han fører sine Klager over Nutiden. Det første Afsnit er en herlig, 10| begeistret Fremstilling af en Digterstemning, hvori han ganske hengiver sig til den skjønne græske Digterverden, og med fuld Berettigelse seer bort fra det Meget, som maa bestemme os til ikke at ønske denne Tid tilbage. Det andet Afsnit kan vel betragtes som en Fortsættelse af samme Digterstemning; men her vender den sig fjendtlig imod Nutiden, ikke mod dens Feil og Forvildelser, men imod dens Religion og Naturvidenskab. Jeg er enig med den i Bemærkningerne (S. 295 Anm.) fremsatte Mening, at Schillers Tanke ved den mod Christendommen fjendtlige Yttring i Digtet sandsynligviis har været rettet mod en aandløs Opfatning af Guds Eenhed og oversandselige Natur, og jeg maa tilføie, at jeg tænker det samme angaaende hans Yttringer om Naturlovene; men vist er det, at han har med sin Udtryksmaade givet Anledning til Misforstaaelser. Man læse dette sidste Afsnit:
Jeg gjentager det, for mig er det hele Digt kun Fremstillingen af en Digterstemning. Det synes ogsaa, at Bemærkningernes Forfatter ikke vil tillægge det stor Vægt, undtagen paa det Sted, hvori der skulde ligge et Beviis for Astronomiens Upoetiskhed; men denne Undtagelse kan jeg ikke billige. Der kan maaskee dog være Grund til at behandle denne Sag, som om den havde noget Mere at betyde, ikke for Bemærkningernes indsigtsfulde Forfatters eller andre indsigtsfulde Mænds Skyld, men for de Mange, som have forsømt at tilegne sig en tænkende Verdensopfatning i Forbindelse med deres poetiske Uddannelse. Jeg skal snart komme tilbage til denne Sag; men først vil jeg endnu tage Hensyn til et Sted, i Anledning af hvilket jeg atter kan vise en Overeensstemmelse, hvor Bemærkningerne forudsætte det Modsatte.
S. 314 siges i Bemærkningerne:
Forfatteren har ogsaa ved dette Skrift forøget den Fortjeneste, han alt tidligere har erhvervet sig af Theorien af det Skjønne. Men saa rigtigt og skarpsindig han end har oplyst, at det Behag, vi fornemme ved skjønne Former og Toner, hidrører fra den skjulte Fornuft, som derfra tiltaler os, saa forklarer dette dog neppe det hele Indtryk. Fornuftsammenhængen, »Samvirkningen efter en Mangfoldighed af Naturlove under en herskende Eenhed« (S. 49), kan være en conditio sine qua non, uden hvilken en Gjenstand ikke kan frembringe i os det Velbehag, som stedse maa ledsage det Skjønne; men det 12| dybere Udtryk, som den store Konstner lægger i sit Værk, og hvorved det tiltaler, bevæger vort hele Væsen, lader sig neppe forklare alene heraf. Ikke blot Konstværkets Harmonie frembringer et Velbehag i os som fornuftige Væsener, men Konstnerens Phantasie indvirker derigjennem paa vor og fører Sjelen ud over det Nærværendes snevre Grændser, og de Følelser der gjennemtrængte Konstnerens Bryst, idet han undfangede sit Værk, vække tilsvarende Følelser i os.
I den mig her meddeelte Ros erkjender jeg med Glæde den Overeensstemmelse, som bestaaer imellem min høitagtede Ven og mig; og det er mig kjært at kunne vise, at den gaaer endnu videre, end han har troet. Dette vil sees af efterfølgende Sted i min Samtale over Tonerne, som findes i Skandinavisk Literaturselskabs Skrifter for 1808, S. 46 o. f. Endskjøndt der sammesteds ikkun tales om det Skabende i Musiken, viser dog hele Sammenhængen, at min Mening over Aandens Virksomhed i Frembringelsen af de egentlige Digterværker ikke kan staae i Strid dermed.
Ernst. Holder Du det ikke for sandsynligt, at denne Beregning endnu kunde fortsættes for langt mere sammensatte Forhold?
Jul. Derom kan vel ikke letteligen tvivles.
Ernst. Jeg troer virkelig denne Mulighed, endskjøndt det endnu ikke er lykkedes og sikkert aldrig vil lykkes nogen Mathematik at udtømme Musikens Theorie. Det er heller ikke at betvivle, at vi jo endnu mangle mange Data, som vilde udfordres til en mathematisk Musiktheorie. Det er let muligt, at et lykkeligt Blik paa Klangfigurernes Bestanddele vil føre os til en rigtigere Indsigt i de større Tonemassers Natur, saa at man vel kunde sammenligne hver Tones Plads i en musikalsk Periode med bestemte Dele af Klangfiguren, der ogsaa indtage deres bestemte Sted. Dissonantsernes Opløsning vilde da ligne den Fuldendthed, enhver Klangfigur faaer ved alle Delenes Nærværelse, da den derimod vilde bortfalde som Figur, naar ikke alle Delene befandt sig der. Men om vi end kunde beregne alle Forhold i en Symphonie, saa indsee vi dem dog ikke under Nydelsen; denne er altsaa ubevidst. Ja, selv for den, som componerer en Musik, ere disse Forhold ubekjendte; thi tænker Eder en Symphonie af Mozart; skulle vel flere Mathematikeres Levetid strække til for at beregne alle dens Skjønheder?
Alex. Men finder Du da ingen Skjønhed i Musiken, uden at den 13| kunde beregnes? Er ikke Componistens Arbeide i det Væsentlige Digterværk? og dette vil Du dog ikke beregne.
Ernst. Jeg vil sikkert ikke beregne det, og jeg troer heller ikke, at Nogen kan det; men dog troer jeg, at det grunder sig paa Mathematik, skjøndt paa en dybere end den, som nogensinde er kommen os til Bevidsthed. Men ligesom jeg antog Menneskeskabningens Former som Productet af Naturens uendelige Mathematik, saaledes troer jeg ogsaa, at Componistens Skabning er Productet af samme Naturens skjulte Fornuft, som gjennem Kunstneren virker.
Felix. Men da bliver jo Kunstneren en Maskine.
Ernst. Aldeles ikke; thi naar jeg har sagt, at jeg betragter Naturen som Aabenbaringen af en uendelig levende og virkende Fornuft, saa kan Du vel ikke tvivle om, at jeg anseer den aandelige Natur selv som en Deel deraf, og det, som vi efter en anden Forestillingsmaade rigtigen kalde Naturgaver, som en Guddomsgnist? Eller synes det Dig vel muligt for den mest levende Indbildningskraft at udtænke noget større om Kunstgeniet, end det, som flyder af vor foregaaende Samtale, at Kunstneren nemlig ved en heldig Følelse opdager og skaber det paa engang, som mangfoldige Mennesker ikke ved deres Forstand i mange Aar havde kunnet udgrunde?
Felix. Jeg tilstaaer, at jeg har gjort Dig en uretfærdig Bebreidelse.
Ernst. Jeg tør altsaa haabe, at Du ogsaa tilstaaer mig, at man kan gjøre Regnskab for Kilden til vor Kunstnydelse uden derved at nedsætte det Guddommelige i Kunsten.
Felix. Det tilstaaer jeg gjerne; thi hvad kan vel være høiere og værdigere end at frembringe Kunstværker, som harmonere med den dybeste Fornuft, uden selv at have beregnet dem, og uden at de, som skulle modtage Indtrykket, behøve en saadan Beregning?
Det sees da nu let, at min Opfatning af Digteraandens Virksomhed indeholder den fuldkomneste Erkjendelse af dens Frihed. Den Ulighed, der vistnok findes mellem vor Opfatning af den menneskelige Friheds Forhold til den Guddommelige, ligger høiere, og hører til en Tankekreds, hvor de dybeste Tænkere, christne saavelsom ikke-christne, stedse have taget ulige Retninger. Alle Sandhedens Venner ville hilse den Aand med Taknemmelighed, som gav os sand Klarhed i denne Sag.
Det vil udentvivl være gavnligt, at jeg nu i faa Ord sammentrænger Resultaterne af det Foregaaende.
14| Med Bemærkningernes Forfatter er jeg, tvertimod hans Formodning, enig om følgende Punkter:
Digteren danner sig med fuld Ret en overnaturlig Verden, i hvilken Indbildningskraften, ikke Forstanden har Overherredømmet.
Den store Frihed, hvormed Indbildningskraften virker i Digtningsverdenen, tør dog ikke være vild og tøilesløs; men der gives tvertimod en heel Skjønhedens Verden, hvis Love den ikke maa overtræde. Den hele Natur, saaledes som den fremstiller sig for vore Sandser, staaer til Digterens frie Raadighed, uagtet Naturvidenskaben i saare mange Tilfælde viser, at det, der for den sandselige Opfatning synes at være, i Virkeligheden forholder sig ganske anderledes.
Jeg gjør mig endnu Haab om, at han vil tiltræde den af mig fremsatte Begrændsning, at Digterværket ikke bør sætte sig i forsætlig, aabenbar Strid med den Virkelighed, Indsigten viser os, og altsaa ikke bør bringe det Overnaturlige paa en saadan Maade i Vexelvirkning med det Naturlige, at begges indbyrdes Strid fremtræder med afgjort Styrke for Indbildningskraften. At vi neppe i de enkelte Tilfælde altid vilde blive enige om Anvendelsen, kommer her ikke i Betragtning, da dette saa hyppigt indtræffer ved Sandheders Anvendelse.
Jeg henstiller endnu til Bemærkningernes Forfatter og dem, der have følt sig enige med ham, om ikke den Begrændsning kan antages, som jeg har angivet, at Meninger, som vel gjennem Aartusinder have tiltalt Menneskenes Indbildningskraft, men som dog maae støde en Indbildningskraft, for hvilken en modsat Virkelighed er bleven klar, bør undgaaes i Nutidens Digterværker, forsaavidt de enten ikke forsætte os i en anden Tidsalder, eller holde sig i en reen overnaturlig Verden.
Endelig troer jeg tilfredsstillende at have viist, at jeg ikke nægter, men tvertimod ifølge min Opfatningsmaade erkjender Aandens frie Virksomhed i de skjønne Værkers Frembringelse.
15| Nu først kan jeg gaae over til de Paastande om Digtningen, i hvilke jeg ikke kan være enig med Bemærkningernes Forfatter.
S. 101 i min Bog havde jeg sagt:
Da Videnskabens Herlighed bør hævdes ved dens eget Væsen, blev her indtil videre forudsat, at den kun ved at give Indsigt, men ikke ved at skjænke Digterverdenen selv Noget, gav rig Erstatning for det, den berøvede samme; men nu kunne vi ogsaa henlede Opmærksomheden paa, at Videnskaben virkelig har Erstatning at byde Digterverdenen for det, den tilintetgjør deraf.
Jeg nævner derpaa et ikke ringe Antal af Exempler, som kunne bestyrke dette, men som jeg her maa forbigaae, og bede efterseet i Bogen S. 101-104. Jeg maa saameget mere ønske, at Læseren atter vil henvende sin Opmærksomhed dertil, da den i Bemærkningerne gjorte Indvending let kunde bortdrage Tanken fra det deri, som synes mig det Væsentlige. Efter at jeg paa det nævnte Sted havde fremstillet endeel antydende Exempler, fandt jeg det nødvendigt at sige (S. 104):
Det er naturligt, at den, der har indlevet sig i den gængse Opfatningsmaade, ikke vil finde sig tilfredsstillet ved den Erstatning for hans Tab, og endnu mindre vil finde, at denne Erstatning er usigelig rig og mangfoldige Gange opveier Tabet. En saadan Overbeviisning kan maaskee forberedes, men ikke uddannes ved enkelte om og betydningsfulde Exempler; den vil kun efterhaanden udbrede sig og omsider seire, alt som Naturvidenskaben udbreder sig saaledes, at den ikke alene bliver Forstandens Sag, men tillige befrugter Indbildningskraften. Det er kun ved denne aandelige Udvikling, at der ligeoverfor den gamle Digterverden vil aabne sig en ny maaskee aandeligt af ikke mindre Betydning end den, Opdagelsen af en ny Verdensdeel lige overfor den saakaldte gamle Verden har havt.
Denne Udvikling vil ikke savne sin lovlige og sikkert store Indflydelse paa Brugen af den gamle Digterverden, blandt andet vil derved udvikle sig en finere Takt for den Fornuftharmonie, som bør herske, om ogsaa nok saa skjult for Mængdens Øine, selv i den frieste Digtning, og herved maatte den vilde Frihed, som den tankeløse Mængde ofte tager for høi Originalitet, alt mere og mere tabe sine Beundrere.
Bemærkningerne holde sig næsten udelukkende til Spørgs16|maalet om Astronomiens Brugbarhed for Poesien. S. 294 hedder det:
Dersom de Fornuftlove, Naturvidenskaben har lært os at erkjende i Solsystemets Orden og Bevægelse, vare et Stof skikket til poetisk Behandling, hvorfor er det ikke benyttet dertil, da dog mangen Digter ingenlunde manglede de fornødne Kundskaber dertil? Een stor Digter har rigtignok betragtet Naturen efter »de nyere Indsigter«, og, hvad han saae, har han udtalt i de bekjendte Linier:
Medens jeg indtil videre forbigaaer, hvad jeg kunde have at sige om Schillers Auctoritet, holder jeg mig til Sagen selv. Man misforstaaer mig, naar man tillægger mig den Mening, at Lovene for Solsystemets Orden og Bevægelse skulde være Gjenstanden for et Digt, hvorimod denne skjønne Orden vel i korte digteriske Træk kan fremføres for Indbildningskraften, og dette, synes det mig, er ikke saa sjeldent skeet. Men om jeg end har den Mening, at de i Verdenssystemet opdagede Love ikke selv ere skikkede til en omfattende digterisk Fremstilling, saa er denne Mening dog ingenlunde i Strid med den Tanke, at et klart Blik over Verdensystemets Indretning kunde give en stor Digteraand Anledning til herlige Digtninger. Men hvorfor har endnu ingen saadan Virkning viist sig? Jeg kan vel ikke svare herpaa med afgjørende Vished; men det kan jeg sige, at det ikke er mig bekjendt, at Nogen af de berømte store Digtere har havt den hertil fornødne klare Kundskab. At Schiller tog Beenraden for hele Legemet, maatte jeg sige, at han tydeligt havde viist, dersom jeg skulde tage den omhandlede poetiske Fordømmelsesdom over Astronomien for Alvor. Hvor godt han kjendte Astronomien, vil jeg lade uafgjort; men at alt, hvad der muligt var ham bekjendt om Solsystemets organiske Skjønhed og om den til Vished grændsende Sandsynlighed af fornuftige Væsener paa andre Planeter, under Digtningen var fjernt fra hans Bevidsthed, seer Enhver, naar han blot mindes derom. Fremfor alt er der ved den heromhandlede Indvending at bemærke, 17| at den dybe Fornuft, som Naturvidenskaben under sine Fremskridt bestandigt mere og mere har opdaget i Naturen, dog først i de nyere Tider er bleven opfattet i en saadan gjennemgribende Sammenhæng, at den kunde fremtræde for os som en Heelhed, og det ikke som en blot tænkt Heelhed, men som en Heelhed, der inderligt er sammensmeltet med al den Virken, der aabenbarer sig i Naturen. Kort det Aandelige i Naturen har aldrig aabenbaret sig saaledes igjennem Erfaringsnaturvidenskaben som i vort Aarhundrede. Som et herligt Exempel paa Evnen til at gribe og fremstille denne Aand bør jeg nævne Forfatteren af Heinrich von Ofterdingen; hans ene Bjergmandssang fremstiller ypperligt den høiere dannede Bjergmands kjærligt fortrolige Omgang med Naturen, den anden fremstiller paa en mere æventyrlig, men dog dybsindig og sand Maade Menneskenes Forhold til de skjulte Kræfter og Skatte i Bjergene, og paa flere Steder, hvor Verset ikke antyder den digteriske Opfatning, giver denne Roman os herlige digteriske Fremstillinger af Jordklodens indre Historie. Hans Viinsang giver os en skjøn digterisk Fremstilling af Gjæringen. Han var i dette Slags Opfatning ilet langt foran sin Tidsalder. Göthe, som med sin store Digteraand forenede sand Indsigt i mange Grene af Naturvidenskaben og Aand for Naturens tænkende Opfatning, har i sit Digt, Metamorphose der Pflanzen, fremstillet Aanden af den Lære, han som Naturgrandsker havde forelagt Verden over samme Gjenstand; hans Digt over Howards Opfatning af Skyformerne fortjener ogsaa her at nævnes. Paa mange andre Steder i hans Skrifter møder man digteriske Opfatninger af saadanne Naturforhold, som han videnskabeligt havde indseet, og som blot havde behøvet Versets Form, for af Alle at erkjendes for det, de ere. Dersom den store Digter ikke var kommen til groveligt at misforstaae den mathematiske Naturlære, maaskee forført hertil ved visse Lærdes eensidige Fremstillingsmaade, vilde han sandsynligviis have ud18|rettet langt mere for Naturindsigtens digteriske Fremstilling. Jeg vilde dog have sagt meget forlidet om Göthe som den ved tænkende Naturopfatning høiligt oplyste og ledede Digter, dersom jeg blot tog Hensyn paa de Digte, hvori hans Naturvidenskab ret udtrykkeligt fremtraadte. Hvilken anden tydsk Digter har heelt igjennem saaledes viist sig som Naturiagttager? Selv i hans Fremstillinger af Menneskene seer man, at han gav de Væsener, hans digteriske Indbildningskraft skabte, et Præg, som kun den dybttænkende Iagttager kunde give dem. Denne store Mand med sin omfattende Videnskab og Verdenskundskab var isandhed en Naturens Digter, Ordet taget i den store Omfatning, hvori jeg har taget det i min heromhandlede Bog; han har derfor brugt langt Mindre af det poetiske Rustkammer end de fleste andre Digtere, men hentet sine Midler uden Omvei fra Naturen selv. Man seer let, at jeg ved det poetiske Rustkammer forstaaer Indbegrebet af de Digtningsopfindelser, som foregaaende Aldre have efterladt os. At disse ofte med sandt Mesterskab ere blevne brugte af store Digtere, falder det mig ikke ind at nægte; men jeg mener, at Digterne vilde virke langt herligere, naar de ikke altfor ofte toge deres Tilflugt dertil. – Göthe var sig sin naturelskende Digtning og sin digteriske Naturkjærlighed fuldt bevidst, og udtrykte det blandt andet i følgende Epigram:
Jeg anseer vistnok dette Udsagns skarpe Eensidighed som Yttringen af et Digterlune; men tag dets Eensidighed bort, og det minder dog om hans sande Kjærlighed til Indsigt i Naturen, hvorom desuden hans Skrifter bære det fuldstændigste Vidnesbyrd. Jeg vover ikke at anføre flere Exempler, for ikke at komme til at vælge saadanne, hvis Værd kunde være mindre 19| erkjendt; men i alle Tilfælde maa jeg her gjentage, hvad jeg allerede i Bogen har sagt, at det er af Fremtiden, vi have Naturindsigtens digteriske Brug at vente.
Jeg vender nu atter tilbage til Schillers titnævnte Digt, og tillader mig at anføre et Sted af mine tidligere Skrifter, hvori jeg under Digtningens Form har søgt at imødegaae Virkningen af hans Digt og flere af Misforstaaelser udsprungne poetiske Anfald paa vor Tidsalder og dens Videnskab. Til Forstaaelsen er her at anføre, at det efterfølgende er et Brudstykke af mit Digt, Luftskibet, hvori jeg søger at fremstille Opfindelsesaanden i en digterisk opfattet Begivenhed eller Række af Begivenheder. Samtalens Sted er Samos, hvoraf en Landtunge peger ud mod Ikaria, som minder om Ikarus’s ulykkelige Forsøg paa at flyve, bekjendt nok af Digtersagn. Personerne ere Anspann, en tydsk Oldgrandsker, Frankmann, en tydsk Naturgrandsker, Kalchas, en Athener, opdragen i Tydskland.
Jeg haaber, at man vil undskylde denne lange Anførelse, da den kan tjene til at stille den videnskabelige og æsthetiske Tænkemaade klart for Øine, som det synes mig maa fremgaae af Naturvidenskabens rette Dyrkelse. Man seer let, at det her ikke gjælder om at forkaste Noget, som enten i Oldtiden eller senere holdtes for skjønt, men om at hævde Naturvidenskabens Opdagelser deres Medvirkning til Dannelsen af det mere udvidede Skjønhedsrige, som vor Tidsalder maa fordre. Jeg har ikke blot her, men ogsaa i tidligere Skrifter oftere handlet om denne Udvidelse, og den Imødekommen, som derved fremvirkes mellem Viden og Skjønhedsopfatning. For det meste har min Tankeretning ført mig til at belyse Sagen fra almindelige Naturloves Side og fra disse viist hen paa det, som fremstiller sig for den sandselige Opfatning. Den Vexelvirkning der maa finde Sted mellem den fra Naturbeskrivelsen udgaaende Videnskab paa den ene, Digtning og dannende Kunster paa den anden Side, vil man være mere tilbøielig til at indrømme; men dog har den ikke vundet den Opmærksomhed, den fortjente. Humboldt har i sin Kosmos (2den Deel S. 1-103) mesterligt fremstillet dette. Jeg maa henvise hertil og fremhæver kun i største Korthed Hovedtanken. Den fuldstændigere Kundskab, som vor Tidsalder frem for alle tidligere har om Naturens Værker og Virkningslove, og den anskuelige Kundskab, som saamange velforberedte Reisende nu erhverve sig om fjerne Lande, maae give An26|ledning til Fremstillinger, hvori det videnskabeligt Nøiagtige tillige bliver fatteligt for Indbildningskraften. Denne Forening skal ikke tilveiebringes ved den mod al sand Kunst anstødende Paahæftning af Sagen fremmede Prydelser, men derved, at Stedets Natur opfattes i dens mange forskjellige Forhold, hvortil udkræves en Forening af næsten alle Sjælsevner. Fremstillingen af de saaledes erhvervede Kundskaber maa da svare hertil.
»Uden at forlade Hjemstavnen, skulle vi ei blot erfare, hvilken Skikkelse Jordskorpen i de fjerneste Lande har, med hvilke Dyr- og Væxtrigets Skabninger den er oplivet; der skal ogsaa tilveiebringes os et Billed, som i det mindste for en Deel levende gjengiver de Indtryk, som Mennesket i den fremmede Verdensegn modtager af Omverdenen. At tilfredsstille denne Fordring, denne Trang til et Slags aandig Glæde, som Oldtiden ikke kjendte, derefter stræber den nyere Tid; Arbeidet vil lykkes, fordi det er alle dannede Folkefærds fælles Værk, fordi de fuldkomnere Bevægelsesmidler paa Land og Vand gjøre Verden tilgængeligere, følgelig dens fjerneste Dele mere sammenlignelige.« (Kosmos 2den Deel S. 71.)
Ogsaa for Digteren, naar han vil henlægge sine Begivenheders Skueplads i et fjernt Land, vil den livelige Opfatning af alle Tilværelsens Forhold, som Videnskaben byder ham, gjøre det muligt, at give sin Fremstilling den klare anskuelige Sandhed, som i saa høi Grad bidrager til at henrive Læser og Tilhører.
For Landskabsmaleriet haaber Humboldt en stor Udvidelse ved de mangfoldige og mærkværdige Afvexlinger, de forskjellige Landes Væxtrige frembyder. Han vil at Landskabsmaleren, efter at have forberedt sig ved de for ham passende naturvidenskabelige Kundskaber, selv skal tage et hensigtssvarende langt Ophold paa Stederne, og da med fri Kunst frembringe de Værker, hans saaledes befrugtede Aand indgiver ham.