© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Stormægtigste allernaadigste Konge!
Den Indretning, hvis Stiftelse vi her høitideligholde, henhører til dem, som Europas nyere Dannelse har fremkaldt. I alle oplyste Lande har man enten indført saadanne Læreanstalter, eller arbeider man derpaa. Deres Majestæt vilde ikke, at Danmark, der staaer paa et saa hæderligt Trin af Oplysning og Dannelse, heri skulde blive tilbage. Deres landsfaderlige Øie havde allerede været henvendt paa disse Indretninger fra deres Begyndelse, og da Erfaring havde bekræftet det Haab, man maatte gjøre sig derom, besluttede De at føie dette vigtige Led til den Række af velgjørende Foranstaltninger, for Videnskaberne, Kunsterne og den almindelige Dannelse, som det taknemmelige Danmark allerede skylder Dem. Det er en kjær og glædelig Pligt, mit Embede paalægger mig, at være Ordfører ved denne Høitidelighed. En om Sagens Vigtighed mere overbeviist, for dens Udførelse mere begeistret, tør jeg sige, at Lod66|den ikke kunde truffet. Hvor levende skulde jeg ikke i denne Time ønske mig i Besiddelse af en Kunst og Talerfærdighed, der svarede til denne gode Villie! Dybt føler jeg, at det er for min Konge, jeg skal tale, i Nærværelsen af de høie Prindser af Kongehuset, af saa mange af min Konges høitbetroede Mænd og Fædrelandets oplyste Borgere. Hvor tør jeg haabe at opfylde de Fordringer, en saadan Høitid medfører! Kun den Tanke, at det er mit Embede, der kalder mig til et Forsøg uden for min egentlige Virkekreds, indgyder mig den Tillid, at min Iver for den vigtige Sag vil regnes mig tilgode, hvor mine Evner ellers alt for meget findes under Formaalet.
Over Naturvidenskabens i alle Grene af Statshuusholdningen dybt indgribende Vigtighed, altsaa ogsaa over Nytten af Indretninger til dens Udbredelse, har Europa allerede afstemt efterat have hørt Erfaringens Vidnesbyrd. Dersom Nogen endnu kunde have Tvivl, vilde det dog ikke mere være Tid at forsvare Sagen med Ord, da vi nære det sikkre Haab, at kunne gjøre det ved Handling. Derimod vil jeg forsøge at henlede Opmærksomheden paa en hidtil mindre fremhævet Side af Gjenstanden, nemlig: den store Indflydelse, en Læreanstalt, som vor, vil kunne udøve paa den almindelige Dannelse og Oplysning; hvorved det da tillige vil vise sig, at denne aandelige Udvikling maa bidrage til Kunstflidens og Næringsbrugenes Forædling, og overalt til det Heles Velværen.
Den experimentale Naturvidenskab, paa hvilken alle vor Læreanstalts Bestræbelser ere ligesom indpodede, kan ikke rose sig af nogen ærværdig Ælde. Den er tilfreds med at tage Plads blandt de nye Videnskaber; og mindes gjerne, at dens Fødsel maa regnes fra Videnskabernes store Gjenfødelsesalder. Men just formedelst dens Nyhed er den Indflydelse, den har udøvet, kun en ringe Deel af den, vi have at vente deraf; thi deels er den endnu saare langt fra den indvortes Fuldkommenhed, hvortil den i Aarhundredernes Række vil kunne hæve sig, 67| deels har Menneskeslægten endnu kun tilegnet sig de færreste af de Velgjerninger, den tilbyder dem. Uagtet de store Forbedringer, vor Videnskab har frembragt i alt, hvad der hører til vor legemlige Velværen, og hvorved Europa i det sidste Par Aarhundrede tildeels har faaet en ny Skikkelse, tager jeg dog ikke i Betænkning at fremsætte denne Paastand; men endnu mere gjelder den om vor Tales egentlige Gjenstand, den experimentale Naturvidenskabs Indflydelse paa Aandsudviklingen. Vist nok er det, som heri allerede er udrettet, ikke at ansee som ubetydeligt. Hvor meget har den ikke bidraget til at forjage Overtroen! lad det end undertiden være skeet, at en alt for vidt dreven Iver kaldte Meget Overtro, hvis Grunde man paa et vist Kundskabstrin ikke fattede, saa ophører dog hiin Sjelesygdoms Udryddelse ikke at være en udmærket Velgjerning; thi aldrig kan det komme i Samklang med det Gode, at tilskrive en mægtig Ufornuft, hvad der frembringes efter den evige Fornuftorden, Mørkets Magter, hvad der kommer fra Lysets Fader. Nei, Overtroens Herredømme skader alle, fra Fyrsten til den ringeste Undersaat; selv Mørkets Venner skader den, saa lidet de endog ane det.
Langt mere vigtig er dog den dannende Indflydelse, vor Videnskab har havt ved den Mangfoldighed af Opdagelser, hvori en overfladisk Betragter blot vilde see nye Kundskaber om enkelte Naturmærkværdigheder. Da den udvidede Menneskets legemlige Synskreds ved de kunstige Seeredskaber, udvidede den da ikke tillige hans aandelige? thi maatte det ikke udvide hans Begreb om Tilværelsen, naar han erfarede, at Planeterne ere Kloder, som vor, tildeels ledsagede af Maaner, lig vores, og vexlende med Dag og Nat, Sommer og Vinter, ligesom vor Klode? Maatte ikke en ny Forestilling om Naturens skjulte Herlighed opvækkes, da man i Legemernes mindste Dele saae den samme Mangfoldighed af Former og Bevægelser, som man ellers kun var vant til at see i Rum af betydelig Udstrækning? 68| hvilken Sum af rigtige Forestillinger er ikke bleven udbredt blandt Menneskene, ved de sidste to Aarhundreders Opdagelser over Luften: i det Barometret viste os Luftens Tryk, og siden hjalp os at maale Bierges Høider og Grubers Dybde: i det Luftpompen lærte os at prøve Tingenes Forhold i det tomme Rum: i det Luftskibet førte Mennesker gjennem Skyerne, høit over de Egne, hvortil Ørnens Flugt formaaer at hæve sig: i det Luftveiningerne fuldendte vor Overbeviisning om Luftens Deelagtighed i alle Legemlighedens Egenskaber? Hvorledes har ikke Thermometret berigtiget vor Følelses ofte vildfarende Angivelser, og bragt os til den Indsigt, at saavel den Mening, at Menneskene i fordums Dage havde nydt en mildere Himmel, som den, at de havde været en strengere underkastede, ere lige grundløse, og at Naturen i Henseende til Varmeskifterne har den samme ophøiede Stadighed i sin Gang, som i alle dens øvrige Værker? Dog jeg vilde komme for langt fra min Gjenstand, om jeg vilde fremstille alle de oplysende Exempler, Læren om Varmen frembyder. Jeg vover overalt ikke at borttage mere af den indskrænkede Tid med at udføre Exempler; naar jeg blot endnu nævner Electriceermaskinen, Tordenlederen, Dampmaskinen, Prismets Regnbuefarver, Galvanis og Voltas berømte Opfindelser, saa vil Enhver paa een Gang finde mange Strenge i sine Indsigters Harmonie berørte, og let kunne udføre hvad her er antydet.
Men saamegen Betydning, der endog ligger i alt Dette, saa vover jeg dog at gjentage den Paastand, at vor Videnskab endnu kun har begyndt at vise den Indflydelse, den kan have paa Menneskeslægtens Udvikling.
Jeg haaber, at vor Begeistring for Naturvidenskabens dannende Indflydelse ikke skal befindes at være en tom og grundløs Iver, men en i Tidsalderens Udvikling vel begrundet Stræben. Andre Videnskaber have hidindtil med en Overvægt, der grændsede til Eneherredømme, fremledet Menneskenes Aand paa 69| sin Udviklingsbane; vi ville ikke glemme, hvad Stort de have udrettet; vi ville ikke heller forlade vore gamle Lærere, som om de nu vare forældede og ubrugbare; men vi ville heller ikke oversee, at enhver Udvikling for sig selv alene er eensidig, og at denne Eensidighed, bragt til en vis Yderlighed, er farlig. Naar man undtager de sjeldne Mennesker, der modnes til den dybeste Indsigt, vil en vis eensidig Fuldendthed og Forfining lede til en Overspænding, der atter let gaaer over til Slappelse og Overmættelse. I denne Tilstand griber man efter det Overnaturlige, det Unaturlige, det sygeligt Opskruede, og forsmaaer det Sande, Eenfolde og Sunde. Vor Tidsalder bærer kjendelige Spor af denne falske Retning, og vilde bære endnu langt flere, dersom ikke Naturvidenskaben gjennem et Par Aarhundreder havde udstrøet en Sæd blandt Aanderne, der ei er bleven ganske uden Frugt. Den sætter en kraftfuld, ved utallige Erfaringer støttet Viden imod Sværmeriets umandige Udskeielser; og havde den ikke været saa fast og urokkelig, skulde vi allerede have seet Astrologie, Magie og alle Indbildningens Misfostere fra Middelalderen, satte paa Fornuftens Throne, opløftede derpaa af en foregiven poetisk, philosophisk eller religiøs Aand. Enhver, som har lagt Mærke til Tidernes Tegn, og kjender Naturlæren, vil føle, hvormeget den endnu vil kunne udrette; thi Intet kan være mere sjelestyrkende end den store Sandhed, som denne Videnskab ikke blot lærer, men beviser, ikke blot beviser, men fremstiller klart for vor Beskuelse, at Naturen retter sig efter evige Love, og at disse Love ganske ere beskafne som en uendelig fuldkommen Fornufts Forskrifter, saa at Naturens Ven lever i en bestandig Fornuftbeskuelse af den i Alt nærværende Guddom. Denne Vane at have den evige Fornuft i Naturen for Øine indgyder en Modbydelighed for alt Sværmeri, og fylder Sjelen med en rolig og klar Tillid, der gjør Mennesket frimodigt og fyrigt til vigtige Foretagender.
En sand Aandforfriskning ligger der ogsaa i Naturlærens 70| uophørlige Fremskriden ved de mangfoldige Opdagelser; den bringer Sandhedens Ven hvert Aar nye Glæder, og tillader ikke Vildfarelsen at blive gammel. Hvilken Seier har ikke i denne Henseende vor Tidsalders Naturvidenskab vundet for Sandheden? Der gaves en heel Skole, tildeels af meget aandrige Mænd, hvis Bestræbelser for Videnskabernes Forbedring vi ikke ville miskjende, men som med det forvovneste ungdommelige Overmod vilde omskabe Alt. De stræbte at bringe den experimentale Naturvidenskab i Udraab for at være død og uden sand Kraft til at opfatte Naturen. Hvorledes hævdede vor Videnskab sig? Den gjorde en Række af Opdagelser over Lyset, over Jordarternes metalliske Bestanddele, over de mathematiske Forhold i Grundstoffernes Forbindelser, over Magnetismen o. s. v., hvorom hine Forhaanere Intet havde opdaget, men vel drømt Meget, som lidet passede med de nye opdagede Kjendsgjerninger.
En særdeles vigtig Eiendommelighed ved den Dannelse, den experimentale Naturvidenskab giver, er, at den leder til Handling. Tilbøieligheden til at leve i almindelige Betragtninger og aandelig Beskuelse er fornemmelig overveiende i saadanne Lande, hvori Erfaringsnaturvidenskaben, og især den experimentale, senest har begyndt at gribe kraftigt ind i Livet, medens den øvrige Dannelse er bragt til en sjelden Høide. Vist nok vilde det være beklageligt, naar Ingen i et heelt Folk overlod sig til hiint, om jeg saa maa sige, blot aandelige Liv; men dette er ikke for Alle. Der hvor Mange efterstræbe det, er det hos de Fleste en Forkunstling, der fører dem bort fra det af aandelig og legemlig Virksomhed sammensatte Menneskeliv, fra denne Bestræbelse til at sætte Fornuftens Præg paa Omgivelsen, hvortil de fleste ere kaldede, og hvorved de paa mangfoldige Maader kunne forskjønne sig Tilværelsen.
Vor Læreanstalt giver nu det dannede Menneske en Leilighed til at blive bekjendt med de Naturkræfter, der benyttes i 71| Næringsbrugene; den tilbyder ham Øvelser i chemiske Arbeider, i Tegning, i Mathematikens Brug og Anvendelse, i Maskinlæren; den aabner ham Værksteder, hvori de vigtigste mechaniske Kunster læres. Den giver ham en Oversigt over samtlige Næringsbrug og disses indbyrdes Forhold. Den unge Mand, der har noget Anlæg og Virksomhed, vil da ved Hjelp af de her opnaaede Forkundskaber og Færdigheder med Lethed sætte sig ind i den Næringsbrug, han vælger. Vel vil han endnu have Erfaringens Skole at gjennemgaae; men han skaanes dog for de Læredrengeaar, der afskrække saa mange dannede unge Mennesker fra Næringsbrugen til største Skade for Landets Fremgang i Kunstflid og Velstand. Hvor Faa gives der ikke blandt vore Rige, der vove at anvende deres Midler i Kunstfliden! De have Ret, – thi de forstaae hverken at gjøre Anlæg dertil, eller engang at bedømme de Forslag, som derover gjøres dem – men ansaaes Naturvidenskaben og dens Anvendelse for et Studium, der egnede unge Mænd af de høiere Stænder, vilde dette Misforhold snart ophøre, og mange Mennesker sættes i en ny og gavnlig Virksomhed.
Det har ikke undgaaet Deres Majestæts Opmærksomhed, at mange Embedsmænd vilde vorde langt mere skikkede til de dem betroede Forretninger, dersom de havde den Art af Dannelse, hvorom her handles. De har, allernaadigste Konge, ved Indstiftningen af vor Læreanstalt villet sørge for denne vigtige Deel af Bestyrelsen. Det er klart, at Sprog, Lovkundskab og Comptoirøvelse ikke give den Embedsmand, der har en nær eller umiddelbar Indflydelse paa Næringsbrugen, al den Forberedelse, han behøver. I det bedste Tilfælde forskaffer han sig senere ved Aar og Erfaring nogle af de manglende Kundskaber; men har han ingen Sands for Næringsbrugene, vil han let foragte dem, som Ting, det er under hans Værdighed at kjende; og det er da meget at befrygte, at han ikke blot vil forsømme det, der kan befordre dem, men endog ved falske Forholdsregler 72| qvæle meget Gavnligt i Fødselen. Den derimod, der med Flid og Forstand har benyttet vor Læreanstalt, vil paa sin Post medbringe Kjendskab og Kjærlighed til Næringsbrugene, og snart udfylde ved Erfaring det, som endnu manglede ham; han vil ved utallige Leiligheder være den venlige og fornuftige Raadgiver, hvor en Anden kun vilde vise sig som Magthaver; han vil ved sin Agtelse for Kunstfliden bidrage til at forjage den ufortjente Ringeagt, der staaer den saa meget i Veien; han vil grundigen kunne besvare de Spørgsmaal, som hans Konge lader ham forelægge, angaaende Næringsbrug og Landhuusholdning; og han vil kunne gjøre gavnlige Forslag saavel til Ophævelsen af Hindringer, der endnu nedtrykker en Kunstflid, som til nye Lettelser for dens Opkomst.
De Mænd, som saaledes have erhvervet sig en levende, anvendelig Kundskab i Naturlæren, ville ogsaa udbrede Smag derfor i deres Omkreds. Ingen Videnskab giver rigere Anledning til daglige Samtaler og Meddelelser; thi Gjenstandene ligge os saa nær, de frembyde saa megen Afvexling og Nyhed, de tillokke saa meget ved deres Nytte, og endeligen forvikle de ikke Menneskene saa let i Stridigheder, som andre Gjenstande for Eftertanken, der snart foraarsage Splid formedelst deres Uvished, snart formedelst den Deel, Menneskenes Lidenskaber tage deri. Denne Udbredelse af Smag for Naturvidenskaben vil give Anledning til, at vort eget Lands Natur nærmere undersøges, at dets Frembringelser bedre benyttes, og at fremmede Opdagelser hurtigere komme i Omløb.
Den Dannelse, man hidindtil ansaae som den eneste, maatte altid blive fremmed for den største Deel af den arbeidende Classe. Vor Videnskab er Næringsbrugeren mere tilgængelig; ved sin legemlige Side er den ham, om jeg saa maa sige, haandgribelig; ved sit aandelige Indhold, hvoraf en væsentlig Deel ikke fordrer overordentlige Forberedelser for at fattes, opløfter den ham, og giver ham en høiere Dannelse. En 73| vis Grad af den sædvanlige Dannelse fører letteligen Mennesker af den arbeidende Classe bort fra deres Livs Formaal, opfylder dem med Lede og Ringeagt for deres daglige Forretninger, frister dem til at sysselsætte dem med Kunster og Videnskaber, de hverken kunne forstaae eller bruge; ja forleder dem vel endog til at tage Deel i religiøse og politiske Partier, hvori de forvandles fra nyttige til unyttige, ja skadelige Medlemmer af Samfundet. Vor Videnskab fører Næringsbrugeren til sit Arbeide. Har han høiere Evner og den urolige Virksomhedsaand, der pleier at ledsage disse, saa seer han tæt omkring sig en vid Mark, hvor hans Aand kan tumle sig, og hvor han kan vinde Rigdom og Ære uden at udsætte sig for at vorde forsmaaet, gjort latterlig eller endog indviklet i strafværdige Foretagender.
Det er mig ikke ubekjendt, at mange af Fædrelandets mest oplyste og indsigtsfulde Mænd forestille sig, at videnskabelige Kundskaber ere upassende, endog skadelige for Næringsbrugeren, og at det kun er Stykker af Videnskabens Material, saa at sige kun Recepter, som man skal meddele den arbeidende Classe. Saa mange udmærkede Mænds Anseelse vilde have noget tilbageskrækkende, dersom jeg ikke paa den anden Side saae en Modvægt i de Mænds Overbeviisning, som især have sysselsat sig med Næringsbrugenes Forædling, og som for største Delen leve i Lande, hvor man har en ældre Erfaring til Prøvesteen. Jeg tilstaaer, at jeg allerede ved de første Skridt paa Lærerbanen havde fattet den Mening, jeg nu forsvarer; men jeg har behandlet den med Tvivl og underkastet den en lang Erfarings og Eftertankes Prøvelse. Det har ikke undgaaet min Opmærksomhed, at adskillige Mennesker af de arbeidende Classer, der havde anvendt nogen Tid paa Videnskaben, ere blevne forskruede, have forsømt deres Arbeide, løbet efter Drømmebilleder; men jeg har ikke kunnet overbevise mig om, at man havde Ret, naar man skjød Skylden derfor paa Videnskaben. Saadanne Mennesker vilde ellers ogsaa have spildt deres Tid paa Ting, 74| de ikke forstode; det være sig nu, at de havde valgt perpetuum mobile eller Statsforfatningen eller Religionen til Gjenstand for deres ulykkelige Virksomhed. Kort: der gives en Art af Mennesker, som have en naturlig Færdighed i at uddrage noget Vrangt af Alt, og som man ikke letteligen skulde kunne forbedre, uden at opdrage dem paa ny. Men man vilde feile meget, om man troede, at dette Slags Mennesker kun fandtes i de mindre forfinede Classer; man finder dem overalt, selv blandt dem, til hvis Stand en lærd Forberedelse agtes nødvendig; men her falder det ret i Øine, at Ulykken ikke hidrører fra for megen Lærdom.
Man forestiller sig ofte Videnskaben for vanskelig, og Næringsbrugernes Fatteevne altfor indskrænket. Der gives mangfoldige Naturlove, som baade ere saa lette at forstaae og at anvende, at intet sundt Hoved kan finde Vanskelighed deri; f. Ex. at Varmen udvider alle Legemer, at Luftens Tryk bærer Qviksølvet i Barometret og det opsugede Vand i Pompen, at Virkningen af en Bevægelse bestemmes ved Vægten, multipliceret med Hastigheden. Der gives desuden, hos ethvert Menneske med jevnt gode Naturanlæg, en Evne til at opfatte det, der nærmest er ham vigtigt, og som foraarsager, at Næringsbrugerne ofte gjøre en Anvendelse af videnskabelige Sætninger, som man ei havde ventet. Erfaring har desuden lært mig i mangfoldige Exempler, at et godt Hoved endog med yderst ringe Forkundskaber, kan høste megen Gavn af Videnskaben, naar han kun ei lader det mangle paa Flid.
Idet man vil udelukke Næringsbrugeren fra videnskabelig Underviisning, forlanger man tillige, at Videnskabsmanden skal udfinde, hvilken Brug der i Værkstederne kan gjøres af hans Videnskab; han skal derefter udfærdige Forskrifter, om hvis Grunde Næringsbrugeren ikke behøver at være underrettet. Man tilbyder Videnskabsmanden herved den Ære at være Næringsbrugerens Formynder; men han maa frabede sig den, baade for 75| sin og dennes Skyld. Det er næsten umuligt, at Videnskabsmanden, om han ogsaa forener et praktisk Blik med sin dybere Indsigt, skal have Øie for alle de smaae Enkeltheder, hvoraf en Fremgangsmaades Held eller Misheld i Værkstedet kan vorde afhængig. Lad os endog sætte, at man hos Videnskabsmanden fandt den yderst sjeldne, om ikke umulige, Forening af alle de Talenter, der behøves i Videnskaben og i Værkstedet – thi Værkstedet fordrer ogsaa Talenter, som kun forfængelig Hovmod kan oversee med Ringeagt – forener han, siger jeg, alle disse Naturgaver, hvor vil han faae Tid til at anvende dem alle? Skal han give Værkstederne Forskrifter, der skulle bruges af ukyndige Mennesker, maa han da ikke leve i Værkstederne for at erfare alt Det, der udfordres til at gjøre disse Forskrifter fattelige? Skal han leve for den høiere Videnskab, maa han da ikke trække sig tilbage i en, Eftertanken og Undersøgelsen helliget, Ensomhed? Men havde nu endeligen Videnskabsmanden givet Forskrifter, saa fattelige, som Forskrifter lade sig gjøre; mon der nu ikke vilde møde mange uforudsete Omstændigheder, hvor den Ukyndige ikke vilde vide at bruge dem? Det er en sand Umulighed at forudsee alle saadanne Omstændigheder og allermest, hvor nye Fremgangsmaader skulle indføres. Man klager saa ofte over Ubrugbarheden af Forskrifter, der findes i Bøger: og alt for ofte ere disse Forskrifter enten urigtige eller dog utilstrækkelige; men ofte ligger Skylden hos Næringsbrugeren selv. Snart overseer han, af Ukyndighed om Forskriftens Grunde, en tilsyneladende liden, men i Virkeligheden indflydelsesrig Omstændighed, snart troer han at være klogere end Forskriftens Forfatter – thi Selvklogskab er Uvidenhedens Ledsager – og gjør Forandringer, som stride mod Hensigten, medens han troer at have forbedret; snart veed han, som sagt, ikke at afhjelpe uforudsete Vanskeligheder. Det er desuden næsten utroligt uden for den, som har Erfaring herover, hvilke falske Forestillinger, ikke blot raae Mennesker, men endog dannede indblande 76| i det, der meddeles dem som Resultater af Naturvidenskaben, naar de ikke have faaet en nogenlunde rigtig og sammenhængende Oversigt over den. Til alt dette kommer endnu, at den ukyndige Næringsbruger let paa Grund af sine falske Forestillinger foretrækker urimelige Forskrifter for de gode, et Tilfælde, der indtræffer ikke blot ofte; men jeg tør sige, som oftest.
Skal Videnskaben udøve en stor og omfattende Indflydelse paa Kunstflid og Næringsbrug, maae altsaa de, der drive den, selv bringes til nogen videnskabelig Indsigt. I de fleste Tilfælde er det Videnskabsmanden, der skal gjøre de store og vidtudseende Opfindelser for Næringsbrugeren; men denne maa have videnskabelige Indsigter, for at forstaae disse Opfindelser og paaskjønne deres Værd; og han maa selv gjøre en Mængde af smaae Efteropfindelser, for at indføre Videnskabsmandens Grundtanke i de ved saa mange Biomstændigheder forviklede Værkstedsarbeider. Miskjendelsen af dette venskabelige, meddelende Forhold mellem Videnskabsmanden og Næringbrugeren har givet Anledning til usigelig megen Forvirring. Det er Tid, at man gjør sig klart, hvad begge vinde ved at sætte sig i deres sande Forhold til hinanden. Videnskabsmanden har ved en saadan Vexelvirkning den Fordeel, at hans Opmærksomhed jevnligt henvendes til Erfaringens Enkeltheder, hvilke han, uagtet han selv gaaer ud fra Erfaringen, let fristes til at tabe af Sigte, medens han, byggende Slutning paa Slutning, stræber at hæve sig til den høieste Indsigt. Det ligger i den menneskelige Natur, at vi i en lang Slutningskjede letteligen føres vild, ikke saa meget ved indvortes Feil deri, som meget mere derved, at vi oversee Betingelser, der skulle tages med for at svare til Naturen; saa at vi ved Enden af Tankerækken vel have rigtigt beviist Noget, men at dette Noget ikke findes bestemt saaledes i Naturens store Sammenhæng. Vor Viden maa derfor flittigt bringes paa Erfaringens Prøvesteen. Saadanne Erfaringer, og det 77| meget paatrængende, og paa en vis Maade uafviselige, naar man har indladt sig med dem, frembyde alle Erhvervsomhedens Bestræbelser. I det at Videnskabsmanden herved bliver gjort opmærksom paa mange Ting, hvorfor Theorien hidtil ikke kunde gjøre Rede, drives han til nye Undersøgelser, der snart berigtige, snart udvide hans Indsigter; medens han paa den anden Side nyder en ny og velgjørende Glæde af sin Videnskab, idet han seer, hvorledes den forskjønner det borgerlige Liv.
Næringsbrugeren sættes ved sine videnskabelige Kundskaber istand til at indsee Grundene for det, han foretager sig, og kan derfor udrette Meget, som før var ham umuligt. Men ikke nok dermed. Den større Udvikling, hans Forstand har faaet, idet han erhvervede sig de videnskabelige Kundskaber, gjør, at han arbeider med mere Forstand; men at arbeide med Forstand er mere værd end al Verdens Kunstrecepter. En naturlig Følge af, at Næringsbrugeren saaledes arbeider med større Indsigt, er ogsaa, at han gjør sit Arbeide med Kjærlighed og Glæde, følgeligen ogsaa derfor vil arbeide flittigere og bedre. Han vil føle sig selv forædlet og værdig til at tælles blandt Landets tænkende og oplyste Mænd; han vil derfor ikke skamme sig ved sin Næringsvei, og hvad dertil hører; men desto mere vil han skamme sig ved alle slette Kunstgreb, hvorved mange Næringsbrugere søge ulovlig Fordeel. Denne Tænksomhed og denne ædle Tillid ville herligt sammenknytte sig med den Opfindelsesaand, vor Videnskab saa kraftigt vækker; Opfindsomheden hører til dens Væsen; hvert Øieblik frembyder den os Spørgsmaal, som kun lade sig besvare ved nye Forsøg; mange blandt disse ere af en saadan Beskaffenhed, at selv den mindre Indsigtsfulde kan udtænke dem. Han har herved en herlig Leilighed til at øve sig, og til at udvikle den større eller mindre Opfindelsesaand, der er falden i hans Lod; men det er denne Aand, der frembringer Forbedringerne i al Slags Kunstflid og Nærings78|brug; kun ved den ville vi være istand til at kappes med Udlandets Kunstflid. Aldrig vil et Folk kunne naae et andet ved blot Efterligning, skal det staae ved Siden af dem, som forbedre Næringsveiene ved Opfindelser, maa det selv opfinde, ellers bliver det altid en Menneskealder tilbage. Kun ved opfinderisk Virksomhed frembringes denne hæderlige Væddekamp og denne broderlige Meddelelse, der mere og mere vil sammenknytte forskjellige Landes Mennesker.
Efter alt Dette synes da vor Læreanstalt at frembyde et heelt System af følgerige Virkninger. Lærerne have her den ønskeligste Leilighed til at berige sig med Erfaringer, og til at forfuldkomme Videnskaben ved nye Forsøg. De Faa, som ere fødte med Anlæg til Videnskabens Forfremmelse, ville her finde fuldstændigere Hjælpemidler til at lægge den Grund, hvorpaa der skal bygges. Den tilkommende Embedsmand, der i sin Tid skal faae Indflydelse paa Næringsbrugene, vil her kunne erhverve sig de Kundskaber, de Færdigheder og den Art af Uddannelse, som dertil hører. Den unge Mand af Opdragelse har her en Skole, hvor han kan forberede sig til Næringsbruger, uden at underkaste sig den raa Behandling, som et efterhaanden vigende Barbarie endnu har levnet i Laugene. Mennesker, der ikke have været begunstigede ved en ædel Opdragelse, ville her finde en Leilighed til at udvikle deres Aandsgaver, forædle deres Virksomhed og hæve sig til en fortjent Anseelse. De Mænd, som udgaae fra vor Læreanstalt, ville, hver paa sit Sted i Fædrelandet, selv naar de ikke lægge an derpaa, danne nye Udgangspunkter for nyttige Kundskabers Udbredelse. Nationalaanden vil efterhaanden faae en mere praktisk Retning. Opfindelsesaanden vil mere og mere hæve sig. Fædrelandets Naturfrembringelser flittigere og bedre benyttes. Fremmedes Opdagelser hurtigt komme i Omløb hos os. Og ved alle disse forenede Bestræbelser vil, under Guds Velsignelse, Velstand mere 79| og mere blomstre, Fædrelandskjærlighed og Borgersind næres og voxe.
Med Glæde see vi saaledes vort Fædreland uopholdeligen skride frem paa den Oplysningens og Uddannelsens Bane, hvorpaa det uagtet sin Lidenhed, og uagtet sin Fraliggenhed fra Europas Midpunkt, har gjort saa hæderlige Fremskridt. Vi føle under denne Betragtning en dyb Taknemmelighed ved Erindringen af den lange Række af danske Konger, der lige fra ham, der stiftede vort Universitet, med saa megen sand landsfaderlig Iver have truffet de mange Foranstaltninger til Oplysningens Fremme; men, allernaadigste Konge, ikke blot fordi Deres Velgjerninger ligge os saa nær, eller fordi Deres Menneskekjærlighed og Huldsalighed have indtaget alle Hjerter, vil Taknemmeligheden dvæle ved Deres Majestæt; nei, den upartiske Historie vil engang sande det med os; naar den har fortalt, at Frederik den Sjette allerede i sin første Manddom, ved Thronens Side, var sit Lands Velgjører, der kraftigt virkede for at bryde de Lænker, der holdt Bondestanden i Afmagt, og for at lade Danmark give Europas Nationer et lysende Exempel ved Slavehandelens Afskaffelse, og naar den har stillet Efterverdenen for Øie, hvilken betydelig Sum af Indretninger til Retfærdighedens og den sande Borgerfriheds Fremme denne Konge kaldte for Lyset, vil den heller ikke glemme at nævne hans store og faderlige Omhu for Almueskolerne: de høist vigtige og omfattende Forbedringer han gav Krigernes Opdragelse: den nye, og med Tidernes Fremskridt mere stemmende Skikkelse de lærde Skoler skyldte ham: hvilken betydelig Udvidelse og Forbedring vort Universitet under ham erholdt; og hvor mange andre Indretninger, saavel for Kunster som Videnskaber, vil den ikke have at nævne, som skylde den samme velgjørende Haand, enten Tilværelsen, eller forøget Liv og Kraft! Hvad Historien engang vil fortælle om Deres Majestæt, det fylder i Dag vore Hjerter med Tak80|nemmelighed. Den Læreanstalt, vi her indvie, giver vore Taknemmeligheds-Følelser ny Næring og besjeler os med nye Forsætter, ogsaa at bidrage vort til, at Landsfaderens store Hensigter maae opnaaes. Gud velsigne Kongen og hans Huus! Han give, at Fædrelandet maa blomstre, og at vor Læreanstalt maa værdigen bidrage sit dertil!