[81]|NTo Taler holdne i Nde skandinaviske Naturforskermøder

[83]| I

NTale holden i de skandinaviske Naturforskeres første Møde i Kjøbenhavn

(Den 3die Juli 1840)

Vi begynde idag en Række af Meddelelser og Forhandlinger, som begunstiges af hele Skandinaviens gode Ønsker. Det er ikke blot som et Foretagende til Naturvidenskabens Fremme, at det vækker al denne Deeltagelse: tænkte man sig ikke mere derved, vilde der vel ikke være Mangel paa Deeltagelse, men saa stor, saa levende, saaledes alle oplyste Nordboer gjennemtrængende vilde den ikke være; nei man seer deri tillige en stor og betydningsfuld Yttring af den sig hver Dag mere og mere udviklende nordiske Folkeaand, der klarligt fatter, at vi, som ere udsprungne af een Stamme, tale – om end i forskjellige NMundarter – eet os alle forstaaeligt Sprog, og have fælles ærefulde Oldtidsminder at bevare, upaatvivleligt ogsaa maae have fælles store Formaal at virke til, en fælles Verdensbetydning at efterstræbe, og et fælles Brodersind at holde i frodigt Liv ved indbyrdes Velvillies- og Høiagtelsesbeviser.

Vi have allerede ved Slutningen af forrige Aarhundrede og i Begyndelsen af nærværende seet denne Aand betegnet ved 84| Net af skandinaviske Lærde stiftet Selskab, og siden vedblivende at yttre sig deels i gjensidig Tilegnelse af aandelige Frembringelser, deels i talrige venskabelige Sammenkomster; men noget saa Stort og Omfattende som Dannelsen af vort Selskab, var der endnu ikke skeet i denne Retning. De saa lidet forberedede NMøder i Götheborg viste allerede, hvormeget man kunde love sig deraf: og nu behøver man blot at kaste et Blik paa denne talrige Forsamling, der indeslutter saa mange Kræfter, for at føle sig forvisset om Opfyldelsen. Jeg vil her ikke tale om dens Indflydelse paa Naturvidenskabens Blomstren i Norden – paa denne er allerede enhver Opmærksomhed henvendt – men jeg vil bede Dem dvæle med mig ved dens, vel almindeligt følte, men hidtil endnu ei noksom udtalte Indflydelse paa det fælles nordiske Liv; og maaskee ville DeA ikke være uvillige til fra dette Midpunkt af at følge mig paa en Udflugt i videre Kredse.

Det er indlysende, at den Nytte, der stiftes ved Forsamlinger som vore, ikke alene er umiddelbart videnskabelig, men tillige har sin almeen menneskelige Side: ja man kunde maaskee ansee denne som den vigtigste. Dette blev allerede fremhævet af Nde første Naturgrandskerforsamlingers berømte Stifter, og er siden bleven erkjendt af de indsigtsfuldeste Mænd. Imidlertid har en anden Fremstillingsmaade ikke sjeldent, især i de senere Aar, søgt at gjøre sig gjeldende, vel ikke ved aabenbar Modsigelse, men ved allehaande Domme og Forslag, som udgik fra et modsat NAnsyn af Sagen. Man har saaledes undertiden betragtet de offentlige Møder som næsten overflødige, og meent, at man skulde saa meget som muligt indskrænke sig til NSectionsmøderne, for at hver Mand skulde holde sig til sit Fag. Saa agtværdige endog de Stemmer kunne være, som have hævet sig for denne Mening, føler jeg mig dog paa det stærkeste opfordret til at modsige den. Jeg tilstaaer gjerne, at den hidrører fra Stræben efter Grundighed og Nden for samme gunstige Selvbe85|grændsning; men ved nærmere Betragtning seer man, at heri ofte blander sig Meget af denne Selvbegrændsnings Overdrivelse, som gjør Mandens hele Opfatningsmaade indskrænket, og mere eller mindre lukker Sandsen for det, der ligger udenfor en selvgjort, snever Synskreds, indenfor hvis Grændser man iøvrigt kan have opnaaet en stor Virtuositet. I alle Tilfælde vil det være godt, at man overbeviser sig om, at de offentlige Møder ligesaalidet kunne erstattes af Sectionsmøderne, som disse af hine.

Det er allerede indlysende, at der i hvert Fag gives mange Gjenstande, somA have Interesse for alle Naturvidenskabernes Dyrkere; og hvor kunde der gives en bedre Leilighed for dem til at faae den ønskelige Oversigt over en Deel af de nye Fremskridt, og til at følge den Udviklingsaand, som behersker det Hele, end ved disse større Sammenkomster, hvor nye Tanker og Opdagelser fremstilles ved det levende Ord!

Uden disse offentlige Forsamlinger, hvori man endog maatte ønske korte Oversigter af mange Gjenstande, som omstændeligere skulle behandles i Sectionerne, taber vort hele Foretagende sin Eenhed, og det ikke alene, naar de ganske tilsidesattes, hvilket maaskee Ingen vilde foreslaae, men ogsaa naar de behandles som en Bisag, der maatte vedligeholdes som et Slags nødvendigt Onde.

Ved de offentlige Forsamlinger sætte vi os ogsaa i et levende Forhold til hele Folket. Jeg veed vel, at Mange ansee dette for mere skadeligt end gavnligt. De mene, at Meddelelserne derved faae et mindre lærd Tilsnit, en mindre skarpt betegnet videnskabelig Form – og at dette undertiden skeer, ja bør skee, skjøndt langtfra ikke altid – deri maa man vel give dem Ret; men et andet Spørgsmaal er det, om de ogsaa have Ret til at betragte dette som et reent, uerstattet Tab. Man tager da ikke Hensyn til Værdien af den Fornøielse, oplyste Mennesker, der ikke høre til Faget, høste af Deeltagelsen, og 86| endnu mindre betænker man den Nytte, vi selv have af at fremstille Sandheden under nye Skikkelser. Vel er det sandt, at der gives en falsk Stræben efter Popularitet, en blot Jagen efter at gjøre Indtryk og at more, som er Videnskabsmanden uværdig, og at der gives en ved saadanne Midler frembragt Morskab, som langt fra at gavne, forvirrer og skader de Nydende. Det lader sig heller ikke nægte, at selv den værdige Fremstilling af Videnskaben kan møde falsk Opfatning af dem, som staae udenfor dens Enemærker: og vistnok er det, at den, som foretager sig, af saadanne Misgreb enten fra de Foredragendes eller Opfattendes Side, at udlede Indvendinger, vil ikke have noget vanskeligt Arbeide; men det vilde heller ikke den, som med et lige fjendtligt Øiemed vilde forfølge de lærde Foredrag, eller gjennemgaae lærde Bøger. Dog dette Slags Kamp fører ikke til nogen sand Afgjørelse: denne opnaaes kun ved Sagens Opfatning i dens hele Aand; og paa en saadan maatte jeg da hentyde.

Af hiin Forkjærlighed for eensidig Afgrændsning udspringer ogsaa den af Nogle fremførte Klage, at de sammenkomne Naturgrandskere ikke skulle have faaet Ro til at anvende deres Tid udelukkende for videnskabelige Øiemed, men havde følt sig hindrede og forstyrrede ved de Fester, man gav dem, og de andre Tegn paa Gjestfrihed og Høiagtelse, hvormed man kom dem imøde. Jeg mindes kun at have seet saadanne Yttringer i Anledning af en Forsamling i Tydskland, ved hvilken jeg ikke havde været tilstede; men om endog noget Misgreb et eller andet Sted kunde være skeet i denne Henseende, saa røber dog Paastanden i sin Almindelighed en Overvurdering af den blotte Kundskabsindsamling og en Mangel paa rigtig Følelse for det Almeenmenneskelige i Foretagendet. Den hele Sammenkomst er selv en Fest, fuld af høiere aandelige Nydelser, til hvilke de andre af lettere Art naturligt knytte sig og det med mere Vinding end Tab, naar Alt skeer med Maal og Maade.

87|Maaskee kunde det synes hensigtsløst at tale mod denne Misforstaaelse i en Forsamling, hvor de velvillige Følelser, med hvilke den svenske Gjestfrihed i forrige Aar modtoges, og den videnskabelige Virksomhed, som saa livfuldt yttrede sig i den Gøtheborger Forsamling, endnu ere i saa frisk Minde; men hvor en skjæv Forestilling offentlig er fremsat med en Tillid, som kunde skaffe den Tilhængere, er det ikke uden Nytte at nedlægge Indsigelse derimod; thi uagtet den i Sagens Natur grundede Opfatning af saadanne Selskabers Øiemed upaatvivleligt vil hævde sig mod alle Forsøg til i dens Sted at sætte noget Eensidigt, vil dog det Bifald, som saadanne Indsigelser kunde vinde hos Enkelte, virke mere eller mindre forstyrrende paa den skjønne Harmonie, som er en Grundbestanddeel af vort Selskabs Væsen.

Men jeg vender tilbage til de skandinaviske Virkninger, som jeg troer, man tør haabe af vort Foretagende. Skulde det synes Dem, at jeg udstrækker disse for vidt, saa beder jeg allerede forud, at man vil overveie, at Tanken naturligt fører os til den yderste Grændse af det Opnaaelige, og at vi, for at komme til noget Stort og Herligt, maae fæste Øiet paa det Maal, den foreholder os, endskjøndt vi vel vide, at Virkeligheden overalt frembyder store Hindringer, som kun tillade os langsomt og ufuldstændigt at nærme os dette Maal.

Det forstaaer sig af sig selv, at de gjensidige Tjenester, som Naturgrandskerne saa jevnligt vise hverandre, og hvorved saa stærke Baand knyttes mellem dem, maae formeres betydeligt ved vore Sammenkomster; og medens Videnskaben derved fremmes, bliver ogsaa Venskabet inderligere og mere levende, og fra hver af de Mænd, som staae i saadanne Forbindelser, udbredes i Lærerforedrag, i Tale, i Skrift, beslægtede Velvilliesfølelser gjennem vidtomfattende Virkekredse.

Ved Sammenkomsterne seer man hverandres videnskabelige Indretninger og underholder sig derom deels med Landets mest 88| oplyste Mænd, deels med oplyste Landsmænd, som have seet Tingene med, og derfor deeltage i Bedømmelsen og Tankernes Berigtigelse med al det friske Indtryks Kraft. Man vil paa ethvert Sted finde Noget at efterligne, og ved gjensidigen at optage det Gode, det ene Folk fra det andet, vinde alle, og indbyrdes Agtelse og Velvillie forøges.

Man hører hverandres Sprog ikke blot i Hverdagstale, hvor det ofte behandles skjødesløst, men i gjennemtænkte Foredrag; og naar man faaer Hverdagstalen at høre, da er det i dens mest forædlede Skikkelse, i de oplystere Selskabskredse. I alt Dette kunne vi stedse lære noget af hverandre: selv om Udtalen gjelder dette; thi, uden noget uforstandigt Forsøg paa Sammensmeltning, kunne vi med fælles Fordeel tilveiebringe en Nærmelse, naar vi ledede ved hverandres Exempel aflagde saadanne Unøiagtigheder i Talen, som endnu ikke have rodfæstet sig i Mundarten, og overalt, hvor Brugen var vaklende, søgte at forene os om den Udtale, som de nordiske Sprogs fælles Charakteer og Udviklingslove mest synes at tale for.

Ogsaa Det vil vindes ved vore Sammenkomster, at man mere og mere vil aflægge den hos Sprogbeslægtede saa gængse Vane at stødes over visse Udtryk hos sin Nabo. I nogle Tilfælde, hvor en meget latterlig eller modbydelig Tankeforbindelse opvækkes hos det ene Folk, ved noget Ord hos det andet, kunde man ogsaa mangen Gang bortrydde Anstød ved at afholde sig fra Brugen deraf i Skriftsproget.

Endnu mere omfattende ere de Forbedringer, vi kunne tilveiebringe i vore Sprog, ved at det ene tilegner sig endeel af det andets Ordforraad. Udsprungen af den samme Rod, kan det ene i mange Tilfælde let og hensigtssvarende beriges af det andet. Hermed er allerede i det sidste Halvthundredaar skeet en lykkelig Begyndelse. Det Danske har optaget mange heldige 89| Ord af det Svenske; jeg tør uagtet min flittige Læsning i det Svenske ikke med fuld Vished sige, om noget lignende er skeet fra svensk Side; men jeg har dog den Formodning. Iblandt de flere Midler, som kunne fremme denne gjensidige Berigelse, ville vore Forsamlinger ogsaa indtage deres Plads, og vist ingen ringe; thi Naturvidenskabens mægtige Udvikling Ntager ogsaa Sproget kraftigt i Beslag.

Den Betydning, vi maa tillægge vort Foretagende, viser sig endnu med forstærket Vigtighed, naar vi henvende Blikket paa det Indvortes. Den Maade, hvorpaa Naturvidenskaben søger den Fornuft, som aabenbarer sig i Naturen, nemlig ved at opspore, samle, ordne og overveie det i Erfaringen Givne, medfører den vigtige Fordeel, at man deri lettere kommer til Enighed end i nogen anden Videnskab, Mathematiken undtagen; thi neppe opdages der noget nyt Naturforhold, eller nogen Berigtigelse af en gammel Opfatningsmaade, førend den strax finder Indgang,A vel ikke altid uden Modstand, men dog sjeldent med en mere udholdende, end den Sandhedens upartiske Prøvelse fordrer. Misforstaaelser kunne her, hvor den omhandlede Gjenstand kan fremstilles i sin sandselige Væren, ikke let vare længe, og den Egenkjærlighed, som ofte forleder Menneskene til den fasteste Vedhængen ved forudfattede Meninger, har mindre Fristelse at modstaae, hvor man ikke saa meget beseires af en fremmed Aands Overlegenhed, som ved Naturens eget Udsagn. I alle Meddelelser mellem Naturgrandskere er derfor ogsaa den Følelse kjendelig, at man ikke meddeler blot af sit Eget, men det i Naturen Fundne; hvor stor Fortjenesten af denne Finden var, træder herved ikke saa paafaldende frem, som i de fleste andre Videnskaber. Men hersker der saaledes forholdsviis en større Fred i Naturvidenskaberne end i de fleste andre, er dette dog intet Tegn paa en død Hvile. Kæmper man kun lidet med hverandre, har man desto mere at kæmpe mod det Mørke, som skjuler Fornuftaabenbaringen for os i Legemverdenens uendelige 90| Mangfoldighed. Forgængerne have hertil efterladt os mange Vaaben, enhver ny Opdager laaner atter nye Vaaben til sine Medstridere; derfor hersker der i Naturvidenskaberne en bestandig Fremskriden, en bestandig Udvikling, om De vil, en bestandig Gjæring, kort en mægtig Livsvirksomhed, i hvilken de forstyrrende Kræfter ikke længe faae Lov til at raade ene, men nødes til snart at indgaae som Bestanddele i nye Skabelser.

Med dette indre Liv gaaer den en stor Fremtid imøde. Endnu er den Indflydelse, den har udøvet paa de menneskelige Forhold, mægtig som den er, dog kun liden i Sammenligning med den, som skal udvikle sig. Jeg vil her ikke tale om de store Forventninger, som over hele Verden næres om den fortsatte Omdannelse, Naturvidenskaben maa frembringe næsten i alle Fredens og Krigens Kunster – jeg deler disse Forventninger endog med den Forhaabningsfuldeste – men her kan ikkun dens Indflydelse paa den almindelige Dannelse fængsle vor Opmærksomhed. I denne Henseende ere dog de talrige i Livets Sysler nyttige Opdagelser ikke ufrugtbare; ved enhver saadan nødes mangfoldige Mennesker, som før bestandigt gik i den sløvgjørende Vanes Aag, til at tænke, og mange andre vækkes endog til en kraftfuldere Aandsvirksomhed ved Bestræbelsen efter selv at finde noget Nyt. Man indseer let, hvor overordentligt udstrakt og gjennemgribende denne aandige Opvækkelse maa være; men Naturvidenskaben selv, betragtet som Dannelsesmiddel, har Fordring paa en langt større og mere udbredt Indflydelse, end den, som hidindtil har fundet Sted. Den er endnu ikke behørigt indlemmet i Opdragelsen, allermindst i vor nordiske. Jeg veed vel, at Mange staae i den Mening, at denne Mangel kan indhentes i en modnere Alder; men jeg svarer herpaa, at dette kun Npaa samme Maade kan skee i denne som i andre Grene af Opdragelsen, men ingenlunde lettere. Ordentligviis og kun med de Undtagelser, som altid kunne gjøres for Mennesker med eiendommelige Anlæg, sammenvoxer ikke det Lærte ret inderligt med 91| vort hele Væsen, naar vi ikke i Barndommen have lagt Grunden dertil. Saalænge, som man kun talte om at indføre Naturvidenskaberne i Opdragelsen, fordi man deri saae en nyttig Kundskabsmasse, tilbagestødte de indsigtsfuldeste Opdragere den med Rette; thi Opdragelsen skal være Dannelse. Men nu maa det vel ikke være vanskeligt at overbevise sig om, at der gives Evner hos Barnet, som ikke grundigt udvikles uden ved Naturvidenskab. Disse Evner gaae ud paa den af Fornuften gjennemtrængte sandselige Opfatning; paa de mangfoldigste Maader udvikle disse sig i det daglige Liv, uden dog at naae enten den Eenhed eller den Fylde, Naturvidenskaben kan give dem; men ved Opdragelsen, som under de senere Aarhundreders større Fordringer uundgaaelig bliver meget kunstig, drages Sjælen bort fra den frie Hengivelse til Naturen; ved Kunsten skal den atter føres derhen, og dette skeer kun ved Naturvidenskaben. Som Led af Opdragelsen har den det høie Formaal, at sammensmelte den sandselige Opfatning med den fornuftige, at bringe det derhen, at vi opfatte Tingene, som om det var Fornuften selv, der sandsede. Jeg veed vel, at dette i sin FuldendthedA er jordisk uopnaaeligt; men at arbeide for, at nyde Glimt af dette aandelige Liv, det kunne vi, derhen skal Opdragelsen mere og mere føre vore Efterkommere. Det vil ikke være let at bringe Methoderne for Skole-Underviisning i Naturvidenskaberne til samme Fuldkommenhed, som de vi have for Sprogene og andre ældre Bestanddele af Opdragelsen; men hertil vil man vel bringe det, naar man først almindeligt indseer Vigtigheden.

Jeg troer, at Naturvidenskaben, naar den saaledes kommer til at udgjøre en Grundbestanddeel af den almindelige Dannelse, vil i langt høiere Grad tilveiebringe en Virkning, som den allerede i nogle Aarhundreder har begyndt at udøve, nemlig at bekæmpe det Hang til Spidsfindighed og Kunstleri, som de andre Evners eensidige Udvikling desto mere fremmer, jo videre den 92| gaaer. Naturligviis vil jeg hermed ingenlunde sige, at de andre Videnskaber skulde forsømmesA; tvertimod mener jeg, at den naturvidenskabelige Dannelse ogsaa vilde blive eensidig, dersom den ikke sammenknyttede sig inderligt Nmed de andre. Jeg vil kun, at den kraftige nærværende Virkelighed, den praktiske Aand, og jeg føier til, den i en kraftig Fremstræben dog saa herlige Ro, som Naturvidenskaben kan fremme, skal høre med til vor Tilværelse. Naar dette skeer, vil Naturvidenskaben udøve en ganske anden og større Indflydelse paa Literaturen og det dannede Liv end hidindtil; og under den Fremtid, hvori dette skeer, vilA Naturgrandskernes Medvirkning altsaa faae en langt større Indflydelse, end den, man hidindtil pleiede at Nbringe i Anslag.

Mig er det derfor Nklart, at den af Tidernes Oplysning udsprungne rigtige Indsigt om Gavnligheden af, at den skandinaviske Literatur saa meget som muligt danner en Enhed, i en meget høi Grad vil styrkes og udbredes ved vort Selskab. Jeg gjentager, at jeg ikke sigter til nogen Sammensmeltning; hvert af de skandinaviske Folk vil naturligviis udvikle sin Literatur i sin egen eiendommelige Charakteer; men ved en vel overlagt Samvirken ville disse Literaturer udgjøre een ved vigtige Eiendommeligheder fra de Øvrige udmærket Literatur; saa at vi ligeoverfor alle andre kunne med ædel Selvfølelse træde frem som Skandinaver. Ere vore Literaturer med deres rige Skatte kun lidet bekjendte udenfor Norden, saa er det, fordi de ere Literaturer og ikke een Literatur: forstaaes vore Sprog kun i faa andre Lande, saa er det, fordi man lader de Fremmede troe, at Norden har flere Sprog, ikke fremstiller Sagen, som den er, nemlig, at vi have et fælles Sprog i to ved Skrifter uddannede Mundarter. Ved en misforstaaet Nationalstolthed have vi skilt os ad, og bragt Fremmede til at ansee vore AandsfrembringelserA for ringe; lader os forene os, lad 6 Millioner 93| Skandinaver lægge deres Kraft i een Vægtskaal, og sandelig man skal ikke finde den for let.

Men den samme Aand, som ikke tillader os at være blotte Danske eller Svenske, eller Norske, men fordrede, at vi ogsaa skulde føle vor Enhed som Skandinaver, tillader os atter ikke at være blotte Skandinaver, men fordrer, at vi skulle føle os som Medlemmer af Nalle oplyste Folkeslægters store Samfund. Vore Sammenkomster skulle ikke tjene til at isolere os fra dette, men til med selvstændigere og større Kraft at deeltage deri. Hvert Folks Naturforskerforsamling kan i europæisk Betydning ansees som en NProvindsialforsamling; men disse bør atter sammenknyttes. Dette kan allerede skee derved, at Mange af os hyppigt besøge fremmede Sammenkomster, uden at bestemte Indretninger hertil træffes; men ønskeligt var det, at en saadan Forbindelse sikkredes ved NStatens Medvirkning. Jeg holder det Ndesaarsag for ønskeligt, at Regjeringerne, som allerede have hæderligt understøttet denne Sag, ville bidrage hertil ved Pengemidler, hvad enten de nu selv fandt for godt at vælge de Mænd, som de understøttede til at reise til fremmede Sammenkomster, eller maaskee hellere vilde lade dem vælge af den Naturforskerforsamling, til hvilken de høre.

Maaskee vilde det endnu bidrage betydeligt til en mere omfattende Enhed, naar udvalgte Mænd fra alle Lande hvert 5te Aar kom sammen til en større Forening; hvortil Valgene skulde skee af de forskjellige Landes Forsamlinger.

Endnu vil jeg vove at fremsætte et Forslag til vort skandinaviske Samfunds NForfuldkomning, haabende, at mine Samfundsfæller ville nærmere prøve det, og derved enten bringe det til større Modenhed eller oplyse dets Mangler. Jeg troer nemlig, at det vilde være gavnligt, om vort skandinaviske Naturforskersamfund valgte for hvert Land en Committee, som i Mellemrummene mellem vore Møder kunde varetage vort 94| Tarv. De kunde kaldes de skandinaviske Naturforskeres og Lægers Raad og omtrent være for os, Nhvad de store engelske Selskabers council er. Medlemmerne kunde hvergang vælges paa 2 Aar.

Jeg slutter med at byde vore med os broderligt forenede Gjester Velkommen, og ønsker, at vort Haab om samdrægtig og kraftig Samvirken til vort store Maal maa bekræfte sig ved rigt frugtbringende Opfyldelse.

[95]| II

NTale ved Aabningen af den femte skandinaviske Naturforskerforsamling

Det er med en dybtfølt Glæde, at jeg opfylder den hæderfulde Pligt at byde den femte skandinaviske Naturforskerforsamling Velkommen her indenfor disse Mure, hvor kjære Minder fra Nen tidligere Forsamling fremtræde saa levende for os. Jeg havde den Ære ligeledes at aabne hiin Forsamling, og at udtale de Tanker og Følelser, som jeg troede gjennemtrængte Alle; hvad der end kan have været mangelfuldt i den Maade, hvorpaa jeg udførte dette, havde jeg dog den væsentlige Tilfredsstillelse, at jeg fandtes ikke at have misforstaaet dem. Den Aand, som besjælede os, var den samme som den, hvori vi havde begyndt vort Værk, og som uophørligt siden har behersket det. At bidrage til Naturvidenskabens frodigere Blomstren her i Norden, var vort Hovedøiemed; men hertil knyttede vi som nordiske Naturforskere med en os fuldtbevidst og kjær Nødvendighed den anden Hensigt: at virke for den nordiske Broderaand. Vi vilde og burde herved holde os indenfor de Grændser, vort Grundøiemed satte os, og overlode til ethvert 96| enkelt Medlem, hvad han udenfor vor Virkekreds endnu vilde forsøge at udrette for samme Sag. Det vil maaskee Nfinde sig, at denne Begrændsning ikke er saa snæver, som den ved første Øiekast maatte synes; men i alle Tilfælde har den en vigtig Fordeel ved at udelukke ethvert Vedhæng, som kunde indeholde nogen Anledning til Splid.

Iblandt de Bestræbelser, hvorved vort Samfund maa virke for den nordiske Broderaand, er Sprogudviklingen ikke den ringeste.

Jeg har vovet at berøre denne Gjenstand saavel i Nvore Gøtheborger Sammenkomster, som i de sidste Kjøbenhavnske; men hvor ofte den end omhandles, vil den aldrig udtømmes. Min Hensigt er, saameget som det staaer i min Magt, at fremkalde Overveielser, som kunde tjene til at gjøre vore Naturforskerbestræbelser saa frugtbare som muligt for vort fælles Sprog. Fælles kalder jeg det med samme Ret, som alle de Dialekter, der taltes i det gamle Hellas, kaldtes Græsk. Om dette vort Sprogfællesskab hersker der udentvivl den fuldkomneste Enighed imellem os; men dette er ikke nok, denne Erkjendelse maa stedse holdes i levende Anvendelse. At træde op i Fællesskab er Betingelsen for at erhverve Nordens aandelige Bestræbelser en ret stor og vort Norden værdig Anseelse udenfor vore egne Grændser. Man tænke sig i hvilket Lys den tydske Aand vilde have været betragtet, dersom man i hver af Ndets Stater vilde have drevet Kjærligheden til sin Fødestavn saa vidt, at man ene vilde føre Navn efter den; naar Brandenburgeren, Hesseren, Sachseren, Würtembergeren o. s. v. ikke vilde kaldes Tydskere, men hver benævnes efter den Stat, hvortil han hørte, og saaledes den ene vilde siges at skrive Brandenburgsk, den anden Hessisk, den tredie Sachsisk, den fjerde Würtembergisk, og saaledes i alle Tydsklands andre Stater. Man vilde let, uden at gaae til de allermindste, herved have faaet en halv Snees Navne; men Navneadskillelsen vilde have ført til virke97|lig Adskillelse; man vilde i hver af disse Afdelinger stræbe at fremdrage NMundartens Egenheder og allermest dem, som stærkest afvege fra de øvriges. I Tidernes Løb vilde man paa denne Maade have drevet det til en Adsplittelse, som vilde, om ikke ganske skjule, saa dog forvirrende omtaage Tydsklands herlige Navn i Aandernes Rige. NLuther, NCopernicus, NAlbrecht Dürer, NOpitz, NKepler, NStahl, NLeibnitz, NWinkelmann, NLessing, NGöthe, NSchiller, NMozart, NKant, NBessel vilde da ikke have været Navne, som udgjøre een stor Nations Prydelse.

Det er sandt, at vi her i Norden allerede have en Adskillelse mellem to ved talrige Aandsværker udmærkede Mundarter, og at det ikke er sandsynligt, maaskee ikke engang ønskeligt, at de skulde sammensmeltes; men Broderfolkenes gjensidige Omgang og deres Fortrolighed med hinandens Værker ville efterhaanden frembringe lykkelige Nærmelser, og derved gjøre begge Literaturer fuldkommen tilgængelige for Enhver, som Ntilgavns kjender een af de to Mundarter, hvilke man iøvrigt kan være berettiget til fortsat at kalde Sprog, forsaavidt de hver have en Nhøi Uddannelse. I Nto af Rigerne have vi en fuldkommen Sprogeenhed. Lader os holde fast herpaa; dette er sandeligt til vort eget velforstaaede fælles Bedste, hvorimod de Aandsgaver og Indsigter, som hist og her anvendes i modsat Retning, afgjort virke til fælles Skade. Naturligviis skal denne Advarsel mod enhver Bestræbelse, som har en Sprogadskillelse til Hensigt, ikke medføre nogen Indsigelse mod den Forædling, ethvert af Broderfolkene vil give sit Sprog, ved egen selvstændig Sprogudvikling; men det maa være Forædlingen – ikke Adskillelsen, der skal være Hensigten, og Broderaanden maa føre Tilsynet derved; i Grunden er dette ikke forskjelligt fra det, som hidindtil er skeet. Det Sprog, som skrives i Danmark og Norge, er dannet ved dets Beboeres fælles Værker, og saaledes bør det vedblive. Vi ville da fremdeles 98| have den Fordeel, at det ene Folk kan tilegne sig det andets Sprogopfindelser og andre Berigelser af Sproget. Den norske Natur har mange Gjenstande, som ikke forekomme i den danske; hvor gjerne maae vi da ikke tilegne os dem, ja hvor ofte have vi ikke gjort dette?A Af det Svenske kan vort Danske gjøre samme Laan; kun maa man herved ofte tillade sig nogen Forandring med Hensyn paa de to Mundarters Eiendommeligheder. Dog saadanne Tilegnelser indskrænke sig ikke til Naturgjenstande alene: i hvert af de tre Broderfolk er Aanden selvstændigt virksom, og frembringer nye Retninger, nye aandelige Skabelser, der ikke ville savne deres Udtryk i Sprogene; men dette vil ikke adskille os; thi paa samtlige tre Broderfolks Tunger hviler den nordiske Aand. Jo mere vi ret forstaae os selv, desto mere ville vi nærme os hverandre; og dog skal denne Tilnærmelse ikke hindre os fra hver at beholde sit Egenvæsen; men det maa hævdes i Kjærlighed og Broderaand.

Jeg har i nogle Øieblikke maattet gaae ud over min egentlige Gjenstand, men kun for at forberede den, saaledes, at dens Vigtighed vilde fremtræde i et stærkere Lys, og mangen NMisforstand kunde forebygges, hvorfor jeg vilde være udsat, dersom De tillagde mig de Overdrivelser, som saa ofte knytte sig til den Stræben, for hvilken jeg er en varmtfølende Talsmand.

Det synes ved et flygtigt Øiekast, som om Naturvidenskabens Udvikling ikke stod i nogen stor Sammenhæng med Sprogets; de fleste af dens Dele ere opfyldte med fremmede Ord, som man ikke kunde erstatte ved indenlandske, uden at underkaste sig en lidet belønnende Anstrængelse, og derhos endda give Anledning til den yderste Forvirring. Det er sandt, at der indeholdes Meget i Videnskaben, der maatte tabe sin europæiske Brugbarhed, dersom man altformeget indklædte det i ethvert Folks eget Sprog. Det vilde være en Forblindelse at nægte dette; men det vilde paa den anden Side være en stor og høist skadelig Vildfarelse, om vi miskjendte Naturvidenskabens folke99|lige Side og det deraf følgende Krav paa en folkelig Behandling og en folkelig Sprogudvikling.

Imedens der unægteligt i Naturvidenskabens talløse Enkeltheder haves en Kundskabsmasse, som stedse maa blive utilgængelig for Mængden, selv for Mængden af de Dannede, og som udtrykkes i Ord, der forstaaes af Fagsmændene over hele Verden, gives der ogsaa et Udbytte af Videnskaben, som skal blive almindelig Eiendom. De herunder henhørende Gjenstande have for endeel allerede deres Navne i det daglige Liv; men, alt som Videnskaben rykker frem, vil mangen Sprogopfindelse, mangen Opgravning af gamle Sprogskatte være fornøden; fremfor alt fordrer det Almeengjeldende, som i Videnskabens meddelelige Udbytte maa blive saa overveiende, Udtryk, hentede af Sproget selv. Dette indeholder en skjult Philosophie, som hemmeligt beaander dem, forsaavidt de ere dannede i Medfør af dets eget Væsen. Man maa her vel vogte sig for at hjelpe sig ved Oversættelser af udenlandske Ord, forsaavidt det oversatte Udtryk ikke er saaledes beskaffent, at man kunde have været tilbøielig til at danne det, om man endog ikke havde havt det fremmede Forbillede. Man maa næsten ligesaameget vogte sig for at danne Ord, der skulle udtale altformeget, være et Slags Definitioner; saadanne Ord ere ofte haarde, endnu oftere ufrugtbare, jeg mener uskikkede til deraf at udlede alle de Betegnelser, som Tankeudviklingen fordrer. Endelig er det meget vigtigt at undgaae Ord, som kun med Vanskelighed udtales, og næsten altid ere ildelydende. Naturvidenskaben sætter os meget hyppigt i det Tilfælde, at vi, ligesom de første Mennesker, maae give Navne til Ting, vi forhen ikke kjendte. Det er naturligviis langt fra, at vi heri kunne bruge Menneskenes oprindelige Frihed eller engang den store Frihed, som bruges i Dannelsen af Naturbeskrivelsens og Chemiens systematiske Navne, men vi maae nøies med at øse vore Udtryk af de os foreliggende Sprogmidler. Alt, hvad vi ere berettigede til, er at bruge disse med 100| sand Aandsfrihed. Førend man forsøger at danne Udtrykket for en videnskabelig Tanke, maa man først have gjort sig til Herre over den, og stille sig Sagen saaledes for Øine, som om man vilde tale derom med en Forsamling af oplyste Landsmænd. Man maa saa at sige see sig om i Sproget, for at opdage om deri allerede findes et Ord, som passer til Betegnelsen, eller om maaskee visse Sproglove, eller endog kun Antydninger af saadanne kunne tjene til Øiemedet. Jo mere Udtrykket strax tiltaler den naturlige Sprogsands, desto vissere kan man ordentligviis være paa, at man har truffet det Rette, og sat sin Tanke i Forbindelse med Folkets øvrige Kundskabsforraad. Men saadanne Ord og Udtryk kan man ikke danne i Mængde og med den Hurtighed, som kan anvendes ved systematiske Navne, der dannes efter visse Regler; nei her er ethvert træffende nyt Udtryk enten en heldig Opfindelse eller et lykkeligt Fund. De samles i Tidernes Løb ved Manges forenede Bestræbelser. Medarbeiderne i dette Værk maae ikke lade sig afskrække derved, at manget Ord siden ikke befindes heldigt – de maae vide, at de mindre heldige Udtryk uden Skade kunne gaae under i Tidens Strøm – men de ere ogsaa berettigede til den NBillighed hos deres Medborgere, at det udrettede Gode ikke glemmes over de mindre heldige Bestræbelser. Sammenkomster, som vore, synes mig fortrinligt skikkede til Overveielser af denne Art, og jeg er ikke uden Haab om, at vi ved nærværende Møder kunne udrette Noget for denne Sag.

Jeg turde maaskee have den Lykke, at alt Dette fandt deres NTilstemning; men at De dog ville ansee Naturvidenskabens Indflydelse paa Sproget som lidet omfattende. Det er ikke uden Vigtighed for Sagen at vise, at dens Omfang er meget stort og betydningsfuldt.

Enhver, som stiller sig Videnskabens Historie for Øie, vil see hvor stor en Indflydelse, den allerede har havt paa Sproget, uagtet den først langsomt og skridtviis har modtaget nogen 101| folkelig Fremstilling, og uagtet denne hidindtil kun har naaet en liden Deel af det Omfang, som den er bestemt til i Tiden at opnaae. Hvormange forhen kun i snævrere Kredse kjendte Navne paa naturvidenskabelige Gjenstande har den ikke ført frem for alle Dannedes Bevidsthed, og hvormange andre har den ikke selv dannet, og derved ofte givet os Udtryk, som lade sig anvende udenfor den egentlige Naturvidenskab?A

Vi maae minde os selv om, at det kun er lidet over to hundrede Aar siden, at man udenfor den Nromaniske Sprogstamme gjorde alvorlige, men dog endnu kun meget svage Forsøg paa at udtrykke videnskabelige Ting i Folkesproget. Da den store Astronom NKepler i Aaret 1616 udgav et tydsk Udtog af Archimedes, fandt han det nødvendigt at give latinske Oversættelser af de brugte tydske NKunstord, for at de, som hidindtil vare vante til de latinske, lettere skulde finde sig til Rette deri. Blandt disse Ord træffer man NKraiss: Ncircularis linea, NUmbkraiss: Ncircumferentia, NBogen: Narcus, NWinkel: Nangulus og flere tildeels endog mere bekjendte Ord, som langt fra ikke vare nye, men nu fremtraadte med den Bestemthed, der tilhører Kunstord. De kom da i en langt mere udstrakt Brug, idet at de anvendtes ved utallige Leiligheder, hvor forhen kun latinske Ord fik Indgang. Man vil tillige paa det mest levende føle, hvormeget Brugen af de tydske Ord gjorde det muligt at skaffe de mathematiske Grundsandheder Indgang hos Tusinder, for hvem de latinske Ord altid gav Videnskaben noget Fremmed. Handledes der her kun om nogle faa Kunstord, f. Ex. de mathematiske alene, vilde Sagen endda ikke have nogen meget stor Betydning; men her handles om en almindelig Lov for Meddelelsen. Jeg veed meget vel, at den Classe af Fagslærde, som ikke have indladt sig paa folkelig Meddelelse, tillægge denne Kunstordenes Overførelse i Modersmaalet en meget ringe Vigtighed; men for dem, som selv have forsøgt sig i den folkelige Meddelelse, er Vigtigheden afgjort nok. Men det er ikke 102| alene her om Kunstordene selv at gjøre; denne Stræben efter folkelige Kunstord er kun en Deel af en mere omfattende Stræben efter folkelig Udtryksmaade, folkelig Fremstilling. Jeg sigter hermed ikke til den Bestræbelse for Almeenfattelighed, som ofte leder til en vidtløftig Afhandling af Sagerne, men kun til den, som uden at opoffre Korthed og Bestemthed blot faaer sin Folkelighed ved Udtrykkets NEenfoldhed, Overskuelighed og, om jeg saa tør kalde det, Indfødthed. Selv Mænd af megen Lærdom i andre Fag, end det, hvoraf Meddelelsen skeer, og hvis Sprogkundskab giver dem Nøglen til de fremmede Kunstord, ville finde, at de komme til en langt mere livlig og ligesom umiddelbart nærværende Forstaaen ved den her omhandlede folkelige Meddelelse.

Det vil ikke være uden Nytte at oplyse dette ved et Par Exempler. Hvad der menes med Ordene Barometer og Thermometer er bekjendt nok: selv disse Ords Oprindelse vides af alle Dem, der forstaae Græsk, ja af mange flere; ikke destomindre hører man ofte Forvexlinger mellem disse Ord, uden at dette hidrører fra Ukyndighed, men blot derfra, at Begreberne ikke hæfte sig umiddelbart nok til Ordet; hvis man sagde Lufttrykmaaler, Varmemaaler, vilde disse Feiltagelser bortfalde. De fremmede Kunstord forføre ogsaa hyppigt til en kunstlet Fremstilling: f. Ex.F1 »for at dømme om Veierliget maa man kjende Luftens barometriske, thermometriske og hygrometriske Tilstand, og derfor anstille Iagttagelser over Barometer, Thermometer og Hygrometer«; holde vi os derimod mere til Modersmaalet, ville vi sige: »For at dømme om Veirliget, maa man kjende Luftens Tryk, Varme og Fugtighed, hvilke iagttages ved Hjelp af de dertil bestemte Maaleredskaber.«

Et andet Exempel vil jeg tage af Læren om Tyngden, og 103| meddele nogle Sætninger deraf i to Udtryksmaader, den ene (A) med Anvendelse af saa mange fremmede Ord, som Sprogbrugen tillader, den anden (B) med Udelukkelsen af disse.

A. Legemernes Tyngde bestaaer deri, at de have en Tendents til at falde Nperpendiculairt ned til Jorden. Faldet skeer med en eensformig accelereret Hastighed. Alle Legemer vilde falde med lige Hastighed, dersom Luftens Modstand ikke heri gjorde en Forandring. Vi sige derfor, at de alle have lige Tyngde; i Ndet scientifiske Sprog bør Ordet Tyngde aldrig tages i anden Betydning. I Hverdagslivet bruges det nu og da til at betegne Vægten; men denne er Productet af Tyngden og Massen. Endnu oftere bruger man det istedetfor Nspecifisk Vægt; men denne bestaaer i de legemlige Deles Sammentrængthed i Rummet. I Modsætning til denne betegnes det, som vi ellers kalde Vægt, som Nden absolute Vægt. Den specifiske Vægt findes ved at dividere den absolute Vægt med Volumen.

B. Legemernes TyngdeA bestaaer deri, at de stræbe at falde lodret mod Jorden. Faldet skeer med en jevntvoxende Hastighed. Alle Legemer vilde falde med lige Hastighed, dersom Luftens Modstand ikke gjorde en Forandring. Vi sige derfor, at alle Legemer have lige Tyngde; i det videnskabelige Sprog bør Ordet Tyngde aldrig tages i anden Betydning. I Hverdagslivet bruges det nu og da til at betegne Vægten; men denne er lig Tyngden Gange Massen. Endnu oftere bruger man det til at betegne Vægtfylden; men denne bestaaer i de legemlige Deles Sammentrængthed i Rummet, og findes ved at dividere Vægten med Rumfanget.

Min Tales Grændser tillade ikke at mangfoldiggjøre Exemplerne; men Enhver vil let af disse tage Anledning til at danne sig andre.

Kun den Indvending vil endnu let vende tilbage, at Virkningen dog ikke kan være meget omfattende, da Naturvidenska104|ben ikke er Folkets Sag. Jeg tilstaaer, at den endnu er det altfor lidet; Menneskeslægtens hele Udviklingsgang medfører, at den bestandigt vil blive det mere og mere. Jeg gjentager, hvad jeg allerede sagde i Nvor første Kjøbenhavnske Forsamling, at der forestaaer Naturvidenskaben i saa Henseende en stor Fremtid. Fra een Side betragtet aabenbarer denne Fremtid sig allerede i stærke Træk, idet nemlig Naturvidenskabens uberegnelig store Nytte driver saa mangfoldige Mennesker til at arbeide efter dens Forskrifter. Lad end de Allerfleste gjøre dette, uden at kjende Videnskaben, de modtage dog, dem selv Nuformærket, Brudstykker deraf, som tjene til at udsprede manget Tankefrø. Andre ville stræbe efter Kundskab om Grundene til deres Arbeider, og derved henvises til Videnskaben; og blandt disse ville nogle endog ledes til at dyrke den i en høiere Hensigt. Men alle disse store Hjelpevirkninger ere her dog ikke Hovedsagen. Vor Opmærksomhed er især henvendt paa den Indflydelse, Videnskaben maa erholde i den almindelige Dannelse, og det ifølge sit eget Væsen. Saa meget som herom allerede er talt, vil det dog længe blive nødvendigt at komme tilbage hertil igjen. Mennesket staaer jo i utallige Berøringer med Naturen. Alle hans Kundskabsorganer ere jo Naturgjenstande og Naturens Love underkastede. Selv den store Fleerhed, som intet Begreb har om Naturvidenskaben, er ved Meddelelser, som ere gaaede saa at sige fra Haand til Haand, bleven belært om mangt Resultat, som Videnskaben har givet os om Betydningen af Sandsernes Vidnesbyrd, f. Ex. om at den blaa Himmelhvælving ikke er fast, at Regnbuen ikkun er et Lysforhold, at Echo er en Lydens Tilbagekastning, og saaledes utallige andre Ting. Det samme gjelder om vort levende Legeme. Fra Naturvidenskaben ere mangfoldige Kundskaber ofte paa en heel fordunklet Maade gaaede over i Hverdagslivet. Jo mere det aandelige Liv udvikles, desto mere Trang vil man føle til at faae klare og sammenhængende Kundskaber herom; og jo mere Videnskaben under sin Fremgang formaaer at tilfredsstille saadanne Ønsker, desto mere levende og omgri105|bende ville Ønskerne blive; men det samme vil skee med Hensyn paa alle vore Forhold til YderverdenenA. Vi modtage uophørligt Indtryk af Veirliget, og staae i de mangfoldigste Forhold til det Klima, hvori vi leve. Vare vi ikke saa vante til den almindelige Uvidenhed om de Love, hvorefter disse Virkninger skee, vilde man da ikke kalde den latterlig? Men denne Uvidenhed begynder at tilbagetrænges af nogen Videbegjærlighed, der vil stige baade med Aandsudviklingen og med Videnskabens fremskridende Hjelpemidler til at besvare vore Spørgsmaal. Det samme lader sig med letbegribelige Forandringer anvende paa vore Forhold til hele Naturen. Hvert Skridt paa Jorden giver os Anledning til at see Vidnesbyrd om vor Klodes Fortid. Med jo lysere Indsigt man dyrker Jorden, desto mere vil man stræbe at forstaae dens Beskaffenhed. Dette vil endnu paa en mere levende og nærværende Maade gjelde om Væxternes Naturlove. Skulde der ikke komme en Tid, hvor enhver oplyst Landmand kunde glæde sig ved at kjende Frøets indvortes Bygning og Lovene for dets Spirning: Lovene for Væxternes Næring: deres stille Aandedræt o. s. v.? Ved en flygtig Opfatning vil man ikke uden Skin af Grund svare, at det, som Videnskaben har at meddele over alle disse Ting, er deels for fattigt og deels for lærd; men man glemmer da, at her tales om en tilkommende Tid, og det en temmelig fjern. Man vil let sige sig selv, at Videnskaben vil i Tiden meddele langt fuldkomnere Kundskaber, men jeg maa føie til, at den i det Hele taget ogsaa kan udtrykke sine Resultater desto klarere, jo større den indre Fuldkommenhed er, hvortil den har naaet. Under de i en lang forestaaende Tidsrække virkende Bestræbelser for at gjøre Videnskaben tilgængelig, vil der frembyde sig talrige nye Tanker og dermed talrige Anledninger til nye Udtryk; man betænke, at her handles om alt Det, som paa Himmel eller Jord kan opfattes som en for Menneskene i Almindelighed lærerig Sag. Selv Sprogkunsten vil herved tage nye Opsving, 106| og i visse Retninger vinde en forhen ukjendt Rigdom, som endogsaa vil udøve en Indflydelse i mange andre Retninger. Det er med al denne Udvikling for Øie, at jeg ønsker, at vi skulle samvirke som sande skandinaviske Brødre for vort nordiske Sprog, om man vil, vore nordiske Sprogarter.

Det er mig en Glæde at lade Tanken dvæle ved det Meget, som allerede er skeet til at bortrydde Hindringerne for en saadan Fremtid, og ved de Skridt, vi have begyndt at gjøre fremad deri. Hvorledes ere ikke de mørke Fordomme, som gamle Tiders Taager havde spredt over vort Norden, og hvorunder Mistanke og Fjendtlighed mellem Brødrefolk vare avlede eller nærede, nu forsvundne ved et Indsigtens Lys, som vi tør haabe aldrig mere skal fordunkles! Vore Naturforskermøder stode fremmest blandt de større offentlige Yttringer deraf, men de bleve ingenlunde de eneste. Vi have seet en begeistret Ungdom fra det ene Rige vandre til det andet, blot for at stifte Bekjendtskab, Venskab, Broderskab. Det er glædeligt at see saadanne Oplysningens og Kjærlighedens Folkevandringer, saa liden end deres Maalestok er i Sammenligning med de Verdensbegivenheder, hvori de store Folkemasser udgjøde sig. – Det maa være os Alle en stor Tilfredsstillelse, at see Norden regjeret af Nto høitoplyste og høitdannede Konger, som begunstige denne skandinaviske Stræben. Denne Følelse faaer endnu forøget Liv og Kraft derved, at Landets ædle Konge, som – hvis hans ophøiede Stilling ikke kaldte ham til andre Forretninger – skulde have været en udmærket Deeltager i vore Arbeider, hædrer dette vort første Møde med sin høie Nærværelse, og desuden paa flere Maader har viist vort Foretagende sin oplyste Velvillie. Jeg er forvisset om at tale i Alles Navn, naar jeg herfor frembærer ham vor dybtfølte og ærefrygtsfuldeste Taksigelse.

Jeg aabner da herved dette vort femte skandinaviske Naturforskermøde med de gladeste Forhaabninger.