[109]|NFra Skolen til Livet

(Indholdet af de to efterfølgende Taler er vel ikke naturvidenskabeligt; men det har dog sit Udspring fra en naturvidenskabelig Verdensanskuelse, som medindbefatter Religion og Sædelighed. Vistnok følger heraf ingenlunde nogen ny Religion eller Moral; men Fremstillingen bærer dog et vist Præg af den Aand, hvoraf den udsprang. NEn af Nordens mest aandrige og dybttænkende Naturgrandskere fandt allerede dette, da han læste den Første af de her meddeelte Taler. Ved nu her at optage saadanne Arbeider, er det mit Ønske alt mere og mere at vise, hvorledes den Opfatning af den menneskelige Aands høieste Formaal, som fremgaaer af den naturvidenskabelige Verdensanskuelse, baade stemmer med de Overbeviisninger, vi Alle have fælles, og tillige kan bidrage sit til deres fuldere Belysning.)

I

NForholdet mellem Unge og Gamle
med særdeles Hensyn paa den i Verden indtrædende Yngling

Tale paa NEfterslægtens Stiftelsesdag den 4de Marts 1844

Den hædrende Indbydelse, jeg har modtaget til at tale i denne høitagtede Kreds paa en Dag som nærværende, var mig særdeles kjær. Den kaldte mig til at tale her i et Samfund, hvis Stiftelse fremgik af uegennyttig Kiærlighed til Medmennesker og Fædreland, hvis stadige Vedligeholdelse skyldes et Borgersind, som ikke uddøde med NStifteren eller med Indretningens første Venner, og hvis nærværende Tilstand ikke er mindre livsfrodig og haabefuld end dengang, da den stod i sin friske Ungdom. Dets fornemste Værk, den Skole, hvorfra saamange dyg110|tige, tildeels endog høitfortjente Mænd ere udgangne, vedbliver med usvækket, man turde sige med voxende Kraft at virke for Ungdommen og derved at lægge Spirer, som ville trives og skyde Grene gjennem en Nuoverseelig Fremtid. Disse Nbramfrie Erobringer, som gjøres i Menneskeslægtens Tjeneste, ved at udsaae Kundskaber og opelske Dannelse, bør man aldrig forsømme Leilighed til at prise; da de jo i Tingenes daglige Gang overstraales af den Glimmer, som omgiver mange andre, ofte langt mindre velgjørende Foretagender.

Med saadanne Følelser sammenknytter sig naturligviis det Ønske, at det maatte lykkes mig ved nærværende Tale at bidrage min Skjærv til Selskabets Øiemed. Jeg har dertil valgt en Sag, som længe har ligget mig paa Hjerte. Det har nemlig bedrøvet mig at see, hvor ofte Forholdet mellem Yngre og Ældre i de nyere Tider opfattes med modsatte Eensidigheder, uden at den forsonenede Sandhed, som dog hyppigt i al Stilhed hævder sin praktiske Gyldighed, flittigt nok er bleven offentligt fremhævet, og derfor ikke erholder den hele Magt, som tilkommer den. Jeg har opfattet disse Forhold med samme Øie som det, hvormed Physikeren opfatter Naturen. Han stræber fremfor Alt at finde de Love, hvorefter alle Gjenstandene styres, og han seer da lettere Betydningen af hver enkelt; paa samme Maade kunne vi ogsaa i vore Undersøgelser rette vor Opmærksomhed paa de Tilværelseslove, hvorefter ogsaa de fornuftige Væseners Liv og Virken ordnes, og derved klarest see hver enkelt Deels Berettigelse.

Gjenstandens store Omfang, de Grændser, en Tale sætter, og Øiemedet selv for nærværende Forsamling maae bestemme mig til at indskrænke min Opgave til de Forhold, som finde Sted i vort eget Kjøn, og navnligen mellem dem, som befinde sig paa de tidligere Alderstrin, og dem paa de mere fremrykkede.

Mine ærede Medborgere beder jeg om deres Overbærelse, 111| mine unge Venner om deres Opmærksomhed; thi om jeg end vil komme til at fremføre Adskilligt, som ikke er bestemt for Dem, vil her dog blive Talen om Ting, som berøre deres eget Vel, og for de Modnere iblandt Dem, haaber jeg, at Hovedindholdet af min Tale skal findes tilstrækkeligt klart.

Over Forholdet mellem de Yngre og Ældre har man mangfoldige vise Udsagn og Forskrifter, som for største Delen endog have været bekjendte fra de ældste Tider og gaae fra Mund til Mund, men dog ikke udøve den rette Indflydelse paa Livet, ja endog af Mangen ikke klart erkjendes i deres fulde Sandhed, førend man har forsømt den rette Tid til deres Anvendelse. Fra alle Sider at belyse denne Bemærkning, hvis Gyldighed strækker sig langt ud over den Tankekreds, indenfor hvilken jeg skal holde mig, vilde føre mig langt ud over nærværende Tales Grændser; jeg maa her blot gjøre opmærksom paa, at hine Viisdomsudsagn sædvanligt bydes i den blotte Form af Erfaringer. Dette bidrager meget til at svække deres Virkning. De ere ikke rene Erfaringer, og savne derfor ogsaa det sandseligt Tvingende, som indeholdes i disse. For den altsaa, som ikke selv har tænkende opfattet og gjennemskuet de Erfaringer, hvoraf disse Udsagn lade sig øse, staae de som tomme Abstractioner, og behandles tit med Ligegyldighed som Trivialiteter. Hertil kommer, at de, som beraabe sig paa dem, ofte kun have været ledede til deres Antagelse ved en uopklaret Mangfoldighed af Indtryk, saa at de ikke kjende de paaberaabte Udsagns sande Betydning, følgeligt heller ikke gjøre den rette Anvendelse deraf. Det forstaaer sig, at alle disse Misforhold maae afhjælpes, ved at Sagen stilles i Fornuftens Lys. Dette kan skee og er skeet paa flere Maader; men jeg har valgt een, som, saavidt jeg veed, ikke endnu er forsøgt, og som forekommer mig beqvem til at vise min Gjenstand i den inderligste Sammenhæng med Livet selv.

Alt det, som skeer saaledes, at vi deri erkjende en almin112|delig Bestemmelse, en Regel, derom sige vi med andre Ord, at det skeer efter en Lov. At et uunderstøttet Legeme falder, at Aarstiderne stedse vexle i samme Orden, at Blodet i os befinder sig i et bestandigt Kredsløb, frembyder os Exempler paa saadanne Love, hvilke Naturvidenskaben iøvrigt nærmere udvikler og bestemmer. Men ei allene inden for den blot legemlige Natur, men ogsaa der, hvor den aandelige yttrer sig, gjelde ligesaa sikkre Love, skjøndt de ofte skjules, derved at Virkninger, som foregaae efter meget forskjellige Love, her endnu langt hyppigere krydse hverandre end i den blot legemlige Natur; men det er dog let ogsaa her at finde Exempler nok, som trods hine Aarsager ere tilstrækkeligt klare, som: Lyset glæder, Mørket skrækker, Eensformighed trætter, Overmod vækker Fjender. Det er fremdeles ikke blot nogle visse Dele af Tilværelsen, som beherskes af Love, men den hele; og disse ere heller ikke en blot Samling af Love, men en Heelhed, hvori den ene ikke kan tænkes uden den anden. De ere endelig ikke at betragte som Værket af en blind, fornuftløs Nødvendighed, som i sig selv er en Uting, men udgjøre en heel Alt omfattende og gjennemtrængende Fornuftregjering, under hvilken endog den onde (det er: fornuftstridige) Brug af Friheden maa vække Kræfter, som anvende det Ondes Virkninger i Fornuftøiemedets Tjeneste.

Betragtede i dette Lys, Nfaae de Ting, som blot syntes knyttede til Legemverdenen, en aandelig Betydning, og de Forskrifter, som syntes vilkaarlige, faae det Fornuftpræg, uden hvilket de af den frie Aand betragtes med Modstræben. For at opfatte dette Indtryk, maa man dog holde sin Anskuelse levende virksom i sin Aand; den blotte Bekjendelse deraf er ufrugtbar.

Lader os nu henvende vore Betragtninger paa Menneskelivets forskjellige Aldre. Enhver af disse er bestemt til et eget Fremskridt i Udviklingen af de Væsener, den omfatter; men paa samme Tid udøver den ogsaa en meget betydningsfuld Virkning paa dem, som befinde sig paa de andre Alderstrin.

113| Vi vide Alle, at Barnet ikke blot er bestemt til at erstatte det Tab, som Døden frembringer i Mennesketallet, eller til at forøge samme; men at det skal deeltage i Menneskeslægtens fremskridende Udvikling. Jeg kan om saa bekjendte Ting være kort; ja jeg kunde ganske forbigaae dem, dersom jeg ikke ønskede, at man i denne Time skulde fremkalde dem i levende Anskuelse. Barnets hurtige baade legemlige og aandelige Udvikling vilde forbause os, dersom vi ikke ved Vanen vare fortrolige dermed; men selv Dette hindrer dog ikke, at den tildrager sig den mest levende Deeltagelse hos alle Dem, som dagligt iagttage Barnet. Det er ofte og med Sandhed bemærket, at Barnet i dets tidligste Aar lærer forholdsviis mere end i noget senere ligesaalangt Tidsløb, og selv i den videre fortsatte Barndomsalder gjør det mægtige Fremskridt, naar man byder dets Aand den rette Næring. Den egentlige Barndomsalder, som naturligviis ikke har samme Længde for hver Enkelt, har aabenbart sin egen – kun indenfor visse Grændser ulige – Art og Maal af Udvikling; forsømmes noget heri, er Dette vanskeligere at indhente, end det vilde have været i rette Tid at erhverve; og overskrider man i nogen Retning det naturlige Maal, f. Ex. ved at lære det formeget, er den sande og sunde Ligevægt ofte tabt for hele Livet. Barndomsalderen har saaledes sin eiendommelige Udviklingsforretning, som hverken kan fuldkomment erstattes i nogen anden Livsalder, eller gavnligen foregribe en saadan. Det er sandt, at de Grændser, inden hvilke alt Dette gjelder, have en vis Vidde, og at man undertiden endog i høi Grad kan være lykkelig i at indhente senere, hvad tidligere var forsømt; men Dette hindrer os ikke i at see den naturlige Lov, fra hvilken usædvanlige Kræfter kunne bevirke nogen Undtagelse.

Man kunde let fristes til den Mening, at Barnet ene levede for sin egen Udvikling; men man behøver blot noget nærmere at tænke sig om for at finde, at det ubevidst giver Meget, imedens det Nkun synes at modtage. Enhver kjender den 114| Glæde, Mennesket har af Barnet, og at denne Glæde ikke er indskrænket til Forældrene, men deles af hele Omgivelsen. Denne Glæde indeslutter forædlende Virkninger, for hvilke man sjeldent gjør sig Regnskab, men derfor ikke mindre modtager. Det Billed af Uskyld, vi see hos Barnet, er ikke uden Virkning paa os selv. Den Følelse af Evne og Villie til en velgjørende Virksomhed, som Synet af Barnet opvækker hos os, den Kraftfølelse uden al Stolthed og Overmod, som heri ligger, den Kjærlighedsfølelse, som derved opvækkes i os, ere ikke spildte for os selv, skjøndt vi ikke føre dem til Bogs. Bestræbelsen for at komme Barnets Fatteevne og Videlyst til Hjælp gjør den Ældre i al Stilhed og Ubemærkethed til Lærer, og vækker ofte forhen slumrende Tanker. Alt som Barnet skrider frem, faaer den Voxne nye Opgaver, der ikke ere ham ufrugtbare, ja han maa endog gjøre sig selv til Gjenstand for en større Opmærksomhed, vil han ikke komme til indvortes at skamme sig ligeoverfor Barnet. Men denne Skam er ikke Forfængelighedens: Barnet bedømmer ham ikke; den er beslægtet med den Blu, man kunde tænke sig hos et Menneske ved Bevidstheden om en Engels Nærværelse. See, saameget griber Barnets Liv ind i den Voxnes Udvikling, og dog var Det, som jeg derom kunde sige, langt fra at være udtømmende.

Endnu kan jeg ikke forlade denne Alder uden at fremhæve, at den Kjærlighed, som under al hiin Vexelvirkning udvikles imellem Barnet og de det omgivende Voxne, er selv en Tilværelseslov, hvis Sammenhæng med Tingenes Natur vi her for endeel have seet, og som har en vidtomfattende Indflydelse paa hele Samfundslivet. At Kjærligheden mellem Forældre og Børn indbefatter alt Dette, endnu med en betydelig Forstærkning, behøver neppe at siges.

Vi gaae nu over fra den egentlige Barndomsalder til den, som ligger mellem denne og Ynglingsalderen.

Naturligviis gives der atter for dette Trin en vis for 115| samme mest passende Dannelse at erhverve. Jeg kan her være kort: det er den, som de bedste Skoler give. Jeg siger, den er i Hovedsagen bestemt ved Tingenes Natur, Nhvortil ogsaa Tidsalderens Udviklingstrin maa regnes og Sætningen saaledes opfattes, at den ikke udelukker Erkjendelsen af mangen Afvigelse fra Naturen, som enten i den allernærmeste Tid kan og skal bortskaffes, eller maa Nbortrømmes paa et noget fjernere Udviklingstrin. Ikke destomindre føler ofte den Unge, naar han begynder at see ud over Skolens Skranker, et heftigt Ønske, snart at kunne træde over i de modnere Ynglingers Rækker, og for at dele deres Frihed, vælger han gjerne ogsaa deres Arbeider. Disse Ønsker kunne undertiden være velbegrundede; men ofte ere de kun en utidig Higen efter Befrielse fra en gavnlig Tvang, og det er da beklageligt, naar Forældre eller Foresatte give efter derfor. Min Stilling i Livet har givet mig Leilighed til Erfaringer herover, som ganske stemme med det, som Eftertanke og mange Tidsaldres Erfaring allerede havde lært. Ligesom der gives en vis Alder, inden hvilken man ikke med sand Nytte kan foretage de Legemsarbeider, som pleie at tilfalde Voxne, men tvertimod ved dem let skader sin egen Sundhed og videre Udvikling, saaledes gaaer det ogsaa med de aandelige Arbeider. De Studeringer, som nærmest tilfalde Ynglingen i den Alder, da han udtræder af de høiere Skoler, fordre ikke blot visse Forberedelser, men ogsaa en vis Aandskræfternes Modenhed, uden hvilken den friere Studeremaade ikke fører til Maalet; mangen Yngling, som ved Hjælp af den daglige Understøttelse, Skolen giver, kan gjøre god Fremgang i adskillige vanskelige Videnskaber, vil i de samme ikkun gjøre svage og usikkre Fremskridt, naar han studerer under de Betingelser, Universitetet frembyder.

For Kortheds Skyld ville vi ved at betragte den Vexelvirkning, som finder Sted mellem Drengen og den Voxne, især holde os til Forholdet mellem Fader og Søn. Hiin faaer ved 116| Barnets Overgang til Drengealderen nye Vanskeligheder at overvinde, men ogsaa nye forædlende Virksomheder. Med Forstanden udvikler sig hos Drengen en Villieskraft, som kan føre vidt baade i det Onde og i det Gode; den maa ledes til at underordne sig Fornuften, stundom endog tvinges, men dog saaledes at dens Spændkraft ikke svækkes. De kjærlige Følelser, hvori Strængheden har sin Grund, blive som oftest ikke synlige for Sønnen, som kun med indre Uvillie bøier sig under den faderlige Magt. Den Underviisning, Sønnen nu maa have, bliver mangfoldigere og kunstrigere. Om end Faderen kan overlade en Deel af Omsorgen herfor til Skolen, bliver der dog et ikke lidet Tilsyn og Samvittighedsansvar tilbage for ham selv. Men det er ikke blot Eftertanke og Omhu, hvortil Faderen opfordres ved sin Kjærlighed til Sønnen; mangen Selvfornægtelse, mangen kraftig Anstrængelse kommer til. Han stiger ved alt Dette til høiere Modenhedsgrader, og Faderværdigheden er ham intet tomt Navn.

Han har saaledes en Belønning i sig selv; men hvor usigeligt meget mere er ikke Det, som Sønnen vinder derved, tit uden synderligt at lægge Mærke til den Kjærlighed, hvorfra det kommer! Velgjørende er det for Sønnen selv, naar han itide paaskjønner det.

Beslægtet med Forholdet mellem Fader og Søn er Forholdet mellem Lærer og Lærling. Er Læreren ingen blot Leiesvend, vil han være besjelet af Kjærlighed baade til sit Fag og til dem, han underviser, mod hvilke han ikke kan andet end have faderlige Følelser; og hos Lærlingen vil paa den anden Side udvikles en sønlig Kjærlighed, som maa være saameget desto mere levende, jo mere han har været en virkelig god Lærling.

For ikke at give min Tale et altfor stort Omfang, har jeg maattet begrændse den saaledes, at Moderkjærligheden ikke blev indbefattet deri. Jeg har derved tabt meget for mit Øiemed; men i ingen Henseende ville mine unge Tilhørere lettere 117| kunne udfylde Savnet end i denne; den moderlige Kjærlighed og Omhu, som uophørligt gjentager sig i saamange, strax ved Modtagelsen tydelige Velgjerninger, vil altid staae de Unge i levende Erindring, hvorimod Faderen oftere maa virke hemmende, befalende, straffende, kort yttre sig i Handlinger, hvori det kjærlige Sind, som fremkaldte dem, ligger mere skjult. Dog hænder det sig ogsaa, at Faderens Kraft og Fasthed gjør det stærkere Indtryk paa Sønnen. Dette er intet slet Tegn, men lad ham kun derover ikke glemme den Taknemmelighed og Ærbødighed, han skylder Moderens med usigelig Kjærlighed og Omhu fyldte Hjerte.

Vi henvende nu vort Blik til Ynglingsalderen. Dens tidligere Deel begynder allerede i de høiere Skoler, og er derfor nylig bleven omtalt; men det friere Ynglingsliv efter Udgangen af Skolen, og som jeg i en snævrere Betydning her vil kalde Ynglingslivet, har en ny Betydning. For Dem, som ikke Nfuldende den hele høiere Skoleunderviisning, ligger der mellem Skolen og dette Ynglingsliv som oftest en Læretid, som trods vigtige Forskjelligheder er et Slags fortsat Skole, men som jeg ikke her kan afhandle. Det Ynglingsliv, som vi her betragte, har atter sine ved Tingenes Natur bestemte Grændser. I sin Frihed skal det udvikle Evnerne til Manddommens Modenhed. Legemskræfterne, Dømmekraften, Verdenserfaring gjøre her Kæmpeskridt, naar Alt gaaer i den rette Orden. Paa denne Tid følger siden Manddommens langsommere Udvikling. Man har ofte talt om Blomstringstiden i Ungdommen og Frugtens Modning i Manddommen: og denne Lignelse er virkelig overeensstemmende med Naturen; man maa kun ikke glemme, at Grændserne atter her ei kunne være skarpe, men tilstede mangfoldige Overgange.

Ynglingsalderen er med andre Ord den nærmeste Forberedelse til det Tidsrum af Livet, som baade er det længste, og 118| som mest indgriber i Samfundstilstanden. Hvad Ynglingen i denne Alder har at gjøre for sin Udvikling, finder han sig allerede anviist af Samfundet, overeensstemmende med Det, som Eftertanke og Erfaring have indført; men som naturligviis i hver Tidsalder fortsat uddannes. Ogsaa i denne Alder gives der en meget stærk naturlig Fremstræben, som ofte udarter til en Begjærlighed efter at gribe over i Det, som tilhører det følgende Alderstrin, og at udøve en betydelig Indflydelse paa Samfund eller Videnskab; men see vi bort fra de Undtagelser, som maae gjøres for enkelte overordentlige Mennesker, staaer dette i Strid med Tingenes Natur og medfører derfor sin egen Straf. Mange af mine unge Tilhørere ere nu nær ved at overgaae til den Alder, hvorom her handles. Værer paa deres Post mod de forfængelige Tillokkelser, som ville bevæge Dem til at opoffre deres Ungdomstid til Manddomssysler! De overspringe derved en Livsalder, rig paa Glæder og endnu rigere paa Spirer til en betydningsfuld Fremtid. Værer forvissede om, at kun den, der har været en ret Yngling, vil siden blive en ret fleersidig dannet Mand og ved Slutningen af sin Bane en i Sandhed viis Olding; men jeg ønsker ikke, at De skulle antage dette paa mit blotte Ord; jeg opfordrer Dem til selv at overveie Sagen med mig og eftersee, om jeg Nsætter den i et falsk Lys for Dem. Den Tilværelseslov, hvortil jeg vil henvise Dem, ligger allerede i det Foregaaende. Hvert Alderstrin har sin væsentlige Betydning i Menneskelivet: paa hvert af dem skeer der noget Eiendommeligt for Menneskets Udvikling; og det Bidrag, den ene Alder giver, kan ikke fuldkomment erstattes af en anden. Den, som antager Rigtigheden af denne Lov, antager med det samme en Livsforskrift. Men Antagelsen af en Sandhed skeer ikke altid med den levende Tilegnelse, som bestemmer vore Handlinger. Denne fremkommer først, naar Tanken sammensmelter med den aandelige Anskuelse. Jeg indbyder Dem derfor til at deeltage med mig i 119| et Tankeexperiment. Lader os forestille os et ungt Menneske paa Overgangen fra Skolen til den friere Ynglingsalder sat i den Stilling, at han føler Opfordring til at sørge for en heel ellers hjelpeløs Familie, f. Ex. smaae forældreløse Sødskende; lad ham besidde Evner til at erhverve det Fornødne, og NEftertænksomhed til at sørge for disse Sødskendes Pleie, Opdragelse og Underviisning; mon han da vil faae Leilighed til at fortsætteA sin Uddannelse som andre Ynglinger, paa hvem en saadan Forpligtelse ikke hviler? Vistnok vil han i denne Tid ikkeA staa stille: han vil i en meget kort Tid modnes til en Mand, og han vil høste en stor Belønning i sine Sødskendes kjærlige Taknemmelighed, i sine MedborgeresA Agtelse, og fremfor Alt i sin egen Bevidsthed. Hvo vilde anslaae disse Belønninger lavt? De kunne opveie, ja mægtigt Noverveie de Tab, han lider; men Tab, og det store Tab ere de. Jeg vil ikke tale om de Hindringer, han vil finde mod at oparbeide sig til en betydelig Velstand – jeg vil endog forudsætte, at en eller anden Lykkens Gunst rigeligt erstatter ham dette Savn – men den Udvikling, Ungdomslivet medfører, den vil han tabe. Det muntre sorgfrie Ungdomsliv udvikler, naar det ikke misbruges, en indre Sundheds- og Kraftfylde, som ikke trives under indskrænkende Omstændigheder. Ynglingen udvider under de sædvanlige Forhold i høi Grad sit Kundskabsforraad, og Det, som endnu er vigtigere, han uddanner sin hele Tankeverden med en Frihed, som tidligere nægtedes ham ved hans Evners Umodenhed, og som han atter i Manddomsalderen ikke beholder saa uindskrænket, selv om han er i Besiddelse af en uafhængig Formue; thi paa et vist Punkt af Evnernes Udfoldning gjør han andre Fordringer til sig selv og kommer i en fleersidigere Vexelvirkning med Verden, saa at han maa lære og udøve ganske andre Ting. Har en Saadan, i Modsætning til den, som altfor tidlig bliver Mand, en kun ringe Grad af Anlæg til mandig Udvikling, kan han vel af Mangel 120| paa de ydre mere tvingende Opfordringer blive staaende paa Ynglingstrinnet; men langtfra at dette skulde være en Fordeel, er det kun en Mangel af Deeltagelse i det høiere Udviklingstrin. Ynglingens Phantasie og Tankeverden uddanner han nu lidt efter lidt ud over den sunde Grændse, hvori Vexelvirkning med Verden holder den, han kommer til Nen Overforfinelse i visse Tanker og Følelser, en vis falsk og huul Dannelse, som hverken passer til Ynglingsalderen eller Manddommen, eller Noveralt til nogen Alder. I enhver høitdannet Tidsalder hersker der et Anlæg til denne Misdannelse, og vor nærværende er langt fra at være fri derfor.

Jeg dvælede nylig længe ved det Tab, en Yngling led, som paa en ædel Maade opoffrede sit Ungdomsliv, for at følge Pligtens Bud: vi følte Alle, at han for et stort Tab fik en stor Erstatning; men tænk Dem nu tvertimod en Yngling, som af ubesindig Tillid til egne Evner vilde gribe ind i Samfundslivet, hvad har han til Erstatning for den oversprungne betydningsfulde Forberedelsesalder? Han maa ikke lade sig friste af den lokkende Nærhed, hvori en skuffende IndbildningskraftA stiller ham Udsigterne til at virke noget Stort for Menneskeslægten. Han behøver ikke at springe den korte Ynglingsalder forbi. Verden løber ikke saa hurtigt, at Leiligheden til at udrette noget Stort, om han har Evner dertil, skulde løbe fra ham, medens han forbereder sig. For ret at være fri, maa Ynglingen tumle sig i Tænkningens og Indbildningskraftens store Rige; der er Kamp, hvor man let kan reise sig igjen, dersom man falder; der er Frihedsyttring, som ikke drager uoprettelige Følger for Samfundet efter sig, og derfor hverken paadrager ham det ydre eller indre Ansvar, som foruroliger Sjælen og svækker dens muntre Spændkraft. Med Glæde tænker jeg mig tilbage i den lykkelige Tilværelse, hvor jeg levede i denne fremadstræbende Kamp, hvor enhver Dag beseirede en ny Vanskelighed, erobrede en ny Sandhed, eller forjog en gammel Vildfarelse. At dette glade Liv endnu 121| ikke greb ind i Borgersamfundets Sysler, kastede ikke mindste Skygge ind i denne Lysverden – det faldt mig ikke ind at tvivle paa, at en virksom Uddannelse af mine Evner jo vilde forskaffe mig en passende Plads i Samfundet. Min Ungdoms Historie er ikke væsentlig forskjellig fra de mange Andres, som ei have været uheldige nok til at ledes bort fra den naturbestemte Bane. Jeg fortalte kun min Erfaring, fordi den er min, altsaa for mig maatte have den mest anskuelige Vished; men jeg veed, at De ville kunne faae den bekræftet af utallige andre Vidnesbyrd. Dog De behøve dem neppe; thi enhver af Dem, som allerede seer ud over Skolens Skranker, vil finde, at Natur og Sandhed i deres eget Indre aflægge Vidnesbyrd derom.

Vi maae nu henvende Øiet paa den Vexelvirkning, hvori Ynglingsalderen staaer med de Ældre. Har Faderen ikke forspildt Sønnens Fortrolighed, og har Sønnen ingen Hemmelighed, der kunde gjøre ham Skam hos Faderen, udvikler sig mellem dem et Venskab, som gavner og forædler dem begge. Det forstaaer sig, at Dette ikke maa skee med Charakterens Opoffrelse, men vel med Tilsidesættelse af mangt et eensidigt Hang. Iagttages det rette Forhold, maa Faderen gjennem Sønnen med forhøiet Deeltagelse skue ind i den unge Verden, og paa den anden Side maa Sønnen ved Faderens Hjelp deels gjøre et Fremblik ind i den Verden af Virksomhed, hvori han engang selv skal blive en dygtig Medarbeider, deels et Tilbageblik i et foregaaende Tidsrums Ungdomsliv, som ikke kan andet end berige hans Verdensanskuelse. Med Alderen voxer endnu Fortroligheden: Sønnen bliver selv Mand og Fader, og hans Børn kaste endnu en Glands af Livets Morgenrøde paa Oldingens Aften.

I Sammenligning hermed vil man let tilstaae, at al sand velvillig Omgang mellem Gamle og Unge har en forædlende Virkning til begge Sider; den baade forskjønner Livet og mod122|arbeider den trættende Eensidighed, som i saa høi Grad udtørrer det indre Liv.

Man misforstaae mig kun ikke, som om jeg vilde tilraade en Sammenblanding af Aldre – nei, den gamle Sætning, at Lige maa søge Lige, er en virkelig Tilværelseslov – men det er kun mod den Afsluttethed jeg taler, ifølge hvilken vi ofte see Ynglinger skye den selskabelige Meddelelse med de Gamle, og atter disse skye den omgængelige Meddelelse med hine. Denne Afsondring er fordærvelig og strider imod Tingenes sande Natur, som fordrer velvillig, kjærlig Samvirken; saadan er Tilværelsens Fornuftlov angaaende disse Forhold. Den udføres ikke af en ubevidst Natur; men vi ere selv anviste til med Frihed at udøve og haandthæve den. Der gives i os Anlæg og Kræfter, bestemte til den frie Fornufts Tjeneste, men som vi ofte tillade at virke uden dennes Tilsyn og at forstyrre Fornuftharmonien. Hvorledes skulde jeg her kunne nævne alle de Tilbøieligheder og Lidenskaber, som det kommer an paa at styre og lede paa den rette Maade? Lad mig kun nævne een, som hænger sammen med mangfoldige andre: den os saa nødvendige Drift til at vedligeholde vor Selvstændighed. Hvor ofte udskeier den ikke til uretfærdig Krænkelse af samme Drift hos Andre! Hvor ofte har ikke enten Faderens Herskesyge eller Sønnens Stolthed fjernet Hjerter, som paa det inderligste skulde have hængt ved hinanden! Med alt Dette gjør dog den fordrede Fornufttilstand sig med kjendelig Overvægt gjeldende, deels fordi vi ere Fornuftvæsener, om end altfor ofte meget Nhildede, deels fordi den hele Tilværelse er et uendeligt Fornuft-Hele, hvori det Ufornuftige virker tilintetgjørende paa sig selv. En fuld og reen Fornufttilværelse er et Ideal, som her paa Jorden aldrig opnaaes; men Enhver see sig kun om i sin Omgivelse, og han maa være meget ulykkelig, eller have et meget uklart Blik, dersom han ikke i den, mod Idealet altid fattige Virkelighed, dog finder, at der bliver en stor Sum af gjensidig Velvillie, Hjælp og Samvirken 123| tilbage, hvorved den ene Alder knyttes til den anden. Han vil da see, at han slutter sig til Det, som udgjør Tilværelsens Sandhed, naar han bidrager til Fornuftlovens Herredømme.

Bestandigt med Øiet henvendt paa Dem blandt mine unge Tilhørere, som inden et ikke meget langt Tidsløb skulle træde ind i Verden, maa jeg endnu, førend jeg slutter, henlede deres Opmærksomhed paa den Maade, hvorpaa De bør bedømme de Ældre med Hensyn til disses Virksomhed for Videnskab, Samfund og Menneskehed. Der gives Mange, som af en i sig selv roesværdig Iver for Menneskesamfundets Fremskridt, ønske en hurtigere Udførelse, end der i Virkeligheden er mulig; de vente Alt af Ungdommens Fyrighed. Man siger, at Verdens Forbedring skal udgaae fra Ungdommen; denne Sætning forstaaer sig af sig selv, naar man deri vil lægge den Betydning, at en stor Deel af de Mangler, som vi nu ikke faae afhjulpne, ville blive det ved den nærværende Tids Ungdom, naar den er kommen saa vidt ind i Manddomsalderen, at den faaer en betydelig Indflydelse i Forretningernes Gang; men venter man, at Ynglingerne, som saadanne, skulle styre Verdensanliggenderne, støder man i alle Maader an mod Tingenes Natur. Lader os betragte Sagernes sande Forhold. Enhver Tidsalder modtager fra den foregaaende mangfoldige Indretninger og Tilstande, som ikke mere passe til den opnaaede Udvikling – og dette vil i en desto høiere Grad skee, jo hurtigere Udviklingen skrider frem. Ved Tidsalderens egne Fremskridt kommer endnu flere Ting til at henstilles blandt de forældede. Det lykkes at hæve mange af disse Misforhold: men der gives ikke faa, som ifølge Tingenes Natur behøve flere Menneskealdere til at overvældes, ja man vil ikke undgaae at føie nogle nye til, da Ophævelsen af visse Misforhold saa let skaber nye. I den Arv, Forgængerne have efterladt os, er der altsaa Meget, som vi have at bekæmpe og Nbortrømme; men lader os ikke forvirre vort aandelige Syn, ved udelukkende at fæste det herpaa, og overlade os til den al 124| sand Verdensanskuelse modsigende Indbildning, at Forgængerne vare indskrænkede Mennesker, uden Frihedssind og uden Kraft! Lader os aabne Øinene for den uhyre Arv af Kundskaber og Love og Indretninger, vi have modtaget fra dem! Vor Tidsalder vil ligesom enhver foregaaende ikke formaae mere, end at efterlade denne Arv større og forbedret til den næste. Denne næste Alder vil atter komme i samme Forhold til den, af hvilken den afløses; og hvorledes kan det være anderledes, saalænge Menneskeslægten virkelig gaaer fremad! Kun Den, som kunde lukke Øinene for den store Virkelighed, og i en uklar Sindsforfatning ønske at virke anderledes end som Led indenfor Menneskesamfundets Naturorden, kan være misfornøiet hermed. Men De, mine unge Venner, kunne glæde Dem ved, at Tidsalderen byder Dem en større Arv af Indsigter og Dannelse, end nogen Tidsalder forhen har efterladt den kommende. Derved har den ogsaa efterladt Dem Opfordringer til langt større Arbeider, som DeA ville have at bestaae, snart for at bortrømme ældre Tiders Levninger, snart for at medvirke til nye Skabelser. Glæder Dem ved den Kraft, som De føle udvikle sig hos Dem, og den skjønne Tid, der staaer Dem aaben; men glemmer ikke, at de Mænd, som træde fra Verdens Skueplads, naar De engang skulle indledes derpaa, have kæmpet og virket, ligesaavel som De komme til at kæmpe og virke i den Dem tilfaldende Orden, og som det atter, efter et Tidsrum, der i Verdenshistorien er saare kort, vil tilfalde deres EfterkommereA. I at bedømme de ældre Mænd, og allermest dem, som have erhvervet sig store Fortjenester af Samfund eller Videnskab, beder jeg Dem stedse at mindes, at enhver saadan Mand har sin visse NSendelse i Verden, for hvis Opfyldelse han maa takkes og æres. Den, som igjennem sine bedste Aar har givet sine Kræfter en Retning, hvorved noget Fortræffeligt er udført, synes siden Mængden desto mere overflødig, jo fuldkomnere han har udført sit 125| Hverv, selv om han endnu har store Evner til at gavne; man fordrer paa en vis Maade, at han efter fuldendt Værk endnu skal begynde en ny Bane. Jeg beder Dem at betænke, at ingen Eiendom, udenfor Mandens Indre, er skjønnere end Medmenneskers Erkjendelse af de Tjenester, han har beviist Verden. Krænker aldrig denne hellige Eiendomsret, selv om De, som let kan skee, i den borgerlige eller videnskabelige Kamp komme til at staae stridende ligeoverfor Mænd af velerhvervet Fortjeneste! Sandheden behøver til sin Seier ikke at krænke Retfærdigheden. Føler Nogen Kraft til selv at udrette noget Ypperligt, da betænke han, at han ved at krænke hiin Eiendom forbereder Rov paa den, som han vil erhverve sig.

Da denne hele Tale er gaaet ud paa at vise, hvilke Kjærlighedens Baand og hvilken gjensidig Trang der sammenknytter alle Menneskelivets Aldre, kunde det synes, som om jeg i Grunden ønskede at see al Kamp i Verden ophævet. Dette vilde være ligesaa Ndaarligt, som at haabe Tilintetgjørelsen af alt Ondt i den endelige Verden. Det kan ikke falde mig ind at nægte den Sandhed, som Nden store Digter saa lykkeligt har udtrykt, at Alt

Men de mange falske Forestillinger, som have gjort sig gjældende om AldrenesA Forhold, og som tildeels indsmigre sig ved en vis Halvsandhed, svække Kjærlighedsbaandet og adsplitte Kræfter, som skulde virke i Forening. Var vor Tidsalder en Velvilliens og Kjærlighedens Tidsalder, men begyndte at gaae over til en blødagtig Tænkemaade, vilde jeg slaae mig til Dem, som stræbte at bringe et mere bevæget Liv ind i den Ro, som truede med Stilstand; men nu er Dette ikke nødvendigt. Vi behøve just nu under de mangfoldige Partistridigheder i Liv og Videnskab, at see os vel om, for at bedømme rigtigt, hvor vi skulle holde 126| Fred, Npaa det at vi kunne kæmpe med uadsplittede Kræfter for Ndet virkelige Gode.

Lad de Gamle mindes, at de have været Unge, og at Ungdommen er Fremtidens Spire; og lad de Unge vel betænke, at de selv ville blive Gamle, og see en ny Ungdom stille sig overfor dem! lad endelig Enhver stille sig for Øie, at alle Aldre, trods mangehaande Forskjelligheder, dog ifølge Tilværelsens evige Love Nomslynges af eet Kjærlighedsbaand!

[127]| II

NTale ved Optagelsen af unge Studerende til akademiske Borgere

holden i November 1821F2

Den herlige NPlato betragtede Staten som et levende Væsen, hvori hver Borgerklasse forestilte et eget Lem, saa at Staten betragtedes som en Afbildning af Menneskenaturen. Paa samme Maade kan ogsaa hvert mindre, men dog virksomt, og velordnet Samfund, med dyb Betydning fremstilles under Billedet af et levende organisk Væsen; thi har ikke ethvert af dets Lemmer den Fordeel, at alle de øvrige maae virke for det, og maa dette ikke atter virke for alle de øvrige, saa at enhver Deel deri baade er Øiemed og Middel, saaledes som Nen af det sidste Aarhundredes største Philosopher saa træffende forklarer Organismens Natur! Men sit Liv vil dette organiske Legem skylde til sine Medlemmers Aand og Kraft, og Varigheden af dette Liv i usvækket Sundhedsfylde vil det erholde, naar det uophørligt vinder nye retskafne og dygtige Medlemmer. Paa denne Maade tænker jeg mig med 128| Fornøielse den aarlige Optagelse af Universitetets nye Borgere som en aarlig Gjenfødelse eller Fornyelse af vor NHøiskoles gamle, men i usvækket Ungdomskraft sig vedligeholdende Legem; og det synes mig at være en skjøn Indretning ved vor Høiskole, at denne vort Samfunds aarlige Fornyelse forenes med Minderne om dets fordums store Fornyelse ved Religionens Rensning og ved forbedrede Indretninger.

Dette Billed af vort Universitet synes mig heller ikke tomt og ufrugtbart, men tvertimod særdeles skikket til at fremstille os alle de hellige Baand, der skulle sammenknytte denne ærværdige Indretnings Medlemmer.

Det er mig en Lyst at tænke mig ind i de forskjellige ædle Følelser, der maae besjæle de tilstedeværende Mænd eller Ynglinger, enhver efter hans Stilling. Læreren maa vel ved denne Leilighed mindes, hvorledes han arbeider paa en uendelig Bygning, og maa glæde sig ved den Tanke, at han blandt de mange unge Mænd, som nu optages i vort Samfunds Skjød, ogsaa vil finde nogle, som ere kaldede til at arbeide med paa denne herlige Bygnings videre Fuldførelse. Han vil tænke sig, at et større Antal ville gjøre sig skikkede til at udbrede Videnskaberne ved Tale og Skrift, og derved føre deres Medmennesker videre frem paa Veien til Lyset, til Viisdom og Dyd; og endeligen tænker han sig, at Enhver, der ikke skulde vorde sit høie Kald uværdig, i det mindste skal bidrage Noget til at overføre Viisdomsgrandskernes Forskrifter i Menneskelivet; thi ved utallige fine Traade, usete af sløve Øine, hænge det borgerlige Livs Bestand og Udvikling sammen med de Lærdomme, som udspringe af de dybeste Undersøgelser, men ofte gjennemA saa mange Afledninger, at ikkun Grandskeren kan finde Begyndelsen. Hvor kan Læreren tænke, at han til alle disse skjønne Bestemmelser skal indvie en blomstrende Ungdom, uden at han derved maa begeistres af en Glæde, der staaer i Forhold til hans Varme for det Sande og Skjønne? Og hvorledes kan han forudsætte hos 129| de Unge Lyst til at modtage Indvielsen, uden at føle sig hendraget til dem, og føle den varmeste Lyst til at gavne dem?

Endnu mærkværdigere maa denne Høitid være for de Ynglinger, som nu først modtage den akademiske Borgerret. Jeg vil ikke tale om den Nbillige Glæde, Enhver af dem kan føle ved at see sin Flid belønnet, i det han indlemmes i en ny og høiere Orden i Samfundet; men jeg fremstiller for mig de Tanker og Følelser, der maa gjennemstrømme et dybere Gemyt. Det maa svæve den, der ikke vil nøies med Tingenes Overflade, for Øie, at han, idet han gaaer over fra Skolens Tvang til Universitetets Frihed, gjør et Skridt af den mest afgjørende Vigtighed. Det er allerede stort i Henseende til Livets Forhold at omskifte Opdragelsens Indskrænkning med den Tilstand, hvori man er sine egne Handlingers Herre; men det er maaskee endnu større med Hensyn paa det videnskabelige Liv, at omskifte Skolens Ledebaand med den Frihed til at vælge sine Studier, som Universitetet nu skjøndt ikke ganske uden en viis Overgang frembyder. I Skolen havde den Unge ikkun at lære og at begribe; ved Universitetet skal han vænne sig til selv at undersøge med, og uden at paalægge nogen Tvang indbyde dog vore Indretninger ham til først at forberede sig ved de Studier, som mest kunne nære den selvstændige Tænkning. Han opmuntres til endnu at udvide sine Kundskaber i de lærde Sprog, men især at trænge dybere ind i deres Aand. Han veiledes til at gjøre sig mere fortrolig med Nden Videnskab, uden hvilken Plato ikke vilde tillade nogen at indtræde i sit Akademie. Indgangen til Philosophiens Dybheder aabnes for ham, Verdensklodernes evige Kredsløb lægges ham for Øine, Naturens mest enkelte og derfor mest omfattende Love afsløres ham. I Sandhed, den Yngling, som med Ligegyldighed tænker paa, at han skal vorde deelagtig i saa herlige Kundskaber, han skulde hellere lade sig indskrive i et Laug, end forsøge paa at være en Borger i Videnskabernes Rige; thi 130| han vil ligesaa lidet begeistres for de Videnskaber, til hvilke han siden henvender sig, og som skulde udgjøre hans Livs Syssel.

Overalt er Ligegyldighed mod Videnskaben hos Dem, der skulde være dens Dyrkere, det største Beviis paa Uværdighed dertil. Den derimod, der føler en sand Glæde over de Indsigter, han erhverver sig, uden Hensyn paa de Fordele og den Ære, de kunne bringe ham, han er berettiget til at troe om sig selv, at han er kommen ind i Videnskabernes Helligdom, og vil sikkert ved fortsat Stræben trænge ind i deres Allerhelligste. Jeg beder Eder, mine unge Venner, altid at beholde eders høie Kald for Øinene, og derved altid at nære Begeistringens hellige Ild. Aldrig bør I glemme, at det er vort aandelige Væsen, der gjør Mennesket til Guds Billede, og at det er Videnskaben, som uophørligen udvikler i os denne Guddomsgnist, deels ved at vise os, som i et Speil, vort eget Indre, deels ved at fremstille os det Guddomsaftryk, der overalt aabenbarer sig for os i Naturen. Af denne Overbeviisning om vor aandelige Naturs Herlighed maae I stedse være gjennemtrængte; ikke blot i Studerestuen og Forelæsningssalene, men i hele Livet. Alt hvad I see i Verdensbegivenhederne, i Menneskesamfundet og i Naturen bør I altid henføre til Fornuftens evige Love. I ville derved vinde paa to forskjellige Veie; paa den ene Side ville I uden at trættes med Fornøielse forfølge endog de vanskeligste Undersøgelser, og selv ikke ringeagte Det, som et sløvere Øie anseer for ubetydeligt, idet eders ved Videnskaben skærpede Øie seer det Glimt af Fornuftens Lys, som bestraaler den, paa den anden Side vil den Overbeviisning, at Fornuften overalt, saavel i det Største som i det Mindste, aabenbarer sig, veilede Eder til at efterspore Naturens og Aandens Hemmeligheder, der hvor I uden Aandens Lys ikke vilde ane dem; saa at Det, som for den Uindviede ikkun synes død Masse, for Eder vorder levende Kundskabskilder.

Forudsat da, at I ere besjælede af denne sande Kjærlighed 131| til Videnskaben, at eders Aand tørster efter Viisdom, lykønsker jeg Eder til den nye Livskreds, som nu aabnes Eder. Først maa jeg fremkalde Eder, som have vundet eders Examinatorers udmærkede Bifald og give Eder den velfortjente offentlige Roes. Glæder Eder over den Ære, I have erhvervet ved en hæderlig Anvendelse af eders Evner, men glemmer ikke, at denne Ære giver eders Medborgere større Fordringer. I have viist Eder som udmærkede Ynglinger; Fædrelandet venter af Eder engang udmærkede Mænd. Lader altid den Hæder at tælles blandt Fædrelandets Lys, og den Skam, at skuffe dets Forventninger, svæve Eder for Øie; dog fremfor enhver udvortes Betragtning, saa skjøn den end kunde være, holder fast paa det Sande, det Gode, det Skjønne selv, elsker det Ni Aand og Sandhed, saa ere I altid paa den rette Vei til den sande Lyksalighed, af hvilken den udvortes Glands ikkun er et svagt Gjenskin.

Ogsaa I, som have givet Prøver paa fortrinlige Kundskaber, uden at have opnaaet Ret til offentligen at fremkaldes til Roes, I ville dog hos eders Lærere og Medborgere nyde Deel i den Ære, som Dygtighed giver Krav paa, I have en allerede erhvervet Ære at forsvare, og en forøget at efterstræbe. Men ogsaa I andre, som ikke have naaet samme Grad af Modenhed, eller ikke have været heldige i at lægge eders Kundskaber for Dagen, lader Eder ikke afskrække fra at søge det høieste Maal! En kraftig Villie kan som en kraftig Tro flytte Bjerge.

Selv det mindre Tal blandt Eder, som maatte føle eders Kræfter for svage til at naae det Maal, som foresvæver Eder, Nforsager ikke. Den, som har en reen Villie og en oprigtig Kjærlighed til Viisdommen, bør aldrig ringeagte sig selv eller ringeagtes af Andre, er aldrig et unyttigt Led i Menneskesamfundet.

Og saaledes optage da vi, eders tilkommende Lærere, Eder med de bedste Forhaabninger og Ønsker. Slutter Eder til os, og vi skulle ikke unddrage os Eder. Slutter Eder til eders 132| ældre Medborgere, for at høste Gavn af deres modnere Kundskaber og deres Erfaringer. De skulle komme Eder i samme Grad mere i Møde, som de fortjene eders Tillid og I deres. Slutter Eder til hverandre, vistnok ikke ved nogen Laugs- eller Ordensaand, men ved fælles Kjærlighed til Videnskaberne. Understøtter og veileder hverandre. Og endeligen glemmer aldrig, at vi Alle, Lærere og Lærlinge, bør omfattes af et Kjærligheds og aandeligt Slægtskabs Baand.