[153]|NNaturvidenskabens Forhold til Tidsaldere og deres Philosophie

(Af Maanedskrift for Literatur 3die Bind, 1830)

Den sjeldneste, men bedste Strid er den, der fører til Forsoning; og hertil ville disse polemiske Blade vist meget bidrage, naar Forfatteren, som man bør haabe, vil fortsætte dem i den Aand, hvori de ere begyndte. Disse Blade skulle indeholde udførlige Kritiker over de herskende physiske, chemiske, physiologiske Theorier, sete fra et Nspeculativt Standpunkt; men han vil ikke tale nogen philosophisk Skoles Sprog. »Den levende Speculation«, siger han, »er ikke bunden til nogen Skoles Formeler. Enhver betydende Deel af Naturkyndigheden har, i det den historisk udviklede sig, dannet et eget Sprog, til dette skal Kritiken holde sig, og mere godtgjøre sit høiere Standpunkt ved den herskende Aand i Fremstillingen, end ved speculative Formeler. At vi imidlertid ikke ville opoffre den speculative Alvor for en flad Forstaaelighed, forstaaer sig af sig selv.« Da usigelig megen Strid i den lærde Verden blot hidrører derfra, at man ikke forstaaer hinanden, og dette ganske særdeles 154| synes at være Tilfældet ved Striden mellem den speculative og den Erfaringsveien vandrende Naturvidenskab, saa vil Forfatterens Grundsætning, at følge hver Videnskabs antagne Sprog, bidrage meget til Aandernes Forening. Dette første Hefte er for største Delen anvendt til at vise den Aand, hvori Naturlæren har uddannet sig i de senere Aarhundreder. Man seer i denne Fremstilling den aandrige Mand, hvis Blik ikke er indskrænket til en enkelt Videnskab, men som overskuer dens Forhold til hele Menneskeslægtens Udvikling. Dersom han endog i sine dristige Forsøg til at finde Tingenes indvortes Eenhed undertiden skulde falde i Vildfarelser, for hvilke de, der intet dristigt Forsøg vove, vistnok ere sikkre, kan man dog ikke undre sig over, at der gives Mange, der hellere vilde vove derpaa, Nom de skulle falde med ham, end dele hiin Sikkerhed med disse. Vi ville stræbe at følge Forfatteren, dog ikke uden Forsigtighed; men om denne altid vil holde det rette Maal, mellem for Meget og for Lidet, maae Andre afgjøre. At Forfatterens Overbeviisning om Naturvidenskabens store aandelige Indhold og dybt indgribende Indflydelse, hvormed vi ville gjøre vore Læsere bekjendte, ikke er Nvort Tidsskrift fremmed, vil Enhver, som er bekjendt dermed, allerede vide. Hovedtanken i Steffensʼs Skrift finder man for største Delen fremstillet i sammentrængt Korthed paa enkelte Steder, der enten ere bestemte til nærmere at oplyses, eller til at meddele Resultatet af foregaaende Undersøgelser. Vi kunne derfor som oftest lade Forfatteren selv tale, og dette saa meget hellere, som vi kunne være overbeviste om, at vore Læsere gjerne ville høre ham. Vi troe imidlertid at gjøre Fleertallet af vore Læsere en Tjeneste ved at give hans Ord paa Dansk. I vor Oversættelse ville vi dog tillade os flere fremmedeA Ord og holde os nærmere til Forfatterens Ordstillinger og Vendinger, end vi vilde holde for tilladeligt, dersom hele Skriftet skulde fordanskes, og Oversætteren altsaa burde gjøre det til et Slags vedholdende Studium, at finde den bedste Maade at gjengive 155| det System af Udtryk, Forfatteren bruger, med den største ham mulige Kunstfuldkommenhed.

Ved at forsøge Oversættelsen af de Steder, her skulle meddeles, er Anmelderen stødt paa adskillige Udtryk, angaaende hvis Fordanskning han troer at burde gjøre noget Regnskab. Et af de vigtigste er Ordet Erscheinung i den philosophiske Betydning. Man har oversat det ved det græske Phænomen, men deels er dette vort Sprog altfor fremmed, deels ville danske Læsere vanskeligt derfra bortfjerne alle de Bibegreber, som ere overførte fra Grundsproget og fra den ældre af Fransken laante Brug. Det gjelder her om at faae Udtryk for den Tanke, at Tingene ikke ere saadanne i sig selv, som de, ifølge vor Kundskabsevnes Natur, synes for os. Man kunde vel fuldkomment sprogrigtigt udtrykke dette Forhold ved Ordet Skin, som Modsætning til Virkelighed; men da det Skin, som her omhandles, beroer paa Opfatningslove, der ere almindelige og nødvendige, ifølge hvilke vor hele Erfaring dannes, saa vilde man nødes til at give det, som i den daglige Betydning just kaldes Virkelighed, Navn af Skin; medens man udenfor det philosophiske NKunstsprog bruger Ordet til at betegne Noget, der ikke engang i vort Erfaringssystem har Virkelighed. Meget ofte kunde man derimod udtrykke de Forhold, hvorom her tales, ved tilsyneladende og Tilsyneladelse; men Anmelderen har ved de i det Følgende forekommende Oversættelsesforsøg dog fundet, at de ikke overalt strække til, hvor det kommer an paa at betegne Begreberne med den Skarphed, at Misforstaaelse forebygges. Vor ærværdige NRiisbrigh kaldte et Phænomen en NSynsting. I Overeensstemmelse hermed kunde man tale om en Synsverden, som Indbegrebet af Synstingene, det er: Tingene saaledes som de ifølge nødvendige Love opfattes af os. Paa lige Maade kunde man tale om NSynstilværelsen, som modsat Selvtilværelse, eller bedre Selvværen. Det forstaaer sig, at saavel disse UdtrykA, som alle andre, der bringes i Forslag, 156| først erholde deres faste Betydning og sikkrede Borgerret, naar de have været istand til at faae det almindelige Bifalds Stempel, og at man, idet man forsøger at indføre dem, underkaster dem de Sagkyndiges Bedømmelse og den Prøve, de maa staae for Folkets almindelige Sprogsands. Men finde de ikke Bifald, saa tør man vel haabe, at de give Anledning til, at Nogen angiver bedre, det være sig nu nye eller gamle, Nfor Tiden oversete.

Det Tydske Ord NAnsicht have nogle Skribenter udtrykt ved Anskuelse, andre ved Ansyn. Hiint har fundet det mest almindelige Bifald; men det er fra først af bestemt til at betegne noget ganske Andet, nemlig den umiddelbare Opfatning ved den indvortes Sands, just sat imod Begrebet taget i philosophisk Betydning. Derimod vil det Udtryk, man nu saa ofte hører, endog af Ustuderede: »dette er min Anskuelse af Tingen« ikke sige Andet, end dette er det Begreb, jeg gjør mig om Tingen; hvor da Ordet Begreb tages i Hverdagsbetydningen. Sikkert vilde det Tydske Ansicht allerbedst have været givet ved det danske Ansigt, dersom dette ikke havde en ganske anden ældre Betydning. Ordet Ansyn, der allerede har nogen Brug for sig, og understøttes ved Ligheden med saa mange Beslægtede, som Forsyn, Hensyn, Tilsyn o. s. v., turde da fortjene at antages. Den af Tydsken laante Forstavelse An kan neppe være til Hinder, da vi dog neppe kunde undvære Andagt, Ansigt, Ankomst, Anseelse, Anslag o. s. v.

»En Tidsalders almindeligt herskende Naturansyn«, siger Forf. S. 3, »saaledes som det fremtræder med sit bestemte Præg hos forskjellige Folk, danner Grundvolden for deres hele Viden, er det, som bærer deres almeengyldige Kundskaber, og udbreder sin Indflydelse over alle Livets Retninger. Den virker bestemmende paa al Nselskabelig Orden, paa Sædeligheden, ja paa Religionen. Den særegne Skikkelse, hvortil Naturansynet er udviklet, er det Nfornemmelig, som meddeler visse Tider 157| en skarpt betegnet Eiendommelighed, ved hvilken de bestemt skjelne sig fra tidligere og sildigere, og fremtræde som en egen udmærket historisk NDanning. Vi tør paastaae, at Historikerne, endskjøndt de herskende Naturansyns Indflydelse ikke kunde blive dem skjult, men maatte fremtræde desto klarere, jo troere det givne Maleri af en Tidsalder er, dog ikke have gjennemskuet den hele Dybde, den uudgrundelige Magt i denne Menneskeaandens Retning.«

S. 3 og 4. »Selv Skolens Lærdomme ere vigtigere, end man sædvanlig er tilbøielig til at troe. Hvad hist ofte længe har kjæmpet som Formodning, og siden begrundet ved Undersøgelser, som i deres fulde Omfang aldrig overskride Skolens Grændser, langsomt voxer til, vorder ikke sjeldent i en senere Tid almindeligt herskende Ansyn, og udøver et Herredømme over alle Aander, der er saa meget mægtigere, jo mindre det kjendes som saadant. Hvad der i Skolen endnu er tvivlsomt, i det Høieste viser sig som sandsynlig Hypothese, det vorder afgjørende Ledetraad for Folkets Tænkemaade, og ikke sjelden vare Ansyn, som tidligere Skoler havde dannet, just mægtigst hos Folket, da de kuldkastedes i Skolen. Historiske Bevægelser ere opstaaede paa denne Maade, heftige Kampe, først mellem en vordende Skole med den foregaaende, derpaa mellem den mægtig vordne nye, og de herskende Folkeansyn. Mængden satte sig ofte mod en Forvandling, som den i Fremtiden var bestemt til at lide, for efter Aarhundreder maaskee at bestaae en lignende Kamp, med lige Udfald.«

Den nu herskende Physik, betragtet som en eiendommelig Retning i Menneskeaanden, er ny, og har taget sin egentlige Begyndelse med det syttende Aarhundrede, dog efter længe at have været forberedet. »Men endnu ere Sporene af hine Tider ikke forsvundne, de leve i Folkets Ansyn, og de have, efter at være fortrængte af Videnskaben, reddet deres Tilværelse, om end luttret dog ikke væsentligt forandret i Poesien; ja Faa, 158| selv ikke de, som ganske ere gjennemtrængte af den herskende Lære, som selv indgribe bestemmende i dens Udvikling, kunne afværge Indflydelsen af en Tænkemaade, som de af alle Kræfter bestride.« Og dog er det vanskeligt ganske at sætte sig ind i hiin Tids Tænkemaade, hvorfor Forf. troer, at den Fremstilling, han deraf giver, maa være meget mangelfuld. Hans Læsere ville vist finde den interessant og veltalende.

S. 5. »Jorden hvilede i Midten af Verdensaltet. NDe ti Himle hvælvede sig derom. Maanen, Solen, Planeterne havde med deres vildsomme, Nbestandig mere forviklet sig fremstillende Baner, hver sin egen Himmel, egne Hvælvinger, hvori de bevægede sig, og disse Hvælvingers Virksomhed concentrerede sig der, hvor Himmellegemet viste sig, og traadte derfor, naar de vare forenede (i deres NConjunction), indbyrdes bekæmpende eller understøttende hverandre, mægtigere frem. Firmamentet med talløse Stjerner udstrakte sig som en stor Hvælving over Planethimlene, omgiven af den gjennemsigtige Krystalhimmel, og af det lysende ildgjennemtrængte NEmpyræum; og hiinsides i mystisk Fjernhed laae Nprimum mobile. Men Jorden laae i Midten, til den maatte alle Planeter henføres, som til deres fælles Midpunkt. Universum, med alle dets skjulte Kræfter, var rykket Slægten nærmere, hele Verdensbygningen var dens Hjemstavn. Tilværelsens Uendelighed aabenbarede sig ikke umiddelbart for den, kun idet den, som fængslet og bunden Synstilværelse, fastholdtes i Midpunktet, og fremstraalte fra dette, erholdt den i den bundne Form sin oprindelige Betydning.«

S. 6. »Som Jorden var Universets Midpunkt, saa at alle Nsympathetiske Kræfter og Materier her forenede sig, for at avle, opholde og forme Tilværelsens Fylde, saaledes var Mennesket Jordens Midpunkt, han var Mikrokosmus, og alle Himmellegemernes Indflydelse virkede i Venskab og Fjendskab ved hans Fødsel, som de ved Jordens første Skabelse havde samvirket ved at frembringe denne.«

159| »Faderen havde aabnet al sin Skabnings Rigdom for Jorden, betroet den sine Hensigters Mysterium: selv Frelsens Forkyndelse ved Sønnen skulde fremstille sig jordisk; og som al Faderens Magt havde forenet sig i den for vore Sandser fremtrædende Jord, saaledes skulde al Forsoningens Frelse forene sig i en synlig Kirke med et legemligt Overhoved; endelig, ligesom i ethvert Menneske Faderens Magt gjentager sig, som i en sammentrængt Verdensskabning, saa gjentog sig ved Nydelsen af den hellige Nadver Frelserens Menneskevordelse for enhver Nydende.«

»Som Naturen Nlevede og virkede under fremmede Stjerners Indflydelse, saaledes var Alt, hvad der var mægtigt i Historien, laant af fremmede Folk. Et undergaaet Folks fremmede Viisdom, næsten ukjendelig ved orientalsk Glød, dannede deres Videnskabs selsomt fortrukne Skikkelse, et fremmed lemlæstet Sprog Nindkneb Tænkningen, fremmede Institutioner ordnede deres Stæder, fremmed Ret deres selskabelige Forhold, ja Religionen var overleveret dem fra et fremmed orientalsk Folk, – primum mobile, det oprindeligt frembringende, var i Naturen som i Historien rykket langt fra deres Synskreds.«

S. 7. »Og dog gjaldt dette kun for Betragtningen. De gjennemtrængtes dem selv ubevidst af det aandelige Princip; thi de følte sig Nforsatte i Centrum, til hvilket Omkredsen maa henføres, ikke paa en endelig, men paa en uendelig Maade. NHjort gjør (i sit Skrift over Johannis Skotus Erigena) den rigtige Bemærkning, at NOrganisationens Begreb var Middelalderens Skribenter fuldkomment ubekjendt. Begrebet nemlig var dem fremmed, fordi de følte sig ganske grebne af Totalorganismen. Ideen af et almindeligt Liv, i hvilket Alt var forenet, var deres Ansyns Nubevidste NBærerinde, og kunde derfor aldrig vorde en Gjenstand for Betragtningen. Derfor formaaede denne Aandsretning, der forekommer os saa eensidig, at frembringe 160| noget saa Mægtigt og Stort, en stor Tid, en herlig betydende Poesie, en skjøn eiendommelig Kunst, kort en beundringsværdig Eiendommelighed, som vi vovede at antyde i et tidligere Skrift. En NBetydning, der synes dem partisk, som aldrig kunne hæve sig over det NEnstige i de historiske Kjendsgjerninger, som det ikke er forundt, ud af Begivenhedernes Forvirring at fremhæve i dens Reenhed den skabende Aand i en særegen Tid, og at gjøre den til Gjenstand for en egen bestemt Betragtning.«

»Men dette er en Følge af Aandens eiendommelige Udvikling, at den følte sig bunden ved Naturen, med hvilken den saavel indvortes som udvortes var forenet. Den formaaede ikke at rive sig løs fra Naturen, for at gjøre sig selv til Gjenstand for en nøiere Grandskning; enhver Betragtning endte med noget Ubegribeligt, enhver Reflexion henflød i en anende Følelse, og al Skarphed og Bestemthed forsvandt, selv hvor den søgte at antage Skikkelse.«

Efter at have omtalt deres Nfire Elementer, og deres Nqvalitates primariæ & secundariæ, anfører han Antagelsen af Nhorror vacui, som et første Forsøg til at forklare Phænomener, man experimenterende forfulgte, og som vel var udledt af Middelalderens Aristoteles, men hvorom Intet findes hos de ældre Physikere.

S. 9. »Efterdi Organismens Idee var det instinktagtige Grundlag for alle deres Ansyn, og derfor ikke kunde vorde Gjenstand for Reflexionen, fremstillede sig ogsaa hiint Princip, at det ene Eensartede søger det andet, ikke som en blot død Tiltrækning, men som Sympathie og Antipathie. Thi hine ovennævnte Qvaliteter vare Tingenes udvortes Former; den dybere Grund derimod, hvoraf denne Tiltrækning udsprang, opstod for denne af de indvortes virkelig levende Former.«

Dette udgjorde et af de væsentligste Træk i hine Tiders videnskabelige Charakteer. De troede ikke, at det, som saaledes Nsøgte eller flyede det Ene det Andet, var forskjelligtA i det Le161|vende og i det Døde. »Naar Stjernernes Conjunction syntes besynderlig gunstig ved et Menneskes Fødsel, naar det gnedne Rav tiltrak lette Legemer, eller Magneten Jernet, naar Steen bevægede sig i opløsende Vædsker, naar Mennesker indvirkede paa Andre ved Blik, ved Ord eller ved hemmelig Indflydelse overhovedet, udsprang disse Virkninger alle af det samme Princip. Antipathien, Ndet Forstyrrende, udsprang af det Ligeartedes Tilbøielighed til Forening. Men en stor Adskillelse, en oprindelig Modsigelse i Tilværelsen, antoge de; den dannede Grundtonen i al deres Kjenden, og var aldeles af religiøs Art: det var det herskende Ansyn af Gud og Djævelen. Hiin var Principet for det i Alt stedse Ligeartede, for det Opholdende, for det Rene; denne var Principet for NForstyrringen og det Fjendtlige.«

S. 11. »Men dette var det dybt Eiendommelige i hiin Tid, at ligesom Jorden betragtedes som Universets Midpunkt, primum mobile, som Noget der omfatter det sandselige Alt, Gud som det alting eensformigt Gjennemtrængende, saaledes saae Mennesket ikke det Evige i det Aandelige, den fra alt Jordisk befriede Bevidsthed, men som bunden til den jordiske Personligheds Mikrokosmus, saa at denne aldrig ophørte at være hele Tilværelsens Midpunkt.«

»DerforA var ogsaa deres Religion en til det Høieste dreven i det Uendelige udstrakt Sandselighed, derfor mægtede selv den til det Høieste hævede Følelse ikke at løsrive sig fra dette til det Legemlige Nføiede Bevidsthedens Baand; derfor var deres hele Physik Magie.«A

S. 12. »HvadA dengang blev betragtet som Magikernes høieste videnskabelige Stræben, gik ud paa at rense det Guddommeligt-Ligeartede, som forefandtes i den Nsyndige Natur, NforurenetA ved modstræbende Elementer; Npaa det at det, der laae skjult, som det Guddommelige og Opholdende, i enhver indvortes Form kunde virke frit. Dette er Alchemien – ingen tilfældig vilkaarligt udtænkt, men en aldeles væsentlig Bestanddeel af den her162|skende Physik. Alle Physikere søgte de Vises Steen, thi der gaves dengang ingen anden Physik, og kunde ingen anden opstaae. NFremvirkningen af denne al Tilværelses ædleste Kjærne var ligesaavel af religiøs Art, som et physisk Experiment, og denne almeenherskende Bestræbelse giver det mest slaaende Beviis for Aandens Bundenhed til det Jordiske. Det saaledes Rensede, hvori den oprindelige Skabningskraft concentrerede sig, maatte, naar detA anvendtes paa Makrokosmus, fremvirke de ædleste Materier, Ædelstene, og fremfor Alt Guldet; men, anvendt paa Mikrokosmus, maatte detA paa samme Grund, da nemlig det oprindelige opholdende Princip i begge var det samme, befordre Sundheden og forlænge Livet.«

S. 12 og 13A. »Overtroen er aldrig opstaaet af sig selv; den kan efter sin første Oprindelse aldrig betragtes som noget aldeles vilkaarligt. Den bestandige Henførelse af NVerdensaltet til den bestemte ved Sandseligheden bundne Bevidsthed, idet denne dog var gjennemtrængt af Verdensaltets hele Fylde, avlede denne eensidige, i sig mægtige, ja beundringsværdige Retning, i hvilken Overtroen opstod og maatte opstaae. Mennesket lever i sine Tankers og Tilbøieligheders vedvarende indvortes NTvedragt, som han aldrig ganske formaaer at beherske. Men denne indvortes Kamp havde paa hiin Tid en dybere Betydning. Hele Tilværelsens Fylde, hele Naturens Magt kastede sig den Kjæmpende imøde, og han skulde skride til Afgjørelsen. Til hiin den rene Betragtnings Region, i hvilken vi føle os, om ikke rensede dog beroligede, idet vi ganske overlade os til Tankerne, fjernende alle Synstingene, kunde man enten kun langtfra nærme sig, eller man maatte hengive sig til den med hele Livets Kraft. Saaledes steg den indre Kamp, og blev sjelden en afgjørende. Den, som hengav sig til Betragtningen af det Guddommelige, uden at forlade det Standpunkt, hvortil han ved Tiden var fængslet, og ved guddommelig Bistand søgte hiin Renselsesproces, hiin Gave at kjende NTingenes Signaturer, som aabenbarede deres 163| Sammenhæng med Stjernerne og med de almindeligt herskende NPotentser, han var baade den Vise og den Fromme – hans Overtro, som vi kalde den, var hans Tids Tro, han var efter de daværende Tiders Maade videnskabeligt dannet. Men just fordi denne Kamp tog hele Tilværelsen i Beslag, saavel Sindelag som Tanker, blev den sjeldent fuldkomment afgjort. Hvad vi nu kalde de Lærdes Forfængelighed, ved hvis Bedømmelse vi Noverbære med Noget, der Nofte kan betragtes som en gavnlig Drivefjeder til i Forbund med store Talenter at fremkalde det Vigtigste og mest Betydende, det antog dengang en langt farligere Charakteer, og saaledes dannede sig hiin Modsætning mellem en Nhvid og sort Magie, mellem en saadan, der havde sit Udspring af det opholdende Princip, og i Datidens herskende Mening kunde kaldes troende, og en anden, som havde sit Udspring af det Nforstyrrende Princip, og som vi selv i Datidens Mening kunde kalde overtroisk. Thi, hvad den formaaede at frembringe, var dog kun Skuffelse, endskjøndt denne gik dybere, og var mægtigere, end vi nu ere tilbøielige til at antage.«

Vi have ikke villet hindre Læseren fra at følge Forfatterens Tankegang; og have derfor tilbageholdt enhver Bemærkning, indtil vi havde Nopnaaet dette Hvilepunkt, Læseren burde med egne Øine og ikke gjennem nogen fremmed Brille see det livfulde og sammentrængte Billede, Forfatteren havde udkastet. Det ligger i Væsenet af et saadant, at Trækkene ofte ere skarpere, end Naturen frembyder dem; men, om ikke maaskee visse Træk her ere opfattede med en Forkjærlighed, der udelukkede andre, ei mindre vigtige, eller maaskee visse Træk fremhævede for meget i Forhold til andre, ville vi nu indstille til Læserens, men især til Forfatterens Overveielse.

Hele den her givne Skildring af Middelalderens Aand synes at frembringe det Indtryk, som om denne ganske skyldte det da herskende Naturansyn sin Oprindelse; og dog er dette sikkert 164| ikke Forfatterens Mening. Middelalderen havde paa nogle nærmere Bestemmelser nær samme Naturansyn, som Asiaterne havde endog før Christendommen, og dog var Middelalderens Aand i saa mange Henseender forskjellig fra Asiens. Det, som gav Middelalderen den Charakteer, hvorved den udmærkede sig fra ældre Tider, var uden Tvivl Følgen af den mærkværdige Vexelvirkning, hvori friske raae Folkeslægter kom med Folk, der i Dannelse vare forældede og forfinede, og maatte bukke under for Naturmenneskenes Kraft, men lærte disse ikke blot det lidet, de kunde modtage af Videnskab, udøvede ikke blot den mægtigste Indflydelse paa deres Sprog, Love og Forfatning, men meddeelte dem endog en ny Religion, og det en Religion, der med en uimodstaaelig, skjøndt med en langsomtvirkende Kraft maatte udøve en dannende Indflydelse paa dem, og paa samme Tid gjøre fremmede Sprog og Østens Viisdom til en varig Gjenstand for deres Stræben. Med samme Naturansyn havde andre Folkeslag udviklet sig til større Frihed; det, som bandt Aanden i Middelalderen, var, at dens Mennesker maatte Ngaae i fremmed Ledebaand. Hvad Forfatteren selv saa fyndigt og træffende har sagt (S. 6 og 7) om den fremmede Indflydelse, hvorunder Middelalderen stod, ville vi stille øverst, naar vi skulde skildre Middelalderen, og ikkun indrømme Naturansynet en Medvirkning. Hvad Middelalderens Naturansyn havde eiendommeligt og forskjelligt fra ældre Tider skyldtes især hiin fremmede Indflydelse. Selv den romerske Kirke havde ikke kunnet Nuddanne sig til den mægtige hierarchiske Skikkelse, hvortil den opvoxede, havde ikke en aandelig umyndig Folkemasse baade trængt til et saadant Herredømme og været skikket til at finde sig deri.

Man misforstaae os ikke, som om vi meente, at Forfatteren selv oversaae dette, eller havde sagt Noget, hvoraf saadant ligefrem fulgte; men vi see ikke ret klart, hvor langt hans Forestilling om denne Sag afviger fra vor, og haabe, at han i 165| Fortsættelsen vil forklare sig derover. For ikke at forlænge en mulig NMisforstand, Nvil det maaskee være nyttigt at sige, at vi paa ingen Maade forstaae det af os Fremsatte saaledes, som om Middelalderens Aand var sammensat af hine samvirkende Elementer. Enhver eiendommelig Tidsalders Aand er Menneskeaanden selv, nærmere bestemt ved den Udvikling, den har modtaget ifølge alle foregaaende og samtidige Indvirkninger, saavel de, der komme udenfra, som de Vexelvirkninger, hvori de forskjellige Dannelseselementer selv træde, f. Ex. at Naturansynet baade virker paa Religion og Forfatning, og disse atter paa dette. Men disse forestille vi os ikke som tilfældige Sammenstød, saa meget de end for vort Øie kunne bære Tilfældighedens Præg, men som frembragte efter de evige Verdenslove, hvorunder baade Menneskeaandens timelige Udvikling og den legemlige Natur tillige staae. At disse Love ikke ere forskjellige fra Guddomsvillien, ansee vi ligeledes som afgjort. Men som man altid taler klarest, naar man henfører det, som skal forklares, til det, hvormed det nærmest hænger sammen, og ikke til dets høieste Udspring, saaledes have vi ogsaa her begyndt med at holde os til den nærmeste Sammenhæng.

Hvad Forfatteren siger om det Fortræffelige i Middelalderen (s. det S. 160 o. f. anførte), lader sig Nvistnok anvende paa det Ypperste deri, og videre vil han neppe udstrække det; men for de mange blinde Tilbedere af Middelalderen, der især ville holde sig til den Roes, der tillægges den, og neppe ret føle det Gruelige i den Skildring, han giver af dens Skyggeside, bør der udtrykkeligt siges, at det Fortræffelige i hiin Tid kun var tyndt saaet. Det er med en skrækkelig Overvægt, at Massen af Raahed og Slethed i hiin Tids Historie træder os imøde. Man forsøge kun en Sammenligning. Vistnok maae vi herved vælge en vilkaarlig Grændse; men vi ville neppe feile meget, om vi dertil vælge Bogtrykkerkunstens Opfindelse, der baade ved sine 166| Aarsager, ved sine Virkninger og de Begivenheder, der traf sammen dermed, er saa betegnende. Man søge kun nok saa meget sammen Alt, hvad der kan tjene til Middelalderens Forherligelse, og man vil dog, naar man ikke aldeles lukker Øinene for den nyere Tid, tvinges til at see, at hiin stod umaadeligt langt tilbage for denne i næsten Alt, hvad der adler Mennesket, men derimod overgik den i ExemplerA paa det Afskyelige og Slette, hvoraf iøvrigt Menneskevennen med Bedrøvelse seer en rædsom Masse ogsaa i den nyere Tid.

Forfatteren antager det som en særdeles betegnende Særegenhed ved Middelalderen, at Forstandsreflexionen derfra var udelukt. Han vil ikke lade Skolastikernes Spidsfindighed gjelde som Indvending herimod, men siger S. 25: »Naar Forstandsreflexionen nu forudsætter en oprindelig Adskillelse af Tænken og Væren, og det paa en saadan Maade, at Tænkningen fremstiller sig som oprindelig tom, som blot Evne til at optage Sandselighedens Indtryk – saa at Begreberne kun blive det Abstracte af de concrete Forestillinger og ved disse erholde deres Realitet – saa var der i hine Tider ingen Tale om en saadan Adskillelse; Begreberne vare vel bortvendte fra Tingene, men begges Eenhed blev, om end ikke tilstaaet med klar Bevidsthed, saa dog antaget. Begreberne dannede sig i Sjelens Indre, som i en egen Verden, og dog indeholdt denne Verden alle det dem tilhørende Ydres Former og Forhold, den aabenbarede sig som hiint primum mobile, hvilket ordnede og omfattede Naturen, udskilt fra den selv, eller den ellevte Himmel – og i Mennesket hentrængt mod den indre Uendelighed, som i Naturen ud mod den ydre. Derfor bemærker man i hiin Tid en saa Nunderlig Rigdom i den NTankeverden, i hvis Afgrund vi neppe formaae at skue ned, medens den udvortes Verden Nlidet beagtedes, og ikkun vakte Opmærksomhed der, hvor den umiddelbart satte det Inderste i Bevægelse.«

Hvad nu den første Paastand angaaer, at Reflexionen var 167| hiin Tidsalder fremmed, saa synes Forfatteren os ikke at have været heldig i at udtrykke det, han dermed vil sige; thi hele Striden mellem NNominalister og Realister, der satte Middelalderens Philosopher i saa stor Bevægelse, og gav Anledning til saamange mellemliggende Forestillinger mellem de to Yderligheder, beroede paa Spørgsmaalet om Begrebernes Realitet. Da der ingen Tvivl hersker om denne Strids Hovedformaal, kunne vi vælge det korte Udtryk derfor af det første det bedste Værk over Philosophiens Historie. »NominalismensA Grundsætning,«A siger NBuhle, »erA: Kun i de individuelle Ting uden for os er der Realitet. Universalierne ere blotte Forstandsbegreb uden Realitet, som kun ved Sproget betegnes objectivt, og derved Nbekomme Skinnet af Realitet, omendskjøndt de selv hverken indeholde en Realitet eller svare til en Realitet. Realismens Grundsætning er: I de individuelle Ting uden for os er ingen Realitet. Universalierne ere den sande Realitet, og Individuerne, som saadanne, adskille sig kun ved NAccidentserne.« Vi maa altsaa holde os til et andet Udtryk af Forfatteren: Tidsalderens umiskjendelige Præg af en bunden Bevidsthed, som sikkert i en vis Betydning lader sig forsvare, men som vi troe Forfatteren burde nærmere bestemme og historisk oplyse, dersom han i de følgende Hefter vil gjøre videre Anvendelse af de Ansyn, han her har opstillet over Forholdet mellem Middelalderen og den nyere Tid.

Hvad den Skikkelse angaaer, som den indre Verden maatte antage i hiin Slægt, ere vi vel tildeels enige med Forfatteren, men finde dog Noget, hvori vi maae afvige fra ham. Vi ville derfor fremsætte vor Mening til Sammenligning; men for at befordre den aandelige Forstaaelse, der bør være et af Hovedøiemedene i enhver Polemik, hvor begge Parter tiltroe hinanden oprigtig Sandhedskjærlighed, ville vi udtrykke paa vor egen Maade de Tanker, vi optage af Forfatteren.

168| Det forstaaer sig, at Aander, som de, der lede og danne en Tidsalder, have en skabende Virksomhed i sig, som de hverken kunne eller ville undertrykke; det er dem en Nødvendighed at danne sig en Forestilling om Verden i dens Heelhed. Jo fattigere de ere paa Kundskaber om den udvortes Tilværelse, jo mere maae de indskrænke sig til deres egen aandelige Skabekraft. Den lader dem ikke være ganske forladte; thi den har faaet sit Væsen fra samme Kilde, som den hele øvrige Tilværelse, og vil derfor ogsaa ofte føre dem til evige Love, hvorefter saavel den indvortes som den udvortes Natur styres. Men det ligger i den menneskelige Indskrænkning, at dette ikkun skeer høist ufuldkomment. Kun hist og her fremstiller sig Sandheden reen. Langt oftere tager Bestræbelsen en falsk Retning, og taber sig i talløse Vildfarelser. Gjennem Historien og Naturvidenskaben skrider Menneskeslægten langsomt frem, men trods de Vildfarelser, den ogsaa paa denne Vei er underkastet, med sikkrere Skridt. Det er kun ved Betragtningen af Tilværelsen, at Mennesket faaer en saa klar Beskuelse, som han efter sine Evner kan modtage, af den guddommelige Villies Kraft, i Frembringelsernes Storhed og af dens Fornuft i Verdenslovenes usigelige NDybde og Samstemning. Men inden Menneskeslægten naaer til det Punkt, hvor det skjulte Aandige i det Legemlige klart opfattes, trænger den til en anden Hjelp. Det er en i den evige Fornuftorden velbegrundet Erstatning, at Menneskeaanden finder i sig selv en Skat, førend den kan finde den, der ligger i vidtadspredte Bestanddele uden om den. Man maa derfor altid beundre den Mængde af store Tanker og lykkelige Blik, der ligger for os i den unge Menneskeslægts tidlige Verdensbeskuelser. Disse have desuden en egen Skjønhed, derved at Menneskeaanden kun frembringer saadanne Skabninger, der med Lethed opfattes af Menneskeaanden. Hertil kommer endelig, at disse Aandens næsten ublandede Frembringelser ikke letteligen tabe sig i en Masse af Enkeltheder; men frembyde de store Tanker i tilbørlig indbyrdes Nærhed og Sam169|menhæng med hverandre. Vel lader sig nu meget af dette anvende paa Middelalderens Aandsfrembringelser, men langt fra ikke Alt. Der var udenfra paatvunget Aanden altformeget, til at dens Frembringelser kunde have den Natur, som den tidligere Menneskeslægts. Aanden var, om man saa tør sige, gjødet med fremmede Meninger, ikke befrugtet af den store Natur, og derfor var den Aandsfylde, man kan finde deri, mest at ligne med Blomsterpragten i fyldte Blomster. Dens Ridderaand og dens Bygningskunst bære dette skolastiske Præg og have en vis Spidsfindighed, hvormed vi dog iøvrigt ikke ville nægte, at en Deel af Naturens evige Herlighed, og det ikke lidet, ogsaa aabenbarer sig heri, som i enhver af de Former, hvori en Tidsalder har udviklet sig. Men vi have seet saa megen misforstaaet Stræben efter Middelalderens Former atter spire frem i vort Aarhundrede, at vor Forfatter, som selv ikke billiger disse, sikkert vil være enig med os i at advare derimod, om han end ikke skulde være enig med vort Ansyn af Tidsalderen selv. Der er i vor Naturvidenskabs hele Tilstand Noget, som meget frister til at give den ældre Betragtningsmaade Fortrinnet. De store Almeensandheder, der skulde fremgaae af Undersøgelserne, staae saa adspredte i den uhyre Masse af Kjendsgjerninger, at de let oversees. Det lader sig heller ikke nægte, at Mængden af Naturgrandskere selv tabe sig i de enkelte Undersøgelser, og altfor sjeldent hæve deres Blik til det Hele; hvorved man i Bedømmelsen dog maa tage i billig Overveielse, at Grunden, hvorfor en stor Almeensandhed ofte af disse ikke fremhæves, kan ligge deri, at de ikke beroliges angaaende dennes Vished, førend Erfaringen har viist sig i klar Overeensstemmelse hermed, hvilket ofte gjennem hele Menneskealdere kan udeblive, deels formedelst vore Tankers, deels formedelst vore Erfaringers Ufuldendthed. Det var derfor høiligen at ønske, at Mænd af omfattende og grundige Kundskaber oftere vilde forsøge at meddele i en sammenhængende Oversigt de store Almeensandheder, hvortil Viden170|skaben har ført. Dog maatte den hele dannede Verden ogsaa mere almindeligt ved Underviisning i Naturvidenskaben forberedes, hvortil der nu alt aabner sig flere og flere Udsigter.

Over Forskjellen mellem Middelalderens Magie og de nyere Tiders Physik gjør Forfatteren S. 27 den vistnok rigtige Bemærkning, at i hiin antoges, at det Ligeartede søger Forening, i denne derimod, at det ene Ligeartede skyer det andet, men at det Uligeartede søger Forening.A Men den sidste Menneskealders Fremskridt synes at have hævet denne Modsigelse. Intet er modsat, uden for saa vidt det har tillige noget fælles; en Linie kan ikke være Modsætning til noget Andet end en anden Linie, ikke til en Flade eller et Legeme; den ene Art af Elektricitet kan kun have den anden Elektricitet til Modsætning; Nordmagnetisme kun Sydmagnetisme. Det samme viser sig ogsaa i Chemien. De Stoffer, vi hidtil ikke have kunnet adskille, som altsaa have det tilfælles, at de modstaae alle vore Adskillelsesmidler endog de kraftigste, have overalt saa mange Egenskaber fælles, at de kunne betragtes som en egen Klasse, hvilken vi uden al Indblanding af Hypothese ville kalde den første. I denne kjende vi Modsætningen af de brændbare og ildnærende Stoffer. Disse have en stor indbyrdes chemisk Tiltrækning, og danne ved deres Forening Stoffer af en ny Sammensætningsorden, som da udgjør den anden Klasse, og bestaaer af Ilter (Oxyder i Ordets videste Betydning), af Chlorforbindelser, Svovler o. s. v. I denne er Syre og NÆsk (Alkali i Ordets videste Betydning) Modsætningen, og som bekjendt er Foreningsbestræbelsen mellem disse to Slægter meget stor. Ved denne dannes Saltenes Klasse, der er den tredie og sidste blandt de Nuorganiske, i det mindste saa vidt vor Ordning af Kjendsgjerningerne hidindtil er kommen. Men nu er det mærkeligt, at Stoffer af første og anden, eller første og tredie Klasse aldeles ikke indgaae umiddelbare Foreninger med hverandre; heller ikke er det almindeligt, at Stoffer af anden og tredie Klasse 171| indgaae Forbindelser, naar man undtager dem i anden, der staae nær ved Ligevægtspunktet eller Indifferentsen mellem NSurhed og Æskighed. Derimod indgaae Stoffer af samme Klasse, der have en meget ringe eller endog ukjendelig Modsætning, Foreninger, naar kun ikke Sammenhæng eller deslige hindrer det. I den nærværende uhyre Masse af Forbindelser lader der sig vistnok endnu gjøre mange Underafdelinger, hvori den Lov, som her antydes, vil udvikle sig til langt større Bestemthed. Her maa det være nok, at Stofferne, allerede saaledes som de lade sig ordne uden en ny Undersøgelse, hentyde paa den Lov, at uden et vist Slægtskab ingen Forening, men uden Modsætning indenfor dette Slægtskabs Grændse ingen livelig Nvelbetegnet Forening, hvorved Legemet antager Egenskaber, der Noverføre det i en ny Sammensætningsorden og gjøre det til et nyt Produkt. NSaa at den samme Lov kun i en ringere Grad af Bestemthed turde finde Sted i den uorganiske Natur, som i den organiske, hvor nye Frembringelser forudsætte Forening mellem Væsener af samme Art, men af modsat Kjøn. Slægtskabet vilde altsaa være Betingelsen for Foreningen, Modsætningen for dens Virksomhed. Saaledes blev der da noget Rigtigt, saavel i den ældre som i den nyere Tids Ansyn af Foreningsbestræbelserne.

Angaaende den Sætning, at det Modsatte søger Forening, siger Forfatteren, at det efter Nogles Mening er for at gjenoprette en forstyrret Ligevægt, efter Andres for at ophæve en reel Modsætning. Skulde disse Paastande vel være andet end Udtryk for den samme Ting i to forskjellige Fremstillingsmaader? Tage vi Ordet Ligevægt i sin udstrakteste Betydning, hvor vi ogsaa kunne tale om elektrisk Ligevægt, magnetisk Ligevægt o. s. v., saa er enhver Udtræden af Ligevægten en Frembringelse af Modsætninger, og enhver Tilbagetræden til Ligevægten en Ophævelse af Modsætningen. Naar vi betragte Tingene i deres Virksomhed, maae vi kalde Modsætningerne Mod172|bestræbelser, og Samvirkningen af lige Modbestræbelser Ligevægt. Have vi Ret heri, maae mange Stridigheder mellem NNaturphilosopherne og Physikerne bortfalde; thi de Samme, som holde det for uforstaaeligt, naar der siges, at alle Tilværelsens Modsætninger gaae op i en Identitet, ville ikke letteligen finde nogen Vanskelighed i at tilstaae, at alle bevægende Kræfter i Verden ville forenede udgjøre een Ligevægt, alle magnetiske Kræfter, alle chemiske Kræfter o. s. v. ligesaa. Men da Naturgrandskerne nu efterhaanden ere blevne fortroligere med disse Modsætninger, og det har viist sig, at mange Forskjelligheder, der tidligere syntes at være i deres dybeste Grund uforenelige, kun ere forskjellige Modsætningsarter af disse Kræfter, saa nødes de jo til i det mindste at finde hiin Grundsætning sandsynlig, som Naturphilosopherne fremstille som vis.

Vi nødes her til at forbigaae Meget, der vel fortjente at afhandles, men vi maae indskrænke os for ikke at komme i den Nødvendighed, at skrive en heel Bog. Vi forbigaae altsaa, hvad der er sagt om NRoger Baco, om Forgjængerne for den nye Tilstand i Videnskaberne o. s. v.; og hvad vi endnu mere beklage, vi kunne ikke uden alt for stor Vidtløftighed her forhandle Alt, hvad Forfatteren siger om Reformationen, hvori de fleste af vore Læsere sikkert, om vi end meddeelte dem det Hele, dog endnu vilde ønske videre Oplysning. Vi ville da indskrænke os til at uddrage heraf nogle skjønne Steder, Nder vise det Forhold, hvori han sætter Religion til Videnskab, især til Naturvidenskaben. Efter at han har skildret de Begivenheder og Forandringer i Videnskabernes Behandling, der forberedte den nye Tid, siger han: »Tidens sande Gjenfødelse, Spiren til den fuldkomne levende Metamorphose, var Reformationen, og det er ikke muligt at udvikle dens fulde Betydning, uden anticiperende at hentyde paa alle Udviklingens Stadier indtil vore Dage, ja paa saadanne, som endnu ikke have udfoldet sig.«

173| »Det er vist, at Reformationen ikke var kommen frem uden Kirkens frygtelige Forfald. Men dette Forfald var kun den negative Betingelse for dens Dannelse, de brustne Fosterhinder, hvoraf det nye Foster fremtraadte. Ligesom den græske Viisdom, denne blivende Grundvold for al aandelig Forskning, forsaavidt den kan kaldes reen menneskelig, fremtraadte af en vanskabende Traditions Tilhylling, og forfriskede de slumrende Aander, ligesom Naturens ved misdannede Overleveringer lukkede Bog aabnede sig, og indbød Aanderne til umiddelbar Grandskning, saaledes skulde hiin hellige Bog, Kilden til alt høiere Liv, skjænkes Slægten. De græske Verdensvises Skrifter vare revne af Hænderne paa sophistiske Grublere, Naturens Bog af Hænderne paa phantastiske Drømmere; da traadte Aabenbaringen, som man frækt havde holdt i Skjul, atter frem. Og da den fremtraadte, forsvandt den jordiske Synsverdens Magt (die Gewalt der irdischen Erscheinung), som fængslede og fastholdt al fri religiøs Dannelse; den Trolddom, der havde bedaaret Sandsen, tabte ligesom den hellige Skrift udgjød sit Liv, al Kraft, og den levende Tro blev atter mægtig i Verden.«

Om Videnskabens Forhold til Religionen siger han blandt Andet:

S. 57. »Det er vel ikke at nægte, at Virkeliggjørelsen af Christendommens høieste Idee først da finder Sted, naar denne gjennemtrænger alle de Momenter af det jordiske Liv, der ere istand til at modtage en høiere Salighed, og det ikke saaledes som i den tidligere Kirke, der satte det Sandselige og Jordiske som det Oprindelige, der som saadant skulde høines (gesteigert werden), men meget mere saaledes, at alt Jordisk, besjælet af det Høieste, af Naaden, kun viser sig som et Dannelsestrin for den allerede erkjendte, tilkjæmpede, troede høiere Tilværelse; saa at, i det at denne Idee gjennemtrænger alt det 174| Jordiske, dette ogsaa ved den forklares, ophøies og ikke betragtes som et Gode for sig, men som et Udviklingstrin for en salig Verden. Men den tidligere Kirke var traadt i et farligt Forbund med det Sandselige; mod dette var just den fornyede Troes Kamp rettet, og det var naturligt ja nødvendigt, at den frem for alt bortvendte sig fra en vildfarende Retning i en Religion, der efter dens Ansyn var forpestet. Saaledes opstod en Adskillelse af al Videnskab fra Religionen, som en tidligere Tid ikke havde kjendt den, og selv Philosophien maatte i denne Modsætning vorde Verdensviisdom.« Vel maatte enhver Troende haabe, at al Historie og Naturvidenskab engang skulde sammensmelte til Eet med Troen, men denne forventede Tid maatte forberedes. Grandskningen var bleven fri ved det Jordiskes Adskillelse fra det Guddommelige. Selv den noget snevre Maade, hvorpaa NTheologien dreves, kunde ikke tilintetgjøre denne Frihed. S. 59. »Enhver Grandsker turde vel vente, at en videre Grandskning kunde føre ham til en dybere Indsigt i den guddommelige Viisdom, men Ingen frygte, at en grundig, uomtaaget Undersøgelse skulde lade ham opdage Svagheder i Historiens guddommelige Orden. Saaledes opstod hiin Aandens uhemmede Udvikling, denne Grandskningens Bøielighed og Bevægelighed, som skabte en ny Tid. Den maatte isærdeleshed befordre Naturvidenskaben; thi det kunde ikke blive skjult, at naar Talen var om historiske Phænomener, den vilkaarlige Menen udøvede en farlig Magt over Gjenstanden selv; at Ansynene af Historien, af Menneskets selskabelige Forhold, saavel i Statslivets større Kredse, som i det snævrere Familieliv, derved bleve vaklende og deeltoge i Meningernes Usikkerhed og Bevægelighed; ja, hvor disse ved en farlig Forbindelse med Religionen bleve fanatiske, endog udøvede en forvirrende Magt over Sædeligheden. Men Naturen viste en stedse uforandret Orden, som ophøiet over enhver Indbildning, tilintetgjør ved fremskridende Undersøgelse ethvert Selvbedrag, som man kunde 175| have Lyst til at holde fast. Enhver Nstyrtet Mening maatte her vise sig som et Opvækkelsesmiddel til videre Undersøgelse og omhyggelig Prøvelse. Jo usikkrere et herskende Ansyn blev, desto mere lokkende traadte Naturens evige Orden og urokkelige Lovstemmighed Grandskeren imøde; og enhver Forvildelse avlede ikke indvortes Forvirring, men en ny friere Drift at nærme sig det, som stedse tydeligere kundgjorde sit Slægtskab med Aanden, medens det syntes at unddrage sig enhver fortrolig Tilnærmelse. De afvigende Meninger fødte ingen Forfølgelser af sig, eller nogen Hindring udenfra, fordi den høieste religiøse Interesse kun var knyttet til Grandskningen ved Haabet om en tilkommende Forbindelse med vor Viden, ikke ved en bestemt Form af Viden, der skulde gjelde for den religiøse.«

S. 61 gaaer han over til mere egentligt at afhandle de senere Aarhundreders Naturlæres Indflydelse. »Naar vi opkaste det Spørgsmaal«, siger han, »hvorved den nærværende Tid, saaledes som den har uddannet sig i de sidste tre til fire Aarhundreder, ret egentligen adskiller sig fra den tidligere, saa bør vi ikke tage i Betænkning at svare, at den dybeste Grund til denne besynderlige Eiendommelighed ligger i Physiken, og vi haabe, at det i det Følgende af vor Fremstilling vil vorde klart, at hvo, der vil fælde en virkelig udtømmende Dom over vor Tidsalder, kun berører Overfladen, naar han Noverseer denne Videnskabs betydelige Indflydelse. Den danner et mægtigt Centralpunkt, hvorfra alle Kundskabskilder, saaledes som de aabnede sig i alle den aandelige Virksomheds Retninger, bleve tiltrukne; og i de videste Kredse, selv der, hvor Indsigt gik over i Daad, hvor Viden tabte sig i sit Produkt, i enhver aandig eller udvortes Skikkelse, hvortil Tiden udvikles, lader sig dens Magt eftervise.«

NCopernicus’s Opdagelse over Verdenssystemet er af umaalelig historisk Vigtighed. Mange følte maaskee allerede i hiin Tid, hvormeget der maatte styrte sammen, ved Omstyrtningen 176| af det gamle System i Astronomien. S. 64. »Men dybest maatte den tidligere Kirke føle, hvor rystende dette Ansyn var for den; naar den beraabte sig paa hiint bekjendte Bibelsted, saa skjulte den kun sin sande Frygt. Kirkens urokkelige, uforanderlige, synlige Herredømme kunde ikke finde noget sikkert Hjem paa en bevæget Planet, som med andre Planeter gjorde sit Kredsløb om et fjernt og fælles Midpunkt. Øxen var lagt ved Roden af hele det bestaaende Naturansyn, den dybeste Grundvold for al indtil da gjeldende Viden var undergravet.«

S. 64. »Den historiske grundende Bevidsthed var bleven hjemmevant i sin egen Histories aandige NForgangenhed, en forhaabningsfuld Fremtid aabnede de levende og døde Formers uendelige Mangfoldighed for den grandskende Sands, den religiøse Bevidsthed kastede en kuende Traditions Lænker, de fortjenstlige Gjerningers Selvbedrag, fra sig, og lærte at kjende sin egen evige Personligheds indvortes Forhold til en kjærlighedsfuld forsonet Guddom; og Copernicus befriede den fra de sidste Lænker, saa at den blev hjemmevant i Universum. I alle Retninger aabnede sig en Uendelighed for den grandskende Sands.«

F3 S. 66. »Copernicusʼs Ansyn var den adskillende Re177|flexions dristigste Handling. I den hvilende Jord rodfæstede sig Aanden, Nembryonisk fastholdt, og Tanken Nfremskjød vegetativt af sit Hylster, men kunde ikke løse Trylleriet, ikke sønderrive Baandet, for at erholde animalsk og vilkaarlig Bevægelse.« (Man seer, at Forfatteren sammenligner Aanden i sin Bundenhed til Jorden med Planten, som ei kan forlade sit Sted; hvorimod den i det hele Verdensalt sig frit bevægende Aand sammenlignes med Dyret, der ikke er bundet til sit Sted.) »Han tilintetgjorde det Synstilværende« (som Selvværende) »for at Nfaststille det for bestandigt som saadant« (som Synstilværende). »Det Synstilværende, sige vi, thi aabenbart er det, der synes almeengyldigt for alle Menneskers Sandselighed, mere end et Skin. Ogsaa blev dette Forsøg, som det første, saa det sidste. Omendskjøndt hele Tiden skylder denne dristige Tanke sin eiendommelige Uddannelse, har dog endnu Ingen vovet, endog kun at formode bag de øvrige Synsting et Skin, der ved en Forklaring lod sig erkjende som en høiere Reflexions Synsting. Hvad hindrede Physikerne fra at vælge denne Vei? Dette var det: skulde der ligeoverfor Reflexionens Urtanke staae en Synsverden, maatte denne fremstille sig som en udvortes Uendelighed for Reflexionens indvortes, men den selv som et uendeligt Aggregat af Endeligheder. Var der i dette Aggregat blevet anerkjendt Nogetsomhelst, som noget Uendeligt, ikke ved Sandselighed mæglet, saa 178| vilde det valgte Standpunkts Realitet være bleven tilintetgjort; og vi skulle komme til at vise, med hvilken jernstærk NFølgestrænghed den fremskridende Tid fastholdt det engang valgte Standpunkt.«

Vi have meddeelt dette Sted, som vigtigt i Forfatterens Tankerække, omendskjøndt Slutningen deri ikke forekommer os ganske klar. Maaskee det ikke vil være de fleste Læsere ukjært om vi, saavidt vi formaae, forsøge at udtrykke Indholdet i andre Ord. Vi tænke os det da saaledes: Aanden var ved det tidligere Ansyn af Verden vant til at forestille sig hele Tilværelsen, saaledes som den lader sig tilsyne; men ikke at forestille sig den som en Tilsyneladelse af en ganske anden Virkelighed, der kun lader sig beskue med Fornuftens Øie. Her var ikke Talen om et sædvanligt Sandsebedrag, men om en for alle Mennesker paa det sædvanlige Standpunkt nødvendig Forestilling, der dog var himmelvidt forskjellig fra den, hvortil en dybere Indsigt førte. Men bliver nu NReflexionen staaende her, saa bliver den Mangfoldighed af Gjenstande, hvori den har fundet en Sammenhæng, indtil videre for den staaende som selvværende. Vilde man forsøge atter at opløse dem i Synstilværelser, maatte man derved forflytte Reflexionens Synspunkt, og danne en ny Reflexionsverden, om hvis videre Opløselighed der atter kunde spørges; men i den Retning, der var begyndt i hiin første Reflexion, havde man neppe følt sig fristet til at gaae frem med faste Skridt. Forfatteren sigter nu neppe med sin Anke til den yderste Opløsning af al Reflexion, ifølge hvilken hele Tilværelsen i Rummet kun er en Synstilværelse, der har sin Grundværen i Fornuftens evige Former: thi vel har ingen Physiker, men, som bekjendt, Philosopherne til alle Tider vovet denne Mening. Men Physikerne turde ikke vove den, som Physikere; thi den er virkelig NMeta-Physisk, Ndet er noget, som kommer efter Physiken i den opstigende Undersøgelsesorden, eller med andre Ord: ligger ud over Physiken. Men af adskillige Vink i det Følgende af Skriftet skulde vi være tilbøielige til at gjette, at han har villet 179| sigte til, at ligesaavel som man betragtede de iagttagneA Verdensbevægelser som Tilsyneladelser af en væsentligere, saaledes kunde man ogsaa betragte Legemerne som Tilsyneladelser, ikke blot af en oversandselig Tilværelse, som i Metaphysiken, men af Virksomheder, hvis Tilværelse experimentalt lade sig godtgjøre. Men hertil stræber den hele chemiske Naturlære, endskjøndt den vistnok endnu ei har naaet et Udviklingstrin, der kan svare til det, hvorpaa Copernicus satte Astronomien. De forskjellige Undersøgelser i Videnskaben, tildeels saadanne, der have været grundlagte for adskillige Menneskealdere siden, løbe mere og mere sammen til et saadant Resultat. Man vidste allerede længe, at Fasthed, Draabeflydenhed og Luftform vare Legemsformer, der beroede paa den indvortes Varmetilstand; men man kom til den falske Slutning, at Fasthed var Legemlighedens Grundvæsen, idet at man antog de flydende og luftige Legemer, som Opløsninger af faste Legemer i det antagne NVarmestof. Men nu, da den Overbeviisning bliver mere og mere almindelig blandt Physikerne, at Varmen bestaaer i en Straalevirkning, aldeles beslægtet med Lysets, og hvor den indvortes Varme selv maa beroe paa en Varmestraalning, falder jo denne Opløsningstheorie bort, og de tre Tilstandsformer maae da antages at beroe paa en ulige Hurtighed, hvormed den indvortes Varmestraalning skeer. Det ligger tillige i denne Forestilling om Sagen, at der i alle Legemer findes en uophørlig indvortes Bevægelse, og mellem alle Legemer en uophørlig Given og Tagen af Straalevarme, en uafbrudt indvortes Virksomhed, hvorom de blotte Chemikere forhen neppe drømte, og hvorpaa de endnu ikke synes at være ret opmærksomme. Den elektromagnetiske Virkning har fra en anden Side godtgjort, at et Kredsløb ledsager enhver chemisk Virkning, man sætte nu med Opdageren Kredsløbet i den elektriske Virkningsform eller med NAmpère i den magnetiske. Men da Alt uophørligt er Nindbegrebet i chemisk Vexelvirkning, saa gjennemstrømmes det ogsaa uophørligt af en elektromagnetisk Virkning, saa at Alt er opfyldt med 180| hemmelige Kredsløb, usynlige for det legemlige Øie, men klart fremgaaende for Aandens.

Det atomistiske System, der er et aldeles metaphysisk System, har kun faa Forsvarere tilbage blandt Physikerne. De ansee det for et deres Videnskab uvedkommende Spørgsmaal, om en over al mulig Erfaring fortsat Deelning endeligen skal føre til udeelbare Smaalegemer af bestemt NFigur, uendelig Haardhed o. s. v. Men derimod ansee de det heller ikke beviist ved et modsat System, at alle Legemer, eller dog alle flydende Legemer skulde være Nfuldkomment sammenhængende Rumopfyldninger (stätige Raumerfüllungen). De holde det meget mere for sandsynligt, at Naturens skikkelsegivende Virksomhed gjennemtrænger de livløse Legemer saavelsom de levende, fra de større til de mindre Dele, ud over vor Fatteevnes Grændser. NFor dem ere Legemerne da ved Mellemrum sammenhængende (Ndiscreta). NDen i den dynamiske Naturmetaphysik af Kant opstillede Sætning, at den chemiske Forening skulde være en uendelig Gjennemtrængelse, altsaa hver Bestanddeel i den chemiske Sammensætning for sig fylde det hele Rum med fuldkommen Sammenhæng (Continuitet), ansee de som uforenelig med de chemiske Erfaringer, der ofte vise, at de samme Stoffer endog i samme Forhold af Bestanddelenes Mængde kunne danne forskjellige chemiske Frembringelser.

En stor Erfaring har viist en Sammenhæng mellem de chemiske Sammensætninger og de Skikkelser, Stofferne antage; men den af intet metaphysisk System fængslede Physiker antager hverken, at Krystallen er opbygget af dens Grunddele, som et Huus af Muursteen, eller paa den anden Side at hver Krystal er en fuldkomment sammenhængende Rumopfyldning, men antager en gjensidig Afhængighed mellem Delene og det Hele. Men ethvert Stof har en Bestræbelse til en vis Skikkelse, og, for saavidt ikke de forskjellige Kræfter enten ophæve hinanden, eller falde sammen, vilde disse Skikkelser være desto mere sammensatte, jo talrigere Grundbestanddelene ere. Tør man nu tillige antage, at der for 181| enhver Skikkelse gives et mindst muligt Rum, hvori den kan danne og vedligeholde sig, saa gives der for enhver Sammensætning Grunddele (Moleculer) af en vis Størrelse, der dog ere himmelvidt forskjellige fra Atomet. Grunddelen kan vistnok ikke deles, uden at ophøre at være en Ting af samme Art, som før; men intet hindrer, at den ved Deelningen opløses i Dele af anden Art. Atomet maa derimod være i alle Maader udeleligt. Denne Maade at betragte de chemiske Forbindelser er vistnok kommen i saa slemt NUdraab ved NDynamikerne, at mange Chemikere ikke vove at vedkjende sig den; men da vi ikke troe, at de Grunde, man vil kunne fremføre imod den, just ere frygtelige, ville vi ikke lade os afskrække. I Forbigaaende være det sagt, at man i Henhold til det Foregaaende ikke kan give Forfatteren Ret, naar han beskylder de Physikere for NUselvstemmighed, som have sat Moleculer i Stedet for Atomer. Atomerne henhøre nemlig til en Forudsætning, der ligger aldeles udenfor Physiken, Moleculerne derimod til en Forudsætning, der ikke gjør Krav paa anden Gyldighed end den, der følger deraf, at den er nødvendig, for at forstaae de iagttagne Kjendsgjerninger.

Om Grunddelene nu ere faste, draabeflydende eller luftformige, er et Spørgsmaal, der grunder sig paa Misforstaaelse. Fasthed, Draabeflydenhed og Luftform ere Tilstande, som ikkun lade sig henføre til Masser, der allerede udgjøre Systemer af Grunddele, og ikke blotte Grunddele.

Det er mellem disse Grunddele, at hele den indvortes Varmestraalning foregaaer. Jo flere Grunddele i et Rum, jo flere Gjenstraalninger af Varmen, altsaa desto større indvortes Varme, med andre Ord: desto større NVarmefylde, forstaaer sig, naar alt andet er lige. Man seer, at denne Lære aldeles træffer sammen med Ndu Longs skjønne Forsøg. Man indseer nu ogsaa let, at, naar et Legeme forsættes i en ny Tilstand, hvori Grunddelene enten komme hverandre nærmere, eller komme i Forhold, hvori de mindre let give efter, altsaa kraftigere frastøde, 182| saa ville alle de indbyrdes Straalninger fuldbyrdes hurtigere, Legemet altsaa udgive flere Varmestraaler, men indvortes beholde en mindre Sum deraf. Det vilde, som man siger, give Varme fra sig, men beholde mindre Varmefylde. Men dette skeer jo hvergang et Legeme enten vorder bragt til et mindre Rum, eller nærmer sig mere Fasthedstilstanden. Ved den omvendte Overgang til en ringere Tæthed eller større indvortes Eftergivenhed skeer, ligesaavel efter vore Grundsætninger som efter vor Erfaring, det Modsatte.

Tage vi alt Dette sammen med vore andre mere almeenudbredte Kundskaber, saa indsee vi, at Physikeren ikke i sin Videnskab kan antage den Hverdagsforestilling, at den legemlige Tilværelse, saaledes som den lader sig tilsyne, er den egentlige Virkelighed og Bæreren af al anden Virkelighed. Han maa ikke alene tilstaae, at Legemernes Egenskaber beroe paa deres chemiske Natur, hvilket allerede længe er bleven indseet, men det maa staae klart for hans Aand, at Legemerne kun ere Tilsyneladelser, frembragte ved Virksomheder, hvoraf ingen for sig er Legem. Ja endydermere, han kan ikke betragte Legemerne som noget Stadigt-Værende, hvilket saa ganske er Hverdagserfaringens stiltiende Forudsætning, men han maa see, at det intet Øieblik er det, det er, ved sig selv, men ved en bestandig Vexelvirkning med Omgivelsen og mere eller mindre middelbart med det hele Alt.

Vi havde vistnok ikke behøvet at tage nye Lærdomme til Hjelp for at vise, at Physikeren maa indsee dette. Han har allerede for længe siden maattet sige sig selv, at det, vi see i Legemet, er dets Virkning paa Lyset og derfra paa Øiet, det vi føle deraf er frastødende eller tiltrækkende Kræfter, hvad vi deraf lugte eller smage, er de chemiske Virksomheder; kort at alt, hvad vi vide om Legemerne, er kun det, at der i deres Rum er noget Virksomt. Der manglede heller ikke tidligere paa Anledninger til at betragte Legemerne, som afhængige af en uophørlig Vexelvirkning; men 183| de nyere Opdagelser synes endnu at bidrage meget til at gjøre Forestillingen, hvorom her handles, mere levende.

Vi haabe, at der vil ikke være mange Læsere, som det maa siges, at det ikke ophører at være ei blot vigtigt, men endog nødvendigt, i Hverdagserfaringen at forestille sig Legemerne og at udtrykke sig om dem saaledes, som det pleier at skee: just ligesom vi sige, Solen og Maanen staaer op eller gaaer ned, uagtet vi vel vide, at det ikkun er Jordens Omdreining, der sætter dem i en ny Stilling. Selv i Videnskabens Begyndelsesgrunde bliver man paa samme Standpunkt, Nhvorpaa den sphæriske Astronomie giver os et bekjendt Exempel. Men Physiken kan saalidet som Astronomien blive staaende derved; den maa klart fatte den store Sandhed, at Legemligheden kun er en NSynstilværelse, frembragt ved usynlige aldrighvilende Virksomheder.

Det Sted i det foreliggende Skrift, som vi her saa omstændeligen have forhandlet, giver et Exempel paa det vanskelige Foredrag, der saa ofte findes i de tydske Philosophers Skrifter, og som Forfatteren dog i dette Skrift Nhar søgt at undgaae. Men man tør maaskee forlange endnu Mere af en Mand med hans Fremstillingsgave.

Det er mærkeligt, at Tydsklands Philosopher saa hyppigt have tilladt sig saa stor Ligegyldighed i Henseende til Foredraget. Allerede NPeriodernes Forvikling udgjør en stor Hindring i deres Læsning; thi vel er det let at konstruere sig en forviklet Periode, naar den er rigtigt dannet, hvilket ikke altid er Tilfældet; men en uophørlig gjenkommende Vanskelighed trætter til det Yderste. Denne Vanskelighed forøges endnu ved den store Sammenhobning af NKunstord. Men ikke blot i Stilen møder man Hindring, ogsaa i Foredragets hele Anordning finder man altfor liden Omsorg for at gjøre den vanskelige Sag saa fattelig, som Tingenes Natur tillader. Ligesom den Mathematiker ikke har opfyldt sin Videnskabs Kunstfordringer, der ikke bringer sin Demonstration til den størst mulige Korthed og Klarhed, saaledes har heller ikke 184| Philosophen opfyldt de rigtignok langt større Kunstfordringer, der gjøres paa ham, uden at han først har bragt sine Tanker til en høi Grad af Modenhed og Klarhed hos sig selv, og dernæst i sit Foredrag søgt at bringe Sandhederne til deres korteste og beskueligste Udtryk. Der gives i den videnskabelige Fremstilling hos nogle Faa en Kjærlighed, der udeelt omfatter baade Sandhederne selv og de Fornuftvæsener, der skulle modtage dem, og giver Foredraget en forunderlig Magt. Den afpræger sig maaskee hos ingen Philosoph saa reent, som hos NPascal. Saa lidet Mange skulde være tilbøielige til at troe det, er det dog sandt, at man endog kan see dette Præg hos Mathematikere, og blandt andet lige beundringsværdigt og elskværdigt hos NEuler. Hos NFichte fremtræder denne Kjærlighed til Sandheden med en saa stor Mistillid til Læserens Fatteevne, at man overvældes af Udviklinger, man ikke trænger til, og derfor let forfeiler det rette Synspunkt. Hos de fleste andre tydske Philosopher finder man en lignende Ringeagt for dem, der ikke staae paa samme Standpunkt, som de selv. Den yttrer sig snart i en fornem Tilbageholdenhed, snart i en overmodig Tone, der nu saa ofte er bleven efterlignet af aandelige NDon RanudoerA, at de, som ved en vis Følelse af egen Kraft have ladet sig forlede dertil, nu skulde afskrækkes ved at see deres Feil i et saa skrækkeligt forstørrende Speil.

Det er uden Tvivl ubilligt allerede at forlange det fuldendte Foredrag, medens Ideerne neppe endnu ere modnede, og Modstanderne maaskee ofte foranledige en skjæv Retning i Foredraget; men at her dog burde gjøres mere, end hidindtil er skeet, troe vi, at det er Tid at sige. Uden Tvivl har den speculative Philosophie ved et Mørke i Foredraget, der ikke hører, og ikke kan høre til dens Natur, bortskræmmet mange Sandhedsvenner derfra, og lokket mange Eftersnakkere dertil. Iøvrigt vil man snart have seet, at den her fremsatte Anke kun stedviis træffer nærværende Skrift, og at vi ere langt fra at ville nægte den Aand og Veltalenhed, der viser sig i Forfatterens Foredrag, den velfor185|tjente Roes. Læseren vil finde et nyt Exempel paa denne Fortjeneste i følgende Sted, hvor han i Anledning af Kikkertens Opdagelse taler om den styrende Aand i alle de tilsyneladende tilfældige Samvirkninger, hvorved store aandelige Omvæltninger forberedes.

»Som fra en skjult Haand blev der just nu rakt Nden opvakte Aand en betydelig Gave. Var det Tilfældet? Oversee hiin Tid i alle sine Forhold, hvorledes de mest fremmedartede Aander i de forskjellige Retninger forstode hinanden, hvorledes nedgravede Skatte aabnedes, hvorledes en ny Verden skjænkedes Europas forbausede Folk, hvorledes Tilfælde og Lykke, Natur og Aand sammentraadte, hvorledes Tanker fremglimtede som Lyn, hist og her uden Sammenhæng de fjerneste Begivenheder indgik en hemmelig Pagt, Alting rustet for at forstyrre en modenbleven Tid: og har Gud givet Dig Organet, for at opdage denne det fælles Livsprincips Udvikling, saa seer Du, hvad altid er tilstede, naar en ny Tid skal fremtræde.«

Da saadanne Forestillinger, især naar de udrives af deres Sammenhæng, af Læseren let tages for blotte Veltalenhedsforsøg, ville vi endnu tilføie nogle Ord. Alle Tilværelsens Love ere Fornuftlove, men ikke blot en Samling, men et System af saadanne Love, med andre Ord en Fornuftorden; hvori Alt betragtet fra Oprindelsens Side viser sig som nødvendigt, betragtet fra Følgernes Side som viist. Alt, hvad deri skeer, er forberedt ved det Foregaaende, og forbereder det Efterfølgende, og bestaaer i Sammenhæng med det Hele. Endskjøndt dette nu finder Sted overalt, saa viser det sig dog paa en isærdeleshed beundringsværdig Maade ved Betragtningen af de store Menneskeslægten omdannende Tidsaldre, der udgjøre ligesom Vendepunkterne i Begivenhedernes Rækker. Den, hvis aandelige Øie endnu ikke er vant til at see denne Tingenes indvortes levende Sammenhæng, vil lettest her bringes dertil; den, som allerede kjender den, vil føle en forhøiet Glæde og Tilfredsstillelse i Betragtningen.

Anmelderen havde allerede eengang foresat sig at behandle 186| det øvrige af det foreliggende Hefte med Korthed; men blev baade af Forfatter og Gjenstand ført ud over den Grændse, han havde troet her at burde sætte sig. Han maa derfor nu, paa ringe Undtagelser nær, nægte sig den Fornøielse at meddele Mere af Skriftet eller at oftere dvæle længe ved enkelte Steder deraf. Vi ville altsaa i det Følgende indskrænke os til at gjøre opmærksom paa adskillige Steder, hvor der gives Vink om Forfatterens polemiske Hensigter, der først skulle udføres i de følgende Hefter. Vi troe, at han ofte vil føle sig fristet til at gjendrive Ansyn, der allerede have begyndt at tabe Tilliden hos de Erfaringsveien vandrende Physikere, og ikke mere ville holde sig mod de Oplysninger, Erfaringsnaturlæren selv kan give.

Forfatteren anfører adskilligt imod de opdigtede Stoffer: Varmestof, Lysstof, elektriske Materier, magnetiske Materier, og han lover yderligere at bestride disse. Men vi troe, at de ogsaa uden en saa stærk Modstander maae træde af Kamppladsen. Det er, som Forfatteren med os antager, ved de nyere Undersøgelser bragt til den største Sandsynlighed, at Lyset frembringes ved Svingninger i en overalt udbredt fiin Materie, som vi kalde NÆther. Men bestaaer Lyset i saadanne Svingninger, saa maa Straalevarmen ligeledes; og vi have allerede længe havt Grunde nok til at betragte Varmen som en Straalning, der kun udmærkede sig fra Lyset ved langsommere Svingninger. Men den Lethed, hvormed vi kunne forvandle Elektriciteten til Varme, hvergang vi lægge dens Strøm Hindringer i Veien, synes at røbe, at Elektriciteten ikke mindre beroer paa Svingninger, og at disse kun behøve at bringes nærmere, for at udgjøre Varmesvingninger. Dette bekræftes end ydermere derved, at Varmen i gode Ledere gaaer over til Elektricitet, saasom vi see i de Nthermoelektriske Forsøg; under hvilke Omstændigheder der dog tillige maa finde noget Forhold Sted, hvorved en Retning nærmere bestemmes. De magnetiske Virkninger ere saa uadskillige fra de elektriske, og udmærke sig kun fra hine ved deres Retning, der staaer 187| lodret paa den elektriske, at det vilde være altfor Nsønderligt, om man for dem vilde antage en egen Materie. Enhver, som kjender vort Aarhundredes Nchemiskelektriske Undersøgelser, vil let see, hvor meget selv vore Forestillinger om de chemiske Virkninger, følgeligen ogsaa om de chemiske Sammensætninger, følgeligen om alle i den daglige Erfaring forekommende Legemer heraf ere afhængige.

NForfatteren troer, at det nu just er Tiden at tænke paa en Qvaliteternes Physik, som han troer er den hidtil udviklede Lære fremmed. Vi svare, at aldrig har Naturlæren mere været paa Vei til at opløse Qvaliteterne i Qvantiteter end nu. Hvad kan fuldkomnere fortjene Navn af Qvalitet end Farverne? Men efter det System Forfatteren, ligesaavel som vi billiger, ere Farverne kun forskjellige ved de ulige Svingningshastigheder, der frembringe dem; ja man kan udmaale de dertil hørende Bølgebreder. Forfatteren finder vore Dages Lære om Lyset opfyldt med Hypotheser, der skulle ligne de Ptolemæiske over Verdenssystemet; men vil han ikke holde sig til NBiots System, der knapt kan siges at have Tilhængere, saa vil han ikke kunne bevise det. Lad ham fremstille Nutidens Resultater med samme Upartiskhed som Fortidens! og vi tør love, at han ei skal være mindre tilfreds med dem.

Det er sandt, at Naturvirkningerne i vore Lærebøger have et Skin af Udstykning og Mangel paa Sammenhæng, der foraarsager, at Mange deri ikke finde Eenheden; men den er der dog. Men vistnok er det, at man burde indføre i Lærebøgerne Kapitler, der gave Oversigter, hvoraf det heles Aand lettere opfattedes.

NNaar Forfatteren siger, at Voltas Støtte er bleven et Babelstaarn i Physiken, saa synes han at tage altformeget Hensyn paa en Masse af Stridigheder om adskillige Forhold derved, hvorom ingen Strid burde være, fordi vi endnu ikke have funden de Kjendsgjerninger, der kunde løse Knuden. Men skulde det ikke allerede være et stort Udbytte, at det er bleven afgjort, at Surhed beroer paa samme Kræfter som den ildnærende Kraft, og Æskighed paa samme som Brændkraften? eller at de chemi188|ske Virksomheder uden Ledsagelse af et Stof kunne gjennemvandre Legemerne? At det blandt Chemikerne antagne System ikke er i sig selv saa sammenhængende og ordnet, som det kunde være med de givne Materialier, er Ingen mere tilbøielig til at tilstaae Forfatteren end nærværende Anmælder.

Men Forfatteren synes at have fattet altfor ugunstige Forestillinger om vor Tid. S. 119 siger han: »I Naturens Indre trænger ingen menneskelig Aand, raabe Physikerne, vi nøies med at betragte Naturen, som den er, og abstrahere almindelige Love af Erfaringerne, og vi opgive alle Fordringer paa Kundskaber om de primaire Aarsager. Hvad forstaae I under almindelige Love? Dog saadanne, hvorved det, som viser sig uden Orden i Naturen, af Grandskeren erkjendes som forenetA i en høiere Eenhed? Men hvad om nu det, som I saaledes erkjende i en abstract Eenhed, kun tjener til at søndersplitte det, som Naturen, som eders Erfaring giver Eder som Eenhed, at denne som virkelig er, under eders Hænder forvandler sig til en fuldkommen lovløs Sammensætning af Abstractioner, hvad have I da vundet?« Hertil svare vi, at om endog mange Naturgrandskere sige, at Naturlovene ere Abstractioner, saa er dette dog ikke sandt. De lyve sig selv paa af Mangel paa philosophisk Undersøgelse over deres egen Fremfærd. Opdagelsen af en Naturlov skeer maaskee aldrig ved blot Abstraction. Det er et lykkeligt Blik i Naturen, hvorved man finder den Forskrift, hvorefter den handler. Man overbeviser sig om dens Rigtighed, ved at foranledige Naturen til at handle for vore Øine, og under de forskjelligste Omstændigheder at udtale sine Love; eller man opsøger i den store Natur de Særsyn, hvori Naturen udtaler sig paa den for os under de nærværende Indsigter tydeligste Maade. Det gaaer Naturgrandskerne ofte som Kunstnerne; de tænke og handle rigtigt ifølge en lykkelig Indskydelse, som de skylde deres eiendommelige NAandsvending, forenet med det nære og fortrolige Bekjendtskab med Tingen, men philosophere dog maadeligt over 189| deres hele Kunsts Natur; især vil dette være Tilfældet, naar de have faaet et Anstrøg af Skolephilosophie, der vistnok er værre end slet ingen. De allerskjønneste Opdagelser i Naturlæren ere gjorte ved Undersøgelser, foretagne efter Fornuftfordringer. Mon Elektricitetens Grundlov, eller Lynets elektriske Natur og Tordenlederen fandtes ved en Abstraction? Opdagedes Voltas NCondensator og elektriske Støtte, eller de Love, hvorpaa de grunde sig, ved en Abstraction? Tøvede vel Physikerne med at troe, at alle Jordarter ere brændte Metaller, indtil alle i denne HenseendeA vare prøvede, eller vare de ikke meget mere overbeviste, saasnart dette var fundet at gjelde for eet? Noget ganske andet er det, at de ikke ansaae Videnskabens Fordringer tilfredsstillede, førend alle Jordarter vare i denne Henseende blevne Forsøget underkastede. Det er ogsaa meget let muligt, at nogle Physikere kunne have udtrykt sig alt for stærkt over den lille Uvished, der endnu blev tilbage efter den første Opdagelse; men at alle deres Bestræbelser røbede en Overbeviisning om Naturlovens Almindelighed, Nligger for Dagen.

Det er ligeledes vist, at alle Naturgrandskere, der med Kraft have fremmet Videnskaben, have været gjennemtrængte af den Overbeviisning, at alle Naturlove ere Fornuftlove; omendskjøndt det sjeldent er bleven klart udtalt; men den Dristighed, hvormed de have udledet een Naturlov af en anden ved Fornuftgrunde, godtgjør jo tilstrækkeligt, at de forudsætte at finde i Naturen, hvad Fornuften lover! I denne Forudsætning ligger tillige, at Naturlovene udgjøre et System af Love, og, da dette er et System af Fornuftlove, følger deraf atter, at hele Naturen er en Fornuftindretning, og at Naturgrandskerens Forretning er at søge Fornuften i Naturen. Vi tilstaae gjerne, at dette ikke staaer alle Naturgrandskere klart for Øie; men vi troe, at Ingen, der virkeligt har forsøgt selv at grandske Naturen, vil nægte det: hvad de blotte NBogmagere sige, kommer os naturligviis ikke ved.

Forfatteren siger videre S. 119: »De enkelte Substantser, 190| Substraterne, ere for Physiken, hvad Rodordene ere for Sproget. Vi vælge to, Sølvet og Diamanten. Hvorledes vise disse sig i eders Lærebøger? I Tabellerne over Vægtfylden, den absolute og relative Cohærenz, Straalebrydningen, Varmeledningen, den specifiske Varme, de elektriske Ledere og Isolatorer, i Tabeller over Galvanismus, Elektromagnetimus, Thermomagnetismus, de chemiske Tiltrækninger o. s. v. finder man dem anførte, nogle Egenskaber bestemte i deres Grader indtil det fjerde eller femte Decimalsted. Og nu fremhæve I det, som saaledes er udstykket i Tabeller, og stille det sammen. – Og det skulde nu være Sølvet og Diamanten? Hvor ligger Haabet at see disse Egenskaber i deres Eenhed, der just skulde være det, det er for Erfaringen, da dog det Standpunkt, hvorpaa I have sat Eder, er den sandselige givne Tilværelse?« o. s. v. Vi ville ikke opholde os ved den Unøiagtighed, at Forfatteren udtrykker sig som om Physikerne intet andet gjorde ved de uadskilte Stoffer, end at sætte deres Egenskaber i Tabeller; da de dog ogsaa søge at give et Billed af Stofferne, ved at fremstille deres forenede Egenskaber. Forfatteren har sikkert ikke havt til Hensigt at gjøre en saa ugrundet Beskyldning. Men naar han forlanger, at de skulle fremstille Eenheden i disse Egenskaber, saa forlanger han Noget, som neppe lader sig gjøre ved det hidtil Uadskilte, og som han selv heller ikke vil kunne gjøre. Men det allervigtigste Punkt i den hele Anke er Brugen, han gjør af den Paastand, at Naturgrandskerne have stillet sig paa den sandselige Tilværelses Standpunkt. Væsenet i Erfaringsnaturvidenskaben er unægtelig dette, at Grandskeren deri gaaer ud fra Erfaringer, lader sig lede ved disse, benytter disse til at bekræfte de Ideer, han danner sig om Naturbegivenhederne. Men han søger Fornuften i Naturen med alle sine Evner, og bliver ikke staaende ved det blot sandselige Standpunkt. Det er Tingene i deres Vorden han skal gjøre til Gjenstande for sin Videnskab. Hvad han ikke har kunnet see frembringes, maa han lade staae som det Sandseligtgivne. 191| Grundstofferne ere rigtig nok hans Rodord; men maa ikke ogsaa Grammatikeren lade de fleste Rodord staae uforklarede?

Det synes, at Forfatteren paa disse Blade ganske falder ud af den klare Betragtning af Erfaringsnaturvidenskaben, som man finder i det Foregaaende. Han fremsætter f. Ex. som Indvending mod den Lov, at Varmen udvider Legemerne, at derfra gives adskillige Undtagelser. Sæt at der endog gaves Undtagelser derfra, for hvilke man slet ikke kunde gjøre Rede, skulde da en saa almindelig omfattende Lov, der viser sig i saa umaadelig en Mængde af Naturbegivenheder, ingen Lov være? Saa vare da de af Newton opdagede Love for Maanens Bevægelse ikke Love, saalænge man ikke havde udfundet Grundene til de mange smaae Afvigelser derfra, til hvis Oplysning et Aarhundrede medgik! At Vandet ved at afkjøles under N4 C. udvider sig, er vistnok en Undtagelse; men man indseer let, at den hænger sammen med de Forandringer, der foregaae i Delenes Stilling, ved Krystallisationskraften, der sikkert begynder at virke førend ved Frysepunktet. Dette er vel ikke nok for vor Videbegjærlighed, men nok for ikke at lade os betragte Kjendsgjerningen, som en vigtig Undtagelse. Svovlsyre og Vand give langt mere Varme ved deres ringe NFortætning, end man skulde vente efter den Varme, Luftarternes langt større Fortætning give. Men det synes at være en Lov, at faste Legemers Fortætning give langt mere Varme end Luftarternes. Denne underordnede Lov gjør Rede for mange Afvigelser. Iøvrigt ville alle Physikerne villigt tilstaae, at Varmelæren, saavel som alle andre Dele af Naturlæren, endnu er meget ufuldkommen; men de troe, at den vil bringes baade Eenhed og anden Fuldendthed nærmere ved en videre Anvendelse af deres hidtil med saa meget Held brugte Erfaringskunst.

Vi have troet at burde møde dette Skrift ligesaavel med aabenhjertig Modsigelse, som med oprigtig Erkjendelse af det 192| Fortræffelige deri. Dersom Forfatteren kun ret upartisk vil sige sig selv alt det, der kan oplyse Rigtigheden i de nulevende Naturgrandskeres Fremgangsmaader, saa tvivle vi ikke om, at hans Skrift vil bidrage meget til Udbredelsen af en mere aandrig Opfatning og Fremstilling af Naturvidenskaben. Dette er allerede Meget. Vil han udrette Mere, ønske vi, skjøndt med nogen Tvivl, vor berømte Landsmand alt muligt Held. Sandhedens Skattegraver tilraabe vi med Glæde vort NGlück auf.