Indledning

Fysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851) var en af den danske guldalders hovedskikkelser, hvis berømmelse strakte sig langt ud over Danmarks grænser. Som videnskabsmand var han en af tidens førende, internationalt kendt for sin opdagelse i 1820 af elektromagnetismen, og som kulturpersonlighed gav han selvsikkert udtryk for den ideologi, som var et bærende element i den danske guldalders selvopfattelse. Det kulturelle ideal havde karakter af en enhedskultur, en syntetisk enhed af samfundsliv, religion, kunst, politik og videnskab. Denne enhed fik sit grundskud af Søren Kierkegaard og brød endeligt sammen i 1860’ernes diskussion om forholdet mellem tro og viden og i 1870’ernes kulturelle og politiske stridigheder. Ud af dette sammenbrud kom det moderne Danmark. Hvor nogle af guldalderens sværvægtere som fx teologerne Jakob Peter Mynster og Hans Lassen Martensen i deres formidlingsteologi argumenterede for syntesen af religion og samfundsliv, argumenterede Ørsted i sin naturfilosofi for en frugtbar forbindelse mellem et religiøst og et naturvidenskabeligt verdensbillede, eller mere abstrakt udtrykt for en enhed af uendeligt og endeligt. Det var denne syntese, der brød sammen i romantismen.

Mere end i noget andet af datidens værker kom den postulerede enhed til udtryk i Ørsteds Aanden i Naturen. Værket, der udkom i to bind i 1849-50, er uden fortilfælde i dansk litteratur og en hidtil uset fugl i europæisk kultur. Letlæste formidlende afhandlinger og videnskabeligt mere tunge står her side om side med kulturpolitiske og alle præget af Ørsteds interesse for det sproglige udtryk. Det var ham magtpåliggende, at naturvidenskabsmanden kunne udtrykke sig alment forståeligt. Hvis dette ikke blev tilfældet, kunne naturvidenskaben aldrig blive den kulturelle og dannende faktor i samfundslivet, som udviklingen ifølge Ørsted lagde op til, og heller ikke forstærke den religiøsitet, som han i overensstemmelse med tidens anskuelser mente var nødvendig for et harmonisk samfundsliv, og som han ud fra sine naturfilosofiske anskuelser anså for at være understøttet af den naturvidenskabelige udforskning af verden. Han var ikke alene yderst opmærksom på sproget og omhyggelig i sin sprogbrug, men forsøgte også ved en række neologismer at forny det danske sprog. Mange af dem slog ikke igennem, medens andre er blevet stående. Som eksempler kan nævnes brint, ilt, rumfang, vægtfylde og tidevand. Især synes han at ville erstatte fremmedord med mere dansk eller snarere nordisk-klingende ord og undgå ord, som lyder tyske. Fx kritiserede han endelsen -mæssig i ord som hensigtsmæssig og forholdsmæssig for at være tysk-lydende og foreslog i stedet endelsen -lunde, kendt fra ord som fx nogenlunde, ingenlunde og sålunde.F1 Også et ord som skabelon fandt han grimt og udansk og foreslog i stedet skabelunde. Ørsted brugte ordet sprogforædling om denne aktivitet.

Af de forskellige litterære genrer, som Ørsted betjener sig af i Aanden i Naturen, springer især den indledende lange dialog om det åndelige og det legemlige i øjnene. Efter den følger den lidt kortere dialog »Vandspringet«. I Ørsteds Samlede og efterladte Skrifter er optaget yderligere fire dialoger eller samtaler, som han kaldte dem, hvoraf de to tidligste oprindelig er fra 1808.F2 Historisk set går dialogen som litterær genre tilbage til Platon, hvis filosofiske dialoger ofte betragtes som de fornemste eksempler på udnyttelse af genren. For Platon var tænkning, hvad han i dialogen Sofisten kaldte »Sjælens tavse Tale«,F3 og dialogen er således den nedskrevne tale. I den filosofiske dialog vendes og drejes et synpunkt for at få det belyst så alsidigt som muligt. I middelalderens teologiske og filosofiske litteratur kom dialogen til udtryk i stiliseret form i den skolastiske metode, hvor der fremsættes et synspunkt, og der derefter fremsættes grunde for og imod for til sidst at konkludere. I renæssancen blev genren fx hos Galilei brugt til at udtrykke tvivl om teologiens bibeltro opfattelse af universets struktur, og efter reformationen blev i det 17. århundredes Melanchthon-inspirerede lærebøger enkelte videnskabelige discipliner systematisk udviklet i serier af spørgsmål og svar. I oplysningstiden blev dialogformen fx hos David Hume brugt til at udtrykke kritik af kirkelæren, hvorimod dialogformen i romantikken – Ørsteds samtid – undertiden blev anvendt i forbindelse med æstetiske emner, som det sker i æstetikeren Karl Wilhelm Ferdinand Solgers Erwin. Vier Gespräche über das Schöne und die Kunst fra 1815. Brugen af genren var således stadig aktuel på Ørsteds tid, men siden kun sjældent anvendt. Allerede tidligt i sin karriere som populær formidler anvendte Ørsted dialogformen formentlig for at gøre fremstillingen af et naturvidenskabeligt emne mere let tilgængeligt; det kan heller ikke afvises, at hans litterære ambitioner, som fx kom til udtryk i hans digtning, har spillet en rolle.

Ørsted og den romantiske naturfilosofi

Som en titel er Aanden i Naturen velkendt, men bogen – hvis udgivelse var lidt af en kulturel begivenhed i datidens København – læses næppe meget mere. Naturforskere finder den for gammeldags formuleret og for metafysisk, filosoffer og idéhistorikere finder den for naturvidenskabeligt anlagt, og interessen hos litteraturforskerne går for tiden i en ganske anden retning end guldalderlitteratur. Også titlen virker i dag som stammende fra en fjern fortid. For et menneske i det 21. århundrede er den næsten uforståelig. Ånd og natur synes at være så forskelligartede, at titlen ligefrem kan forekomme som en modsigelse. Hvordan skal vi forstå den? Udtrykker den, at der på den ene side består en dualisme mellem ånd og natur og på den anden side, at de hænger sammen? Og hvad forstås der i det hele taget ved ånd? For at forstå titlen og dermed også for at forstå Ørsteds anliggende, er det nødvendigt at inddrage hans baggrund i den romantiske naturfilosofi.

Den romantiske naturfilosofi, hvis væsentligste repræsentant var den tyske filosof Friedrich Wilhelm Joseph Schelling, formulerede en dynamisk naturopfattelse, hvor naturen opfattes som et samvirke eller et samspil af kræfter, der i sidste instans er manifestationer af en og samme grundkraft. Den materielle verden, de konkrete fysiske genstande, er kun fremtrædelsesformer for dette samspil og har ikke en selvstændig eksistens. Der er således ikke tale om en dualisme, hvor både det stoflige og de fysiske kræfter tillægges en selvstændig eksistens. Anderledes forholder det sig, hvis atomteorien lægges til grund for en naturopfattelse. Her bliver stoffet det grundlæggende, og de fysiske kræfter funderes i de materielle elementer. Den naturopfattelse, der bygger på atomlæren, vil være en materialistisk og mekanisk naturopfattelse. Den romantiske naturfilosofi afviste enhver mekanisk naturopfattelse, herunder atomteorien. Det gjorde Ørsted også. Og selv om han forlod tanken om muligheden for en a priori rekonstruktion af naturvidenskaben, som han i overensstemmelse med den tyske filosof Immanuel Kant havde været talsmand for i sin ungdom, og i modsætning til fx Henrich Steffens understregede naturvidenskabens fundering i erfaringen, opretholdt han den romantiske naturfilosofis dynamiske naturopfattelse. Ikke mindst opretholdt Ørsted tanken om, at forståelsen af den fysiske verden skulle baseres på en forståelse af karakteren af helheden. Delen skulle anskues ud fra den helhed, den var en del af. Derved forsøgte han at bygge bro imellem den romantiske naturfilosofi og den empirisk funderede eksperimentale naturvidenskab. Allerede i 1809 havde han skrevet, at det at eksperimentere

Det er helheden, der bestemmer delenes egenskaber og ikke omvendt. Tre opfattelser, som Ørsted aldrig opgav, kommer til udtryk i citatet og igen i Aanden i Naturen. For det første eksperimentets og dermed erfaringens afgørende rolle i naturerkendelsen, for det andet, at ethvert enkeltfænomen i overensstemmelse med den romantiske naturfilosofi skal forstås ud fra helheden, og for det tredje, at naturens love er de samme til enhver tid og overalt såvel i det uendeligt store, dvs. i verdenshelet, som i det uendeligt små, dvs. i den organiske og uorganiske verdens mindste dele.

Hvad er nu ånd, dvs. hvordan skal vi karakterisere ånd? Det stoflige kan vi karakterisere ved dets uigennemtrængelighed, dets udstrækning, dets vægt etc. Ingen af disse karakteristika kan tilskrives ånd, som synes at være det modsatte af stoflighed. Ånd synes at være noget ikke-stofligt, noget ikke-materielt. Denne karakteristik svarer ganske nøje til, hvad man i middelalderen kaldte via negationis, den negative vej til at forstå, hvad Gud er. De egenskaber, vi kender til, er hentet fra endelighedens verden, fra sanseverdenen, dvs. den materielle verden, og kan ikke anvendes på guddommen. Den må bestemmes ud fra, hvad den ikke er. Det tilsvarende gælder for ånd.

Hvis stofligt og åndeligt er modsætninger, således at de gensidigt udelukker hinanden, hvordan vil vi da karakterisere den dynamiske naturopfattelses grundlæggende element, nemlig kraft? Vi sanser ikke kræfter, men vi sanser ting og forhold, som vi tolker som resultater af kræfters virke. Når vi ser en sten falde til Jorden, ser vi ikke tyngdekraften, men tolker det, vi ser, nemlig et fald, som en virkning af tyngdekraften. Når vi rammes af en genstand eller falder og slår os, sanser vi ikke en kraft, men dens virkninger. Kræfter kan ikke sanses. De har ingen af de egenskaber, der karakteriserer det stoflige. Derfor må de karakteriseres som noget åndeligt. Hver gang Ørsted bruger ordet ånd, må det erstattes af kraft. Så bogens titel kan siges at være dækket ind med ordene »Naturens kræfter« eller »Kræfterne i naturen«.

Når Ørsted bruger udtrykket ʻånden i naturenʼ, må man derfor ikke tolke det som udtryk for, at han var tilhænger af en dualisme. Snarere var han, som tidligere også den hollandske filosof Baruch Spinoza, monist. Naturen som genstand for sanserne er kun en fremtrædelsesform eller virkning af det samspil af kræfter, der virker overalt. Disse kræfter er i Ørsteds naturfilosofi samordnede og underlagt evige og undtagelsesløse naturlove. Da naturens kræfter spiller sammen, udgør disse naturlove tilsammen et system, der tillader en forudsigelse af fremtidige tilstande. Det er dette system af harmonisk afstemte naturlove, som Ørsted kalder fornuft, og som kan kaldes verdensfornuften eller den objektive fornuft. Han kunne også blot have kaldt det ʻnaturenʼ. Og da mennesket er et naturprodukt, afspejler verdensfornuften sig i dets subjektive fornuft, og fordi dette er tilfældet, kan det erkende den fornuft, der manifesterer sig i og som naturen. Fx peger Ørsted på, at den såkaldte rationelle mekanik, der er en ren matematisk disciplin, giver resultater, som bekræftes af erfaringen og således, mente han, kan begrunde overensstemmelsen mellem menneskets subjektive fornuft og verdensfornuften. Ørsted var ikke tilhænger af den tyske filosof Hegels filosofi, som ellers spillede en stor rolle i Danmark i 1840’erne og 1850’erne, ikke mindst på grund af, at Johan Ludvig Heiberg var en fortaler for den, men som også blev kraftigt modgået af filosofferne Frederik Christian Sibbern og Søren Kierkegaard. Alligevel er Ørsteds tanke om, at vi kan erkende, hvordan virkeligheden er indrettet, og at det skyldes, at menneskets subjektive fornuft er en afspejling af verdensfornuften, en konsekvens af den hegelske filosofi.

For ret at forstå bogens titel er der grund til at mindes Schellings berømte ord fra andenudgaven af Ideen zu einer Philosophie der Natur, som udkom i 1803, om, at »Die Natur soll der sichtbare Geist, der Geist die unsichtbare Natur seyn.«F5 Heraf følger, at der i en vis forstand er identitet mellem ånd – her forstået som ʻkraftʼ – og natur. Det er denne identitet, Ørsted blandt andet vil udtrykke med titlen Aanden i Naturen.

Ørsteds religiøse retorik

Selve den harmoniske afstemning eller samordning mellem naturlovene synes at være det, som Ørsted både kaldte ʻfornuftʼ og ʻGudʼ. På samme måde som harmonien mellem de enkelte komponenter i et maleri er noget ganske andet end samlingen af komponenterne, er harmonien mellem naturens love noget andet end samtlige naturlove set under et. Naturlovene kaldte han Guds tanker. Som et lovbundet hele er den verden, vi møder gennem sanserne, en verden, hvor fortid og nutid bestemmer fremtiden. Alt er derfor underkastet nødvendighedens lov. Alligevel taler Ørsted om den menneskelige frihed uden dog at præcisere, hvad han forstår ved frihed. Vi må formode, at han tænkte sig, at når menneskets handlinger udspringer af de love, som naturen har nedlagt i det, dvs. når mennesket handler ud fra sig selv, er det frit. Frihed står således ikke i modsætning til nødvendighed, men til ydre tvang.

Ørsted var næppe ortodoks i religiøs betydning. Alligevel forsøgte han i sine mere populære afhandlinger at udtrykke sig i overensstemmelse med traditionel kristen dogmatik. Fx skrev han i en af de afhandlinger, der indgår i Aanden i Naturen, at når vi betragter »den evige, levende Fornuft« i »dens Selvbevidsthed, i dens Personlighed«, kalder vi den »Gud« (førsteudgaven, bd. 1, s. 154), dvs. at han muligvis tilskriver det, som han kaldte for ʻGudʼ, en personlighed. Imidlertid er det værd at bemærke, at han ikke siger, at det er Gud, men blot at vi kalder det Gud. Det er dog yderst tvivlsomt, at tanken om eksistensen af en personlig guddom kan forenes med hans naturfilosofi, idet det harmoniske samspil mellem naturlovene næppe kan tilskrives selvbevidsthed eller personlighed. Snarere minder hans naturfilosofi om Spinozas metafysik, i hvilken naturen og guddommen identificeres. Ørsted synes at have anstrengt sig for at udtrykke sig på en måde, der ikke kunne vække anstød blandt de troende. Skønt Spinoza og spinozistisk metafysik ikke nævnes i Aanden i Naturen, må Ørsted, så velorienteret han var om tidens åndelige strømninger, have kendt til den forkætrede filosof, som netop i Ørsteds levetid havde oplevet en renæssance. Men for de fleste, der kendte navnet Spinoza, var det ensbetydende med en ateist, og ʻspinozismeʼ blev opfattet som betegnelse for den skinbarlige ateisme. Spinoza havde ernæret sig som linsesliber, og Ørsteds samtidige, den tyske digter og litterat Heinrich Heine, skrev i sin bog Die romantische Schule fra 1833 om sin samtids tyske filosofi, herunder den romantiske naturfilosofi, at »Alle unsere heutigen Philosophen, vielleicht oft ohne es zu wissen, sehen sie durch die Brillen, die Baruch Spinoza geschliffen hat.«F6 Naturfilosoffen H.C. Ørsted synes at have været med på holdet.

Når Ørsted bruger den traditionelle religiøse terminologi for sin meget naturalistiske verdensopfattelse, som faktisk udelukker eksistensen af en guddom, som er hævet over verden, dvs. er et transcendent væsen, kan læseren komme i tvivl om, hvorvidt der er tale om et skalkeskjul, eller om det skal tages for pålydende. Når alt i naturen anses for at være et resultat af evige og uforanderlige naturloves samvirke, er påstande om en guddoms indgriben i verdensforløbet i form af mirakler, om udødelighed, – Ørsted diskuterer ikke udødelighedshåbets faktiske gyldighed, men konstaterer blot, at dette findes – om bønnens virksomhed og om Kristi guddommelige natur, for kun at nævne nogle af kristendommens bærende dogmer, i strid med naturvidenskabelige teorier. Forsøgte Ørsted på retorisk vis at gøre en videnskabelig verdensopfattelse spiselig for det brede publikum ved tilsyneladende at argumentere for, at en sådan opfattelse er fuldt forenelig med traditionel kristendom, eller var det hans intention at fremkalde en ny religiøs bevidsthed? Det er næppe muligt at give et endeligt svar på dette spørgsmål. Den, som læser Aanden i Naturen, må finde sit eget svar.

Ørsteds kulturoptimisme og fremtidstro

Enhver, der læser Aanden i Naturen, kan ikke undgå at lægge mærke til den optimisme på menneskehedens vegne, som præger værket. Denne optimisme er kædet sammen med Ørsteds overbevisning om, at den naturvidenskabelige og tekniske udvikling vil være til gavn for menneskeheden, en overbevisning, som langtfra er så rodfæstet i det 21. århundrede, som den var i det 19. I almindelighed delte Ørsted sin samtids tro på, at udviklingen til stadighed går fremad mod større og større fuldkommenhed. Som mennesket blev anset for at være det mest fuldkomne produkt af naturens udvikling, vil samfundsudviklingen også i stigende grad nærme sig forestillingen om et idealsamfund, hvilket ikke mindst – mente Ørsted – ville være betinget af udviklingen inden for den rene og den anvendte videnskab.

Begrebet om en biologisk, en geologisk og en samfundsmæssig udvikling er af nyere dato, da den har sin oprindelse i det 17. og 18. århundredes europæiske oplysning. For middelalderens og den nyere tids mennesker var verden statisk. I praksis viste det sig fx ved, at skuespil, som udspilledes i en fjern fortid, blev spillet i nutidige dragter.

Ørsted omtaler et par steder i Aanden i Naturen den geologiske udvikling. Erkendelsen af, at jordoverfladen igennem tiden har ændret sig og stadig ændrer sig, var gammel allerede på Ørsteds tid. Et af de tidligste forsøg på videnskabeligt at påvise årsagen til disse ændringer finder vi allerede i det 17. århundrede hos Ørsteds landsmand Niels Stensen. Senere blev udviklingsaspektet i geologien understreget af den franske naturforsker Georges-Louis Leclerc de Buffon i hans 46 bind store Histoire naturelle udgivet fra 1749 til 1804, og senest hos englænderen Charles Lyell i hans Principles of Geology fra 1830 til 1833, et skelsættende værk. Ørsted var bekendt med dem alle tre.

Ørsted nævner også den biologiske udvikling i sit værk; men hans forestilling om en udvikling i den biologiske verden må ikke forveksles med de tanker, der lå bag Darwins udviklingslære, og som først blev kendt efter Ørsteds død. Gennem diverse fund var Ørsteds samtid opmærksom på, at der tidligere i Jordens historie havde levet organismer, der var højst forskellige fra de nuværende. Ørsteds omtale af den biologiske udvikling har en vis vag karakter. Han understreger i Aanden i Naturen, at de samme naturlove altid har virket, men at situationen var en anden i tidligere geologiske tidsaldre, end den nu er, og at de organismer, der tidligere har eksisteret, men siden er uddøde, følgelig også må have været andre end de nuværende. Intet tyder på, at han har afveget fra den svenske naturforsker Linnés traditionelle lære om, at de arter, som Linné opdelte den botaniske verden i, var konstante, hvilket er et af de grundlæggende postulater i Linnés taksonomi. Ej heller har Ørsted forestillet sig, som senere Darwin, at samtlige former for liv har udviklet sig ud fra en urorganisme.

Ørsted delte også den traditionelle opfattelse, at den biologiske udviklings endemål var det mest fuldkomne naturprodukt, nemlig mennesket, som altså var formålet for den. Hvor fx Lyell afviste, at den geologiske udvikling var formålsrettet, havde enhver udvikling for Ørsted et endemål, som var sat af den fornuft, der ifølge ham råder overalt.

Det tilsvarende må også gælde for menneskets udvikling som et civiliseret individ. Ørsteds stadige understregning af naturvidenskabens betydning for menneskeheden, for individets dannelse og for dets adfærd, må indebære, at han tænkte sig, at målet for menneskehedens udvikling måtte være en beherskelse af naturens kræfter. Det var jo det samme endemål, som den engelske filosof og statsmand Francis Bacon i det 17. århundredes begyndelse fastlagde som naturvidenskabens formål. Den optimisme på menneskehedens vegne, som vi finder hos Bacon, genfinder vi hos Ørsted, som på dette punkt også viser sig som et barn af det 18. århundredes franske, Bacon-inspirerede oplysningsfilosofi. Han gav udtryk for en fremtidstro, som bringer tanken hen på den franske matematiker og filosof Condorcet, som i guillotinens skygge skrev sin Esquisse d’un tableau historique des progrès de l’esprit humain, som udkom i 1795, året efter hans død. Han skrev her, at det var hans agt at vise

Ørsted synes at have delt denne opfattelse. Han forenede i sin person fransk oplysningstænkning og romantisk naturfilosofi. Hvor mange af romantikkens filosoffer og forfattere kritiserede oplysningstidens fornuftdyrkelse – fornuften kunne nok, mente den unge Hegel, frembringe videnskab, men ikke visdom, og Oehlenschläger kaldte Voltaire for den frosne spottefugl – søgte Ørsted at forene fornuftdyrkelsen med en følsom religiøsitet. Dette fremgår ikke mindst af, hvad Paul V. Rubow et sted kalder »Ørsteds store monistiske Prædiken«,F8 som den ikke mindst træder frem i talen fra Universitetets reformationsfest i 1814, »Videnskabsdyrkningen, betragtet som Religionsudøvelse«, optaget som afsluttende tekst i første bind af Aanden i Naturen, hvorved den kommer til at stå som bogens konklusion. Han skrev her, at »Menneskets grandskende Blik, det være sig nu henvendt paa hans eget indvortes Væsen, eller paa den ham omringende og medindsluttende Skabning, stedse henledes til Altings evige Ophav« (førsteudgaven, bd. 1, s. 181). Det lyder som værende smukt i overensstemmelse med traditionel kristen opfattelse; men »Altings evige Ophav« var for Ørsted verdensfornuften eller naturen. Religiøsitet var for Ørsted udtrykt i forholdet til det evige, som er »den vexelløse, evige, uforaarsagede, Alt foraarsagende, Alt omfattende Alfornuft« (s. 182). For mange af oplysningens filosoffer stod fornuft og videnskab i skarp modsætning til religion. For Ørsted udgjorde de en enhed. Guldalderen er præget af forsøget på ud fra endelighedens verden at nå det eller den uendelige, men ofte føltes afstanden mellem dem uovervindelig. Ørsted søgte at overvinde den i sin natur- og videnskabsfilosofi. Han var en helstøbt personlighed i en splittet tid.

Store og lille Hans Christian

Med Ørsteds naturvidenskabelige og æstetiske interesser og hans status som en central kulturpersonlighed var der mange fra den yngre generation, der søgte ham. En af dem var H.C. Andersen. Det nære forhold mellem fysikeren H.C. Ørsted og digteren H.C. Andersen er velkendt; ikke mindst var Ørsteds naturopfattelse inspirerende for mange af de tanker, H.C. Andersen nedlagde i sine eventyr, den danske guldalders blivende bidrag til verdenslitteraturen. Digteren har selv i eventyrform skildret sit forhold til naturvidenskabsmanden, og i sin selvbiografi Mit Livs Eventyr (1855) har Andersen noget anderledes beskrevet dette forhold. Han skriver her, at han af egen tilskyndelse selv havde søgt Ørsted, og fortsætter:

Mange af Andersens eventyr indeholder mere eller mindre skjulte elementer af hans biografi. Tydeligst er dette i »Den grimme Ælling«, hvor han beskriver sin tornebestrøede vej til anerkendelse, og »Den lille Havfrue«, som antyder hans relation til den unge Collin. Tilsvarende beskrives i det lille eventyr »Klokken« fra 1845 hans forhold til Ørsted. Det fortælles her, at der undertiden høres toner fra en fjern klokke, et billede på både den harmoniske alnatur og på, hvad filosoffen F.C. Sibbern kaldte livspoesien. Forskellige grupper af mennesker forsøger at finde klokken, men opgiver på grund af manglende udholdenhed og svigtende interesse. Sidst forsøger en gruppe unge konfirmander at finde klokken; en af dem, den fattigste (H.C. Andersen), må tilbage for at aflevere det lånte tøj, som han havde stået konfirmand i. Resten fortsætter, men opgiver efterhånden på vejen; tilbage bliver kun en kongesøn (H.C. Ørsted), som fortsætter ufortrødent. Han møder på sin vej den fattige dreng, som efter at have afleveret det lånte tøj atter har begivet sig af sted for at søge efter klokken, og som har foretaget turen alene; men de kan på et tidspunkt ikke blive enige om, hvorvidt de skal gå til højre eller venstre, og deres veje skilles igen. Kongesønnens vej bliver lettere end den fattige drengs, men begge når uafhængigt af hinanden frem til »Havet, det store, herlige Hav; […] den hele Natur var en stor, hellig Kirke […]; og de løb hinanden i Møde og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige, hellige Klokke, salige Aander svævede i Dands om den til et jublende Halleluja.«F10 I eventyret skylder den fattige dreng ikke kongesønnen noget.

I sin bog om Andersens eventyr har Rubow mere end nogen anden understreget Ørsteds betydning for Andersen og hans eventyr. Men på et enkelt punkt synes han at tage fejl, afhængigt af hvad man lægger i ord som mirakuløst og overnaturligt. Hvis ordene tages i deres normale betydning, skyldes forekomsten i eventyrene af noget mirakuløst og overnaturligt ikke Ørsted. Normalt vil man med ordene mirakuløst og overnaturligt forstå hændelser, hvis forekomst er i strid med de erkendte naturlove. At vand forvandles til vin, og at døde genopvækkes, må derfor opfattes som noget mirakuløst. Ligeledes er det forhold, at dyr taler menneskenes sprog, eller at mennesker ved hekseri forvandles til svaner, men når en oprigtig og kærlig person strikker skjorter til dem af brændenælder, kan de blive til mennesker igen, noget mirakuløst og overnaturligt, der strider imod almindeligt antagne naturlove. I den forstand findes der hos Ørsted intet mirakuløst eller overnaturligt. Verden er underlagt undtagelsesløse naturlove. Alt er natur og der findes ikke en indgriben i naturen fra en højere virkelighed. Nok opfatter Ørsted naturen som vidunderlig, men ikke som et under eller et mirakel.F11

Striden med Mynster

Den første anmeldelse af Aanden i Naturen stod på forsiden af Kjøbenhavnsposten den 27. december 1849, og snart efter fulgte flere anmeldelser. Bogen blev modtaget meget velvilligt, blandt andre af Carsten Hauch, der anmeldte den i Fædrelandet i januar 1850 (nr. 12, 13, 16 og 17). Hans anmeldelse er typisk for tiden. Den kritisk-vurderende anmeldelse hører en senere tid til, og Hauchs anmeldelse er nærmest en omtale, hvori der snarere gives en beskrivelse af bogens indhold end en egentlig vurdering.F12 Bogen udløste også en diskussion, som nærmere skal omtales her, mellem Ørsted og den danske kirkes primas, biskop Jakob Peter Mynster.

Naturforskeren H.C. Ørsted og teologen J.P. Mynster havde været nære venner siden ungdomsårene, dvs. fra århundredets begyndelse. Ørsted havde næppe overværet mange af Mynsters prædikener, men havde stedse udadtil opretholdt facaden som en god kristen, og venskabet var blevet bestyrket gennem mere end halvtreds år. Men ved udgivelsen af Aanden i Naturen måtte Mynster, som den danske statskirkes faktiske overhoved, reagere. Resultatet var en artikel i første bind af Nyt Theologisk Tidsskrift, der udkom i marts 1850. Da Ørsted svarede Mynster i andet bind af Aanden i Naturen, kom der et gensvar fra Mynster i bind 2 af samme tidsskrift. Begge Mynsters indlæg udkom i efteråret 1850 med titlen Bemærkninger ved Skrivtet »Aanden i Naturen«, første og anden Deel hos C.A. Reitzel og trykt hos Bianco Luno.

Vedlagt et brev dateret 14. marts 1850 sendte Mynster et særtryk af sin første artikel til Ørsted. Brevet lød:

Meget præcist pegede Mynster i sit brev på den afgørende forskel imellem hans og Ørsteds anskuelser ved at understrege, at han var en »forhærdet Supranaturalist«, dvs. vedkendte sig den opfattelse, at der eksisterer et guddommeligt væsen, som er hævet over denne verden, men som kan virke i verden. Dette væsen skal ikke forstås som en slags konge, men som et væsen, der er til i en ganske anden virkelighedssfære end den, der befolkes af mennesker og andre sanselige ting. Guddommen var for Mynster et transcendent væsen, og ifølge den måde, hvorpå Ørsted anskuede det guddommelige, var dette snarere noget immanent, noget i verden iboende. Der var ingen muligheder for at bygge bro mellem disse to opfattelser.

Mynster indledte imidlertid sin kritik med at fremdrage et andet punkt hos Ørsted. Denne havde i Aanden i Naturen understreget, at digtekunsten bør lade sig inspirere af de strålende resultater, som naturvidenskaben havde opnået, og at digterne burde afholde sig fra at hente deres billeder fra forladte eller gendrevne forsøg på at forklare naturfænomenerne. Ikke mindst synes Mynster at mene, at Ørsted hermed vil henvise Det Gamle Testamentes myte om skabelsen og syndefaldet til historiens skraldespand. I andet bind af Aanden i Naturen præciserede Ørsted sin opfattelse derhen, at digterne fortsat kan beskrive verden, som vi oplever den gennem vore sanser, fx at Solen går op og ned, men at han bør afholde sig fra at benytte ældre forklaringer på det umiddelbart oplevede.

Tilsyneladende har denne del af Mynsters kritik irriteret Ørsted. Til en engelsk korrespondent, H. Norton Shaw, som læste, skrev og talte dansk,F15 skrev han i januar 1851 i forbindelse med fremsendelse af 2. udgave af Aanden i Naturen, at han i bogen har

Man bemærker, at Ørsted ikke taler om »Religionens Befordring« eller »Kristendommens Befordring«, men om »Religiøsitetens Befordring«, hvor han ved ʻreligiøsitetʼ forstår det vidende menneskes ærefrygt og beundring for naturen og dens frembringelser.

Men efter denne forpostfægtning om poesiens udtryksmåde og brug af billeder kom Mynster til sit egentlige anliggende. Hovedpunktet i denne del af kritikken er, at Ørsted har »identificeret denne Verdens Natur med den evige Fornuftorden. Denne aabenbarer sig unegtelig i hiin, men er i denne Natur fordunklet og forstyrret, og kan ved denne selv ikke gjenoprettes. Derfor er det vor Tro, at den evige Kierlighed paa en for denne Verden overnaturlig Maade har villet, og endnu fremdeles vil, gienoprette den, dog under Betingelserne af den de endelige fornuftige Væsener tilstaaede Frihed.«F17 Til dette kunne Ørsted blot belære biskoppen om, at om »Naturens Fordærvelse ved Syndefaldet har hverken Christus eller nogen af de Bibelskribenter, der have nydt hans mundtlige Underviisning talt. Forsaavidt man her beraaber sig paa Bibelen, har man da at holde sig til Paulus. Jeg vil overlade Theologerne at bestemme den rette Anvendelse af hans Yttringer; mig synes, at han kun har sigtet til Menneskenes Misbrug af Naturen […].« (Aanden i Naturen, førsteudgaven, bd. 2, s. 60; Ørsteds fremhævelser).

Guddommens fornuftorden er at frelse mennesket, men mennesket bryder som syndigt væsen ofte med Guds orden og er ifølge Mynster ikke selv i stand til at reetablere ordenen. Den optimisme på menneskehedens vegne, som Ørsted giver udtryk for, kan Mynster derfor ikke dele. Formentlig har hans opfattelse været, at Ørsted har undervurderet syndefaldets indflydelse på såvel menneskets liv som på hele naturen, og at Ørsteds forestilling om, at menneskeheden ved naturvidenskaben går en strålende fremtid i møde, simpelthen er i strid med fundamentale kristne dogmer. Den faldne menneskeslægt kan ikke af sig selv udvikle sig fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed, den »ikke blot trænger til Udvikling, men til Opreisning«.F18 Ørsted svarede Mynster i to afhandlinger optaget i begyndelsen i andet bind af Aanden i Naturen, hvilket som nævnt ovenfor foranledigede Mynster til endnu et indlæg.F19

Det er blevet hævdet, at med diskussionen mellem Mynster og Ørsted afsluttedes et 50 år gammelt venskab.F20 Dette er blevet begrundet med, at Ørsteds kiste, der havde henstået i Københavns Universitets festsal, på bisættelsesdagen 18. marts 1851 var blevet ført bagom Vor Frue kirke og ind ad kirkens hovedindgang i stedet for at blive ført direkte forbi Bispegården på Nørregade. Det blev også bemærket, at det ikke var Mynster, der talte over den afdøde, men en anden teolog, stiftprovst E.C. Tryde. H.C. Andersen skrev i sin dagbog: »Biskoppen talte ikke, (som jeg senere hører, han taler ikke uden han bedes derom og det var ikke skeet, da Tryde mældte sig for at tale; skal der bedes Vennen at tale over Vennen, burde han ikke have gjort det, da Hoben, jeg mener baade med Stjerner og Vadmel lægge mærke dertil.«F21 Turen omkring kirken tog en time.F22 Måske havde man valgt den længere vej, for at så mange som muligt af de talrige tilskuere kunne få lejlighed til at vise Ørsted den sidste ære.

Diskussionen mellem Ørsted og Mynster rundedes af i en lille anonymt udgivet pjece forfattet af journalisten og den senere politiker Rudolf Varberg, som er kendt som en af personerne i kredsen omkring Frederik Dreier, Danmarks første socialist. Varberg så klart, at Mynster som den danske kirkes førstemand måtte svare Ørsted, da denne – med Varbergs ord – »i al Stilhed udhuler […] hele Grundlaget for Kristendommen,«F23 hvilket havde Varbergs sympati; men alligevel måtte Varberg kritisere Ørsted for at anvende en teologisk udtryksmåde i forbindelse med en strengt videnskabelig opfattelse. »Bibelens Gud«, skrev Varberg, »er en ganske anden Gud end Ørsteds Gud«, og det er forkert i en videnskabelig kontekst at anvende inadækvate betegnelser.F24

Dreier selv kritiserede i sine efterladte optegnelser både Ørsted og Varberg. Om Ørsted skrev han, for øvrigt i overensstemmelse med Mynster, at

Det, Dreier i samme manuskript skriver om Varberg eller om H-t, som han kalder ham, viser, at han ikke har vidst, hvem forfatteren var, skønt de havde kendt hinanden siden 1847, hvilket Varberg nævnte i en længere nekrolog fra 1853 over Dreier i Fædrelandet – en af hovedkilderne til vores viden om Dreiers liv og virke – som i 1920 blev optrykt af Carl Dumreicher.F26 At Dreier ikke har vidst, at H-t var identisk med Varberg, fremgår af, at han et sted skriver, at »den dydige H-t aner end ikke Tilværelsen af en Ugudelighed som min, der aldeles ikke indrømmer, at Ørsteds Hovedlærdomme ere sande, men tvertimod betragter dem som Fabler!«F27 Dreier udtrykker også ved fx sin ironiske omtale af Varberg som »den brave Humanist« en kras kritik af Varbergs pjece.

Diskussionen mellem Ørsted og Mynster foregreb den strid om forholdet mellem tro og viden, der udspillede sig på det københavnske parnas i midten af 1860’erne, og hvor to af de centrale danske kulturpersonligheder omkring 1900 debuterede på hver deres side, nemlig Georg Brandes og Harald Høffding. Den strid medførte teologiens og den filosofiske idealismes nederlag som kulturbærende faktor. Pladsen blev for en kort årrække indtaget af de humanistiske videnskaber og positivismen.

Mynster havde været klog nok til ikke at kræve, at naturvidenskaben underlagde sig teologiens herredømme; men hans efterfølger på bispestolen Hans Lassen Martensen havde ikke den tilsvarende klogskab. Stolt citerede han i sit indlæg de homeriske ord »Kun Een være Hersker!«,F28 dvs. »kun en kan være hersker«, og det må være teologien. Naturvidenskaben må derfor underordne sig fx teologiens tolkning af skabelsesmyten i Det Gamle Testamente. Mindre end 10 år efter Martensens stolte erklæring blev hans og hans ligesindedes nederlag åbenbart, da den stridbare matematikprofessor Adolph Steen ved Københavns Universitets reformationsfest i 1875 i sin festtale understregede, at »Universitetet kan […] ikke taale, at der nogensteds foredrages Teorier eller fremstilles Kendsgerninger, som ere i aabenbar Strid med hvad Fysiologi, Fysik og Astronomi anse for muligt.«F29 Hvor Ørsted havde søgt at gemme sig bag en teologisk facade, talte Adolph Steen klart og entydigt.